den skærpede globalekonkurrence om OL- medaljerne vil i de kommende år betyde, at eli- teidrætsudøvere i stadig højere grad afsondres fra resten af samfundet. Det vil få omfattende kon- sekvenser for hele deres måde at leve på – og dermed for den pris, de betaler for at være med i medaljekampen.
Sådan lyder vurderingen fra en række danske og internationale idrætsforskere. De peger på, at de i forvejen høje krav til træning og konkurren- cedeltagelse vil skærpes yderligere i de kommen- de år, og det forstærker presset på især tre om- råder:
• ELITESPORT ER IKKE SUNDT.Adskillige under- søgelser viser, at udøverne har en langt større risiko for skader og kroniske syg- domme som f.eks. astma og slidgigt end normalbefolkningen. Samtidig øger den voksende konkurrence fristelsen til tage yderligere chancer med helbredet, f.eks. i form af præstationsfremmende præparater.
• STRESSENDE OPMÆRKSOMHED.Selvom det i stadig højere grad er nationernes vidtforgre- nede støttesystemer (trænere, faciliteter, videnskab, teknologisk udvikling, psykolo- gi mv.), der i realiteten er afgørende for atle- ternes resultater, er det udøverne selv, der befinder sig i mediernes nærgående søge- lys. Ved et OL er presset for at vinde så hårdt, at udøvernes stressniveau er hidsides almin- delige menneskers forestillingsevne.
• AFSONDRETHED.De øgede krav har gjort det stadig vanskeligere for udøverne at leve et liv som alle andre ved siden af idrætskarrie-
ren. Den intensive træning og turnerings- deltagelse i udlandet indebærer selvsagt, at familielivet kommer i anden række, og at det bliver stadig vanskeligere at kombinere eliteidræt med uddannelse og job. Det øger faren for social deroute, når karrieren er forbi.
Det stigende pres på udøverne mærkes også i Danmark. Af udkastet til eliteinstitutionen Team Danmarks kommende støttekoncept, der skal træde i kraft den 1. januar 2009, fremgår bl.a., at man i højere grad end tidligere vil være “fleksi- ble” i forhold kravene om, at udøverne side- løbende med idrætskarrieren skal have en ud- dannelse eller have et job. Institutionen vil også undersøge, om der f.eks. er politisk opbakning til at oprette en pensionsordning for elite-
Det vigtigste er at vinde
Elitesport er en spiral uden ende – Stigende krav til træningsmængde og konkurrencedeltagelse vil øge den fysiske, psykiske og sociale pris, som udøverne skal betale for at bringe medaljerne i hus – Allerede i dag lever eliteidrætsfolk i deres egen verden med normer og værdier, der adskiller sig markant fra dem, som hersker i det øvrige samfund
Isolation
Skærpede konkurrence- og træningskrav afsondrer i stigende grad elitesports- udøvere fra det omgivende samfund.
MM | Medaljens pris
Den olympiske fakkel i Beijing er netop slukket, og de ca. 10.000 atleter fra 205 nationer pakker sportstasken og drager hjem. Det samme gør de 22.000 journalister, der har dækket begivenheden og transmitteret i hundredevis af timer til milliar- der af tv-seere. Især de hjemlige atleters præstati- oner har udløst jubel og sorg – ikke mindst når de har løftet vores placering i den uofficielle nations- konkurrence. Men hvad er medaljens pris? For lan- dene, udøverne og befolkningerne? Det spørgsmål vil Ugebrevet analysere i de kommende uger.
Tidligere artikler:
• MM26: “Elitesport er et globalt rustningskap- løb”
idrætsudøvere i stil med dansernes ved Den Kgl.
Ballet. Samtidig vil man styrke den sociale rådgiv- nings- og vejledningsindsats over for den enkel- te udøver.
Sportens væsen
Enhver, der blot sporadisk har fulgt mediernes dækning af De Olympiske Lege i Beijing, vil vi- de, at der allerede i dag er en betydelig afstand mellem den adfærd og de holdninger, der præger eliteidrætsudøvere, og dem, som findes i resten af samfundet. Ifølge udøverne selv handler eli- tesport først og fremmest om at præstere og vin- de, mens det bredere samfunds forestillinger om ligeværdighed, hjælpsomhed og fairness spiller en beskeden rolle.
Et godt eksempel er den hjemlige fordøm- melse af de spanske sejleres protest mod, at dan- skerne vandt guld i en lånt 49’er-båd. Det er – ifølge danske medier og politikere – ikke godt
’sportsmanship’, selvom det næppe er utænke- ligt, at danskerne havde indgivet protest, hvis situationen havde været omvendt.
På trods af det olympiske motto om, at “det vigtigste er ikke at vinde, men at deltage” har der heller ikke været mange jublende tabere ved OL i Beijing.
Adjunkt ved Institut for Idræt ved Aarhus Universitet, Ask Vest Christiansen, mener ikke, at man skal lade sig overraske over spaniernes vin- dertrang: “På den ene side er det set med natio- nale briller selvfølgelig en stor skændsel at vil- le fratage udøvere med så stor en fighterånd de- res velfortjente guldmedaljer. Men på den an- den side viser det jo bare, at elitesportens centra- le værdi er at vinde. Og selvom det ikke er for enhver pris, har udøvernes virkelighed ikke me- get at gøre med det glansbillede af fair play, sportsmanship og kammeratskab, der ofte teg- nes af sporten i den omliggende verden. Livet i en sportsarena handler om at vinde. Og det gør man på bekostning af andre.”
Det er ifølge Ask Vest Christiansen selve eli- tesportens væsen: “Enhver sportskonkurrence på eliteplan handler om den stærkes ret. Og i de sportsgrene, hvor der indgår en direkte mod- stander, er kerneelementet i det taktiske oplæg ikke kun at fokusere på sine egne styrker, men at knuse modstanderen ved sætte ind, hvor han er svagest. Denne vilje til at udnytte andres svag- heder står i skarp kontrast til de værdier om f.eks.
ligeværdighed og næstekærlighed, som vi i al- mindelighed hylder og forsøger at opdrage vo- re børn til. Men det er et element ved sportens væsen og en direkte konsekvens af, at sport har
sejren som absolut værdi. Det omgivende sam- funds snak om fairplay og kammeratskab bliver af udøverne derfor opfattet som floskler, som de kan have svært ved at forlige sig med.”
Viljen til sejr
Udøvernes ubændige vilje til sejr betyder også, at elitesportsfolk er parate til at løbe en betydelig helbredsrisiko. De er overrepræsenteret i stati- stikkerne over kroniske lidelser som astma, hånd- boldspillere risikerer slidgigt i hofter og knæ i en tidlig alder, og skadesfrekvensen blandt euro- pæiske topspillere i Champions League er bety- deligt højere end i nationale fodboldligaer. En hjemlig undersøgelse af kontraktspillere i fod- bold og håndbold fra 2002 viste, at tre ud af fi- re spillere en eller flere gange i deres karriere har været ude for så alvorlige skader, at det holdt dem væk fra træning og kampdeltagelse i mere end en måned. Se figur 1.
Der er da næppe heller mange udøvere, der vil påstå, at de dyrker sport for sundhedens skyld.
I en norsk undersøgelse, hvor man spurgte de bedste udøvere om, hvad der var deres største glæde ved sport, blev det at præstere og vinde placeret højest på rangstigen, mens et godt hel- bred kom meget langt nede på listen.
Kombinationen af udøvernes villighed til at sætte deres helbred på spil og den voksende af- stand mellem udøvernes og det omgivende sam- funds normer og værdier er ifølge Ask Vest Christiansen baggrunden for de seneste års man- ge dopingskandaler. De er udtryk for et sam- menstød mellem udøverens given sig sportens væsen i vold og det omliggende samfunds ide- alforestillinger om sportens ånd. En medvirken-
Vinderinstinkt
Eliteidrætsudøvere går efter guldet – værdier som fairness, kammeratskab og ligeværd kommer i anden række.
Figur 1: Tre fjerdedele af kontraktspillerne har en eller flere gange i løbet af deres karriere været udsat for en skade, der har holdt dem væk fra træning og kampe i længere tid.
Kilde: Klaus Nielsen m.fl., 2002.
MM |Mange skader
Antallet af gange, hvor kontraktspillere i fodbold og håndbold på grund af skader ikke har deltaget i træning og kampe i mere end en måned1
Pct.
Aldrig 1 gang 2 gange 3 gange 4 gange 5 gange
27 27 20 13 6
7
de årsag er, at der for udøverne ikke altid er en klar grænse mellem f.eks. tilladte kost- og pro- teintilskud og forbudte doping-præparater. Begge dele er ‘kunstige’ præstationsfremmende stof- fer.
Selvom mange undersøgelser tyder på, at det langt fra er alle topidrætsfolk, der er parate til at gå dopingvejen, er der givetvis flere syndere end dem, som bliver opdaget. For dopingkontrollen er langtfra perfekt. En norsk undersøgelse fo- retaget for det norske antidopingagentur har vist, at kun ca. en tiendedel af de OL-deltagen- de lande fører effektiv dopingkontrol med atle- ter uden for konkurrencerne. Jamaica, der ved dette OL har sat sig suverænt på atletikkens sprin- terdistancer, er et af de lande, som har en sær- deles ringe kontrol.
En anden undersøgelse viser, at selvom de norske eliteidrætsudøverne støtter den intensi- verede jagt på dopingsyndere, har de svært ved at acceptere, at kontrollen med dem er stram- mere end for de fleste andre udøvere. Hertil kom- mer, at mange finder, at dopingkontrollen fører til en urimelig overvågning af deres privatliv. For ligesom de danske udøvere skal de tre måneder frem i tiden gøre rede for, hvor de vil befinde sig, så dopingkontrollanterne kan komme på uanmeldt besøg. Er de ikke det pågældende sted, bliver det i gentagelsestilfælde bedømt som en dopingforseelse. Det var det, der kostede Michael Rasmussen den gule førertrøje. Se figur 2.
Systemernes kamp
Mens medierne udviser en nærmest uhæmmet interesse for den enkelte idrætsudøvers inder- ste tanker og følelser, peger alle internationale undersøgelser på, at atleternes resultater i sti- gende omfang afhænger af det system af perso- ner og ressourcer, der opbygges om den enkel- te udøver. Professor Gunnar Breivik, Norges Idrettshøgskole, beskriver det som et system af koncentriske cirkler, hvor den inderste består af udøveren, træneren, fysioterapeuten og lægen.
Udenom følger videnskab og teknologi, ledere og organisationer, sponsorer og marketing, me- diefolk og journalister samt publikum og tv-se- ere.
Alle led er nødvendige for at øge atleternes konkurrenceevne, og elitesport er i stigende grad blevet en kamp mellem “systemer” snarere end mellem individer. Derfor er det ifølge Breivik meningsløst at tildele udøverne eneansvaret for elitesportens dårligdomme – hvad enten det gæl- der doping, kommercialisering, vold eller macht fixing:
“Problemet for udøverne synes i stadig høje- re grad at være en manglende indflydelse på de- res eget liv. De synes i mange tilfælde selv at være tilskuere til deres egen karriereudvikling. Derfor er det f.eks. også urimeligt alene at give den en- kelte idrætsudøver ansvaret i dopingsager. Den form for doping, der eksisterer i dag, er så avan- ceret og kræver så meget medicinsk ekspertise, at der må stå et helt system bagved.”
Elitesportens voksende afsondring fra det øvrige samfund gør det ifølge Breivik nødven- digt at finde ud af, hvordan man undgår den to- tale adskillelse: “Sporten har udviklet sig så eks- tremt, at den mentale belastning af udøverne ved et OL svarer til den stress-situation, der op- leves under naturkatastrofer som f.eks. jordskælv.
Men skal sporten fungere som en vigtig sektor, må den have legitimitet i forhold til samfundets almindelige værdier – i hvert fald hvis den skal være statsstøttet.”
Systematiseret talentrekruttering
Den pris, som udøverne skal betale for at være med i fremtidens medaljekamp, afhænger i høj grad af, hvor langt de statslige institutioner vil gå i retning af systematiseret talentrekruttering og talentudvikling.
Der er formentlig ingen i den vestlige verden, der vil nærme sig den kinesiske model, hvor ud- vælgelsesprocessen begynder med talentfulde 6-9-årige børn, der anbringes på en lokal sports- Hyperstress
Presset på OL-deltagerne minder om de stress- situationer, som mennesker oplever under
naturkatastrofer.
Figur 2: Over halvdelen af norske eliteidrætsudøvere er i varierende grad enige i, at dopingovervågningen af dem er i konflikt med privatlivets fred.
Kilde: Dag Vidar Hanstad, 2005.
MM |Big Brother?
Norske eliteidrætsudøveres svar på spørgsmålet om, hvorvidt de er enige i, at den nuværende doping- overvågning af udøverne uden for konkurrence er et Big Brother-system
1 2 3 4 5 6
13,2 16,2
17,0 18,7 10,2
24,7 1 = Helt uenig
6 = Helt enig
Figur 3: Små 400.000 unge piger og drenge rekrutteres til det første trin: de lokale sportsskoler i Kina. Kun få procent når toppen, mens resten forlader skolerne uden gennemført boglig uddannelse.
Kilde: Det kinesiske sportsministerium og professor Fan Hong, University College Cork, Irland.
MM |Hårdhændet talentrekruttering
Unge atleter på idrætsskoler 372.290
Professionelle atleter, fuld tid 46.758
Nationale atleter, fuld tid 15.924 Olympiske
atleter 3.222
Antallet af atleter på de tre niveauer i Kinas talentrekrutteringsmodel i 2004
skole, hvor de trænes tre timer om dagen fire- fem dage om ugen. Se figur 3.
Alligevel er der et værdiskred på vej i Vesten.
Mens talentrekrutteringen hidtil har bygget på de tilfældigheder, som den hjemlige turnerings- virksomhed gav anledning til, har man både i Australien, Storbritannien og Canada indført et proaktivt system, hvor man mere systematisk identificerer kommende medaljevindere.
Den voksende politiske vilje til at ruste sig til konkurrencen om medaljerne kan også registre- res herhjemme.
Oprindeligt var eliteinstitutionens formål el- lers først og fremmest at beskytte udøverne mod markedskræfterne og den voksende kommerci- alisering. Staten greb ind for at sikre, at elite- sporten foregik på “en socialt og samfundsmæs- sig forsvarlig måde”, som det udtrykkes i elite- idrætsloven. Det betød, at udøvere ikke måtte risikere at ende som sociale tabere. Og at det miljø, som eliteidrætten repræsenterede, skulle hvile på et etisk grundlag, som det danske sam- fund kunne vedkende sig – politisk, socialt, sund- hedsmæssigt og kommercielt.
Derfor skulle Team Danmark f.eks. stille krav til udøverne om at tage en uddannelse. Og i lov- grundlaget blev det understreget, at institutionen skulle bidrage til at modvirke skadelige trænings- metoder (f.eks. doping og ensidig satsning på un- ge talenter). De etiske krav kom også til udtryk ved, at der blev indført en minimumsaldersg- rænse for eliteidræt på 15 år, og at der blev mu- lighed for at støtte eksperimenterende idrætsli- ge udtryksformer, selvom de ikke umiddelbart kunne forventes at give bonus i forhold OL-me- daljer mv. Målet var, at de i stedet skulle bidra- ge til “et rigere og mere varieret udtryk inden for den eksisterende præstationssport”.
I den seneste reviderede eliteidrætslov fra 2004 handler støtteværdigheden i højere grad end tidligere om udøvernes medaljemuligheder.
For selvom der stadig lægges stor vægt på at sik- re udøverne mod social deroute, er både alders- grænsen og de eksperimenterende udtryksformer fjernet. Hertil kommer, at Team Danmark i høje- re grad end tidligere skal prioritere sin støtte- indsats til specialforbundene og udøverne, og at institutionen har fået til opgave at deltage i talentudviklingen.
Team Danmarks succes
Ifølge de undersøgelser af eliteidrætsudøvere, der er lavet siden Teams Danmarks oprettelse i 1985, er der intet, som tyder på, at risikoen for social deroute er overhængende. Af den seneste
MM| Livet i elitesporten
“Jeg synes, at man som topatlet ofrer utroligt meget. Man bruger masser af tid på at træne, og man skal hele tiden tænke over, om man gør tin- gene rigtigt. Nu glæder jeg mig til at kunne gøre ting spontant og ikke være tvunget til at have alt planlagt i et skema ... Det er slut med svømning.
Jeg har simpelthen ikke den motivation og det drive, der skal til for at være med på internationalt plan, for det kræver rigtig meget. Man skal huske, at der er en vej til målet, og at den vej er hård. Og hvis man ikke har motivationen, så når man ikke sine mål og drømme ... Jeg kan godt lide tanken om, at jeg har oplevet så meget, som jeg har, men at jeg stadig kan nå så meget med uddannelse og rejser. Der er så mange ting, jeg gerne vil.”
Louise Ørnstedt, efter at hun som 22-årig sluttede sin svømmekarriere. (Kilde: DR og Fyens Stiftstidende).
“Alt blev tilrettelagt for mig, og jeg skulle ikke bekymre mig om noget som helst andet end at cykle. Heller ikke derhjemme. Anne passede vores hjem med alt, hvad det indebar. Jeg har knapt nok skiftet en elpære eller hængt et billede op i vores fælles hjem. Jeg har aldrig i min karriere skullet bekymre mig om at handle eller lave mad eller gå på posthuset. Min økonomi blev styret af min revi- sor, og min træning tilrettelagt af holdets læge.”
Cykelrytteren Jesper Skibby. (Kilde: Selvbiografien
“Skibby. Forstå mig ret”).
“Jeg er ikke egoist, men min sport kræver, at jeg er det. Jeg træffer valg, der ses som egoistiske, men som person anser jeg ikke mig selv for at være egoist. Som udgangspunkt vil jeg altid rejse mig op for den ældre dame i bussen, men min sport og mine mange timers træning gør, at jeg i øjeblikket bliver siddende. Min familie ikke alene forstår min situation, de bakker også fuldt og helt op om mit projekt. Det er nødvendigt for at få tin- gene til at fungere. På den måde er det en kon- stant vekselvirkning mellem at give og tage.
Selvfølgelig kan det af og til føles som et afsavn, men det er nu ikke det store, når jeg ser på alt det, jeg har fået den anden vej. Min kone får også en glad mand, der lever sine drømme ud.”
Roeren Eskild Ebbesen, der er tredobbelt OL-guld- vinder. (Kilde: Berlingske Tidende).
“Jeg valgte at tage epo, fordi det er det mindst far- lige præparat at tage og samtidig noget, der virker ... Da jeg tog beslutningen, tænkte jeg ikke så frygteligt meget over det. Det er mange år siden, at der har været dødsfald rundt omkring, og når man dyrker en sport, som jeg gør, bringer man jo ofte sig selv i fare, når man kører ned ad en stejl nedkørsel. Jeg kan jo miste min førlighed i et kort øjebliks uopmærksomhed.”
Lægestuderende og OL-kandidat på mountainbike Peter Riis Andersen efter afsløringen af hans dopingmisbrug. (Kilde: Politiken).
Guld til Team Danmark
Team Danmark har bidraget til at forhindre social deroute blandt elitesportsudøvere.
undersøgelse fra 2002 af kontraktspillere i fod- bold og håndbold fremgår det – i lighed med tidligere undersøgelser – at eliteidrætsudøvere har et højere uddannelsesniveau end normalbefolk- ningen, til trods for at netop disse to idrætsgre- ne har undergået den mest omfattende profes- sionalisering i de seneste 10-15 år. Se figur 4.
I den forstand har Team Danmark været en succes – og den nylige evaluering af institutionens støttekoncept, der er udarbejdet af Idrættens Analyseinstitut, giver da også denne side af in- stitutionens arbejde den højeste karakter: “guld- medalje med pil nedad”, som det udtrykkes.
Pilen nedad gives, fordi der ifølge evaluerin- gen stadig er udfordringer, der bør adresseres.
Det gælder især om at skabe endnu større flek- sibilitet mellem udøvernes sportslige liv og ud- dannelse/job.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, bliver netop denne balance en af de helt sto- re udfordringer for eliteudøvernes fremtidige le- vevilkår. Skruer man ned for kravene til uddan- nelse og job, vil det øge risikoen for social der- oute. Og gør man det ikke, vil de stadig stigen- de krav til træningsmængde og konkurrence- indsats gøre det endnu vanskeligere for udøver- ne at få dagligdagen til at hænge sammen.
Under alle omstændigheder vil det gøre det sværere at forberede dem på det kulturchok, som overgangen fra topidrættens drama i mediernes rampelys til et normaljob kan medføre. Mange nuværende og tidligere topidrætsfolk er selv op- mærksomme på problemet og har beskrevet det som en brat opvågnen fra en forholdsvis beskyt- tet tilværelse, hvor de med opbakning fra man- ge sider har kunnet hellige sig deres sportslige karrieredrøm.
Fra internationale undersøgelser ved vi da og- så, at de absolutte topatleter har stadig vanske- ligere ved at finde tid nok til at sikre “dobbeltkar- rieren”. Og af den hjemlige undersøgelse af kon- traktspillerne fremgår, at specielt fodboldspil- lerne tilsyneladende hopper af uddannelsesvog- nen efter gymnasiet, og at de har åbenbare pro- blemer med at kombinere idrætskarrieren med job/uddannelse.
Til gengæld har de i gennemsnit en betydelig højere indkomst end deres jævnaldrende i nor- malbefolkningen. Det burde ifølge professor på Birkbeck, University of London, Klaus Nielsen, der har været medforfatter til de fleste af de dan- ske undersøgelser, mindske risikoen for social deroute efter endt karriere: “I modsætning til al- le andre idrætsgrene er der så mange penge i fodbold, at man selv burde kunne etablere opspa-
rings- og pensionsordninger, som kan hjælpe fodboldspillerne videre. Men er uddannelses- og jobproblemerne i fodbolden et varsel om, hvad der kommer til at ske i de fattigere idræts- grene, er det selvfølgelig et problem, som Team Danmark må forsøge at tage hånd om.”
Ifølge Klaus Nielsen er det altoverskyggende problem for udøverne, at det konstant voksen- de tidsforbrug presser de mindre pengestærke til føre et liv, hvor der ikke er plads til meget andet end idræt og uddannelse/job: “Det må indlysen- de nok gøre det stadig mere stressende at dyrke eliteidræt,” siger han.
En spørgeskemaundersøgelse fra i år viser da også, at der er et stigende pres på Team Danmark for at løsne grebet på dette område. Et flertal af de adspurgte udøvere, trænere og specialfor- bund vurderer, at “Team Danmark er for fokuse- ret på, at eliteudøvere skal tage en uddannelse el- ler have et job ved siden af ”.
Hvor langt Team Danmark vil strække sig, bliver afgjort i løbet af efteråret, hvor de næste fire års støttekoncept skal forhandles på plads med politikerne og specialforbund. MM
Poul Albret | pal@mm.dk
Referencer:
•Idrættens Analyseinstitut: Team Danmarks støttekoncept, maj 2008.
•Ask Vest Christiansen og Verner Møller: Mål, medicin og moral, 2007.
•Barrie Houlihan og Mick Green: Comparative Elite Sport Development, 2008.
•Dag Vidar Hanstad og Sigmund Loland: What is efficient doping con- trol?, 2005.
•Klaus Nielsen m.fl.: Kontraktspillere i fodbold og håndbold, 2002.
Figur 4: Kontraktspillere er betydeligt bedre uddannede end normalbefolkningen. Det gælder især for de to ældste aldersgrupper, hvor der er under 4 pct., hvis højeste uddannelse er 9./10. klasse.
Kilde: Klaus Nielsen m.fl., 2002.
MM |Eliteudøvere er ikke tabere
Kontraktspilleres højeste ud- dannelser i forskellige alders- grupper sammenlignet med
”normalbefolkningen” i samme aldersgrupper
9./10. klasse
Pct.
Gymnasial
Erhverv
Videregående 18-20
21-25
26-30
18-20
21-25
26-30
18-20
21-25
26-30
18-20
21-25
26-30
76
22
28
6 9
25 30 17
38 39 32
38
70 15
27
66 28
22 4
2
0 0 3 4
