Forfatter(e) | Author(s): Gnudtzmann, Albert.
Titel | Title: Gadespejlet : Fortælling.
Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Gyldendal, 1898 Fysiske størrelse | Physical extent: 236 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
I II I 1 3 0 0 2 1 0 3 8 4 7 5
D e n n e H istorie foregaar i en lille , d riftig By, en By, der ligger ved den inderste Ende af en Fjord og som er i Besiddelse af alt, hvad der kan kaste Glans over en dansk Købstad:
En berømt Ligsten i Kirken og et elektrisk Lysanlæg, gammelt Kloster og Sommerteater, Latinskole og Vandværk, litteræ rt navnkundig A d jun kt og Margarinefabrik, historiske Ruiner og Svineslagteri, tre Aviser og Garnison og hvert Aar en lille Skandale.
I denne lille , driftige By fortælles fra gam
mel T id følgende Krønike:
En Dag kom der til Byen en Junker. Han var høj og blegfed, hans Øjne var som Smaragder at skue og havde smaa bitte, stikkende P upiller.
Han var klædt som en gild og fornem H erre:
ræveskindsforet grøn Kjortel, stribede Broge, hvor
til Tøjet havde kostet to lybske Mark Alen. Det sirlig kæmmede Haar bølgede ham langt ned
Albert Gnudtzmann: Gadespejlet. I
over Skuldrene, og i Baretten havde han stukket en hvid Strudsfjer, der vajede over ham som en Uskyldens Fane.
Han kaldte sig Junker Slemming. Men i Virkeligheden var han den ledeste, sorteste Satan selv. Han var ude for at hverve Sjæle til sine Suppegryder, og hvor han h id til havde været, var det gaaet velsignet. Allevegne havde hans høviske og huldsalige Væsen vundet ham Men
neskenes Venskab, de bedste Mænds Fortrolighed, de mest dydsirede Jomfruers Gunst. Der var blevet kræset op for ham, saa han havde be
gyndt at faa Mave, og i sin K u ffert medførte han som Hædersgaver et Sølvdrikkehorn og en broderet Pude foruden en kalligrafisk Adresse.
I den lille , driftige By, mente Slemming, maatte han let kunne vinde sit S pil, thi dens Indbyggeres Sind var alt i Forvejen saare meget henvendte paa denne Verdens Handel. Havde de ikke haft den slemme Uvane, at de gerne omvendte sig, naar A lder eller Sot stundede til, kunde han helt have sparet sig at gæste Byen personlig.
Slemming tog sig en barnlig og andægtig Mine paa, lod sig sy lange sorte Klæder og tog ind paa det bedste Gæstgiversted i Byen. Han drak nymalket Mælk til sin Aftensmad og for
sagede al Omgang med saadanne, som havde et dunkelt Punkt i deres Fortid eller som førte et
urent Liv. Og han begyndte at præke rundt om i Gaardene om Menneskenes Ugudelighed og Præsternes Vantro. T h i saaledes havde han vundet Sjæle andetsteds.
Men her slog det fejl. De unge Mænd spot
tede ham, naar de holdt Drikkelag paa Gæst
giverstedet. De unge K vinder smiskede til h in anden, naar de gik forbi ham paa Gaden, og kaldte ham spotvis Junker L illie h v id , Junker Kysseskræk eller Junker Storketro. Og hvad de Gamle angik og de, der laa paa Sottesengen, saa forbigik de altid Slemming, naar deres Omven
delse stod for Døren, og sendte i det Sted Bud til Stedets beskikkede Sognepræst. Alene Doblere og Drankere, H orkarle og Skørlevnere, Tyve og Bedragere, Skøger og Sm ekfilleker søgte ham for hos den fromme Mand at udgyde nogle Angerens Taarer og faa Trøst og Husvalelse for alle de slemme Gerninger, de hver Dag begik. Men disse hørte jo i Forvejen til hans Menighed.
Som Tiden gik, tog Skuffelserne stærkt paa Slemming. A f Græmmelse blev han ganske gusten, hans Haar begyndte at graane, ja paa sine Steder faldt det endogsaa helt af. Tilm ed var han bleven saa mager, at Skindet slog Folder om ham. Og Gæstgiverstedets Vært fortalte i Byen, at man tid t og ofte kunde høre ham ligge og hulke om Natten i sin Seng. A lt dette gjorde hans Udseende endnu mere forklaret end før,
i*
men endda rørtes ingen H jerter til Fordel for ham.
T ilsidst begyndte Sorgen og Drøvelsen at gøre ham ganske sløv. I Smug slog han sig paa Flasken, og da Byens Udskud mærkede det, flo k
kede de sig endnu tættere end før om den fromme Mand. Sammen med dem græd og drak han nu, saa lang Dagen var. Og naar Aftenen led, bar de ham ind i hans Seng og hørte paa, at han bad Aftenbøn til sin egen Oldem o’er.
Dette Væsen misbilligedes im id le rtid højlig af Gæstgiverstedets Vært. Denne gode Borger havde længe frygtet for, at Huset skulde tilsætte sit hæderlige Navn og Rygte ved at huse Slem- ming. Saa længe han dog endnu betalte for sig, mente han im idle rtid af kristelig Medlidenhed at maatte bære over med ham. Men den T id kom, da Slemming ogsaa paa dette Punkt skuf
fede hans T illid , og nu indsaa Værten, at Streng
hed var nødvendig til hans Sjæls Frelse. Følgen blev, at han gik til Kongens Foged og klagede sin Nød.
En Dag, da Slemming sad i Gæstestuen og drak med sine Fæller, traadte da Fogeden med tvende Bysvende ind ad Døren. Og alt, hvad Slemming græd og bad for sig, det hjalp ham ikke det mindste. Overfor alle hans Protester havde Fogeden en Lovparagraf paa rede Haand.
Tilsidst eragtede han, at Slemming inden trende
Solemærker havde at rømme Huset samt betale alle af Forretningen flydende Omkostninger skades
løst.
Da for den slemme Syge i Slemming. Næppe havde Fogeden sluttet Oplæsningen af sin Ken
delse, før Rekvisitus gjorde brat omkring, og idet han nok saa sirlig t bukkede sig, vendte han Bagen mod Fogeden og lod, med Tugt' at melde, i det samme sine Broge falde. En af Bysven
dene, der paa Embeds Vegne havde været med at bade sig i dette Maaneskin, paastod siden, at han tilm ed havde udsendt en Prosit af Røg og Gnister. H vilket Fogeden tog til Protokollen tilligem ed et hastigt Rids af corpus delicti i den Hensigt senere at drage Slemming til Ansvar derfor.
Da nu dette var sket, pakkede Slemming sine Sager sammen og beredte sig med blødende Hjerte til at tage Afsked med Byen, der saa grumt havde skuffet ham.
Men da han senere kom ned i Gæstestuen, var der fuld t af F olk, og det ikke Stoddere og Pøbel, men unge K vinder og Mænd af Byens bedste Huse. A lle havde de forsamlet sig for at se og hilse paa den mærkelige Mand, der havde vovet at vende Bagen til Fogeden og som kunde give Røg og Gnister fra sig paa en saa usædvanlig Maade.
Da Slemming nu traadte ind i Stuen, rejste
sig Lensmandens Søn, Junker Klavs, og bad ham tage Plads i den forsamlede Ungdoms Midte for at nyde et Bæger Vin. Han udviklede i faa Ord, hvorledes Slemming ingenlunde maatte tro, at der der i Byen — saa liden den var — sav
nedes Forstaaelse af en kæk og frisk Foragt for Vedtægt og Sædvaner.
Da begreb Slemming. Og uden at opgive sit Inkognito lod han sit Djævelskab spille og blinke i Folkegunstens Sol som en Diamant og vakte derved den fyrigste Begejstring. Da han tilsidst rejste sig og holdt en uhøvisk Tale, slog de unge Mænd en Skoggerlatter op. De unge K vinder lod vel, som om de intet havde hørt, men i al Hemmelighed lo de ligesaa stærkt som de unge Mænd.
Nu begyndte der for Slemming en gylden T id. Vel blev han dømt til at betale en Bøde for sin Adfærd mod Fogeden, men hans unge Venner skillingede sammen til Beløbet. Og efter- haanden sluttede der sig flere og flere til ham, ja, han blev en søgt Gæst i den driftige Bys bedste Hjem. T h i han forstod saa vel at føje sin ydre Optræden ind under de foreskrevne Om
gangsformer, at han ikke skurrede mod den gode Tone. Og dog bevarede han sin Friskhed som et æggende K rydderi.
Da han nu i nogen T id havde nydt godt af Byens Gæstfrihed, mente han, at det var paa
Tide at gøre Gengæld. Han indbød derfor en stor Del af Byens Indbyggere t il et Gilde.
Efter at Fogeden havde eragtet, at Slemming skulde forlade Gæstgiverstedet, var han trods Værtens indtrængende Bøn til ham om desuagtet at blive boende flytte t lid t udenfor Byen i et lille snehvidt Hus med Have og grønmalet Stakit og Flagstang og Storkerede paa Taget. Der boede han alene sammen med en graa Kat og en gammel trofast Husholderske, der i sin Ung
dom med megen Vindskibelighed havde drevet borgerlig Næring som Natfrøken og som nok endnu ikke var bange for at vise en gammel Kunde en V illig h e d mod beskedent Vederlag, skønt hun ellers med Rette var højt anskreven i Byen for Tugt og Æ rbarhed.
Det var en Forsommeraften, da Slemmings Gilde skulde holdes. Jasminerne aandede tungt og hedt. Luften var saa tæt og saa lun, og det var ganske stille, men alligevel var det, som det hviskede fra alle Træer og Buske og fra de skjulte Grotters Dyb. Det var en af de Aftener, da man for hvert S kridt holder Aandedrættet tilbage og lytter. Og fjern t i Synskresen blinked og blafred usikre Lyn som gækkende og dragende Lygtemænd.
Slemming havde bestemt, at Festen skulde holdes i Haven. Og ved den Om hu, hvormed han hver Dag passede og plejede den, havde han
da ogsaa faaet den gjort til en Plet, der var en Fest værdig. T h i uden Hensyn til Aarstiden vekslede Eftersommerens Blomsterpragt og Frugter med Foraarets og Midsommerens.
Og en ganske sælsom Have var det.
Straks man traadte ind i den, var der Blom ster og atter Blomster. De mylrede op af de omhyggelig plejede Bede, de knejste paa ranke Stængler, de dækkede Jorden i rig og tætvoksende Mangfoldighed. Først var det lu tte r hvide L illie r, Vintergæ kker og T usindfryd, Jasminer og Ka
m elier og hvide Roser, mellem hvilke den gul
blege K aprifoliu m snoede sig frem som en Slange i Paradiset. De hvide Blomster aandede Fred og Stilhed i Sindet, saa enhver af Gæsterne fik en Fornemmelse af at være et ubeskrevet Blad og at have glemt sig bort fra alt Livets Besvær.
Men gik man længere frem i Haven, kom der blaa Blomster i Stedet for. Der hang store Klaser af Syringer, der spillede i det lilla , de var som unge Jomfruer, i hvem de første Elskovs
længsler fæste Bo, og saa var der V io le r, der duftede og duftede og som syntes hensunkne i lykkelige Drømme, og der var dybtblaa Sted
modersblomster, af de næsten helt sorte, der saa ud til at gemme dunkle Hemmeligheder under deres Fløjlsskrud, og i deres Midte lyste en lille gul Plet som et tindrende Katteøje. Men som uskyldige Børn tittede himmelblaa Forglemmigejer
frem mellem de andre Blomster. Og Sjælen fyldtes af milde og styrkende Længsler.
Men endnu længere frem i Haven blev Blomsterne røde og gule. Der var røde Roser i alle Afskygninger, en hel Skala lige fra det undseligt blussende blegrøde til den skingrende, udfordrende Blodets Farve og det ro lig t nydende mørkerøde. Og ind imellem alt dette røde stak gule Iris og Brudelys og Ranunkler deres spil
lende Flammetunger frem . . . Men da Gæsterne naaede denne Del af Haven, skød Blodet op i de unge Kvinders Kinder, og der kom Glans i deres Øjne, saa de lokkede som B lin k fy r fra en dejlig men farefuld Kyst. Og ud fra en Løv
hytte sang en skælvende Tenor til Ledsagelse af en Strengeleg:
Og Ræven sig lister af Hulen ud — E ja !
Det er Majmaanedsnat, gennem Skov, gennem K rat
gaar der brydende Mylder af spirende Skud.
Hr. M ikkel han slikker sig lø nlig om Mund, nu ligger Fru M ikkel i dybeste Blund, hun dansed saa nødig alene til Senge — ho ho, min Putte, sov sødt og sov længe . .
E ja !
For Maanen hun skinner saa lystigt foroven, og nu er det Majmaanedsnat i Skoven, og nu er den knibskeste Jomfru forvoven.
A lt spinder den flyvende Sommer sit Garn — E ja !
Og en sommerhed Vind
kysser fy rig t Skønjomfru paa Mund og paa K ind.
N u sænker sig Natten saa lunt og saa blødt, og Stjernen den brænder saa blødende rø d t!
H vi gaar Du, Skønjomfru, de vildene Veje, hver græsgroet Tue er favnende Leje —-
E ja !
F or Maanen hun dølger sig lis tig t foroven, og nu er det Majmaanedsnat i Skoven,
og nu er den knibskeste Jomfru forvoven . . .
Slemming havde ogsaa en Frugthave, og her var det egentlig, at Festen holdtes.
Denne Frugthave var hans Øjesten. Den var omgiven af en høj M ur, op ad hvilken de frodigste Vinranker slyngede sig med Druer, baade blaa og grønne, der var store som Dueæg.
Ind imellem lyste Abrikoser som smaa glødende Sole, og Ferskener blottede deres grønne Jom
fruelighed. Rundt om i Haven stod der Frugt
træ er, og deres Grene krøgedes under Vægten af Frugterne, der tittede frem under Bladhanget som svulmende Kvindebryster, rede til at gyde deres Saft i den Tørstendes Mund.
Men m idt i Haven — og det var nu næsten det bedste af alt — var der et meget stort og rum m eligt Lysthus.
Og her var der Bal.
M idt paa Gulvet sad, hver paa sin Vintønde, tre Spillemænd. Den ene var skeløjet, og den anden pukkelrygget, og paa den tredie voksede
to mægtige Hugtænder ned over Underlæben.
A lle tre havde de Ansigter, der blussede og skin
nede som blanktpudsede Kobberskjolde, og smaa- bitte Øjne, som det kære Fedt var groet ud over, saa at de kun skimtedes som haarsmale Sprækker. Og saa havde de vældige Hænge- maver, som de havde liggende paa deres Skød foran sig. Paa deres Fedler gned de en skingrende Melodi, der kun bestod af fire Takter, som gen
toges med stedse vildere og vildere Fart. T il disse Toner dansede efterhaanden alle, selv de ældre og adstadigere blev hvirvlede med ind i Vildskaben.
Men fra de tre Vintønder, som de tre Spille- mænd sad paa, strømmede der uafladelig Vin.
En Slags Vin fra hver Tønde, den'ene m ild som den første Kærligheds Taarer, den anden hed og brusende som den røde Synd, den tredie dyb og svimlende som det, Menneskene kalder Lykke.
Mellem Dansene søgte Gæsterne i tættere og tættere Skarer herhen.
Jo længere det skred frem paa Natten, des højere taarnede sig Glædens Bølger. Og mens Fedlerne skreg og Kvinderne hvinede og Mæn- dene rasede, begyndte det at lyne. Lynene tog stadig til i Antal og Styrke, røde, blaa og blæn
dende hvide hvislede de over Himlen, saa den næsten stod helt i Flammer. Og det uden at nogen Torden hørtes. —
Men højt oppe paa Muren, der omgav Frugt
haven, stod Slemming selv. Hans mørke Silhuet tegnede sig med skarpe Omrids mod den luende Him mel. Og som han stod der, slog han en Skoggerlatter op, en Latter, der var som en Mal
strøm i stadig stigende Boblen og Syden. Og Latteren smittede Folkemassen, alle lo med, unge og gamle, Mænd og Kvinder, et hundredstem- migt Kor, der steg og steg, til det tilsidst lød som et eneste umaadeligt Kæmpedyrs Brøl.
Da var det, som Slemmings Skikkelse blev højere og højere, som vilde den vokse ind i selve Him len, mod hvilken den pegede som en uhyre sort Viser. Paa samme T id udviskedes dens L in ie r, Skikkelsen blev mere og mere taaget, sluttelig syntes den helt at opløse sig i D u n s t. . . Og med et ophørte Lynene. Him len blev dybtblaa, og talrige ro lig t skinnende Stjerner tindrede frem. Og inden Slemmings Gæster ret fik set sig om, var baade hans lille snehvide Hus og Storkereden paa Taget og Haven med det grønmalede Stakit og den trofaste gamle Husholderske og Slemming selv forsvunden. I det Sted var der en grøn Eng med højt og saf
tigt Græs og duftende Høstakke. Og rundt om
kring var Engen indhegnet af en dunkel, løn
domsfuldt hviskende Skov, ind i hvilken ensomme Stier slyngede sig.
I den allerstørste af Engens Høstakke sad
de tre fede Spillemænd hver paa sin fede Bagdel og var faldne i Søvn. De drømte hver om sit, og i Søvne gned de Fedlerne hver efter sine Drømme. Det klang som en sælsom Aandemelodi i den stille Nat.
Ved disse Toner blev Gæsternes H jerter fulde af tungsindig Higen. De følte Lede ved al den støjende Lystighed, de nys havde hen- givet sig til i Flok. Og parvis vandrede de da bort — ind i den hemmelighedsfulde Skov ad de ensomme Stier.
Dagen efter ventedes der paa dem rundt om kring i Byens Hjem. Men der kom ingen tilbage — ingen uden en. Det var Lensmandens Skriver, som var forlovet og gik med Mavebælte, hvilket han mente havde bevaret ham fra at lide de andres Skæbne. Og fra ham stammer Beret
ningen om, hvordan det gik til ved Slemmings Gæstebud.
Men Slemming selv viste sig aldrig mere i den lille , driftige By.
K u p é v in d u e rn e s Lysrække gled frem for den lange, lave Stationsbygning, og paa Perronen blev der nogle Minuters myrevims Trængsel.
Der smældedes med Døre, der rulledes med Bagagevogne, der blev raabt og ta lt, uddelt O rdrer og taget Afsked, og et Par ældre In d i
vider, hvem Rejseforvirringen fuldstændig havde overvældet, snurrede hjælpeløst om ovre paa Mellemperronen . . Saa med et lød der et K lo kke
signal, og Lysrækken gled videre ud i Mørket for ude, hvor den brændte sig ind i den sorte
Skovmur.
To Gange daglig strejfede Iltoget Syd paa hastigt den lille driftige By. Endnu for et Par Maaneder siden havde det ligegyldig faret den forbi uden at gøre Ophold, og derfor vakte dets Komme endnu hver Dag en vis Opsigt. Ud fra Gaderne nede i Lavningen, hvor den gamle By laa, kom Folk dryssende op ad Stationsvejen.
Man vilde med egne Øjne nyde Synet af dette Iltog , der var som en Hyldest fra den store
Albert Gnudtzmann: Gadespejlet. 2
Verden til den driftige By, en Anerkendelse af, at den talte med og kunde gøre Fordring paa
• en vis Hensyntagen. Og saaledes var Perronen efterhaanden bleven en M ellem ting af en Prome
nade og en Selskabssal. Der stoltserede nu K on
sulen med sin kælent runde Selskabsmave og førte to Fingre til Hatten, naar nogen hilste, mens den lille P rokurator underdanigt bugtede sit ranglede Juristskelet rundt om ham. Der kom Distriktslægen i uforknyt Passiar med Kon- sulinden, der brugte sit Hørerør som Lynafleder for de mest springske af hans Historier. Der var Postmesteren med sit velbarberede Skuespiller
ansigt og Byfogdens Fuldmægtig, der var Verdens
mand og i denne sin Egenskab højrøstet udtalte overlegne Anskuelser, og Provisoren, der led af Fodsved og ulykkelig Kæ rlighed, og den resi
derende Kapellan, hvis Uldtrøje med indsmig
rende Koketteri viste sig over hans Flip. Der var unge Damer, som hviskede og rødmede og affyrede halvtslørede Øiekast, og rundt om dem svirrede gryende Løjtnanter og unge Handels- mænd, som havde drukket Bittersnapse i Vente
salen og som talte højt og i blomstrende Ord om Forretninger og Fruentim m er og Byens Op
komst. Him len var høj, Foraarsdagen var saa lun og mild, i Stationsforstanderens Have myldrede der Krokus og Vintergækker frem, og enkelte Buske stod med svulmende, lysebrune Knopper.
De unge K vinder gik med aabentstaaende jaketter, og Toldassistenten flunkede i ny Sommerfrakke og med V iolbuket i Knaphullet.
Ganske for sig selv stod en yngre Mand.
Han var rødblond og havde slørede, vandblaa Øjne, hvis U d tryk aldrig forraadte, hvad de havde set og hvad der var undgaaet dem. Hans firskaarne Person var klædt med en kælen og søgt Elegance, og hans Hænder var smaa og fine.
Det var den nye A djunkt, K arl Føbius, der lige var kommet med Iltoget.
Han saa sig om. Dette var altsaa den lille Vraa, hvor hans Tilværelse foreløbig skulde rinde.
Øjensynlig en lille vindskibelig By. En By med mange Spejlglasruder og Forretningsskilte og selfmade men, med Jernbane-Hotel lige overfor Banegaarden og to andre Hotellers Omnibusser ved Toget. En By med Mennesker, der havde store Hænder og smaa Nerver og som talte høj
røstet og lo stærkt og bredt.
. . . Der kom en lille vims Herre hen mod Føbius. Føbius kendte ham — det var Dr. phil.
Pahlen, Latinskolens Rektor. Han var et Par Gange nær ved at snuble af Iver, og da han var naaet hen til ham, greb han hans Haand og rystede den stærkt.
«Goddag, kære A d jun kt Føbius. Maa jeg byde Dem velkommen, velkommen til Byen!
Og haabe, at vi maa komme rigtig godt ud af
det med hinanden. Byen er jo ikke stor me-n hyggelig og dog som et lille aandeligt Knude
punkt for Egnen. Og fredelig nok til at byde H vile for den, der ønsker det . . .»
Rektor Pahlen rynkede Panden opad og rømmede sig. Føbius henkastede noget om V ejret og om Forholdene ved Skolen, og Rektor Pahlen svarede aandsfraværende og blev ved at rynke Panden opad og rømme sig, mens han sugede stærkt paa en udbrændt Cigar. (Han mindede om en gammel tungsindig Gedebuk, tænkte Føbius ved sig selv). Med et greb han Føbius’s Haandkuffert og ilede trods hans Ind
sigelser ind i Ventesalen med den.
Den nye A d jun kt gik langsomt frem og t il
bage. Det var øjensynligt, at hans Tilsynekomst havde vakt stærk Bevægelse hos Perronens P u b li
kum. Der gik som en stille Susen gennem Klyngerne, da han banede sig Vej mellem dem.
(De vejrer Kristenblod, tænkte han).
Men helt henne ved Døren til Ventesalen, som paa Spring til at flygte ind gennem den, hvis nogen skulde finde paa at nærme sig, stod ganske for sig selv en ung Pige. Hendes Dragt var tarvelig, næsten fattig, og hun syntes med F lid at have søgt at give sig et saa ærbart U d
seende som m uligt. Men det skjalv af Livslyst om den friske, fyldige Mund, det tindrede i de store, brungraa Øjne, og en enkelt svær Lok
havde løsnet sig fra det glat kæmmede, mørke Haar og ringlede sig ned over den høje, smale Pande. Idet Føbius gik fo rb i, hørte han en Veninde kalde hende Sigrid, og siden kaldte han hende i sine Tanker altid med dette Navn.
U vilkaarlig smilte han til hende — hvorfor, det vidste han ikke — og et Sekund var det ham, som smilede hun igjen. Men næsten i samme Nu forsvandt hun ind i Ventesalen.
I det samme viste Rektor Pahlen sig, dan
sende af Utaalmodighed. Om Føbius ikke havde nogen Garantiseddel? Og hvor han havde tænkt sig at v ille bo? Og om han ikke vilde forestilles for Overlærer Eskildsen, der glædeligvis netop opholdt sig paa Perronen? Om han havde spist til Middag og om han ikke havde glemt noget i Kupéen? Om han havde sovet godt om Natten og om der ikke var noget, han ønskede V ejled
ning til, inden han forlod Stationen . . .?
Føbius lod sig villie lø st trække med, og i et Nu var han omringet af og præsenteret for en halv Snes stedlige Honoratiores. Han hørte Navne, som han strax glemte igen, saa Ansigter, som var ham ganske ligegyldige, og besvarede Spørgsmaal, som ikke laa hverken ham eller Spørgeren det mindste paa Sinde — alt mens Rektoren trippede rastløs og henrykt om kring ham som en V ild , der danser Krigsdans om Offerdyret.
Hermed var K arl Føbius optagen som Borger i den lille driftige By. Da han lid t efter sam
men med Rektor Pahlen gik op gennem Ga
derne, var det ham, som havde han allerede levet der i over Aar og Dag.
K a r l Føbius lænede sig ud ad Hotelværelsets Vindue og lod den kølige Nattevind stryge hen over sin Pande. Gaden laa tyst og tom ; kom der nu og da en enkelt Fodgænger, hørtes hans Skridt i Stilheden, lige til han var drejet om Hjørnet. Lige overfor H otellet laa Husene døde og mørke. Over dem kuplede sig en maaneløs Him mel uden Skyer, og kun Stjernernes talløse Flokke stirrede gennem Mørket med deres tavse og lidenskabsløse Glød.
Nede fra Gæstestuen hørtes der næsten uafbrudt en underlig snøvlende og knurrende Lyd, som af En, der taler i Søvne. Ind imellem skrattede en hæs Brændevinslatter. Undertiden steg den knurrende Lyd, saa den næsten blev som et v ild t Dyrs B rø l, og hver Gang dette skete, syntes Latteren helt at tage Magten fra sin Ophavsmand. I enkelte Ø jeblikke var der Tavshed, og man hørte saa kun K lirre n af Glas og en dyb Snøften.
Det var kun faa M inuter siden, at Føbius
havde været med i Laget, og endnu saa han den hele Scene for sig: den lange, magre Overlærer Eskildsen med det fjottede Smil i sit visne Knokkelansigt, med Øjnene slørede af Rusen og det tynde, hvide Haar strittende til alle Sider, siddende paa Buffeten med Benene dinglende ned, svingende et mægtigt Toddyglas og stadig udstødende denne besynderlige Knurren, der kun nu og da formede sig til Ord og Sætninger. Lige overfor ham, helt fyldende en mægtig Lænestol med sin massive Krop, Byens største Skatteyder Købmand Ravsted, hvis Mave stadig hoppede af Latter over Eskildsens mislykkede Forsøg paa at gøre sig forstaaelig. Og vimsende rundt om dem begge den lille smiskende Hotelvæ rt, der søgte at opflamme Ravsted til nye Indfald og som knebrede med sin underdanige Plebejer-Latter, hver Gang Eskildsen prøvede paa at parere dem.
Det hele paa Baggrund af Gæstestuens fedtede og falmede Elegance og ombølget af tætte Skyer af Tobaksrøg og Toddy-Em.
En herlig Aften havde det været! Eskildsen, der om Eftermiddagen, da Føbius blev forestillet for ham, havde været tør og stiv som en Loga
ritm etabel, havde her vist sig fra en ganske anden Side. Han havde sunget skæmtefulde Viser og fortalt Historier, og man havde spillet Hasard om D rikkevarer og drukket om Kap saa længe, til Eskildsen ganske havde maattet opgive
Ævred. Saa havde Føbius trukket sig tilbage, og Ravsted var gaaet hjem. Men endnu sad altsaa Eskildsen der nede sammen med Værten.
Og nu, da Føbius var alene, kom der en egen Følelse af Uro over ham. Han vidste, at han aldrig før havde tru ffe t Eskildsen i Livet, og alligevel var det ham, som havde han en Gang tidligere mødt dette B lik, disse matte, be
drøvede Øjne, i hvilke der kun nu og da skim
tedes som et flakkende Skær af en Ild, der var ved at dø, dette U d tryk af Lidelsesslaphed, der prægede det gustne Ansigt . . . Han vidste ogsaa, at det ikke var gledet flyg tig t forbi ham, men at et Sted i hans Sind der sad endnu de dybe og varige Mærker deraf.
Længe ledte han forgæves i sin Hukommelse, og paa en Gang stod det kla rt for ham: det var jo Jørgen, Jørgen Bern, han var kommen til at tænke paa! Netop med dette B lik havde han set paa ham Dagen efter Katastrofen, da de mødtes paa Gaden.
Hvor han huskede den Dag! Helt fra om Morgenen havde han slentret om i en underlig ligeglad Stemning. Han havde talt med Mennesker uden senere at kunne mindes, hvad de havde sagt, og han havde gaaet lange Ture uden at kunne gøre sig rede for, hvor han havde været henne. Det var, som slumrede alle hans Tanker i ham . . .
. . . Men saa var det, da han i Skumringen gik ned ad Strøget. Ansigt paa Ansigt gled forbi i Sværmen, Ansigter, som han kendte, og A n sigter, som var ham fremmede, men ikke et, som optog hans Sind. Pludselig der m idt i den g li
dende Strøm af Mennesker havde han mødt Jørgens B lik, og det havde været for ham, som havde et Skrig løftet sig i en Selskabssal med pludrende Gæster. Kun et Sekund havde dette B lik hvilet i hans, og det havde aldrig strejfet ham senere . . .
Sent om Aftenen, da han kom hjem til sig selv, var det saa, han havde faaet at vide, at Fru N e lly havde begaaet Selvmordsforsøg.
Han vendte sig bort fra Vinduet og gav sig til med lange Skridt at gaa op og ned ad Gulvet i Hotelværelset. Saa ofte han tænkte paa det, paakom der ham Lede ved det Kærlighedsforhold, han da havde været hildet i. Han følte Afsmag ved den A rt Sypige-Romantik, der mener sig fo r
pligtet til at sætte et tragisk Punktum med G ift
flasken i det Ø jeblik, den drages frem til Ansvar, og dobbelt tarvelig syntes den ham efter al den kække Fryd, hvori N e lly og han et halvt Aar igennem næsten hver Dag havde sænket sig.
Nej, aldrig skulde han kunne tilgive hende dette:
Deres Kærlighed kunde senere hen i Livet have været som en Blomst mellem en triv ie l Bogs gulnede Blade, og nu havde hun forvandlet den
til en banal og la tte rlig Avishistorie. I hvor ynkeligt et Skær stod nu ikke hin Aften, da Jørgen uventet traadte ind i Stuen, hvor de sad sammen, og N e lly bleg og skælvende sank sam
men under hans B lik ! Hvad i al Verden havde hun været bange for? For Jørgens Hævn? Hoho, den stille og fine Jørgen, han hørte nok ikke til dem, der bru talt mødte frem med Revolveren!
E lle r var det Samvittighedsnag? Hun, som ingen
sinde havde rødmet ved Tanken om sin Mand, selv ikke m idt i den hede, blussende Synd! Intet behøvede hun heller at opgive uden det Æ gte
skab, som hun forlængst havde brudt. Han, Fø- bius, vilde have vedkendt sig hende for Gud og Mennesker . . . Det hele kunde have været ordnet fredeligt og uden Skandale.
Men altsaa — hun havde foretrukket Skan
dalen, og bagefter havde hun været angergiven og havde bedt om Tilgivelse. Og Jørgen, Jørgen
— ak, hvor kunde han gøre det — han havde taget hende til Naade, da hun var kommet ud af Hospitalet, og levede nu sammen med hende etsteds i en Afkrog af Landet, hvor han havde slaaet sig ned som Læge. Han selv, Føbius, var bleven tilbage paa Skansen, havde søgt de samme Steder og de samme Mennesker som før, havde været ligegyldig for alle forskende Blikke og alle halvt dulgte Hentydninger. Men der havde ikke mere været nogen Glæde for ham i
det Liv, han var vant til. Det var blevet ham som en tung og trykkende Klædning, som han om Morgenen tog paa fuld af Længsel efter at kunne smøge den af sig igen om Aftenen. A lle disse Interesser, som før havde optaget ham, alle de Sympatier, som han havde været rede til at bryde en Lanse for — alt det var ham nu kun en tom og besværlig Staahej. Og han var bleven grebet af Higen efter at komme bort fra det alt
sammen — ud til saadan en lille fredsommelig Plet som denne, hvor menneskelig Attraa endnu viste sig under Former, der var en Smule op
rindelige, hvor K ulturbarken var tynd og blød og frisk og endnu ikke havde aflej ret sig i det ene haarde og træede Lag efter det andet . . .
Og saa skulde han her møde disse Øjne, dette B lik, som han aldrig skulde kunne glemme.
Han holdt pludselig sit Aandedræt tilbage.
Han havde ikke før nu lagt Mærke til, hvor her var stille. Nedenunder maatte øjensynlig Eskild- sen være gaaet hjem og Værten have lagt sig til Ro, thi der hørtes ikke mere en Lyd der nede fra. Ikke en A ntydning, ikke et Aandedræt af L iv . . .
Det var længe siden, at han havde kendt denne fuldkomne Stilhed. Det var som en stor Tomhed, som kvalte en usynlig Kæmpehaand alt Livet om ham. En Haand, der strøg ham is
nende hen over Haaret og ned ad Legemet . . .
En Natsværmer fløj mod Ruden, Føbius for sam
men ved denne Lyd og ventede uden at røre sig paa, at den skulde gentage sig. Der gik Sekund efter Sekund, men det skete ikke. Og bestandig syntes Stilheden at tage til. Det var, som blev den haandgribelig, som pressede den paa fra alle Sider. Han følte sig nedsænket i et stort Vand, hvis Brusen han mere kunde fo r
nemme end høre, fordi hans Øren var tilstoppede.
Fra alle Kroge af Værelset vældede den frem, denne Stilhedens sorte Bølge, og den lagde sig tung og døvende over hans Sanser . . .
Han famlede efter Tæ ndstikker paa Bordet, men han kunde ikke finde dem. Og hver Gang han rørte sig, var det, som om der i Værelset var et Menneske til, der satte sig i Bevægelse , samtidig med ham selv. Men naar han saa standsede og holdt Aandedrættet tilbage, var alt igen dødsens stille. Han havde mest Lyst til at styrte ud af Værelset, ud i det fri, men han vilde ikke lade sig besejre. Med en Kraftanstrengelse tog han sig sammen. Han gik hen til V induet og lod Rullegardinet falde. Ved Lyden gav det et Sæt i hans Nerver, men han tvang dem atter i Ro. Ganske langsomt begyndte han at klæde sig af. Han tog sin Frakke af og overvandt sig til koldblodig at lede efter en Knage, in d til han fandt en, og han gjorde det som en Mand, der
har gode Stunder og hvis Tanker lade sig flyde mageligt og rolig t afsted . . . .
Men paa en Gang tumlede han et Skridt tilbage, thi der henne — der i H jørnet, der skimtedes der som et Ansigt, et graablegt og fortrukke t Fjæs, hvis Omrids og Træk var ud
viskede, men hvis Øjne syntes ham at vide sig ud i en stor og forfærdende Stirren. Det varede næppe et Sekund, før han var paa det rene med, at Ansigtet var hans eget B illed i Toiletspejlet.
Men hans Nerver var nu paany vakte til en d ir
rende, skælvende U ro , som det ikke var ham m uligt at beherske.
Han lo med en kort, haanlig Latter. Stod han ikke her og var mørkeræd som et Barn, der har faaet sin lille Brakhjerne proppet fuld af Eventyr om overjordiske Væsener og som ser^
fantastiske Skikkelser m ylre frem fra alle Kroge, naar det bliver ene i Mørke. Men hans Latter stivnede, thi pludselig var det, som hørte han lige bag sig ganske sagte, lurende Skridt. De kom nærmere og nærmere — nu syntes de at være helt henne hos ham. Og paa samme T id var det ham, som hørte han en tilbagetrængt Stønnen af En, der var i Nød, og Lyd af Hæn
der, der famlede sig frem i Mørket.
Med et blev det ham kla rt, at Lyden ikke skrev sig fra selve Værelset men ude fra K orri-
doren. Og nu aabnedes Døren ud til denne ganske sagte.
Føbius havde uvilkaarlig søgt hen i det mod
satte Hjørne af Værelset. Det var ikke til at tage fejl af, der kom virke lig nogen ind ad Døren, en høj, sort Skikkelse, paa hvilken kun Ansigtet lyste blegt i Mørket. Og Skikkelsen skred langsomt fre m , som følte den sig for og var bange for at snuble, lige in d til den var naaet frem til Midten af Værelset.
Da tog Føbius sig sammen. Han gjorde et Par Skridt frem mod den Ubudne, og i en barsk Tone spurgte han:
«Hvem er det?»
Der hørtes intet andet Svar end en lallende og stønnende Lyd.
Føbius gentog sit Spørgsmaal.
Nu formede den hjælpeløse Lallen sig til O rd :
«U n d s k y ld ---undskyld . . . »
Føbius kendte Stemmen. Og med det samme vandt han hele sin Aandsnærværelse tilbage. Han fandt Tændstikkeæsken paa Toiletbordet og tændte Lys. Ved Skinnet af det saa han Eskildsen staa m idt paa Gulvet med stirrende Øjne i det gul
blege Dødningeansigt, seende sig hjælpeløst og vildsomt om i Værelset.
«Jeg kunde ikke sove,» mumlede han. «Und- skyld . . . »
Føbius var lige ved at briste i Latter. Over
læreren saa saa pudsigt angergiven ud, at det var vanskeligt at holde Alvoren oppe. Og Ind
trykke t var saa meget stærkere, som det kom lige ovenpaa den Tilstand af Ophidselse, hvori han nys havde befundet sig.
«Jeg vidste ikke, at De boede her paa Ho
te lle t,» sagde Føbius.
«Ikke altid — ingenlunde altid. Det er kun, naar jeg — ikke er rask.»
«Hvad fejler De saa?»
«Jeg er ikke rask, siger jeg Dem jo.» Det kom vredt og fortvivlet. «Herregud, jeg er ikke rask. Jeg kender lid t til Værten der nede — og saa er han saa venlig . . . H vorfor ser De saadan paa mig?»
«Jeg ved ikke af, at jeg har set paa Over
læreren.«
«De tro r naturligvis, at jeg er fu ld .»
«Men, Hr. Overlærer . . .»
«Jo, vær ærlig, det tror De. Det har De ogsaa Grund til at tro. Hele min Opførsel tyder paa det — det ved jeg godt. Men jeg er aldeles ikke fuld. Jeg er kun en Mand, der har levet Livet. Har De det? Kender De det? . . . Jeg saa en Gang i en Cirkus nogle Fyre, der skulde lære at staa paa Ryggen af en Hest, mens den løb rundt. Det kneb, skønt de havde et Toug om Livet . . . . Det er det, man maa have, ser
De — altid et Toug, som er gjort fast i Cen
trum af den hele Manege — ellers gaar det galt, og man bliver til Grin for Klow nerne . . . K low - nerne er de lykkeligste Mennesker paa Jorden Kender De Ravsted?»
«Ikke før nu i A fte n .»
«Ravsted er en K low n, og jeg hader ham.
Har De set ham ind i hans sminkede Fjæs . . . ? Jeg siger sminket, for det er balsameret ind i Løgne, der ligger det ene Lag ovenpaa det andet. G em ytlig Svend, gammel lystig Gut, skikkelig Borger — ho ho, skrab det af ham, siger jeg, saa skal De bare se!» Han gik hen til Føbius og saa ham stift ind i Øjnene. «Jeg har set ham, jeg har set hans Ansigt, jeg kender ham. Han er en K lo w n , som gaar om med sminket Fjæs og lader sig falde paa sin tykke Bagdel for at G alleriet skal klappe. Byd ham en Hundredkroneseddel for at lade sig spytte i Ansigtet, og De skal se, han tager imod det.»
«Jeg fik ellers det Indtryk, at Overlæreren og han stod paa den bedste Fod med hinanden.»
Eskildsens Ansigt fik et listigt og forslagent Udtryk.
«Det gør vi ogsaa. Det tro r alle Mennesker, det tro r han selv med. Men naar Ø jeblikket er der, naar Ø jeblikket er der . . . »
Han nærmede sit Ansigt tæt til Føbius’s og saa ham ind i Øjnene.
Albert Gnudtzmann : Gadespejlet. 3
«Jeg har en D atter, ser De. Det er hele Sagen.»
Saa drev han hen over G ulvet, og uden at sige noget rullede han Gardinet op. I det samme slog K irke ure t to. En Træ kvind for ind i Stuen og truede med at slukke Lyset, der stod tændt paa Toiletbordet og hvis Flamme viftede usikkert frem og tilbage. I dets blafrende Skær voxede Eskildsens Skygge og forlængede sig helt hen over det hvide Loft.
«Jeg skal gaa,» sagde han hæst. «De hører ikke efter, hvad jeg siger. De tror, det er Gal
mands Snak. Det tro r de Fleste. Og jeg er lige glad. Jeg er saa usigelig fortærende lige glad. Jeg gaar. Jeg gaar altid, naar jeg mærker, at man ikke ønsker m it Selskab. Jeg bukker — forstaar De — bukker høfligt — og saa er jeg borte. Som en Aand, som et Luftsyn . . . Jeg har den Evne, mellem os sagt, at jeg kan være der, hvor jeg ikke er, og være forsvundet der, hvor jeg er.»
Han havde fjernet sig nogle Skridt fra Føbius.
Men nu gik han paa en Gang igen frem imod ham og stillede sig lige foran ham.
«Før jeg gaar, v il jeg dog sige Dem lid t om
ty
Livet, unge Mand . . . Livet er ikke for dem, der v il leve det, det er kun for de Kvægpander, som sidder med det i Hænderne og lader det drysse bort mellem Fingrene paa sig. Saadan
nogle som Værten her neden under — for dem er det. Hans Hjerne er af Tykm æ lk, og han gaar med sin Sjæl i Pengepungen . . . Kender De den menneskelige Lidenskab, min Herre? Det er en la tte rlig T in g , det er ligesom et overflødigt H jul i en Maskine, et ganske fjo lle t og sindssygt H ju l, som altid snurrer rundt og som aldrig v il staa stille og som driver noget Spillevæ rk, som slet ikke skulde have været i Gang . . . Har De nogensinde følt Jorden synke under Dem, Højst
ærede? Saadan, at De maatte gribe for Dem ? Og har De saa grebet det rette? Ja, for det er Sagen, det er netop Sagen. Og derfor er Livet en skidt Indretning . . . .
Men jeg vil ikke opholde Dem længer. De bor her i dette Værelse, og nu v il De til Ro.
Jeg finder det fuldkommen berettiget, og derfor siger jeg Dem Godnat. Det skulde være mig kært, om vi traf sammen senere, det har været mig en Fornøjelse at tale med Dem.»
Han sagde disse sidste Ord i en fuldkommen behersket Tone og gik hen mod Døren. Uden at Føbius havde Rede paa, hvordan det gik til, var han forsvunden gennem den. Og det var um uligt at høre hans S kridt paa Trappen.
Saa gik Føbius til Ro. Men det varede længe, inden han kunde falde i Søvn.
3*
R e k to r Pahlen havde indbudt til en Hæders
middag for den nye A djunkt. I den Anledning havde Huset et Par Dage igennem været i en fuldkommen Opløsningstilstand. Overalt var der Mad. Ude i Køkkenet herskede en Kogekone, som tilendebragte den ene Gryde- eller Pandefuld efter den anden af forskellige Dekokter, stegte og bagte Ting, og disse Fødemidler blev efter- haanden anbragte rundt om i Stuerne, paa Kakkel
ovne eller i Vinduskarme, hvor de henholdsvis varmedes og afsvaledes. Mellem de forskellige G ryder, Potter og Pander gik Rektorinden og Frøken Pahlen om kring i en stille Betagelse. De kiggede en Gang imellem i en Kasserolle hist og en Gryde her og nøjedes ellers med at gøre Kogekonen unyttige Spørgsmaal. Men saa kunde de med et blive grebne af en hysterisk V irk somhedstrang og gøre Forsøg paa at vriste Sleven af Kogekogens Haand. Forsøg, der ofte tørte til lidenskabelige Kampe, men som ufravigelig
mislykkedes og endte med, at Kogekonen fordrev de to Damer fra Køkkenet.
Fru Pahlen og hendes Datter havde nemlig kun et meget ufuldkom m ent Begreb om Mad.
De var begge lid t sortsmudsede — Moderen mest, Datteren m indre — og holdt af at gaa i Morgen- Slobrok hele Dagen igennem. De var altid i stærk aandelig Gæring. Idelig modtog de Besøg fra Omegnen af buskede Mennesker, der drak Kaffe med Hvedebrød i Rektorens Dagligstue og efterlod tydelige Mærker af deres Støvler paa Gulvet. Og rundt om kring i Værelserne flød der med Tidsskrifter og Maanedsblade, Aars- beretninger og O plysningsskrifter til Fremme af de mange forskellige Sager, som Rektorinden og hendes Datter optoges af.
Rektor Pahlen selv blandede sig kun sjæl
dent i noget af dette. Han saa, som han selv udtrykte sig, «historisk» paa Tilværelsen og be
tragtede alle menneskelige Bestræbelser som nød
vendige Led i en U dvikling, saa at de hver for sig først kunde bedømmes, naar denne U d vikling var tilendebragt og de altsaa kunde ses i tilbage
skuende Perspektiv. Det meste af sin T id t i l bragte han mellem sine Bøger i Studereværelset, hvis Vægge og Loft var sværtede og hvis Lu ft var mættet af mange Aars Tobaksrøg. Her trip pede han om, rastløs som en Mus under L u ft
pumpen, og slog utallige Blæ kklatter paa Skrive-
bordet, Gulvet og sin egen Person, mens han stadig gjorde Notitser paa smaa Papirstrim ler.
Disse S trim ler var ganske uundværlige for Rek
toren. De vrim lede paa hans Skrivebord, de hang ud af hans Bøger, og hans Lom m er var fulde af dem. Uden dem var han fuldstændig i Vilderede overfor alle mødende Spørgsmaal i Livet.
Im idlertid var Rektor Pahlen i Virkeligheden en god Familiefader, og naar en Fest som denne stod for Døren i hans Hus, satte han gerne alle Hensyn til Side for at kunne bidrage sit til at forberede den saa godt som m uligt. Han havde ved saadanne Lejligheder Papirstrim ler med Gæ
sternes Navne, han havde andre Papirstrim ler, hvorpaa han havde optegnet, hvilke Damer H er
rerne skulde have til Bords og hvem der ikke maatte anbringes ved Siden af hinanden. Han havde en Strim m el med Vinene og en med Retterne, en med de officielle Taler og en med Taksigelse for den Skaal, der vilde blive udbragt for ham selv, en med en Fortegnelse over dem, der spillede L ’hombre, en anden med dem, der foretrak W hist, og endelig en med dem, der slet ikke spillede Kort. Ved Hjælp af dette mange
dobbelte Bogholderi søgte han at forenkle hele Festens Maskineri saa meget som muligt. Men i sine Bestræbelser for at indprente Systemet i sin Husstand mødte han en sej Modstand
baade hos sin Hustru og Datter og hos Koge
konen og Pigerne. En Fests Nærmelse beteg
nedes derfor gerne i det Pahlenske Hus ved op
rivende Stridigheder, som i Reglen endte med, at Rektoren samlede sine P apirstrim ler sammen og gik ind til sig selv, hvor han skrev endnu flere S trim ler og slog dobbelt saa mange Blæk
klatter som sædvanlig.
— — Føbius havde givet Møde i god T id i den Tanke, at saa var vel Byens Sæd. Han vidste ikke, at netop i det Pahlenske Hus mødte man efter stiltiende Overenskomst altid mindst en halv Tim e efter den fastsatte T id , idet man ellers udsatte sig for at berede Rektorfam ilien de ubehageligste Overraskelser. Som Følge deraf tra f han Husets Damer i Paaklædninger, der endnu befandt sig paa et ret umodent U dviklings
trin, medens Rektoren netop var i Færd med at gnide sit hvide Slips af med Benzin. Men Mod
tagelsen var ikke mindre hjertelig for det. Og mens han i Havestuen ventede paa, at de andre Gæster skulde vise sig, underholdtes han jævnlig gennem Døren, der stod aaben ind til Sove
værelset, af de to Damer, der her inde foretog smaa Forbedringer ved deres Pynt.
Omsider indfandt da de øvrige Gæster sig.
Det var, da de var samlede, kendeligt, at de delte sig i to Lejre. T il den ene hørte de fleste af Latinskolens Lærere, Postmesteren og Kapel-
lanen samt Toldassistenten. T il den anden Byens Levem æ nd: Konsulen, Købmand Ravsted, Prokuratoren, Distriktslægen og Byfogdens F uld
mægtig. Provisoren havde længe været paa det sidste P a rti, hvor dog hans Fodsved svækkede hans Popularitet, men siden der til denne L i
delse havde slaaet sig u lykkelig Kærlighed, var han gaaet over til Intelligenspartiet. De to Lejre var adskilte ved en dyb aandelig Kløft og kæmpede stadig med Bitterhed om Indflydelsen paa den offentlige Mening. Og Forskellen mel
lem dem viste sig blandt andet ogsaa i det for
skellige Standpunkt, de Mand og Mand imellem tog overfor Rektor Pahlens Middage. T hi medens disse formedelst deres Umiddelbarhed i materiel Henseende var berygtede indenfor Levemændenes Kres, stod de paa Grund af Familiens høje aandelige Standpunkt i høj Kurs hos Intelligens
partiet.
Ved Bordet havde Rektor Pahlen sørget for, at Selskabets to Bestanddele blev blandede, og Tvedelingen traadte derfor kun svagt frem. Men helt umærkelig var den dog ikke, idet Leve- mændene ved en kølig Tilbageholdenhed demon
strerede overfor Rektorens Vin, mens Intelligensen spiste og drak af Hjertens Lyst — en Foreteelse, som Rektor Pahlen trods al anvendt Umag ikke formaaede at give nogen rim elig Forklaring. Og efter Bordet uddybedes K løften, idet de to Par-
tie r strengt holdt sig hver for sig. I Dagligstuen samledes Damerne og Kunsten og Videnskaben om Værten, men inde i Rygeværelset sad Leve- mændene med Ravsted som M idtpunkt og rugede, tavse og ubevægelige som træskaarne Afguds
billeder, over deres utilfredsstillede Længsler, idet de søgte Oprejsning ved at ryge deres egne C i
garer, som de havde bragt med. In d til Kortene kom paa Bordet og fængslede deres Tanker.
Føbius holdt sig til Dagligstuen. T h i her var den, der ene optog hans Sind: Sigrid, den sortlokkede unge Kvinde, som han havde set paa Banegaarden den første Dag, da han kom til Byen.
Hvilken Overraskelse havde det ikke været for ham at træffe hende her! Sandelig, da hun sammen med Overlærer Eskildsen var traadt ind i Stuen — han havde halvt om halvt anset det for et Blendværk. Og hans Forbavselse var stegen, da den gamle Overlærer havde forestillet hende som sin Datter. Han havde, siden han kom til Byen, ikke kunnet løsrive sine Tanker fra hende, og han var næsten en Smule ærgerlig over, at dette var Løsningen paa den Gaade, hvem hun kunde være og hvorfra hun stammede.
Allerede havde han i sine Tanker omgivet hende med en Taage af hemmelighedsfuld Romantik.
Nu skiltes denne Taage, og hun traadte ham i
Møde, haandgribelig og virkelig, i nedringet Sel
skabsdragt og med lange Handsker.
Han kunde ikke ret bekvemme sig til at nærme sig hende. Hvem kunde vide — der kunde være en uskøn Klang i hendes Stemme, eller hun kunde røbe smaa og fattige Tanker.
E lle r maaske, naar han kom hende nær, kunde hendes S m il, der nu i sin Pludselighed var saa forjættende rigt, synes ham uden Sjæl. H vorfor da bryde den skønne Illusion, før nødvendigt var? Sad han ikke her lunt og godt, nedsænket i hyggelig og velbehagelig Beskuen? Var det ikke som i sød Uvirksomhed at nyde en Sommer
aftens smukke Udsigt, lade Øjet dovent følge Bølgernes sagte Vuggen, den rolig t vajende Fjer
busk af Røg fra en Bondehyttes Skorsten og de lange, sindige Aaretag fra en Fiskerbaad? . . . Han saa de Omstaaendes Samtale spejle sig med hurtige B lin k i bendes mørke Øjne, saa Blodets svage Rødme farve hendes matgule Ansigtslød.
Han kunde frit lade sit B lik dvæle ved hendes lange, smalle Haand, der lid t nervøst legede med Sofaens Kvast, følge Legemets svaje og smidige Linier, bevogte den lille , slanke Fod, naar den nu og da gled frem under Kjolen. Hvad skulde han da kunne ønske sig mere?
Hvordan i Alverden var hun bleven en Datter af Eskildsen? Denne gamle Særling, som om Natten i Dunst af Alkohol og slette Cigarer
og i Selskab med brutale Spidsborgere krængede sin havarerede Sjæl, mens han om Dagen paa Skolen var utilgæ ngelig som en Mumie og ikke syntes at ane, at nogen kendte hans Færd om Natten. Forgæves søgte Føbius at genfinde Sigrids Træk i hans gustne Knokkelansigt. Ikke desto mindre var det ty d e lig t, at Eskildsen omfattede hende med den ømmeste Faderkærlighed. Hans B lik strejfede hende stadig, ogsaa naar han var nedsænket i dyb Samtale med andre. Naar han saa paa hende, forekom det Føbius, var der en egen tindrende og varm Glans i hans Øje, men paa den anden Side var det, som vilde han undgaa, at hun lagde Mærke dertil. Og nu, da hun sad der alene, syntes han halvt sky at over
veje, om han skulde nærme sig hende.
Eskildsen mærkede, at han blev iagttaget.
Et Ø jeblik mødte hans B lik hvast og spejdende Føbius’s, saa fæstedes de begge to ved Sigrid.
Og fra nu af havde Føbius det In d try k , at den anden med lurende Mistænksomhed fulgte hans Bevægelser . . .
Samtalen i Selskabet var im id le rtid boblet op til en stor Debat. En ung Godsejer fra Om
egnen var netop for nogle Dage siden flygtet bort fra sin bornerte og hverdagsagtige Hustru med en bekendt Koncertsangerinde, og man drøf
tede nu med stor Iver Berettigelsen af dette Skridt. Læreren i Naturhistorie, Ellebo, en ung
Mand med ukæmmet Fuldskæg, tvivlsom t Linned og et sygeligt, be brille t Ansigt optraadte som den offentlige Anklager overfor de Elskende. Provi- soren, der i al Hemmelighed havde en Kognaks- toddy staaende i Rygeværelset, som han nu og da besøgte, mens han officie lt var knyttet til Sherryen i Dagligstuen, havde i Ihukommelse af sine egne H jertelidelser gjort sig til Talsmand for Lidenskabens Ret i det videst mulige Om
fang. Han støttedes af et Par ældre ugifte Frø
kener, og Rektor Pahlen sluttede sig til den ideale Livsopfattelse, der laa bag ved hans Ord, mens de gifte Damer gennemgaaende havde slaaet sig paa Ellebos Mening.
«Lidenskabens R et,» sagde Ellebo, «hvad v il det sige? Jeg anerkender overhovedet ikke Lidenskaben. Den er mig antipatisk, fordi den er irra tio n e l.» Og han gjorde en Haandbevægelse, som om han afviste en næsvis og paatrængende Tigger.
«Da er det værst for Dem,» sagde Provi- soren. Han var bleg af Vrede.
Rektor Pahlen havde været inde i sit Væ
relse for at raadføre sig med sine Papirstrim ler og tog nu O rdet:
«Jeg tror, at Provisor Petersen fø le r det rette, selv om han ikke har Ret. En af vore store Mænd har sagt, at for at være sig selv maa man ogsaa kunne komme ud af sig selv.
Og derfor maa vi utvivlsom t have Agtelse for den Personlighedens Styrke, der bryder alle Skranker. A lterius non sit, qui suus esse potest, siger Paracelsus, og det kommer da an paa, om man virke lig er sig selv, idet man ikke mere er sig selv. — Ikke sandt, Provisor Petersen, ud
trykker jeg ikke Deres Mening?»
«Jo — o, naturligvis. Og derfor synes jeg ogsaa . . . »
«Altsaa: Problemet flyttes fra den sociale Sfære over i den individuelle. Personligheden præger Handlemaaden, ikke om vendt.»
«Ja undskyld, • Hr. R ektor,» sagde Ellebo,
«men jeg finder denne Anskuelse noget farlig for Samfundet. Jeg ved meget vel, at den for
fægtes af en stor Del af den nyere L itte ra tu r - en Poesi, jeg iøvrigt ikke anerkender — men jeg tillader mig alligevel at opponere. H vor er nemlig Grænsen?»
«Grænsen!» sagde Rektoren, som nu be
gyndte at blive ilter. «Grænsen er der, hvor det urene og kødelige begynder, som er vor op
rindelige Menneskenatur imod. Enhver Liden
skab, som er lav og smudsig, den har ingen Ret.
Overfor den gælder Schillers O rd: «Ein edles Herz bekennt sich gern von der V ernunft be- siegt.» Men den Lidenskabens høje og rene Flamme, som peger opad, mod det blaa, mod Idealerne, for den maa virke lig alle ydre Fornuft-
hensyn vige. Det troede jeg dog oprigtig talt, at alle rettænkende Mennesker kunde blive enige om, A d jun kt Ellebo.»
«Ja — er Kæ rlighe’ mellem Mand og Kvinde maaske ikke en æ’ el Følelse?» skummede Provi- soren. Han kunde kun med stor Vanskelighed udtale det bløde d og sløjfede det derfor, naar han kom i O prør eller blev begejstret.
«Det er en n yttig Følelse. Den befolker Jorden. Forsaavidt den gør det paa hensigts
mæssig Maade, kan man gerne kalde den be
rettiget. »
«Hensigtsmæssig! Hvad kalder De hensigts
mæssigt ?»
«Jeg kalder det hensigtsmæssigt at sætte Børn i Verden, naar der er skabt et nogenledes sikkert Grundlag for deres fysiske og økonomiske Trivsel. Og saa at det iøvrigt sker under de Former, Samfundet kræver.»
Men nu blev Rektor Pahlen vred:
«Jeg vilde finde det sørgeligt, om Mange tænkte som De, A djunkt Ellebo. Meget sørgeligt.
Lad os dog endelig se lid t aandeligt paa aande- lige Ting. Jeg ved med mig selv, at var jeg af Deres Anskuelse, saa vilde jeg føle Kærligheden som en Nedværdigelse.»
«Ja, jeg ogsaa,» sagde En af de gamle Frø
kener indigneret.
«Men hvad mener A d jun kt Føbius om den Ting?» sagde en anden ældre Frøken.
«Ja, lad os bare høre, hvad A d jun kt Føbius siger.» Rektoren saa ud, som om han skulde høre en Elev i sin Lektie.
Føbius kastede et hurtigt Sideblik til Sigrid.
Hun havde h id til siddet tem m elig ligegyldig for Samtalen. Nu bøjede hun sig forover med et optaget U d tryk i Ansigtet.
«Jeg mener,» sagde han, «at de, som v il have Kærligheden bastet og bundet, og de, som v il have den spændt som Træ kdyr for den borger
lige Samfundsudviklings tunge Karosse, de har tusind Gange Ret. Det er jo dog kun de unyt
tige eller skadelige Planter, der har P rivilegium paa at kaste deres Frø, som det kan falde bedst, og ingen v il sætte Mennesket i Klasse med disse ringeagtede Vækster. Jeg er af P rincip en T il
hænger af enhver L o v, som ordner det erotiske L iv , og det var maaske det heldigste, om Sam
fundet vilde tage det hele i sin Haand, saa at man f. Ex. fik sig en Kone tild e lt af Øvrigheden, naar det var En tjen ligt og naar man havde godtgjort, at man var i Stand til at forsørge en Familie. Nu maa vi nøjes med den offentlige M ening, som sætter sit skarpe Stempel paa en
hver uheldig Forbindelse. Men den er ogsaa aarvaagen og ubøjelig. Den er som en hemmelig
Ret, der har sine Spioner allevegne, og som dømmer skaanselløst og fry g te lig t.»
«Det er med andre Ord Bysla’eren,» sagde Provisoren harmfuld.
«Ja, det er ganske rig tig Bysladderen. Den hæderlige, rettænkende Bysladder. Jeg frydes, naar jeg hører den stemme sine Instrumenter, først usikkert gribende efter den Tone af Skade
fryd, af hvklet Medlidenhed, af falsk Indignation, der passer til Lejligheden, saa mere og mere taktfast, stigende fra en svag Hvisken til et bru
sende K or, der tvinger Unge og Gamle til at stemme i med, saa det tilsidst bliver en Folke- hymne, der klinger over det ganske Land. Ja, jeg holder af Bysladderen. Jeg tro r ikke, vi kan undvære den. Den holder Godtfolk tilbage fra Dumheder og unyttige Udskejelser — og den hindrer ikke Kærlighed. N ej, den hindrer ikke K æ rlighed,» gentog han med hævet Stemme, da Provisoren gjorde Mine til at ville afbryde ham.
«Hvad er nemlig Kærlighed for noget? Kærlighed er jo ikke det tamme Husblas, der kline r Mand og Kvinde sammen i lunken Tilfredshed med hinanden. Nej, den er en Tryllekres af spillende Flam m etunger, som de drager om sig og som kun kan drages af dem, der staar i Pagt med usynlige Aander. Kærlighed er ikke for de mange men for de faa — den er Livets vanske
ligste Kunst og behøver dog slet ikke at læres.
Kun Fuskeren hæmmes af Statens Love og af den offentlige Mening — den virkelige Kærlighed har saa mange og saa dybe Rødder, at de sprænger alle Indhegninger og alle Bastioner, og dens Krone rækker saa højt til Vejrs, at Bagtalelsens Spy ikke kan naa den. A ld rig har daarlig K ritik og dum Fordom kunnet holde en genial Evne nede, og Evnen til den store Kærlighed er netop genial. D erfor foragter jeg den Kærlighed, som kræver Hensyn og Rettigheder. Den virkelige Kærlighed kræver ikke, den tager!»
«Ja, det er rigtigt, det er jeg me’ paa,«
sagde Provisoren. «Men ellers forstaar jeg Dem ikke rig tig .»
«1 hvert Fald en ideel Opfattelse,» mente Rektor Pahlen, og de to gamle Frøkner gav ham Ret.
Men Ellebo trak paa Skuldrene og gik ind fo r at faa sig en Cigar.
I det samme blev der spurgt, om en af Da
merne ikke skulde kunne glæde Selskabet med lid t Musik. Det var Fru Ellebo, der spurgte.
Fru Ellebo havde altid dette Spørgsmaal paa rede Haand, naar hendes Mand havde lid t Neder
lag i Debatten og trængte til at faa sit Tilbagetog dækket. Og da Ellebo altid var af en anden Mening end de fleste andre Mennesker, timedes dette ham overalt, hvor han kom frem. Efter Sædvane rettedes Spørgsmaalet først til et Par
Albert Gnudtzmann: Gadespejlet. 4
af Fruerne og de ældre Frøkener, som formodedes at sidde inde med musikalske Evner, men som ligesaa regelmæssig haardnakket vægrede sig ved at udfolde dem. Tilsidst plejede det at havne ved de yngre Damer, og en af disse var i Reglen villig . Saaledes skete det ogsaa denne Gang, og den, der paatog sig Sørgemusikken over Ellebos Særstandpunkt, var Sigrid, hvem man bad om at synge en lille Sang. Det vakte nogen Over
raskelse, thi Sigrid plejede ellers ikke at ville synge for Fremmede. Og Distriktslægens Datter, som havde en Mængde Beethoven, Chopin og Schumann paa rede Haand, blev bleg af Harme og Skuffelse.
Sigrid gik til Klaveret og sang:
Ud fra mxt Hjertes Dueslag der flagre de hvide Duer, svinge sig ud i den lyse Dag, krese i stigende Buer.
Flyv, mine Duer, hvor I vil, flyv ud til de ukendte Egne, flyv, in d til trætte af Livets Spil ned I mod Jorden segne.
Flyv over blaanende Bjerge ud, og flyv over vigende Strande.
Bær paa Jer Vinge min Længsels Bud til sælsomme, sagnfyldte Lande.
Findes derude en fredlyst Plet med Sol og med dulmende Skygge, fold da Jert Vingepar sammen og flet en Rede med hegnende Hygge.
Heller dog knuses i stormende Jag mod stængende K lippers Side, heller end bie i døsende Mag og slumre, mens Dagene lide.
. . . Hendes Sang var tam. Næsten som med F lid undgik hun at lægge nogen Person
lighed i den og gav sit Foredrag et tillæ rt og farveløst Præg. Kun da hun sang det sidste Vers, syntes det Føbius, klang der en vild og sørgmodig Trods igennem. Og i det samme mødte han hendes B lik i Spejlet. Det varede kun et Ø jeblik, men det dvælede ro lig t og sik
kert i hans. Det tog han ikke fejl i. Mere og mere følte han sit Sind optaget af dette besyn
derlige Pigebarn. Hun var tilsyneladende ganske stemt i Byens almindelige borgerlige Kamm er
tone. Og alligevel — det var der ingen T v iv l om — fuld af sydende og boblende Trang til at sætte sig op mod sine Omgivelser. Hun var som en tindrende Stjerne, der kun nu og da faar Lov til at skinne frem mellem drivende Skyer.
Provisoren vilde absolut have Sigrid til at synge Sulamiths Sange. Og da hun vægrede sig, sang han dem selv, mens Fru Pahlen drøftede
4 *
