er en

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek

drivesafforeningen Danske

Slægtsforskere. Det eret

privat special-bibliotek med værker,

der

er en

del af

vores fælles kulturarv

omfattende

slægts-, lokal- og

personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor

Som

sponsor i biblioteket

opnår du

en række fordele. Læs

mere om

fordele

ogsponsorat her:

https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket indeholder værker både med

og uden

ophavsret. For værker, som er

omfattetaf

ophavsret,

må

PDF-filen kun

benyttestil

personligt brug. Videre

publiceringogdistribution udenfor

husstanden er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes

Bibliotek:

https://slaegtsbibliotek.dk

Danske Slægtsforskere:

https://slaegt.dk

ANTHON FREDERIK TSCHERNING

AF

TORMOD JORGENSEN

LEVIN & MUNKSGAARD . EJNAR MUNKSGAARD

KØBENHAVN 1938

ANTHON FREDERIK TSCHERNING

AF

TORMOD JØRGENSEN

LEVIN & MUNKSGAARD . EJNAR MUNKSGAARD

KØBENHAVN 1938

side

Forord ... ... ... 9

1. Barndom og ungdom ... 13

2. Frederiksværk. Grækenland. Den kgl. militære højskole. Nationalbevæbningen ... 24

3. Den store udenlandsrejse ... 47

4. Afsked. Praktiske og politiske sysler. Giftermål... 65

5. Krigen 1848. Den grundlovgivende rigsforsamling... 96

6. Den første rigsdagsperiode ... 145

7. Bluhmes og Ørsteds tid (1852—55)... 187

8. Andræs tid (1855—58) 256

9. Halls tid (1858—63) ... 291

10. Krigen 1864. Grundlovskampen... 376

11. Sidste år... 432

12. Manden og hans gerning ... 471

Navneliste ... 483

Emneliste ... 491

Ministerfortegnelse 1848—74 ... ... 494

1945 er der gået halvandet hundrede år, siden Anthon Frederik Tscher- ning fødtes, og 1948 hundrede år, siden han som krigsminister varigt indskrev sit navn i Danmarks historie. Men endnu er der ikke fremkommet en tilfreds­ stillende skildring af hans liv og gerning.

Den korte indledende biografi i hans efterladtepapirer og selve disse papirer giver i forbindelse med hans hustrus erindringer ret fyldig besked om hans privatliv og personlighed, men kun få og spredte oplysninger om hans politi­ ske virksomhed. Og om Bøgedals bog fra 1897 skriver forfatteren selv i for­ ordet, at det ikke har været hans hensigt at give en udtømmende behandling af emnet, men kun en let læselig fremstilling for menigmand. Han tilføjer, at der nok engang vil blive rejst Tscheming et mere værdigt minde i dansk litte­ ratur; men hidtil er dette håb altså ikke blevet opfyldt.

Og dog findes der en næsten uudtømmelig rigdom af oplysningom Tscher- ning i rigsdags- og rigsrådstidendeme fra 1848 til 1866, i periodens blade, politiske småskrifter, dagbøger, brevsamlinger og erindringer, i senere fremstil­

linger af hele tidsrummets historie eller dele deraf osv. Også fra utrykte kilder er der meget at hente. Men ingen har hidtil samlet dette rige stof, og det burde dog ske, før de ovennævnte mindeår oprinder.

Desuden giver den forestående mindefest for stavnsbåndets løsning en sær­

lig anledning til at udsende en levnedsskildring af Tscheming. Fremfor alle andre bør nemlig han og Grundtvig ved den lejlighed æres blandt dem, der har bygget videre på den grundvold, som lagdes ved det 18. århundredes dan­ ske landboreformer. Grundtvig gav den frigjorte bonde et åndeligt mål at stræbe imod, Tscheming gav ham et socialpolitisk. Der er ingen fare for, at Grundtvig skal blive glemt ved denne fest; Tscheming bør lige så lidt glem­

mes.

Og endelig gør et tredje forhold en Tschemingbiografi betimelig på nær­ værende tidspunkt. Tscheming var demokrat, og aldrig har dette samfundssyn haft bedre talsmand her til lands. Skal nogen kaldes det danske demokratis

fader, må det være ham, som ikke blot lærte demokrati, men levede det. Nu da dette samfundssyn angribes så voldsomt udenlands og også kritiseres stærkt herhjemme, bør mindet fremdrages om ham, som i sit eget liv i sjælden grad forenede jævnhed og adel og brugte al sin tid og kraft til gennem folkeopdra- gelse under selvtugt at gøre dansk demokrati til aristokrati, almue til adel.

Lad være, at der er langt igen, før dette høje mål nåes; kun få tør dog vist for alvor nægte, at en del af vejen er tilbagelagt, og derfor bør ikke mindst Tscheming takkes.

Bogen er blevet langt større end oprindelig tænkt. Forklaringen er stoffets overvældende rigdom og så det forhold, at fra 1848 er Tschemings historie i den grad vokset sammen med Danmarks politiske historie, at meget deraf har måttet medtages som den for forståelsen nødvendige ramme om hans billede.

Jeg bringer Carlsbergfondets direktion min ærbødige tak, fordi den har muliggjort bogens udgivelse. Fremdeles takkes alle, som ved gode råd og vel­ villig imødekommenhed har lettet og støttet arbejdet; særligt takkes fru K.

Eberth, f. Tscheming, for nogle smukke, hidtil ikke offentliggjorte billeder og magister V. Gay, som elskværdigt har stillet afskrifter af en del vigtigt kilde­ materiale fra 1848—49 til rådighed.

Januar 1938.

Forfatteren.

ningerne er brugt følgende forkortelser:

E. p. = Af Anthon Frederik Tschemings efterladte papirer.

Fru T. =,Af Eleonore Christine Tschemings efterladte papirer.

N. t. = Nørrejysk tidende.

FHa. = Fra Holbæk amt. I disse årbøger har højskolelærer J. P. Jensen i artiklerne

»Kundby bønder«, »Tscherning og Svinningekresen« og »Tschemings sidste breve til Jens Gregersen« givet mange værdifulde oplysninger og navnlig offentliggjort en lang række af Tschemings breve til Jens Gregersen og andre af Holbækegnens bønder.

Gr. = Den grundlovgivende rigsforsamlings forhandlinger.

F. = Folketingstidende.

L. = Landstingstidende.

R. = Rigsrådstidende.

O. = overordentlig.

Sp. = spalte. — Orl. 1864 sp. 242 betyder altså »det overordentlige rigsråds lands­

tingstidende 1864 spalte 242«.

Jfr. = jævnfør.

S. = side.

Ss. = sammesteds.

I øvrigt er trykte kilder første gang nævnt ved forfatternavn og bogens tittel, senere som regel alene ved forfatternavn, hvor misforståelse er udelukket. I de første fire kapitler, som væsentligt er udarbejdet på grundlag af Tschemings og fru Tschemings papirer, er kun hen­

vist til dem, hvor det syntes påkrævet; fra og med femte kapittel er gennemført nogenlunde fuld henvisning også til disse kilder.

For at lette orienteringen i bogen er foruden navneliste tilføjet en emneliste, som trods sine mangler forhåbentlig vil være læserne til nytte. I samme øjemed er tilføjet en forteg­

nelse over samtlige ministre fra marts 1848 til juli 1874 med angivelse af tidspunktet for deres til- og fratrædelse.

Slægten Tscheming kan følges tilbage til det 16. århundrede. I Bunzlau i det vestlige Schlesien døde 1595 buntmager Andreas Tscheming. Både hans søn Caspar (1559—1623) og dennes søn Andreas (død 1632) drev samme næring i Bunzlau. Men sidstnævntes søn, som også hed Andreas (1611—59), er måske blevetpåvirket af sitlidt ældre bysbarn Martin Opitz (1597—1639),

»den tyske digtekunsts fader«; Andreas Tscheming skrev i hvert fald digte, således et til ære for Gustav Adolf, og døde som professor i digtekunsten i Rostock. Den fjerde Andreas Tscheming (1645—1722) blev jurist, kom til Danmark, ægtede 1674 Anna Mikkelsdatter i Helsingør og blev året efter gamisonsauditør sammesteds. Femte Andreas (1676—1710) faldt som løjtnant i slaget ved Helsingborg. Sjette Andreas (1708—81) var kræmmer i Køben­ havn og kaptajn iborgervæbningen; hans anden hustru, Karen Marie Mørch, som han ægtede 1758, fødte 1767 en søn, der fik navnet Ejlert Peter.1

1 Louis Bobé »Die deutsche St. Petri gemeinde zu Kopenhagen« s. 457. — Lengnicks

»Stamtavler« VII lader stamfaderen være generalauditør Paulus Tscheming (1627—66), som efter denne fremstilling var fader til den fjerde Andreas hos Bobé. — Hauch Fausbølls »Slægtshåndbog« s. 1086 kender Mertin (?) Tscheming, der 1502 var mølle­

ejer i Neuhaus ved Tschimefloden i det nordvestlige Schlesien og 1530 nævnes i et skatte­

register i Gorlitz. Hans søn, magister Martin Tscheming, var fader til buntmager An­

dreas Tscheming (1520—95) i Bunzlau. Men efter denne fremstilling var ikke Caspar, men en yngre broder Andreas tip-tipoldefader til Andreas Tscheming (1708—81), altså med lige saa mange mellemled, men andre. Sidstnævnte havde med to hustruer tolv eller tretten børn, hvoraf dog flere døde som små, og de øvrige enten var ugifte eller barn­

løse undtagen tre, te- og porcelænshandler Andreas Gottlieb Tscheming (1732—80), oberstløjtnant William Tscheming (1752—1831) og Ejlert Peter Tscheming. Af de andre brødre var to præster, og Johan Frederik Tscheming (1743—1808) døde også som oberstløjtnant; året før sin død udmærkede han sig som major i Københavns borger­

væbning under bombardementet (se Museum 1891 I, 93—96; i registret hertil for­

veksles han med halvbroderen Ejlert Peter). William Tschemings eneste og barnløse søn Frederik Ejlert (1798—1876) blev oberst og ridder af Dannebrog ligesom fætteren An- thon Frederik. I. G. W. Hirsch og K. Hirsch »Fortegnelse over danske og norske of­

ficerer« XI s. 340 gør fejlagtigt Frederik Ejlert til Ejlert Peters søn. Ved hans dåb

Ejlert Peter Tscheming1 blev student 1783 og begyndte efter sin afdøde faders ønske at studereteologi. Som ubemidlet måtte han tage plads som hus­

lærer, men fortsatte dog sine teologiske studier, til moderen døde 1785; så blev han jurist og fik plads på et regeringskontor. Men da krigen med Sverige brød ud 1788, meldte han sig ved artilleriet, kom til Norge, blev efter nogle ugers prøvetid sekondløjtnant og tjente som sådan seks år, skiftevis i Dan­

mark og Norge. Samtidigt studerede han ret indgående forskellige fag og nåede t. eks. så vidt i matematik, at han 1791 i Frederiksstad kunde holde matematiske forelæsninger for officererne i det søndenfjeldske regiment. 1792 ægtede han Maria Lutzow, datter af orlogskaptajn, senere viceadmiral Anthon Frederik Lutzow. Denne tilhørte en gammel officersslægt, der skal stamme fra Venden. Både på fædrene og mødrene side erA. F. Tscheming såledesaf frem­ med afstamning. I ægteskabet fødtes seks børn, hvoraf fire døtre og en søn nåede voksen alder. Tre af døtrene blev giftmed officerer; Sara, den næstyng- ste, forblev ugift og døde 1841; hun blev med tiden broderens yndlingssøster og fortrolige veninde, men var efter sigende ellers ikke afholdt.2 Sønnen var den tredje i rækken og fødtes 12. december 1795; efter morfaderen kaldtes han Anthon Frederik.

I 1794 forfremmedes E. P. Tscheming til kaptajn og blev samme år inspektør på Frederiksværk.3

Gennem en forhen øde strækning havde Frederik d. fjerde 1717—19 ladet grave en kanal fra Arresø til Isefjord. Vandkraften ved denne kanals udløb havde man flere gange søgt at udnytte ved fabriksanlæg; men først da den norskfødte Johan Frederik Classen af Frederik d. femte i 1756 fik overladt et betydeligt areal med nogle gamle bygninger, kronedes disse bestræbelser med held.

Det var i merkantilismens dage, da regeringen i Danmark som andetsteds søgte at fremelske industri, koste hvad det vilde. Det var lykkedes Classen at vinde kongens og hans yndling A. G. Moltkes velvilje. Begunstiget ved privile­

gier og rigelige pengetilskud tog han fat med stor dygtighed og energi, men også med hård hensynsløshed, og resultatet blev en vidtforgrenet virksomhed, fra 1758 bærende navnet »Frederiksværk«, der forsynede hær og flåde med mange slags fornødenheder, særlig dog krudt og kanoner. Samtidigt samlede Classen trods bøndernes forgæves klager jordegods omkring Frederiksværk og på Falster, ligesom han erhvervede ejendomme i og ved København. I sit testa- var begge de militære farbrødre faddere — han opkaldtes jo også efter dem — og Ejlert Peters hustru var hans gudmoder. Se »Roskilde domkirkes dåbsprotokol 1774—1814« s.

405 i Sjællands provinsarkiv.

1 E. p. I s. 4 f. og Kr. Petersen »Ejlert Peter Tscheming« (Histor. tidsskr. 9. r. 3. b.).

2 Fru T. s. 70.

3 G. Homemann »Frederiksværks historie i omrids«.

mente skænkede den barnløse mand størstedelen af sin rigdom til det fideikom- mis, der endnu bærer hans navn; men Frederiksværk med de to hovedgårde Arresødal lige øst for fabriksbyen og Grønnæssegård på sydsiden af Halsnæs samt tilhørende bøndergods overlod han til kronprinsens svigerfader, landgrev Karl af Hessen, mod en årlig afgift til fideikommisset. Landgreven overdrog bestyrelsen til generalkommissær Hassier, der antog E. P. Tscheming som in­

spektør, og denne udfoldede her en rig og mangeartet virksomhed, lige til han 1830 blev vicekommandant på Rosenborg, en retrætepost for gamle officerer.

Her døde han 1832. Hans hustru var død 1830.

Under Tschemings ledelse udvidedes værket betydeligt og optog bl. a. også fremstillingen af landbrugsredskaber. Ændrede nationaløkonomiske anskuelser medførte udskiftning og udflytning af bøndergårdene samt hoveriafløsning og udstykning af en del af hovedgårdenes jord til bøndergårde og smålodder til arbejderne på værket.

1804 solgte landgreven Frederiksværk med tilhørende gods til sin svigersøn kronprinsen, men administrationen forblev den samme.

Den energiske, men noget rethaveriske Tscheming havde gennem årene adskillige stridigheder med administrationen i København; men takket være Frederik d. sjettes tillid og yndest holdt han som nævnt stillingen lige til 1830.

Hans virketrang fandt ikke tilstrækkelig udløsning inden for værkets grænser;

som 1788 havde kaldt soldaten frem i ham, således gjorde også 1801 og 1807.

I 1801 dannede han et frivilligt korps til beskyttelse af værket. I 1807 var han ivrig for at forsyne København med krudt, inden englænderne fik indesluttet byen. Et par forsendelser nåede frem i god behold; men en stor transport på 800 vogne, som han selv førte, blev ved Kollekolle syd for Furesø1 standset af englænderne, som tog de første vogne; resten undslap til Kronborg eller til­ bage til Frederiksværk, idet dog en del af kuskene flygtede med deres vogne bg gemte krudtet hist og her. Tscheming selv nåede tids nok tilbage til Frede­

riksværk til at få sin kone og døtrene bort, inden de forfølgende englændere viste sig, og ved sin resolutte optræden opnåede han en gunstig kapitulation, da der ikke kunde gøres virksom modstand.

Herved vandt Tscheming i høj grad Frederik d. sjettes tillid, og denne benyttede ham i de følgende krigsår til at lede den danske spionage i Sverige, ét hverv, som Tscheming gik ivrigt op i. 1811 udarbejdede han en plan til et indfald i Sverige. Samme år blev han sendt til Norge for at skaffe kongen underretning om stemningen deroppe. Fra 29. decbr. 1813 til 18. jan. 1814 kommanderede han et korps på 1600 frivillige på Als; han gik over til Sunde­

ved og imponerede fjenden, så at der afsluttedes en for de danske fordelagtig konvention. Efter freden i Kiel benyttede kongen ham til at udforske folke-

1 Hornemann siger, at det skete ved Herløv.

stemningen i Holsten og holde øje med de svenske troppebevægelser i Nord­

tyskland. Først 1816 vendte han tilbage til inspektørstillingen med rang som oberst.

Det var under sådanne forhold, Anthon voksede op. Der var fra hans tidlige barndom nok at se og høre. Frederiksværk var en hel lille verden med sine 500 indbyggere og med arbejdet i værkets mange afdelinger og det til­ hørende landbrug. Skønt eneste søn blev han ikke forkælet. Moderen skal i sit barndomshjem have følt sig og sine tre søstre tilsidesat for den eneste bro­ der, og hun vilde nu ikke ved opdragelsen af sin eneste søn og hans fire søstre gøre samme fejl. Drengen blev tidligt vænnet til arbejde. Engang kom mor­

broderen, som på det tidspunkt var kaptajn, i besøg, og han så da til sin for­ undring søstersønnen sidde med et strikketøj. Men moderen hævdede, at det havde han godt af: »Han kan dog ikke altid gå ude og gøre dumme streger med de andre drenge.« Dette skete imidlertid ikke for at holde inspektørens søn borte fra de øvrige børn påværket; til sit 13. år gik han i skole sammen med værkets andre drenge, arbejdernes såvel som funktionærernes.1 Og da moderen en dag så sinsøn optræde hovent overforkammeraterne, lukkedehun vinduet op og sagde, at de ikke skulde lade Anthon gøre sig vigtig, men banke ham, hvis han ikke var skikkelig.

For at vænne ham af med kujoneri lod forældrene ham allerede som lille dreng hente posten to kilometer borte på Arresødal, hvortil vejen gik gennem skov og langs en stejl brink med åen flydende forneden. Engang på en sådan tur lød det for drengen, som om nogen fulgte tæt i hælene på ham. Han blev bange og løb; men jo stærkere han løb, des stærkere løb også forfølgeren. Så opdagede han til sin store lettelse, at den mistænkelige lyd stammede fra hans lidt stive bomuldsbukser, der skrattede, når han bevægede sig hurtigt.

Faderen tog ham med på sin daglige runde gennem værkstederne og spurgte ham ud om, hvad han der hørte og så. Tidligt måtte han hjælpe til på kon­ toret, udmåle sæd fra magasinet og forestå salget af kartofler samt føre bog derover.2 Da sønnen ytrede lyst til at blive mekaniker, lod faderen ham fra 11 års alderen arbejde et par timer dagligt i de forskellige værksteder. Han kom på den måde i nær berøring med arbejderne og stod sig godt med dem.

Engang fik han i smedeværkstedet kvæstet en finger; han blev imidlertid ved sit arbejde den fastsatte tid, og da han kom hjem med den beskadigede fin-

1 Efter Carl Christensen »Frederiksværks skolevæsen i ældre tid« (i »Fra Frederiksborg amt« 1913) havde Frederiksværk skole i Classens tid været ussel, men forbedredes meget af Hassier. Førstelærer blev en student Sørensen, der fra 1801 tillige fungerede som løjtnant i det frivillige korps. Foruden ved teoretisk undervisning beskæftigedes børnene som tilkommende arbejdere på værket fra tidlig alder med praktisk arbejde.

2 Faderen lærte ham at pode, hvilket dengang hørte med til god opdragelse (F. 1862 sp. 4078.

ger, var det så langt fra, at moderen ynkede ham, at hun tværtimod skam­

mede ham ud, fordi han havde båret sig så klodset ad. Allerede som ganske lille dreng lærte han at svømme.1

Begivenhederne efter fredsbrudet 1807 gjorde et stærkt indtryk på dren­

gen. Han tog selv del deri, for så vidt som han red bud mellem faderen og moderen, der jo sammen med søstrene var sendt hjemmefra. Og senere, da faderen søgte at organisere en rejsning i Nordsjælland mod englænderne, blev Anthon flere gangesendt af sted med hemmelige meddelelser. Frahøjderne ved Frederiksværk så han på nathimlen brandskæret fra København, og efter eng­ lændernes bortrejse gæstede han sammen med faderen den delvist ødelagte hovedstad, hvad der efterlod et uudsletteligt indtryk i hans sind.

Det er ikke underligt, at disse oplevelser og indtryk drog drengen bort fra mekanikken ind på den militære bane. Allerede i 1804 havde faderen for øvrigt ladet ham indskrive som volontør i det kgl. artillerikorps, og efter kon­

firmationen optoges han 1. august 1809, knap fjorten år gammel, i artilleri- kadetinstituttet.

Anthon blev konfirmeret i blå trøje og gule nankingsbukser. Dels var der ikke særlig gode råd i inspektørhjemmet, dels vilde forældrene ikke koste ny konfirmationsdragt, da sønnen snart skulde ind i kadetkorpset og derfor fore­ løbigt ikke vilde få brug for civile klæder.

Tscheming var på instituttet de normale fire år. Fra den tid foreligger ikke særlige efterretninger om ham, hvilket vistnok har sin naturlige forklaring i, at han passede, hvad han skulde, var vellidt af kammerater og foresatte, men ikke udmærkede sig i nogen retning ud over, at han på det praktiske område var de andre overlegen.2 1813 afgik han som nr. 5 med sekondløjt­ nants rang.

Det var i krigens tid, og den unge officer kom straks i virksomhed med at lede transporter o. lign., men fik til sin store skuffelse ikke lejlighed til at deltage i noget slag. Den lejlighed fik han for øvrigt aldrig. Freden i Kiel satte brat punktum for krigen i Holsten.3 Derimod fulgte han med et dansk hjælpekorps mod Frankrig under kommando af general Kardorff og deltog i

1 F. 1858 sp. 4101.

2 At han var flink til gymnastik, ses af F. 1859 sp. 2418.

3 Mange år efter gav Tscheming lejlighedsvis i folketinget en lille skildring af sine op­

levelser i Holsten 1813—14. En anden folketingsmand havde sagt, at holstenerne den­

gang var hårde og træske mod de danske soldater. Tscheming svarede, at det var »umu­

ligt for nogen dansk soldat nogetsteds at få en bedre modtagelse end den, vi fandt rundt omkring i Holsten. Jeg har været hos disse folk og spist deres mad og siddet ved deres bord. Jeg har fået godt og gavn af dem; jeg har set dem komme ud til os og langvejsfra bringe mad til os, som ellers vilde have sultet, og det af deres egen til­

skyndelse. Vi har haft så ypperlige kvarterer og så god en behandling under alle disse forhold her i Holsten, som man kan få nogetsteds.« (F. 1852/53 III sp. 1386).

A. F. Tscheming ²

blokaden af Jullich i Holland. Efter freden i Paris 1814 vendte korpset hjem, og hangik tilbage til garnisonen i København.

Tscheming har selv — ganske vist mange år senere — fortalt om den stemning, disse oplevelser affødte i hans sind. Da han i 1841 blev ridder af Dannebrog, afgav han en selvbiografi til ordenskapitlet, og heri hedder det om denne tid: »Skønt meget ung havde den uheldige brug, der blev gjort af fol­ kets uhyre anstrengelser, den højtideligt bebudede modstand og den straks derpå følgende ilfærdige underkastelse, der medførte Norges og senere i visse måder også Holstens tab,1 gjort et dybt og uudsletteligt indtryk på mig. Det eneste lysglimt i denne uheldsvangre tid, erklæringen af Norges uafhængig­

hed, havde jeg hilst med begejstring. Min hensigt havde været at ile did og tilbyde min tjeneste, men snart slukkedes også dette håb. Dog i Norge blev noget tilbage til løn for anstrengelserne, en forynget og forbedret rigsforfat­

ning var sikret det fraskilte broderfolk ved dets ædle konges, den danske arve­

prins Kristian Frederiks selvopofrende bestræbelser. Denne store begivenhed, den største i Skandinaviens senere annaler, vakte mig og flere danske til en langt fuldstændigere bevidsthed om landets stilling og trang. Vor tilkommende konge havde givet et umiskendeligt fingerpeg og på ny vækket håb for vor fremtid.

Men så jeg således på den ene side en bedre fremtid i møde, så græm­ medes jeg på den anden side inderligt ved at bemærke den letsindighed, hvor­

med det danske folk klyngede sig til de, så forekom det mig, til dels nedvær­ digende erstatninger, som Danmark fik fra kongressen i Wien, glemmende her­

over de nylig lidte tryk og ydmygelser.«

Den unge officers skuffelse og harme over disse begivenheder skal — efter en dog usikker tradition — have givet sig det udslag, at han nægtede at del­

tage i den påbudte officielle jubel, da Frederik d. sjette i maj 1815 kom hjem fra Wien, hvorfor han blev idømt nogle dages arrest på hovedvagten.2 Det er derfor ikke underligt, at han længtes bort. Da Napoleon kom tilbage fra Elba, søgte Tscheming om tilladelse til at gå i fransk krigstjeneste, og da denne ansøgning mødte et barsk afslag, tænkte han sammen med en klassekammerat fra kadetinstituttet på at drage til Sydamerika for at kæmpe under friheds­

helten Simon Bolivars faner. Heller ikke denne plan blev til virkelighed.

Derimod kom Tscheming med i det danske korps, der under kommando af kongens svoger Frederik af Hessen i juli 1815 rykkede ind i Nordtyskland for at hjælpe englænderne mod Napoleon. Slaget ved Waterloo gjorde imidler­ tid hjælpen overflødig, og korpset drog hjem igen i september.

Ved freden i Paris 1815 blev det bestemt, at det nordøstlige Frankrig skul- 1 Tscheming tænker her på Holstens optagelse i det tyske forbund 1815.

2 Illustreret tidende 19/1 1862. Artiklen er skrevet af Frederik Barfod.

de holdes besat i tre år af allierede tropper. Danmark skulde deltage med 5000 mand, ligeledes under Frederik af Hessens kommando. Tscheming kom også med her. Først i december drog korpset af sted og ankom i januar 1816 til Flandern, hvor det blev liggende til slutningen af 1818.

Gennem dagbogsoptegnelser og breve hjem til faderen kan man følge Tscheming i disse år. Han ser sig om med friske øjne og findersig let til rette i de skiftende forhold. Den livlige og smukke unge løjtnant kommer godt ud af det med mændene og gør både kur til og lykke hos kvinderne. Men for øvrigt interesserer han sig for næsten alt mellem himmel og jord. Han for­

tæller om de forskellige egnes landbrug, om den delvis underjordiske kanal, der er gravet mellem floderne Schelde og Somme, om fæstningen Bouchain, hvor korpset har hovedkvarter osv. Og han søger også at udnytte tiden ved fortsatte studier i fransk, engelsk, taktik, artillerividenskab og tegning.

Efter et års forløb faldt tiden ham lang i kantonnementet, og gennem fa­ deren fik han udvirket tilladelse til at drage til Paris for at søge yderligere ud­ dannelse som artilleriofficer. Den følgende tids breve hjem skrev han for øvel­ sens skyld på fransk.

I Paris gik han i teater, ikke mindst for sprogets skyld, og fortalte så i brevene om de forskellige teatre. Også Louvres kunstsamlinger besøgte han.

Ikke sjældent kom han ind på politik. I et brev af 27/4 1817 skrev han bl. a.:

»Jeg skulde være rede til at dø for at frelse min konges liv; men aldrig vilde jeg drage min kårde for at forsvare den absolutte kongemagt, som jeg hader lige så meget, som jeg elsker kongens person.---Jeg tvivler ikke om, at kongen, når han var ene, ikke et øjeblik vilde nægte sit folk en moderat kon­

stitution; men han ved ikke, at man så ivrigt ønsker denne konstitution, og hoffet, som drager fordel af den absolutte magt, får ham til at tro, at kun gennem absolutismen kan han være lykkelig. Hvis han tænker på at drage for­

del af omstændighederne for at forene de tre kroner---måtte hans egen interesse oplyse ham om, at aldrig vilde Norge, og i særdeleshed aldrig vilde Sverige have en konge, som ved alle lejligheder lod skinne igennem, at han havde en afgjort tilbøjelighed til at bevare den absolutte magt.---Det er ikke kongen, man må bebrejde den søvnens og svaghedens tilstand, hvori vort land befinder sig; nej, det er over os selv, det er over det oplyste parti i na­

tionen, vi må beklage os. De mænd, som ved deres alder, ved deres bekendt­ skaber og ved deres loyalitet har vundet deres landsmænds tilslutning, dem er det, der må tale først, de er visse på at blive hørt af regeringen og støttet af os andre; man vilde hos dem kalde mod, hvad man hos en mand uden navn vilde kalde galskab.«

I et andet brev — af 3/7 1817 — kunde han give faderen et eksempel på hjemlig bomerthed. Han og en kammerat, der ligeledes havde fået orlov for at studere i Paris, havde i deres månedlige rapport hjem meddelt, at de

2*

nu skulde i lag med kemisk analyse. Ordet analyse vakte vedkommendes be­ tænkelighed. »Idet de nemlig altid har hørt tale om analysen i matematik som noget rædsomt noget, der også kaldtes højere matematik, tror de, at den kemiske analyse er noget tilsvarende og skynder dem at sende mig et forbud mod at fortsætte studiet af den »højere« kemi.« Tscheming beroligede sig imidlertid med, at der ikke var noget, som hed højere kemi, og fortsatte med analysen.

Af dagbogen ses, at Tscheming straks efter ankomsten til Paris gennem kaptajn J. Abrahamson havde gjort bekendtskab med P. A. Heiberg, der siden sin landsforvisning i 1800 havde været ansati det franske udenrigsministerium, men netop i 1817 fik afsked med pension. At modgangen ikke havde mildnet Heibergs sind eller ændret hans form, fremgår af en optegnelse fra 17. januar, hvori fortælles, at Heiberg forTscheming og — antagelig— Abrahamson havde oplæst et svar, han havde forfattet i anledning af, at »det æbeltoftiske viden­

skabers selskab« havde udsendt følgende prisspørgsmaal: »Med hvilken ret tør Fanden blande sig i opdragelsesvæsenet?« Det forklares så i dagbogen, at Hei­ berg havde fået ideen derved, at man hjemme i Danmark nogle år forud virkelig havde fremsat dette ejendommelige prisspørgsmål. Ganske vist skulde der i stedet for »Fanden« have stået »staten«; men sætteren havde ved en fejltagelse ombyttet dette ord med »Satan«. I sin satire beviste Heiberg nu først, at Fanden var en konge, og dernæst, at han allerede havde blandet sig i opdragelsesvæsenet, fordi præsterne, som skulde bekæmpe ham, i stedet var gået i ledtog med ham. Tscheming sluttede optegnelsen med disse ord: »Hans [Heibergs] lignelse mellem de jordiske kongers adfærd og Fandens, således som Bibelen omtaler ham, er yderst vittig og bidende.«

Heiberg omtales atter og atter i dagbogen og havde åbenbart gjort stærkt indtryk på den unge officer; navnlig havde han øjensynligt skærpet Tscher- nings i forvejen vågne kritik over for de hjemlige forhold. Af bekendtskabet udviklede sig et venskab, som varede Heibergs liv ud. I E. p. I er trykt et brev fra Tscheming til Heiberg i 1825 og et fra Heiberg til Tscheming i 1828, ligesom det nævnes i en dagbogsoptegnelse, at Tscheming på hjemrejsen fra Morea 3/8 1829 besøgte Heiberg »som var ganske sig selv, dog lidt sløvere, synes mig.«

I april 1833 modtog Tscheming et brev fra Heiberg, hvori denne bad ham som »gammelven« få Johan Ludvig til at skrive lidt oftere til faderen; i 1832 havde han kun sendt tre breve, og indtil 3. april 1833 havde han endnu ikke skrevet en eneste gang i det år. Tscheming havde selv været den kærligste og mest hensynsfulde søn over for sin fader, der var død året forud, og på den anden side stod han J. L. Heiberg ret nær, idet han var første skoleofficer ved den kgl. militære højskole, hvor Heiberg varlærer. Han svarede klogt og smukt,

idet han forsikrede den gamle, at sønnen nærede stor hengivenhed for ham, at de ofte talte omham, og atsønnen ofte drøftede muligheden afat besøge fade­

ren i Paris1 eller få ham hjem til Danmark. Tavsheden skyldtes alene sønnens

»sorgløshed og mangel på beregning«; men for øvrigt havde han netop lige skrevet til faderen [mon på Tschemings opfordring?], og Tscheming stolede på, at han for fremtiden »vil holde bedre regnskab over sin korrespondance med Dem.« Han føltesig ogsåselvskyldig over for P. A. Heibergpå dette punkt, for så vidt som han, hvem Heiberg havde vist så megen venlighed, burde skrive ret ofte til ham. Men delsvar han en dårlig brevskriver, dels opmuntrede for­ holdene i Danmark ikke til brevskriveri; landet blev regeret siettere og siet­ tere, og det tidspunkt var vel nært, da Danmark enten gik op i Skandinavien eller blev delt mellem naboerne.

Da Tscheming i december 1834 på sin lange udenlandsrejse kom til Paris, opsøgte han straks Heiberg, der nu var 76 år gammel, og fandt ham meget ældet. I et brev hjem til en ven skrev han: »Den gamle Heiberg har jeg fundet igen, gammel i visse henseender, men kraftig i andre. Han kan fast ikke se, læser ikke, skriver ikke, men han står oprejst og har muskelkraft.

Ser du Heibergs søn direkte eller på anden hånd, så sig ham, at jeg har set hans fader og fundet ham således.«

Den sidste, rørende meddelelse om Heiberg gav Tscheming i sin dagbog under 21/10 1837, da han for tredje gang under nævnte rejse opholdt sig i Paris. Det hedder her: »Blev hentet til gamle Heiberg, der fantaserede og for­

talte, at han måtte rejse hjem, da hans pension skulde fratages ham; det lyk­ kedes mig foreløbigt at berolige ham.«

I selvbiografien fra 1841 fortæller Tscheming, at han i Paris også lærte Malthe K. Bruun at kende. »Og gennem vor gesandt, general Walterstorff, kom jeg også i berøring med adskillige ansete politiske mænd fra fortid og datid og så enkelte afspejlinger af de højere kreses måde at være og leve på. Der var dengang strømmet mangfoldige unge mænd til Paris fra forskel­

lige lande, alle begejstrede af den frihedsånd og frihedsduft, som havde led­

saget den såkaldte befrielseskrig, og i Paris forhandledes med iver og begej­

string alt, hvad der angik det nye forfatningsliv, som var bragt til Frankrig med freden. Her var således både opfordring og anledning til at høre, se, lære og udvikles, uden man selv vidste hvordan. Jeg stødte også her på lands­

mænd, hvis omgang var både behagelig og gavnlig. Jeg nævner her fortrinsvis

1 I 1836 besøgte J. L. Heiberg sammen med sin unge hustru faderen, hvad der voldte denne en stor glæde. Se Johanne Luise Heiberg »Et liv« I, s. 195 ff. At Tscheming di­

rekte ved et brev til fru Gyllembourg havde givet stødet til denne rejse, fremgår af E. p. II s. 145.

senere professor, nu afdøde Howitz,1 der havde et sådant fremsyn i sit fag, at han allerede dengang sagde, at alt som videnskaben trænger mere ind i medicinen og vækker tvivl mod erfaringsregleme, så taber dens midler til­

lid, og føjede han spøgende til: lægerne får intet andet at gøre end daglig at skrive de riges og levelystnes køkkenseddel.«

Af et brev af 20/11 1817 til faderen ses, at Tscheming ventede at kunne afslutte sine studier i Paris til juni den følgende sommer. Han havde så pla­

ner om en stor rejse på halvtredje år, rundt i Frankrig, til Spanien, Holland, England, Svejts, Italien, Østrig og Tyskland. Han vilde se fabrikker, bjerg­ værker, militære anlæg, diger, havne o. lign., foruden at han vilde fortsætte sine studier, hvor lejlighed gaves. Hvis han måtte beholde sin gage og dertil få en rejsehjælp af 20 hollandske dukater2 månedlig, mente han at kunne slå sig igennem. Og han håbede så efter hjemkomsten at være »i stand til at an­ vende mine kræfter til bedste for mit stakkels land; ti det er nødvendigt, at vi alle uegennyttigt ofrer det vore kræfter, hvis vi skal bevare vor uafhængig­ hed.«

I sit svar af 8/12 s. å. fortalte faderen først, at en fransk oberst Maissiat

— formodentlig en af Tschemings lærere i Paris — havde rost sønnen i stærke udtryk i et brev til Frederik d. sjette, og at denne havde sendt faderen en afskrift af brevet. Og derefter meddelte han, at kongen, for hvem han ved en gunstig lejlighed havde omtalt sønnens rejseplaner, havde stillet sig ret imødekommende; dog vilde der næppe blive tale om mere end et års rejse.

Da tiden kom, skrumpede rejsen yderligere ind til, at Tscheming i må­ nederne september og oktober 1818 besøgte de militære etablissementeri Metz og foretog en rundtur til forskellige stål- og våbenfabrikker i Sydfrankrig.

Denne rejse havde imidlertid haft et ikke uinteressant forspil. En i E. p. I aftrykt brevveksling, som strækker sig over tiden fra først i juni til sidst i august, viser nemlig, at korpsets høje chef af en eller anden grund optog Tschemings ansøgning meget vrangvilligt. Imidlertid indsendte han den dog til kongen, der bevilgede den, hvorfor prinsen, om end modstræbende, måtte give efter. Det stemte ham naturligvis ikke blidere, at Tscheming herunder ret åbenlystsmådrillede ham. Ikke uden grundskrev Abrahamson, der opholdt sig i hovedkvarteret, til Tscheming: »Det er ikke uret, når man hverken er hykler eller smigrer, da at rette sig lidt efter folk.« Men han var ganske vist også søn af forfatteren til visen: »Min søn, om du vil i verden frem, så buk!«

1 Lægen Frantz G. Howitz ansattes efter en treårig udenlandsrejse 1819 som professor ved Københavns universitet 1824 vakte han ved en afhandling »Om afsindighed og til- regnelse« en heftig strid om viljens frihed, hvori en række af tidens betydeligste mænd tog del.

2 En hollandsk dukat svarede dengang i værdi til 8/2 danske guldkroner.

Da striden var allermest spændende — det skal endogså have været i prin­ sens tanker at diktere Tscheming arrest til straf for hans fripostighed — for­

talte Tscheming i et brev sin fader derom og skrev bl. a.: »Jeg beder dig under alle omstændigheder være forvisset om, at jeg bestandig skal have den grundsætning for øje, som du så tidt har indprentet mig og sidst i dit seneste brev: at gå den vej, som vor samvittighed byder os, uden at bekymre sig om følgerne.«

Sidst på året 1818 vendte korpset tilbage til Danmark. Fra først i 1819 til midsommer 1820 lå Tscheming i garnison i København og var lærer ved underofficerseksercerskolen, samtidig med at han og hans fra Frankrig hjem­ vendte kammerater ud fra de der gjorte iagttagelser søgte at vinde ørenlyd for nødvendighedenaf væsentlige forbedringer i det danske artillerikorps både med hensyn til materiel og personale.

Det er betegnende for Tschemings foretagsomhed og forretningssans, at han ved denne tid søgte om tilladelse til at indføre drosker i København. Hans plan gik ud på at lade 50 enspændervogne holde forspændt på offentlige plad­ ser til tjeneste for publikum. Tilladelsen blev imidlertid ikke givet. Derimod blev han 23. august 1820 udnævnt til premierløjtnant.1

1 Mange år efter gav et ordskifte i folketinget Tscheming anledning til at skildre sig selv som 25 årig således: »Nu er jeg så lykkelig — det er måske et tilfælde — just at kunne henvise til mit ungdomsliv, indtil jeg blev 24—25 år, og at kunne ønske, at det må gå mine sønner som mig, at de i de åringer må blive så benyttet og brugt, som jeg blev det. Jeg færdedes så meget i det virkelige livs gerning, at jeg ikke havde lej­

lighed til at gøre andet end opfylde min pligt, arbejde meget og strengt.---- Jeg er overbevist om, at min fader kunde svare for alle de spilopper, jeg gjorde; ti jeg gjorde ingen, i alt fald ikke med munden; min ungdom er gået for sig i tider, hvor man ikke turde sige så meget som nu. At man har udspredt om mig forskellige fortællin­

ger, spøgefulde ord og vittigheder, det kan jeg ikke gøre ved; man har tillagt mig meget dumt og meget vittigt, som jeg ikke kan tilegne mig« (F. 1864/65 sp. 191).

HØJSKOLE. NATIONALBEVÆBNINGEN.

Et ulykkestilfælde havde ved denne tid ramt Tschemings fader, så at han ikke længer var i stand til at passe sine forretninger til stadighed. Sønnen blev da med kongens samtykke assistent hos faderen. Han skulde dog deltage i de årlige artilleriøvelser.

I denne stilling forblev Tscheming i otte år, skønt livet i den lille afsides provinsby næppe har haft noget særlig tillokkende ved sig ud over arbejdet på værket og samlivet med slægt og venner og da især faderen. Hvad arbejdet angår, var dog glæden derved noget blandet. Men til trods herfor fik disse otte år stor betydning både for værket og Tscheming selv.

I selvbiografien fra 1841 hedder det: »Da jeg kom til Frederiksværk, var samtlige fabrikationsgrene i forfald, flere af de betydeligere værksteder var i uheldige forpagteres hænder, våningerne var mådelige, mange ubeboelige og faldefærdige, altsammen følger af de uheldige finansielle tilstande, de ringe bestillinger til armeen og den herskende vandmangel [på grund af tørre somre].

Da jeg forlod Frederiksværk i 1828, var de fleste af disse vanskeligheder hæ­ vet, fabrikationen i opkomst, og planen lagt, hvis befølgelse har tilvejebragt den senere indtrådte heldigere stilling. Det er imidlertid ikke min hensigt at tilegne mig hovedfortjenesten herfor, jeg var ifølge min stilling kun en under­ ordnet medarbejder.«

Det må i denne sammenhæng nævnes, at den hårde økonomiske krise, der satte ind i Danmark 1818, var nogenlunde overstået 1828. Tiden kom altså Tscheming til hjælp. Men at han dog ikke var blind for sin egen fortjeneste af værkets genrejsning, fremgår af nogle ytringer af ham i breve fra den tid eller senere.

I det tidligere nævnte — udaterede — brev fra 1825 til P. A. Heiberg hedder det: »---Året efter min hjemkomst blev min fader svagelig, så at han måtte til dels overlade sine anstrengende forretninger til sin assistent. Denne var uduelig uden for kontoret og ikke ædruelig, han måtte skille sig af med ham og ønskede min nærværelse. Hans majestæt tillod eller på en måde be-

falede da min ansættelse som assistent ved fabrikkerne på Frederiksværk. I denne stilling er jeg endnu ogkan ikke nægte, at den er både lærerig og inter­ essant, men den er meget anstrengende og især ulønsom; det vil sige, at orga­

nisationen af bestyrelsen er af den beskaffenhed, at den forhindrer enhver ret alvorlig fremskriden til det bedre og gør en livet surt med småting. Der måtte da meget forandre sig, om jeg skulde attrå at blive her ved fabrikken. Min fader søger om at gaa af,1 og jeg bliver vist ikke længere, end jeg tror, at hans bekvemmelighed fordrer det.«

Og i et brev af 8/1 18442 til sin senere hustru skriver han: »Fra 1820 til. 28, netop den første del af mine bedste manddomsår, tjente jeg på Frede­

riksværk og udførte der, det tør jeg sige, et højst vanskeligt hverv. De for­

hold, hvori jeg der befandt mig, og de vanskeligheder, jeg overvandt, har jeg kun ligefrem omtalt med et eneste menneske i verden, min søster Sara, fordi hun havde set og været vidne til meget og fik kun opløsningen af nogle få gåder; jeg har ikke omtalt dem, fordi de mere er en andens hemmeligheder end mine, og fordi denne person, min fader, er mig kær, uendelig kær, og var en mand, hvis sjeldne gaver og store fortjenester langt overvejer hans fejl, der til dels hidrørte fra, at en i bund og grund ussel regeringikke forstod hver­ ken at benytte eller styre denne sjældne mandige frembringelse, der ved et godt greb i statens maskine havde været i stand til at udrette mer end den hele skare pygmæer, som trivedes så vel under mådelighedens rummelige pau­

lun. ---Jeg tror således at have en ikke ringe fortjeneste af Frederiksværks forvaltning og genopstandelse, ti jeg forefandt det dødt; men jeg kræver den ikke, ti jeg træder ikke i rivalitet med min fader, til hvem jeg skylder ikke alene livet, men min bedste kløgt og viden. Medens jeg var på Frederiksværk, lærte jeg korpset at indse deres forkerte fremfærd i krudtbedømmelse og dreje­

de flere af Haffners [chefen for artillerikorpsets] galskaber til nytte.«

Tscheming nævner også med ikke ringe stolthed, at han i Frederiksværk- tiden »konstruerede de tvende stykker affuterede feltkanoner, som foræredes til paschaen af Ægypten. Disse var de første affutager af engelsk model, som udførtes her i landet.«

Frederik d. sjette satte pris på Tscheming og vilde gerne have ansat ham som faderens afløser. Han undslog sig imidlertid, for at det ikke skulde se ud, som om han havde fortrængt faderen fra stillingen, men især fordi han indså, at han ikke kunde fåværkets styrelse ændret efter sit ønske.

Værket styredes af to administratorer, som boede i København og tog 1 At misstemningen var gensidig, ses af, at administrationen i en indstilling til kongen

i 1825 skrev, at E. P. Tschemings egoisme og herskesyge ingen grænser kendte, og at han tog ugrundet anledning til at chikanere og harme sine foresatte ved besværinger over formentlige fornærmelser (Hornemann s. 27).

2 Fru T. s. 80.

sig god tid til at afgøre sagerne. De havde under sig indkøbet af materialer og salget af værkets produkter. Værkets indre ledelse lå derimod hos inspek­ tøren. Denne tvedeling gav let anledning til strid, og som nævnt var der også rigeligt heraf i E. P. Tschemings tid.

Sønnen ønskede ledelsen samlet hos én mand, som skulde bo på Frederiks­

værk. De enkelte grene af virksomheden burde kongen efter hans mening over­

lade til dygtige privatmænd. 1827 havde således grossererfirmaet Suhr forpag- tet valseværket, der havde givet underskud, men som Suhr fik i god økonomisk gænge. Og så vilde Tscheming have hele etablissementet gjort til et praktisk lærested for håndværkere og ingeniører, en tanke, som faderen for øvrigthavde indgivet ham. Han tvivlede imidlertid som sagt om at kunne sætte disse æn­ dringer igennem og fratrådte derfor efter otte års virksomhed. Forinden havde han dog været med til at få løjtnant C. G. Dalberg knyttet til værket. Denne blev 1830 E. P. Tschemings afløser som inspektør og ægtede to år efter sin forgængers yngste datter, Albertine Andrea.

Et årstid efter Tschemings ansættelse på Frederiksværk blev hans ældste søster, Elisabeth Birgitte, gift med den begavede, men sære Chr. J. de Meza, der senere blev så kendt i de to slesvigske krige; den næstældste, Karen Marie, havde 1817 ægtet A. A. Schumacher, chef for raketkorpset, der en årrække havdesit sæde i Frederiksværk; senere opfandt han espingoleme, en forløber for nutidens maskingeværer. Af familiens øvrige medlemmer var som tidligere nævnt den otte år yngre søster Sara Sophie broderens yndling og efter faderens død 1832 hans eneste fortrolige, til hun selv gik bort i 1841. Men først og fremmest var det dog i disse år samlivet med faderen, der fik betydning forTscheming.

Allerede tidligere havde fader og søn stået hinanden nær; men nu nåede forholdet en sådan inderlighed, at Tscheming senere kunde skrive: »Få mænd skylder deres fader mere end jeg; hans klare og bevidste opfattelse af for­ holdene, hans rige kundskabsfylde og mangesidige udvikling er kommet mig til gode i mange retninger. Ved så mange lejligheder, hvor andre har måttet søge og læse for at få deres tvivl løst, var et spørgsmål og en samtale nok for mig. Som eneste søn var jeg meget om ham som barn, som yngre mand førte jeg i otte år i embedsstilling under ham det fortroligste samliv med ham«.1 I et tidligere anført brev bruger Tscheming det udtryk, at faderen var ham

»uendelig kær«. Det klinger sentimentalt, og derfor har det sin interesse at vide, at O. Lehmann i et brev af 16/12 1849 kalder Tscheming »den mindst sentimentale af alle mine venner«.2 Man har således lov at tillægge udtrykket fuld gyldighed.

Et nærmere kendskab til E. P. Tschemings væsen og anskuelser viser da 1 E. p. I s. 4.

2 Ss. III s. 26.

også et mærkeligt åndeligt slægtskab mellem fader og søn. Af ydre lignede de ligeledes hinanden; de var begge høje og smukke mænd (A. F. Tscheming målte 180 cm), men faderen skal dog have været densmukkeste.

Det bidrog til at gøre samlivet inderligt, at sønnen, der jo ellers ingenlunde var kvindehader, forblev ugift i disse år. Enkelte breve fra den periode skal rigtignok have tydet på, at han en tid tænkte på giftermål;1 men han opgav det, vistnok mest af økonomiske grunde, men også for at stå helt fri og uaf­

hængig over for muligt kommende kampe.

Aldersforskellen gjorde det naturligt, hvad også sønnens ord viser, at fa­ deren i åndelig henseende var den ydende, og sønnen den modtagende. Deres fælles åndspræg blev derfor det attende århundredes og var i nærmeste slægt med den livsopfattelse, der herhjemme satte frugt i den store reformperiode i århundredets sidste halvdel. Denne sjælelige arv gjorde Tscheming til den store bondeven.

Han opgør selv resultatet af disse otte læreår i faderens skole således: »På den tid grundlagde sig den overbevisning hos mig, at staten savnede en mid­

delklasse, at denne kunlod sig finde i landboklassen, at bondeudfrielsen var et halvgjort værk, at lavsvæsen og købstadafpæling var hindrende for en naturlig udvikling, at eksamensvæsenet for en stor del var en støtte for middelmådig­

heden, og at det latinske lav var lavenes lav og det skadeligste af alle. Da jeg havde afvundet min erfaring og mine undersøgelser denne grundanskuelse, åbnede jeg felttoget ved meddelelser til pressen, ved at tage mig af forskellige sager, kort ved hjælp af de få midler, der stod til min rådighed uden at overskride lovlighedens grænser. Jeg var dengang endnu ikke tredive år gammel og fattet på at arbejde videre, uanset hvorledes sagerne stillede sig for mig, der havde, måske for meget, følelsen af at kunne sørge for mig selv, idet jeg nemlig var legemlig stærk, ikke frygtede legemligt arbejde, ikke let led under legemlige savn og havde et frisk og frejdigt sind. At jeg vedblev at leve ugift, bidrog til at gøre mig uafhængig«.2

Dette citat er hentet fra selvbiografien 1841, og det er derfor muligt, at sidste halvdel, hvor han siger, at han åbnede felttoget ved meddelelser til pressen, mere skildrer tiden 1830—33 end Frederiksværkperioden. At han dog også i denne følte »skrivekløe«, viser følgende brudstykke af brevet fra 1825 til P. A. Heiberg: »For øjeblikket er min fader og jeg beskæftiget med at organisere udgivelsen af et ugeblad til læsning for landalmuen. Dets bestem­ melse skal være at give lekture for de personer, som ved den bedre skoleunder­ visning er sat i stand til på denne vej at erhverve kundskaber; dog skal det ikke alene indeholde afhandlinger, der ligefrem docerer landvæsen, det skal

1 E. p. I s. 55.

2 Ss. s. 19.

tillige optage historiske, geografiske og naturhistoriske stykker, ja endog for­ tællinger, digte, viser etc., som kan give en morsom time.. Folk vil i alminde­

lighed heller more sig end lære, og jeg tror, at et foretagende som dette kun kan lykkes, når man går folket i møde og ikke fordrer, at det skal komme hele vejen til os. Man må gøre som kræmmeren, sætte lidt af alle varer i vinduet; ved at se på legetøjet ser man tillige det nyttige, får lyst til det og køber det«. Udgivelsen af dette blad blev dog aldrig til noget.

I oktober 1828 forlod Tscheming Frederiksværk. Ved bortrejsen modtog han som erindringsgave fra samtlige mestre en forgyldt sabel med indskrift.

Atter gik han på langfart.

Allerede længe havde den græske frihedskrig stået på. Slaget ved Navarino vakte stor bevægelse overalt i Europa; frihedsmændene, der havde frygtet grækernes fuldstændige undertrykkelse, jublede, og deres modstandere var for­

bitrede. Rusland forberedte sig på at benytte lejligheden til at frarøve Tyrkiet endnu et stykke land, og Frankrig fandt sig under disse forhold foranlediget til at sende et hærkorps til Morea for at fordrive tyrkerne fra halvøen.

Frederik d. sjette fik tilladelse til at lade tre officerer slutte sig til den franske ekspedition for derigennem at vinde yderligere militær uddannelse.

De udvalgte blev major i fodfolket C. F. Hansen, ingeniørkaptajn C. O. E.

Schlegel og artilleriløjtnant A. F. Tscheming, tre lovende unge mænd, ind­ byrdes meget forskellige, der hver på sin måde skulde indskrive deres navn i Danmarks historie. Hansen havde for øvrigt ligesom Tscheming været med i besættelseskorpset i Frankrig 1816—18.

I militær henseende blev rejsen en skuffelse for de tre officerer, da krigs­ begivenhederne var nogenlunde afsluttet før deres ankomst. De hjalp så hver på sit område med at bringe forsvarsvæsenet i orden. Tscheming syssel­ sattes således med artillerimateriellet. Ved deres afrejse udtalte den franske regering over for den danske sin store tilfredshed med de tre mænds tjeneste­

forhold.

Atter kan man følge Tschemings oplevelser gennem breve til faderen og dagbogsoptegnelser. Dertil kommer to lange rapporter til kongen, to breve til prins Kristian og et til Biilow, kongens generaladjudant. Ikke mindst disse skrivelser, hvori der gøres rede for såvel græske forhold som den franske hærs tilstand, er meget interessante og livfulde.

Selskabet afsejlede fra Toulon 1. november og nåede Navarino allerede 11. november. Den første uge under sørejsen var Tscheming søsyg. Navarino var en stor skuffelse, »et hul både som by og fæstning;« overalt herskede »svi­ neri og elendighed.« Og »alt omkring er øde.« I fæstningen Modon, hvor den franske general Maison havde sit hovedkvarter, fik de danske officerer anvist bolig »i en ganske tom stue med sønderslagne ruder i de få vinduer, og skod-

deme næsten ulukkelige — — gulvet åbent, fuldt af store rottehuller, og underneden et rum med tyrkiske levninger, der stank op gennem gulvet.«

Snart skiltes de tre mænds veje, og i det hele fortæller Tscheming meget lidt om de to rejsefæller. Der har åbenbart ikke været stort sammenhold mel­

lem dem.

Tscheming fik et bedre logi og fandt sig hurtigt til rette i forholdene, savnede egentlig kun en seng. »Jeg ligger stedse på gulvet på min kampersæk, stoppet med hø, og min mantelsæk under hovedet, iklædt mine store lodne bukser og min kalmuks frakke, dækket med mine kapper.« Han havde købt en arabisk hingst, som dog var »temmelig gammel og mager som en ræv.«

Han foretog udflugter og forbavsedes over den hurtighed, hvormed det øde­ lagte land blomstrede op igen. »Gid dog dette land engang kunde få en sikker fred, hvor meget lod her sig ikke udrette.---Havde du [faderen] ikke en bondegård ved Ammindrup, vilde jeg råde dig til at købe her; det er stedet at få megetfor lidt.« Han lærte folket at kende, studerede dets karakter, sæder og skikke, besøgte historisk kendte steder og blev mere og mere interes­

seret i alt dernede. Dog nægtede han at modtage et tilbud om at blive den græske artillerichefs næstkommanderende.

Det franske korps manglede efter Tschemings opfattelse orden og mands­ tugt samt led under moralske brøst. »Vor oberst skælder dagligt grækerne for deres tyvagtighed og glemmer sine egne.« Selv general Maison var ikke uan­ gribelig i den henseende. I den første rapport til kongen udvikles, hvorledes de franskerevolutionshære bares højt af den republikanske begejstring og lede­ des fortrinligt af de officerer, der for største delen var udgået af de meniges rækker og alene forfremmedes på grund af deres dygtighed. Napoleon slap­ pede begejstringen ved sine uendelige krige og sin kamp mod den republi­ kanske ånd i borgersamfundet; men disciplinen opretholdtes, og soldaterne nærede fuld tillid til ledelsen. Efter bourbonnemes genindsættelse fortrængtes de gamle prøvede officerer af personer, hvis eneste fortjeneste var deres tro­

skab mod kongehuset, og de menige udgik hovedsageligt fra folkets laveste lag.

Resultatet var mangel på disciplin, drukkenskab og forsømmelighed. Dog var tropperne fortrinligt udrustede og personligt tapre. — Man undres næsten over, at Tscheming turde afsende en sådan rapport til Frederik d. sjette.

I den anden rapport til kongen berettedes om landet og indbyggerne, som han så dem under en fleredages udflugt til Callamata. Grækerne var »god­ modige, fredsommelige og gæstfri. Vi logerede hos flere af dem, sov ubevæb­ nede imellem dem, vort tøj var i deres varetægt, det blev behandlet med den største troskab, og dog var intet lettere end at frarøve os alt, hvad vi havde, og skjule sig med byttet i de nærliggende, fast utilgængelige bjerge.« Der for­

tælles om den græske admiral Miaulis’s besøg hos general Maison. »Hans adfærd var højst venlig, men dog mandig, simpel, men imponerende.«

Det første brev til prins Kristian er skrevet kort efter ankomsten og har mindre interesse. I det andet, som er langt, redegøres for Grækenlands politi­ ske stilling, Englands, Frankrigs og Ruslands rivalisering i den nyskabte stat og den græske præsident Kapodistria’s deraf flydende vanskeligheder, som han stod midt imellem stormagterne og de indfødte høvdinger, der nærmere skildres. Ligeså karakteriseres de udlændinge, der i øjeblikket havde størst ind­

flydelse i landet.

Brevet til Biilow giveren livfuld skildring af en udflugt til et græsk munke- kloster på bjerget Ithome.

Tilsammen giver disse fem breve, der naturligvis er udarbejdet med mere omhu end brevene til slægt og venner, en god forestilling om Tschemings betydelige evner som iagttager og fortæller.

9/3 1829 forlod Tscheming Modon, overøst af general Maison med ro­ sende ord.1 Ved afskeden med Grækenland skrev han i dagbogen: »Da jeg kom, var alting øde; nu steg røgstøtter, beboelsens tegn, op fra mange steder, ploven var i gang, pakdyr drog hyppigt hen ad vejen, kort: menneskelivet var igen opvakt i Modons frugtbare slette. Vil det kunårligt i ti år tiltagesom i de forløbne fire måneder, da er det en af Europas mest befolkede egne.«

Han rejste alene; en gulsot havde hindret ham i at følge med Hansen og Schlegel, da de drog af sted. Sørejsen til Marseille tog denne gang 32 dage;

først 12. april nåede han dertil og måtte så oven i købet ligge i karantæne til 1. maj. Efter ansøgning havde han fået tilladelse til at forblive fire måne­

der i Frankrig for yderligere at sætte sig ind i sit fag. Der gik dog fem måne­ der, før han atter var hjemme i København.

Under en rundrejse i Syd- og Vestfrankrig besøgte Tscheming kanonstøbe- rieme og artilleriskolen i Toulouse, krudtværket og søskolen i Angouleme og kanonstøberieme i Ruelle og hjembragte herfra »tegninger over alt, hvad der indtil da var indført af det ny artillerisystem, forskellige vigtige efterretninger om kanoners støbning og prøvning samt om andre artilleristiske genstande.«

Men det havde ikke været Tscheming, hvis han ikke havde benyttet lejlig­

heden til samtidigt at besøge en lefabrik og en chokoladefabrik, sætte sig ind i den som hjemmeindustri drevne knivfabrikation i Chåtellerault, studere franske bønders arbejds- og boligforhold, sejle på Languedockanalen og søge oplys­ ning om dens økonomi. En særlig interesse havde han af at overvære et valg til deputeretkamret, og han konstaterede gang på gang, hvor svag den katolske kirkes stilling var i folket, og hvor meget hykleri og skinvæsen den rummede.

»Præsteskabet fører i grunden et usselt liv.« Det var jo midt under den kirke- 1 Et brev til Tscheming, skrevet 5/8 1848 i Paris af hans daværende adjudant Harbou,

viser, at Tscheming på Morea havde lært den senere general Cavaignac at kende (E. p. II s. 338). Bekendtskabet fomyedes i 1848 (ss. s. 336 og 341) og bidrog vist­

nok til, at Cavaignac tog sig alvorligt af Danmarks sag (N. t. 13/8 1870).

lige reaktion i Karl d. tiendes tid. — Og så fik han endnu tid til at foretage en — til dels mislykket — tur op i Pyrenæerne ved Pie du Midi og aflægge et meget vellykket fleredages besøg på et greveslot ved Toulouse, hvor grev­

inden og en lille frøken Helene åbenbart fandt stort behag i den smukke og muntre danske officers selskab.

Hjemkommen blev Tscheming kaptajn 27/10 1829 og ansattes som lærer i fysik og kemi ved sin gamle skole, artillerikadetinstituttet. Han mente selv,

|at hans forelæsninger i de nævnte fag var de første ved denne skole; dette er dog ikke helt rigtigt; der havde i hvert fald tidligere været undervist heri ved instituttet, men den almindelige nedskæring på alle områder efter ulyk­

kerne 1807—14 havde medført deres udelukkelse.1

I selvbiografien hedder det derefter: »På samme tid forlangte Hans maje­

stæt kongens generaladjudant [Biilow] oplysninger af mig angående det mili­ tære undervisningsvæsen i Frankrig med særdeles hensyn til oprettelsen af en skole for de specielle våben. Oberstløjtnant Abrahamson, kaptajn Bendz og jeg, som alle tre var rådspurgt, forenede os om at udkaste de første grund­

træk til planen for den kongelige militære højskole. Som følge heraf blev jeg udnævnt til medlem af organisationskommissionen for denne skole, deltog virk­

somt i dens oprettelse og blev ansat ved samme som første skoleofficer.--- Som første skoleofficer tror jeg at have bidraget væsentligt til at overvinde og jævne de vanskeligheder, som en begyndende indretning medfører, som og til at opretholde orden, god forståelse og tilbørlig disciplin ved skolen.--- Som lærer i praktisk artilleri ved den kongelige militære højskole havde jeg anledning til at affordre artillerikorpset faste bestemmelser for alle artilleristiske tjenesteforhold. Dette forlangende tilvejebragte [1832] nedsættelsen af en kom­

mission for oprettelsen af faste praktiske skoler ved artilleriet og forudarbejdel­

sen af de dermed forbundne reglementer og regulativer for tjenestens forskel­ lige grene. Jeg blev udnævnt til medlem af denne kommission, men forlod den, inden den var færdig.---Forinden min afrejse var imidlertid den vigtigste del af kommissionens arbejde tilendebragt, og hvis den ikke fra højere steder var blevet hemmet i den virksomhed, som oprindelig var den fore­

skrevet, så tør jeg nok sige, at artilleriets vigtigste trang var blevet afhjulpet.

Jeg smigrer mig endnu med den overbevisning, at den har angivet vejen, som nødvendigvis må tiltrædes for med de ringeste midler at holde artilleriet på den tåleligste fod. Desværre må jeg tilstå, at selv af kommissionens medlem­

mer var de gjorte forslag ikke opfattet med klarhed, skønt de havde fundet alles bifald.«

Den danske officensuddannelse var ikke tidssvarende. Nu var der imid- 1 »Udsigt over undervisningen ved de specielle korpser før 1830 og den kongelige mili­

tære højskoles virksomhed fra dens oprettelse til 1855«, s. 13 og 18.

lertid fremvokset en flok begavede, dygtige og energiske unge officerer, der evnede et fremstød i den henseende. En af de mest indflydelsesrige var Joseph N. B. Abrahamson, søn af digteren og skolemanden kaptajn W. H. F.

Abrahamson og morbroder til oberst W. H. F. A. Læssøe. Abrahamson havde været Tschemings lærer i artillerikadetinstituttet, hvor han virkede 1808—11, og også senere var deres veje mødtes, idet Abrahamson havde været næst­ kommanderende i hjælpekorpset mod Frankrig i 1814 og ansat i Frederik af Hessens stab 1816—18. I 1820erne havde han været drivkraften i indførelsen af den »indbyrdes undervisning« i dansk skolevæsen og derved i høj grad vundet Frederik d. sjettes yndest, for øvrigt med C. F. Hansen som nærmeste rival. Det skal være Abrahamson, der havde fostret tanken om den kongelige militære højskole. Forstående hjælpere fik han altså i Tscheming og Carl L.

Bendz, der i Frankrig netop havde sat sig ind i det militære undervisnings­

væsen og blev højskolens første lærer i matematik og mekanik.

Den kgl. militære højskole skulde, hedder det i organisationsplanens noget knudrede sprog, »give en passende udvidelse af den dannelse, som officerer i armeen modtager i almindelighed, til de personer, som måtte have vist en særegen modtagelighed for dannelse, så at med dem de pladser i armeen senere kan besættes, hvortil mere end almindelig dannelse behøves.« Den skulde, som Tscheming siger, særligt uddanne officerer i de specielle våben, dvs. ingeniør-, artilleri- og generalstabsofficerer. Kursustiden var fireårig. Biilow var skolens chef. Undervisningen sorterede under Abrahamson som direktør, det tjenstlige og økonomiske under major Johan Adolf Fibiger som kommandør, assisteret af to skoleofficerer, der tillige var lærere i de praktiske fag. Der var en halv snes lærere, ordinære og ekstraordinære; blandtdem var foruden BendzTscher- nings svoger de Meza (lærer i fransk og tysk) og J. L. Heiberg (logik og skønlitteratur). Til skolens elever i Tschemings tid hørte så betydelige unge mænd som den senere politiker Andræ, Istedheltene Læssøe og Trepka, krigs­ ministrene Flensborg, Lundby og V. R. Råsløff, generalmajor Johs. Harbou, O. Marstrand, der omkom på Christian VIII ved Eckemførde, og flere. Ad­ skillige af disse gamle elever skulde Tscheming møde senere i livet under andre forhold.

Tschemings arbejde ved højskolen blev imidlertid ret kortvarigt. Tidens politiske uro satte svære dønninger i hans sind. Ungdomsdagenes skuffelse og harme over Kielerfredens forsmædelighed med Norges frihed som modstykke, P. A. Heibergs påvirkning under Pariseropholdet og faderens i Frederiksværk- tiden, alt dette og andet mere havde modnet og hærdet hans medfødte demo­

kratiske sindelag, så at han måtte føle dyb uvilje over Frederik d. sjettes på mange måder smålige og snæversynede enevælde og folkets holdning der over­

for. Og han manglede ikke sine meningers mod. Det krav, han som ung sekondløjtnant havde stillet i brevet af 27/4 1817 til faderen, det kunde og

vilde han opfylde nu, da han selv var en af »de mænd, som ved deres alder, ved deres bekendtskaber og ved deres loyalitet havde vundet deres landsmænds tilslutning.« Nærede han mon håb om at blive »hørt af regeringen«, eftersom både hans fader og han selv havde nydt Frederik d. sjettes gunst? I hvert fald »åbnede han nu felttoget«, som han senere udtrykte det.

Med Uve Jens Lomsen vides han ikke at have haft forbindelse; antageligt vilde de to mænd heller ikke have passet sammen. Men Lomsens lille skrift fra november 1830, »Uber das verfassungswerk in Schleswigholstein«, gjorde et stærktindtryk på Tscheming,1 både fordi det viste hen til Norges forfatning som forbillede, og fordi det afslørede den fare for rigets enhed, som et krav fra tysk side om fri forfatning kunde medføre, hvis det ikke i tide blev efter­ kommet af den danske regering og derved uskadeliggjort, ja vendt til Dan­

marks fordel.

Stænderanordningeme af 28/5 1831 tilfredsstillede ikke Tscheming, hvil­ ket han ret tydeligt gav til kende ved samme år at udsende et lille skrift, hans første: »De prøjsiske provinsialstænders historie i korte træk«. Heri udvikles, hvorledes i Prøjsen efter sammenbrudet 1806 frihedens sande venner kom i bevægelse. »Blandt disse findes altid dygtige og snilde mænd; ti netop denne dygtighed gør dem til frihedens venner og til undertrykkelsens fjender.« De fik finanserne bragt på fode, hæren udviklet og kommunestyret reformeret.

»Indretningen af kommunalforvaltningen samt garantien for den frie menings­ ytring er ligesom barometre for regeringens større eller mindre tilbøjelighed til at indrømme borgerfrihed.« Disse fremskridt var baggrunden for oprejs­

ningen 1812—14. Men den lovede frie forfatning hindredes af det derpå føl­

gende tilbageslag. Dertil bidrog også Prøjsens brogede sammensætningaf højst uensartede provinser, den store standsforskel og en vis lyst til at efterligne middelalderen. »Havde Prøjsen lignet Norge i sine indre forhold---og havde det indført sin konstitution på en tid, hvor historiens ånd lignede den i 1813 og 14, så var dets konstitution sikkert blevet mere lig den norske end den nuværende prøjsiske.«

Man læser mellem linjerne forfatterens skuffelse over, at Danmark ikke efter 1814 havde fået sin oprejsning, som Prøjsen fik den efter 1806, og hans hævdelse af, at Danmark, der lignede Norge så meget, nu burde haft en for­

fatning som den norske og ikke som den prøjsiske.2

1 I en piece fra 1848 »Om de slesvigholstenske forhold« skriver Tscheming s. 14: »Hvor meget vi end har grund til at bekæmpe Slesvigholsteinismen, så skylder vi dog denne mand [Uve Lornsen] en hæderlig ihukommelse, ti han gav det første kraftige stød til en ny udviklingsrække.«

2 Også faderen tog offentligt til orde i anledning af stænderanordningerne; i Køben­

havnsposten 4/2 1832 frarådede han at give Øerne og Jylland hver sin stænderforsam­

ling, fordi det vilde kunne føre til yderligere opløsning af riget.

A. F. Tscheming ³

Det lille skrift vakte opmærksomhed og blev endnu samme år oversat til tysk af prof. N. Falck i Kiel.

Længe havde Tscheming overvejet, hvorledes folket kunde vækkes til en klarere erkendelse af statens efter hans opfattelse sørgelige tilstand. Han fandt det rigtigst at vælge hærvæsenet, hans eget fag, til udgangspunkt i stedet for finansvæsenet1 for derved at henlede folkets opmærksomhed »på en højere idé, på nationaltilværelse og selvopofrelse for almenheden; historien har vist, at kun de højere ideer vækker begejstring og duer til vehikkel for store fore­

tagender.« Han havde om hærvæsenet dannet sig en ejendommelig opfattelse, beslægtet med den geniale idé, som samtidigt tog form i en anden danskers sind, højskoletanken. Der er imidlertid den forskel på de to ideers skæbne, at Grundtvigs højskoletanke blev virkeliggjort, om end i meget ændret og ind­

skrænket form, mens Tschemings folkevæbningstanke forveksledes med kravet om almindelig værnepligt, som gennemførtes i 1848, hvorefter selve tanken med alle sine mærkelige og betydningsfulde enkeltheder efterhånden gik ad glemme. Vil man forstå Tschemings tankeverden, må man imidlertid kende denne idé i dens grundtræk.

Tscheming havde i flere år samlet materiale til sin fremstilling af væb­

ningssystemet og skrevet det meste deraf; men han havde holdt skriftet til­ bage, både fordi der endnu manglede en del oplysninger, og fordi tiden til udgivelsen ikke varinde, før der var tilvejebragt folkerepræsentation og trykke­

frihed. Men så kom stænderanordningeme, som i hvert fald var et skridt på vejen mod folkerepræsentation, og samtidigt udkom et lille skrift af kaptajn H. J. Blom, »Land- og sømagt«, der om end nærmest i forbigående udtalte en grundtanke så beslægtet med Tschemings, at han fandt anledning til at træde frem med sit system.

Blom skrev egentlig for at modbevise en dengang ret almindelig opfat­

telse, at flåden var Danmarks hovedvæm. Men herunder fremsatte han den påstand, at mens »søværnet kan blomstre, ja triumfere på en tid, da folket i øvrigt er svagt og usselt,---kan et folks landmagt kun være god, når hele statslegemet befinder sig i en sund og kraftig tilstand.« Ti hæren stod i inderlig, flåden kun i overfladisk forbindelse med statsorganismen.

Fra sidst i 1831 til først i 1833 udsendte Tscheming nu fire skrifter med samme tittel: »Nogle bemærkninger om det danske væbningssystem og dets mangler«, nr. 1—4. De to første er små, kun 24 sider, nr. 3 er på 156, nr. 4 på 70 sider. 1839 fulgte nr. 5 på 51 sider, der ikke indeholdernoget væsentligt nyt, men har interesse ved at vise, at de mellemliggende år og den lange

1 Fra 1815 til 1834 var Danmarks finansielle status i gennemsnit årligt blevet forringet med o. 2 mili. rd., og hele budgettet var kun på 12 miil. (M. Rubin »Frederik Vis tid«

s. 193—99.)