Debat
Gert Poulsen:
Bondeøkonomi og førkapitalisme
D e n jy sk e H is to r ik e r er et tidsskrift, d e r p å g o d t og o n d t afspejler d e t fagkritiske miljø i Å rh u s . K e n d e t e g n e n d e for d e t te miljø h a r d et bl.a. v æ r e t a t s tu d i e t a f førka pita listiske for
hold h idtil h a r h a ft re t tr a n g e vilkår. D e t sy
nes som om , d e r er ved a t blive æ n d r e t noget p å d e t te forhold , hvilket bl.a. d e t foreliggende n u m m e r a f tidsskriftet er u d tr y k for. T il trods for, at d e t e n d n u k u n er to n u m r e a f D e n jy sk e H is to rik e r (nr. 6 og nr. 14), d e r h a r b e h a n d l e t førkapitalistiske forhold, te g n e r d e r sig allere
de n u et billede af, i hvilken r e tn i n g de fø rk a
pitalistiske s tu d i e r går. D e t er ingen tilfældig
h ed, n å r d e r i titlen p å d e t foreliggende n u m m e r a f tid sskrifte t i n d g å r et begreb, som k al
des f ø rk a p ita lis m e , tv æ r ti m o d er titlen sæ r deles d æ k k e n d e for d e n n e særlige å r h u s ia n s k e tilgangsvinkel til studiet: d e r o p ere re s m e d én f ørka pita listisk sa m f u n d s f o r m a tio n . I forhold til en m e re tra d i tio n e l m a rx istisk tilg a n g s v in kel synes d e n n e v a r i a n t a t v æ re te m m e lig kæ ttersk, og d e t k a n p å d e n n e b a g g r u n d være god g r u n d til a t se lid t n æ r m e r e på, hvorledes Niels H e n r i k P e d e r s e n a r g u m e n t e r e r for d e n . 1 Niels H e n r i k P e d e r s e n s u n d e rsø g e lse ta g er sit u d g a n g s p u n k t i en disk u s sio n a f d e n h isto riske m a te r ia lis m e s a n v e n d b a r h e d som g e n e rel historieteori. M e d en generel historie te ori m e n e r h a n , en teori, d e r k a n »fremstille k a r a k te rn e a f d e n s a m m e n h æ n g , d e r er im ellem de forskellige forhold i s a m f u n d e t (f.eks.
s a m m e n h æ n g e n im e lle m d e n øko n o m is k e b a sis og d e n politisk-sociale o v erb y g n in g ) og vi
dere, h v o r v id t d e n n e s a m m e n h æ n g kan siges a t tvinge s a m fu n d e t i en n ø d v e n d i g u d v ik ling?« (s. 9). E r d e t te ikke n e t o p in d h o ld e t a f d e n historiske m a te r ia lis m e (som M a r x f re m la g d e i u l t r a k o r t form i d e t b e r ø m t e for
o rd til »T il kritik k e n a f d e n politiske ø k o n o m i« ). D e t m e n e r Niels H e n r i k P e d e rs e n ikke.
H a n m e n e r , a t M a r x a n v e n d t e d e n n e m e to d e til at fremstille k ritik k e n a f d e n politiske øk o nom i, og at d e n d e r e fte r ikke k a n siges a t have
nogen gyldighe d. H a n k ritise rer således 2.
in te r n a tio n a le s teoretikere, øste u ro p æ isk e m a rx is t-le n in is te r og de franske s t r u k t u r a l i s te r for a t tilslu tte sig d e n n e m e to d e, som h a n m e n e r i sid ste in s t a n s far som re su lta t, a t m a n p resse r et b e g r e b s s æ t n e d over e m p irie n , u d en at k u n n e afgøre b e g r e b e rn e s s a n d h e d s væ rd i (s. 8). Niels H e n r i k P e d e rse n s a l t e r n a tiv er a t d e r »tages u d g a n g s p u n k t i d e n e m p i riske virkelighed og u d fra d e n n e a b s tra h e r e s de k o n tis tu e r e n d e s a m m e n h æ n g e i s a m f u n det, og n å r d e t te er sket, kan s a m fu n d e t så fremstilles te oretisk« (s. 8). Niels H e n r i k P e d e rse n vil altså a n v e n d e d e n m e to d e, M a r x ud v ik le d e til stu d i e t a f k a p ita lis m e n s lo v m æ s sigheder, til stu d i e t a f alle førk apitalistiske s a m fu n d . U m i d d e l b a r t efter s id s tn æ v n te citat skriver Niels H e n r i k P ederse n: » E n s å d a n f r e m g a n g s m å d e vil vise, a t de k o n sti tu e re n d e s a m m e n h æ n g e ikke er ens i alle s a m fu n d , og at h istorie n derfo r ikke k an begribe s u d fra overhistoriske, a b s t r a k t e b e g re b e r .« (s. 8).
H e re fte r s tå r Niels H e n r i k P e d e r se n altså p å b a r b u n d igen i m e to d isk h e n s e e n d e , m e n h a n m e n e r alligevel, a t d e t er m u lig t a t sige n o g et generelt o m førkapitalistiske s a m fu n d . Disse generelle træ k forsøger Niels H e n r ik P e d e r se n a t u d le d e ved at tage u d g a n g s p u n k t i kritik ken a f d e n politiske økonom i, og d e r ved fin d er h a n frem til at d e r eksisterer v æ sensforskelle m e lle m de førkapitalistiske s a m f u n d og d e n k apitalistiske p r o d u k t i o n s m å d e . Niels H e n r i k P e d e r s e n k o n s ta te re r, at førka pita listiske s a m f u n d s r ig d o m sf o rm blev u d t r y k t i b r u g s v æ r d ie r , og a t o p h o b n i n g a f r ig d o m v a r b e g r æ n s e t a f e vne n til ko n su m . H e r a f følger, m e n e r N H P , at d et for d e t før
ka pitalistiske s a m f u n d gæ lder, a t p r o d u k t i o n e n s form å l ikke k u n n e v æ re a t sk a b e rig
d o m i sig selv, m e n at sikre r e p r o d u k tio n e n a f d e t m e n n esk e lig e liv og a f s a m f u n d e t (s. 12).
H e r i ser N H P en v æ sentlig forskel i forhold til d e n k ap italistis k e p r o d u k t i o n s m å d e , h v o r r i g d o m m e n ta g e r form a f en o p h o b n i n g a f penge. K o n s e k v e n s e r n e a f d e n n e v æ sensfor
skel bliver således ifølge N H P , a t h v o r d e r i
1. Niels H e n rik P edersen: P ro d u k tio n og u d b y tn in g i fø rk ap italism e n . D en jy sk e H isto rik er. H isto rieteo retisk I idsskrift nr. 14. Å rh u s 1978. 159 s.
k a p ita le n ligger en o rdningslogik, d e r te n d en tielt vil u n d e r læ g g e sig alle dele a f ø k o n o m ie n og d e r m e d sk a b e en s a m m e n h æ n g i sa m fu n d e t, så ligger d e r i d e n førkapitalistiske rig d o m sfo rm in g e n s å d a n d y n a m is k kraft.
S a m m e n h æ n g e n i d e førka pita listiske s a m fund bliver følgelig a f en k v alita tiv a n d e n k a r a k te r (s. 13).
D et forhold, a t førka pita listiske s a m f u n d s p r o d u k tiv e form ål, er r e p r o d u k tio n , far N H P til at d r a g e d e n konklusion, at a rb e jd e ts o m fang vil v æ re b e g r æ n s e t a f behovene. D er vil d erfor ikke ligge no g en tilskyndelse til at øge p r o d u k tio n e n eller til a t æ n d r e p r o d u k t i o n s f o rm e r n e eller p r o d u k tio n s m i d le r n e s (s. 13).
S om følge a f d e n e m p irisk e u n d ersø g e lse m å N H P rev id e re disse k o n k lu sio n e r i a f s lu t n in gen. H a n m e n er, a t r e s u l t a t e r n e nok er rigtige p å et a b s t r a k t logisk n ive au, m e n at de er forkerte his torisk set, id et u d b y tte r k la s s e n s k r a v o m et m e r p r o d u k t fra b ø n d e r n e a ldrig h a r væ ret b e g r æ n s e t (s. 142). I ste d e t forsøger N H P sig m e d en fo rk la rin g g å e n d e ud på, a t i førka pita listiske s a m f u n d s t å r k r a v e t om m e r a r b e jd e u d e n for p r o d u k tio n s p r o c e s s e n , h v o r im o d d e t te k r a v er en in te g r e r e t del a f selve p r o d u k tio n s p r o c e s s e n u n d e r ka p ita lism e n . D e tt e viser sig bl.a. i, a t de fleste tilfælde stå r u d b y t t e r e n u d e n f o r p r o d u k tio n s p r o c e s s e n , ( u n d e r f ø rk a p ita lis m e n ), h v o r im o d k a p i ta l i
ste r d e l ta g e r i p r o d u k t i o n e n m e d s ty r e n d e og le d e n d e fun k tio n e r. N H P er kla r over, a t d ette ikke er en regel u d e n u n d ta g e ls e r . U n d t a g e l serne, h v o r u d b y t t e r e u n d e r fø rk a p ita lism e n sty r e r og le der p r o d u k t i o n e n (f.eks. de r o m e r ske s la v e d r e v n e g o d s e r og d y r k n in g e n a f do- m æ e n jo r d i V e s t e u r o p a i m id d e la ld e r e n ) , for
kla res ved, a t heller ikke h e r v a r u d b y tn in g e n in d e h o ld t i selve p r o d u k tio n s p r o c e s s e n , idet d e n u m i d d e l b a r e p r o d u c e n t v a r t v u n g e t til at a r b e jd e (tv a n g e n tog form e f ek s tra ø k o n o m is k m a g t) . L ø n a r b e j d e r e n d e r im o d v a r tv u n g e n m e d ø k o n o m is k m a g t og N H P fre m h æ v e r, at tv a n g s fo r h o ld e t y d e r m e r e er skjult u n d e r l ø n fo rm en som en k o n tr a k t m e lle m to lige
stillede p a r t e r (s. 142). D e n n e forskel b e t y d e r for N H P , a t h a n k a n o p r e th o l d e k o n klusionen om , a t d e r ikke i k r a v e t o m m e r a r b e j d e ligger en in d b y g g e t te n d e n s til sta d ig o m f o r m n in g a f p r o d u k tio n s p r o c e s s e n (s. 143). D e r ligger s å
ledes ikke i førka pita listiske s a m f u n d nogen n ø d v e n d i g h e d , d e r til sta d ig h e d g e n n e m t v i n ger en o m f o rm n in g a f p r o d u k tio n s p r o c e s s e n og N H P m å derfor søge d y n a m ik k e n i disse s a m fu n d a n d e ts t e d s . D y n a m i k k e n i de fø rk a
pitalistiske s a m f u n d finder N H P er a f b e g r æ n s e t k a r a k te r og b u n d e r d y b e s t set i to h o v e d å rsa g e r: 1. befolk n in g su d v ik lin g og 2.
m o d s æ tn in g m e lle m u d b y t t e r og u d b y t t e d e (jfr. s. 2 0 -2 1 ). N H P m e n er, a t d e n s id s t
n æ v n t e k a m p ( h a n m e n e r vistn o k ikke, at m a n k an tale om k la ssek a m p : n å r h a n ta ler o m k la sse k a m p i d e n n e forbinde lse skrives o r d e t i anførselstegn), er d e n o v e r o r d n e d e d y n a m is k e faktor a f de to, m e n h a n m e n e r sa m tid ig , a t d e r ikke er no g en m å l r e t t e t h e d i d e n n e d y n a m ik , m e n at d e n tv æ rti m o d h a r en lokal og tilfældig sta tu s (s. 143).
D ette s y n s p u n k t får til følge, a t N H P ikke m e n e r , at d e t er m u lig t at op d ele d e n fø rk a
pitalistiske a g r a re p r o d u k t i o n i en ræ kke p r o d u k tio n s m å d e r, d e r skulle v æ re progre ssive trin i en udv ik lin g a f p r o d u k tiv k r æ f te r — lige
so m h a n finder d e t u m u li g t a t o p r e th o l d e en pe riodisering, d e r bygger p å u d b y tn in g s r e la - tio n e r n e (s. 144).
N H P ’s løsning p å alle p r o b le m e r n e bliver, at m a n m å o p e r e re m e d ikke to p r o d u k t i o n s m å d e r (idet h a n j o afviser eksistensen a f før
k apitalistiske p r o d u k t i o n s m å d e r ) , m e n d e r im o d én f ørka pita listisk s a m fu n d s fo r m a tio n p å d e n ene side og d e n k apitalistiske p r o d u k ti o n s m å d e p å d e n a n d e n (s. 144).
U d b y t n i n g s r e l a t i o n e r u n d e r fø rk a p ita lis
m e n ser N H P saledes som en te m m e lig v a rieret m asse, d e r k a n v æ re sv æ rt at få hold på, m e n h e r h e n t e r h a n h jæ lp fra d e n » m o d e r n e a n tro p o lo g is k e forskning« - i d e t te tilfælde personificeret i E. R. W o lf ( m e d bogen »P ea- sents«), W o lf o p d e l e r j o r d e j e n d o m p å g r u n d l a g a f en ræ kke j u r id is k e re tt ig h e d e r o v e r j o r d e n (jfr. s. 5 5 -5 7 og s. 144). V a r i a t i o n e r in d e n fo r disse u d b y tn in g s r e la t io n e r s a m m e n h o l d t m e d v a r a i t i o n e r i d y r k n in g s f o rm e r m .m . k a n k a r a k te ris e re forskellige s a m f u n d in d e n fo r f ø rk a p ita lism e n , m e n d e t er k u n at b e t ra g te som v a r ia tio n e r in d e n fo r
» b o n d e ø k o n o m ie n « (som N H P også k a ld e r d e n n e førka pita listiske s a m fu n d s fo r m a tio n ) . K ro n o lo g isk m e n e r N H P , a t d e n n e b o n d e
økonomi strækker sig fra den neolitiske revo
lution (overgang til fast agerdyrkning) til ka
pitalismens gennem brud og bygger denne konklusion på den empiriske undersøgelse (s.
50). Ganske vist kan han konstatere æ ndrin
ger af og til, men han mener, at disse æ ndrin
ger er utilstrækkelige til at de skulle kunne determinere en ændring af det øvrige sam fund (s. 15).
På baggrund af det ovenstående kan man undre sig over, hvorledes N HP overhovedet vil undersøge førkapitalistiske samfund vi
denskabeligt. Men dette var netop meningen med undersøgelsen: den skulle vise, at det ik
ke kan lade sig gøre at foretage en marxistisk undersøgelse af disse samfund, og han anbe
faler, at man »dropper hele den gamle last af ureflekteret eftersnakken af M arx’s spredte bemærkninger om denne faseinddeling« (i produktionsmåder) (s. 144). Når der således ikke efter N H P ’s mening hverken er sam menhæng mellem den um iddelbare produk
tionsproces og udbytningsrelationerne eller mellem den agrare produktion, håndværk- sproduktion og handelen, så kan man ikke opstille en generel teori for, hvorledes de før
kapitalistiske samfund har udviklet sig. På det generelle plan kan man efter hans mening ikke komme længere end til at pege på de undersøgelsesfelter, der er relevante at be
skæftige sig med (nemlig den umiddelbare produktionsproces og udbytningsrelationer
ne), og ved hjælp af disse centrale undersøgel
sesfelter kan man så undersøge de konkrete samfunds udformning og eventuelle sam menhæng (s. 145).
U m iddelbart kan man politisk have noget imod N H P ’s undersøgelse og resultater: hvis der kun er tale om én produktionsm åde (eller rettere »samfundsformation«) før kapitalis
men og denne samfundsformation ydermere primært er karakteriseret ved at bygge på agrar produktion, hvilken grund skulle der så være til at klasseforholdet skulle indtage en særlig dominerende stilling under kapitalis
men? Hvad skulle egentlig tale imod, at vi kun opererede med én samfundsformation efter den førkapitalistiske? Vi kunne jo pas
sende kalde den for industriarbejderøkonom i
en og slå den kapitalistiske »produktionsm å
de« sammen med socialismen og kommunis
men. Disse konsekvenser drager NH P ikke, men til gengæld argum enterer han ikke nær
mere for, hvorfor vi skulle eftersnakke Marx, når det drejer sig om kritikken af den politiske økonomi, men tilslutter sig blot Hans-Jørgen Schanz’ og Ole M arquardts fortolkning af samme.
Et er selvfølgeligt, at man kan have politisk modstand mof følgerne af visse undersøgelser og deres resultater, men hvis nu NH P har ret, så må man vel radikalt ændre disse politiske opfattelser. Heldigvis forholder det sig sådan, at NH P ikke har ret, men at han tværtimod har taget fejl på mange og afgørende punkter.
Jeg skal ikke her komme nærmere ind på hans empiriske undersøgelse, men blot advare mod efterligninger. N H P siger selv i indledningen, at »den empiriske litteratur hentes ind i den udstrækning, den kan belyse fremstillingen.
(Af de generelle overvejelser vedrørende før- kapitalismen. GP). Derfor vil jeg ikke binde mig til at have læst, behandlet eller nævnt alle de værker eller artikler, der måske kunne væ
re relevante for emnet, men kun anføre de, der har kunnet støtte fremstillingen. Ligesom jeg heller ikke indlader mig på at kritisere og sammenligne de enkelte forfatteres stand
punkter.« (s. 5). Det er muligt, at NH P her får sig udtrykt usædvanligt uheldigt, men en gennemgang af den empiriske »undersøgelse«
viser, at han faktisk har taget sine forbehold temmeligt bogstaveligt. De empiriske resul
tater, han taler om i afslutningen, kan således på ingen måde siges at være beviste, men hø
jest være vidnesbyrd om, at enkelte forfattere har de samme synspunkter som NH P (eller omvendt) på enkelte punkter.
Hvis vi i stedet vender os til den teoretiske undersøgelse, så viser det sig, at der også her er tale om mange misforståelser og ubesvare
de spørgsmål. Fornuftigt nok dropper NHP den oprindelige tese om begrænsningen i ud
bytternes krav om mere merarbejde, men hans alternative forklaring synes ikke at være bedre. Han mener, at det er en afgørende for
skel, at udbytterne under førkapitalismen står uden for produktionen, i modsætning til ka
pitalismen, hvor de leder og fordeler arbejdet.
N H P er selv klar over, at denne teori er tvivl
Debat
som, når det gælder slavearbejde og arbejds- tente under feudalismen, men som nævnt mener han, at der ligger en yderligere forskel i, at disse medarbejdsform er blev udpresset ved hjælp af ekstraøkonomisk tvang, hvori
mod lønarbejdsformen udføres ved økono
misk tvang (samt lighedsideologi). Nu er for
holdet mellem økonomisk og ikke-økonomisk tvang vel altid temmelig flydende. Men når N H P om taler lighedsideologien, kan denne vel næppe opfattes som en økonomisk tvangsfo
ranstaltning. Og på den anden side: hvis sla
ven ikke arbejdede, så fik han heller intet at spise - og hvis bonden ikke ville yde arbejds- rente, så blev han smidt ud af sin gård og fik dermed også fjernet reproduktionsgrundla- get. Og hvis arbejderen ikke vil arbejde, så far han/hun ingen løn. Det kan være svært nøj
agtigt at afgøre, hvad der er økonomisk eller ikke-økonomisk tvang, men den tydelige for
skel mellem kapitalistiske forhold og førkapi
talismen kan det være vanskeligt at fa øje på, som N H P fremstiller den.
Den anden hovedforskel N H P ser mellem kapitalismen og førkapitalismen er, at kapi
talismen har en ordningslogik der tendentielt underlægger sig alle økonomiske om råder i sam fundet (samt visse ikke-økonomiske om
råder). Dette mener han ikke er gældende for førkapitalismen, som følgelig ikke har en sammenhæng af en karakter der kan begribes videnskabeligt. N H P har helt klart ret i, at sammenhængene er langt mere sam m ensatte under kapitalismen end de er under førkapi
talistiske produktionsm åder. Men netop dette forhold skulle jo gøre dem nemmere at obser
vere, når det drejer sig om førkapitalistiske produktionsm åder. Det ville selvfølgelig være for omfattende her at påvise disse sam m en
hænge i førkapitalistiske samfund, men man skal ikke have arbejdet ret længe med em pi
risk materiale fra forskellige samfundsforma
tioner, førend man ser, at hvis der i et sam fund er et krav om forhøjelse af merarbejdet, så vil den udbyttede klasse også forsøge at inddrage så store dele af økonomien som m u
ligt under denne specifikke udbytningsform.
Også på ikke-økonomiske om råder kan man konstatere visse sammenhænge: f.eks. er fa
milieformerne altid dannet i nøje sam m en
hæng med produktionen og med udbyt- ningsformen. For N H P er forskelle i fami
liestruktur forårsaget af forskellene mellem rig og fattig: rige familier havde råd til at være samlet i enheder indeholdende flere generati
oner, hvorimod de fattige måtte nøjes med kernefamilier (s. 35). Heller ikke på dette om
råde synes N HP at have ret i sin teoretiske udledning af forskelle mellem førkapitalismen og kapitalismen.
N H P hævder at tillægge kampen mellem udbyttere og udbyttede den overordnede be
tydning som drivkraft i den førkapitalistiske samfundsformation, men når han samtidig opfatter denne kamp som lokalt tilfældig, så bliver det selvfølgelig vanskeligt at forklare f.eks. en fælles europæisk udvikling. N H P ’s vanskeligheder viser sig da også tydeligt i de empiriske afsnit, når han skal forklare årsa
gerne til ændringer i dette førkapitalistiske samfund kaldet bondeøkonomien. I disse til
fælde må han gribe til den anden »dynamiske faktor«: befolkningsudviklingen. Et par ek
sempler kan tydeliggøre N H P ’s forklarings
modeller: »I løbet af M iddelalderen skete der en vis udvikling i den sociale differentiering i bondesamfundet. Den øgede befolknings
mængde skabte en større gruppe af fattige småbesiddere, samtidig med at enkelte større bønder var i stand til at øge deres jorder«, (s.
41). Og: »I samme øjeblik befolkningen vok
ser, bliver samfundet for stort og uoversku
eligt til, at konflikter kan løses på denne en
kelte måde« (uden statsm agt. GP) (s. 60). I de fleste tilfælde supplerer N H P dog denne teori om en relativt ukontrolleret befolk
ningsudvikling. Men når han underpriorite- rer produktivkraftændringer og ændringer i udbytningsforhold må befolkningsudvikling nødvendigvis spille en ganske overordnet rolle som forklaringsfaktor.
Når N H P opfatter bønder som hovedklasse under hele den førkapitalistiske periode, bli
ver han også stillet overfor svære problemer, når han empirisk kan konstatere, at »bønder«
har holdt slaver. Dette problem løser han dog ved visse kunstgreb med det empiriske m ate
riale. U nder behandlingen af den romerske oldtid nævner han de tre kendte romerske landbrugsforfattere, der beskrev mønstersla-
Debat
vebruget. Heldigvis for N H P nævner den ene af forfatterne, at man også kunne anvende coloni som så fæstede jorden. Dette far ham til at konkludere: »For mange jordejere, der ikke var så ihærdige som de nævnte land- brugsforfattere, må det dog have været tillok
kende med fæstesystemet, da det krævede meget mindre arbejde fra ejerens side end slavedrevet brug. Men det er umuligt at give nogensomhelst vurdering af forholdet imel
lem godset, der blev drevet af coloni og god
ser, der blev drevet af slaver under en forval
ter.« (s. 70). Dette resultat far N H P til at kritisere Perry Anderson for at lægge vægt på latifundierne i almindelighed og slavedriften i særdeleshed. NH P ser også fordel ved sen egen forklaringsmodel fremfor Andersons, at den ikke giver et brud mellem antikken og den efterfølgende periode, men tværtimod påpeger kontinuiteten, (s. 72). Således formår N H P med empiriens hjælp at »vise«, at der kun var tale om en samfundsformation under førkapitalismen.
Det har allerede været nævnt, at N H P ikke anser produktivkraftudviklingen under før
kapitalismen for at være af et sådant omfang, at den kunne muliggøre samfundsændringer af betydning. Men også på dette område har han vanskeligheder med empirien, men som generel forklaring på ændringer i produktiv
kraftniveauet anfører han: »Produktivkraft
udviklingen har været knyttet til udviklingen af en speciel økologisk tilpasning imellem menneske og natur og denne tilpasnings form har været bestemt af geografiske og klimatiske forhold og af den afgrøde, der dyrkedes«, (s.
51). Forklaringen i sidste instans bliver altså her klimatiske ændringer, hvilket nok kunne have voldt N H P vanskeligheder, hvis ikke han udelukkende havde læst artikler eller bø
ger, der kunne støtte hans fremstilling. De mange kræfter N H P bruger, på at vise at der ikke sker nogen videre udvikling i produktiv
kraftniveauet, skyldes nok til dels hans mis
forståelse af den historiske materialisme og hans aversioner mod samme. N HP har en opfattelse af den historiske materialisme gå
ende ud på, at den skulle mene, at der er udviklingen af produktivkræfterne, der skulle nødvendiggøre en ændring af udbytningsfor- holdene, fordi disse ikke længere kunne
»rumme« denne udvikling. Dette er en forkla
ringsmodel der må virke absurd: ved en ud
vikling af produktivkræfterne må man formo
de, at arbejdsproduktiviteten vokser, hvilket medfører enten at de udbyttede far det bedre eller de udbyttende eller både og. Men at fo
restille sig at stadige forbedringer skulle kun
ne medføre radikale ændringer i samfundet er temmelig vanskeligt: hvem skulle i givet fald være interesseret i ændringer? Forklarings
modellen kan formodentlig kun anvendes hvis man forestiller sig at vellevned i sidste ende medfører kulturel forfald o.l.
N H P ’s opfattelse af, hvad der er konstitu
erende for en klasse under førkapitalistiske samfundsforhold, er kraftig medvirkende til, at hans generelle forståelse af disse sam fundsforhold er forfejlet. Hans forsøg på at låne fra »den moderne antropologi« kan såle
des ikke siges at have virket befordrende i ret
ning af en nytænkning inden for førkapitali- stisk historieskrivning. Tværtimod har mange borgerlige forskere før ham arbejdet i denne retning, men der kan næppe herske tvivl om, at det stadig er det marxistiske klassebegreb knyttende sig til udbytningsformen, der står i forgrunden, når man vil arbejde (også) med førkapitalistisk historie.
