Der skal ikke vælges mellem velfærd og skattelettelser

M m

Nr.6 10. februar 1997 11

V

REPLIK

Der skal ikke vælges mellem velfærd og skattelettelser

Af BENDT BENDTSEN, formand for Det Konservative Folkeparti

ælgerne er ikke interesserede! Stort set sådan kunne man i kort form gengive Mandag Morgens artikel om skattelettelser sidste uge. Den viste, at danskerne i dag i lighed med de seneste 30 år i stort tal peger på alt muligt andet end skatte- spørgsmålet, når de bliver bedt om at angive de vigtigste politiske problemer.

Artiklens konklusioner rejser et spørgsmål til især Det Konservative Folkeparti, der jo som det eneste parti i Folketinget netop har fremlagt et ganske borgerligt forslag om at lempe progressionen i skatterne. Vores idé er over en fireårig periode at fjerne mellemskatten. Det vil betyde, at skatten plus afgifter af den sidst tjente krone falder fra op til 75 pct. i dag til ca. 70 pct.

Spørgsmålet er enkelt: Hvorfor nu stille et sådan forslag, når befolkningen øjensynligt er ligeglad? Hvorfor ikke satse på velfærd i stedet, når nu det er dét, befolkningen vil have?

Det første svar er meget enkelt: Vi foreslår, at mellemskatten skal væk, fordi vi mener, det er rigtigt. Vi er opmærksomme på opinionsmålinger som f.eks. Mandag Morgens. Lige- som vi er opmærksomme på, at socialdemokraterne ikke altid kan finde ud af, hvad de skal mene, når vi taler skattelettelser: Den ene dag får vi at vide, at vi er populister, der lefler for billige point i folkedybet. Den næste, at vi er ganske ude af trit med befolkningens inderste ønsker. Faktum er, at vi ikke designer vores politik efter meningsmålinger.

Når vi foreslår skattelettelser, er der et klart samfundsøkonomisk mål.

Finansministeriet har under den siddende regering i tiltagende grad haft svært ved at anerkende oppositionens regnestykker, uanset hvor sanddru de så end er. Men i forhold til vores skatteoplæg har man gjort en undtagelse: De Konservatives vurdering af de strukturelle effekter på beskæftigelsen er “ikke urealistisk”, strækker ministeriet sig til. Det betyder på godt dansk, at vi har ret i, at man med vores skatteforslag vil kunne forvente en merbeskæfti- gelse i omegnen af 50.000 personer. Simpelthen fordi flere vil vælge at udbyde mere arbejde, fordi de får mere ud af det.

Det er værd at bemærke. Vi Konservative er de eneste, der har givet et bud på, hvor- dan vi skaffer den ekstra beskæftigelse, samfundet har behov for de kommende år: Sænk skatten lidt, så får vi et øget arbejdsudbud. Hvor ensomme vi i det spørgsmål end må se ud på Christiansborg, så får vores synspunkt, ud over fra det danske erhvervsliv, støtte fra såvel EU som OECD. Budskabet fra alle disse er, at de danske personskatter bør skæres.

Men vores forslag om fjernelse af mellemskatten er ikke kun et udtryk for et sam- fundsøkonomisk mål. Det drejer sig også om den enkelte familie i Danmark. Vi mener, at beskatningen af en lang række almindelige danskere, hvor han og hun hver dag arbejder fuldtids, mens børnene er i institution eller skole, er gået for vidt. År efter år får skruen lige et lille nøk mere på benzinen, på vandet, på elregningen, over kommuneskatten og via pinse- pakker og røde finanslovsforlig.

Hvis ingen politiker, af angst for meningsmålinger, tør sætte spørgsmålet på dagsor- denen, så vil bevægelsen opad, opad, opad fortsætte. Fjernes mellemskatten, vil små to millioner danskere slippe billigere i skat. Ni ud af ti fuldtidsbeskæftigede vil få mere ud af at gå på arbejde. Det er den rigtige vej at gå.

Offentlige udgifter er ikke lig med velfærd

“Men hvad så med velfærden?” kan jeg høre nogle spørge: “Burde man ikke kaste sin energi ind på det i stedet for?”

Svaret er naturligvis jo. Det burde vi. Og det gør vi også. I den offentlige debat har sagen en tendens til at stå som et valg mellem to ekstremer. Socialdemokraterne øver sig dagligt på at fastholde billedet: Hvis ikke man går ind for en stadigt stigende skat, så ønsker man nok i stedet en til-benet-gående rundbarbering af budgetterne på sygehuse, skoler og

M m

2 Nr.6 10. februar 1997

plejehjem. Flere ludfattige posedamer. Den sociale massegrav. Og så videre.

Faktum er, at det billede er helt forkert. Det Konservative Folkeparti har ingen inten- tioner om at rulle velfærdssamfundet tilbage til hulestadiet. Langt mindre kan gøre det, hvis man vil skabe rum for at sænke skatten lidt. Til gengæld har vi en intention om at genindføre bare en minimal styring af stigningen i de offentlige budgetter. Hvis regeringen bare havde efterlevet sine ideer fra 1993, hvor den tiltrådte, om hvor meget den offentlige sektor skulle vokse, havde der i dag været omkring 30 milliarder om året til skattelettelser.

Og så er der jo den anden del af velfærdsspørgsmålet, som har en tendens til slet ikke at optræde i debatten: Den private velfærd. Jeg køber ganske enkelt ikke ideen om, at en krone skal runde en offentlig kasse, før der kan købes velfærd for den.

Gennemsnitsfamilien har i denne regerings levetid oplevet at måtte slippe ekstra 11.200 kr. om året i skat. Penge som alternativt kunne være brugt til f.eks. at købe mere tid sammen med børnene. Hvor politisk ukorrekt det end måtte lyde, så mener jeg, at der ligger en ikke ubetydelig velfærd i, at de fuldtidsarbejdende forældre har luft i økonomien til at få bragt en pizza, tage børnene med på restaurant, få professionelle til at pudse vinduer, have råd til et ekstra besøg hos bedsteforældrene i den anden ende af landet, eller hvad den enkelte familie nu synes, pengene bliver brugt bedst til.

Spørgsmålet er så: Kan befolkningen så forvente, at der bliver gjort noget ved sagen, hvis de borgerlige får flertal ved det kommende valg? Oplevede vi ikke netop under den konservative Schlüter, at skatten steg?

For nu at tage det sidste først: Jo, skatten steg under de borgerlige regeringer i 80’erne.

Forklaringen er de forudgående otte års socialdemokratisk misregiment, hvor det årlige hul i statskassen nåede op på 9 pct. af BNP, hvilket svarer til at bygge mere end fire broer i Store- bælts- og Øresundsklassen om året uden at betale en krone. Men regningen skal betales før eller siden. Det var den borgerlige regering, der blev nødt til at udskrive en forsinket skat- teregning til borgerne, så der blev skabt orden i statens husholdningsbudget. Det, der er værd at holde fast i, er lysten og evnen til at tæmme stigningen i det offentlige forbrug. Det er ret åbenlyst, at der er forskel på borgerlige og socialdemokratiske regeringer i den sammenhæng.

Under Anker Jørgensen steg det offentlige forbrug med 3,3 pct. om året. Under Poul Schlüter var tallet 0,5 pct. Under Poul Nyrup Rasmussen er stigningen på 2,4 pct.

Formår en kommende borgerlig regering at lægge en dæmper på den offentlige vækst, som vi så i 80’erne, er der plads til små skattelettelser. Det er velkendt, at Venstre og Konservative, når det drejer sig om skat, ikke er ganske enige i detaljen. Venstre ønsker et skattestop. Vi konservative går målrettet efter mellemskatten. Vægtningen mellem det ene og det andet vil blive fastlagt, den dag et regeringsgrundlag bliver skrevet. Men det samlede budskab er ikke til at tage fejl af: Der er et alternativ til den regering, der år efter år føler sig berettiget til at udskrive nye ekstraregninger til danskerne.