Læsning til salighed, oplysning og velfærd - Om Pontoppidan, pietisme og lærebøger i Danmark og Norge i 17- og 1800-tallet

Læsning til salighed, oplysning og velfærd

Om Pontoppidan, pietisme og lærebøger i D anm ark og Norge i 17- og 1800-tallet

Henrik Horstbøll

F ortid og N u tid, juni 2003, s. 83-108

Få bøger har vakt så megen debat og konflikt over så langt et tidsrum som Erik Pontoppidans S andh ed til Gudfrygtighed. Det er i sig selv tilstrække­

lig grund til at undersøge, hvad det var, der optog sindene. Men ydermere havde Pontoppidans tekst traditionshistorisk rod i pietism ens lære. Der­

med får historien om Pontoppidans tekst også komparativ interesse ved­

rørende spørgsmål om relationerne mellem pietism e og politik. I artiklen undersøges nogle nøglebegreber i Pontoppidans tekst set i relation til tek­

stens historiske sammenhæng. Hvilket m enneskesyn fik befolkningen ind­

prentet i perioden, som tog sin begyndelse i 1730’erne. Tekstens udbredel­

se undersøges, og dernæst fokuseres der på konflikter i forbindelse med brugen af teksten og konflikter i forbindelse med dens afløsning. Til slut sæ ttes Pontoppidan-episoden i perspektiv med en diskussion af Pontoppi­

dans pietism e og dens politiske rolle i Danmark og Norge.

Henrik Horstbøll, f. 1952, dr.phil., forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek. Arbejder med kultur- og videnskabshistorie sam t bog- og biblio- tekshistorie. Har bl.a. udgivet afhandlingerne: M enigm ands Medie. Det folkelige bogtryk i D anm ark 1500-1840. En kulturhistorisk undersøgelse (1999) og C ivilisation og N ation 1760-1830, G yldendals Danm arkshistorie bd. 10 (1992).

I C hristiania (Oslo) udkom i 1885 en lille bog på 39 sider med titlen Mang­

lerne ved Pontoppidans Forklaring og Principerne for en ny. Skolem anden og politikeren Niels H ertzberg udgav den lille debatbog for a t samle støtte til øn­

sket om a t forny børnenes religionsun­

dervisning i skole og kirke i Norge.

Den første sæ tning satte problem stil­

lingen i relief: »At erholde en ny autori­

seret Religionslærebog eller en foran­

dret Udgave a f Pontoppidans er ikke nogen ny, men en gammel Tanke inden vor Kirke og Skole.« E rik Pontoppi­

dans forklaring a f L uthers lille k a te ­ kism us v ar stadig både en levende tr a ­ dition og et statslig t autoriseret grundlag for undervisning i Norge knap 150 å r efter a t bogen havde for­

lad t Vaj senhusets trykkeri i Køben­

havn for første gang i 1737 med den kryptiske titel Sandhed til Gudfrygtig­

hed.1 Den v ar den første almindelige og autoriserede lærebog i den kristne religion i D anm ark og Norge, og for­

kortede udgaver, eller såkaldte udtog af Pontoppidans forklaring, havde gennem årtiern e afløst u rtek sten på m arkedet, m en lærebogens centrale indhold og nøglebegreber v ar intakte.

E fter Eidsvoll var det i 1818 blevet bestem t ved højeste resolution, a t Pon­

toppidans forklaring eller Saxtorphs udtog h e ra f v ar autoriserede lærebø­

ger i Norges offentlige skoler og ved konfirm ationsundervisningen indtil en »ny Lærebog eller nye Lærebøger i Religion maatte vorde indførte«.2 F ørst

i 1828 tog K irkedepartem entet skridt til a t indkalde forslag til nye læ re­

bøger fra landets gejstlige embeds- m ænd, og et udvalg bestående a f en professor og to kapellaner afgav en ud ­ talelse om de indsendte forslag. Ingen a f de indsendte forslag stod ifølge ud ­ valget m ål med Pontoppidans bog, og m an slog fast, a t Pontoppidan »hjerte­

ligt og rent og i al ønskelig Korthed om­

fatter og fremstiller den kristelige Reli­

gions Grundlærdomme eller Alt, hvad der er nødvendigt at vide til Salig­

hed«.3 Dog kunne form og sprog mo­

derniseres, og et nyt statslig t udvalg redigerede et nyt udtog af Pontoppi­

dan, som fik statslig autorisation i 1843. Den »omarbejdede« Pontoppidan vakte k ritik og m odstand, og i 1865 blev U lrik Sverdrups m ere traditionel­

le Pontoppidan-udtog autoriseret, og det v ar med Sverdrup, a t H ertzberg krydsede klinge i debatbogen i 1885.

E rik Pontoppidans te k st blev kort sagt norsk trad itio n i 1800-tallet, m ens situationen v ar helt anderledes i D anm ark. H er blev Pontoppidans for­

klaring et symbol på opposition mod statsm ag t og statsk irk e i første halv­

del a f 1800-tallet. I 1794 v ar Pontoppi­

dans lærebog officielt blevet afløst af en ny, som kom til a t bæ re biskop Bal­

les navn, og i D anm ark holdt m yndig­

hederne fast ved Balles lærebog.

P ræ sten s lokale a u to ritet stod og faldt med evnen til a t holde 1700-tallets for­

ordnede lærebog borte fra undervis­

ningen. Mens Pontoppidan i 1830’er- nes Norge rum m ede alt, hvad der var nødvendigt a t vide til salighed, kulm i­

nerede kam pe i forskellige danske m e­

nigheder fra Jyllan d til Bornholm for a t få lov til a t anvende Pontoppidans te k st efter eget valg i 1830’erne og 1840’erne. Pontoppidans te k st v ar ble­

vet et sam lingspunkt for antiautori- tæ re vækkelsesbevægelser, der u n d er­

gravede enevældens statskirke.

F å bøger h a r h aft så megen m agt over sindene i D anm ark og Norge, og

få bøger h a r v akt så megen debat og konflikt over så langt et tidsrum , som E rik Pontoppidans Sandhed til Gud­

frygtighed. Det er i sig selv tilstræ k k e ­ lig grund til a t undersøge, hvad det var, der optog sindene. Men yderm ere havde Pontoppidans te k st traditions- historisk rod i pietism ens diskurs. F ra slutningen af 1600-tallet og begyndel­

sen af 1700-tallet havde pietistiske strøm ninger kirke- og statspolitisk be­

tydning på tvæ rs af landegræ nser ræ k ­ kende fra W iirttem berg over Preussen til Skandinavien. Dermed får h isto ri­

en om Pontoppidans tek st også kom­

parativ interesse vedrørende spørgs­

m ål om relationerne mellem pietis­

m ens diskurs og politisk kultu r.4 Det følgende er en undersøgelse af nogle nøglebegreber i Pontoppidans te k st set i relation til tek sten s histo­

riske sam m enhæng: »Den anden refor­

mation«. H vilket m enneskesyn fik be­

folkningen in d p ren tet i perioden, som tog sin begyndelse i reform ationens ju ­ belår 1736. Hvilke forestillinger om in ­ divid, sam fund og øvrighed blev stillet til rådighed for borgernes omverdens- tolkning. Tekstens udbredelse og an ­ vendelse undersøges, og d ern æ st foku­

seres der på konflikter i forbindelse med brugen a f tek sten og konflikter i forbindelse med dens afløsning. Til slut følges tek sten s udgivelseshistorie i Norge og D anm ark for a t belyse dens virkningshistorie.

G runden til a t vælge netop Pontop­

pidans genre er enkel: K atekism en og forklaringen af den v ar porten til det skrevne ord. F ra Reform ationen til de første å rtie r a f 1800-tallet v ar L uthers lille katekism us sam m en med abc-bo- gen og katekism usforklaring, bønner og salm er indgangen til bogens ver­

den, suppleret a f alm anakkens og k a ­ lenderens tegn og gerninger. For den, der overkom læ sekunstens barriere, blev sp ek tret a f m ulig læ sning udvi­

det, m en fundam entet v ar den reli­

giøse læsning. Som led i en statslig

kirkepolitik blev katekism usundervis­

ningen sam let i en, og ku n én lærebog i 1737. Men før vi tag er hul på analy­

sen af Pontoppidans te k st skal sam ­ m enhængen, som den nye lærebog ud ­ sprang af, kort skitseres.

»Den anden reformation« 1736- 39

E t af de første officielle historiske ju b i­

læer, som blev m ark eret i D anm ark og Norge, v ar 200-året for Reformatio­

nen.5 Jubelfesten for Reformationens gennemførelse blev afholdt i landets kirker den 30. oktober 1736. I Køben­

havn blev Lov-Sang i Zion opført til lejligheden i St. Nicolai Kirke, og d a­

gen efter v ar der skrevet a rier til ju ­ belfesten på U niversitetet, mens flyve­

blade og p lak ater med digte blev m ar­

kedsført i anledning a f jubilæ et.6 Kong C hristian 6. havde selv læ st k o rrek tu r på festskriftet, forfattet af A ndreas Hojer: Kort Forestilling a f de store Vel- gierninger, som Gud ved den for 200 Aar siden Ao. 1536 skeede offentlige Reformation og Antagelse a f den sande Evangeliske Lærdom, disse Riger og Lande har ladet vederfare.

Reform ationen v ar ikke alene histo­

risk tradition, og Jubelfesten ikke blot m arkeringen a f en gammel sejr, men også et led i, og en p rak tisk anledning til a t drive aktuel kirkepolitik. Ju b el­

åre t 1736 v ar blevet indledt den 13. ja ­ n u a r med K onfirm ationsforordningen - med Edvard Holms ord »den vigtig­

ste enkelte reform, der var indført i den danske og norske Kirke siden Reforma­

tionen«.7 Selvfølgelig v ar der blevet undervist i L uthers lille K atekism us tidligere ru n d t om kring i sognene, og flere sm å katekism us-forklaringer gi­

ver indsigt i hvordan; m en nu skulle undervisningen væ re lovmæssig, ens­

a rte t og eksam en offentlig, således som det blev indskæ rpet i forordnin­

gens p a ra g raf 1: »Skal Børnenes Con-

firmation og Indvielse saavel som de­

res offentlige Examen og Prøvelse, være en almindelig Regel og skyldig Pligt, som alle Børnene udi Menigheden, in­

gen undtagen, a f hvad Stand og Con- dition de end maatte være, skal nød­

vendig være bunden til, paa det ikke Persons Anseelse skal giøre nogen Spliid udi Meenigheden«.

En sidegevinst ved ungdommens konfirm ation v ar det, a t »man paa saadan Maade kunde faae den gand- ske Meenighed sin Pligt alvorligen ind­

skærpet, og kunde give dem en herlig Anledning til nogen god og frugtbarlig

Opbyggelse i deres Christendom«.8 Men hvordan? De kortfattede, n æ r­

m est kom prim erede spørgsm ål og svar i L uthers lille K atekism us kunne jo udlægges og indlæ res på m ange m å­

der, og der var m ange forklaringer i omløb på bogm arkedet. Bøgerne var principielt alle underlagt teologisk censur ved Københavns U niversitet, m en en ting v ar frasortering af decide­

re t vranglæ re, noget andet etablering a f en en sa rte t læ re i trå d med de mo­

derne religiøse strøm ninger af mo­

d erat pietistisk karakter, som lå kon­

gen og hovedparten a f regeringen på sinde.

E rik Pontoppidan v ar sam m en med A ndreas Hojer en central person i den reform ationskam pagne, som kulm ine­

rede i årene om kring Jubelfesten. Ef­

te r en årræ kke som sognepræst på Als v ar h an i 1734 blevet slotspræ st på Frederiksborg og sognepræst i H ille­

rød. Samme år udgav h a n sin reforma- tionshistorie. Pontoppidans pietism e behagede kongen, og å re t efter blev h an hofpræst. I selve Ju b elå re t udgav h an på latin sit m ærkelige lille skrift Fejekost til at udfeje den gamle Sur- dejg - et form aningsskrift, som med et væld a f k u ltu rh isto risk dokum entati­

on redegjorde for reform ationens ak ­ tu a lite t over for sejlivede re ster a f så­

vel hedenskab som katolicism e, eller papism e som det hed.9

E rik Pontoppidan kom i praksis til a t udarbejde den fejekost, som skulle gøre arbejdet: C hristian 6. lod i Ju b el­

åre t sin hofpræ st begynde udarbejdel­

sen af det obligatoriske eksam enspen­

sum - den ny katekism usforklaring Sandhed til Gudfrygtighed. I indled­

ningen redegjorde h a n selv for bogens baggrund: »Aarsagen, som til dette Ar- beide haver givet Anledning, er særde­

les denne, at næsten et hvert S tift hid­

indtil har haft sin egen særdeles Cate- chismum. Endskiønt nu Lærdommens Grund kunde være den samme, har dog den adskillige Lærdoms Form ikke syntes saa beqvem, som en almindelig Catechismi Forklaring, opsat efter Kongelig allernaadigst til mig skriftlig udstedet Befaling«.10 Pontoppidan skul­

le afløse den lokale mangfoldighed og lokale udform ning a f k atek ism u su n ­ dervisningen med cen tralt afstukne en sarted e ram m er.

Pontoppidans forbillede v ar den tys­

ke pietist Ph. J. Speners Den christeli- ge Lærdoms eenfoldige Udleggelse, som udkom i dansk oversæ ttelse 1728.11

I ju li 1737 fik V aisenhusets trykkeri i København privilegium på a t trykke den nye lærebog mod årligt uden b eta­

ling a t levere 1500 eksem plarer til ud ­ deling blan d t fattige. En sto rstilet bog­

produktion v ar sat i gang, og det blev et a f 1700-tallets k v a n tita tiv t største bogprojekter. I au g u st 1738 v ar m an så vidt, a t kongen kunne befale bogen b ru g t a f alle nye konfirm ander i D an­

m ark og N orge.12

Men hvorledes kunne centralm ag­

ten sikre sig, a t intentionen blev til virkelighed, a t den sande kristendom slog rod, blev forkyndt i kirken, u n d er­

vist i skole eller p ræ steg ård og realise­

re t i menighedslivet?

I um iddelbar forbindelse med selve Jubelfesten 1736 udstedte C hristian 6.

en forordning, som pålagde alle teolo­

giske professorer og bisper a t indsende årlige indberetninger til D anske K an­

celli om k an d id ater og nye p ræ sters

»lærdom og levned«, således a t uheldi­

ge præ steem ner kunne frasorteres i tide, og m enighederne forskånes for læ rere »vildfarende i Lærdommen eller forargelige i Liv om Omgiengelse«.13 Kancelliet opstillede en liste med 32 spørgsm ål vedrørende de nye, eller kommende præ sters levnet og evner, således a t vurderingsgrundlaget k u n ­ ne blive ensartet. Det overraskende, og væ sentlige ved forordningen er im idlertid den kirkepolitiske foran­

dring, den indvarslede: P ræ sidenten for D anske Kancelli skulle åbenbart for frem tiden være overdommer i k ir­

keinspektionen på dette væsentlige område, som tidligere havde v æ ret et in te rn t kirkeligt anliggende med bi­

skoppen som øverste myndighed u n ­ der kongen.

Nu skulle de brådne k a r luges ud - og det m å have væ ret kongens opfat­

telse, a t kirken ikke v ar i stan d til at foretage denne selvransagelse og re n ­ selse alene. Inspektionen a f kirkens m andskab sigtede ikke alene på a t fra ­ sortere skørlevned og falske profeter, m en havde også k a ra k te r a f k irk e­

kam p mellem pietistiske strøm ninger og den gamle ortodoksi. P ræ sidenten for D anske Kancelli, J.L. Holstein, var - ligesom kong C hristian 6. - grebet af den pietistiske vækkelsesbølge, som havde sit teologiske centrum i H alle.14

Forordningen v ar ikke udtryk for en kortvarig indskydelse, og den blev hel­

ler ikke nogen tom lovtekst. A ret efter fik den formelle ram m er a t virke i gen­

nem oprettelsen af G eneralkirkein- spektionskollegiet, som d ram atisk ud ­ videde centraladm inistrationens greb om det lokale kirkeliv. Det nye kollegi­

um, som norm alt blev k ald t Kirkekol­

legiet, blev form elt sidestillet med de øvrige kollegier og sam lede un d er sig sager, som før havde sorteret under tre adskilte myndigheder.

Først og frem m est blev biskopperne, og isæ r Sjællands biskop, e rs ta tte t af kollegiet som kongens øverste rådgi­

Fig. 1. Erik Pontoppidan (1698-1764), forfatteren til S andh ed til Gudfrygtighed, m alet a f ukendt kunstner 1740 (Frederiksborgmuseet).

ver i kirkelige forhold. Kirkekollegiet blev oprettet bag om ryggen på Sjæl­

lands biskop K risten Worm, som først blev inform eret, da kollegiet v ar en re ­ alitet. H ans efterfølger i embedet, Pe­

der Hersleb, blev ganske vist medlem

a f kollegiet, m en un d er dets præ sident J.L. Holstein på linie med de øvrige medlemmer, hvoriblandt en alm inde­

lig præ st.

Det v ar m eget behæ ndigt og p rak ­ tisk a t J.L. Holstein også v ar præ si­

dent for D anske Kancelli - det var nemlig den anden in stan s, som over­

gav sit tilsyn med kirkelige anliggen­

der til det nye kollegie. H olstein sørge­

de for kontinuiteten. Den tredje m yn­

dighed, som afgav indflydelse til kolle­

giet, v ar de teologiske professorer ved U niversitetet, som siden kirkeordi- n an sern e 1537 og 1539 havde h aft til opgave a t udøve censur. N u blev cen­

tralad m in istratio n en direkte censur­

myndighed, således a t Kirkekollegiets censur i tilfælde af uenighed vejede tungere end universitetets. Sam tidig skulle kollegiet ak tiv t arbejde for ud ­ bredelsen a f religiøs litte ra tu r blandt u n d ersåttern e. Det v ar kort sagt med forordningens ord K irkekollegiets op­

gave »med største Flid at befordre Guds sande Kundskab og Frygt hos Undersaatterne, og giøre den imellem alle Indbyggere, Geistlige og Verdslige, høist fornødne Eenighed og en alm in­

delige Rolighed fast og uryggelig«.15 K irkekollegiet skulle væ re in stru m en t for fornyet reform ation: »Den anden reformation«, hvor tyngdepunktet var forskudt fra s ta t og kirke til reform ati­

on a f borgernes kristendom sforståelse.

D rivkraften bag oprettelsen a f K ir­

kekollegiet v ar A ndreas Hojer, som var generalprokurør - dvs. øverste ju rid is­

ke ekspert i adm inistrationen og den der forestod den p rak tisk e ud form­

ning a f forordningernes lovtekster. Det lå Hojer m eget på sinde, a t forordnin­

gerne - kirkelige såvel som verdslige - blev ført ud i livet. Således v ar h a n ini­

tiativ tag eren til oprettelsen a f nogle nye em bedsstillinger i lokaladm ini­

stratio n en - de såkaldte landfiskaler - som skulle styrke enevældens kontrol med, hvorledes de lokale embeds- m æ nd bestred deres embede. N u skul­

le Kirkekollegiet kontrollere, hvorle­

des p ræ stern e og læ rerne rygtede de­

res kald.

Hojer døde 1739, og derm ed blev den m est dynam iske periode a f Kirkekolle­

giets levetid afsluttet. Kort forinden

v ar Skoleforordningen a f 23. ja n u a r 1739 blevet udstedt, som et re su lta t af det arbejde C hristian 6. havde igang­

sa t i Ju b elå re t 1736, da h an nedsatte en skolekommission med A ndreas Ho­

je r som skrivende sekretæ r. A ret efter var J.L. H olstein og biskop Hersleb blevet inddraget i arbejdet, hvorved Kirkekollegium og skolekommission sto rt set blev identiske. Skoleforord­

ningen dekreterede undervisnings­

pligt for alle fra det 5.-6. år indtil kon­

firm ationen.16

Skoleforordningen v ar kulm inatio­

nen på den statskirkelige reform kam ­ pagne 1736-39: forordningen skulle fuldbyrde den ønskede centraliserede indsats til borgernes oplysning og op­

byggelse. Men forordningen gabte over mere, end der v ar ressourcer til cen­

tra lt og vilje til lokalt. U den skoleskat og lovbefalede læ rerem beder blev m e­

get ved det gamle. Men på trods af, a t intentionerne bag skoleforordningen først blev realiseret et halv t årh u n d re­

de senere, satte reform kam pagnen i 1730’erne sig varige spor - ikke m indst gennem konfirm ationspligten og k a te ­ kism usundervisningen. Begivenheder­

ne i kølvandet på reform ationsj ubi­

læ et fandt således sted på tre planer 1736-39:

For det første i staten, dvs. vedrø­

rende relationer imellem centraladm i­

nistratio n en (Kirkekollegiet) og hele kirkens rangfølge fra bisp til sogne­

p ræ st og degn. For det andet i m enig­

heden, dvs. vedrørende relationerne mellem p ræ st og sognebørn. For det tredje i sam fundslivet, hvor den enkel­

te borger m åtte indstille sig på u n d er­

visnings- og konfirm ationspligten.

De tre planer v ar sam m enhæ ngen­

de: ikke alle borgere hilste konfirm ati­

onen velkommen, nogle søgte a t u n d ­ drage sig, m en p ræ sten følte sig med re tte kontrolleret af en nidkæ r øvrig­

hed og skulle in d rette sig på de nye til­

stande. U ndervisning a f sognebørnene efter den nye lovbefalede katekism us­

forklaring hørte hertil, og en sartet, al­

m en udbredelse af den nye undervis­

ning lå Kirkekollegiet m eget på sinde.

E rik Pontoppidans katekism usforkla­

ring blev et bræ n d p u n k t i den anden reform ation - et bræ n d p u n k t for in­

tentionen om a t skabe den uniforme, kristn e medborger gennem ensartet, velkontrolleret forkyndelse og skæ rpet undervisning sam t indlæ ring af obli­

gatorisk pensum . Hvad v ar da san d ­ hed til gudfrygtighed?

Ordet og skriften - oplysning og sandhed

»Seer jeg paa vore Forfædre, da synes mig, de giorde meere, end de vidste, men vi vide meere, end vi giøre«. Pon- toppidan tog fat på arbejdet med den nye lærebog fra en historisk synsvin­

kel: »Nu leve vi i en Tiid, da verdslig Viisdom, og alle de Konster, som der paa grundes, ere opstegne til en høyere Grad, end vore Forfædre mueligt hav­

de forestillet sig«.17 Ingen i de verdslige videnskaber ville i sam tiden tage til takke med fordums halve viden, skrev h a n i indledningen til førsteudgaven.

En tilsvarende udvikling v ar både øn­

skelig og på tide vedrørende indsigten i »Religionens Sandheder« — Pontoppi- dan stillede sig til rådighed. Vi er vid­

ne til en udviklingsoptim ism e anno 1737 på pietism ens grund, og ordene/

begreberne lys - oplysning - fornuft - sandhed er da også ledem otiver i k a te ­ kism usforklaringen.

Lys er en grundm etafor og oplysning v ar et grundbegreb. I 1700-tallet hav­

de oplysningsbegrebet både en verds­

lig og en gejstlig dimension, og først i de sidste å rtie r a f årh u n d red et blev begrebet afgørende sekulariseret, såle­

des som vi finder det hos K an t.18 Hos Pontoppidan er begrebet dobbelt: Ly­

set er da »vore Tiders Fordeel frem for vore Forfædres«. M ørket og tusm ørket k an nu lades tilbage. Ved siden af den­

ne verdslige og intellektuelle dim en­

sion af oplysningen h a r sandhedens lys og den sande oplysning også en an ­ den religiøs betydning hos Pontoppi­

dan.

P å spørgsm ål om, hvad »ordet« ud ­ v irker hos dem, der omvender sig og giver evangeliet rum i hjertet, falder svaret præcist: Oplysning, dvs. leven­

de kundskab og kraftig overbevisning om de guddommelige sandheder.19 Men sig mig - fo rtsæ tter Pontoppidan sam ­ me sted - sig mig den egentlige forskel på m enneskelig lærdom og guddom­

melig oplysning?

I det efterfølgende centrale svar, som sikkert h a r voldt m ange konfir­

m ander kvaler under overhøringen, skelner h an mellem lærdom, som ved fornuft og flid læres a f ordet, mens op­

lysning virkes a f ordet. Lærdom h a r alene til huse i hjernen og er »en blot historisk Kundskab«, m ens oplysning indtager hjertet. I skellet mellem lyset i hjernen og h jertets oplysning finder vi 1700-tallets dobbelte oplysningsbe- greb sk arp t form uleret: Lyset h a r både en fornuftsbetinget og en ubegribelig, følelsesmæssig dimension. Der er en afgørende forskel herim ellem , men ikke nødvendigvis nogen m odsætning eller konflikt - tværtim od. Den reli­

giøse oplysning er den centrale forud­

sæ tning for individets genfødsel, dvs.

»Opvækkelse a f den aandelige Død, Omvendelse og Oversættelse fra Mør­

ket til Lyset, fra Satans Magt til Gud«.20

Vi er h er ved selve kernen i Pontop­

pidans lærebog: h jertets oplysning medfører genfødsel a f et nyt m enneske - »i Forstanden et nyt Lys, i Viljen en ny Længsel, Lyst og Kraft«.21

Ordet er det m agiske grundbegreb bag lærebogens forskellige tem aer - og helt strin g en t er indholdsbestemmel- sen h e ra f udgangspunkt for Pontoppi­

dans katekism usforklaring:

»1. Kiære Barn, vil du ikke gierne være lykkelig paa Jorden, og salig i

Himmelen? Jo, kunde jeg ikkun blive det.« Sådan indledte Pontoppidan Sandhed til Gudfrygtighed, og fo rtsat­

te, a t vejen til salighed blev vist af Guds ord, som m an k an kende ved hjælp af skriften - den hellige skrift.

Men skriften hører m enneskene til, og spørgsm ålet om, hvem der skrev Bibe­

len, m elder sig. Selv om de hellige pro­

feter og evangelister v ar besjælede af Gud, så v ar de dog m ennesker, som skrev. F ra første fæ rd springer det h i­

storiske tem a i øjnene hos Pontoppi­

dan - skism aet mellem historisk san d ­ hed og guddommelig sandhed.

Den første tvivl, som m enigheden skulle overkomme, v ar da, om »just denne Skrift, som vi have, er det sande Guds Ord ?« Pontoppidans svar bero­

ede i sidste in stan s på »ordet« selv, på dets virkning og frem gang i verden

»uden Tvang, og menneskelig Magt«, og på dets overnaturlige virkning i h jertet hos den enkelte. Der v ar såle­

des forskel på skrift: ved siden a f den sande, hellige skrift, »ordet«, fandtes al m ulig anden skrift og overlevering såsom »gammel Meening, Ordsprog, Vedtægt og Sædvane«, dvs. historier, som m an ikke kunne bygge noget på.

Den forældede historiske overlevering k unne kasseres og e rsta tte s af ny vi­

den og videnskab, m ens overleverin­

gen af »ordet« bestod.

Kommet så vidt, kunne Pontoppi­

dan stille det centrale spørgsmål:

»Hvorledes omgaaes man da ret med Guds Ord?«. Svaret v ar enkelt: - n å r m an først sukker til Gud om hans ånds oplysning, og d ern æ st læser med andagt og alvorlig eftertanke - så om­

gåes m an ordet ret. M an skal læse, m en m an skal læse for a t stille sjælens hunger, ikke kødets nysgerrighed, og m an skal ikke vride ordene efter egen m ening, m en søge »u-partisk deri den Sandhed, som er til Gudfrygtighed, og prøve sit eget Hierte derefter«.22 Af hvem skulle Skriften læses? Af alle:

»Alle har ikke alleneste Frihed og Ret­

tighed til at læse Skriften, men det er dem endog befalet som en Pligt, ja det er i sig selv en guddommelig Velgier- ning, som enhver Christen med Taksi­

gelse og Glæde flittig bør betiene sig a f til sin Velfærd i Tid og Evighed«.22, Den re tte kristendom - Sandhed til G ud­

frygtighed - beroede på den enkle, um iddelbare relation:

O rdet - [skriften - læsning] - H jertet Skriften v ar ene og alene det medie, der tran sm ittered e ordet til læ seren, ligesom læ sningen med øje og hjerne tjente til a t tran sm ittere ordet til h jer­

tet, hvor den sande oplysning blev u d ­ virket. R esu ltatet v ar im idlertid af­

hæ ngigt a f processen: Ingen sand op­

lysning uden indlæ ring - hjernens lærdom v ar til en vis grad forudsæ t­

ning for h jertets oplysning og derm ed for skabelsen a f det nye k ristn e indi­

vid. Læsefærdighed v ar m in d stek ra­

vet - et afgørende sk rid t på vejen mod salighed.

Før vi vender os mod Pontoppidans læ re om næ stekæ rlighed og medbor­

gerskab, skal vi kort undersøge, hvor­

dan den nye forklaring adskilte sig fra de tidligere katekism usforklaringer:

hvorvidt Pontoppidan repræ senterede en ny tidsalder, som h an selv hæ vde­

de.

H ustavlens tugt

I 1636, i h u n d red året for Reformatio­

nen i D anm ark, havde en vejledning i katekism en forladt trykpressen. Den v ar skrevet a f biskop H ans Poulsen Resen. I indledningen slog h an fast, a t præ stens pligt til undervisning i k a te ­ kism en og overhøring a f m enigheden v ar blevet fastlagt allerede ved Refor­

m ationens kirkeordinans og siden sty rk et a f forordninger, således C hri­

stian 4.s forordning af 27. m arts 1629, der fastlagde a t unge først m åtte del-

Fig. 2. Maleren Bjørn Holgersen fik i 1734 70 Rdlr. for a t udsm ykke kirkeskibets loft i Jannerup, som ligger i Thy, få kilom eter fra Vesterhavet. Han valgte a t inddele skibets bjælkeloft i 45 felter - tre p å tværs og femten i skibets længde. To felter over præ dikestolen blev alene udsm ykket m ed en him m elblå farve, mens han m alede 43 allegoriske, p ietistisk inspirerede em blem er i de øvrige. I 1845 kopierede R.H.Kruse, sognepræst p å Fur, Jannerup kirkeloft til brug for et restaureringsforslag, som im idlertid ikke fan dt støtte. Kirkeloftet blev revet ned og erstattet om kring 1870, men Kruses fine gouacher findes sta d ig p å Nationalm useet. Fra en visuel vinkel giver de et indblik i den pietistiske strøm ning i 1 730’er- nes Danm ark. Em blem ernes metaforer og sym boler udm ales i et landskabeligt rum med åben himmel.

Hjerte og lys er helt centrale metaforer, som varieres og kombineres i forhold til forskellige bibelske skriftsteder, som citeres p å latin. N i em blem er er valgt som eksem pler p å det p ietistisk inspirerede b il­

ledsprog, som menigheden i Jannerup under søndagsprædikenerne i 17- og 1800-tallet har funderet over. Selv om emblemerne blev m alet før Pontoppidan skrev sin katekismeforklaring, så kan de tolkes i Pontoppidans sprogbrug. H vis kirkegængerne kunne deres »Pontoppidan« udenad, så kunne de også sætte ord p å emblemerne. (Danmarks K irker 12, Thisted Am t. Billederne fra Topografisk antikvarisk Arkiv, Nationalm useet). På em blem et fra Jannerup kirkes loft ses en bogstol m ed en opslået bog, hvori der står: verbum Dom ini (Herrens Ord). N edenunder skriftstedet: Scrutam ini scripturas. Joh. 5, 39 (ransager skrifterne). O rdet og skriften som vejen til oplysning og sandhed. M ed Pontoppidans ord: »Af hvem skal Skriften læses ? A f alle, og altsaa ikke alene a f Lærerne, men og a f Tilhørerne,« (§21) (Foto:

Jesper N ørgaard Weng, Nationalmuseet).

tage i nadveren, n å r de kunne gøre rede for deres børnelærdom og Lu­

th ers spørgsmål. Således ifølge Resen

»staar intet tilbage uden at sligt skal føris i brug«.24 Også Resen havde anset sin bog for a t være en ny begyndelse.

Hvorledes skulle øvelse i katekism en da drives ifølge Resen?

Bogen v ar inddelt i fire sektioner, hvor den første læ rte om kirketugten,

dvs. hvad m an skulle gøre sabbat og hviledag. H vornår m an skulle indfinde sig i kirken i forhold til kirkeringnin­

gens faser osv. I den anden del »hvorle­

des det inderlige og åndelige bør altid være hos det udvortes og legemlige«

førtes krigen generelt mod kødets, ver­

dens og Djævelens fristelser, mens tredje del om handlede altergangen.

Fjerde del »om gudfrygtigheds daglige

øvelse, besynderlig morgenbøn« regule­

rede det daglige liv.

Resens katekism usøvelse v ar ikke nogen forklaring a f L uthers k a te ­ kism us, m en en tilbygning, som rede­

gjorde for, hvordan m an skulle skikke sig som kristen. N år m an havde læ rt selve katekism en, dvs. Loven, Trosbe­

kendelsen, Bønnen, Sakram enterne og H ustavlen, så skulle m an indskæ rpes kirketugten, de daglige bønner osv.

Vejledningen v ar en levnedsforskrift, og i realiteten v ar den en udbygning af h ustavlens pligtlære.

Flere a f 1600-tallets udlæ ggelser af katekism en udkom stadig i begyndel­

sen a f 1700- tallet, eksempelvis i 1704 Villads Nielsøns Aandrige og opbygge­

lige Skrifter over den gandske Cate- chismum - et genoptryk a f bl.a. Cate- chismi Postebud oc Brefdragere som frembærer nogle himmelske Konge- Breve efter Huus-Taflens Indhold, med Undervisning hvorledis en hver i sit Embede og Stand skal skicke sig, som udkom første gang i 1682. H vert him ­ melbrev underviser en stan d eller em ­ bede, dvs. pligter for enker, for børn og unge, for tjenere og øvrighed. H u stav ­ len v ar central for de fleste tilbygnin­

ger og kom m entarer til L uthers lille katekism us i 1600-tallet.25

F ra omkring 1720 steg ikke alene an tallet a f katekism usudgivelser og forklaringer a f katekism en - de skifte­

de også karakter. Form en med spørgs­

m ål-svar fandt udbredelse, og der var for en dels vedkommende tale om lo­

k a lt præ get undervisningsm ateriale, såsom C hristopher M ummes Under­

visnings Spørsmaale for at forstaae D.

Morten Luthers liden Cathechismus, endeel brugte i Aalborg Stift a f Bisco- perne Foss, Bornemann, Bircherod, men mestendeel samlede efter M.

Frandtz Thestrup, hans overhørelses Maade i Visitatzerne, som udkom 1721, 1734, 1737. Det v ar disse lokale tiltag, som Pontoppidans Forklaring afskaffede efter 1737. D ertil kom over­

sæ ttelser a f tyske vejledninger - først og frem m est den pietistiske in sp ira­

tion.

I 1728 udkom oversæ ttelsen a f Spe- ners katekism usforklaring på Missi- onskollegiets trykkeri. Samme år bræ ndte en del af København, bl.a.

M issionskollegiet, hvis try k k eri efter branden blev flyttet til Vaj senhuset.

Med reorganiseringen af Vaj senhusets trykkeri og bogbinderi blev der skabt et effektivt produktionscentrum for re ­ ligiøs litteratu r, som i sæ rdeleshed blev aktiveret ved udbredelsen a f Pon­

toppidans Forklaring, hvilket jeg ven­

der tilbage til neden for.

Speners bog var i form og indhold forbilledet for Pontoppidans k atek is­

mus, m en Speners tek st v ar både lang og oversæ ttelsen knudret. Pontoppi­

dan valgte a t fastholde Speners opbyg­

ning af Forklaringen i spørgsm ål og svar, m en skrev tek sten om, og sam ti­

dig valgte h an med en vis symbolværdi a t afskaffe hustavlen, som stadig var en selvstæ ndig te k st i Speners bog:

H ustavlens verden hørte nu fortiden til.

»Attrå efter velfærd«. Egen­

kærlighed, næstekærlighed og medborgerskab

Med H ustavlens afskaffelse blev en selvstæ ndig gennem gang a f stands- sam fundets lydighedspligter holdt ude a f den forordnede lærebog. Tilbage var alene gennem gangen af pligterne iføl­

ge de ti bud, hvor pligter i stat, h u s­

stan d og familie hører med til forkla­

ringen a f det fjerde og det sjette bud, dvs. i den såkaldte »anden Tavle«.26 Den »første Tavle« b e stå r af de tre første bud, hvoraf sum m en er »Kærlig­

hed til Gud«, m ens svaret på spørgs­

m ålet »Hvad er kortelig Indholden a f den anden Tavle?« lyder: »Kierlighed til os selv og vor Næste«. Det er i den anden tavle, a t vi skal søge Pontoppi-

dans sociallære, der ganske overra­

skende tag er sit udgangspunkt i kæ rligheden til os selv - i egenkæ rlig­

heden.27

Egentlig er det ganske konsekvent at begynde med næ stekæ rlighedens forudsæ tning jfr. M atth.22.39. »Du skal elske din næste som dig selv«, og det er da kateketens første spørgsmål:

»Er det da ret at elske sig selv?«

J a - falder svaret uden tøven, så længe egenkæ rligheden vel a t m æ rke er ordentlig og uskyldig, m en hvori be­

stå r den ordentlige og uskyldige egen­

kærlighed?: »I en a f Gud indplantet Attraa efter at befordre sin sande Vel­

færd og Salighed«.28

Begrebet velfærd er nyt og væ rd a t hæ fte sig ved, da det bliver cen tralt i Pontoppidans sociale ordforråd. Men først skal vi have adskilt egen-kærlig­

hedens gyldighedsområde mellem sjæl og legeme. Det k an ikke overraske, a t sjælen kom m er først i omsorgen for sig selv; m en »Maa jeg da ogsaa sørge for Legemet?«, bliver der spurgt: »Ja, i sin rette Orden og til Nødtørft« lyder det fyndige svar.29

Nøglen til forståelsen a f næ stekæ r- ligheden og m edborgerskabspligterne hos Pontoppidan er egenkærligheden:

Skriftens positive form ulering - m an skal behandle sin medborger, eller n æ ­ ste, som m an selv ønsker a t blive be­

han d let - vender Pontoppidan om:

»Naar jeg sætter mig i Næstens Sted, og betænker, om jeg a f ham vilde slaaes, bandes, bedrages, bestiæles, bagtales, og det i min Egen-Kiærlighed siger ney, er den mig en Regel for Kiærlighed imod min Næste«.30 Ved dette kunstgreb etableres et individ, som ganske vist er behæ ftet med arve­

synd og bestandigt stå r i fare for at søge den uordentlige egenkærlighed, m en alligevel er et socialt individ i k raft a f sin positive egenkærlighed el­

ler selvopholdelsesdrift. Det utopiske krav om næ stekæ rlighed bliver i den­

ne m inim al version til en social m ulig­

hed: der åbner sig et perspektiv for at forbinde jordisk velfærd med him ­ m elsk salighed.

Ved a t gøre egenkæ rligheden til nøg­

lebegreb i indledningen til forklaringen af den anden tavles bud b etråd te Pon­

toppidan den samm e vej, som filosoffen og sam fundsteoretikeren Jean -Jac­

ques Rousseau senere udforskede i 1750’erne i afhandlingen om ulighe­

dens oprindelse (1755) og sam m enfat­

tede i Samfundspagten (1762): skellet mellem den positive, sam fundsdannen- de egenkærlighed »amour de soi« og den negative, akkum ulerende »amour propre« - egoismen. Hvor medfølelsen -

»pitié« - med lidende medborgere ud ­ sprang af »amour de soi« førte den ego­

istiske »amour propre« m ennesket til dets jordiske syndefald - til ulighedens læ nker og den sociale krigstilstand, hvor borgerne påfører hinanden lidel­

se. Rousseau udfoldede ikke sin social­

antropologi og moralfilosofi i et teore­

tisk tom rum , m en byggede på strøm ­ ninger i tiden.31 Det er i denne sam ­ m enhæng, m an m å se E rik Pontoppi­

dans arbejde i 1730’erne: Med viden om og interesse for sam tidens teologiske og intellektuelle strøm ninger forsøgte h a n a t m odernisere undervisningen, a t bringe den på fod med sam tidens land­

vindinger på andre områder. R esulta­

te t frem står som en kom bination a f mo­

ralfilosofi med pietism ens syndsbevid- ste krav om aktiv indgriben, handling og viljestyrke: Det er det 18. årh u n d re­

des nye, selvberoende sociale individ m an skim ter i Pontoppidans genfødte, kristn e m enneske.

Udbredelse og anvendelse af

»Sandhed til Gudfrygtighed«

Kongen bød, a t Pontoppidans k a te ­ kism usforklaring skulle bruges i alle kirk er og skoler sam t ved privat u n ­ dervisning i D anm ark og Norge.32 Spørgsm ålet er derfor ikke, om den

blev udbredt - for det gjorde den; men hvordan den blev udbredt.

Som tidligere næ vnt fik Vaj senhu­

sets trykkeri eneret på trykningen af bogen 19. ju li 1737. Privilegiet forplig­

tede try k k eriet til a t ham le op med ef­

terspørgslen på katekism usforklarin­

gen til en fast pris af 10 skilling dansk sam t levere 1500 eksem plarer årligt til uddeling blan d t fattige. Det frem ­ går a f Vaj senhusets direktionsfor- handlinger, a t et norm alt oplag på en opbyggelsesbog v ar 2000 stk..33 Det v ar n æ sten et helt oplag, der skulle do­

neres, hvilket giver et ind try k af den kæ m peordre Kirkekollegiet afgav til trykkeriet: »at der a f bemeldte Cate- chismi Forklaring, som Auctoritate publica i begge Kongeriger til Ung­

dommens Underviisning skal introdu­

ceres, et anseeligt Quantum idelig maa være i Forraad«.34

Trykkeriet fik nok a t se til - i 1743 næ vner E rik Pontoppidan en passant i et brev til Kirkekollegiet angående stridigheder om kring bogens brug, a t

Fig. 3. H ån d fra sky holder hjerte, hvori der er et billede a f et menneske: Cor no- vum tibi dono. Ps.

51, 12 (jeg giver dig et nyt hjerte). Det nye hjerte rum m er det nye menneske, eller m ed Pontoppidans ord: »Igienfødelsen er en aan delig og in d ­ vortes Guds Gerning

i M enniskets Hierte, hvilket da fødes pa a ny (...) eet nyt Hierte, en nye Aand, et nyt Menniske, eller et nyt Creatur.« (§488) (Foto: Jesper N ør­

g a a rd Weng, N atio­

nalmuseet).

Vaj senhuset indtil da havde afsat 70.000 eksem plarer, dvs. m ere end 10.000 om å ret.35 Pontoppidans bog var kort sagt fast arbejde på try k k eri­

et på Nytorv, og det blev den ved med a t være i årtier: Listen over forskellige bevarede udgaver er imponerende: F ra 1700-tallet er m ere end 40 forskellige udgaver b evaret.36

Den første udgave fra 1737 blev sat med en norm al, rim elig stor satstype, m en allerede å re t efter udkom forkla­

ringen i en lille tæ ttry k t udgave. Den sam m e tek st fyldte i denne og de føl­

gende årgange 160 oktavsider mod 1737-udgavens oprindelige 228 sider.

Det v ar ikke nogen heldig udvikling for en skolebog, m en det v ar økono­

m isk og m åske også nødvendigt: Papir v ar stadig en mangelvare.

Det store salg af bogen skyggede i de første å r over forpligtelsen til uddeling a f gratis eksem plarer til de fattige.

Vaj senhuset overholdt ikke forpligtel­

sen, og det v ar heller ikke præ cist for­

m uleret, hvordan og hvornår uddelin­

gen skulle foregå. E t nyt rescript satte tingene på plads den 11. maj 1742:

H vert tredje år skulle 4.500 eksem pla­

re r af bogen uddeles blandt D anm arks og Norges Stifter, hvorefter biskoppen skulle fordele bøgerne blan d t kirkerne i det enkelte stift sam t se til, a t de

m est træ ngende og lærevillige fik bø­

gerne: Bøgerne fra den første treårspe- riode v ar forfaldne til øjeblikkelig u d ­ deling, m ens proceduren for hovedpar­

ten a f bøgernes vedkommende skulle gentages i 1744ff. efter følgende forde­

lingsnøgle:

Stift Kirker Katekismus­ Katekismus­

forklaringer forklaringer for det første for de følgende

Triennium Triennia

Sjællands Stift 454 653 700

Fyns og Lollands Stift 316 455 488

A arhus Stift 325 468 501

Ribe Stift 277 399 427

Viborg Stift 220 317 339

Aalborg Stift 214 308 330

Aggershus Stift 275 396 424

C hristiansand Stift 156 225 241

Bergens Stift 220 317 340

Trondhjems Stift 232 334 358

Sum 2689 3872 4148

Selv om der knap v ar to gratis bøger til h vert sogn, så frem står Kirkekolle­

giets intention kry stalk lart: Bogen skulle ud i hver en krog af Norge og D anm ark.37 Men hvordan skulle k a te ­ kism usforklaringen bruges? Hvad skulle præ sten, eller skolelæreren, hvis en sådan fandtes, stille op med de m ange spørgsm ål og svar?

Pontoppidan havde i selve bogens indretning og ud sty r m ark eret med streger i m arginen hvilke stykker, der blot skulle læses, m en ikke læres uden ad af de tungnem m e, m ens de flittige ikke skulle gå noget stykke forbi.

Stregsystem et reducerede indlærings- stoffet med ca. en tredjedel. M an k u n ­ ne um iddelbart få det indtryk, a t de kommende sam fundsborgere i Norge og D anm ark blot havde fået endnu en byrde pålagt fra kollegieadm inistra- tionen i København, nem lig a t lære godt hundrede sider udenad, m en det v ar faktisk hverken intentionen fra

centraladm inistrationen, dvs. K irke­

kollegiet eller Pontoppidans side. I re ­ skriptet, der indførte den nye k a te ­ kism usforklaring som obligatorisk stof, gøres nogle bem ærkelsesværdige pædagogiske overvejelser. F aktisk frem går det, a t det ikke v ar m eningen, a t ungdom m en skulle kunne aflire for­

klaringen ord til andet - hensigten var, a t de forstod indholdet og kunne gengive det med deres egne, enfoldige ord: »det er alt for meget befunden, at Ungdommen kan lære Ordene uden ad, og dog ikke vide det ringeste a f Me­

ningen eller Sagen, naar de tilspør­

ges«. Så det er præ stens eller læ rerens pligt, a t læ re de unge meningen, og

»altid og hver Gang lade den Svarende sige med egne Ord, hvad det var, han svarede, for at see, om han forstaaer Noget deraf«39.

Intentionen om et skifte fra uden­

adslæ re til forståelseslæ sning blev på denne m åde dekreteret ved lov i for­

bindelse med den nye katekism usfor­

klaring.

Så vidt intentionen fra Kirkekollegi­

et, m en der v ar langt fra intention til virkelighed, så længe de eneste pæ da­

gogiske vejledninger v ar a t finde i lov­

tek stern e vedrørende skoleholdere og katekism eindlæ ring. For a t råde bod på den tilsta n d udarbejdede E rik Pon­

toppidan en Kort og eenfoldig Under - viisning for Skoleholderne, Om den Maade, paa hvilken de best kunde lære Børn at læse i Bøger, saa og ved barn­

agtige Ord begynde at tale med dem om GUD og hans Villie til vor Salig­

hed, som udkom i Bergen 1748, men alene er bevaret i et anonym t optryk med sam m e titel hos bogtrykker Andr.

H art. Godiche i København 1763.39 Teksten henvender sig stadig til de norske skolem estre, m en indholdet er en generel undervisningsteknik og pæ ­ dagogik, som rum m er E rik Pontoppi­

dans opgør med »den almindelige Maade, nemlig at lade hvert Barn sid­

de med sin ABC Bog i Haanden og a f Skolemesteren anviises til at kiende Bogstaverne«, en metode, der rum m er megen tidsspilde, fordi børn er letsin ­ dige og ikke selv k an holde sam m en på tank ern e, så »naar Skolemesteren har een for sig, da leger, snakker eller sover den anden; saa viises hermed en vis og let Maade efter hvilken de alle paa een- gang kunde haves under Opsiun i Ar- beid og Munterhed« - nem lig den try k ­ te alfabetiske tavle, sam m enfoldet vedlagt i bogen til opklæbning på væggen uden for børnenes ræ kkevid­

de, hvorefter alle kunne råbe bogsta­

verne i kor.

Først læ res bogstaver, siden stavel­

ser, hvorefter stavelserne sam m ensæ t­

tes til ord: »Den Øvelse at læse inden i Bogen maa ikke hastig forlades og om­

skiftes til at lære uden ad; thi derved skeer stor Skade og mange Børn kom­

me derover aldrig til nogen Færdig­

hed«.40 N u er det, a t Sandhed til Gud­

frygtighed a tte r kom m er på banen, for

Pontoppidan foreslår, a t begyndelsen til læ sning - efter a t de to første stad i­

er er tilbagelagt - gøres ved hjæ lp af hans egen bog, nemlig de sidste sider

»Kort Begreb a f den saliggiørende Sandhed«, hvor bogstaverne er noget større og stykkerne ikke alt for store - på følgende måde: »Efter at et Barn har læst et lidet Stykke, eller nogle Ord a f et langt Stykke, da peger Skoleme­

steren paa et andet Barn og lader det giøre ligesaa: men for at holde dem alle i Agtsomhed lader Skolemesteren dem ikke vide hvem hernæst skal læse og springer snart til det tredie eller siette, snart til det første Barn igien: dog ud­

vælges i Begyndelsen helst de Børn til Forlæsere som bedst kunde komme a f sted. Ved denne Methode giøres i kort Tiid stor Fremgang«.

Hvad stod der da i den tekst, som Pontoppidan ville, a t børnene skulle læse som den første? A fslutningen af katekism eforklaringen v ar en p u n k t­

vis opstillet bibelhistorie med skabel­

se, tvedeling af Himmel og Helvede, Paradis, Syndefald, Frelseren og F rel­

sen - den mulige personlige frelse: den sande omvendelse, som medfører, a t m an »opvækkes a f sin aandelige Død, igienfødes til et nyt Liv, erlanger igien det tabte Guds Billede, nyt Lys i For­

standen, nye Lyst og Kraft i Villien, et forandret Sind og Hierte«.41 Porten til det skrevne ord skulle med det samme åbne øjet for det nye m enneske, sand oplysning, vilje og velfærd.

M an k an se Pontoppidans lille u n ­ dervisning for skoleholderne som et

»tillæg« til forklaringen a f katekism en og et forsøg på a t udbrede dens virk­

ning til en yngre aldersgruppe end den ungdom, som v ar den egentlige m ål­

gruppe for bogen. Derom skrev Pon­

toppidan i et lille kapitel med titlen

»Erindring om hvor vanskeligt det er, at tale med Børn paa en forstaaelig Maade efter det Barnagtige Begreb«.42

B arn et og barndom m en havde bi­

skop Pontoppidans bevågenhed her

Fig. 4. Solen lyser på et hjerte m ed rødder og grene: Cresco. Luc.

8, 15 (jeg vokser).

Hjertet er metafor for det genfødte menne­

ske, som rodfæstes og trives, eller m ed Pon­

toppidans ord »De, som annam m e O rdet i et villigt Hierte, og bære Frugt i Taalmo- dighed, det er, de som omvende sig, og troe Evangelium, hvilket er en Guds K raft til saliggiørelse, men ik­

kun hos dem, som troe«. (§482) (Foto:

Jesper N ørgaard Weng, N ationalm use­

et).

ved m idten a f 1700-tallet: Det v ar med opdragelsen a f b arn et fra den tidlige alder, a t det nye kristn e m enneske skulle opstå. Det v ar im idlertid van ­ skeligt a t tale med børn, og form odent­

lig v ar forsøget på barnlige sam taler også noget nyt. Det stod im idlertid bi­

skoppen k lart, a t m an nødvendigvis m åtte tilpasse ord og begreber til den barnlige forståelseshorisont, for skete det ikke, da havde b arn et ikke læ rt mere »end nogle blotte Ord, som det vænner sig til at spille med i Munden, foruden mindste Sm ag og Følelse i Hiertet, a f hvilken Barndoms Vane si­

den reyser sig den døde og sandseløse Christendom, som er saa almindelig blant gamle og unge«.43

Med krum hals kastede Pontoppi­

dan sig da ud i »Barnagtig Samtale med smaa Børn om aandelige Ting« - en te k st beregnet som forlæg for op­

dragelse a f børn på fire til fem år. H an forsøger a t ram m e en barnlig, naiv sprogtone som form for en ikke speci­

elt barnagtig udlæggelse a f sjælens

kvaler mellem den dejlige Himmel og det fæle Helvede, ledende frem til:

»See, kiere Barn! dette er saaledes en kort og eenfoldig Underviisning om Gud og din Saligheds Sag. Har du lyst til at vide mere derom, saa gak flittig i Skole og merk paa Skolemesterens Ord. Lad ham lære dig at læse i Bøger, særdeles i de Bøger, som kaldes Cate- chismus og Bibelen. Det er Guds eget Ord: Deraf kandst du faae langt bedre Kundskab og Forstand paa alle disse Ting«.44 O rdet og læ sningen v ar næ ste uomgængelige skridt.

Modtagelsen af »Sandhed til Gudfrygtighed«

At en ny lærebog, som tog stilling til sam tidens teologiske stridsspørgsm ål og brød med hustavlens patriark alsk e tugt, m åtte vække modsigelse og end­

da m odstand v ar uomgængeligt. I År­

hus angreb stiftsprovst Fr. N annestad bogen fra præ dikestolen og ville have

den b ræ n d t,45 m en anvendt blev den alligevel. E rik Pontoppidan sam m en­

fattede bogens modtagelse i et brev til Kirkekollegiet således: »Hvorledes Publicum optoog det er bekiendt, nem­

lig Allmuen rettede sig på hvært stæd efter dens geistlige Forstanderes ad­

skillige Smag«.46 Det v ar præ sternes dom, der v ar afgørende for m enig­

m ands m ening, og blan d t de skeptiske p ræ ster v ar der en enkelt, som gav m odstanden mæle: Niels Tøxen, som v ar p ræ st i Verst og Bekke i A ndst H erred, nogle mil fra Kolding.

Da biskop H.A. Brorson på landem o­

de i Ribe 1742 havde indskæ rpet p ræ ­ sterne deres pligt til a t anvende den forordnede katekism usforklaring greb Tøxen pennen og klagede over, a t Pon­

toppidans Forklaring »haver i sig me­

gen Surdej, som lettelig kan gøre den ganske Dej sur, det er, fordærve den ganske christelige Lærdom, naar den i Menighedens, besynderlig de unges, Hjerter bliver indplantet«.41 Tøxen gi­

ver et indblik i en sam tidig gejstlig læ sning a f Pontoppidans begrebsan­

vendelse.

Det er den gode egenkærlighed, som for Tøxen v ar roden til alt ondt i Pon­

toppidans bog. Tøxen kunne ikke finde egen-kærligheden befalet i den hellige skrift, og h an an ser den for a t være Pontoppidans opfindelse: »Og hvor stor Behag han finder i denne sin Kunst, kan man deraf mærke, at han paa adskillige Steder igientager det samme, besynderlig i Indholdet a f den anden Tavle, hvor han svatser hel unyttelig om den ordentlige Kjærlighed til sig selv«.48

B aggrunden for Tøxens ophidselse over egenkæ rligheden er de følger, den får for det k ristn e m enneskesyn: nem ­ lig, a t det hos Pontoppidan bliver m u­

ligt for m ennesket p å en m åde a t holde Guds lov - den lov som i sin yderste strenghed kræ ver betingelsesløs n æ ­ stekæ rlighed. D et v ar en uhyrlighed, a t m ennesket, hvor om vendt og gen­

født det end m åtte være, ikke læ ngere v ar fuldstæ ndigt afm ægtigt. N år dertil føjes Pontoppidans oplysningsbegreb, blev perspektiverne så uoverskuelige for Tøxen a t de i sidste ende førte til h an s afsked som præ st: Tøxen prote­

sterede mod Pontoppidans centrale skel mellem m enneskelig lærdom og guddommelig oplysning. Ikke uden grund fandt han, a t læ rerens rolle blev form indsket ved skellet mellem læ r­

dom, som ved fornuft og flid læres a f ordet, m ens den afgørende, guddom­

melige oplysning um iddelbart virkes i h je rte t a f ordet. Det nye genfødte m en­

neske v ar ikke et re su lta t af præ stens tu g t og lære, m en a f det enkelte m en­

neskes antagelse af ordet i hjertet, af personligt valg og virke.

K lagepunkterne v ar m ange og la n ­ ge, m en de handlede alle om det sam ­ me tem a: Pontoppidan »tilskriver (i katekism usforklaringen) Menneskene alle Ting, ja endog i højeste Grad, nem­

lig at de kunne fuldkomme Guds Villie baade efter Loven og Evangelium«.49

Pontoppidans genfødte, k ristn e bor­

ger — »et nyt Menniske, eller et nyt Creatur« - var for Tøxen en farlig en- th u siast: »Menneskene skulde have A f­

sky for Enthusiasteri og holdes inden Lydigheds Grænser« a f ordets forkyn­

delse - af p ræ sten .50

Biskop Brorson v ar den første in ­ stans, som behandlede Tøxens klage og følgelig skulle tage stilling til det nye nøglebegreb: den ordentlige egen­

kæ rlighed, og h an forsøgte at overbevi­

se Tøxen i et brev: »Hvo tilstaar ikke gjerne, at den uordentlige Egenkjærlig- hed er Kilden til al Jammer, som er paa den ganske Jord og i det dybe Hel­

vede; men derimod er det ogsaa vist, at den ordentlige Egenkjærlighed baade hindrer ubeskrivelig meget ondt og be­

fordrer ligeledes det gode, hvorfor og­

saa Guds forjættelser og Trusler grun­

der sig derpaa«.51

Nuvel, Tøxen ville have skriftsteder, ikke argum enter, og sagen m åtte eks­

Fig. 5. E t bevinget hjerte flyver bort fra et dødningehoved m od solens lys: Vivo. Phill.

1, 21 (jeg lever).Gen­

fødslen er m ed Pon­

toppidans ord: »Op­

vækkelse a f den aan- delige Død, om vendel­

se og Oversættelse fra Mørket til Lyset, fra S atans M agt til Gud«.

(§487) (Foto: Jesper N ørgaard Weng, N a ti­

onalmuseet).

pederes videre til den nye statsk irk eli­

ge centralm yndighed: Kirkekollegiet.

H er blev sagen reelt henlagt og ned- prioriteret, fordi det ikke stod kollegiet klart, om det v ar en verdslig sag for domstolen om ulydighed mod kongens befalinger, eller en teologisk strid for U niversitetet. I stedet for a t afgøre sa­

gen, blev Tøxen tvunget fra sit embe­

de, og en ny p ræ st udnæ vnt, således a t Pontoppidan kunne blive læ st af m e­

nigheden i Verst.

E fter disse begyndervanskeligheder blev der officielt ro om lærebogssitua- tionen, og det eneste knæ fald for k ri­

tikken blev tilladelsen til a t udgive en forkortet version a f katekism usforkla­

ringen i 1771 under Struensee. Det var p ræ sten og m edlem m et a f det h errn h u tisk e brødresocietet i Køben­

havn Peder Saxtorph, hvis bøger hav­

de betydning i vakte kredse, som redi­

gerede Udtog a f Erik Pontoppidans Forklaring, til de Enfoldiges Nytte ud­

draget. U dtoget sk ar rad ik alt ned på omfanget a f spørgsm ål og svar, men fra 1785 kom den i et »forøget og for­

bedret Oplag«, hvor Saxtorph anonym t vendte tilbage til en m ere udførlig gen­

givelse a f Pontoppidans tekst, deri­

blandt skellet mellem den ordentlige og uordentlige selvkærlighed. I Køben­

havn udkom denne version frem til 1798, og det blev denne udgave a f u d ­ toget som fik et langt udgivelsesliv, fordi den v ar grundlag for de norske Pontoppidan-udtog i 1800-tallet.

Afløsningen af »Sandhed til Gudfrygtighed«

U nder kulm inationen a f de ratio n alis­

tiske strøm ninger i de første å r a f Den franske Revolution blev arbejdet in d ­ ledt med a t skaffe en ny lærebog: Bi­

skop Nicolaj Balles Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, ind­

rettet til Brug i de danske Skoler leve­

rede det færdige re su lta t i 1791.52 Samme å r blev Kirkekollegiet, der havde m istet sin direkte indflydelse under Struensees adm inistrative re ­ former, endeligt nedlagt, og Danske

Kancelli fik form elt sit ansvarsom råde fra før 1737 tilbage.

I 1794 blev Balles Lærebog forord­

n et som alm indelig og obligatorisk læsning. Pontoppidan v ar afløst - i det m indste officielt. Indførelsen af Balles lærebog blev optakten til en lang ræ k ­ ke konflikter - fortrinsvis i Norge, på Bornholm og i Jylland - mellem den statskirkelige m agt i København og lo­

kale m enigheder i periferien.53 Stridig­

hederne ud sp an d t sig nu ikke blot mellem p ræ ster lokalt og centralt, m en mellem alm ue og øvrighed - m el­

lem borger og stat.

M enigheder holdt deres børn fra skole (og fra biskop Balle), m ens de mødtes priv at om kring Pontoppidans forklaring og h an s udgave a f Kingos salmer. Det v ar ikke længere, som Pontoppidan havde skrevet i 1742, a t

»AUmuen rettede sig på hvært stæd ef­

ter dens geistlige Forstanderes adskil­

lige Smag« - om vendelsen havde sat sig spor. Den selvsam m e bog, som var blevet udbredt i k raft af kongelige re­

skripter, kunne nu hverken afløses ved lov eller dom i sogne, hvor den havde m edvirket til »nye Lyst og Kraft i Villi- en, et forandret Sind og Hierte«.

Sæ rligt voldsomt gik det for sig b lan d t »de stæ rk e jyder« på Kolding-, Horsens- og Vejle-egnen. D et v ar ikke langt fra det sogn, hvor pastor Tøxen havde kæ m pet mod Kirkekollegiet og frygtet for Pontoppidans »enthusiaste- ri«. D engang havde det v æ ret myndig­

hederne m agtpåliggende a t gennem ­ tvinge katekism usforklaringen med dens pointering af forståelseslæ snin- gens nødvendighed. N u havde øvrighe­

den ta b t kontrollen med læ sningens brug og m eningen med det hele. Selv med bøder og arre sth u s v ar det ikke m uligt a t drive de vakte bort fra an ­ vendelsen af Pontoppidans lærebog, og fejden kulm inerede m ed den såkaldte

»store Pontoppidan-adresse« - en a n ­ søgning fra Ø ster-Snede Sogn til K an­

celliet 1835 - stø ttet med underskrif­

te r fra hele landet - om fri religi- onsøvelse.54

Sandhed til Gudfrygtighed v ar ble­

vet et symbol for uafhæ ngighed af de statskirkelige myndigheder, for re tte n til udøvelse af det personlige gudsfor­

hold i m enighedslivet. I lyset a f k a te ­ kism uskam pene er det på sin plads a t kaste et blik i Pontoppidans forhadte afløser: Biskop Balles lærebog, som på afgørende p u n k ter vedrørende det so­

ciale m enneskesyn lå i forlængelse af sin forgænger.

E t p ar eksem pler fra Balles lærebog kan illustrere det: Om pligterne imod os selv, hedder det hos Balle 1791: »Vi ere pligtige at elske os selv, saa at vi fornemmeligen hære Omsorg for vor Siæls Lyksalighed, men ogsaa tillige have Omsorg for vort Legems sande Gavn, saavelsom for vor timelige Vel­

færds lovlige Befordring, i overeens- stemmelse med Guds Forskrivt og Vil- lie«.55

Hos Balle udfoldes det, hvad egen­

kæ rligheden i sin konsekvens m ed­

fører - hvad tim elig velfærd er for no­

get, nemlig: »Omsorg for vor timelige Velfærd« b estår i »a)Vi maae stræbe at forøge vor Velstand, baade ved Flid i vort lovlige Kald, og ved en klog Spar­

sommelighed, saavel til Nytte for os selv, som for at kunde komme andre til Hielp i deres trang, b) I vor Stræbsom­

hed efter Velstand bør vi vogte os for at henfalde til ulovlig Vindesyge eller til Gierrighed, og ei tragte efter Rigdom, som ofte misbruges til Hofmod og Over- daadighed«.56

Velfærd forbindes nu med velstand.

Velfærdsbegrebet anvendes som hos Pontoppidan konsekvent i gennem ­ gangen af »Pligterne« - øvrigheden skal således våge over u n d ersåttern es velfærd.57 K ontinuiteten på dette om­

råde skal ikke skygge for de afgørende forskelle, der også v ar mellem de to lærebøger, og det er ikke vanskeligt a t finde forskelle mellem Balle og Pon­

toppidan. Der er ikke ét ord hos Balle