Krigen indtil 2. Maj 1915.
Den tyske Felttogsplan under en Krig med Frank
rig og Rusland var meget enkel og gik som før nævnt ud paa straks at kaste sig over Frankrig og slaa dette til Jorden, inden Rusland fik mobiliseret færdigt, hvilket med Czarrigets Udstrækning mentes at vilde tage c. en Maaned længere end Tysklands Mobilisering. Og var Frankrig først ude af Sagaen og kunde holdes be
sat af en mindre Styrke (med Hjælp af Landstormsfor-mationer), skulde Kejserriget med al sin Magt sammen
*) Den Forpligtelse til at hindre et tysk Flaadeangreb paa de franske Nordsøhavne, som England alt tidligere havde paataget sig som Vederlag for, at den franske Flaade varetog de engelske Interesser i Middelhavet, kunde ogsaa vanskeligt forenes med en neutral Holdning fra engelsk Side, selvom Tyskland i Øjeblikket tilbød at se bort herfra og at undlade et saadant Angreb, og saa var det vel nok for Befolkningens Skyld klogest af de engelske Statsmænd at benytte Krænkelsen af Belgiens Neutralitet som Paaskud for Krigen.
med Forbundsfællen Østrig vende sig mod sin Modstan
der mod Øst.
Denne Plan kom dog ikke til Udforelse, fordi to Fak
torer, som ikke var taget med i Beregningen, greb ind i den og forandrede den fuldstændigt. Da nemlig hele Frankrigs Grænse mod Tyskland som foran omtalt var dækket af en Række stærke Befæstninger, mente den tyske Hærledelse ikke at kunne naa sit Maal: en hurtig Nedkæmpelse af Frankrig, dersom disse Fæstninger forst skulde tages. Hvis man derimod over Belgien rykkede frem mod den franske Nordgrænse, hvis Befæstninger hverken var stærke eller i Orden, og saaledes omgik hele Østfrontens Fæstningsrække, mente man at kunne naa Maalet sikkert og let.
»Tvunget af Nødvendigheden« besluttede Tysk
land, »der kæmpede for sin Eksistens«, sig derfor til at krænke det lille Belgiens Neutralitet, som var garan
teret af alle Stormagter, deriblandt Tyskland selv. Men mærkværdigt nok syntes den tyske Generalstab ikke at have regnet med nogen videre Modstand fra Belgiens Side, og da de modte en saadan, som skont Liége og flere belgiske Fæstninger ret hurtigt faldt, dog sinkede Tyskerne ret betydeligt i deres Fremmarch mod Frank
rig, foruden at det bandt en stor Del af Tysklands først mobiliserede Stridskræfter, var dermed den første Fejl indtruffet i den tyske Felttogsberegning.
Men denne drog den anden efter sig. Som foran nævnt kaldte Krænkelsen af Belgiens Neutralitet Eng
land frem paa Krigsskuepladsen, da det saa sig selv truet, naar den belgiske Kyst og maaske senere de fran
ske Kanalhavne kom i Tyskernes Hænder. Just Bel
giernes tapre Modstand gav England Tid til at kaste sine disponible Stridskræfter (100-150,000 Mand under
Felt-29
marskal French) over paa Fastlandet, inden Frankrig endnu var slaaet. Til at hjælpe Belgierne kom man derimod forsent; den belgiske Hær kastedes tilbage mod Fæstningen Antwerpen, hvor den holdtes i Skak af en tysk Hær, Hovedstaden Brüssel besattes' af Fjenden, hvis øvrige Hære efter Namurs Fald ilede frem mod den franske Grænse. Tæt foran denne paa belgisk Grund traf de Fjenderne, den fransk-engelske Hær, paa Linien Charleroi-Mons, og da den franske Hær var op-marscheret med et Angreb fra Øst for Øje, idet den fran
ske Generalstab ikke synes at have ventet det tyske Ho
vedangreb fort gennem Belgien, var de tyske Strids
kræfter de Allierede for overlegne og kastede dem tilbage ud af Belgien efter en haard Kamp, hvorunder særligt Englænderne kæmpede haardnakket omkring Mons. De Allierede (Franskmændene og Englænderne), over hvem den franske General Joffre havde Overkommandoen, maatte tiltræde Tilbagetoget, tæt fulgt af de tyske Hære.
En Del af de franske Nordfæstninger — som før nævnt noget forsømte — opgaves nu frivilligt af Joffre, som foretrak at bevare Felthæren usvækket fremfor at af
give en Del af den til Besætning i Fæstninger, hvis Værdi var tvivlsom, og andre faldt efter kortere eller længere Tids Modstand (Maubeuge) i Tyskernes Hæn
der. Trods lapper Modstand især af Englænderne mel
lem Gambrai og St. Quentin maatte ogsaa den fransk
engelske Felthær dog stadigt vige yderligere, og da Fjen
den endnu usvækket pressede paa, besluttede General Joffre for ikke at risikere en Katastrofe ved at faa sin Hær omringet, et stort Tilbagetog ned mod Midtfrank
rig. Regeringen forlod Paris og drog til Bordeaux, og det fransk-engelske Tilbagetog, som udførtes mesterligt uden Tab af Betydning, fortsattes til et Stykke syd for
Mainefloden. Ogsaa hertil fulgte Tyskerne imidlertid efter, idet deres højre Fløj under General Kluck i en Bue mod Øst passerede uden om Paris. Formodentlig har Tyskerne her ladet sig friste af Udsigten til at hid-fore en Katastrofe for løjenden, thi de rykkede nu saa hurtigt og saa langt frem, at deres Tilførsel af Ammu
nition og Forplejning dels ikke kunde følge med, dels kom i Uorden, samtidig med at Tilførselslinierne kun var mangelfuldt dækkede mod Flankeangreb vestfra.
Da derfor Joffre nu gjorde Holdt og (maaske paa Eng
lands Forlangende, der nu saa alle Kanalhavnene pris
givne Tyskerne) igen besluttede at gaa over til Of
fensiven, hvilket udførtes ved at en Hær fra Paris brod frem mod Tyskernes højre Flanke, maatte disse til
træde et Tilbagetog, der trods haardnakkede og blodige Kampe ikke standsede før ved Aisnelinien.
Og dermed var Tiden gaaet; Russerne begyndte deres Fremrykning paa Østfronten; Belgiernes tapre Modstand
°g Englændernes Deltagelse i Kampen, hvormed den tyske Generalstab ikke havde regnet, havde umuliggjort den tyske Plan om i en Fart at slaa Frankrig til Jorden.
— Og den tyske Hærledelse maatte lægge Felttogspla-nen om. Paa en Front, som fra den svejtsiske Grænse følger den østlige Side af den franske Fæstningslinie (fra Belfort til Verdun) og derefter gaar igennem Nord
frankrig fra Varennes tæt nord forbi Reims og Soissons til Noyon og derefter drejer mod Nord over Albert-Arras og Armentiéres, gravede den tyske Hær sig ned i Felt-forskandsninger, et udviklet Løbegravssystem, hvor ud af Modstanderne ikke trods et Aars Kamp har været i Stand til at drive dem. Og efter at den belgiske Hær efter Fæstningen Antwerpens Erobring i Oktober Maa-ned (1914) havde sluttet sig til de Allierede, og største
31
Delen af Belgien derefter var besat af Erobrerne, for
længedes Fronten fra Frankrig over Ypres-Dixmuiden til Havet ved Nieuport. Men ogsaa her stivnede Kam
pen snart, efter at Tyskerne forgæves havde sogt at erobre ogsaa det sidste Hjørne af Belgien; og paa hele Fronten gik Tyskerne nu over til Defensiven, selv om de stadigt har fort denne gennem Angreb paa Modstan
deren. Men deres Plan var nu lagt om: de vilde nu først søge at fremkalde en, omend kun foreløbig Afgørelse paa Østfronten. —
Her skulde en mindre tysk Hærafdeling i Østpreus-sen tilligemed den østrig-ungarske Hær have holdt Rus
serne Stangen, indtil en Afgørelse var naaet mod Vest.
Men da denne paa Grund af Belgiernes Modstand og det engelske Hjælpekorps trak ud, kunde de svage tyske Stridskræfter ikke standse Russerne i Østpreussen, men maatte trække sig tilbage, saa at Fjenden endog nær
mede sig Fæstningen Königsberg. Og heller ikke Østri
gerne havde kunnet løse deres Del af Opgaven. Medens en Del af Hæren dækkede Lemberg, var deres Hoved
styrke i to Afdelinger under Generalerne Dankl og Auf-fenberg rykket ind i Polen mod Punkterne Lublin og Cholm for der igennem at rette et Stød mod den russiske Weichsellinie. Den russiske Overgeneral, Storfyrst Ni
kolaj, samlede imidlertid sin Hovedstyrke ost for Lem
berg, og da Østrigerne ikke her kunne holde Stillingen, maatte ogsaa Dankl og Auffenbergs Hære tiltræde Til
bagetoget for ikke at blive afskaarne, og dette kostede gennem det sumpede, uvejsomme Terræn store Tab.
Russerne, som nu havde faaet en stor Del af deres Hær frem, angreb derefter med stor Overmagt, saa at Østri
gerne maatte fortsætte Tilbagetoget, Lemberg besattes af Russerne, og den østrigske Fæstning Przemysl
inde-sluttedes af Fjenden, hvis Hovedstyrke fulgte efter de vigende Østrigere helt frem til Dunajecfloden, hvor det dog lykkedes Østrigerne (vistnok med tyske Forstærk
ninger) at standse Modstanderen.
Men nu ankom Forstærkninger fra den tyske Vest
front; forst til Østpreussen, hvor de tyske Tropper under Generaloberst Hindenburgs Anforsel i et Par Slag ved de masuriske Soer bibragte Russerne et Nederlag, der tvang dem til at romme Østpreussen, ja, endogsaa satte den tyske General i Stand til at rykke ind i det russiske Guvernement Suwalki og til at folge Fjenden frem til Njemen.
Imidlertid blev det nu ogsaa nodvendigt at række Forbundsfællen Østrig en hjælpende Haand, og de to Centralmagter begyndte derefter fra Posens Grænse og i Galizien en Fremrykning, der tvang Russerne det sid
ste Sted til at vige. Fremmarschen fortsattes, indtil Hindenburg stærkt nærmede sig Warschau, medens Østrigerne stod foran den russiske Fæstning Ivanogo-rod og i Galizien havde naaet at undsætte Przemysl.
Paa dette Tidspunkt førte Russerne imidlertid stærke Hærmasser frem over Nowo-Georgiensk, som over So-chatschev truede Hindenburgs venstre Floj samtidigt med at stærke russiske Styrker ogsaa fra Ivanogorod rykkede frem mod Østrigerne. Et nyt Tilbagetog (maa-ske dog kun et strategisk) blev nu foretaget af Central
magterne, der undervejs odelagde alle Kommunikati
onsmidler fuldstændigt, saa at Russernes Fremmarsch kun kunde foregaa langsomt, ligesom den desuden hin
dredes af stadige Arriéregardekampe. Russerne naa-ede dog til Slut frem til en Linie, der gik langs Warta-floden (paa dennes polske Lob), ja en Kavalleriafdeling overskred endogsaa Grænsen og angreb en tysk
Jern-33
banestation i Posen; og i Galizien stod de tæt foran Krakau. Paa dette Sted modte de imidlertid nogen Mod
stand, og snart skulde de hore Nyt fra Hindenburg fra en anden Kant.
Medens nemlig de henholdende Kampe i Polen mod de fremtrængende Russere især synes at være udkæm
pede af Østrigerne, synes Feltmarskal Hindenburg hur
tigt at have ført en Del af sine Tropper tilbage til Posen og ved Hjælp af det storartede tyske Jernbanenet at have flyttet dem mod Nord til Fæstningen Thorn, og her
fra foretoges nu et kraftigt og heldigt Fremstod i Rus
sernes venstre Flanke.
Russerne, der blev fuldstændigt overraskede, blev ved W loclawick og Kutno slaaede og mistede et stort Antal Fanger og meget Materiel, og det tyske Fremstod fortsattes mod Byerne Lodz og Lowicz, ja en Hær
afdeling under General Mackensen trængte endogsaa mellem disse to Byer frem mod Jernbanen Warschau-Gzenstochau (og naaede kun med Vanskelighed tilbage).
Da samtidigt Tyskerne brod frem fra sidstnævnte By, og Østrigerne ved Limanova i Galizien tilføjede Rus
serne et Nederlag, maatte disse foretage et Tilbagetog til en Linie langs Dunajecfloden-Nidafloden-over Opo-czno til Pilizafloden, ligesom Tyskerne rykkede frem til en Stilling c. 4 Mil foran Warschau, hvor de dog stand
sedes af russiske Feltbefæstninger (Stillingen paa denne Krigsskueplads ved Juletid 1914). —
Slaget mod Lowicz og Lodz var et Stød i Hjerte
kulen paa den russiske Hær og et Stød, som den ikke igen forvandt. Ganske vist tog den endnu Offensiven paa Fløjene, drev Tyskerne ud af Guvernementet Suvvalki og tilbage til de masuriske Søer, men da Tyskerne her forskandsede sig, gik den russiske Offensiv igen i Staa.
Verdenskrigen. 3
Paa samme Maade erobredes i Lobet af Januar (1915) den ostrigske Provins Bukowina, men man standsedes ogsaa her, da Grænsen til Ungarn naaedes (i Karpatherkæden).
Tilmed gik begge disse Fremstod igen tabt, idet Østri
gerne i Begyndelsen af Marts igen erobrede største De
len af Bukowina tilbage (til Pruthfloden), og snart efter bibragte Feltmarskal Hindenburg for anden Gang Rus
serne et stort Nederlag ved de masuriske Søer og ryk
kede igen frem i Suwalkidistriktet, hvorfra Russerne ikke igen fik ham fordrevet. Ja, da et russisk Indfald i den nordlige Del af Provinsen Østpreussen (ved Me-mel) foruroligede Befolkningen stærkt, dreves Fjenden ud herfra og fulgtes ind i Kurland til Schawli, ligesom ogsaa Libau besattes.
Og var den russiske Offensiv saaledes resultatløs paa Fløjene, saa var den det end mere i Centrum. Her havde Storfyrsten nu skiftet Aktionsplan og besluttet gennem et Angreb paa Ungarn (mod Buda-Pest) at vinde en delvis Sejr ved at kaste sig over sin svageste Modstan
der. I Lobet af Marts og forste Halvdel af April rasede voldsomme Kampe derfor i Karpatherpasserne, som fra Galizien fører ned til den ungarske Slette; men da de østrig-ungarske Hære fik Forstærkninger af tyske Trop
per, naaede Russerne heller ikke her noget Resultat.
(Dog erobrede de i Marts Fæstningen Przemysl, som overgav sig efter 4 y2 Maaneds Belejring, men ogsaa denne Sejr blev i Virkeligheden betydningsløs).
Centralmagterne havde saaledes gennem deres Kampe i Slutningen af November og første Del af December (1914) løst første Del af deres Opgave paa den østlige Krigsskueplads: at standse den russiske Fremrykning, og de kunde nu i Ro forberede sig til Losningen af an
den Del (se herom senere).
35
Tyrkiet og Italien.
Men paa det Tidspunkt, da Tyskerne havde disse Forberedelser i Orden, og da alt var parat til deres store Offensiv mod Øst, traadte en ny Stat ind i Rækken af deres Fjender, nemlig deres tidligere Forbundsfælle Italien, medens derimod en anden Stat, Tyrkiet, da alle
rede forlængst havde taget Plads ved Centralmagternes Side.
En saadan Handling af det økonomisk og derfor og-saa militært svage osmanniske Rige kunde ved første Øjekast synes taabelig, idet Tyrkiet ikke syntes at have Udsigt til at vinde noget, men derimod alt at tabe. Man var derfor tilbøjelig til udelukkende at søge Forklarin
gen i den ungtyrkiske Krigsminister Enver Pascha og enkelte andre ligesindede tyrkiske Officerers Begejstring for Tyskland, hvor de havde modtaget deres militære Uddannelse, og hvis Officerer havde reorganiseret den tyrkiske Stridsmagt. Imidlertid var Grunden nok den fuldtgyldige, at disse Ungtyrkere forstod, at Tyskland var den eneste Magt, som var i Stand til og interesseret i at opretholde det tyrkiske Rige, med andre Ord: dets eneste sande Ven, og at Tysklands Nederlag snart vilde medføre, at Tyrkiet, som ikke længere havde nogen Be
skytter, vilde blive delt mellem Stormagterne og det tyr
kiske Riges nærmeste Naboer, kort sagt: Tysklands Ne
derlag betød ogsaa Tyrkiets Undergang. Selvopholdel
sesdriften maatte derfor byde det militært at stille sig ved det Lands Side, til hvis Skæbne ogsaa Tyrkiets Skæbne var knyttet, og at man ved dettes økonomiske og militære Hjælp tog Kampen op mod de Magter, som dog efter et tysk Nederlag ogsaa engang vilde blive Tyr
kiets Ødelæggere. Altsaa kastede Enver Pasha og hans
3*
Venner ved et Kup (de tysk-tyrkiske Skibe Goeben og Breslaus Bombardement af russiske Sortehavshavne) deres Land ud i Striden som Tyskland-Østrigs For
bundsfælle.
Nogen større militær Betydning fik dette ikke i Øje
blikket. England landsatte ganske vist Tropper i Mes-sopotamien, og Tyrkiet truede i nogen Tid med et Ind
fald i Ægypten, men intet af dette blev af nogen Vigtig
hed, ligesom heller ikke Tyrkernes Angreb paa Kauka
sus, der bandt og binder en Del russiske Tropper, spil
ler nogen større Rolle. Derimod betod det økonomisk meget for Czarens Rige, hvis Østersøkyst var blevet blo
keret af den tyske Flaade og hvis største Delen af Aaret tilfrosne Havne mod Nord ikke kunde besørge mere end en ringe Brøkdel af Ruslands Handel, at den eneste Han
delsvej mod Syd, Udførselskanalen fra Sortehavshav-nene, Bosporus og Dardanellerne, ved Tyrkiets Krigs
erklæring blev lukket. Ja, hen paa Foraaret blev det endogsaa saa generende, at Ruslands Allierede beslut
tede at gøre sig store Anstrengelser for at forcere Dar
danellerne og erobre Konstantinopel for paa denne Maade at skaffe deres betrængte Forbundsfælle Luft og samtidig bryde Tyrkiets Magt. En engelsk-fransk Flaade ankom derfor til Dardanellerne og aabnede Angrebet.
Imidlertid havde man hos Vestmagterne ventet, at dette Angreb skulde bevæge Balkanmagterne eller i alt Fald nogle af dem til at træde ud af deres Neutralitet og deltage i Krigen paa de Allieredes Side, saaledes at de leverede Landgangstropper til Angrebet paa Strædet og Tyrkiets Hovedstad. Ja, man mente vel endogsaa at kunne gøre sikker Regning paa den græske Hær, da den græske Ministerpræsident Venizelos var stemt for Grækenlands Optræden paa Krigsskuepladsen i de
Alli-y
37
eredes Rækker. Men da dette Haab glippede ved Kong Konstantins Modstand (herom senere), og da ingen an
dre meldte sig, maatte den engelsk-franske Flaade vove Angrebet uden Støtte af Tropper i Land. Forsøget mis
lykkedes totalt, takket være de tyrkiske Minespærringer, og med Tabet af flere store Krigsskibe maatte de Alli
erede trække sig tilbage.
Der var nu ikke andet at gore end at samle Tropper til en Landgang, og da dette var sket, blev en saadan i Slutningen af April foretaget paa Gallipolihalvøen, hvor Kampen siden har raset, uden dog endnu at have bragt de Allierede nogen Udsigt til en Sejr, der nu vilde være end mere kærkommen, fordi man herigennem muligvis kunde forsyne Rusland med den Ammuni
tion, det tilsyneladende saa haardt trænger til. Alt i alt har Tyrkiets Deltagelse i Krigen saaledes alligevel indirekte haft stor Betydning for Centralmagterne, lige
som det moralsk har været en Svækkelse for de Alli
erede, at de ikke har kunnet bryde den tyrkiske Mod
stand.
Det var derfor som et Lysglimt i Mørket, da Stor
magten Italien i Maj Maaned stillede sig ved de Alli
eredes Side, et Forhold, der blev end yderligere under
streget ved, at dette Land i snart en Menneskealder havde været Centralmagternes Forbundsfælle.
Straks ved Krigens Begyndelse erklærede Italien sig neutral, idet det skød sig ind under, at Krigen fra dets allieredes Side var en Angrebskrig, og at Forbundsfor-pligtelsen derfor ikke traadte i Kraft. Og skønt man fra tysk-østrigsk Side benægtede dette, og Italiens Hold
ning vakte en Del Harme i disse Lande, var den dog hos mange i Forvejen ventet, og man fandt sig til Slut nogenlunde i det.
Men omkring December Maaneds Begyndelse er
klærede de italienske Statsmænd, at Italien ved sit Standpunkt til Krigen kun vilde lade sig lede af »den hellige Egoisme«, med andre Ord, at det ikke længere folte sig bundet af Forbundet med Centralmagterne, men kun vilde tage Hensyn til sin egen Fordel, og at det bl.
a. forlangte, at Krigen skulde bringe det Landvinding, enten som Betaling for Neutralitet eller for væbnet Hjælp.
Meningen hermed var tydeligt nok — maaske for tydeligt — den, at Italien ønskede at bevare sin Neu
tralitet, men at det ved at true ventede at kunne faa sin tidligere Forbundsfælle Østrig til at tilkobe sig denne Neutralitet ved til Italien at afstaa nogle af de italienske Distrikter (Trientino og Istrien), som endnu horte til Habsburgernes Rige. Og om denne Politik samlede nu hele den italienske Nation sig og ventede den gennem
fort af Regeringen. (Ministerpræsident Salandra og Udenrigsminister Sonnino).
Disse Mænd fik imidlertid til Modstander Tysklands dygtigste Diplomat, idet Kejser Wilhelm paa Grund af de særligt vanskelige Forhold udnævnte den tidligere Rigskansler, Fyrst Biilow, til tysk Gesandt i Rom, hvor Fyrsten var særdeles godt kendt med Forholdene og de ledende Personer, tildels gennem sin Hustru, en Dame af det romerske Aristokrati. Og takket være Bülows smidige Diplomati fortes Forhandlingerne nu i al Ven
Disse Mænd fik imidlertid til Modstander Tysklands dygtigste Diplomat, idet Kejser Wilhelm paa Grund af de særligt vanskelige Forhold udnævnte den tidligere Rigskansler, Fyrst Biilow, til tysk Gesandt i Rom, hvor Fyrsten var særdeles godt kendt med Forholdene og de ledende Personer, tildels gennem sin Hustru, en Dame af det romerske Aristokrati. Og takket være Bülows smidige Diplomati fortes Forhandlingerne nu i al Ven