254
generalsuperintendent N. J. E. Nielsen kaldes M. 1. E. Nielsen.
S. 184 anføres, at Haderslev ældre byarkiv er delt i 27 afdelin
ger, men s. 185 optræder i hvert fald et nr. XXVIII. At henføre, som det er gjort s. 157, bestyrelseskommissionens og regerings- kommissærens arkiver under et kapitel: »De sønderjydske mel- leminstanser og domstole«, kan ikke anses for korrekt. Rege
ringskommissæren havde den øverste myndighed og var kun an
svarlig over for kongen.
Trods de anførte kritiske bemærkninger vil jeg imidlertid gerne til slid ligesom i anmeldelsens begyndelse — betone »Vejled
ningens« nytte og ønske, at den flittigt må blive rådspurgt både af dem, der gerne vil udvide deres kendskab til et eller andet afsnit af Sønderjyllands historie, og af dem, der agter selvstæn
digt at udforske et emne på grundlag af trykt og utrykt kilde
stof. Man må i høj grad glæde sig over den virksomhed, »Vej
ledningens« forfattere udøver til gavn for studiet af vort grænse
lands skiftende skæbne.
Holger H j el holt.
Det danske Sprogs Historie.
P e t e r S k a u t ru p : D e t d a n s k e S p r o g s H i s t o r i e. 1. Fra Guldhornene til Jyske Lov. Gyldendal. 1944.
Da Verner Dahlerup i 1921 udsendte 2. Udgave af sin lille Oversigt: »Det danske Sprogs Historie«, gav han Udtryk for Haa- bet om, at en fuldstændig Sproghistorie snart maatte se Da
gens Lys.
Det er et saadant imponerende Værk, Professor Peter Skautrup er begyndt at offentliggøre, idet første Trediedel er udkommet og Afslutningen paa det omfattende Arbejde bebudes i Løbet af For- aaret 1946.
Den energiske Aarhus-Professor har løst den krævende Opgave paa en overordentlig smuk Maade. Besjælet, som han er, af dyb Kærlighed til Modersmaalet, forener han en sjælden Kundskabs
fylde med en øvet Fremstillingsevne, hvilket bevirker, at Bogen læses med rigt Udbytte, ikke blot af Fagfolk, men af enhver, der møder med Interesse for Emnet.
Det foreliggende Binds 36 Kapitler, som slutter med Udgangen af Valdemarstiden omkr. 1350, fremdrager Træk af vort Sprogs ældste Historie og følger »den danske Tunge« gennem Vikinge
tiden ind i den Periode, da Landskabslovene blev nedskrevet.
Saavel hjemlige som fremmede Kilder til vor Viden om de til-
255
bagelagte Sprogstadier udnyttes. Saaledes omtales udførligt Bo
sættelsen i Danelagen og de sproglige Spor, den har efterladt sig.
og Bogen undersøger baade nedarvede og indlaante Ord.
Runeindskrifterne maa nødvendigvis indtage en fremskudt Plads ved Bestemmelsen af gammeldansk Sprogform, og af de forskellige Perioders Skriftsprog uddrages Oplysninger om Tale
sprogets Karakter. Ofte føres Linierne helt ned til Nutidens Stade; ældre Sprogforhold kaster Lys over ejendommelige Sprog- fænomener, der endnu optræder, og Forfatteren anstiller jævnlig Sammenligninger med moderne Talesprog; f. Eks. fastslaas Sub
stantivernes Overvægt i Lovsproget i Forhold til vor Tids Prosa.
Indenfor det behandlede Tidsrum opstaar saa interessante Foreteelser som Stødet, Reglerne for Orddannelse skifter, Sætnin
gernes indbyrdes Forhold undergaar visse Ændringer osv.
T il det værdifulde Sprogstof hører ogsaa Navneforraadet:
Betegnelser for Ugedagene, for Planter og Dyr, men først og fremmest Stednavne og Personnavne, og Problemer indenfor disse Omraader tages derfor op lil Drøftelse. For at nævne et Eksem
pel: et Diagram i Bogen viser samme Plantenavnes Tilknytning i Dialekt til forskellige Arter af lignende Udseende. — Selvfølge
lig vil der være Plads til Smaaindvendinger. Naar saaledes Dyre
navnet Ræv Side 159 anføres som et Noa-Navn f,den rødbrune’, brugt som Erstatning for Tabu-Ordet fo), kunde Bjørn passende have været sammenstillet dermed (den fortrængte Betegnelse, svarende til latinsk ursus, er antagelig indgaaet i Kvindenavnet Yrsa). Stednavnet Madsbøl betegnes Side 116 som en Sammen
sætning med Matthias, hvilket dog ikke er det oprindelige Fo r
hold, da ældre Former af Navnet indeholder Fornavnet Mar (,Danmarks gamle Personnavne’ Sp. 898), og den moderne Form maa bero paa Folkeetymologi. -—
Blandt de Bemærkninger, Forfatteren fremsætter vedrørende Sprogets Aand, fortjener Omtalen af den saakaldte Litotes at fremhæves: Runestenenes »Han flygtede ikke ved Uppsala« tyder paa Maadehold i Udtrykket: i samme Retning peger den yndede Forstavelse U-, f. Eks. i uhemsk, ikke som en Hjemmeføding, klog’, og Fornavnet Ufej.
En vigtig Rolle spiller i det hele taget i Bogen den psykolo
giske, religiøse, kulturelle, sociale og politiske Baggrund for Sprogudviklingen. Forfatteren tager skarpt Afstand fra N. M.
Petersens Forklaring af Klusilsvækkelsen (k > g, o. lign.) som fremkaldt af Almuens undertrykte og forkuede Forfatning og op
stiller i Stedet, med Holdepunkt i en ny Datering, den Hypotese, al det skiftende Styrkeforhold i Talen netop er en Følge af en
vis evolutionær Kraft og betegner »Udløsning for en hvilende Spænding og Fart«. Paa den anden Side fremholdes Bondens rolige Tilværelse i del 12.— 13. Aarh. som en Betingelse for Dia
lekternes Opstaaen.
Der lægges Vægt paa Runeskriftens magiske Betydning og paa den Magt, der ned i Tiden klæber ved Navnet (Marie er i M id
delalderen for helligt lil at bruges som Personnavn).
Religionsskiftet i Norden og Kirkens Vækst, Efterretninger om og Overlevering af Kunst i Datidens Danmark bliver alt betragtet i Sammenhæng med Hovedtemaet; det samme gælder Befolk
ningsforhold og Handelsforbindelser. Arkæologiens og andre Hjælpevidenskabers Resultater tjener lil al fuldstændiggøre B il
ledet for Læseren, samtidig med at denne advares imod at sam
menblande f. Eks. Sproghistorie og Antropologi.
Som Vidnesbyrd om Folkets Trofasthed mod det overleverede Sprog anføres saavel Svend Estridsøns Ytring om, at Folket let
test omvendes af Personer, der taler dets Sprog og følger dets Skikke, som Bestemmelsen i Kristoffer IPs Haandfæstning 1320 om, at kun saadanne Gejstlige maa indsættes, som kan tale Lan
dets Sprog.
Forfatteren, der et Sted opponerer mod »Skrivebords-Ræsonne
menter«, kan selv frikendes for Hang til saadanne. Man mærker, at hans Udgangspunkt er Beskrivelsen af hans Moders Maal (sml.
bans »Et Hardsysselmål«); dettes Ordforraad er Kærnen i de ind
holdsrige Afsnit om Ordbestanden, der danner livfulde Kultur- skildringer.
Teksten understøttes al' gode Reproduktioner af Indskrifter og Haandskrifter og en Serie oplysende Kort, ligesom hvert Kapitel indledes med en velvalgt Frise, illustrerende vore Forfædres dag
lige Færd. Planchernes Tekster er transskriberede og oversatte;
dog savnes Oversættelse af enkelte i Eksempler brugte Ord og Citater, og man sender ligeledes en venlig Tanke til Ord- og Sag- registret. som er gemt til Afslutningsbindet; her bør ogsaa brin
ges en Angivelse af, hvor Plancherne er placerede. Et Par T ry k fejl forekommer CSide 149 og 198).
Anstrengelserne for at skrive letforstaaeligt har baaret god Frugt (en Liste forklarer endvidere de brugte grammatiske Ud
tryk) . Derimod kunde man ønske Bibliografien nøjere afpasset efter Forfatterens Fremstilling.
Det er alt i alt med store Forventninger, man imødeser de lo Bind. der skal omhandle det danske Sprogs fortsatte Historie lige indtil vore Dage.
Rikard Hornbi).
