Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Goethe, Johann Wolfgang von.; Goethe ; i Oversættelse ved Ingeborg v. d. Lippe Konow.
Titel | Title: Den unge Werthers Lidelser
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kristiania : H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1896 Fysiske størrelse | Physical extent: 198 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
'il
‘ ’ Jk
■■ff*
' ^ - V
#
M X r 1 ‘
• V i
f i .
S
n
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130021582256
*
•l
II
! y f
v ♦i
;v f
r rl
i .
F
(■
I O V E R S Æ T T E L S E VED
I N G E B O B G v. d. L I P P E K O N O W s
f f
i e ~ U' '
GOETHE
JDetv utvae *\)J etuiets
-MB* i & f a
)Y
y K R I S T I A N I A * H. A S C H E H O U G & CO.s F O R L A G * 1 8 9 6
H O V E D K O M M I S S I O N Æ R F O R D A N M A R K : H . H A G E R U P
■jS •!:*¥*
11 i ■’
h '
i
J ’ ■!
f , . • I .
* r >
<|; .
: !
* *
s. ! .
! s
i
■i
i i
t
: ‘ '■ ■tlv''“> 1 o < ' ■ • • • ■ ■ ' l i *■
HK •:$&..' . •;• -V-
■■-Ai ‘ , < ; ; ^ ’ v ' ^
'iR
^ >:. t .-, * ■• »
- ' f ø
r.
' ♦ . ' - , 1
. ' VJ ‘ ,
/ ‘ i i * * "
* \
• v - . ' . ; • * j.
? ■■
•v -
• ~-r n - ' •- l ' ' '
W S -^ m r m r
t e m : ;
• , ? / •" ;
i- ; <
.-■ .* ■
• • •
Y * 1..i-1.-i* i
i ' $ :
M m * * ■
. . j y .
"i>'y
,»; •' ■'
. I l' -V
S / '* •
. /
V / /
; v
A . --
•
V ' 1
: >■ ■
• / ’ ’H JA : r
v
r m -
' , ' !■ %
. v' f
. ; - jj'S< , * • • ; t ' • “•• '
• ■ V - ‘ •' ■£}’ >■■'
»■ . i • ■ . • •- ' . '•
> , • . : ■ ■ ■ . :1 , ■r, : / 1
t v / • * « ' ' t--
' V ' v ' ■ • . \
.. c
I - .
« •
1
1
* 1
•
. V . / . -
' l
X ' «
i ; - : ' ’ ' v , . . '
■ > .
"‘ i-m » ■ :
■ ^ . - •
.r '
\ *
■ * -: •
•
-
•
: ! > - V > • - i . . . ■
s1 i V *
&<■' . v
«
1 4
*
*
, >
1 ' #• . . . ;
: t e r n
. . •'
■ ' . . * . v r
• V
' • * V
J •* * 1 ■ . t i •
■■’ ■'■•■■■ ' •
•
V
*r
*•< * " •
•s
J
V
t r .
•f •
& > ..-■
i 'ty, *
1 * " V^w-'.
i-i .'
. & $ 8 3 ) ' V: ■ '•i /
y
* . ' '
i ■ •
V ^ '
i y ■:'*■■■, * tf* f '
.li!**.. - •-
i 'M
V
•ii r • r
DER UflGE WERTRERS ItlDEIiSER
T, . '
i .
V
j f I ^ ‘
»
• i ■y!
',é ) ' *
L
4
i
, i
(
\
s
i
I Den unge Werthers Lidelser.
- »5 -Vi tal ET* -
GOETHE
DE# UflGE WERTRERS LIDELSER
I OVERSÆ TTELSE
V E D
INGEBORG v. d. LIPPE KONOW
KRISTIANIA
H. A S C H E H O U G & C O .s F O R L A G
H O V E D K O M M I S S I O N Æ R F O R D A N M A R K : H . H A G E R U P
1896
Aktie-Bogtrykkeriet.
(Forhen: Det Mallingske Bogtrykkeri.)
Alt, hvad jeg blot har kunnet komme efter a f den stakkels Werthers Historie, har jeg samlet med Flid, og forelægger eder det
her, idet jeg ved, at I ville takke mig derfor.
I kunne ikke nægte hans Aand og hans Charakter eders Beundring og Kjærlighed, ei heller hans Skjæbne eders Taarer.
Og Du, kjære Sjæl, Du, der er stedt i samme Trængsel som han, fin d Du en
Trøst i hans Lidelser og lad denne lille Bog være Din Ven, om Du ved Skjæbnens Vilje eller ved egen Skyld ei kan finde nogen nærmere.
— rViT ..
A
11X
i
(
■ f
Første Afdeling,
v\'
Ii
* '
“ii
t1
■U-
i :1 *’-'^'v-rvi ‘v
C'l
1 •; r
..I'.
-. i.V ;
' W V . " j i Æ : V
f‘ • '.
r' * *
, ; å . v
I
t ;>■li
; i(
*:' i
!i .11
i:>. l" k,i
: ' ■ ]
*
k
I
•i■i
•:i
s*
‘i,
ii
'..i i
r.
L"
f>;
. v . -.z&
c
Den 4. Mai.
vor jeg er glad, fordi jeg er borte! Bedste Ven, hvad er Menneskets Hjerte! At forlade Dig, hvem jeg holder saa af, hvem jeg var uadskillelig fra, og dog være glad! Jeg ved, Du tilgiver mig det. Vare ikke mine øvrige Forbindelser ret udsøgte af Skjæbnen for at ængste et Hjerte som mit? Den arme Leonore!
Og dog var jeg uskyldig. Kunde jeg for, at der, medens hendes Søsters knibske Ynde forskaffede mig en behagelig Underholdning, opstod en Liden
skab i hendes stakkels Hjerte? Og dog — er jeg ganske uskyldig? Gav jeg ikke hendes Følelser Næ
ring? Nød jeg ikke selv disse saa helt aabenhjertige Udtryk for hendes Natur, som saa ofte fik os til at le, saa lidet latterlige de end vare? har jeg ikke — O, hvad er et Menneske, at det vover at føre Klage over sig selv? Jeg vil, kjæreVen, jeg lover Dig det,
jeg vil forbedre mig, jeg vil ikke længer tygge Drøv paa den Smule Modgang, Skjæbnen byder os, som jeg altid før har pleiet at gjøre*, jeg vil nyde det Nær
værende, og det Forgangne skal for mig være for
gangent. Visselig, Du har Ret, Bedste, der vilde være mindre Smerte blandt Menneskene, naar de ikke — Gud ved, hvorfor de ere skabte slig! — med saa megen Travelhed i sin Fantasi beskjæftigede sig med at tilbagekalde Erindringerne om tidligere Modgang heller end at finde sig i en ligegyldig Nutid.
Du er saa god at sige til min Moder, at jeg skal føre hendes Sag paa bedste Maade og ved første Leilighed give hende Underretning derom.
Jeg har besøgt min Tante og langtfra fundet den slemme Kvinde, man hos os vil gjøre hende til. Hun er en munter, heftig Kone med det bedste .Hjerte.
Jeg meddelte hende min Moders Besværinger over den tilbageholdte Arvelod*, hun sagde mig sine Grunde, Aarsagerne og de Betingelser, under hvilke hun vilde være rede til at give det hele fra sig, ja mere end vi forlangte. — Kort, jeg gider ikke skrive om dette n u ; sig til min Moder, at det hele vil gaa godt.
Og jeg har, min Kjære, atter under denne lille Forretning fundet, at Misforstaaelser og Træghed maaske fremkalde flere Vildfarelser i denne Verden end List og Ondskab. Idetmindste ere de to sidste sikkerlig sjeldnere.
I I
Forøvrigt befinder jeg mig særdeles vel her.
Ensomheden er mit Hjerte en kostelig Balsam i denne paradisiske Egn, og Ungdommens Aarstid varmer med al sin Fylde mit ofte forfrosne Hjerte. Hvert Træ, hver Hæk er en Buket af Blomster, og man kunde ønske at være en Oldenborre for at kunne svæve om i dette Hav af Vellugt og finde al sin Næring deri.
Byen selv er ubehagelig, derimod er Naturen rundt om af en usigelig Skjønhed. Dette bevægede den afdøde Greve von M . . . . til at anlægge en Have paa en af de Høie, der her krydse hinanden i den, skjønneste Mangfoldighed og danne de yndigste Dale. Haven er simpel; man føler, straks man træ
der ind, at det ikke er en videnskabelig Gartner, der har tegnet dens Plan, men et følende Hjerte, som her vilde nyde sig selv. Alt mangen en Taare har jeg grædt for den Bortvandrede i det lille forfaldne Cabinet, der var hans Yndlingssted, og som ogsaa er mit. Snart vil jeg være Herre over hele Haven;
Gartneren er mig hengiven, blot paa de Par Dage, og han skal ikke komme til at fortryde det.
(0
Den io. Mai.
En vidunderlig lys Stemning har grebet hele min Sjæl, lig den søde Foraarsmorgen, som jeg nyder at ganske Hjerte. Jeg er alene, og glæder mig ved Livet i denne Egn, der er skabt for Sjæle som min.
Jeg er saa lykkelig, min Ven, saa helt nedsunken i Fornemmelsen af rolig Tilværen, at min Kunst lider derunder. Jeg vilde ikke kunne tegne nu, ikke en Linie, og dog har jeg aldrig været en større Maler end i disse Øieblikke. Naar den blide Dal rundt om mig damper, og Solen høit fra Himlen hviler paa Overfladen af min Skovs ugjennemtrængelige Mørke, og blot enkelte Straaler stjæle sig ind i det Indres Helligdom, naar jeg da ligger i det høie Græs ved den faldende Bæk, og tusinde, mangfoldige smaa Græsspirer nede ved Jorden pludselig blive mig mærk
værdige; naar jeg føler Mylret af den lille Verden mellem Græsstraaene, Smaaormenes, Smaamyggenes
r
utallige, uudgrundelige Skikkelser nærmere ved mit Hjerte, og fornemmer den Almægtiges Nærvær, der skabte os i sit Billede, Viftet fra den Altelskende, der svævende bærer os oppe og opholder os i evig Lyksalighed; min Ven, naar mine Øine da sløres, og Verden rundt om og Himlen helt hviler i min Sjæl som en elsket Piges Skikkelse, da længes jeg ofte og tænker: ak, kunde Du blot udtrykke dette, kunde Du meddele Papiret alt det, der saa fuldt, saa varmt lever i Dig, saa det blev et Speil for Din Sjæl, som Din Sjæl er et Speil for den uendelige Gud! — Min Ven — men jeg gaar til Grunde derved, jeg segner under disse Syners Herligheds Vælde.
Den 12. Mai.
Jeg ved ikke, om gjøglende Aander svæve over denne Egn, eller om det er den varme, himmelske Fantasi i mit Hjerte, der gjør mig alt her rundt omkring saa paradisisk.
Der ligger straks udenfor Byen en Brønd, en Brønd, jeg er fængslet til, som Melusine med sine Søstre. — Du gaar nedad en liden Høi og be
finder Dig foran en Hvælving, hvor omtrent tyve Trin føre nedover, ned hvor det klareste Vand vælder ud fra Marmorklipper. Den lille Mur, der danner Indfatningen oventil, de høie Trær, . der beskygge Stedet rundt omkring, Kjøligheden, — alt dette har noget saa tiltrækkende ved sig, noget af det Hemme
lighedsfuldes Gysen. Der hengaar ingen Dag, uden at jeg jo sidder der en Timestid. Der komme saa de unge Piger fra Byen og hente Vand, det uskyldigste Virke af alle og det nødvendigste, som engang Kon
gernes Døtre selv forrettede. Naar jeg da sidder der, saa faar den patriarkalske Idé saa levende Liv rundt om mig; jeg ser, hvorledes de alle, de gamle Fædre, stifte Bekjendtskab ved Brønden og beile der, og hvorledes der svæve godgjørende Aander om Brøndene og Kilderne. O, den har aldrig efter en besværlig Sommerdagsvandring forfrisket sig ved en Brønds Kjølighed, der ikke kan føle d ette!
1 4
at
>
«
i.
1mii||
|
?i:;. i
ft ]'
\
• 1 t
;) tf■ >:d!
Den 13. Mai.
Du spørger, om Du skal sende mig mine Bøger?
— Kjære, jeg beder Dig, for Guds Skyld send mig blot ikke dem paa H alsen! Jeg vil ikke mere ledes, opmuntres, opildnes; dette Hjerte bruser jo dog nok af sig selv, jeg trænger til en Vuggesang, og den har jeg i hele sin Fylde funden i min Homer. Hvor ofte luller jeg ikke mit urolige Blod til Ro ; thi noget saa ujevnt, saa ustadigt har Du aldrig, seet som dette Hjerte. Kjære, behøver jeg at sige Dig det, Du, der saa ofte har baaret den Byrde at se mig gaa over fra Kummer til Udsvævelse, fra sød Melancholie til fordærvelig Lidenskab? Jeg hæger ogsaa om mit Hjerte som om et sygt B arn; hvert Ønske faar det opfyldt, men fortæl ikke dette videre; der gives Folk, som kunde tage mig det ilde op.
1
Den 15. Mai.
De tarvelige Folk paa Stedet her kjende mig alt og holde af mig; især Børnene. Da jeg i Be
gyndelsen sluttede mig til dem, venlig spurgte dem ud om Dit og Dat, troede nogle, at jeg vilde gjøre Nar af dem, og affærdigede mig temmelig grovt. Jeg lod mig det ikke fortryde; jeg følte blot paa det mest levende, hvad jeg allerede ofte har lagt Mærke til:
ij+VrÆ’jL
f
1! i
■f
yj
Folk af nogenlunde Stand ville altid holde sig i kold Afstand fra Almuen, som mente de at tabe noget ved at forsøge en Tilnærmelse; og saa gives der lette Folk og ondskabsfulde Spøgefugle, der agere nedla
dende for at gjøre sit Overmod desto føleligere lige- overfor det arme Folk.
Jeg ved vel, at vi ikke ere lige og hellerikke kunne være det; men det er min Mening, at den, der tror at have fornøden at holde sig fjern fra den saakaldte Pøbel for at opretholde Respekten, er lige saa daddelværdig som enFeig, der skjuler sig for sin Fiende, fordi han er bange for at ligge under.
Fornylig kom jeg til Brønden og fandt en ung Tjenestepige, der havde sat sin Krukke paa det nederste Trin og stod og saa sig om, om der ikke vilde komme en Veninde og hjælpe hende den op paa Hovedet. Jeg gik derned og saa paa hende.
«Skal jeg hjælpe hende, Jomfru?» spurgte jeg. — Hun blev blussende rød. «0, min H erre!» sagde hun. — «Ingen Omstændigheder.» — Hun lagde sin Bærekrands tilrette, og jeg hjalp hende. Hun takkede og steg op.
$
Den 17. Mai.
Jeg- har gjort alskens Bekjendtskaber; Selskab har jeg endnu ikke fundet. Jeg ved ikke, hvad det er ved mig, der er saa tiltrækkende for disse Men-
nesker; der er saa mange af dem, der synes om mig, og slutte sig til mig, og da gjør det mig altid ondt, naar vor Vei blot følges ad et lidet Stykke.
Naar Du spørger, hvorledes Menneskene her ere, maa je g . sige D ig: Som overalt! Det er et ensformigt
Slags, Menneskeslægten. De fleste arbeide den største Del af sin Tid bort for at kunne leve, og den Smule Frihed, de beholde tilbage, ængster dem saa, at de opsøge alle mulige Midler for at blive den kvit. O,
Du Menneskelivets Bestemmelse!
Men en ret skikkelig Art Mennesker er d e t!
Naar jeg mangengang kan forglemme mig, mangen- gang sammen med dem nyder de Glæder, der endnu *
ere Mennesket forundte, som for Exempel ved et godt besat Bord at spøge med hinanden i al Aaben- og Trohjertighed, at faa istand en Kjøretur, en Dans til rette Tid eller lignende, — det har en ganske god Indflydelse paa mig; det maa blot ikke falde mig ind, at der endnu slumrer saa mange andre Kræfter i mig, der alle hensmuldre til ingen Nytte, og som jeg omhyggeligt maa skjule. Ak, da bliver jeg saa trang om Hjertet! — Og dog! at blive misforstaaet, det er min og mine Liges Skjæbne.
Ak, at min Ungdoms Veninde er borte! ak, at jeg har kjendt hende! — Jeg kunde fristes til at sige:
Du er en Daare, Du søger, hvad hernede ikke er at finde; men jeg har eiet hende, jeg har følt dette Hjerte, denne store Sjæl, i hvis Nærvær jeg syntes
mig selv at være mere, end jeg var, fordi jeg var alt, hvad jeg kunde være. Gode G ud! for
blev dengang en eneste af min Sjæls Evner ube
nyttede? Kunde jeg ikke ligeoverfor hende udvikle hele den vidunderlige Følelse, hvormed mit Hjerte omfatter Naturen? Var vor Omgang ikke en evig Samvirken'af den fineste Fornemmelse, det skarpeste Vid, hvis Modifikationer, endog om de gik til Kaadhed, alle vare betegnede med Geniets Stempel ? Og n u ! — Ak, de Aar, hun havde forud for mig, førte hende tidligere til Graven. Aldrig vil jeg glemme hende, aldrig hendes faste Mod og hendes guddom
melige Taalsomhed.
For faa Dage siden traf jeg paa en ung V . . . , en aaben Fyr, med et særdeles tiltalende Ansigt. Han kommer lige fra Academiet, anser sig ikke netop for vis, men tror dog, at han kan mere end andre.
Han har ogsaa været flittig, det kan jeg mærke paa mange Ting; kort, han har nette Kundskaber. Da han hørte, at jeg tegnede meget, og kunde græsk (to Meteorer her tillands), vendte han sig til mig og udkrammede en hel Del Lærdom, fra Batteux til Wood, fra de Piles til Winkehnann, og forsikrede mig, at han havde læst Sulzers Theorie, den første Del, helt igjennem, og at han eiede et Manuscript af Heyne over Studiet af Antiken. Jeg lod det være godt.
Endnu en særdeles brav Mand har jeg lært at kjende, den fyrstelige Amtmand her, et aabent, tro-
2 — Den unge Werthers Lidelser.
>* .
i 'L t >f ’
• H % L
h
S
» 1
1
I
•I
r 'i ‘ .Vo.
£ <
u - ; J.
hjertigt Menneske. Man siger, det skal være en Sjælefryd at se ham blandt sine Børn, af hvilke han har ni; især gjør man meget Væsen af hans ældste Datter. Han har bedt mig til sig, og jeg vil besøge ham en af de første Dage. Han bor paa et fyrsteligt Jagtslot, halvanden Times Vei herfra, hvorhen han
4
efter sin Hustrus Død fik Tilladelse til at flytte, da Opholdet her i Byen og i hans Embedsbolig var ham for smerteligt.
Forøvrigt ere nogle forrykte Originaler løbne mig paa Ærmet, hos hvem alt er utaaleligt og allerutaale- ligst deres Venskabsforsikringer.
Lev vel! dette Brev vil tiltale D ig; det er fuld
kommen historisk.
Den 22. Mai.
I
At Menneskets Liv kun er en Drøm, har alt saa mangen en fundet, og ogsaa jeg gaar altid og bærer paa denne Fornemmelse. Naar jeg ser de Skranker, inden hvilke Menneskets Handlekraft og Forskerevne ere indespærrede; naar jeg ser, hvorledes al Virksomhed gaar ud paa at forskaffe sig Tilfredsstillelse af For
nødenheder, der atter ere fuldkommen hensigtsløse, og naar jeg saa tænker paa, at enhver Beroligelse med Hensyn til visse Punkter af Menneskenes Forsken blot er en drømmende Resignation, hvori man be-
maler sig de Vægge, mellem hvilke man sidder fangen, med brogede Skikkelser og lyse Udsigter: — da, Wil
helm, gjør alt dette mig stum. Jeg vender tilbage, ind i mig selv, og finder en Verden! men atter, mere som Anelse og dunkel Trang end som klar Forestilling og levende Kraft. Og da glider alt sammen for mit Sind og min Sands, og drømmende og med Smil vandrer jeg videre ud i Verden.
i
At Børn ikke vide, hvorfor de ville, derom ere alle høilærde Skole- og Hovmestre enige; men at og- saa Voksne ligesom Børn tumle om paa dette Jorderige og, som hine, ikke vide, hvorfra de komme, og hvorhen de gaa, og ligesaa lidet handle i Kraft af et bestemt Maal, og lige saa let lade sig regjere af Biskuit og Kager og Birkeris: det vil ingen gjerne tro, og mig synes, det er til at tage og føle paa.
Jeg indrømmer Dig gjerne, thi jeg ved, hvad Du vilde sige til dette, at de ere de lykkeligste, der, som Børnene, blot leve for Dagen, trække omkring med sine Dukker eller klæde dem af og paa, der med stor Respekt liste rundt om Skuffen, hvori Mama gjemmer Sukkerbrødet, og som, naar de endelig faa Tag i det efterstræbte, fortære det med propfuld Mund og raabe: Mere! — det er lykkelige Skabninger.
Ogsaa de Mennesker have det godt, der give sine Stymperbeskjæftigelser eller vel endog sine Lidenskaber prægtige Titler, og opføre dem paa Menneskeslægtens Conto som Kjæmpeoperationer til dennes Held og
y\
f.
V
•i l1
i! ; '
s
> i
i
l 'i
Velfærd. — Vel den, der kan være saaledes! Men den, som i sin Ydmyghed forstaar, hvad det Hele til syvende og sidst gaar ud paa, den, som ser, hvor artig .enhver Borger, hvem det gaar godt, forstaar at studse sin lille Have om til et Paradis, og hvor ufor
trøden selv den Ulykkelige stønner henad Veien under sin Byrde, medens alle ere lige interesserede i at se denne vor Sols Lys blot et eneste Minut længer:
—, ja, den, der ser dette, er stille og skaber ogsaa en Verden af sig selv, og er ogsaa lykkelig, fordi han er et Menneske. Og derhos, — hvor indsnævret hans Liv end er, saa gjemmer han dog i sit Hjerte den søde Følelse af Friheden, og ved, at han kan forlade dette Fængsel, naar han vil.
Den 26. Mai.
Du kjender fra gammel Tid af min Vis at gjøre mig det hjemligt, at bygge mig en liden Hytte op paa et eller andet hyggeligt Sted og leve der trods alle Indskrænkninger. Ogsaa her har jeg atter fundet mig en Plet, der har tiltrukket mig.
Omtrent en Times Vei fra Byen ligger et Sted, de kalde Wahlheim*). Beliggenheden, paa Toppen af
*) Læseren bør ingen Umage gjøre sig med at søge de her nævnte Steder; man har seet sig nødsaget til at forandre de i Originalen sig befindende, virkelige Navne.
2 I
en Høi, er meget interessant, og naar man langs Fodstien øverst oppe gaar ud af Landsbyen, overser man hele Dalen paa een Gang. En brav Værtinde, der er tækkelig og munter for sin Alder, udskjænker Vin, 01 og Kaffe; og hvad der overgaar alt er to Lindetrær, der med sine vidstrakte Grene dække den lille Plads foran Kirken, der rundtom indesluttes af Bondegaarde, Lader og Gaardsrum. Saa hyggeligt, saa hjemligt har jeg sjelden fundet et Sted, og didhen lader jeg mit Bord bringe fra Kroen og min Stol, drikker min Kaffe der og læser min Homer.
Den første Gang, da jeg ved et Tilfælde en smuk Eftermiddag kom op under Lindetræerne, fandt jeg Stedet saa ensomt. Alle vare ude paa Marken;
blot en Dreng paa omtrent fire Aar sad paa Jorden, holdt et andet, omtrent halvtaarsgammelt Barn, der sad foran ham og mellem hans Ben, med begge Armene op til sit Bryst, saa at han tjente Barnet som etslags Stol; og trods den Livlighed, hvormed han saa sig om med sine sorte Øine, sad han ganske rolig og stille paa sin Plads. Dette Syn fornøiede mig: jeg satte mig paa en Plog, der laa ligeoverfor, og tegnede den broderlige Stilling med megen Fryd.
Jeg føiede det nærmeste Gjærde, en Ladedør og nogle sønderbrudte Vognhjul til, alt saadan som det stod og laa, og fandt efter en Times Forløb, at jeg havde faaet istand en velordnet, meget interessant Tegning, uden at lægge til det mindste af mit eget. Dette be-
4
•i
s
I
^ i
t ‘
I J
i
1
&
styrkede mig i mit Forsæt, herefter alene at holde mig til Naturen. Den alene er uendelig rig, og den alene skaber den store Kunstner. Man kan sige meget til Reglernes Forsvar, omtrent hvad man kan sige. til det borgerlige Selskabs Ros. Et Menneske, der uddanner sig i Overensstemmelse med dem, vil aldrig frembringe noget smagløst eller slet, ligesom en, der lader sig lede af Love og af Velfærd, aldrig kan blive en ufordragelig Nabo, aldrig en mærkelig Forbryder; men paa den anden Side vil ogsaa alle Regler, man sige nu, hvad man vil, ødelægge den virkelige Følelse af Natur og det sande Udtryk derfor!
Sig Du blot, det er for haardt! Sig blot, at Regelen indskrænker kun; den beskjærer Vinens Vildskud etc. — Gode Ven, skal jeg give Dig en Lignelse?
Det er med dette som med Kjærligheden. En ung Mand er helt betagen af en ung Pige, tilbringer alle sin Dags Timer hos hende, forøder alle sine Evner, al sin Formue, for hvert Øieblik at udtrykke for hende, at han ganske giver sig hen til hende. Og saa kommer der pludselig en Philister, en Mand, der staar i et offentligt Embede, og siger til ham : Min smukke, unge H erre! Det er menneskeligt at elske, kun maa I elske menneskeligt! Inddel Eders Timer, nogle til Arbeide, og Hvilens og Forfriskningens Timer vier I saa Eders Elskede. Beregn Eders Formue; og hvad I har tilovers fra Eders Fornødenheder, deraf nægter jeg Eder ikke at give hende en Foræring,
kun ikke for ofte, men f. Ex. til hendes Fødsels- eller Navnedag etc. — Følger nu den unge Mand dette Raad, saa bliver der af ham et brugbart ungt Men
neske, og jeg vil selv raade enhver Fyrste til at sende ham til et Collegium, men hans Kjærlighed er det ude med, og hvis han er Kunstner, med hans Kunst.
O min Ven! hvorfor bryder Geniets Strøm saa sjelden frem, hvorfor bruser den saa sjelden afsted i høie Bølger og ryster eders undrende Sjæle? — Kjære Ven, der bo de Herrer rolig paa begge Sider af Bredden, hvis smaa Lysthuse, Tulipanbede og Kjøkkenhaver vilde gaa tilgrunde derved, og som derfor i Tide have forstaaet med Diger og Afløbskanaler at afvende den truende Fare.
0
Den 27. Mai.
Jeg er, som jeg ser, kommet til at henfalde i Henrykkelser, Lignelser og Deklamationer, og har paa Grund heraf glemt at fortælle færdig om, hvordan det saa videre gik med Børnene. Jeg sad vist i to Timer paa min Plog, ganske fordybet i mine maleriske Fornemmelser, som mit Ark fra igaar temmelig stykkevis har skildret for Dig. Da kommer imod Aften en ung Kone med en Kurv paa Armen gaaende henimod Børnene, der imidlertid hele Tiden ikke havde rørt sig, og alt paa lang Frastand raaber hun: «Philipps, Du er en brav Dreng.» Hun hilste mig, jeg hilste igjen, reiste
mig, traadte nærmere og spurgte hende, om hun var Børnenes Moder. Hun bejaede dette, og idet hun gav den Ældste et halvt Hvedebrød, løftede hun den Lille op og kyssede ham med moderlig Kjærlighed. «Jeg gav Philipps den Lille, forat han skulde holde paa ham,»
sagde hun, «medens jeg gik til Byen med min Ældste for at hente Hvedebrød og Sukker og en liden Lerpotte til at koge Suppe i.» — Jeg bemærkede alle disse Ting i Kurven, hvis Laag var faldet af. —
«Jeg vil koge lidt Suppe til min Hans (det var den Yngste) til Aftens; denne Krabat her, den Store, slog den anden Potte itu for mig igaar, da han sloges med Philipps om Grødskoverne.» — Jeg spurgte efter den Ældste, og hun havde neppe fortalt, at han løb om
kring ude paa Engen med et Par Gjæs, førend han kom springende og havde en Hasselkjæp med til den anden. Jeg underholdt mig videre med Konen og fik høre, at hun var Skolemesterens Datter, og at hendes Mand var paa Reise i Schweiz for at hente en Arv efter en Fætter. «De have villet bedrage ham for den,»
sagde hun, «og de svarede ikke paa hans Breve; saa reiste han selv derhen. Naar der bare ikke er hændt ham en Ulykke; jeg hører intet fra ham.» — Det faldt mig svært at løsrive mig fra Konen; jeg gav hvert af Børnene en Kreuzer, ogsaa til det yngste gav jeg hende en, som hun kunde kjøbe ham et Hvedebrød for til hans Suppe, naar hun gik til Byen igjen; og saa skiltes vi fra hinanden.
Jeg siger Dig, min Kjære, naar Sind og Sans vil komme mig helt aflave, saa lindres alt den Tumult ved Synet af en saadan Skabning, der i lykkelig Ro vandrer fremad inden sin Tilværelses snevre Kreds, hjælper sig igjennem fra Dag til Dag, ser Bladene falde og ikke tænker andet derved, end at Vinteren er ved at komme.
Siden har jeg ofte været derude. Børnene have allerede vænnet sig til mig-, de faa Sukker, naar jeg drikker min Kaffe, og dele Smørrebrødet og. den sure Melk med mig om Aftenen. Om Søndagen savne de aldrig sin Kreuzer; og hvis jeg ikke er kommen, naar Bedetimen er forbi, saa har Værtinden Ordre til at udbetale den.
De ere fulde af Tillid, fortælle mig alt muligt, og særlig fryder jeg mig over deres Lidenskaber og uskyldige Udbrud af Begjær, naar flere Børn fra
Landsbyen forsamle sig her.
Megen Møie har det kostet mig at betage Mo
deren hendes Bekymring: at de kunde incommodere den fremmede Herre.
$
Den 30. Mai.
Hvad jeg nylig sagde Dig om Malerkunsten, gjælder visselig ogsaa om Digtningen-, det kommer blot an paa, at man erkjender det fortræffelige og vover at udtale det, hvad der ganske vist er meget sagt
i faa Ord. Jeg har idag oplevet en Scene, som, naar man simpelthen vilde skrive den af, vilde give den yndigste Idyl af Verden; men hvortil Digtning, Scene og Idyl? Maa man da altid pynte og kludre paa. Tingen for at kunne nyde Naturen?
Hvis Du efter denne Indledning venter noget meget storartet og fornemt, saa bedrager Du Dig slemt; det er intet andet end en Bondeknøs, der har vakt denne levende Interesse i mig. Jeg kommer, som sædvanlig, til at fortælle daarligt, og Du vil, tænker jeg, som sædvanlig finde mig overdreven;
det er atter Wahlheim, og altid Wahlheim, der frem
bringer disse Sjeldenheder.
Der var et Selskab forsamlet ude under Lindene for at drikke Kaffe. Da det ikke ganske anstod mig, blev jeg tilbage under et Paaskud.
En Bondeknøs kom ud fra et af Nabohusene og gav sig til at bestille noget ved den Plog, jeg forleden havde tegnet. Da jeg fandt Behag i hans Væsen, tiltalte jeg ham, spurgte efter hans Forholde, vi vare snart bekjendte, og som det sædvanlig gaar mig med denne Art Folk, snart fortrolige. Han for
talte mig, at han var i Tjeneste hos en Enke, og at hun var meget god mod ham. Han talte saa meget om hende, og roste hende paa en saadan Maade, at jeg snart kunde mærke, han var hende hengiven med Liv og Sjæl. Hun var ikke ung længer, sagde han, hendes første Mand havde været ond mod hende,
derfor vilde hun ikke gifte sig mere, og af hans Fortælling fremlyste det saa tydelig, hvor smuk, hvor betagende hun var for ham, hvor meget han ønskede, at hun maatte vælge ham til at udslette Mindet om sin første Mands Feil, at jeg maatte gjentage det Ord for Ord, hvis jeg skulde anskueliggjøre Dig dette Men- neskes rene Tilbøielighed, Kjærlighed og Troskab.
Ja, jeg maatte besidde den største Digters Gave for levende at kunne fremstille for Dig det talende ved hans Bevægelser, hans Stemmes Harmoni, den hem
melige Ild i hans Blikke. Nei, ingen Ord udtale den Ømhed, der laa i hans hele Væsen og Udtryk; hvad jeg kunde gjengive deraf, vilde altsammen blot blive plumpt. Især rørte det mig at mærke, hvorledes han var bange for, at jeg kunde tænke ilde om hans Forhold til hende og tvivle paa hendes ulastelige Opførsel. Hvor henrivende det var, da han talte om hendes Skikkelse, om hendes Legeme, der, trods det manglede Ungdommens Ynde, mægtig. drog .ham til sig og fængslede ham, det kan jeg blot gjenkalde for mig selv i min inderste Sjæl. Jeg har i hele mit Liv ikke seet det indtrængende Begjær og den hede, længselsfulde Attraa i saadan Renhed, ja jeg tør vel sige, ikke tænkt og drømt mig den i denne Renhed engang. Skjænd ikke paa mig, naar jeg siger Dig, at min inderste Sjæl gløder ved Erin
dringen om denne Uskyld og Sandhed, at Billedet af denne Troskab og Ømhed forfølger mig overalt,
og at jeg, som var jeg selv antændt deraf, higer og vansmægter.
Jeg vil nu søge ved Ledighed ogsaa at faa hende at se, eller snarere, naar jeg ret betænker det, jeg vil søge at undgaa det. Det er bedre, jeg ser hende gjennem hendes Tilbeders Øine; kanske vilde hun ikke i mine egne Øine synes mig saaledes, som hun nu staar for mig, og hvorfor skulde jeg fordærve mig det smukke Billede?
Den 16. Junius.
Hvorfor jeg ikke skriver Dig til? — Spørger Du derom, Du, der dog ogsaa er en af de Lærde? Du skulde gjætte, at jeg befinder mig vel, og at jeg — kort og godt, jeg har gjort et Bekjendtskab, der angaar mit Hjerte nærmere. Jeg har — jeg ved ikke.
At fortælle Dig i sluttet Orden, hvordan det er gaaet til, at jeg har lært en af de elskværdigste Skab
ninger at kjende, vil holde haardt. Jeg er fornøiet og lykkelig og altsaa ingen god Historieskriver.
En Engel! — Fy, det siger enhver om sin, ikke sandt? Og dog er jeg ikke i Stand til at sige Dig, hvor hun er fuldkommen, hvorfor hun er fuldkommen;
nok, hun har taget hele mit Sind fangen.
Saa megen Enfold sammen med saa megen For
stand, saa megen Godhed sammen med saa megen Fasthed, og denne Sjælens Ro sammen med dette sunde Liv og denne Virksomhed. —
Det er altsammen tarveligt Snak, hvad jeg her siger om hende, kjedelige Abstractioner, der ikke udtrykke en Linie af hendes Væsen. En anden Gang
— nei, ikke en anden Gang, nu straks vil jeg for
tælle Dig det. Gjør jeg det ikke nu, vilde det aldrig ske. Thi, mellem os, siden jeg er begyndt at skrive, har jeg allerede tre Gange staaet i Begreb med at lægge Pennen bort, sadle min Hest og ride derud. Og dog tilsvor jeg mig selv imorges, at jeg ikke vilde gjøre det, og gaar dog hvert Øieblik til Vinduet for at se, hvor høit Solen endnu staar. — — —
Jeg kunde ikke overvinde det; jeg maatte ud til hende. Her er jeg da igjen, Wilhelm, vil spise mit Aftensmørrebrød, og skrive til Dig. Hvilken Fryd det er for min Sjæl at se hende i Kredsen af de søde, muntre Børn, hendes otte Søskende! —
Men hvis jeg vedbliver saaledes, vil Du ved Enden være ligesaa klog som ved Begyndelsen. Hør da, jeg vil tvinge mig til at gaa i Detail.
Jeg skrev nylig til Dig, at jeg havde lært Amtmand S. at kjende, og at han bad mig om snart at besøge ham i hans Eneboerbolig eller snarere i hans lille Kongerige. Jeg forsømte dette og var maaske aldrig kommet derhen, havde ikke Tilfældet aabenbaret mig den Skat, der ligger skjult derude i den stille Egn.
De unge Mennesker her havde foranstaltet et Bal paa Landet, hvortil jeg da ogsaa villig lod mig
indbyde. Jeg bød en herværende elskværdig, smuk, men forresten ubetydelig ung Pige min Haand, og det blev aftalt, at jeg skulde tage en Vogn, kjøre ud til Stedet for Dansefornøielsen med hende og hendes Kusine og paa Veien medtage Charlotte S. — «De vil der lære et smukt Fruentimmer at kjende,» sagde min Ledsagerske, medens vi kjørte gjennem den store, udhugne Skov til Jagthuset. «Tag Dem iagt,» vedblev Kusinen, «at De ikke forelsker Dem!» — «Hvorfor det?» spurgte jeg. — «Hun er allerede lovet bort,»
svarede hun, «til en meget brav Mand, der er bort- reist for at faa sine Sager i Orden, da hans Fader er død,, og for at se sig om efter en passende Stilling.» — Denne. Meddelelse var mig temmelig ligegyldig.
Solen stod endnu et Stykke over Bjergets Rand, da vi kjørte op foran Gaardsporten. Det var meget lummert, og Fruentimmerne yttrede sin Bekymring for et Tordenveir, der i hvidgraa, uldne Skyer syntes at trække sig sammen rundt om langs Horizonten.
Jeg overvandt deres Frygt, idet jeg gav mig ud for veirkyndig, medens jeg dog samtidig selv begyndte at ahne, at vor Forlystelse vilde komme til at lide et Skaar.
Jeg var stegen ud, og en Tjenestepige, der kom
■ned til Porten, bad os vente et Øieblik, Mamsell Lotte vilde straks komme. Jeg gik op gjennem Gaarden op til det velbyggede Hus, og da jeg var stegen op
ad den fremspringende Trappe og traadte ind ad Døren, faldt mine Øine paa det mest henrivende Skuespil, jeg nogensinde har seet.
Ude i Forstuen vrimlede seks Børn, fra elleve til to Aar gamle, omkring en ung Pige af skjøn Skikkelse, af middels Høide, der havde en simpel, hvid Kjole paa med blegrøde Sløifer ved Bryst og Arm. — Hun holdt et grovt Brød i Haanden og skar et Stykke af til hver af sine Smaa rundt om, alt efter hvers Alder og Appetit, gav det til hver enkelt
med saadan Venlighed, og hver enkelt af de Smaa raabte saa ukunstlet sit: Tak! efterat han havde staaet med de smaa Hænder rakt iveiret, længe før Stykket var skaaret af, og nu fornøiet enten løb afsted med sin Aftensmad eller efter sin stillere Natur rolig gik bort for at komme ned til Porten og se de fremmede og Vognen, hvori deres Lotte skulde kjøre hort. — «Jeg beder om Tilgivelse,» sagde hun, «fordi jeg umager Dem herind og lader Fruentimmerne vente. Paa Grund af Paaklædningen og alskens Anordninger for Huset i min Fraværelse, havde jeg glemt at give Børnene deres Aftensmad, og de ville ikke lade nogen anden skjære dem deres Brød end jeg.» — Jeg svarede hende med en intetsigende Compliment*, men hele min Sjæl hang ved hendes Skikkelse, hendes Tone, Væsen, og jeg fik saavidt Tid til at komme mig af min Overraskelse, da hun løb ind i Stuen for at hente sine Handsker og sin Vifte. De Smaa stod
i nogen Afstand og kigede fra Siden af hen paa mig, og )e§ gik hen til den Yngste, der var et Barn med det yndigste lille Ansigt. Det trak sig tilbage, da Lotte i det samme kom ud af Døren og sagde:
«Louis, giv den fremmede Herr Fætter Haanden.»
Dette gjorde Drengen meget frimodig, og jeg kunde ikke afholde mig fra, trods hans lille snottede Næse, at kysse ham hjerteligt. — «Fætter?» sagde jeg, idet jeg rakte hende Haanden, «tror De, at jeg vilde være værdig til den Lykke at være beslægtet med Dem?» — «0!» sagde hun med et lystigt Smil:
«vort Fætterskab er meget vidtløftigt, og det vilde gjøre mig ondt, om De skulde være den slemmeste blandt dem.» — Da vi derpaa gik, gav hun Sophie, den ældste af Søstrene efter hende, en lille Pige paa henved elleve Aar, Paalæg om at passe vel paa Børnene og at hilse Papa, naar han kom hjem fra sin Ridetur. Til de Smaa sagde hun, at de skulde adlyde Sophie, som om det var hende selv, hvad ogsaa enkelte af dem udtrykkelig lovede. Men en liden, næsevis Blondine, paa omtrent seks Aar, sagde:
«Det er nu ikke Dig alligevel, Lotte; vi ere alligevel mere glade i Dig.» — De to ældste af Drengene vare klatrede op paa Vognen, og paa min Forbøn tillod hun dem at kjøre med saa langt som til Skovens Begyndelse, hvis de lovede, ikke at drille hinanden, og at holde sig godt fast.
Vi havde neppe sat os tilrette, Fruentimmerne
havde neppe hilst paa hinanden og vekselvis gjort sine Bemærkninger om hinandens Antræk særlig om Hattene, samt dygtig gjennemheglet det Selskab, man ventede, før Lotte lod Kusken holde og sine Brødre stige, n ed ; de forlangte endnu engang at kysse hendes b Haand, hvilket da den Ældste gjorde med al den Ømhed, der kan være Femtenaarsalderen egen, og den anden med megen Heftighed og Flygtighed.
Hun sendte endnu en Hilsen til de Smaa, og vi kjørte videre.
Kusinen spurgte, om hun var færdig med den Bog, hun nylig havde sendt hende? «Nei,» sagde Lotte, «jeg synes ikke om den, De kan faa den til
bage. Den forrige var hellerikke stort bedre.» — Jeg undredes, da jeg spurgte, hvad det var for Bøger,
og hun svarede mig:*) — Jeg fandt saa megen Karak
ter i alt, hvad hun sagde, jeg saa ved hvert Ord ny Ynde, nye Straaler af hendes Aand bryde frem gjen- nem hendes Ansigtstræk, der lidt efter lidt glade syntes L at udfolde sig, fordi hun følte, at jeg forstod hende.
«Da jeg var yngre,» sagde hun «holdt jeg ikke saa meget af noget som af Romaner. Gudalene ved, hvor vel jeg følte mig, naar jeg om Søndagen rigtig
t
*) Man ser sig nødsaget til at undertrykke dette Sted i Brevet for ikke at give Nogen Anledning til at tage Anstød. Omendskjønt der for en Autor kun kan ligge liden Magt paa en enkelt ung Piges og et ungt, ustadigt Menneskes Dom.
3 — Ben unge Werthers Lidelser.
' *.I
;h.. •
i
1s'
f
i i
■.»
Vii v)
kunde sætte mig hen i en Krog for af ganske Hjerte at tage Del i en Miss Jennys Lykke eller Vanskjæbne.
Jeg nægter hellerikke, at denne Art Bøger endnu have Tiltrækning for mig. Men da jeg dog saa sjel- den kan sætte mig hen med en Bog, saa maa de ogsaa ret være efter min Smag. Og den Autor er mig den kjæreste, i hvem jeg kan gjenfinde min egen Verden, hos hvem det gaar til, som det gaar til rundt om mig, og hvis Historie dog bliver mig saa interessant og hjertelig som mit eget huslige Liv, der vistnok ikke er noget Paradis, men dog i det Hele en Kilde til usigelig Lyksalighed.»
i
Jeg anstrængte mig med at skjule min Bevægelse ved disse Ord. Men det gik rigtignok ikke længe:
thi da jeg hørte hende i Forbigaaende med saa megen Sandhed udtale sig om «Landsbypræsten iWakefield», om *) — blev jeg helt ude af mig selv, sagde hende alt, hvad der faldt mig ind, og bemærkede først efter nogen Tid, at Lotte henvendte Samtalen til de andre, og at disse hele Tiden havde siddet med stive Øine, som vare de ikke tilstede. . Kusinen saa flere Gange hen paa mig med en spotsk lille Næserynken, som jeg imidlertid ikke brød mig om.
Samtalen faldt paa det fornøielige ved at danse.
*) Man har ogsaa her udeladt Navnene paa nogle nationale Autores. Den, der har Del i Lottes Bifald, vil sikkert føle det i sit Hjerte, om han skulde komme til at læse dette, og ellers behøver jo ingen at vide det.
«Hvis denne Lidenskab er en Feil,» sagde Lotte,
«saa tilstaar jeg Dem doggjerne: jeg ved intet bedre end at danse. Og naar noget er gaaet mig imod, og jeg saa klimprer mig en Contredans paa mit for
stemte Claveer, saa er alt godt igen.»
Hvor jeg under denne Samtale frydede mig i de sorte Øine! hvor de livfulde Læber og de friske, muntre Kinder tiltrak hele min Sjæl! hvor jeg, hen- sunken i hendes Tales herlige Stemning, ofte sletikke hørte Ordene, hvormed hun udtrykte d en ! — derom har Du en Forestilling, fordi Du kjender mig. Kort, jeg steg som en Drømmende ud af Vognen, da vi
holdt foran Danselokalet, og var saa fortabt i Drøm
me i den skumrende Aften rundt om, at jeg neppe agtede paa Musiken, der skingrede ned til os fra den oplyste Sal.
De to Herrer, Audran og en vis N. N. — hvem kan beholde alle disse Navne! — der vare Lottes og Kusinens Dansere, modtoge os ved Vognslaget, bemægtigede sig sine Fruentimmer, og jeg førte min
Dame op i Salen.
Vi slyngede os i Menuetter mellem hinanden;
jeg bød den ene Dame op efter den anden, men ikke engang de mindst tiltalende kunde komme til at række en Haanden og gjøre en Ende paa det.
Lotte og hendes Danser begyndte en Engelskdans, og hvor vel jeg følte mig, da hun ogsaa i Række
følge begyndte at figurere med os, vil Du kunne tænke
Dig. Man maa se hende danse! Ser Du, hun er saa aldeles, af ganske Hjerte, med hele sin Sjæl med i Dansen, hele hendes Legeme er én Harmonie, saa sorgløs, saa ubevidst, som om dette egentlig var det hele, som om hun forøvrigt ikke tænkte, ikke følte noget;
og i det Øieblik forsvinder visselig alt andet for hende.
Jeg bad hende om den anden Contredans; hun lovede mig den tredie, og med den elskværdigste Frimodighed af Verden forsikrede hun mig, at hun hjertelig gjerne dansede efter tysk Mode. «Det er nemlig saaledes Mode her,» blev hun ved, «at hvert Par, der hører sammen, bliver sammen hele den Tyske, og min Chapeau valser slet og takker mig blot for det, om jeg fritager ham for Arbeidet. Deres Dame kan hellerikke valse og har ikke Lyst 'dertil, og jeg saa i den Engelske, at De valser godt; hvis De nu vil være min i den Tyske, saa gaa hen og udbed Dem Tilladelse dertil af min Herre, og saa gaar jeg til Deres Dame.» — Jeg gav hende min Haand der- paa, og vi bleve enige om, at hendes Danser imidlertid skulde underholde min Dame.
«
Nu gik det løs, og vi glædede os en Stund ved de mangfoldige Slyngninger med Armene. Med hvilken Ynde, med hvilken Lethed bevægede hun sig ikke!
og da vi nu ovenikjøbet begyndte Valsen, og som Sphærerne svævede rundt mellem hinanden, da gik det naturligvis * i Begyndelsen en Smule broget til, fordi de færreste kunde Turen, men vi vare kloge og
lod Forvirringen rase ud; og da de Udygtigste havde rømmet Gulvet, faldt vi ind og holdt tappert ud sammen med nok et Par, nemlig Audran og hans Dame. Aldrig er det gaaet saa let for mig at danse.
Jeg var ikke som et Menneske mere. At have den elskværdigste Skabning i mine Arme og hvirvle om
kring med hende som et Uveir, saa alt rundt om os forgik, og dog — Wilhelm, for at være ærlig, jeg aflagde dog den Ed, at en Pige, som jeg elskede, til hvem jeg havde Ret, aldrig skulde faa Lov til at valse med nogen anden end med mig selv, ja om jeg saa skulde gaa tilgrunde derved. Du for-
staar mig!
Vi gjorde nogle Ture sammen gaaende rundt i Salen for at puste ud. Saa satte hun sig, og de Appel
siner, jeg havde lagt tilside, og som nu vare de eneste, der vare tilbage, gjorde fortræffelig Virkning, naar undtages, at der for hvert Stykke, hun af Høflighed tildelte en ubeskeden Naboerske, gik m ig' et Stik gjennem Hjertet.
I den tredie engelske Dans vare vi det andet Par. Da vi dansede Rækken igjennem, og jeg, Gud alene ved med hvilken Lyksalighed, hang ved hendes Arm og hendes Øie, der var fuldt af det sandeste Udtryk for den mest aabne, rene Fornøielse, kom vi til en Dame, der paa Grund af det elskværdige Ud- tryk i hendes ikke længer ganske unge Ansigt havde været mig paafaldende. Hun ser smilende paa Lotte,
* \'i
i
*«* I♦
fi . - -
4
<1 1
v ;•1 k
\
" U b
4 i
*
\
*■ i, :■
■I
-I
11
»i
i fr
,v
. 4
løfter en truende Finger og nævner to Gange i Forbi
farten i en betydningsfuld Tone Navnet Albert.
«Hvem er Albert ?» sagde jeg til Lotte, «hvis det ikke er en Dristighed at spørge.» Hun stod i Begreb med at svare, da vi maatte skilles for at figurere i den store Ottetur, og det syntes mig, at jeg saa nogen Eftertænksomhed paa hendes Pande, medens vi saaledes krydsede forbi hinanden. — «Hvor
for skulde jeg dølge det for Dem,» sagde hun, idet hun bød mig Haanden til Promenaden, «Albert er en brav, ung Mand, med hvem jeg er saa godt som forlovet!» -— Nu var dette mig intet nyt (thi Fruen
timmerne havde jo sagt mig det paa Veien), og dog var det mig saa helt nyt, fordi jeg endnu ikke havde tænkt paa det i Forhold til hende, der i saa faa Øieblikke var bleven mig saa dyrebar. Nok er det, jeg blev forvirret, forglemte mig og forvildede mig ind blandt et urigtigt Par, saa Alting kom i den største Uorden, og der behøvedes Lottes hele Aands
nærværelse og Trækken og Puffen hid og did, for atter hurtig at bringe det i Orden igjen.
Dansen var endnu ikke tilende, da Lynene, som vi allerede længe havde seet glimte langs Horizonten, og som jeg stadig havde udgivet for Kornmod, be
gyndte at blive meget stærkere, og Tordenen over
døvede Musiken. Tre af Damerne løb ud af Rækkerne, fulgt af sine Herrer; Uordenen blev almindelig, og Musiken holdt op.
Det er naturligt, naar en Ulykke eller noget skrækkeligt overrasker os midt under Forlystelser, at det da gjør et stærkere Indtryk paa os end ellers; dels som en Følge af Modsætningen, der føles saa levende, dels og endnu mere, fordi vore Sandser nu engang ere aabnede og mere modtagelige og altsaa saa meget hurtigere optage et Indtryk i sig. Disse Aar- sager maa jeg tilskrive de vidunderlige Grimasser, jeg saa hos flere af Damerne. Den klogeste satte sig i en Krog, med Ryggen mod Vinduerne, og holdt sig for Ørene. En anden knælede ned foran hende og skjulte sit Hoved i hendes Skjød. En tredie trykkede sig ind mellem de to andre og omfavnede sin lille Søster med en Strøm af Taarer. Nogle vilde hjem;
andre, der endnu mindre vidste, hvad de gjorde, havde ikke saa megen Besindelse, at de forstod at styre Dristigheden hos de unge Kumpaner, der syntes at være fuldt optagne med at rane alle de ængstlige Bønner, der vare bestemte for Himmelen, bort fra de skjønne Betrængtes Læber. Nogle af vore Herrer havde begivet sig ned for i Ro og Mag at røge en Pibe; og det øvrige Selskab havde ikke noget derimod, da Værtinden kom paa det kloge Indfald at anvise os et Værelse, hvor der var Luger og Forhæng for Vinduerne. Neppe vare vi ankomne der, før Lotte var optaget med at stille sammen en Kreds af Stole, og da Selskabet paa hendes Bøn havde sat sig, fore
slog hun en Leg.
i
y''
i '
! '
n
i ?
■ S ’
v.;
I * .
!■ $ .
I
Jeg saa adskillige, der i Haab om et saftigt Pant spidsede Munden og strakte sine Lemmer. —
«Vi lege at tælle,» sagde hun. «Pas nu paa. Jeg gaar rundt i Kredsen fra høire til venstre, og saa tælle I ogsaa Kredsen rundt, enhver det Tal, der kommer paa ham, men det maa gaa som en Løbeild, og den, som stammer, faar en Ørefigen, og saaledes blive vi ved lige til tusinde.» — Det blev meget fornøieligt at se paa. Hun gik med udstrakt Arm rundt i Kredsen. En, begyndte den første, den nær- mestsiddende sagde to, den følgende tre og saa videre.
Saa begyndte hun at gaa hurtigere, stadig hurtigere •, da begik en af Deltagerne en Feil, klask! en Ørfigen,
t
og paa Grund af den Latter, der opstod, klask! fik den næste ogsaa en. Og stedse hurtigere. Jeg selv fik to Munddask, og jeg troede med inderlig For- nøielse at bemærke, at de vare stærkere end dem, hun tildelte de andre. En almindelig Latter og Opstuds gjorde Ende paa Legen, førend man var naaet til tusinde.
De fortroligste trak hinanden tilside; Tordenveiret var over, og jeg fulgte Lotte ind i Salen. Underveis sagde hun: «Over Ørfigenerne glemte De baade Veiret og alt I» — Jeg kunde intet svare. -— «Jeg var,» blev hun ved, «en af de ængstligste, men idet jeg lod, som om jeg var behjertet, for at give de andre Mod, blev jeg selv modig.» — Vi traadte hen til Vinduet.
Det tordnede langt borte, den herligste Regn suste ned over Jorden, og den mest forfriskende Vellugt
steg i al sin Fylde op til os i den varme Luft. Hun stod og støttede sig til sin Albue; hendes Blik gled ud over Egnen, hun saa op mod Himmelen og paa mig, jeg saa hendes Øie taarefyldt, hun lagde sin Haand paa min og sagde: — «Klopstok!» Jeg drog mig straks til Minde den herlige Ode, der stod for hendes Tanker, og hensank i den Strøm af Følelser, som hun ved dette Løsen udgjød over mig. Jeg holdt det ikke ud, bøiede mig ned over hendes Haand og kyssede den under de saligste Taarer. Og jeg saa atter op mod hendes Øie — Ædle! havde Du seet Din Guddommeliggjørelse i dette Blik, og maatte jeg nu aldrig høre Dit saa vanhelligede Navn m ere!
Den 19. Junius.
Hvor jeg sidst slap i min Beretning, husker jeg ikke længer; men det ved jeg, at Klokken var to om Natten, førend jeg kom iseng, og at jeg, hvis jeg havde kunnet passiare med Dig istedetfor at skrive, kanske
havde holdt Dig oppe til den lyse Morgen.
Hvad der hændte paa vor Hjemtur fra Ballet, har jeg endnu ikke fortalt og har idag heller ingen Tid dertil.
Det var den herligste Solopgang! Den dryp
pende Skov, og det forfriskede Land rundt o m ! Vore Ledsagersker nikkede sig isøvn. Hun spurgte mig, om jeg ikke vilde gjøre dem Selskab? for hendes
Vedkommende skulde jeg være ubekymret. — «Saa længe jeg ser disse Øine aabne,» svarede jeg og saa fast paa hende, «saa længe har det ingen Fare.» — Og vi holdt begge ud indtil foran hendes Port, hvor hendes Pige sagte lukkede op for hende og paa hendes Spørgsmaal forsikrede hende, at Faderen og de Smaa befandt sig vel, og at alle endnu sov. Der forlod jeg hende med den Bøn: endnu samme Dag at
maatte gjense hende; hun gav mig Lov dertil, og jeg kom. Og siden den Tid kunne Sol, Maane og Stjerner rolige gaa sin Gang, jeg ved hverken, at det er Dag eller Nat, og den hele Verden rundt om mig forsvinder.
Den 21. Junius.
Jeg lever saa lykkelige Dage, som Gud alene gjemmer til sine Hellige; og med mig kan det gaa, som det vil, saa kan jeg dog ikke sige, at jeg aldrig har nydt Livets Glæder, dets reneste. —
Du kjender mit Wahlheim; der er jeg nu fuld
stændig installeret, derfra har jeg blot en halv Times Vei til Lotte, der føler jeg mig selv og al den Lykke, der er Mennesket givet.
Havde jeg, da jeg valgte mig Wahlheim til Maal for mine Spadsereture, vel tænkt mig, at det laa saa nær ved Himmelen! Hvor ofte har jeg ikke, paa mine -længere Vandringer, snart fra Fjeldet af, snart
