Stillingen.
Vi har altsaa opgjort Krigens militære og diploma
tiske Resultater til Datum, og vi maa nu kaste et Blik over Stillingen og derunder betragte de Forhold, som under de kommende Begivenheder kan faa Indflydelse paa Udfaldet, selv om dette kun sker indirekte, nem
lig for Tysklands Vedkommende: dets Pengemidler, dets Forsyning med Levnedsmidler, samt Muligheden for at det kan udtomme sit Soldatermateriale, og for de Allieredes Vedkommende: Ammunitionsspørgsmaalet. — Der var vel nok før Krigen i hele Europa intet, som
man i den Grad under en eventuelt kommende Krig, betragtede som Tysklands Akilleshæl som Rigets Penge
væsen; allerede ved Krigens Begyndelse antog man al
mindeligt, at dette — trods det i Juliustaarnet opsparede Krigsfond — vilde svigte overfor de store Summer, som blot Mobiliseringen vilde kræve. Til at tilfredsstille de Krav, som en Krig, der varede mere end nogle faa Maa-neder, stillede, ansaa man det for fuldstændigt ude af Stand. Men i al Stilhed, uden at andre end netop Fag
mændene i Udlandet havde bemærket det, havde de tyske Finansmænd mobiliseret ogsaa det tyske Finans-væsen i Lobet af det sidste Par Aar for Krigen, saa at alt i det kritiske Øjeblik var parat, og den tyske National
bank kunde straks ved Krigens Begyndelse forstrække Regeringen med de Pengemidler, som var nødvendige, indtil det forste Krigslaan var tegnet. Rigtignok skete dette kun ved, at man udstedte en Mængde Pengesedler, hvorved Marken faldt i Kurs; men da dette i Virkelig
heden kun faar Betydning i Forholdet til Udlandet, og da den tyske Udenrigshandel paa Grund af den engelske Blokade er blevet indskrænket til en Ubetydelighed, har dette Kurstab ikke kunnet faa nogen større Betydning.
Hvad selve Krigslaanene, hvorved ialt 30 Milliarder nu er tegnede, angaar, har Tegningen hidindtil været fuldt tilfredsstillende, ja endogsaa tre østrigske Milliardlaan maa siges efter Dobbeltmonarkiets Forhold at være lyk
kedes over al Forventning. Forklaringen er selvfølgelig den, at det er de samme Penge, som stadigt gaar igen;
Staten faar dem ind gennem Laanene og bruger dem i Landet selv til Forsyningerne til Hæren. Fra Befolk
ningen vender de saa ved næste Tegning igen tilbage til Statskassen. Dette vil selvfølgelig kunne fortsættes i det uendelige, naar blot Tilliden til Krigens Udfald er
65
til Stede, d. v. s. saa længe de tyske Tropper sejrer, og saa længe Patriotismen er til Stede i Folket. Desuden har jo ogsaa de i Belgien og Nordfrankrig udskrevne Krigsskatter indbragt en betydelig Sum. Det kan derfor allerede nu fastslaas, at af Mangel paa Penge vil Tysk
land ikke komme til at standse Krigen.
Heller ikke den af England iværksatte Udsultnings
krig vil sikkert fore til dette Maal, ja, end ikke bidrage dertil. Tyskland havde ved Krigens Begyndelse saa store Forraad, at det kunde holde alt gaaende, indtil Re
geringen fik Ernæringsproblemet løst, takket være Ty
skernes gode Disciplin og store Organisationstalent.
Det er naaet dels gennem en Indskrænkning i Forbru
get (som sikkert i de fleste Lande kunde gennemføres uden Skade, ja, endogsaa til Gavn for Befolkningens Helbred), og dels ved en Omlægning af Kosten, saaledes at man nu spiser andet end tidligere. Ogsaa her kan det nu fastslaas med Sikkerhed, at den tyske Jord er i Stand til at frembringe Fødemidler til hele Nationen.
Da et Overskud af Fodemidler i alt Fald i Aar har kun
net skaffes fra de besatte Dele af Belgien og Frankrig (ja, endogsaa fra Kurland skal man have hentet en Del af Høsten) og man i Fremtiden vil kunne gøre Regning paa Tilførsel fra Bulgarien og Lilleasien, maa Planen om ved Udsultning at kue Centralmagterne siges at være mislykkedes for bestandigt. De vil Aar for Aar kunne frembringe, hvad Befolkningen vil behøve. Dermed er dog ikke sagt, at det netop bliver de Fødemidler Be
folkningen, og især den velhavende Del af den, helst ønsker sig, eller at ikke Spekulation kan skrue Priserne saa højt op, at det kan falde Fattigfolk vanskeligt at betale dem. Men herpaa kan der raades Bod; det af
gørende er blot, at tilstrækkeligt til Befolkningens
Er-Verdenskrigen. 5
næring er til Stede, og derom kan der ikke mere være Tvivl.
Enkelte kloge Hoveder har saa sat deres Lid til Kob
beret og har regnet ud, at den tyske Ammunitionsfa-brikation inden længe maatte standse af Mangel paa dette Metal og saaledes Centralmagterne bukke under paa Grund af Ammunitionsmangel. Heller ikke denne Trøst har dog længe kunnet bevares, idet Sagkyndige har gjort opmærksom paa, at der i Tyskland paa f. Eks.
Lokomotiver og Masser af andre Ting fandtes Kobber, som uden Skade kunde undværes, i saadanne Mængder, at der vilde være nok til mange Aars Krigsforbrug. Heri synes endda ikke at være medregnet de uhyre Kobber
mængder, man i Tyskland som i andre Lande har i mange Bygningers Kobbertage, hvori der sikkert alene vilde være nok til flere Aar. For Resten vil jo sikkert rigelige Forsyninger i Fremtiden kunne fremskaffes fra Lilleasiens Kobberminer, saasnart Forbindelsen mellem Konstantinopel og Berlin—Wien fuldt ud er genoprettet.
Vender man sig saa endelig fra ovennævnte Hypo
these, som nærmest havde Kuriositetens Interesse, til den ulige vigtigere Paastand: at Tyskland dog i Læng
den vil forblode sig, idet dets hidtidige Sejre har ko
stet uhyre Tab, skal her forst anføres, at Verdensbladet
»Times« i Slutningen af August 1915 kom til det Re
sultat, at Tyskland havde mobiliseret ialt 8 Millioner Mand og at heraf hidindtil 1 Mill, var gaaet tabt. Man vil maaske herimod anfore, at de tyske Tabslister dog opviser et langt højere Tal, men dette medfører ikke, at ovennævnte Opgørelse er urigtig, thi langt den største Del af de paa Tabslisterne opførte er letsaarede, som snart igen helbredte vender tilbage til Fronten. Mange af dem gaar endda igen paa Listerne; saaledes havde
67
man f. Eks. fra den kortvarige første Balkankrig Eks
empler paa, at Soldater for tredje Gang fra Lasarettet vendte tilbage til Fronten. Naar de tyske Tab derfor trods over et Aars Krig sikkert med Rette kun kan anslaas til omtrent 1 % Gang ovennævnte Tal, er Forklaringen rimeligvis den, at de efter de første blodige Kampe i Belgien hurtigt har draget Lære af Krigens Erfaringer og har lært at økonomisere ogsaa med Mandskabet. Selv om der stadigt finder og ogsaa i Fremtiden vil finde uhyre blodige Kampe Sted paa en mindre Del af Fron
ten, \il selv et Tab af 20—30,000 Mand i saadanne en
kelte Kampe jo dog ikke i det store Hele være af nogen Betydning. Paa den russiske Krigsskueplads gælder det sikkert, at Tyskerne ud over enkelte saadanne Kampe har manøvreret deres Modstandere ud af Stillingerne, men derimod ikke har taget dem med Storm med der
med tilhørende store Tab. Ellers maatte der ogsaa til de 1 Mill, fangne Russere svare et Tab af døde og saa-lede, som vilde andrage et Tal til Ugunst for Russerne paa flere Millioner. Men netop det store russiske Fan
getal beviser, at det er ved Manøvrer (hvorved Dele af den fjendtlige Hær afskæres fra Tilbagetoget), at Sej
rene først og fremmest er vundne. Noget lignende gæl
der om Kampene i Serbien, hvor det dobbelte Angreb af Tyskerne—Østrigerne nordfra og Bulgarerne østfra har beseglet Serberhærens Skæbne mere end de enkelte Kampe, hvori for Resten ogsaa Tyskernes overlegne Artilleri har spillet en afgørende Rolle.
At »Times« af det ovennævnte Tal (7 Mill, som Ty
skernes Restbeholdning) slutter, at da Tyskerne endnu ikke anvender alle disse syv Millioner ved Fronten, skulde dette skyldes tysk Ammunitionsmangel, vil dog vist næppe Bladet selv fastholde ved nærmere
Efter-tanke, dertil har den tyske Ammunitionsfabrikation vist sig at være for uhyre. Forklaringen turde vel simpelt hen være den, at Tyskerne intet Steds anvender flere Tropper end nødvendigt for at lose de stillede Opgaver, som de jo ogsaa stadigt har lost med det tilstedeværen
de Mandskab, og at Resten holdes i Reserve i Hjemlan
det; med andre Ord, at de ogsaa paa denne Maade øko
nomiserer med Menneskematerialet (og med Transport
midlerne).
Anslaar man derfor Tysklands samlede Krigsstyrke til 8 Millioner og Østrig-Ungarns til ca. 3K Mill., ialt altsaa 11K Mill., og herfra drager et samlet Tab af ca.
2yK Mill., bliver der for Centralmagterne Hære tilbage paa 9 Mill. Mand, hvortil saa kommer ca. % Mill. Bul
garer samt, naar Tyskerne besørger Udrustningen og Ammunitionen, mindst W* Mill, tyrkiske Soldater. En
hver vil deraf kunne forstaa, at om nogen Forblødning, der kunde afgøre Krigen til Fordel for Ententemagterne, kan der ikke blive Tale, saa meget mindre som Central
magternes store aarlige Rekruttilgang delvist vil dække Hullerne.
Intet af disse Spørgsmaal giver altsaa noget Haab om Sejr for de Allierede ad denne indirekte Vej, og Resultatet maa derfor blive (som vel ogsaa nu de fleste er klare klare over det), at Tyskland kun kan be
sejres militært, d. v. s., det skal slaas paa Valpladsen.
Først naar de Allierede rykker ind i Tysklands Hjerte, vil de kunne sejre.
Men er der da ikke en Mulighed for, at de Allierede til denne Kamp kan opnaa aktiv Hjælp f. Eks. ved at en eller flere af de Magter, som nu er neutrale, stiller sig ved Ententens Side? Lad os se lidt nærmere hei
-paa.
69
Hjælpen kunde i ethvert Tilfælde kun ventes fra fire Magter, fra de neutrale: Amerika, Rumænien og Græ
kenland, samt fra den passive asiatiske Forbundsfælle, Japan. Lad os tage den sidste forst.
Gang paa Gang har der gaaet Rygter om, at Japan ogsaa vilde gribe aktivt ind i Krigen i Europa, og skønt Rygterne ikke kunde siges at være synderligt sandsyn
lige, vandt de dog Tiltro hos mange, men har dog nu sikkert faaet Dødsstødet. Sagen er jo den, at Mika
doens snu Statsmænd allerede nu har opnaaet alt, hvad de ønskede, Krigen skulde bringe dem. Ingen Magt i Verden vil, hvorledes end Krigens Udfald bliver, igen være i Stand til at fravriste dem Kiautschau. Hvorfor skulde da Japan lade Tusinder af sine Sønner forbløde i Europas indre Krige? Nej, Japan har faaet sit Regn
skab med Tyskland gjort op, og dets næste Fjende hed
der nu Amerika, og derefter Frankrig og Holland, saa vist som Løsenet for de smaa »Japs« er: «Asien for Asiaterne«. Hvorfor skulde Japan da spilde Kræfterne i Europa, naar Fjenden hedder Amerika, og naar Ja
pan i Virkeligheden slet ikke er interesseret i Frankrigs Sejr over Tyskland, men blot i begges størst mulige Svækkelse. Hvis Japanernes Hjælp skulde købes f. Eks.
ved Afstaaelsen af fransk Bagindien, mon saa i Virke
ligheden en Fred med Tyskland (som jo dog er en eu
ropæisk Magt) vilde blive Frankrig dyrere. Mon egent
lig ikke Japanerne vilde foretrække den sikre Erobring af de franske Besiddelser, som Frankrig jo ikke nu kan forsvare, for den usikre Kamp paa Europas Valpladser?
Men dertil kommer, at Japans Deltagelse i Krigen i Europa med y* Million Mand og mindre vilde være uden Betydning (ja, selv den y2 Mill, vilde i Virkelig
heden være betydningsløs med Hensyn til Krigens
Ud-og Grækenland kunde opnaas, saaledes at førstnævnte Land kunde faa sit Ønske om Saloniki og Kavalla med deres Opland opfyldt ad fredelig Vej. Maaske man i det herreløse Sydalbanien med Havnen Valona og i Mo-nastirdistriktet kunde finde passende Bytteobjektei.
Kong Konstantin vilde da have bevaret sit Land for store Ulykker.
I ethvert Fald vilde selv Grækenlands Tilslutning til de Allierede jo sikkert nu komme for sent og ikke alene ikke kunne redde Serbien og dens lille Søsterstat, men den tysk-østrigsk-bulgarske Overmagt vilde endda va>ie saa stor, at et Nederlag for de engelsk-fransk-græske Hære næsten vilde være sikkert, og Grækenlands Til
slutning til Ententen altsaa kun medføre, at det fik Del i deres Ulykke. —
Netop det sannne vil ogsaa gælde for Rumænien og derfor blive bestemmende for dette Lands Holdning.
Som før omtalt vilde dets militære Stilling, indeklemt mellem Østrig og Bulgarien og det af Centralmagterne besatte Serbien, næsten være haabløs, medmindre Rus
serne trængte sejrrigt frem. Men hertil er der jo ingen Udsigt, og det kan derfor siges nu at være sikkert, at Rumænien ikke griber ind i Krigen paa de Allieredes Side, men derimod rimeligvis forbliver neutralt. Det gunstige Øjeblik for dets Indgriben (da Russerne stod i Karpatherne omkring Februar 1915) blev forspildt og vil ikke igen vende tilbage, og dets Tagen Parti for de Allierede vilde derfor nu ikke kunne forandre Krigens Udfald, men kun fore til dets eget Nederlag.
Det endelige Resultat af vor Undersøgelse bliver altsaa, at der ikke udefra er nogen Hjælp at haabe paa for de Allierede. De maa vinde Sejren ved egne Kræf
ter eller ligge under. Er der da noget som i Fremtiden
73
kan forbedre deres Muligheder henimod et gunstigt Ud fald af Krigen?
Ja, to Ting er der, og lad os af dem tage Ammu
nitionen først. Mangel paa »Kugler og Krudt« har hæmmet de Allieredes Krigsførelse meget, thi i denne Retning som i andre var deres Modstandere langt bedre forberedte, og her kan en Del indhentes i Frankrig og England. Medens saaledes, efter den engelske Mini
ster Lloyd Georges Opgivelser, Tyskland ved Krigens Udbrud daglig kunde producere 240,000 Granater, kun
de England kun fremskaffe 10,000 pr. Maaned og i Marts 1915 190,000 pr. Maaned, medens Frankrig da producerede 65,000 pr. Dag. Store Dele af Lord Kit
cheners nyorganiserede Hære har endnu ikke kunnet sendes til Fronten, fordi man ikke kunde for
syne mere end den alt i Frankrig staaende Troppestyr
ke. Paa dette Punkt har alt bedret sig Dag for Dag for de Allierede, og vil ogsaa gøre det i Fremtiden.
Men derfor gaar det ikke an at se bort fra det Faktum, at det ikke er Kanonerne, men Fol
kene bag Kanonerne, som afgør Slaget og Kri
gens Skæbne, og trods et rasende Bombardement af en lille Del af Fronten ved Arras (300,000 Granater paa en Dag) lykkedes det jo dog ikke Franskmændene at gennembryde de tyske Linier, ja, ikke engang at vinde nogen Fremgang af Betydning. Heller ikke Joffres vældige Offensiv i Slutningen af September (dog maaske mest beregnet paa at skræmme Bulgarien) kun
de, trods Franskmændenes Ødslen med Anmiunition, opvise Resultater af større Betydning. Granaterne afgoi altsaa til syvende og sidst ikke Kampen, og naar man derfor har villet dække de russiske Nederlag i Somme
rens Lob ved Ammunitionsmangel, er dette at putte
sig selv Blaar i Øjnene. Russernes Tilbagetog foregik til Tider med en saadan Hast, at Artilleriet kun kan have spillet en ringe Rolle. Det russiske Nederlag skyl
des sikkert dels Mangelen paa Officerer i den russiske Hær, og dels den daarlige Aand i det eksisterende Offi-cerskorps alt fra Fredens Dage, og hertil kommer saa den russiske Bondesoldats ringe aandelige Udvikling.
Heller ikke nu, da de russiske Hære jo efter eget Sigende skal være rigeligt forsynet med Ammunition, har de, som bekendt, formaaet at udrette noget.
Og saa er der en Ting, som maaske mest af alt har givet Centralmagterne Overtaget: Enheden i Ledelsen.
Efter at den tyske Generalstabschef von Moltke var blevet erstattet med den tidligere Krigsminister von Falkenhayn, er Overledelsen af alle Tysklands og dets Forbundsfællers Operationer blevet samlet i hans faste Haand og kyndige Ledelse. Her har ikke været noget Spild af Kræfter eller nogen Tale om, at hver af For
bundsfællerne kæmpede alene med sine Interesser for Øje, alle har maattet kæmpe for det fælles Bedste; i Forvisning om at selve Forbundets Sejr ogsaa vilde bringe hver enkelt af Deltagerne Opfyldelsen af hans specielle Ønsker.
Anderledes med de Allierede; var ikke Russernes Felttog fra først af mest beregnet paa at sikre Gali-zien for Czarens Krone, eller var Italienernes Offensiv ved Isonzo med Triest som Maal, for ikke at tale om deres Besættelse af Valona eller Englændernes Felt
tog i Mesopotamien (selv om de hver for sig ogsaa kunde have nogen gavnlig Indflydelse for den fælles Sag) dog ikke nærmest beregnet paa at varetage disse Staters specielle Interesser. Ja endog Serberne og
Mon-75
tenegrinerne fik jo travlt med at varetage deres Inter
esser i Albanien, da Italienerne kom med i Krigen (som
»F orbundsf ælle«.)
En saadan Adsplittelse af Kræfterne, hvor hver forføl
ger sit lille Maal, i Stedet for en Samvirken, der i første Instans har en Ødelæggelse af den fælles Modstander for Øje, har i Virkeligheden ødelagt meget for Ententen, og her vil den kunne opnaa en stor Forbedring af sin fremtidige Stilling. Heldigvis er de Allierede jo ogsaa be
tænkte herpaa (ifølge AsquithsOrd). Begyndelsen er alle
rede gjort ved de fælles Krigsraad, som nu af og til afholdes under Joffres Forsæde, og mere vil sikkert kunne gennemføres i Fremtiden.
Men en Enhed i Ledelsen, som Centralmagterne har tilvejebragt den, vil dog næppe kunne naas, dertil sy
nes de enkelte Deltageres Selvstændighedstrang for stor, og saa lægger jo ogsaa de geografiske Forhold en Del Hindringer i Vejen for et intimere Samarbejde, medens Centralmagterne ogsaa paa dette Punkt har Fordelen af at operere paa de indre Linier.
Vi fandt altsaa intet, som direkte eller indirekte kun
de give en af Parterne en for Krigen afgørende Fordel.
Denne vil altsaa blive afgjort væsentligt ved de alt eksisterende Forhold paa de nuværende Krigsskueplad
ser, og vi maa da gaa Runden paa disse for at gøre os den nuværende Stilling og de militære Fremtidsper
spektiver klare. Vi ser da følgende:
Paa Østfronten har Tyskerne i det store Hele nu for-skandset sig ligesom tidligere i Frankrig bag et System af Løbegrave, kun et Par enkelte Steder er Kampen ikke saaledes stivnet. Tyskerne er med andre Ord gaaet over til Defensiven, selv om de sandsynligvis her
lige-som inod Vest vil føre denne Defensiv offensivt, og det maa være deres Maal at holde Russerne Stangen, indtil en Afgørelse paa Krigen er naaet paa de andre Krigs
skuepladser, nemlig Balkan, Italien og Frankrig. Vil det nu lykkes dem?
At dømme efter de sidste Par Maaneders Erfaring og efter Erfaringerne fra Vestfronten maa Svaret blive Ja.
Men selv om det skulde lykkes Russerne at faa Frem
gang, vilde Centralmagternes Tropper jo uden at det behøver at berøre deres Operationer paa andre Fronter kunde vige tilbage lige til den tyske Østgrænse (ja, end
da et Stykke længere). Tror egentlig nogen, at det efter de Erfaringer, Krigen hidtil har bragt, skulde lykkes den russiske Hær at trænge dem saa langt tilbage, ud af talrige glimrende Stillinger (thi af saadanne vil der jo findes en Mængde paa Tilbagevejen), ligesom Rus
serne jo ogsaa vilde blive nodte til at erobre alle deres tabte eller rommede, inen nu af Tyskerne igen istand
satte Fæstninger tilbage. Eller tror nogen, at Tyskerne vilde røimne en eneste af de besatte russiske Byer, for Eks. Warschau, saa længe der endnu var Sten paa Sten tilbage deraf. Erfaringerne fra Flandern og Nord
satte Fæstninger tilbage. Eller tror nogen, at Tyskerne vilde røimne en eneste af de besatte russiske Byer, for Eks. Warschau, saa længe der endnu var Sten paa Sten tilbage deraf. Erfaringerne fra Flandern og Nord