Museernes arbejdsforhold

Museernes arbejdsforhold

A f H A N S N E U M A N N

P å D a n sk K u ltu rh isto risk M u seu m sfo ren in g s å rsm ø d e i T ø n d er den 25.

august 1 9 6 6 h o ld t m u seu m sin sp ek tø r H ans N eum ann, H a d erslev, et fo red ra g , so m her gen gives efter m a n u sk rip tet. D e t an føres so m noget ka ra k teristisk a t dan ske m u seer er sta rtet a f nogle ganske få person er, og a t d eres fu n d a m en t var befolkn in gen s varm e interesse. F ra slu tn in ­ gen a f fo rrig e årh u n drede blev a rb ejd et cen traliseret, og lokalm u seern e k o m u n der N a tio n a lm u seets tilsyn. D e t hæ vdes i artiklen, a t d e tte har k o ste t m illio n er i ta b te ko m m u n a le tilsk u d og har sat lokalm u seern es u d vik lin g årtier tilbage. D en nye lo k a lm u seu m slo v b e tø d en decen tra li­

sering, m en d er fo reslå s æ ndringer i håndhæ velsen a f n atu rfredn in gs­

lo ven og d en gæ lden de dan efæ praksis. F o red ra g et fu lg tes a f en livlig d eb a t, h vis h o ved syn sp u n k ter gen gives efte r artiklen.

L okalm useum stilsynet er siden lokalm useum sloven vort vigtigste organ m ed h en ­ syn til vor k o n ta k t udadtil. B eklageligt er det derfor, at det ikke arb ejd er bedre p å sin væsentlige opgave, at form idle k o n tak ten m ellem de fire p arter, der er repræ senteret: lokalm useerne, N ationalm useet, m inisteriet og de kom m unale m yndigheder. D et v ar vel ellers et forum , hvor hele den stru k tu rd eb at, som for øjeblikket foregår, skulle finde sted eller i det m indste skulle kendes.

Jeg vil begynde m ed at frem hæve noget væsentligt ved vore m useer, noget k arakteristisk, som næ ppe ville kunne siges om en anden gruppe af institutioner.

Disse m useer er alle planlagte og startede af nogle ganske få personer, ofte en d ­ og af en enkelt person, fo r hvem de var som en fiks idé og et bræ ndende ønske.

I årtier af deres liv v ar det det de levede og åndede for.

U den synderlige æ ndringer gælder dette også N ationalm useet. N å r m an læser om de få m æ nd om kring O ldsagskom m issionen af 1807, ser h v ordan de, i et sam fund, der ikke altid forstod dem, hæger om deres fikse idé og k n y tter fo r­

bindelser til nogle få ligesindede ru n d t om kring i landet, så er det det sam m e, som h a r gentaget sig m ange andre steder i de følgende 150 år.

P arallellen m ellem N ationalm useet og os gælder p å et væsenligt p u n k t også den følgende udvikling. D en fikse idé viste sig at være rigtig, m useum stanken slog an, og de få interesserede blev til m ange. Vi æ ldre hu sk er den landsom ­ fattende indsam ling til N ationalm useet i 1920erne - m åske alle vil vi kunne slå op i bindene m ed indsam lingslisterne og finde vor fam ilie som bidragydere — og vi h a r alle m ange beviser p å offervilje og interesse for vore lokale m useer.

D et åndelige fu n d am en t fo r alle vore m useer, store som sm å, er en befolk­

nings varm e interesse for m useet og dets trivsel, og jeg vil h er især frem hæve, a t det er en gren, der k an siddes på, og som der derfor ikke skal saves i.

Så fredsom m eligt og m ed så ensartede vilkår h a r m useum sforholdene im idler­

tid ikke frem efter udviklet sig her i landet. F ra slutningen af forrige å rh u n ­ drede blev til forskel fra andre lande m useum sarbejdet genstand fo r en c en tra­

lisering. som to talt æ ndrede vilkårene for det lokale m useum svæsen, som var u n d e r udvikling. D et h a r efter m in m ening desvæ rre aktuel interesse at se næ r­

m ere derpå.

D et afgørende v endepunkt v ar gennem førelsen af reglerne fra 1887. F o r at opnå et statstilskud blev lokalm useerne stillet u n d er N ationalm useets tilsyn, og navnlig fik dette lov til af m useernes erhvervelser at udtage genstande, som var af særlig videnskabelig betydning. U dgravninger, som p å fo rh ån d betegnedes som en undtagelse og begrænsedes til nødgravninger, skulle alene N atio n alm u ­ seet træffe bestem m else om og lede, og det skulle også bestem m e, hvor de fundne genstande skulle opbevares. Skulle der opstå tvivl om forståelsen af disse bestem m elser, skulle sagen forelægges N ationalm useets d irek tø r til afgørelse.

D et h a r altid stået for mig som en gåde, at m an gik m ed til disse bestem ­ melser, og endnu m ærkeligere er det, at de sålænge og næsten uæ ndret kunne gennem føres, for det var jo ikke m indst den m åde, de blev gennem ført på, der v ar forfærdelig. U dgravningsforbudet og den m ed korte m ellem rum gennem førte ret til at tage af nyerhvervelserne m åtte nødvendigvis hem m e sam lingernes vækst og betød sam m en m ed andet en tilsidesættelse, d er h a r afholdt mere end én indflydelsesrig b orger fra at vi tid og kræ fter til en sådan institution.

A rk itek t N orn, H orsens, udtalte i 1927: »skal m an vente frem tidig at finde kva­

lificerede m ænd, som vil ofre tid og arbejde i sagens interesse, d a m å det også være en forudsæ tning, at arbejdsvilkårene er tilstrækkelige«.

V æ rre er det, at institutioner, der ikke i deres arbejde k an opvise fuld selv­

stæ ndighed overfor staten, ikke er attraktive m ål fo r kom m unale bevillinger. E t af de klareste og dybeste skel i dansk adm inistration er skellet m ellem k om ­ m une og stat. K om m unerne er p å vagt m od enhver infiltration i deres adm ini­

stratio n fra statens side, og de vil ikke opretholde institutioner, hvor ikke både ledelsen og arbejdsresultatet ligger i deres egne hæ nder. Tsær forøgelsen af k u l­

turelle bevillinger kom m er i fare.

D et er svært at gøre op, hvor m eget denne retard erin g h a r betydet. I red e­

gørelsen i betæ nkningen til m useum sloven ses det k la rt nok, at den udvikling, der var igang i 1880erne ikke fortsatte, som den kunne have gjort, m en det er nok um uligt at fastslå m ålestokken.

E t tem m elig grelt vidnesbyrd er dog de sønderjyske m useers stilling ved gen­

foreningen i 1920. F o ru d en m useet i C hristiansfeld havde de 4 købstæ der 3 m useer (T ønder kom til i 1923), og af dem var der en fuldt beskæ ftiget leder ved de to - H aderslev og Sønderborg. I H aderslev var stillingen o p rettet i 1917 som en n orm eret stilling m ed en ret høj løn b etalt af H aderslev am t, og i Søn­

derborg var lederen fra 1921 an sat af m useet, hvis drift garanteredes af k om ­ m unen. Disse stillinger var i m ange år frem efter de eneste lokalm useum sstil- linger i D an m ark ; H aderslev var på det tidspunkt en by på ca. 13.100 ind­

byggere, Sønderborg havde 8.500, og tallene giver et lille indtryk af, hvor m e­

get hurtigere lokalm useum svæ senet kunne have udviklet sig under friere for­

hold.

M an skal ikke sige, at andre forhold — især de nationale — her h a r været afgørende. D et er ikke m uligt at se b o rt fra de nationale forhold i denne fo r­

bindelse, m en de betød både fordele og ulem per for sagen. Begge p a rte r - d an ­ ske og tyske - deltog aktivt i m useum sarbejdet, hver ud fra helt forskellige in­

teresser, m en rivaliseringen betød m ange vanskeligheder. I H aderslev for eksem ­ pel havde den gensidige m istæ nksom hed i 1887 næ r væltet planerne om o p re t­

telsen af m useet. Sam m enlignet m ed nogle andre egne i T yskland er udviklin­

gen i N ordslesvig næ ppe noget særligt.

D en afgørende forskel fra forholdene i D an m ark var, at centraliseringen af fund og forskning i en central institution ikke fandtes i Tyskland. E t o p rettet m useum s indsam lingsret, heru n d er også ret til at foretage udgravninger og til at beholde danefæ , var der ingen, der anfægtede.

H aderslev havde i året 1921 et budget på kr. 19.300. B eløbet gik i kriseårene ned til ca. kr. 15.000, m en steg derpå igen. D er var ingen, der forelagde os de m inisterielle regler til anerkendelse som betingelse for at m odtage et tilskud fra staten p å kr. 9 00,00. B ortset fra danefæ reglerne, som vi overholdt, fortsatte vi altså vort udgravningsarbejde og øvrige arbejde som hidtil.

Altså: heldagsbeskæ ftiget leder ved de to af m useerne, i H aderslev 1 5 - 20.0 0 0 kr. årligt i 1920erne og 1930erne. Det viser jo helt andre forhold end i det øvrige land. De m useum sstillinger, som i begyndelsen af 1930erne blev o p rettet i de 3 store byer, og de andre, som er kom m et til endnu senere i de m indre byer, kunne vi m ed sam t de dertil hørende b u dgetter have haft over­

alt og m eget tidligere, hvis staten havde fø rt en anden politik og sørget for at få den kom m unale offervilje til at hjælpe. Isæ r viste det sig uden for Sønder­

jylland vanskeligt at få am tsrådene m ed, og der er ingen tvivl om, at det m ere end noget an d et er udgravningsforbudets skyld, jvfr. Svend L arsens skildring i O denses jubilæ um sbog fra 1935.

D et k an sam m enfattende siges, at den førte centraliserende politik h ar kostet dansk m useum svæ sen m illioner af k ro n er i tabte kom m unale tilskud og sat lo ­ kalm useernes udvikling årtier tilbage. D et er en opgave af første rang at gen­

vinde, hvad h er er forsøm t. O g det er vigtigt fo r vor frem tid at fjerne den skævhed, som skyldes Sophus M ullers frem fæ rd, at lokalm useerne er fortræ ngt fra det arkæ ologiske arbejde i deres om råder. D er skal ske noget ude på m a r­

kerne, og landsbyskolen skal ud at se det. D et giver penge!

Positivt k an det p å den anden side siges, at vi fik et nationalm useum af et såd an t om fang og af en sådan standard, som vi ikke ellers havde fået, og det er sagt tit fra lokalm useum sside og vil blive gentaget, at vi ikke h a r i sinde

at ødelægge noget af dette, ja ikke vil svække N ationalm useets position. D ette m useum skal fo rtsat være nationens m useum .

M en: jeg k an ikke lade være m ed ud fra personlige erfaringer at drysse lidt m alurt også i dette bæger. D et var Sophus M ullers tanke i sin tid, at d er kun skulle være ét centrum for den videnskabelige forskning, nem lig N ationalm useet.

P å lokalm useerne kunne m an ikke bygge, m an kunne end ikke vide, om der altid ville være egnede folk til at tage sig af dem.

D et N ationalm useum , som jeg i 1. og 2. afdeling lærte at kende om kring 1930, var sådan en institution, landets eneste centrum for arkæ ologiske u n d e r­

søgelser, en udadtil isoleret lilleverden, indadtil optaget af sm å stridigheder. M an h a r senere spurgt sig selv, om det egentlig på længere sigt var så fornuftigt, det Sophus M uller gjorde - om en sådan splidagtig lilleverden i splendid isolation v ar et godt klim a for en videnskab at trives i. - O g n år vi efter krigen kom p å sm å kongresser eller fagm øder i udlandet, og vi så, hvor hyppige disse fag­

diskussioner var, hvor åben drøftelsen var til n ab o o m råd er - n aturvidenskabs­

folk og filologer, hvis sagkyndige var inviteret m ed som gæster snart h er snart der, så kunne m an igen se, at det var den overvæ ldende centralisering, som hindrede, at en lignende virksom hed kom igang her. V ore studiekredsm øder er kun en svag begyndelse, som vi m å arbejde videre p å at udbygge. M en d en ­ gang var N ationalm useet jo som en p e rm an en t kongres, som ikke kunne have nogen trang til at kom m e sam m en m ed en verden udenfor V erona, som ikke fandtes.

M on det virkelig h a r væ ret så fornuftigt?

A lt dette skal ikke betyde, at vi græ der over spildt mælk, m en være sagt til eftertanke m ed henblik på frem tiden. H a r der i den hidtidige udvikling været noget, der h a r kostet dyrt, så k an vi være indstillet på, at gøre det anderledes i frem tiden, og det så m eget m ere, som vi nu h ar m ulighederne for det.

Vi h a r jo lokalm useum sloven.

L okalm useum sloven m odtog vi alle som et sto rt frem skridt, fordi den gjorde forsøg p å en virkelig stru k tu rel opbygning af m useum svæ senet, og fordi den b etød en k lar decentralisering. D ette viste sig i, at statstilskuddet forøgedes væ­

sentligt og navnlig deri, at m an direkte opm untrede ansæ ttelse af faglig u d ­ d a n n et personale. D et var noget væsentligt nyt, at der nu også skulle blive m u­

lighed fo r ved stadig flere lokalm useer at arbejde p å det sagligt bed st m ulige plan.

E t indirekte vidnesbyrd om det, jeg sagde før, er det at se, at en um iddelbar følge af disse æ ndrede signaler blev de kom m unale tilskuds stigen endog langt ud over, hvad lovens fæ dre tæ nkte sig. F ra 1 9 5 4 /5 5 - 1 9 6 4 /6 5 steg de kom m u­

nale tilskud fra en halv m illion til ca. 1,6 mill. kroner. D enne kom m unale in­

teresse k unne m an have k ald t på m eget før. Så havde vi ikke været så alt for få til de opgaver, der m elder sig, og så havde m an ikke haft den slagside b o rt fra det arkæ ologiske og over m od det kulturhistoriske, som hele vort lokal- m useum svæ sen netop p å grund af Sophus M ullers indflydelse fik og stadig har.

D enne slagside er sagligt ganske um otiveret, eftersom den arkæ ologiske og den kulturhistoriske virksom hed sigter p å to afsnit af den sam m e kulturelle u d ­ vikling. D et m åtte være noget ganske naturligt, at ethvert lokalm useum efter evne lagde sig efter de sagom råder, som det havde m uligheder for at give sig af m ed.

D ette er også vigtigt, fordi arkæ ologisk virksom hed er den bedste m åde, h vorpå m an k an få landbefolkningen i tale. Jeg m ener, at den vej, der fører frem ad for lokalm useerne er, at vi bliver kom m unale, og det vil — i hvert fald for de større af os - sige, at vi også skal have am tsrådene m ed. N å r am ts­

rådenes støtte til det lokale m useum v arierer fra 0 kr. til 157.000 kr. om året, er det let at se, at nogle m uligheder er forsøm t.

E n næ rm ere k o n ta k t m ed landbefolkningen og dens m yndigheder k an også nås ad anden vej, ved egnshistoriske studiekredse, ved egnshistoriske udflugter, ved at arbejde for egnens skoler o. s. v., m en m ere end noget andet hviler den stadige k o n ta k t på, at vi kom m er ud og ser på, hvad folk h a r fundet eller iagt­

taget p å deres m arker, hvad enten vi k an gøre lidt eller m eget ved det, er det vigtigt, at det er det lokale m useum , m an henvender sig til, og at det er det, der kom m er - og kom m er straks.

D et lokale m useum m å overalt i landet være det m useum , m an henvender sig til, være det m useum , der h ar det fulde faglige ansvar, både på det arkæ olo­

giske og det antikvariske om råde, for de synlige m inder om sin egns historie.

F o r en udvikling i denne retning taler også rent praktiske forhold. A t sende den første m eddelelse om fund til N ationalm useet m å efterhånden betragtes som en ganske foræ ldet frem gangsm åde. D en er for langsom . D et lokale m useum og den lokale a m a tø r er stedet næ rm est og k an hurtigt træffe de første b estem ­ m elser og k an navnlig undgå de arbejdsforsinkelser, som interessen nu engang ikke k an bære.

H vis vi fo r alvor vil foretage en kursæ ndring b o rt fra Sophus M ullers tan k er - som jeg m ener, vi h a r fået det ud af, vi kunne - og derm ed griber tilbage til W orsaaes p lan er for en decentralisering af de væsentlige m useum sopgaver, så m å vi n etop basere løsningen af de presserende udgravningsopgaver p å lokal­

m useerne, som dem der bedst og billigst kan løse dem. Jeg er glad fo r at høre, at N ationalm useets 1. afdeling for nylig gentagne gange h ar u d talt sig i sam m e retning. O g i denne forbindelse m å det tilføjes, at vi vel også h er i landet, som andre steder, få r løst spørgsm ålet at få am atørarkæ ologerne draget effektivt ind i arbejdet. D et er også her lokalm useerne, der h a r vist sig i stand til at finde en vej.

M en alt dette er der ingen frem tid i, hvis der ikke sker en æ ndring på to p u n k ter, der er stadig vigtigere for vort arbejde: H åndhæ velsen af n a tu rfred ­ ningsloven og N ationalm useets praksis m ed hensyn til danefæ.

H åndhæ velsen af naturfredningslovens § 2. - D a fredningsloven kom i 1937 betragtede vi den som en stor hjælp. G ravhøjene havde væ ret i fare for at forsvinde u d af landskabet, og nu beholdt vi dem - vel at m ærke i landskabet!

F o r det v ar d a en naturfredningslov p aragraffen stod i, og forbræ ndte sten og p o ttesk år i jorden - k u ltu rjo rd - var der da ingen, der tæ nkte på.

D et er N ationalm useet der i bedste m ening h a r skubbet loven frem til at dreje sig om alt af arkæ ologisk interesse. V i vil h er ikke se på den juridiske side af sagen m en udelukkende på virkningen af denne praksis p å vore arbejdsforhold og vor placering deri.

N ationalm useet hæ vder, at alle synlige spor af m enneskelig virksom hed, over eller u n d e r jorden, er fredet. A rbejder, der angriber dem , kan altså standses, og så stiller m an betingelser f. eks. om betaling af undersøgelse for at frigive det, og disse betingelser afpasses nødvendigvis efter m odpartens økonom iske evne.

Jeg m ener, at hele denne fredningssnak h a r virket m eget skadeligt p å vort forhold til vore arbejdsgivere, grundejere, k o m m uner og entreprenører. M an vogter sig, n å r en anm eldelse én gang h a r kostet tid eller penge. Sam m e virk­

ning h a r de få tvangsfredninger af storstensgrave, der h a r fu n d et sted. - Den m åde fredningsloven håndhæ ves på h ar kostet os langt flere fortidsm inder, end den h ar reddet.

D et andet er vor - lokalm useernes - placering i denne sag. F o rm elt eksisterer vi slet ikke. O gså for os er alt fredet, og det er N ationalm useet, der bestem ­ m er, h vad d er skal ske m ed det fredede. D et er N ationalm useets opfattelse, jeg h er refererer, m en det m å være vigtigt, at vi bidrager til. a t denne o p fat­

telse ikke får hævd. F o r det er principielt forkert, og derfor i det lange løb af uheldig virkning.

M an skal ikke sige »det går nok«, fordi lokalm useerne er inde i en stærk udvikling og fordi N ationalm useet ikke h a r til hensigt at standse den. Jeg h a r en vis tillid til, h v o r m eget hensyn N ationalm useet vil tage til vore inter­

esser u n d er alm indelige forhold, m en derim od ingen tillid til, h v o rd an der re ­ geres om 30 år, n å r disse ideer er hver m ands eje. Så råd er vi ikke m ere selv­

stæ ndigt over denne vigtige side af vort arbejde, vore stillinger er ikke mere slutstillinger, m en vi er en slags præ videnskabelige udstedsforvaltere m ed håb til N ationalm useet. O g hvad siger de kom m unale bevillingsm yndigheder til det?

D anefæ praksis m å æ ndres. I lang tid anvendtes danefæ reglerne kun overfor genstande af guld og sølv, selv om N ationalm useet principielt hævdede, at også andet hørte d erind under. M en i de sidste 25 å r er der sket en m æ rkbar æ n­

dring i dette forhold, idet nu også bronze og jern, ja endog rav, h jo rtetak og flint er danefæ egnede m aterialer. F o rh o ld et er undersøgt for O denses og H aders- levs vedkom m ende: H aderslevs danefæ fund 1 9 2 0 -6 4 fordelte sig m ed 27 fund af guld og sølv og 1 fund af andet m ateriale. Til sam m enligning v ar af 35 danefæ fund næ vnt i N yt og N o ter 1 9 5 7 -6 4 , altså fra slutningen af perioden, de 18 af guld eller sølv, de 17 af andet stof. D anefæ begrebet bruges nu af N ationalm useet til at redde de genstande, som ellers står i fare for at gå tabt, og dette k an vi ikke have noget im od. V i h a r heller ikke noget im od, at det sikres, at genstande af virkelig national betydning også frem tidig indlem m es i N ationalm useet, selv om de er frem draget af et andet m useum .

D er er fra landsdelsm useerne rettet en henvendelse til rigsantikvaren om dette forhold: vi m ener, at n å r danefæ udvides til at gælde alt, hvad vi hidtil h ar beskæ ftiget os m ed, så m å også sam tlige statsanerkendte lokalm useer være b e­

rettiget til at m odtage danefæ, dog m ed speciel hensyntagen til sikkerhedskravet.

Og vi m ener, at det er farligt at N ationalm useet på denne m åde få r m ulighed for at træffe bestem m else over en væsentlig del af vort arbejdsresultat.

D isse to h e r frem dragne forhold: fredningsloven og danefæ praksis resulterer nem lig tydeligt i en faktisk genindførelse af de berygtede regler af 1887: det tilkom m er alene N ationalm useet at bestem m e, hvor der skal graves og at b e­

stem m e, hvor de fundne genstande b ø r opbevares. D et m å gerne være frem gået af det, jeg h ar sagt tidligere, at det her ikke drejer sig om prestige eller om ro ­ m antiske forestillinger om vor selvstændighed. D et drejer sig om penge, om de kom m unale bevillinger, som kom m er i større fare, jo større de bliver. K om m u­

nale m yndigheder er på vagt m od infiltration fra statens side i deres personale, og de er uvillige til at betale for institutioner, som ikke helt er deres egne.

Jeg vil slutte m ed nogle generelle bem æ rkninger om vort m useum svæ sen i frem tiden. V i m å b o rt fra den skæ vhed i m useum sarbejdet, som blev frem tv u n ­ get ved Sophus M ullers indgreb, og vi m å først og frem m est b o rt fra det k o n ­ kurrencesynspunkt, som h a r spillet en alt for stor rolle p å N ationalm useet. D et er foræ ldet og um otiveret. D ansk F olkem useum s hele virksom hed viser, at det slet ikke havde behøvet at spille nogen rolle.

Så kan vi ud fra en re n t saglig betragtning tildele begge p a rte r - lokalm u­

seerne og N ationalm useets danske afdelinger - hver sin funktion i helheden.

De vil dér ikke k o n k u rrere m ed hinanden, m en være afhængig af hinanden på en såd an m åde, a t den enes vækst og udvikling vil hæve den andens niveau.

D et er forlæ ngst overstået, at vi kun sam ler på genstande. V i sam ler på vi­

den, og det er vor hele tilværelse at sam le p å al den viden, der findes om vort om råde. V i sam ler, n år vi finder eller kø b er eller får, n år vi læser eller vi taler m ed folk, n år vi fotograferer eller beskriver, og det er vort uopnåelige m ål at have svar p å alle spørgsm ål om vor egns historie og antikviteter.

Og vi sam ler uden snævre faglige og kronologiske grænser. N å r vi k a n spænde over N ationalm useets danske afdelinger, så kunne vi m åske godt tage en del af n atu rh isto rien og geologien m ed. F olkem useets registrant h a r jo faktisk i sin begyndelse g ru p p er vedrørende naturen. V i m å arbejde hen til at der ikke er et om råde i landet, hvor der ikke findes et såd an t arsenal, der ønsker at have svar på alt af interesse fo r lokalhistorien i videste forstand.

F o r 100 å r siden tilstræ bte N ationalm useet det sam m e for hele landet, og afdelingsvis gør det det vel endnu. M en N ationalm useet m agter det ikke m ere.

L o k alm useerne er hver for sig betydeligt næ rm ere ved m ålet. V o rt m ateriale er fo r 1. og 3 afdelings vedkom m ende langt større end N ationalm useets, når m an sam m enligner egnsvis, og i hvert fald hvis vi spurgte om, hvilken fu n k ­ tion den ene p a rt skal have, så er det lokalm useet som bedre end nogen an ­

den k an løse den opgave at være indsam lingscentral fo r al antikvarisk viden om sit om råde.

N a tio n a lm u se e t er derm ed ikke red u ceret til at være et m useum for K ø b en ­ havn og A m ager, i h v ert fald ikke i vore forestillinger. D et er da klart, at lo- k alm useum sarbejde ganske enkelt betyder en kolossal aflastning fo r N atio n al­

m useet, hvor sm åsagerne alle dage h a r tynget alt fo r meget. Igen h a r m an ind­

tryk af, at 3. afdeling m ed N E U og frilandsm useet er m eget næ rm ere idealet end de to andre afdelinger. A visudklippene fortæ ller, hvad tiden alt går med.

D er bliver sim pelthen ikke tid til at være N ationalm useum .

T æ nk om også 1. og 2. afdeling kunne slippe for det, der nu plager dem, for nødgravninger og m ange selvskabte plager m ed fredning og registrering, og tæ nk om de i stedet kunne lægge deres planer på langt sigt og efter de store videnskabelige linier. A d åre ville vi vel se N ationalm useet genindtage en endnu sm ukkere plads i verden, end det h a r fo r øjeblikket.

I en situation, hvor de foreliggende arbejdsopgaver bliver m ere og m ere uover­

kom m elige, m å det væsentlige i alle ordninger være, at vi arb ejd er og lader andre arbejde, enhver p å sin opgave. Vi m å holde op m ed at spilde tid p å at overvåge og kontrollere hinanden, så vil en stæ rk gruppe af lokalm useer, der udgør m u­

seum sverdenens nederste lag, langt fra at fortræ nge N ationalm useet, tvæ rtim od løfte det op til den glim rende indsats, som ville glæde og gavne os alle.

D R Ø F T E L S E A F : M U S E E R N E S A R B E J D S F O R H O L D

M u s e u m s in s p e k tø r P alle Friis, H jø rr in g fa n d t lin ie rn e tr u k k e t fo r h å rd t op og h av d e g o d t sa m a rb e jd e m e d N a tio n a lm u s e e t. H a n fa n d t den b re d e d a n e fæ -fo rto lk n in g god og ø n sk e d e a f v id en sk ab elig e og stu d iem æ ssig e h en sy n ik k e fo r m an g e sm å o p b e v a ­ rin g sste d e r, m e n k o n c e n tre re d e stø rre stu d ie m a g a sin e r. B an g sb o m u seet h av d e fo r ek s­

em p e l fo rh is to ris k ty p e u d stillin g , m e n fo rh isto ris k e m a g a s in e r i H jø rrin g . D e s ta ts­

a n e rk e n d te p ro v in sm u s e e r skal h a n d le p å rig sa n tik v a re n s vegne.

M u s e u m s in s p e k tø r E rlin g A lb re c tse n , F y n s S tifts m u s e u m v a r u en ig m e d N e u m a n n i sp ø rg sm å le t o m N a tio n a lm u s e e ts k n æ g tn in g a f p ro v in sm u s e e rn e . S o p h u s M u lle r h a v d e sæ rlige fo ru d s æ tn in g e r i d a tid e n s m u s e u m sfo rh o ld , so m g jo rd e h an s stilling rim e lig e re en d fre m sa t, og d en i v o r tid fre m sa tte b ed ø m m e lse a f h a m e r u re tfæ rd ig . H a n h a v d e k u n godt a t sige o m fo rh o ld e t til N a tio n a lm u s e e t.

M u s e u m s in s p e k tø r P e te r Seeberg, V ib o rg S tifts m u s e u m v a r glad fo r fo re d ra g e t, m e n e n ig m e d A lb re c tse n . S a m a rb e jd e i fre m tid e n løses b e d st ved stø rst m u lig in d ­ b y rd es k o m m u n ik a tio n m ellem alle im p lic e re d e p a rte r.

M u s e u m s in s p e k tø r , dr. p h il. O la f O lsen, N a tio n a lm u s e e ts 2. a fd elin g : S itu a tio n e n e r n u en g an sk e a n d e n e n d i S o p h u s M u llers dage, og d et e r u rim e lig t, at vi sta d ig skal h ø re f o r fo rtid s sy n d er. S a m a rb e jd e t m ellem N a tio n a lm u s e e t og p ro v in sm u s e e rn e e r i d ag b e d re e n d n o g e n sin d e fø r, og p å N a tio n a lm u s e e t v æ rd sæ tte r vi i m eg et høj g rad d en afla stn in g , som p ro v in sm u s e e rn e y d e r i d e t a n tik v a risk e arb ejd e. D e n stra m n in g a f N a tio n a lm u s e e ts p rak sis i fre d n in g - og d a n e fæ -a n lig g e n d e r, so m N e u m a n n o m ta lte , h a r h v e rk e n d ire k te eller in d ire k te b ro d m o d p ro v in sm u s e e rn e , m en e r n ø d v e n d ig g jo rt af d en sam fu n d sm æ ssig e u d v ik lin g . N a tio n a lm u s e e t n æ re r ik k e n o g et ø n sk e o m at k n æ g te d et lo k ale in itiativ ; d e r er o p g a v e r n o k til os alle. A f h e n sy n til en e n sa rte t sag ­

b e h a n d lin g m å fre d n in g sa rb e jd e t im id le rtid v a retag es fr a en c e n tra l m y n d ig h e d , og m an g e p ro v in sm u s e e r e r fo rstå e lig t n o k ik k e in te re ss e re d e i a t p å ta g e sig fre d n in g s ­ o p g av er, d e r jo ik k e a ltid e r lige p o p u læ re . N a tio n a lm u s e e t fo rsø g e r a t fa re fr e m m e d lem p e i fre d n in g ss a g e r, m en h o v ed sa g e n e r fo rtid s m in d e rn e s b ev arin g , og d e t e r in d ­ ly sen d e, a t d e tte n u og d a m å fo rå rs a g e u b eh a g e lig e k o n flik te r.

M u s e u m s d ir e k tø r P e te r R iis m ø lle r , Å lb o r g h isto risk e M u s e u m : S a m a rb e jd e m ellem alle im p lic e re d e m å v æ re en h e lt n a tu rlig sag; også således, a t sp e c ia liste r k a n gå u d e n fo r d eres a rb e jd sfe lts g ræ n se r (eks.: g lasv æ rk sg rav n in g ern e).

M u s e u m s in s p e k tø r E lse -M a rie B o y h u s, L o lla n d -F a lste rs S tifts m u s e u m : K o n k u r ­ re n c e m o m e n te t i fo r h o ld e t til N a tio n a lm u s e e t k a n ik k e blive fre m træ d e n d e . P ro v in s ­ m u s e e rn e m å v æ re so m » p ra k tise re n d e læ ger«, d e r se n d e r v an sk elig e tilfæ ld e til sp e ­ c ialisten . D e t e r ik k e k u n ark æ o lo g i, m e n også a n d e n k u ltu rh is to ris k u n d ersø g else, so m sk a b e r go d e k o n ta k te r m e d la n d b e fo lk n in g e n .

O v e rin s p e k tø r H o lg e r R a sm u sse n , N a tio n a lm u se e ts 3. a fd elin g : T ilsy n e t h a r ikke k u n n e t tag e p rin c ip ie lle d rø fte ls e r op, id e t d et ik k e e r d e t n a tu rlig e fo r u m h e rfo r.

P u n k tu n d e rs ø g e ls e r vil a ltid v æ re g ru n d la g fo r la n d s o m fa tte n d e re s u lta te r. L o k a l- m u s e u m sfo lk vil d e rf o r a ld rig blive » u d sted sb esty rere« .

B o r g m e s te r , Irs. J. D a lg a a rd K n u d s e n , R in g k jø b in g M u s e u m v a r ik k e fu ld t enig m e d N e u m a n n . H a n h av d e som » p ra k tise re n d e læge« h a ft s to r hjæ lp a f sp e c ia liste r og ø n sk e d e tilsk u d til a t d æ k k e u d g ifte rn e til disse fag fo lk . A n g å e n d e d a n e fæ h av d e h a n e rf a rin g fo r e n lem p elig p o litik fra N a tio n a lm u s e e ts side. H v is et fu n d erk læ res fo r d a n e fæ , ø n sk ed es d et, at u d g ra v n in g su d g ifte rn e re fu n d e re d e s a f N a tio n a lm u s e e t. D e t e r rig tig t, a t fo r h å rd d a n e fæ -p o litik h æ m m e r lo k ale tilskud. T il fr e d n in g e r b ø r d e r ydes e rs ta tn in g e r o gså fo r a t få nye m ed d elelser.

M u s e u m s in s p e k tø r A m o M o r te n s e n, N a tio n a lm u s e e ts 1. a fd e lin g fre m h æ v e d e at d e r e r sk et v æ sen tlig e æ n d rin g e r i de sen ere å r i N a tio n a lm u s e e ts in d stillin g til p r o ­ v in sm u seern es a rb e jd e . S am a rb e jd e vil altid væ re fru g tb a rt. D e r blev n æ v n t e k sem p ler på, a t fu n d fra u d g ra v n in g e r fo re ta g e t a f N a tio n a lm u s e e t blev o v e rd ra g e t til lo k a lm u se e t.

M u s e u m s in s p e k tø r C hr. W a a g ep etersen , K a lu n d b o rg : D e t e r v a n sk e lig t a t bo p å et jo rd fa st m in d e sm æ rk e (K a lu n d b o rg ) og v æ re k o m m u n a lt a n sat, n å r k o m m u n e n ved jo r d a rb e jd e r v a r u sam arb ejd sv illig .

M u s e u m s in s p e k tø r F ritze L in d a h l, N a tio n a lm u s e e ts 2. a fd elin g : D a n e fæ -lo v e n er god, fo rd i d e n å b n e r m u lig h e d fo r a t få ting, so m p å g ru n d a f a n tik v ite ts h a n d le n ellers ville blive u o p n åelig e.

A n tik v a t M o g e n s B en ca rd , R ib e : W a a g e p e te rse n s v a n sk e lig h e d e r viser, h v o r m eg en g avn m a n k a n h a v e a f d e n a n o n y m e m y n d ig h ed : N a tio n a lm u s e e t.

P eter Seeberg: P ro b le m e rn e v iser sig fø rst, n å r m a n e r b le v e t enige. V il m a n så v æ re m e d til a t løse dem .

H o lg e r R a sm u sse n . Vi b ø r h av e et oplæ g til o m fa n g e t a f fo rsk n in g s o p g a v e rn e i lan d et.

F ru K a re n A n d e r s e n. B a n g sb o -m u se e t h a v d e e rfa rin g fo r et g o d t sa m a rb e jd e m ed N a tio n a lm u s e e t og m ed lan d sd e lsm u se e rn e .

K o n se rv a to r L a n g e -K o r n b a k , A r h u s : K o p ie r k a n o g b ø r laves til » u d stillin g serstat- ning« a f d an efæ -tin g .

F o r m a n d e n ta k k e d e og g jo rd e o p m æ rk s o m p å, a t m o d s æ tn in g s fo rh o ld i p ra k sis k u n n e v æ re s tø rre e n d d isk u ssio n en viste, m e n fa n d t d e t n y ttig t, a t disse v a r blev et

d rø f te t fo r å b e n t tæ p p e. M o g e n s B en ca rd