1864-1914
Af Claus Friisberg
Fra omkring midten af århundredet oplevede den danske
landmand gyldne tider. Den danske korneksport steg meget stærkt, vel nok især fordi England, dervar hovedaftagerenaf
detdanske korn, havdeen såvoldsom befolkningstilvækst, at det måtte opgive at være selvforsynende. Derfor blev den
større eksportmængde også afsat til mere lønnende priser. I takt med at landmændenes indtjening steg, blomstrede de indtil daretuanseeligeprovinsbyerop. Bønderne afsatte deres
korn til provinsbyernes købmænd, der solgte det videre til udlandet: først og fremmest til England og Tyskland. Den forøgede fortjeneste, der var på korn i 1850-erne, kom altså ikke alene landmændene, menogsåprovinsbyerneskøbmænd tilgode. Nårbønderne kom til byen, kunnedenuaflevereen
lang seddel med demangeting, deskulle havemed tilbage til gården. Den stærke stigning i kornproduktionen øgede altså også købmændenes indtjening på den måde, atderes salg af
andrevarerblevstørre.
Omkring 1870 boede endnu 75% af befolkningen på lan¬
det, så afsætningsmulighederne her havdestorbetydningfor,
omder kunne skabesenlevedygtig industri. Med den stigende efterspørgsel fra landet skabtes den forudsætning, man hidtil havdemanglet i Danmarkfor industri,nemligethjemmemar¬
ked.
Den andenvigtige tendens i tidsrummet 1850 til70erden voksendeudbygning af transportnettet. Allerede førtreårskri¬
gen 1848-50begyndte manat bygge jernbaner, mendet vir¬
kelige gennembrud kom dog først fra o. 1860. I løbet af de
næste tyveårblev så godtsom allede vigtige byerforbundet med hinandenviajernbaner. Udbygningen aftransportnettet havde selvsagt umådelig betydning for industrialiseringenog
handelen, der ville havehaftulige vanskeligerevedatudvikle sig, hvis der ikkevarblevet skabt godemuligheder foratflytte menneskerogvarer.
Tidsrummets tredje vigtige begivenhed var, at Danmark i højere grad gjorde sig uafhængigt af Tyskland, herunderogså Holsten, der indtil 1864 havde været en del af det danske monarki. Indtilo. 1850var en stordelaf udførslen fraJylland af stude og korn gået over Hamborg, der altså næsten havde opnåetposition som jysk hovedstad ogfinanscentrum; denne forbindelse løsnedes efter Treårskrigen og hørte helt op efter det danske nederlag til Østrig og Preussen i 1864. Ved dette nederlag mistede det danske monarki 1/3 af sit arealog 2/5 af sin befolkning. Det var naturligvis en national katastrofe,
menindeholdtdog denpositive ting, atDanmarki økonomisk henseende ihøjeregradblev nødt tilatstå påegneben. F.eks.
måtte det selv helt tage hånd i hanke med sin udførsel af landbrugsprodukter. Det sidste fikjo en speciel betydnig for
denvestjyskeregion, hvad jeg skal vende tilbage til. Om det også var en fordel for den hidtil svage danske industri, at Holsten medsin dominerende industri efter sin indlemmelse i Tyskland var sat uden for det danske monarkis toldfælles¬
skab, erderuenighed om blandtdanske økonomiske histori¬
kere. Den almindelige opfattelseer den, atden danske indu¬
strifik bedre udfoldelsesmuligheder efterudskillelsenaf Hol¬
sten. Over for dette synspunkt har professor i økonomisk hi¬
storie, Sv. Aage Hansen,indvendt,atdenholstenske industris overlegenhedoverforden danske harværetoverdrevet. Denye nationaleforholdgjorde det dogletterefortoindustrier,nem¬
lig tobaksindustrienog
cikorieindustrien1.
BYUDVIKLING I RIBE AMT
1.Denfaktiskebefolkningsudviklingca. 1850-1920.
ForhundredeårsidenvarRibeAmtdet, manidag ville kalde
etudkantsområde, dvs. enregion, der haltede bagefteri den almindelige økonomiske udvikling og derfor havde et er-
hvervsliv, dervar mindre udviklet, og en befolkning, der var fattigere end de øvrige
regioners.3
Udkantspræget viste sig f.eks. iamtets befolkningstal. Omkring 1850 boede dersåfå mennesker i RibeAmt, atkunétamt, nemlig Ringkøbing, lå endnu dårligere. Befolkningstalletlå på o. 50.000 og af dem boede 9,3% i byerne. O. 1900 varbefolkningstallet vokset tilca. 95.000, dvs. at der i løbet af 50 år næsten var sket en
stigning ifolketalletpå 100%.Fra 1901til 1925voksede tallet yderligere til 135.000. I 1901 udgjorde købstædernes del af befolkningen 23,9% og i 1925 25,9- Bybefolkningener altså blevet meget kraftigt forøget, hvilket jeg skal illustrere med nogle tal. I 1840 havde Ribeen befolkningpå2475, i 1901på 4243 og i 1925 på 5461. I Vardevar opgangenendnu krafti¬
gere. I 1840liggerbyens indbyggertal på 1421,i 1901på4611
og i 1925 på 5817. Byen har altså overfløjetRibe, der endnu
i 1840 havdeca. 1000indbyggere flere end Varde.Denstørste vækst sker imidlertid i dennyeby Esbjerg.Eftersingrundlæg¬
gelse i 1868 vokser byens indbyggertal de første tolv år for¬
holdsvis beskedent. I 1880liggerdensbefolkningstalpå 1529,
men derefter bliver væksten næsten eksplosiv: i 1890 er der
4111 indbyggere, i 1895 9280ogi 1896 12.352,derefter ind¬
træderenstilstandsperiode: i 1901 erde 12.000kun vokset til
13.000. Efter 1901 går det dog atter rask fremad, således at
byen i 1925 har 24.131 indbyggere. I realiteten bor enstørre del af befolkningeni bymæssig bebyggelse end angivetoven¬
for. Stationsbyer som Bramming, Holsted, Ølgod og Grind¬
stedoplever ogsåenvældigfremgang.
Trods byernes stærke opgangudgør bybefolkningeni Ribe
Amt dog stadig en mindre andel af amtets befolkning, end den samlede bybefolkning i Danmark udgør af hele landets befolkning. Dethænger antagelig sammenmed, atdet tyndt befolkedeRibe Amt ihøjeregrad end den øvrige delaf landet harhaft mulighed for at udvidesit landbrugsareal. I altfald falder det i øjnene, at væksten ersærlig stor i de tyndest be¬
folkede hedeegne og i destore byer. Dertil kommer, atman
selvsagt heller ikke ud fra en gennemsnitsbetragtning skal
regnemed, at bybefolkningsandelen i RibeAmtskalsvaretil landsgennemsnittet. Det skyldes den omstændighed, at Kø¬
benhavn o. 1914 rummede en så stor befolkning (ca.
500.000), at egneneudenforSjælland måtte ligge enhel del undergennemsnittet.
Den befolknings- og byudvikling, jeg har skitseret i det foregående,erdet ydreudtryk for,atRibeAmtfra 1850-1914 har oplevet en kraftigere erhvervsudvikling end det øvrige land. Fraat være et udkantsområde indenfor det danskerige
erdet økonimiskogerhvervsmæssigt bleveten mereligestillet region.
2.Forudsætningernefor urbaniseringen.
Ved siden afbefolkningstilvækstenvartransportnettetsudbyg¬
ningenvigtig forudsætning forbyernes vækst. Denforbedring af vejnettet, der fandt sted o. 1850, betød meget, men byg¬
ningen afjernbaner medførteen hel omvæltning. Med tabet af Sønderjylland i 1864 kom der skub i planerne om at an¬
læggeenudførselshavn påden jyske vestkyst, der kunne klare denstigende eksport til England.Derfor besluttede regeringen
at bygge en jernbane fra Vamdrup til Strandby ved Esbjerg, hvorudførselshavnen efter de førsteplaner skulleligge.Iførste
omgang-i 1865-kunne rigsdagen kungåindfor banen, men i 1868 lykkedes det indenrigsministeren, J. B. S. Estrup, også
at få tilslutning til havneanlægget. 1874 var banen Lunder¬
skov-Esbjerg-Varde færdig, i 1875 var banen blevetforlænget fra Varde til Ringkøbing og Holstebro. Dette år blev ringen altså sluttet mellem denvestjyskeogden østjyske længdebane,
som varblevetanlagt i 1860-erne. Samme år kunnejernbanen fra Bramming til Ribe åbnes. Foreløbig var nogle afhoved¬
byerne inden for den vestjyske region blevet forbundet med hinanden via hovedbaner (stambaner), samtidig med at der
var blevetetablereten letoghurtigforbindelsetil den østlige
og nordlige del af riget. Derimod var området endnu ikke
blevet forsynet med sidebaner (fødebaner). I 1877 tog man banen fraSilkeborg til Herning i brug, i1881blev denne bane videreført til Skjern. Derefter var der nogle års pause, men i
1903 kunne Varde-Nørre Nebel banen åbnes, og til sidst -
1914-19-blev der ogsåførtbanelinjertil Grindsted-f.eks. fra
Varde. Det samlede resultat af den vældige udbygning af jernbanenettet blev, at Vestjylland i en helt anden grad end tidligere blev tilknyttet omverdenen, samtidig medat de en¬
kelteegnei Vestjylland ogsåblevnærmeresammenknyttet.
I årenefra1868færdiggjordes Esbjerg havn, der blev bygget
som en dokhavn. Anlægget varfærdigt i 1878, men allerede fra 1874 blev havnentageti
brug.6
Betydningen af den stærke forbedring af transportnettet -og hertil henregner jeg anlæg¬getafEsbjerg havn- varden, athandelenfikenmegetkraftig
stimulans. Esbjerg blevenstorudførsels- ogefterhåndenogså indførselshavn og skabte muligheder for import- og eksport- firmaersopkomst. Uden denstørrearbejdsdeling mellemland
og by, som jernbanenettet gjorde mulig, ville der ikke være kommet skubi devestjyske byershandel, håndværkog indu¬
stri. Takketværedeforbedredetransportmuligheder, til hvilke
enforbedring af vejnettet iparentesogså hørte, blevdet løn¬
somt for landmændene at koncentrere sig om det egentlige landbrug. Som følge heraf måtte og kunne byerne udvide deres aktiviteter.
I detforegåendehar jegværetindepå nogleaf de faktorer, der havde betydning forde vestjyske byers vækst: regeringog
folketings placering af en havn ved Esbjerg, udbygningen af
transportnettet inden for regionen og mellem regionenogde øvrige landsdeleogdenstørrerigdom blandt landmændene.
Lige så lidt som den øvrige del af landet var Ribe Amt forsynetmedgrundlæggende råstoffersomkulog malm.Med de stærkt forbedredetransportmulighederoverNordsøen blev dette handicap dog stadig lettere at overvinde, idet fragtpri¬
serne fra o. 1870 og til 1900 faldt til Vt af det niveau, de tidligere havdeligget på. IsærefteratEsbjerg havnfraca. 1878
var kommet op at stå, og jernbanenettet til de omliggende landsdelevarblevetetableret, havde byerne i Ribe Amtletved
aterhverve de manglenderåstoffer til rimelig pris. Helt uden råstoffervar man dog heller ikke - f.eks. fandtes der ler, som kunne danne basis foren teglværksproduktion ogforen pro¬
duktion af lervarer (lerpotter). Desuden skaffede landbruget nærings-ognydelsesmiddelindustrienråstoffer. Denindustri,
somrentfaktisk udvikledesig i Ribe Amt, vardaogsåpræget af dissehjemligeråstoffer.
DetfattigeRibe Amt fik tilført kapital udefra i tidsrummet 1864-1914. Detskete iforbindelse medanlæggetafogudbyg¬
ningen afden statslige havn og iforbindelse med oprettelsen af de mange jernbanelinjer. Da regeringen efter 1864 fore¬
lagde sitforslagom enhavnvedEsbjerg, varénaf motiverin¬
gerneda også, atde statsligeinvesteringer villevære enhjælp for det tilbagestående Vestjylland. Fra havnen var færdig og heleresten afperioden vardernæsten til stadighed havneud- videlsesarbejder i gang -førstogfremmest iårene 1894-99 og 1909-22, ogidisse tidsrumvarderensærdeleskraftig kapital¬
tilførsel til
landsdelen.7
Detvarnaturligvis ikke alle depenge, der blev investeret i havn og jernbaneanlæg, der forblev i landsdelen. De entreprenørfirmaer, som udførte de store op¬gaver, havdefor det meste deres hovedkvarter uden forVest¬
jylland, og deresfortjenestegikderfor andre steder hen. Men langt den største del af de investerede beløb kom dog Ribe
Amt til gode: en del udbetaltessom løn, andet brugtes tilat betale vestjyske teglværker og støberier samt maskinværkste¬
der, som leverede de dele, der skulle bruges til jernbanebyg¬
gerioganlægafhavn. Den omstændighed,atdervarbrugfor underleverandører vedudbygningen aftransportnettet, betød med andre ord for detførste, atder kunne skabesogfastholdes industrivirksomhederindenforteglværkssektorenogindenfor støberi- og maskinsektoren, ogfor det andet, atstørsteparten af den udefra tilførtekapital kunne sikresfor Ribe Amt. Ellers kom detmesteafkapitalen til udbygningenaf erhvervslivetfra
denopsparing, detnumed den stigendelandbrugsproduktion blevmuligtatforetage. Afstor betydningvardet her, atder efterhånden skabteset apparat, der letog hurtigt kunne for¬
midlekapitalen. Allerede inden 1864fandtesderenkreditfor¬
ening. I alle devigtigere byervarderspare- oglånekasser,men
nuudbyggedespengeformidlingssystemet igennemgrundlæg¬
gelsen af
banker.9
Den vigtigste var Varde Bank, der blev stiftet i 1872 og senereplacerede en filialafdeling i Esbjerg. I 1901 var Varde Bank - ikke mindst pågrund af afdelingen-i Esbjerg -ubetinget denstørstebank iamtet, den havde detteåren indlånskapitalpå 4,5 mill. kr. og envekselkonto på 1,4
mill. I 1892 grundlagde esbjergensiskehandelsfolk, der følte sig generede af, at Esbjerg ikke havde sin egen lokale bank, Esbjerg-Fanø Bank med en aktiekapital på 125.000 kr., der hurtigt udvidedes til 1 mill. kr. I 1901 havde denenindlåns- kapital på 2 mill. kr. og envekselkonto på 1 mill. Imidlertid stod den ikke distancen i konkurrencen med Varde Bank. I stedet lagdes der en filial af Landmandsbanken, hvor den havde haft til huse (bygningen ved siden af posthuset), lige¬
som der ogsåetableredes enfilial af Handelsbanken. Førsto.
1914 gjorde en kreds af lokale folk et nyt forsøg på at give Esbjerg sin egen bank - denne gang gennem grundlæggelsen afen bank, der kort oggodt kom til athedde Esbjerg Bank -
og den viste sig
levedygtig."
De mennesker, der grundlagde bankerne, komsomregelfradestorehandelsforetagender, dernuunder den voksendespecialiseringopgavselvat værefinan¬
sieringsvirksomheder. Da de store købmænd selv tidligere havdegivet sigaf med pengeforretninger,vardet naturligt for dem, nuda de ikke længere kunne overkommeopgaven, dog
at bevare kontrollen med pengeformidlingen. Det skete ikke blotved, atde varde ledende ved oprettelsenafbanker,men
også ved at de fik sæde i deres bestyrelser og derved fik stor
indflydelse påbankernes ind- og udlånspolitik. Fraca. 1860
varderenvældig vækst i bankerogsparekassersindlån, i første
omgang kom det sparekasserne til gode, men derefterfulgte
bankerne med. Det var ikke mindst de stigende indtægter i landbruget, der resulterede i denkraftigestigning iindlånene.
I øvrigt var der indtil o. 1890 rigeligt med indlånsmidler, hvorefterdet begyndte at knibe noget mere. Det skyldes an¬
tagelig, atderda foralvor komgangi industrialiseringen ude
iprovinsen; fraca. 1890skabte detenkraftig forøgelse i efter¬
spørgslenefter
lånemidler.13
HANDELEN
Nogle tal kan illustrere, hvorledes handelen iperiodensløbgik frem nærmestmedstormskridt, oghvorledesfremgangen for¬
deltesig på de enkelte byer. I 1890levede 4349personeri Ribe Amtaf handel-enten direkte eller indirekte (deerhvervsakti¬
vesfamiliereraltsåmedregnet i tallet). I 1911vartalletsteget til 9406. Deter enmegetfin fremgang, hvilketfremgår af, at denliggeroverlandsgennemsnittet. Sermanimidlertidpåde enkelte byer, måmankonstatere, atvæksten eruligefordelt.
Ribe oplever en direkte tilbagegang fra 702 til 701, medens
man i Varde må nøjes med en moderat stigning fra 891 til 1023. Den store vinder er Esbjerg, hvor tallet på de menne¬
sker, somlevede af handel, erstegetfra654 til 3544. Der kan ikke herske tvivlom, atEsbjergs eksplosive vækst har hæmmet byersom Varde ogi endnu højere grad Ribe i deres erhvervs¬
udvikling. I 1801 varRibe den 10. største købstad, i 1901 var den blevet forvist tilpladsensom nummer 34. Iøvrigtvardet ikke aleneEsbjerg, der lagde en dæmper på byens udvikling.
Også stationsbyen Bramming blev en konkurrent, og endelig led Ribemere endnogenanden dansk by under tabet afSøn¬
derjylland i 1864, for derved blev den jo ogsåafskåret fra
sif
sydlige opland. Så alvorligvarRibes situation, at regeringen i 1904 nedsatteen kommission, der skulleudarbejde noglefor¬
slag, der kunne sætte skub i den stagnerende by. Det hjalp dog ikke. Ganske vist fremkom der nogle forslag fra kommis¬
sionen - bl.a. om anlæg afen ordentlig havnog om flytning
af statsinstitutioner til Ribe, men som det såofte går: stærke interesservarimod,ogforslageneblev syltet.
Varde klarede sig noget bedre end Ribe, selvom denogså mistede en del af sin oplandshandel til Esbjerg. I sine erin¬
dringsbilleder»Fradegrønnemarker tildegråmure«fortæller
rektoren for Esbjerg Statsskole 1929-44, Kr. Bruun, som var fødti 1879 i Gjesing, at bøndernepåhans hjemegn blevved
medatbesøge de årlige kvæg-oghestemarkeder i Varde, men atde ellers omlagde deres indkøb fra de gamleforretninger i Varde til de nyei
Esbjerg.15
Det vil sige, at bebyggelsersomGuldagerog Gjesing, som jo også idag indgår i Esbjerg, gik tabtfor Varde. Menellersbekæmpede Varde medetvistheld deesbjergensiskeforsøgpå athugge oplandfra den. Varde
Å
ydedeen beskyttelse, fordi landbrugerne nord og vest herforkun kunne komme til Esbjerg ved at tage gennem Varde.
Sognenevest for Varde blev knyttet til byen ved anlægget af
banen tilNørre Nebel i 1903, medenset esbjergensiskforsøg på at etablere en såkaldt rovbane mellem Esbjerg og Oksbøl
løbud i sandet.
De første år efter Esbjergs grundlæggelse søgte købmæn¬
dene fra Varde i øvrigt at udnytte fremkomsten af det nye samfund til egen fordel. Da bygningen af Esbjerg havn be¬
gyndte i 1869,var»DetvardensiskeStenkompagni« så snedigt,
at det igennem opkøb at sten hos egnens bønder fiket mo¬
nopol påhandelen med sten. Derefter prøvede det atdiktere prisen på de sten, der skulle anvendes i Esbjerg. Havnens første bygmester satte sig dog til modværge, og takket være
indsamling afstenpå strandenog opkøb afsvenske sten lyk¬
kedes det ham at klare sig uden de vardensiske sten, indtil
Varde-købmændene gav op og solgte deres sten til mere ri¬
melige priser .
Denne episode er vistnok ret karakteristisk for forholdet
mellem Varde-købmændene og det hurtigt voksende esbjer¬
gensiske samfund. Indtil Esbjergo. 1890 blevså stor, at den blev i stand tilatståpåegneben, varder i virkelighedengode
muligheder for driftige Varde-købmænd for at skaffe sig en
ekstrafortjeneste ved handel på Esbjerg. En af de første byg¬
ninger, der blev opført på Esbjergs havneområde, var »Tut¬
ten«, en lang barak, derfungerede som marketenderiog ud- leveringssted for havnearbejdere. »Tutten« blev netop drevet af købmænd fraVarde, der udnyttede deres faktiske mono¬
polstilling tilat tagesærdeles gode priser for delivsfornøden-
heder i form aftøj, tobakosv., som de solgte til arbejderne.
Den dominerende postition, købmændene fra Varde sikrede sig i begyndelsen af Esbjergs eksistens, havde de ikke held til
at fastholde ret længe, idet der allerede i løbet af 70-erne opstod en selvstændig esbjergensisk handelsstand. På denan¬
den side varEsbjerg lige til ind i 1890-erne, da byen i løbetaf nogleganske fåår oplevedeenfordobling afsitindbyggertal, de gode muligheders land for mangen en
Varde-købmand."
Et vidnesbyrd om Varde-købmændenes stærke interesse for Esbjergerdet vel også, at enfilial af VardeBanksomtidligere
nævnt var Esbjergs største bank. I 1890-ernefik mange af de driftigeVarde-købmændnogetafetknæk, da de deltog iden vældigejordspekulation, der foregikiEsbjergfrao. midtenaf
1890-erne. Priserne på jord blev i løbet af kort tid drevet op i et leje, hvor de ikke kunne holde sig; mange tabte store penge, og blandt dem altså også folk fra Varde. Hvor hårdt dennebegivenhedogVestjyllands Landmandsbankssamtidige fallit ramteVardes erhvervsliv fremgåraf, at byens skattepro¬
cent som følge af et svigtende skattegrundlag steg og steg, indtil den nåede et højdepunkt i 1909 med 10,9%. Derefter
faldt den gradvis, til den o. 1915 varpå ca.
6,5%.20
Fra slut¬ningen af 90-erne var det så slut med Varde-købmændenes særlige interesseforEsbjerg, derfor fremtiden kom tilat stå
som den truende konkurrent, ikke som den lovende og ind¬
bringende by, den i begyndelse havdeværet.
Somdetfremgikaf tallene i begyndelsenafdetteafsnitom handelens udvikling, var der en voldsom fremgang for Es¬
bjergs handlende fra 1890 til 1911. Allerede inden da var
FrantzMøllerssmedie, senereMøllerogPoulsenogendnusenereJensenog Olsens maskinfabrik.Fotoca.1870.
Esbjergdog blevetenbetydelig eksporthavn, idetudførslen af hornkvæg, fårog geder i tidsrummet 1877-84voksede såme¬
get, at byen med hensyn til disse produkter var Danmarks vigtigste eksporthavn. I 1883 udførtes der ikke færre end
70.000stykker levende kvæg. Hvad angår eksportenafsmør og æg, var Esbjerg nr. to blandt de danske byer, medens den havdeentredjeplads iudførslen af flæskogkød.Fra 1875slog
Detforenede Dampskibsselskab sig ned iEsbjergog opnåede
næsten atfå monopol påeksportenaf landbrugsvarer. Afstor
betydning forEsbjergs fremgang som eksporthavn vardet, at
DFDS i 1875 knyttede en af Jyllandsstørste kreaturhandlere, PoulBreinholt, til sig. I 1876 flyttedehan og hansfamilie til Esbjerg, og det må ikke mindst tilskrives hans indsats, at Es¬
bjerg kom i en rivende udvikling, når det gjaldt udførslen af levendekreaturer.21
Fra midten af 80-erne begyndte eksporten af levende dyr imidlertid atgå tilbage. Det skyldtes etsammenfald af uhel¬
digeomstændigheder. I 1887 stoppedeTysklandsinindførsel
af levendesvin,fordi dervaxudbrudt svinepest. Samtidig blev detengelske markedmereutilgængeligt, fordimaniEngland begyndte at importere frossetfåre- og oksekød fra Australien
og Sydamerika, og endelig sendte USA stadig flere kreaturer tilEuropa. Altdettemedførteenomlægningaf eksporten.Fra
o. 1885udførtemanda isærflæsk,smør, æg ogfisk fraEsbjerg havn, og medet stadig bedre resultat, idet denne eksportfra midten af 80-erne til 1910 voksede fra ca. 5000 tons til 137.045. Den vigtigste eksportartikel var flæsket, af hvilket der år 1900 eksporteredes ikke mindre end 50.000 tons. For Esbjerg by havde denne omfattende og stadigt stigende eksportstorbetydning: omkring 1900 sad Esbjerg påo. halv¬
delenaf Danmarks samlede landbrugseksport. Deroprettedes naturligvis en række eksportfirmaer - ikke alene danske, men
også engelske - det sidste som et resultat af, at England helt uddistancerede Tysklandsom Danmarksvigtigste eksportmar¬
ked. Mangesydjyske andelsmejerier benyttede »Dansk Andels Smøreksportforening« som deres salgsforening, medens
»Dansk AndelsÆgeksport« sad påenbetragteligdel af ægsal-
get. Men i øvrigt forstod også private eksportører at gøre sig gældende - f.eks. havde Ditlev Lauritzens smøreksportet be¬
tydeligt salg, og det samme gjaldt for N. Nedergaard, som desuden udførteæg ogkød.
Hvor økonomisk betydningsfuld udførslen end var for Es¬
bjerg by oghavn, kunne den alenedog ikke drive byen frem
til at bliveen storby. Det gjaldtom ogsåatfåstablet import¬
virksomhed på benene, menher kneb detgevaldigt; først fra
o. 1890 lykkedes det. Når det varede så længe skyldtes det
mange forskellige forhold: redere og skibsførere kendte ikke byen, og hvis de gjorde det, var de i tvivl, om den med det berygtede Hornsrevliggende lige ved sin indsejlingvar nogen¬
lunde let at anløbe. Desuden var man ikke sikker på, atEs¬
bjerg havde de nødvendige faciliteter - f.eks. skibsmæglere.
De havne-ogbroafgifter,statenhavdepålagt, var meget store.
Endelig spillede det ogsåenrollefor dennegative stemning i
begyndelsen, atEsbjergs oplandvar tyndt befolketogfattigt, såledesatafsætningsmulighederne i detteområde ikkevarde bedste. Der udfoldedes fraslutningen af 1870-erne store be¬
stræbelserforatgøre Esbjerg til importhavn, ikke alenefordi det villevære en klar økonomisk gevinst for byen selv, men
ogsåfordi det vestjyske område ville kunne få billigere import¬
varer, hvis Esbjerg blev indførselshavn. Devarer, dero. 1880 først og fremmest kom til Danmark, var forbrugsvarer som f.eks. kaffe, ris, saltogråstoffersomkul, tømmer ogjern. De gikfor det meste til København, hvorfra de spredtes udover landet til Fyn og videre tilJylland. Ved en direkte indførsel villetransportomkostninger kunnespares.
Fra 1880-erne begyndte der så småt at komme gang i ind¬
førslen. Esbjerg havn blev gjort konkurrencedygtig ved, at told- ogbroafgifterne blev nedsat, samtidig medatogsålosse-
og lastepenge blev lagt pået mere rimeligt niveau. Den mis¬
tro,der næredes modatbesejle Esbjerg, blevovervundet, idet deriEsbjerg oprettedes selvstændige rederier, der kunnesørge for en selvstændig skibsfart på Esbjerg og foregå fremmede
skibe med et»godt eksempel«. Endelig må det også fremhæ¬
ves, atdedårlige lokale afsætningsmuligheder, der blevfrem¬
førtsom en afforklaringerne påulysten til atbesejle Esbjerg,
ialt fald for vissevaregrupperblevstærktforbedret. Efterhån¬
den somEsbjerg i stadigtmereilsomttempoblev større, blev behovet forbyggematerialersåstærkt, atdet kunne betale sig
atindføre dem adsøvejen. Landbrugetsovergang i80-ernetil
en mere intensiv dyrkningsform forøgede efterspørgslen efter foderstofferogkunstgødning,så ogsåheropstod derenoplagt mulighed for
importvirksomhed.23
Den mand, dermere endnogen anden udnyttede denye mulighederog nedbrød mod¬
standen mod byen som importhavn, var Ditlev Lauritzen.
April 1884startede han sinegentømmerhandeliEsbjerg.Det
ernok værd atbide mærke i, atLauritzen komfraRibe, hvor faderen havde en tømmerhandel. Lauritzenstiftede først be¬
kendtskab med Esbjerg, dahanbegyndte atrejsedertilforat
modtage det træ, som blev indført over Esbjerg til tømmer¬
handelenderhjemme. Da han så besluttedeatbegyndefor sig selv, forekom det ham mere naturligtat lægge sin forretning
iden by, hvortil indførslen i første omgang gik. Man kender ligeledes eksempler på, hvorledes købmænd fra Varde slog sig
ned i Esbjerg på grund afdens bedre muligheder. Byersom Ribe og Varde var for små for de virkelig initiativrige. De mistede nogle af deres mere driftige »coming men« til den opdukkende storby. Hurtigtefteretableringenafsintømmer¬
handelgik Lauritzen overtil ogsåatindføre kul, byggemate¬
rialer,foderstofferogkunstgødning. I 1888købte Lauritzensit førsteskib, ogskønt det gik nedefterethalvt år, mistede han ikke gejsten men fortsatte med at drive rederivirksomhed. I 1898 havde hans rederi »Vesterhavet« 9 skibe. I 1899og 1900 grundlagde han yderligere to dampskibsselskaber. Efterhån¬
den som rederivirksomheden blev hans alt opslugende in¬
teresse, overdrog han ledelsen af sine andre forretninger til sine medarbejdere, men han beholdt dog interesser i dem, såledesatdet ikke vilværeheltforkertathævde,atder skabtes
etheltimperiumaf Lauritzen-virksomheder.
I øvrigt bidrog isvintrene, af hvilke der var nogle stykker i 90'-erne, tilatgive Esbjergetskubfremad somimporthavn. I sådanne perioder var byen nemlig den eneste sejlbare af de blot nogenlunde store havnebyer. I 1895 indtraf en sådan isvinter. Om den travlhed, der opstod, fortællerenaf Laurit¬
zensbetroedemedarbejdere,J. Christiansen: »Esbjergvarden
enesteåbne havn iJylland. Al ind- og udførselmåtte presses denvej. Sikke en babylonsk forvirring nede på havnen. Det summedeoghvirmedesom enbisværmom enkube.Dakom der penge til byen, skal jeg love for. Og vi sørgede jo da for
at få vor part, forstårsig. Efterhånden som kulskibene kom ind, købte viladningen. Vi havde en gang ti skibe liggende.
Så lossede vi seks ad gangen. Alle mulige slags mennesker lossede med: lærere, kontorister, skræddere, jordemoder- mænd. Selvom de aldrig før havde haft næven om et skovl-
skaft, såprøvede de detnu.Forhervarpengeattjene. Detgik uafbrudt, dag ognat i ét. Af ti nætter sovjeg kun de to. Nu gælder det, sagde Lauritzen. Sådanen tjansfårvi ikkeret tit.
Nu måviarbejde. Sove kan vi, når vienganger
døde«.25
De vigtigste importvarervar kul, korn, foderstoffer, kunst¬
gødning og træ. Fra 1875 til 1900 voksede kulimporten fra 3600tonstil 82.000, medens korn-ogfoderstoffer fra 1876til
1899 tegnede sig for den procentvis betydeligste stigning: fra
19 tonstil 22.000. Foralle varegruppervoksede importen fra
11.000tonsi 1874 til 134.000i
1910."
Denkraftige stigning, der foregik fra 1890til 1911i antallet af mennesker, der i Esbjerg var beskæftiget med og/eller lp- vede afhandel, skyldes naturligvisførst ogfremmest den ud¬
vikling, der foregik inden foreksport- ogi endnu højere grad importvirksomhed,menmådog ogsåinogengrad tilskrivesen
kraftig vækst i detailhandelen. Medens det i byens første år havdeværetsparsomt medalmindelige forretninger, skete der fra 1890-ernetil første verdenskrig store fremskridt: med den
stærkebefolkningstilvækstogmed Esbjergs indhug i de gamle byers opland måtte byen naturligt nok komme til at stå som de store muligheders land for energiske unge købmænd og håndværkere. Byens eget forretningsliv udviklede sig derfor hastigt. Et enkelt citatfra bogen»Danske Byerogderes Mænd.
Esbjerg« (1916) kan tjene til at illustrere dette. Inden citatet skaljeg dog ligeforudskikkeden bemærkning, at der nok må trækkes lidt frapågrund afbogens stærkeprægaf lokalpatrio¬
tisme.». . . Byenervendt imod denstoreverden, ogalt dette giver byen og dermed dens butikshandel et mere levende
præg, end vi vanligt møder i provinsen. Butikkerne er ikke alene velforsynede, men hele deres indretning og vinduesud¬
stillingbærerprægafenlivlig konkurrence«.
INDUSTRIALISERINGEN I RIBE AMT
Inden jeg tager fat på en nærmere beskrivelse af industriali¬
seringeni Ribe Amt 1864-1914, vil jeg ganske kort klarlægge,
Arbejdsstyrken pi Esbjerg JernstøberiogMaskinfabrik (Jensen ogOlsen) i
1890-erne.
hvad derskalforstås ved industri. Manbruger ialmindelighed betegnelsen industri, nårmanharenstorvirksomhed meden
vidtgående arbejdsdeling, som pålægger arbejderen en be¬
stemt arbejdsrytme. Desuden vil manforlange, at produktio¬
nenermekaniseret og bestemtforetukendt marked - dvs. er enmasseproduktion. Normalt vilman dog ikke kræve, atalle betingelserne tilfuldeeropfyldt, fordet villebetyde, atf.eks.
store skibsværfter, der jo producerer efter bestilling, ikke kunne kaldes industrier. Og detville jovære åbenbart urime¬
ligt. Derforplejermanblotatkræve, atnogleafbetingelserne
er opfyldt. I virkeligheden er grænsen mellem industri og håndværkret tilfældig, hvilket ogsåfremgår af, atstatistikken
regner virksomheder med mindst 6 mand for industriforeta¬
gender, medens hvad der ligger derunder anbringes i rubrik¬
ken håndværk. Medvirkende til den uklarhed, der tit råder omkring begrebet industri, erogså, atdet tilo. 1850og afog til ogsåsenere brugessom en samlende betegnelsefor hånd¬
værk, husflidogfabriksmæssigvirksomhed.
I det følgende vil jeg især beskæftige mig med tre proble¬
mer: Fandtes der i Ribe Amt fra gammel tid en industriel tradition i den gamle betydning af ordet, var den i bekræf¬
tende fald økonomisk vigtig, hvad vardet foren industri, og fik deneventuelt indflydelsepå den »rigtige« industri? Hvor¬
når fandt en egentlig industrialisering sted i Ribe Amt? De undersøgelser, der indtil nu er foretaget med hensyn til den danskeindustrialisering på landsplan, tyderpå, at i perioden fra o. 1870-90-erneforløb den industrielle udvikling hurtigst iKøbenhavn, men derefter kom provinsbyerne godt med, og i tidsrummet 1897-1906 var deres industrielle fremgang fak¬
tiskkraftigereend
Københavns.29
IRibeAmt fandtes der faktisk fragammeltid ved sidenaf dealmindelige håndværkog denhusflid, der i rigt måludfol¬
dedes rundtomkring pågårdene, visse former for mere regu¬
lær industri: der var teglværksproduktion, fremstilling af jy¬
depotterog af benmel, der anvendtessom gødning. Ved Es¬
bjerg - på området mellem Gammelby og Måde - indeholdt jorden ler af så god kvalitet, at man lagde teglværker dér allerede inden byens opståen. Devar naturligvis ganskesmå,
menfikdogen vis opblomstring,efteratEsbjergvarbegyndt
atvokse. Ometlille teglværk, der lå på Rørkjær mark, ved vi f.eks., atdet i 1865 tog28kr. for 1000helbrændtesten og 14 kr. for 1000 halvbrændte, medens det i 1874 - det år, da Esbjerg havn blevtageti brug -havdeforhøjet prisen til hen¬
holdsvis 40 og 28 kr. Efterhånden blev den oprindelige pri¬
mitive teglværksproduktion moderniseret, idet moderne ma¬
skiner og metoder vandt
indpas.50
Det var ikke kun Esbjerg, der havdeteglværker. Den landmand, dervarsåheldigathaveen god teglgrav liggende på sin jord, oprettede sin egentegl¬
værksproduktion og fremstillede ikke alene tegl til sig selv,
men også til sine mindre heldigt stillede
naboer"
De enkelte gårdes teglproduktion foregik naturligvis meget uregelmæs¬sigt, ogdet placerede densom etfænomen, derihøjeregrad pegede tilbage endfrem,idet den jovar etlevnfraentid,hvor landbrugernevar næstentotaltselvforsynende.
Leret var også grundlaget for en anden hjemmeindustri, nemlig for fremstillingen af de sorte jydepotter. Især i Varde landsognog i Hornevarkvinderne såflittigetil atlavepotter, at deres virksomhed fik et egentligt industrielt præg; der var taleomenmasseproduktionforetukendt marked,ogproduk¬
tionenvarsåstor, atderoveni købet komeneksport istand.
Efter 1850 gik produktionen tilbage for helt at ophøre om¬
kring 1900. Årsagen til, at potterne efterhånden blev mindre efterspurgte, varden, atfrao. 1850holdt husmoderenopmed
at lave madenover åbent ildsted; detnemme komfur gik sin sejrsgang, og det betød, atde sortepotter måttevige pladsen for støbte
jerngryder.5*
En tredje gammel industri var benmelsproduktionen. Ben¬
melet blev anvendt som gødning, og selv efter at kunstgød¬
ningen var kommet på markedet 1870-80, fortsatte mange
vestjyske bønder med at bruge benmel ud fra en vis skepsis
overfor detnye -enskepsis,somforøvrigt ikke altidvaruden berettigelse, idet nogle af gødningsfabrikanterne prøvede at skaffesigen nemfortjenestevedatsælge helt værdiløsestoffer
som kunstgødning. Med overgangen fra kornproduktion til
total animalsk produktion blev mængden af ben, som vartil rådighed i benmelsproduktionen, naturligvisstørre. Den før¬
ste benmølle, som lå på Varde-egnen, begyndte sin produk¬
tion i 1845, men de fleste benmøller blev grundlagt i 1870-
erne. I 90-erne hørte benmelsfremstillingen imidlertid op i takt med, at erkendelsen af kunstgødningens overlegenhed vandtfrem.33
I 1850-erneopstod der med Tistrupsomcentrum enkartof¬
felmelsindustri; hidtil havde bønderne blot fremstillet kartof¬
felmelet til egetforbrug, menda Drewsenspapirfabrikkom i
gang i Silkeborgfra 1844, blev der grundlag for at starte en industriel fremstilling af kartoffelmel, som anvendtes i stor
udstrækning ved papirfremstillingen. Imidlertid gav frygten forstaten denne produktionetknæk: i 60-erneforetog staten
nemlig en undersøgelse af, hvormeget kartoffelmel der pre¬
s''
duceredes. Tankenvaratgennemføreenbeskyttelsestold, hvis den danske produktion var tilstrækkelig stor. Kartoffelmels- fabrikanterne troedeimidlertid, atder skulle pålæggesskat, så deopgav alt for lave produktionstal - hvis de i det hele taget opgav nogen. Så staten opgav sine tanker om beskyttelse, og uden denne klaredeproduktionensig ikke ilængden.
Konklusionenpådennegennemgangafden gamleindustri¬
produktion må være den, at det erklart, at den kun i ringe grad kan siges at være forudsætningen for den senere indu¬
strialisering. Den gamle industri ligger på landet, hvor den
nye kommer til at ligge i byerne, og - ser man bortfra tegl- værksproduktionen iEsbjerg-området - denhørerefterhånden
op; denerudtrykfor, hvorledesmanude på landet-sålænge arbejdsdelingenmellem land ogby endnu ikke rigtig varslået igennem - selv klarede visse industrielle opgaver. Med land¬
mændenes stigende effektivitet og koncentration om den egentlige landbrugsproduktion, der gav dem penge, så de kunne købeforbrugsvarerog landbrugsredskaberogandre ka¬
pitalgoder, måtte denne industri gå sinundergangi møde.
Det næste spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare, er spørgs¬
målet om, hvorstort etomfang industrien i Esbjerg, Ribe og Vardehavdeo. 1880sammenlignetmed densomfangi begyn¬
delsen af dette årh. Ved at foretageen sådan undersøgelse vil
man kunnefastslå, hvornårenegentlig industrialiseringfandt sted i Ribe Amt. Som tidligere anførter tendensen på lands¬
plan den, atmedens den københavnske industrialisering alle¬
rede er godt i gang i 1870-erne, synes industrialiseringen i provinsen først at opleve sit gennembrud i sidste halvdel af 1890-erne. Det er så heldigt, at der foreliggeren privatun¬
dersøgelse foretaget af J. T. Bayer itiden 1881-83vedrørende provinsens industri. Bayer havde sine oplysninger fra private meddelereogsammenskrev dem i bogen »DanskProvinsindu¬
stri, statistisk fremstillet« (1885). Her kan man finde, hvilke industrivirksomheder den enkelte by havde, hvor mange an¬
satte de enkelte foretagender havde, hvormeget der udbetal-
Totræskibeunderbygning pi Tb. Dahlsskibsværfti Esbjerg,ca.1898.
tes iløn, hvor storproduktionsværdien var, hvilken drivkraft der anvendtes
osv.56
Mine oplysninger om Ribe, Esbjerg og Vardes industri o. 1880er tagetherfra, selvomBayersunder¬søgelse må anvendes med nogen forsigtighed, idet han har
»glemt« nogle fabrikker - f.eks. mangler under afsnittet om
EsbjergTh. Dahlsskibsbyggeri, somblev grundlagt i 1872 og efterhånden udvikledesig tilenstorvirksomhed.
Endnu ibegyndelsen af80-ernevarRibeden af detrebyer, der havde denkraftigste industrialisering, dervar fem fabrik¬
ker og industrielle anlæg plus et par mindre industrier, som
Bayerimidlertid ikke havde fået fremskaffet oplysningerom- en af de uoplyste må have været Ribe Jernstøberi, der blev etableret i 1848og senereskulle blive enstorvirksomhed. De fem fabrikker beskæftigede 275 arbejdere og funktionærer.
Den samledelønsum, der udbetaltes,varpå 113.300kr., hvil¬
ket - med den fordelingaf arbejdsstyrken, dervar påmænd, kvinderogbørn- betød, atden årlige gennemsnitlige mands-
lønudgjorde 616 kr. Den samlede værdiafdefem industriers produktion lå på 1.090.000kr. Mekaniseringsgradenserud til
athave været ret stor, idet der i alt blev anvendt 197 damp- maskinerogstørre
hjælperedskaber.37
SomnævntliggerBayers tal i underkanten, fordi han mangler oplysninger om et par mindre industrielle anlæg. Antagerman, at for hver ansat i industrien er tre personer blevet forsørget, vil det sige, at ud af en befolkning på ca. 4000 har mindst 900 haft industriel beskæftigelsesomderes eksistensgrundlag. I Ribe må dermeden så høj beskæftigelse og en så stor produktionsværdi have
værettaleom enhøj industrialiseringsgrad.
Gårvi over til Esbjerg i begyndelsen af 80-erne, ser de til¬
svarende tal således ud: derfandtes 11 fabrikker, dergennem¬
gående var meget mindre end Ribes, idet de tilsammen kun havdeen arbejdsstyrke på 80 mennesker. Densamlede udbe¬
talteårlige lønsumvar 377.000kr.og den årligegennemsnits¬
løn for mænd 491 kr. Værdien af den samlede produktion beregnes til at ligge på 120.000 kr., og af dampmaskiner og andrestørrehjælpemidler blev der i alt benyttet21. Selvom
Esbjergs befolkningstalo. 1880 kun udgjorde 3/8afRibes, er detklart, at Esbjerg i altfald i forhold til denne by harværet industrielt underudviklet - industriens produktionsværdi er kun 1/9 af Ribe-industriens. Så man kan roligt slå fast, at
Esbjergpå det pågældende tidspunkt harsit industriellegen¬
nembrud tilgode.
Den by, der når indbyggerantallet tages i betragtning, er mindst industrielt udviklet er dog Varde. SomEsbjerg havde den i begyndelsen af 80-erne 11 fabrikker, men på disse var kun ansat 46 personer, og deres samlede løn udgjorde kun 23.600kr. Gennemsnitslønnenpr.mandligarbejdervarimid¬
lertid højere i Varde end i Esbjerg,idet den varpå 609kr., og virksomhedernes samledeproduktionsværdi lå også højereend de esbjergensiske fabrikkers: nemlig på 150.000
kr.3;
Indu¬strien i Vardeserderfor ud tilathaveværet mererentabelend Esbjergs - bådefor de ansatte ogforejerne. Målti forhold til
Vardes befolkningstalpå ca. 3000 erdet imidlertid - såvelud fraetbeskæftigelses-sometproduktionsværdisynspunkt-ind¬
lysende, at af de tre byer har Varde haft den mindst økono¬
misk betydningsfulde industri. Det er ligeledes klart, at man bestemt ikke i Varde finder det ringeste spor af noget indu¬
strieltgennembrud.
Ser manpå industrialiseringen i 1880-erne under ét, frem¬
gårdet medstortydelighed, atRibe Amt endnuikkefor alvor
er noget industriområde. På den anden side må industriali¬
seringens omfang heller ikke undervurderes: pletvis har den virkelig gjort sig gældende. Detsvarerganskegodt til forhol¬
dene i provinsen som helhed. Det vil sige, at der ikke kan konstateres nogen afvigelse fra landstendensen. Detproblem, derså står tilbage atopklare, er, om den kraftigeindustrielle vækst, der fandt sted i provinsen o. århundredskiftet, også foregåri Ribe Amt.
Den industrielle situation i de tre byer o. århundredskiftet
erdetmuligtatbelyse med talogandre oplysninger hentetfra Traps3.omarbejdede udgave.
Det fremgår, at langt de fleste afde virksomheder i Ribe, der anføreshosBayer, stadig eksisterero. 1900. Den domine¬
rendevirksomhed i80-ernevarCrome&Goldschmidts tekstil¬
fabrik, der beskæftigedeover halvdelenafden samlede indu- striarbejdsstyrke, nemlig 203 personer, og hvis produktions- resultat havde en værdi på600.000 kr. I 1901 vardenne virk¬
somhed stadig langt den største, men arbejdsstyrken var dog gået ned, idet der nu var 120ansatte. Den eneste større nye virksomhedvar enskotøjsfabrik - opretteti 1902 -derbeskæf¬
tigede 20arbejdere. Etskøn pågrundlag af Traps oplysnin¬
ger siger én, at Ribe i industriel henseende er stagneret: nye
foretagender erikke rigtig blevet sat i gang, og samtidig har arbejdsstyrken på visse af de storegamle virksomheder - spe¬
cielt altsåpåtekstilfabrikken-væretfaldende.
Sammenligner man Traps oplysninger om Vardes industri medBayers, fårmandet sikre indtryk,atVarde imellem 1880
og 1900har haft en pæn industriel fremgang. De fleste af de virksomheder, Bayer anfører, eksisterer stadig væk,ognogle af demserud tilathavehaften betydelig produktionsvækst. Det gælder f.eks. forenlakfarvefabrik grundlagt i 1879oget uld¬
spinderiog en klædefabrik, mendesuden erderoprettetflere
nye virksomheder: et savværk med 40 beskæftigede, hvilket efter datidens målestokvar mange, et svineslagteriog etjern-
trådsspinderi.'
Det erikke på grundlag af Traps oplysninger muligtat opgiveden totale produktionsværdiogden samlede arbejdsstyrke, men alt peger i retning af, at Varde - om end byen stadig er domineret af erhverv som handel, håndværkosv. - har fået et langt kraftigere industrielt indslag i sit er¬
hvervsliv.
Det virkeligtstore industrielle gennembrud finderimidler¬
tid sted i Esbjerg. Allerede i 1890 levede 2243 menneskeraf håndværk og industri, og i 1911 var dette tal stegettil 6475.
Esbjergs størstevirksomhed i 1881-82 var Møller og Poulsens jernstøberi og maskinfabrik, der beskæftigede 25 mennesker;
denmedvirkede bl.a. vedbygningenaf mindre jernbanebroer.
Omkring århundredskiftet var der ikke mindre end fem ma¬
skinfabrikker. Møller og Poulsens, der var blevet overtaget af Jensen& Olsen, varstadig den betydeligstevirksomhed inden formaskinbranchen med 100ansatteogenårlig omsætning på 250.000 kr. En anden stor maskinfabrik var Mollerups, der producerede motorer- især til fiskekuttere; den havde 80 an¬
satte. EllersfremgårdetafTrap, atden esbjergensiskeindustri
hardækket et meget bredt spektrum af industriforetagender.
I de fleste tilfælde var de ret små, men til gengæld var de
mange i tal. Ved siden af maskinindustrien har nærings- og
nydelsesmiddelindustrien udgjort en vigtig bestanddel af Es¬
bjergs industri. Den har videreforarbejdet nogle af landbru¬
gets produkterenten med henblik på eksport eller med hen¬
blikpå hjemmemarkedet. Derfandtestreslagterier, af hvilke Andelsslagterietvardetstørste; i 1902lagdes derenspritfabrik
i byen indrettet til atproducere 1,5 mill. potterbrændevinog
EsbjergAndelssvineslagteri,ca. Slagteriereroprettet 1SSSoglå i Nør¬
regade.
}/4 mill. pund pressegær. I 1899 etableredes en valsemølle beregnet til at formale en del af det korn, der indførtes til Esbjerg. Det bleven af byens større virksomheder. Inden for nærings-ognydelsesmiddelindustrien mådesuden nævnesfa¬
brikker, der sørgede for det daglige brød samt drikke: f.eks.
enbrødfabrikog enbajersk-oghvidtølsfabrik. Hervarder dog taleomretsmåforetagender(ca. 10ansattepåhver). Nærings-
og nydelsesmiddelindustrien forarbejdede ikke kun danske rå¬
stoffer, men også udenlandske, idet FDB havde en tobaksfa¬
brik i byen. Den varoprindeligt blevet startet af Ditlev Lau¬
ritzen, men blevsenere overtaget af FDB, under hvis ledelse den udvikledesig til en storvirksomhed. O. 1900 havde den 52 ansatte og en årlig produktion på 250.000 pund skrå og
røgtobak.
Beslægtet med maskinbranchen er skibsbyggeriet, og i Es¬
bjergfandtes der toskibsværfter: det ene en mellemstor virk¬
somhed (føromtalte Th. Dahls skibsværft) med 40 arbejdere
og en årlig produktion på 5 både å 40 tons til fiskeriet, det andetetmindreforetagende med 14 arbejdere. Endvidere må
nævnesetsejlmageriogtosavskærerier,fabrikker, derogsåhar
ståetien visforbindelse med skibsværfterne- isærnaturligvis sejlmageriet, menogsåsavskærerierne, der leveredetrætil kut¬
terproduktionen.
Til at illustrere, at den esbjergensiske industri var meget sammensat, kan jeg ganske kort nævnenogle af de andre fa¬
brikker frao. 1900: ettarmrenseri (arbejdsstyrke 80mand), et
fiskerøgeri, ensodafabrik, et eddikebryggeri, Dansk Jersey-og
Normalfabrik, der havde 100 ansatte, Strandby klædefabrik,
et dampvaskeri, et teglværk (med 30-40 beskæftigede), Es¬
bjerg mønje-ogcementfabrikog7bogtrykkerier.
Enafde ting, derslår én vedgennemgangen af detrebyers industrialisering, er, at nogle af de virksomheder, der senere skulle blivedominerende, endnu ikkeerdukketop. IEsbjerg skulle hermetik-ogfiskemelsfabrikkerkomme tilatudgøreet
vigtigt led i byens industri. Den første hermetikfabrik blev
starteti 1919af denforetagsomme,menikke altid ligeudhol¬
dende Ditlev Lauritzen. Den ydre anledning var, at fiskerne efterkrigen havde vanskeligheder med atfådereskullerfang¬
ster
solgt.43
Denførste sildemelsfabrik så dagens lys i 1918, og tilladelse til at starte produktionen blev givet på den betin¬gelse, at»der ikke mærkedes ilde lugt ved produktionen«. Det
varimidlertidførst efterandenverdenskrig, atderrigtigt kom
gang i produktionen, og enten må fabrikanterne have glemt denoprindelige klausul, eller også må de have handlet udfra devisen: penge lugter ikke. Forat gøresigfri afimportenaf engelsk tovværk begyndteDitlev Lauritzen »EsbjergTovværks- fabrik«i 1905. Denvarførstkunethåndspinderi,menudvik-
ledesigsiden tilen højt mekaniseretstorvirksomhed. -Også VardeogRibeoplevedeenyderligereindustrielfremgang efter
århundredskiftet: i 1914startedeset stortstålværk iVarde (det
overtogesi 1918 af NakskovSkibsværft), og i Ribe udvidedes jernstøberiet; til gengæld måtte tekstilfabrikken, der jo endnu
