Sundhedsvæsenet risikerer at blive “løbet over ende” og “sandet til”. Udgifterne vil
“løbe løbsk”. Skarpe advarsler ledsager Sundhedsstyrelsens plan for kampen mod kroniske sygdomme. Perspektiverne er også alvorlige. Over 60 milliarder kr. bruges hvert år til bekæmpelsen af kroniske sygdomme.
Men de anvendes forkert. Resultatet er en fortsat markant vækst i nye tilfælde med sti- gende økonomiske byrder til følge. Væsenet er - ifølge udspillet fra Styrelsen - ikke gea- ret til den opgave, men mere udviklet til at behandle akutte og epidemiske lidelser.
Forenklet udtrykt har sundhedsvæsenet foreløbig tabt slaget mod de kroniske syg- domme. Det er en logisk konklusion i lyset af, hvor store investeringer der årligt gen- nemføres med så beskedne resultater. Men selvom man har tabt et slag, kan man stadig nå at vinde krigen. Og det er ambitionen med Sundhedsstyrelsens udspil.
Om det er slagkraftigt nok, er svært at vurdere. Det har imidlertid en meget væ- sentlig styrke: Det fokuserer stærkt på at in-
volvere patienten. Patientens egne ressour- cer betragtes som afgørende i fremtidens indsats. Erkendelsen er elementær ud fra den betragtning, at kroniske sygdomme i høj grad handler om adfærd, og den kan ikke påvirkes, uden at patienten bliver moti- veret og engageret. Der er en meget enkel årsag til det tabte slag: Sundhedsvæsenet har tabt patienten. Underforstået: ikke in- volveret ham eller hende i slaget. Og så taber man det.
Det er bl.a. den fejl, der nu skal rettes. Ud fra den optik er der mange gode takter i Sundhedsstyrelsens forslag, der af samme grund modtager positive kommentarer fra eksperter og politikere. Det er også svært at være kritisk over for konstruktive forslag til at tage livtag med en af samfundets største udfordringer, nemlig kroniske sygdomme.
Og slet ikke, når nationens øverste sund- hedsmyndighed præsenterer et sammen- hængende forslag.
Ét er nemlig sikkert: Skal det lykkes at få bugt med de kroniske sygdomme og hindre, at de udvikler sig til en egentlig epidemi og sender sundhedsudgifterne på himmel- flugt, kræver det en massiv indsats. Her kan man frygte for udspillets skæbne. Frygten næres allerede af de første udmeldinger om gennemførelsen. Hvad koster det f.eks. at vinde kampen mod kroniske sygdomme?
Opfattelserne er vidt forskellige, men man
14| Nr. 42 | 5. december 2005
Mandagmorgen
Ny dagsorden
Af Erik Rasmussen chefredaktør,
Ugebrevet Mandag Morgen
Kampen vi ikke har råd til at tabe
fornemmer ikke de store ambitioner og for- ventningen om en skelsættende indsats.
Her er udspillet ikke til megen hjælp. Det glider behændigt uden om ethvert forsøg på at kvantificere indsatsen. Derfor fremstår det i sin nuværende form mere som en ud- dybende hensigtserklæring end som en egentlig handlingsplan. Det giver grobund for allehånde opfattelser.
Her skræmmer sporenefra et tidligere lige så velbegrundet udspil. I sommeren 2003 ud- sendte næsten alle væsentlige aktører i det danske sundhedsvæsen et fælles udspil om patientens møde med sundhedsvæsenet.
Formålet var at give patienterne en bedre oplevelse. Derfor mundede initiativet ud i 20 konkrete anbefalinger, der primært handle- de om kommunikationen med patienter og pårørende, og hvordan man bedst kan ind- drage dem og give dem tryghed, overblik og nærhed. Flotte og rigtige anbefalinger. Blot tankevækkende, at den slags elementære kvaliteter først blev erkendt og formuleret i 2003, men bedre sent end aldrig.
Hvad skete der så med det udspil? Det blev kvalt i sympati og faldt i banalitetsfæl- den. Alle opfattede det som elementært at sætte patienter og pårørende i centrum, og udspillet endte som en hensigtserklæring og et debatoplæg, som de efterfølgende par år er brugt til interne drøftelser og debatter blandt sundhedsvæsenets faggrupper. Men effekten er mere end tvivlsom.
Sektoren overså, at udspillet om patien- tens møde med sundhedsvæsenet dybest set lagde op til et fundamentalt paradigmeskif- te, der handlede om at flytte fokus fra at ku- rere sygdomme til at behandle patienter. I realiteten har vi hidtil haft et sygdomsvæs- en, der har opbygget sine processer og kom- petencer ud fra det ene formål at eliminere menneskers sygdomme. De bløde værdier om at inddrage patienterne og deres pårørende og sikre dem et optimalt forløb har ikke været et mål i sig selv. Derfor har sektoren ikke udviklet incitamenter, der be- lønner en ekstra indsats over for patienter- ne, og derfor vil den altid blive nedpriorite- ret i forhold til andre krav, f.eks. om hurti-
gere og mere effektiv produktion. Hertil kommer de særlige krav, en ny patientkultur stiller. Springet fra at tage sig af den hele pa- tient frem for af sygdommen forudsætter udvikling af nye rutiner, processer og kom- petencer. Det behov blev totalt overset i pro- jektet om patientens møde med sundheds- væsenet. Ærgerligt, fordi ideen var rigtig tænkt og godt udformet, men perspektivet blev aldrig taget alvorligt.
Nu præsenteres så et nyt udspil, der på mange måder handler om det samme, nem- lig at få patienten inddraget i en central rolle i kampen mod kroniske sygdomme. Allere- de nu fornemmes samme reaktioner: at op- gaven dybest set drejer om at identificere og præcisere nogle af de opgaver, kommuner og regioner skal påtage sig inden for de givne rammer. Underforstået: Det koster ikke så meget ...
Som sagt har Sundhedsstyrelsenikke været behjælpelig med at præcisere opgavens samlede omfang, men at vinde kampen mod kroniske sygdomme er antagelig en af de største, sværeste, mest komplekse, men også vigtigste opgaver de næste 10-20 år.
Den erkendelse breder sig p.t. overalt på kloden.
Det gælder bl.a. inden for det netværk, som Novo Nordisk og Oxford Universitet har dannet, netop med det formål at finde nye veje i kampen mod kroniske sygdomme.
Netværket tæller en kreds af toneangivende internationale organisationer, forskere og globale virksomheder og har netop afsluttet sit årsmøde på Yale Universitet i USA. Kon- klusionen på indlæg og rapporter talte det samme tydelige sprog: Vi konfronteres med en skræmmende udfordring, bl.a. fordi sundhedssektorer overalt i verden ikke har formået at omstille sig i tide til et problem, der de kommende år vil ekspandere vold- somt og påføre alle samfund uoverskuelige omkostninger. Se figur 1. Det skyldes ikke kun den stærke vækst i antallet af ældre, men den kendsgerning, at livsstilssygdom- me også sætter ind over for yngre grupper, f.eks. i form af fedme. Derfor har den epide- misk karakter. Samtidig er det en fremher-
Mandagmorgen
Nr. 42 | 5. december 2005 | 15
skende opfattelse, at kroniske sygdomme i vidt omfang skyldes personlig adfærd og derfor næsten kan opfattes som den enkel- tes egen sag og ansvar.
Der er i hvert fald ingen logik mellem den interesse og det fokus, der bliver de smit- somme sygdomme til del, og opmærksom- heden omkring de kroniske. Fugleinfluen- zaen vil næppe i selv de mest dystre scenarier kræve så mange ofre som de kroniske sygdomme.
Hermed være understre- get, hvilken form for ud- fordring også det danske sundhedsvæsen står overfor. At tro, det blot handler om at nytænke processer og arbejdsfor- mer samt justere på strukturer og samar- bejdsrelationer mellem kommuner og regioner etc., det vil være en fejlta- gelse af de helt store. Og en af dem, der er svære at rette op på.
Sundhedsstyrelsen for- tjener ros for sit initiativ og for sin ærlige erken- delse, at vi simpelthen ikke har interesseret os nok for de kroniske sygdomme og derfor ikke har gearet sundhedssektoren til opga- ven. Men set i lyset af truslen fra de kom- mende år burde det i sig selv provokere til en bred og ambitiøs national indsats, omfat- tende flere parallelle spor, f.eks. følgende:
Et kompetencespor:Sektoren må nødven- digvis udvikle nye kompetencer for at kunne udvide sit fokus, f.eks. hvordan man inddrager og motiverer patienterne - og befolkningen i øvrigt - til større med- ansvar og til at ændre livsstil og adfærd.Det handler bl.a. om øget forskning i psyko-sociale temaer, samt inddragelse af helt nye fagområder (kommunikation, design m.v.). Det er ikke gratis at udvikle en ny forebyggelses- og behandlerkultur.
Et strukturspor: Relationerne mellem de forskellige dele af sundhedssektoren skal nytænkes og vurderes ud fra den enkeltes behov og forudsætninger. Kravet til et sammenhængende og tæt integreret sundhedsvæsen bliver fundamentalt. Et incitamentsspor: Der er ingen beløn- ninger for at holde folk raske og sunde og sikre dem størst mulig livskvalitet - kun for at kurere flest mulige sygdomme hur- tigst og billigst. Derfor er der i dag større fokus på sygdom end på sundhed. Det kræver, at vi nytænker hele incitaments- strukturen i sygdoms- og sundhedssek- toren. Det i sig selv er en mega opgave.Men den er uundgåelig.
Andre spor kan være lige så berettigede.
Ovennævnte illustrerer blot udfordringens omfang og karakter. Men det kan betale sig at være ambitiøs og kompromisløs. Resulta- tet vil have langt større betydning end struk- turreform og ventelistegarantier tilsammen.
De kroniske sygdomme har reelt brug for sin egen reform. Hvad det koster, er svært at vurdere, men ét står klart: Omkostningerne er beskedne i forhold til effekten. Det vil an- tagelig være en af de bedst forrentede sam- fundsinvesteringer nogensinde. Desuden er der intet alternativ. Vi har simpelthen ikke råd til at tabe kampen mod de kroniske syg- domme.
Problemet er blot, at omkostningerne - hvor store eller små de end måtte være - kommer nu, men effekten viser sig på lang sigt. Også efter de to næste valgperioder. Så der er langt færre stemmer i forebyggelse og kamp mod kroniske sygdomme end i at ga- rantere korte ventelister. Derfor kræver det mere end almindeligt politisk mod og frem- syn at starte kampen mod kroniske sygdom- me. Netop det forhold kan vise sig at blive langt den største barriere og udfordring.
16| Nr. 42 | 5. december 2005
Mandagmorgen
Den kroniske eksplosion
Udviklingen i kroniske sygdomme på globalt plan
Figur 1: Kroniske sygdomme eksploderer i omfang og koster hvert år flere menneskeliv.
Kilde: WHO, 2004.
0 10 20 30 40 50
1990 2005 2020 År
Antal millioner smittede
28
35
50
