endnu vare faldne. Han hørte deres Sangerkamp paa Høien. Blid er deres Sang, men tungsindig. De beklagede Morars Fald, den første blandt Helte. Hans Sjæl var som Fingals Sjæl, hans Sværd var som Oskars Sværd. — Men han faldt, og hans Fader jamrede, og hans Søsters Øine stode fulde af Taarer, Minonas Øine stode fulde af Taarer, den herlige Morars Søster.
.Hun veg tilbage for Ullins Sang som Maanen i Vest, naar den forudser Stormen og Regnet og skjuler sit skjønne Hoved i Skyen. — Jeg slog Harpen med Ullin til Jammerens Sang.»
Alpin.
«Min Graad, Ryno, er for de Døde, min Stemme for Gravens Beboere. Rank er Du paa Høien, skjøn er Du blandt Hedens Sønner! Men Du skal falde, som Morar, og den Sørgende sidde paa Din Grav.
Høiene ville glemme Dig; Din Bue hænger uspændt i Hallen.
«Du var hurtig, o Morar, som en Raa paa Høiene, skrækkelig som Nordlyset paa Himlen. Din Harm var som Stormen, Dit Sværd i Slaget, som Lynets Glimt over Heden, Din Røst som Bjergstrøm
mens efter Regn, som Torden paa fjerne Høie. Mange segnede for Din Arm, Din Vredes Flammer fortærede dem. Men naar Du vendte tilbage fra Striden, hvor fredelig var ei Din Stemme! Dit Aasyn var ligesom Solen efter Uveiret, ligesom Maanen i den tause Nat, roligt var Dit Bryst som Søen, naar Vindens Brusen har lagt sig.
«Snæver er nu Din Bolig! mørkt er Dit Sted!
med tre Skridt jeg maaler Din Grav, o Du, der en Gang var saa vældig! tre Stene med mosgrodde Hoveder ere Dit eneste Minde, et afbladet Træ, høie Straa, der hviske i Vinden, betegne for Jægerens Øie den mægtige Morars Grav. Ingen Moder har Du, Dig at begræde; ingen Pige med Elskovens Taarer; død er hun, som Dig bar, falden er Mor
glans Datter.
12 — Den unge Werthers Lidelser.
«Hvem er det ved sin Stav? Hvem er det, hvis Hoved er hvidt af Ælde, hvis Øine ere røde af Taarerr Det er Din Fader, o Morar! sønneløs Fader nu. Han hørte Dit Ry i Kam pen! han hørte om slagne Fiender ; han hørte Morars Pris! Ak, men intet om hans Saar? Græd, o Morars Fader, græd, men Din Søn, han hører Dig ikke. Dyb er de Dødes Søvn, lav deres Pude af Støv. Aldrig agter han mer paaDin Stemme, aldrig vaagner han mer ved Dit Raab. O, naar vorder det Morgen i Graven? at byde den Sovende: Vaagn!
«Lev vel, Du Ædle blandt Mænd, Du Erobrer i Kam pen! Ak, aldrig skulle Engene se Dig mer, aldrig ■ den mørke Skov oplyses af Glans fra Dit Staal.
Du efterlod ingen. Søn, men Sangen skal tro bevare Dit Navn og kommende Tider høre om Dig, om Helten, den faldne Morar.
«Lydelig blev da Heltenes Sorg, lydeligt lød Armins bristende Suk. Ham mindede dette om hans egen Søns Død, han, der faldt i sin Ungdoms Dage.
Carmor sad nær ved Helten, Hersker i Galmals Dale. Hvorfor hulker Armin? han spurgte: er her vel Grund til at græde? Klinge ei Toner og Sange, . «
Sjælen at smelte og Sindet at fryde? de ere som blide Taager, der stige fra Søen og dugge Dalen, hvis Blomster fyldes af Draaber; men Solen vender tilbage i hele sin Magt, og Taagen er borte. Hvor
for er Du saa kummerfuld, Armin ? Drot af det havombruste Garma?
«Kummerfuldr vel, ja det er jeg; ei ringe min Aarsag til Kvide — Carmor, ei døde Din Søn, ei Du tabte en blomstrende Datter; Calgar, den Tapre, lever, og Amira, skjønnest blandt Møer. Din Stammes Grene blomstre, o Carmor! med Armin uddør hans Slægt!
Mørkt er der over Dit Leie, o Daura! tung er Din Søvn i Graven. — Naar vil Du vaagne med Dine Sange, med Din melodiske Stemme? Op, I Høstens Vinde! op! ud over den mørke Hede! Bjergstrømme, bruser! hyler, Storme, i Egenes K roner! Glid mellem søndrede Skyer, o Maane, vis os Dit blege Aasyn!
mind om hin Rædselens Nat mig, da mine Børn om
kom, da Arindal, den vældige, faldt, Daura, den fagre, forgik.
«Daura, min Datter, skjøn var Du! skjøn som Maanen paa Tura’s Høie, hvid som den nyfaldne Sne, sød som den duftfyldte Luft. Arindal, Din Bue var stærk, Dit Spyd var hastigt i Felten, Dit Blik som Taage paa Bølgen, Dit Skjold en Ildsky i Stormen!
«Armar, berømt i Krigen, kom og beiled til Dauras Elskov; hun gjorde ei længe Modstand. Fagre var deres Venners Haab.
«Erath, Odgalls Søn, sig græmmed, thi dræbt laa hans Broder af Armar. Han kom forklædt som en Fisker. Skjøn var hans Snekke paa Bølgen, hvide hans Lokker af Ælde, roligt hans mandige Aasyn.
Fagreste Mø, han sagde, yndige Datter af Armin!
ude paa Søen, hist under 0 , venter Armar paa
i8o
Daura; hid er jeg kommen, hans Elskte at føre over den rullende Sø.
«Hun fulgte ham, raabte paa Armar; intet Svar uden Bjergenes Stemmer. Armar, min Elskte, min Elskov! hvi vil Du ængste mig saa? Hør mig, Arnaths Søn, hør mig! Daura det er, der kalder!
«Erath, den Forræder, flygtede leende bort.
Hun opløfted sin Stemme, kaldte paa Fader, kaldte paa Broder: Arindal! o Armin! er der ei nogen, der kommer sin Daura at redde?
«Hendes Stemme lød henover Søen. Arindal, min Søn, steg ned fra Høien, kaad af Jagtens Glæde;
Pilene raslede ved hans Side, Buen bar han i Haand, fem sortegraa Dogger logred omkring ham. Han saa den frække Erath ved Bredden, greb ham og bandt ham til Egen, fast han snøred hans Hofter, og den saaledes fangne fyldte Luften med Stønnen.
«Arindal steg i sin Baad for at hente Daura, sin Søster. Armar kom i sin Harme, afskjød den graa, befjædrede Pil; den klang, den sank i Dit Hjerte, o Arindal, min Søn! Istedetfor Erath, Forræderen, om
kom D u ! Din Baad stødte mod Klippen, den kantred, og Du sank ned og døde. — Ved Dine Fødder henflød
Din Broders Blod, hvor stor var Din Jammer, o Daura!
«Bølgerne søndersiog Baaden. Armar sig styrted i Søen, sin Daura redde han vilde, hvad hellere dø.
Hastige Kastevinde jog over Vandets Flade, han sank og var borte for altid.
«Alene ved skvulpende Bred jeg hørte min Dat
ters Klager. Høit og lydt hun sig jamred; dog kunde jeg ei hende redde. Natten, den lange, stod jeg ved Bredden, saa udover til hende i Maanens skjælvende Straaler; hele Natten, den lange, hørte jeg hendes Skrig; høit bruste Vinden, og Regnet pisked langs Høiens Sider. Hendes Stemme blev svag før Mor
genens Frembrud; hun døde hen, som Aftenens Vind dør mellem Markens Straa. Tynget af Jammer hun døde, gik og lod Armin alene! Borte er nu min Styrke i Slaget, falden min Stolthed blandt Møer.
«Naar Bjergets Storme komme, naar Nordenvind løfter Bølgen, sidder jeg ved den ombruste Bred, sender mit Blik mod den rædsomme Klippe. Ofte
ser jeg da under den synkende Maane Gjenfærdet af mine Børn, der vandre tilsammen, som Skygger vandre de sammen, sørgmodige, tause.»
En Strøm af Taarer, der brød frem fra Lottes Øine og gav hendes beklemte Hjerte Luft, standsede Werther i hans Recitation. Han kastede Papiret bort, greb hendes Haand og græd de bitreste Taarer. Lotte støttede sit Hoved mod den anden Haand og skjulte sine Oine i sit Lommetørklæde. Begges Bevægelse var skrækkelig. De følte sin egen Ulykke i de Ædles Skjæbne, følte den sammen, og deres Taarer forenede sig. Werthers Øine og Læber brændte paa Lottes
Arm; der løb en Gysen gjennem hende; hun vilde fjerne sig; Smerte og Brøde laa tunge som Bly paa hendes Sjæl. Hun aandede dybt for at tage sig sam
men og bad ham hulkende om at fortsætte, bad ham med en Røst som fra Himlen! Werther bævede ; det var, som vilde hans Hjerte briste; han tog Papiret og læste med halvkvalt Stemme:
«Hvorfor vækker Du mig, Foraarsluft? Du vifter og hvisker: jeg dugger med Himmelens Draaber!
Men min Henvisnens Time er nær, nær er den Storm, der henveirer mine Blade! Imorgen vil Van
dreren komme, komme vil han, der mig saa i min
t
Skjønhed, trindtom vil hans Øie mig søge i Egnen, søge, men aldrig mig finde — — »
Disse Ord faldt med hele sin- Magt over den Ulykkelige. Han kastede sig ned foran Lotte i den høieste Fortvivlelse, greb hendes Hænder, trykkede dem mod sine Øine, mod sin Pande, og det var, som om der gik en Anelse om hans skrækkelige Forehavende gjennem hendes Sjæl. Hendes Sind og Sands forvirredes, hun trykkede hans Hænder, trykkede dem mod sit Bryst, bøiede sig sorgfuldt ned mod ham, og deres brændende Kinder berørte hinanden. Verden forsvandt for dem. Han slyngede sine Arme om hende, pressede hende mod sit Bryst og bedækkede hendes skjælvende, stammende Læber med heftige
Kys. — «Werther!» raabte hun med halvkvalt Stemme og vendte sig bort*, «Werther!» gjentog hun og stødte med afmægtig Haand hans Bryst bort fra sit; «Werther!»
raabte hun med den ædleste Følelses fattede Tone.
Han gjorde ikke længer Modstand, slap hende af sin Favn og kastede sig sandsesløs ned foran hende. Hun for op, og i ængstlig Forvirring, skjælvende mellem Kjærlighed og Vrede, sagde hun: «Det er sidste Gang, Werther! De ser mig aldrig mere!» — Og med et Blik fuldt af den største Kjærlighed ilede hun ind i Sideværelset og laasede Døren efter sig. Werther strakte sine Arme ud efter hende; han vovede ikke at holde hende tilbage. Han laa paa Gulvet, med Hovedet paa Canapeen, og i denne Stilling blev han liggende i over en halv Time, indtil en Larm kaldte
ham tilbage til sig selv. Det var Pigen, som vilde dække Bordet. Han gik op og ned i Værelset, og da han atter var bleven alene, gik han hen til Kabinettets Dør og raabte med dæmpet Stemme: «Lotte! Lotte!
blot et Ord endnu! et Levvel!» — Hun taug. Han ventede og bad og ventede atter! saa rev han sig løs og raabte: «Lev vel, Lotte! lev vel for evig!»
Han kom til Stadsporten. Vægterne, der allerede vare vante til ham, lode ham stiltiende slippe ud.
Det føg med en Blanding af Regn og Sne. Først henimod elleve bankede han atter paa. Hans Tjener lagde, da Werther kom hjem, Mærke til, at hans Herre ingen Hat havde paa. Han vovede sig
imid-lertid ikke til at sige noget, hjalp blot med at klæde ham af; aløvar vaadt. Man fandt siden Hatten paa.
Toppen af en Klippevæg, hvorfra man ved Høiens Fod ser ud over Dalen, og det er ubegribeligt, hvor
dan han i den mørke, vaade Nat har kunnet klatre derop uden at styrte ned.
Han gik tilsengs og sov længe. Tjeneren fandt ham ved Skrivebordet, da han den næste Morgen paa hans Kalden kom med Kaffeen. Han skrev føl
gende i Brevet til Lotte:
0
«For sidste Gang altsaa, .for sidste Gang slaar jeg mine Øine op. . Ak, de skulle ikke mere se Solen,
en dunkel, taaget Dag holder den skjult. Saa sørg da, Natur! Din Søn, Din Ven, Din Elsker nærmer sig sit Endeligt. Lotte! det er en Følelse uden Lige, der nærmest ligner en halvklar Drøm, dette at sige til sig selv: det er Din sidste Morgen. Den sidste!
Lotte, .jeg har ingen Forstaaelse for det Ord: den sidste. Staar jeg ikke her i min fulde Kraft, og imorgen ligger jeg stiv og udstrakt paa Jorden. D ø ! hvad vil det sige? Se, vi drømme, naar vi tale om Døden. Jeg har seet saa mangen dø; men saa ind
skrænkede ere Menneskene, at de ingen Forstaaelse have for sin egen Tilværelses Begyndelse og Ende.
Endnu er jeg min egen, Din, Din, o Du Elskede! Og om et Øieblik — borte, adskilte — maaske for evig?
— Nei, Lotte, nei — Hvorledes kan jeg forgaa?
vi ere jo! — Forgaa? — Hvad vil det sige? Atter blot et Ord! en tom Lyd! uden Følelse for mit Hjerte.
— — Død, Lotte! gravet ned i den kolde Jord, saa trangt, saa mørkt.
Jeg havde engang en Veninde; hun var min hjælpeløse Ungdoms Et og Alt; hun døde, og jeg fulgte hendes Lig og stod ved Graven, da de firede Kisten ned, og Rebene skurende blev trukne bort under den; saa trillede den første Skuffe Jord ned, og Laaget gav en dump og ængstlig Gjenklang, og Lyden blev stadig dumpere og dumpere, og endelig var Kisten dækket. Jeg sank ned ved Graven — greben, rystet, angstfuld, sønderreven i mit Inderste, men jeg vidste ikke at opfatte det — ved ikke at opfatte det — Død! Grav! jeg forstaar ikke de Ord!
O! tilgiv mig! tilgiv mig!' Igaar! Det burde have været mit Livs sidste Øieblik. O, Du Engel!
for første Gang, for første Gang gjennemglødedes mit inderste Indre af den Salighedens Følelse: Hun elsker mig! Hun elsker mig! Den brænder endnu paa min Læbe, den hellige Ild, der strømmede ud fra D in ; en ny, varm Lyksalighed lever i mit Hjerte. Tilgiv mig! tilgiv mig!
Mindes Du de Blomster, Du sendte mig, den
gang Du i hint fatale Selskab ikke kunde sige mig et Ord, ikke kunde række mig en Haand? o, jeg knælede for dem den halve Nat, og de beseglede
mig Din Kjærlighed. Men a k ! disse Indtryk gik over, som i den Troendes Sjæl Følelsen af Guds Naade lidt efter lidt atter viger bort, den han med Himlens hele Rigdom følte sig rakt i hellige, syn
bare Tegn.
Alt dette er forgjængeligt; men ingen Evighed skal udslukke det glødende Liv, som jeg igaar mod
tog fra Dine Læber, som jeg føler her i mig! Hun elsker mig! Denne Arm har omfavnet hende, disse Læber have skjælvet mod hendes Læber, denne Mund stammet ved hendes. Hun er min, Du er min! ja, Lotte, for evig.
Og hvad gjør det, at Albert er Din Mand r Din Mand! — Ja, det maa da være for denne Ver
den — som det for denne Verden er Synd, at jeg elsker Dig, at jeg kunde ønske at rive Dig ud af hans Arme og over i mine. Synd? Godt; jeg straffer mig derfor; jeg har smagt den i hele dens himmelske Lyksalighed, denne Synd, og mit Hjerte har suget Livsens Lægedom og Kraft deraf. Fra det Øieblik af er Du min! min! o, Lotte! Jeg gaar i Forveien!
gaar til min Fader, til Din Fader. For ham vil jeg klage, og han skal trøste mig, indtil Du kommer, og jeg flyver Dig imøde og omfatter Dig og bliver hos
Dig for den Uendeliges Ansigt i evig Omfavnelse.
Jeg drømmer ikke, det er ingen Indbildning.
Nu, nær ved Graven, bliver alt mig klarere. Vi .skulle leve! vi skulle sees igjen! Din Moder skulle
vi se! jeg skal se hende, jeg vil finde hende, ak og udtømme hele mit Hjerte for hende! Din Moder, Dit eget Billede!»
Henimod Klokken elleve spurgte Werther sin Tjener, om Albert mon var kommet tilbager Tje
neren svarede: ja, han havde seet hans Hest blive ført forbi. Derpaa giver hans Herre ham en aaben Billet af følgende Indhold:
«Vilde De være saa venlig at laane mig Deres Pistoler til en forestaaende Reise? Lev vel.»
_$g)
Lotte havde blot sovet lidet den sidste Nat; hvad hun havde frygtet for, var nu afgjort, afgjort paa en Maade, som hun hverken havde kunnet ane eller frygte; hendes ellers saa rene og rolige Blod var i et feberagtigt Oprør, tusinde Følelser stormede gjen- nem hendes Sjæl. Var det Gløden i Werthers Om
favnelse, som hun følte i sit Bryst? var det Uvilje over hans Forvovenhed? var det en mismodig Sam
menligning af hendes nuværende Tilstand med hine Dage, da hun var saa ganske ligefrem i sit Uskyld og havde en saa sorgløs Tillid til sig selv? Hvorledes skulde hun gaa sin Mand imøde? hvorledes bekjende for ham en Scene, som hun saa godt turde tilstaa, og som hun ikke vovede sig til at tilstaa? De havde
saa længe tiet ligeoverfor hinanden, skulde hun da være den første, der brød denne Taushed, og netop nu til urette Tid beredte ham en saa uventet Op
dagelse? Hun var jo allerede bange for, at den blotte Efterretning om Werthers Besøg vilde gjøre et ubehageligt Indtryk paa ham, hvor meget mere da denne uventede Katastrophe! Turde hun vel haabe, at hendes Mand vilde se den ganske i det rette Lys og opfatte den helt uden Fordom? og kunde hun ønske, at han læste i hendes Sjæl? Og paa den an
den Side, kunde hun forstille sig ligeoverfor den Mand, for hvem hun altid havde staaet som et krystalklart Glas, aaben og fri, og for hvem hun aldrig nogensinde havde eller kunde have hemmelig
holdt nogen af sine Følelser? Det ene som det andet voldte hende Bekymring og satte hende i Forlegenhed;
og altid paany vendte hendes Tanker tilbage til Werther, som var tabt for hende, som hun ikke kunde slippe, som hun — desværre! — maatte overlade til sig selv, og som, naar han havde tabt hende, intet havde tilbage.
Hvor tungt følte hun ikke nu, skjønt hun tid
ligere ikke havde gjort sig det klart, den lille Split
telse, der havde sat sig fast mellem dem. Saa for
standige, saa gode Mennesker begyndte paa Grund at visse indre Forskjelligheder at tie ligeovertor hin
anden, enhver af dem grublede over sin Ret og den andens Uret, og Forholdene forviklede og tilspidsede sig i den Grad, at det blev umuligt at løse Knuden
189
netop i det kritiske Moment, af hvilket alt afhang.
Havde en lykkelig Fortrolighed tidligere atter bragt dem nærmere sammen, saa vilde Hengivenhed og gjensidig Overbærenhed have gjort sig mere gjældende hos dem og vilde have aabnet deres Hjerter. Og da vilde vor Ven maaske endnu have staaet til at redde.
Og endnu en besynderlig Omstændighed føiede sig til det øvrige. Werther havde, som vi vide af hans Breve, aldrig gjort nogen Hemmelighed af, at han længtes efter at forlade denne Verden. Albert havde ofte modsagt ham i dette, og ogsaa mellem Lotte og hendes Mand havde denne Sag undertiden været paa Bane. Albert, der følte en absolut Mod
vilje mod en saadan Gjerning, havde ogsaa ret ofte med en Pirrelighed, der ellers sletikke tilhørte hans Karakter, givet tilkjende, at han fandt megen Grund til at tvivle paa Alvorligheden af et saadant Forsæt;
han havde endog tilladt sig en og anden Spøg i den Anledning og efterhaanden ogsaa faaet Lotte med paa sin Vantro. Dette beroligede hende paa den ene Side vistnok, hvergang hendes Tanker bragte det sørgelige Billede frem for hende, men paa den anden Side følte hun sig ogsaa derved forhindret fra at meddele sin Mand de Bekymringer, der i dette Øie- blik pinte hende.
Albert kom tilbage, og Lotte gik ham med for
legen Hastighed imøde; han var ikke fornøiet, hans Forretninger vare ikke gaaet efter Ønske; han havde
190
i den fremmede Amtmand fundet et ubøieligt, smaa- sindet Menneske. Den slette Vei havde ogsaa gjort ham grætten.
Han spurgte, om der var hændt noget, og hun svarede med Hastighed, at Werther havde været der igaar Aftes. Han spurgte, om der var kommet Breve, og fik til Svar, at der laa nogle Breve og Pakker i hans Værelse. Han gik derind, og Lotte blev alene.
Gjensynet med den Mand, som hun elskede og ærede, havde gjort et nyt Indtryk paa hendes Hjerte. Tan
ken paa hans Ædelmodighed, hans Kjærlighed og Godhed havde en beroligende Indflydelse paa hendes Sind; hun følte en hemmelig Trang til at følge ham, hun tog sit Arbeide og gik ind' i hans Værelse, som huri ofte pleiede at gjøre. Hun fandt ham beskjæf- tiget med at aabne og læse Brevene. Nogle af dem syntes ikke at indeholde det aller behageligste. Hun rettede nogle Spørgsmaal til ham, som han besvarede med Korthed, hvorpaa han stillede sig hen ved Pulten for at skrive.
De havde paa denne Maade opholdt sig en Stund ved hinandens Side, og det blev stadig mørkere i Lottes Sind. Hun følte, hvor svært det vilde blive for hende, særlig nu, da hendes Mand ikke var i det bedste Humør, at aabenbare ham, hvad der laa hende paa Hjertet. Hun hensank i en Bedrøvelse, der var saa meget ængstligere, som hun søgte at skjule den og at undertrykke sine Taarer.