D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
DEN EUROPÆISKE BORGERKRIG
KRISTIANIA
FORLAGT AV H.ASCHEHOUG S CO. ( W . NYGAARD) 1915
BORGERKRIG
DEN EUROPÆISKE BORGERKRIG
KRISTIANIA
FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD) 1915
D E T M A L L I N G S K E B O G T R Y K K E R I
D
ette lille arbeide utgjør i hovedsaken indholdet av tre foredrag som jeg i vinter holdt i Bergens Forelæsnings- forening; det meste er desuten holdt som selvstændige foredrag, baade før og siden, paa andre steder i landet. Jeg har ikke villet ændre den mundtlige foredragsform;kun paa enkelte steder har jeg noget nærmere utformet og begrundet min op
fatning. Det er klart at i denne kort
fattede fremstilling kan ikke tankene indgaaende begrundes, og det har derfor forekommet mig naturlig i en række an- merkninger og henvisninger, som findes bak i boken. at nævne litteratur, hvor de som maatte ønske det, kan finde ut- førligere oplysning.
Slemdal i Aker. 16. mars 1915.
Chr. L. Lange.
S i d e
I. Krig og krigsfilosofi 4
II. Militarisme og rustninger 19
III. Europæisk borgerkrig 36
IV. Nationalisme Internationalisme . . . . 57
V. Folkeret og Haag-verket 63
VI. «Verdens Forenede Stater» 83 VII. Fremtiden: Freden efter krigen 100
Anmerkninger og henvisninger 128
D
dag blev opskaket av efterretningen om jordskjælvet i Messina : øieblik- kelig stod hele verden rede til at hjælpe overfor den store ulykke som reiste sig fra selve jordens hemmelighetsfulde dyp, og som videnskapen endnu ikke har kunnet skjænke os noget middel mot.
Alle civiliserte folk sluttet med én gang en stor broderkjede, og fra den ganske verden strømmet hjælpen ind til det hjemsøkte land.
I begyndelsen av dette aar kom det samme rædselens budskap fra Italien;
endda frygteligere syntes hjemsøkelsen denne gang at være, endnu flere men
nesker skulde være dræpt under ruinene, flere hjem lagt øde. mere menneskelig arbeide stanset i sin rastløse travlhet.
1 — L a n g e : D e n e u r o p æ i s k e b o r g e r k r i g .
Men da saa verden utenfor tilbød sin hjælp, som i 1909, saa løftet den italienske regjering sin haand og sa: «Takk. vor dyptfølte takk — men vi anser det for rigtig ikke at ta mot nogen hjælp fra utlandet.»
Hvorfor? — Vi vet det alle: menne- skeheten staar overfor en endnu vældi
gere ulykke, ikke en naturkatastrofe, men, hvad der er værre og mere tra
gisk, overfor det én kunde kalde en menneskekatastrofe, fremkaldt og for- aarsaket, ikke av menneskelig vilje, men av mangel paa vilje, mangel paa frem
syn og indsigt. Og ulykken er saa for
færdelig i sit omfang og i sin tragiske dybde, at selv jordskjælvet paa den romerske kampanja blekner i betydning ved siden av den.
Intet under at krigen fanger alles tanker: den ruver saa stort, griper saa sterkt og avgjørende ind i alle forhold.
For mange blir den en besættelse som røver dem søvnen; for andre er den kanske bare et spændende skuespil, som gir dem indtryk av at «opleve verdens
historie», gir dem leilighet til at la fanta
sien bygge op det nye Europa, som skal gaa frem av disse fødselsveer. Der er saa utrolig mange av os som med Gert Buntmaker «kunde have lyst til at hviske kuurførsten av Mayntz noget i øret som han skulde takke os for».
For os alle stiller krigen op alvorlige spørsmaal; den reiser problemer, mo
ralske, juridiske, politiske — for ikke at tale om de militære.
Det er endel av disse spørsmaal jeg skal prøve at kaste litt lys over. Ikke svare paa dem, langt fra: mange av dem kan bare besvares ut fra hver en
kelts, rent personlige mening og sympati.
Jeg skal prøve at tænke høit for en og anden kanske, og om jeg ikke altid naar et resultat, saa faar jeg trøste mig med at et foredrags vigtigste opgave ikke er at svare, men at spørre; ikke at avslutte en diskussion, men at indlede en — i tilhørernes egen tanke.
D
et er i grunden forbausende at krigen virker paa os som noget saa rent used vanlig — og uventet. Faa fæ
nomener har spillet slik en rolle i folke
nes historie som krigen. Den har fulgt menneskeheten fra dens barndom; den har staat ved hvert folks vugge, og ved alle alvorlige vendepunkter i natione
nes historie har den sagt sit ord med.
Gjennem vor historielæsning er vi uvil- kaarlig opdraget til at betragte krigen, ikke alene som en hovedfaktor i men
neskenes utvikling, men som en uund- gaaelig faktor: «saa længe der er menne
sker, saa længe vil der være krig.»
Dette er endnu ikke et argument for krigen, det er i det høieste et argument
mot fredsarbeidet. Ti mot det uund- gaaelige er det haabløst at kjæmpe;
med resignation bøier man sig for sin tunge skjæbne. — Men der er dem som gaar videre. Der er dem som avgjort og bevisst hævder at krigen er, som Treitschke har skrevet det, «den sande sundhetsbrønd for stat og folk», og hvil
ken litteratur kjender ikke de herligste digte til krigens og krigerens pris ? Hvil
ket folks kunst mangler verker til deres forherligelse, det være sig i seier eller i nederlag ?
Det er en stor feiltagelse at tro at det særlig er tyske tænkere som har ut- viklet teorien om krigens velsignelser.1
Inden alle de store kulturfolks litte
ratur, og for den saks skyld ogsaa hos de smaa. finder vi talsmænd for denne mening. Ingen har fremsat den med større veltalenhet end Joseph de Maistre, den indætte motstander av den franske revolution og av dens tanker:
«Naar menneskesjælen har tapt sin spændkraft ved bløtagtighet og vantro, og ved de kræftætende laster som føl
ger med overkultur, kan den kun hær
des i blod . . . Menneskeslegten kan be
tragtes som et træ som en usynlig haand beskjærer uten at avlade, og som ofte (sic!) kommer sig ved denne operation . . . Almensatsene om krigen er ingen
ting værdt; der skal ikke stor kløkt til at indse at jo flere mennesker man dræ
per, desto færre er der tilbake for øie- blikket, fuldstændig som jo flere grener man skjærer av træet, desto færre er der igjen. Imidlertid: det er følgene av operationen man maa ha for øie.
Nu vet vi at den dygtige gartner ved beskjæringen mindre har den absolute plantevekst end frugt-høsten for øie; del er frugter, ikke tømmer eller blader han kræver av planten. Nu er menneske
naturens virkelige frugter: kunst og videnskap, de store foretak. de høie tan
ker, de mandige dyder, først og fremst avhængige av krigen. Det er ubestride
lig at nationene aldrig naar til det høieste trin av storhet som de kan utvikle sig til, uten efter lange og blodige krige . . . Man skulde tro at blod er gjødningen for den plante man kalder geni.» -
Det er sandt at det er den samme
tænker som har prist bøddelen som en guddommelig indstiftet samfundsstøtte.
Noget av den samme mystiske aands- retning finder vi ogsaa hos Proudhon.
den franske paradoksale socialist, som har skrevet et to binds verk om krigen.
Hos folket, i dets ubevisste tro, finder han en bekræftelse paa krigens beretti
gelse: «Fra siegt til siegt har folket be
varet hos sig ærbødigheten for vaabnene.
Det er av samme mening som kvindene.
Mandens naturlige dommer er kvinden, og hendes hjerte tilhører den militære.
I kvindens øine er krigeren idealet av mandig værdighet. Naar hun ser ham væbnet, kalder hun ham sin herre, sin ridder, sin beseirer.» 3 — Det var jo ogsaa saa allerede i den græske gude
verden at Afrodite elsket Ares, krigens vildt fremstormende gud.
Mangfoldige forfattere og offentlige mænd har paastaat at krigen virker regenererende, som et fornyngelsens bad.
Ofte eitert er Moltkes ord i et brev til den kjendte folkeretslærde professor Bluntschli: «Den evige fred er en drøm.
og det er ikke engang en skjøn drøm.
Krigen er et ledd i den av gud indstif
tede verdensorden. Menneskets ædleste dyder utvikler sig i den: mod og selv- fornegtelse, pligttroskap og offervillig- het, som gaar like til at sætte livet ind.
Uten krig vilde verden forraatne og gaa under i materialisme.» Renan har en gang uttalt sig omtrent likedan: «Krigen er en av betingelsene for fremskridtet, det piskeslag som hindrer et land i at sovne av, og som tvinger den selvtil
fredse middelmaadighet til at opgi sin apati. Mennesket holdes alene oppe gjennem anstrengelse og kamp . . . Hvis statenes dumhet, slaphet, dovenskap og mangel paa fremsyn ikke hadde til følge at bringe dem op i krig. er det vanske
lig at si til hvilket fornedrelsens trin menneskeslegten vilde kunne nedstige.
Den dag menneskeheten blev et stort romersk fredsrike, uten ytre fiender, vilde ogsaa være den dag da moral og intelligens vilde utsættes for de største farer.» 4
Nu vil visselig ingen bestride at hos et folk vil en krig — som enhver an
den ulykke — vække følelser og kræf
hengivelse for andre, handlekraft og be- slutsomhet i et stort maals tjeneste. Men det avgjørende argument ligger netop i det indskutte ledd : «som enhver anden ulykke». En ildebrand, et jordskjælv, en stor pestsygdom stiller den samme ap
pel til menneskene, og de svarer paa den: vi blir vidne til den samme op
ofrelsens aand, vi ser den samme be- slutsomhetens styrke, den samme sam
holdets skjønhet. Hvem av os, og hvem av de forfattere jeg har anført, vil ta til orde for koleraen som en stor menne- skehetens velgjerning? Hvem blir brand
stifter tor at redde en by fra mate
rialisme, og hvem har talt om de vel- signelsesrike følger av «Titanic»'s eller
«Empress of Ireland»'s forlis?
Disse argumenter for krigen som folkenes og menneskehetens sundhets- brønd er ikke de eneste; til dem føier sig mange andre — det vil være ugjør- lig her at gjennemgaa dem alle. Størst interesse har kanske de som bygger paa biologisk grundlag, med utgangspunkt i darwinismens og utviklingsfilosofiens
lære om kampen for tilværelsen som et utvælgelsens middel til bevaring av de for tilværelsen bedst skikkede, «the sur
vival of the fittest». Krigen viser hvem som fortjener at leve: den er et uttryk for livets skaanselsløse lov at den svake bør bukke under og forsvinde; hans plass maa og bør bli tat av den sterke og den sterkes levedygtige avkom.
Der er én betænkelig hake ved denne teori : indenfor det enkelte folk rydder krigen bort netop de sterkeste, de præ- sumtivt mest levedygtige. Det er jo de
kraftigste unge mænd som blir tat ut til krigstjeneste; det er de modigste og mest uforfærdede som utsætter sig for den største fare, og følgelig ogsaa fal
der i størst mængde. Den almindelige vernepligt, som stiller hele nationen un
der vaaben, lar krøplingene fortsætte siegten. — Ja, lægevidenskabelige under
søkeiser i Tyskland og Frankrike har vist at de barn som skrev sig fra krigs- aarene 1870—71 var gjennemgaaende mindre vel utstyrt end barn fra andre aar: «forholdsvis faa i tal, ynkværdige av kvalitet.»5
Men derfor kan jo teorien om krigen som det store utvælgelsens redskap folk og folk imellem ha sin vegt. Av de to eller flere nationer, alle vistnok nedsat i kvalitet, skulde da den seire som var bedst skikket til at føre utvik- lingen videre, opad og fremad.
Forat krigen skal kunne opfylde en saa ophøiet mission, løse en saa van
skelig opgave til fuldkommenhet, bør den. logisk set, hos et folk utvikle og bringe frem til den fuldkomneste harmoni alle de egenskaper, og heller ingen an
dre, end de som et folk trænger for at kunne leve sit fredelige liv saa rikt, saa intenst, saa høilagt som mulig. Ti om det er alle enige: det er for at opnaa fred at man fører krig. og det er altsaa de i fred dyrebareste egenskaper der maa maales med.
Ingen vil vaage at paastaa at krigen løser den opgave til fuldkommenhet, ja end ikke paa en nogenlunde fuldkom
men maate: der er egenskaper som spiller den største rolle ogsaa i fredstid som krigen kalder paa. der er andre den ikke har bruk for og som ligger
brak; der er endelig nogen, og det er de høieste og dyrebareste, som den like- frem undertrykker og lammer for lange tider. Gerhard Gran har træffende for- mulert forholdet under en krig naar han sier at den repræsenterer, for et folk, en vældig forøkelse av handlekraf
ten og en umaadelig forringelse av døm
mekraften.6 Det er ørkesløst at tviste om hvilken av disse to som er den høieste egenskap: det er kun gjennem en forening av dem at de høieste maal naaes, nationalt som individuelt.
Jeg stanser ikke op ved de forsøk som er gjort paa at vise hvordan kri
gen ogsaa skal virke retfærdig, avgjøre hvem som har ret av de stridende par
ter : i saa maate er den — det vil alle være enige om — en likesaa primitiv avgjørelse som gudsdommen i en holm
gang. «Den saakaldte hærenes gud, sier Renan, er altid paa det folks side som har det bedste artilleri og de bedste generaler.»
Nei, teoretisk er det en vanskelig og utaknemlig sak at føre, den for krigen.
Hvis fredsvennenes opgave var løst
med den litterært-videnskabelige, var det ingen sak. Jeg skal derfor ikke opholde mig længe ved den pacifistiske argu
mentation mot krigens berettigelse. Den bygger i hovedsaken paa tre bevisræk
ker. Der er først det sentimentale, eller humanitære argument, det som peker paa den uhyre sum av lidelse, uforskyldt og unødig lidelse og sorg som følger i enhver krigs spor. — Skulde jeg behøve nærmere at utføre det her? Vore hjer
ter er fulde av medynk og av harme over hvad hver post, hver morgens og hver aftens avis, bringer av melding om rædsler og savn, om grusom lidelse, og navnløs sorg.
Det er dernæst det økonomiske ar
gument. Krigen er den store ødelæg
ger av menneskelige værdier. Den an
spænder først folkenes ydeevne til det yderste, maaneder og aar igjennem, og den sætter saa paa én dag millioner overstyr. En dreadnought repræsente
rer 40—50—60 millioner kroners værdi.
En mine, en torpedo, en tilfældig eks
plosion, gjør ende paa den i løpet av et kvarter. Hundreder av menneskeliv.
hvert repræsenterende, økonomisk set, tusener av kroners kapitalværdi for sam
fundet gaar samtidig tilspilde. En ka
non repræsenterer en sum av menne
skelig anstrengelse og begavelse, av øko
nomisk værdi, som dog kun har til maal at ødelægge : man tænke sig den samme sum av aandskraft og pengemagt an
vendt i akerbruk eller industri, i frede
lig sjøfart eller fiske: tusenfold vender det tilbake, stadig frugtbargjørende, i altid videre kredse, menneskelig virk- somhet, tænkekraft og handlekraft.
Det er endelig det moralske argu
ment. Jeg har allerede berørt det: kri
gen er umoralsk fordi den aldrig kan av- gjøre hvad der er ret. Det er sandt:
den kan skape ret; men det er et fak
tisk spørsmaal, paa samme maate som en røver i en skog kan ta fra mig min pengebok og bli eier av den; men mo
ralsk ret til eiendommen faar han aldrig.
I denne forstand — røvermoralens for
stand — skaper magten ret. og det er i virkeligheten fordi der endnu statene imellem hersker anarki, røverforhold, at Bismarck har kunnet forme sin aforisme
om magten som gaar foran retten, en grundsætning som han forøvrig ogsaa vilde anvende paa de indre-politiske magtforhold. Moralsk blir dette aldrig.
Og som krigen er umoralsk i sit væsen, saaledes skaper den stadig ny umoral:
Das ist der Fluch der bösen Tat
dass sie fortzeugend Böses muss gebären.
Jeg tænker nu ikke paa det onde som lides, jeg tænker paa det onde som øves, og som virker forraaende, mo
ralsk nedsættende paa dem som øver det. — Det har han tænkt paa den unge tyske soldat som svarte sin forlovede da hun bebreidet ham at han var saa alvorlig under deres korte møte — det hun hadde glædet sig saa til — at han ikke smilte til hende: «Den som har set det jeg har set, han kan aldrig smile mere.»
Og han vilde kanske svare dem som talte til ham om krigens store følelse, om «der frisch-fröhliche Krieg» som ver
den skulde trænge, med Erasmus Rot- terdamus' ironisk-vemodige titel paa
hans største arbeide om krig: «Dulce bellum inexpertis» — krigen er søt for dem som ikke har prøvd den.
Som sagt: var problemet løst med den teoretiske besvarelse, da hadde vi nok det tusenaarige rike. Fredsproble- met er imidlertid ikke alene et viden
skabelig, det er et socialt; det kalder ikke bare paa tænkningen, det kalder først og fremst paa handling, paa orga
nisation.
Krigen er et faktum, den er end- ogsaa en institution, og det en med lange røtter, helt fra slegtens barndom. 7
Paa menneskehetens første utviklings- trin fremtrær den som alles kamp mot alle, kampen om mat, om bolig, om kvin
der : resultatet var dengang det enklest mulige. Seierherren aat simpelthen den overvundne op, gjorde hans bolig og hans kvinde til sin. Langsomt og efter- haanden er krigen ophørt at være et daglig fænomen, skjønt der gis peri
oder i folkenes historie som viser svære tilbakefald: vi finder en lensvæsenets opløsningstid. med krig som samfunds
opgaven fremfor alle andre, krigeren som samfundets ypperste og uundvær
ligste medlem, ikke bare i den vest
europæiske middelalder; Japan til 1867 var organiseret feudalt, og den samme ordning hersker endnu paa de polyne- siske øer.
1 det vi er vant til at kalde den civi- liserte verden, har den stadig sterkere statsorganisation gjort krigen til hvad man kunde kalde et statsmonopol. Sta
ten er jo ogsaa i sin oprindelse en sam
menslutning til fælles forsvar; krigen er statens primitive funktion. Den stadig fremadskridende statskoncentration har for en stor del forandret krigens væsen og gjort den til et forhold mellem stat og stat alene. — Statenes antal er sta
dig blit indskrænket, og dette har hat en meget vigtig følge: krigene er blit sjeldnere, men fordi statene, i kraft av den samme utvikling. er blit saa meget større end før, deres utfoldelseskraft vældigere, er krigene ogsaa blit frygte
ligere, mere ødelæggende end nogen
sinde før.
Mer og mer er problemet for statene
2 — Lange : Den europæiske borgerkrig.
blit dette: skal vi vælge krig, eller skal vi vælge fred, blit et forfærdelig og skjæbnesvangert spørsmaal. Svaret, det officielle svar, fra alle staters side har aldrig været tvilsomt: de har samtlige villet ha fred.
Spørsmaalet blev bare: hvordan skulde man bedst sikre freden?
E
ndda for hundre aar siden bad vore fædre i kirkene: «Bevar os, o Herre, for pest, for hungersnød, for krig.» Disse hjemsøkelser hang dengang endnu til stadighet truende over menneskenes ho- der, selv i de mest fremskredne samfund.
Langsomt og under seigt arbeide er pesten drevet tilbake, og det baade den sorte byldepest og den asiatiske kolera.
Gjennem hygienisk arbeide, gjennem op
dragelse til renslighet og sundere leve
vis, er Europas og Amerikas befolkning efterhaanden blit sikret mot de store epidemiers angrep; og da det enkelte samfund kan se sin hygieniske tilstand truet ved andre samfunds uforsigtighet,
er der sluttet internationale avtaler hvor
ved nationene forpligter sig til visse sikkerhetsregler, først og fremst at melde de andre stater om de sygdomstilfælde som maatte optræ hos dem, og til at gjennemføre streng avsondring for at forebygge smittefare og dermed utbre- delse av pesten. Ved dette hygieniske samarbeide folkene imellem holdes pest og kolera i regelen borte fra den civili- serte menneskehet.
Og som epidemiene er beseiret paa hygienisk felt, saaledes er folkehungers
nøden i vore dager blit en saga blot ved planmæssig social-økonomisk arbeide.
Det er især transportmidlenes utvikling som har hat denne virkning. Dampskib og jernbane tillater det ene land hurtig at komme det andet til hjælp, saa i hvert fald forsyningene for landet i det hele ikke blir utilstrækkelige. Og om det en gang imellem hænder — det indtraf for ti-tyve aar siden — at rishøsten i Indien slaar fuldstændig feil, saa optrær den internationale velgjørenhet i stor stil og søker at bringe hjælp mot ulykken.
De mest fremskredne samfund er
endog kommet saa langt at de har tat fat paa en planmæssig kamp mot den «hvite pest», tuberkulosen, og mot den stadige hungersnød, underernæringen, som hol
des i live ved fattigondet. I den grad synes pesten og folkehungersnøden at være overvundne farer.
Hvordan staar det med krigen, den tredje store ulykke som vore fædre bad gud avvende, den største av dem alle?
Har der her sat ind et ordnet, planmæs
sig arbeide for at beseire krigsfaren, for at kvæle krigsspirene ? En forebyggende organisation paa utenriks-politisk og mo
ralsk felt, som den paa hygienisk om- raade mot pesten, eller som den i so
cialøkonomisk henseende mot hungers
nøden?
Der er en gammel kjendt recept, og vi hører den om os nu nær sagt hver eneste dag: Si vis pacem, para bellum Vil du ha fred, saa rust dig paa krig.
Det var romernes maksime, og den har behersket den mellemfolkelige poli
tik til den dag idag. Aldrig er den blit samvittighetsfuldere fulgt end i de sidste
halvhundre aar: den planmæssighet og organisationsdygtighet som præger alt arbeide i vor tid, har utfoldet sig særlig paa dette felt, i den krigsforberedelse som skulde sikre freden. Maksimen hviler paa en bestemt opfatning av men
neskene som ogsaa skriver sig fra ro
merne, og som hos dem endog gav sig uttryk i deres sprog: ordet hostis, som oprindelig betydde utlænding, bruktes mest i betydningen fiende: en utlænding var for romerne ubetinget en fiende;
den opfatning er det som har formet sig i deres grundsætning.
Vi er kommet bort fra det syn i vort private liv. Mange av os tæller gode og trofaste venner blandt utlændinger, og det falder ingen av os ind, uvilkaar- lig og uten videre, at anta en utlænding for en fiende og en farlig person. Men statene forkynder romernes maksime, tror paa den, og handler derefter: ut- landet, nabostaten — ofte netop den er fienden som man maa frygte og verge sig mot, og hvis du vil leve i fred, saa maa du ruste dig paa krig; ingen har fred længer end naboen vil; ræven er
stadig ute paa jagt efter hønene: det gjælder at bygge et solid gjærde.
Jeg sa: aldrig er maksimen fulgt sam- vittighetsfuldere end i de sidste halv- hundre aar. — Alle det 19de og 20de aarhundres tekniske fremskridt er stillet i denne tankes tjeneste. Staten har læn
gere fangarmer end nogen gang før. og dens fingrer et fastere tak: hver eneste ung vaabenfør mand blir trukket ind til tjeneste i folkehæren; længer og længer er øvelsestiden blit, længer ogsaa tjene
stetiden. Den storartede utvikling av samfærdselsmidlene tillands er blit et nyt middel i militærforsvarets tjeneste: ved jernbanenes hjælp, ved den nøiagtige kundskap om borgernes liv og virke som den moderne administration kan skaffe sig, er militærgeografien og mo
biliseringen blit en hel videnskap. Og hvad skal vi saa si om artillerividenska- pen. hvor de fineste metallurgiske me
toder skaper de fuldkomneste kanoner, mens den høiere matematik utvikler de ballistiske formler som ordner kanone
nes opstilling og beregner kulenes baner?
Eller om de ingeniørvidenskapens vid
undere som heter panserskibe, under- vandsbaater og flyvemaskiner?
I sandhet, Europas stater har rustet sig paa krigen, efter romernes maksime, og de har gjort det fordi de vilde ha fred. Milliard paa milliard har de ofret for dette formaal, at kunne leve i fred.
Statsmænd og finansmænd har brutt sine hjerner og utfoldet sin kunst for at finde nye indtægtskilder for staten, saa man altid bedre kunde sikre freden ved en alt mere og mere fuldkommen rustning.'*
Og endda var staten ikke sikker:
efter officerer og mobiliseringskyndige, efter artillerister og marineingeniører, efter politikere og finansmænd, maatte diplomater og fyrster træ til; ogsaa de skulde sikre freden ved at ruste for krig:
den ene stormagt følte sig for svak til at kunne motstaa et mulig angrep; ut av denne følelse vokste alliancene. Og altid blev de sluttet for at sikre freden;
det var derfor man rustet sig ogsaa di
plomatisk med krigen for øie.
Har saa Europas folk vundet freden, de som saa inderlig vilde den og derfor saa flittig rustet sig paa krig?
Vi ser nu resultatet omkring os.
Én ting er det i hvert fald tillatt at fast- slaa: de europæiske folkeslag og deres statsmænd har ikke magtet den opgave som de høilydt forkyndte var deres ho
vedsigte, at sikre verdensfreden. Den vei de slog ind paa — at sikre freden gjennem rustninger, gjennem konkur
rerende stormagtsalliancer — har tvert- om likefrem ført til den katastrofe rust
ningene skulde avverge, og militærfor
beredelsens vældige omfang, har i en forfærdende grad øket katastrofens, ver
denskrigens rædsler og ødelæggende virkninger.
Det er dypt nedslaaende at maatte konstatere dette. Det er en likefrem falliterklæring for vor tids europæiske kultur og dens statsmandsevne.9
Og som det altid gaar, naar et socialt organ forfeiler sin hensigt, og derfor an- tar sykelige utvekst-former, saaledes og- saa her: der har sat sig snyltedyr fasti rustningsvæsenet. som søker at utnytte det til sin egen personlige fordel.
Det er paa den ene side rustnings- fabrikantene, byggere av krigsskibe og
støpere av kanoner, geværfabrikanter og luftskibskonstruktører. Det er paa- vist til uimotsigelighet at gang paa gang er det dem. og den presse som staar i deres sold, som ved at spille paa de pa
triotiske strenge og endnu oftere ved at jage op en panik overfor «fienden» hin
sides grænsen, eller paa den anden side av havet, har faat drevet igjennem de store bevilgninger til hær og flaate, og dermed de store bestillinger til deres egne for
retninger. Og det er ogsaa bevist til uimotsigelighet at mens disse forretnin
gers ledere selv er de store fædrelands
venner, patriotene fremfor andre, som kun har sit eget lands vel for øie, har de samtidig filialer i «fiendtlige» land, eller sine penger anbragt i forretninger som arbeider for en anden magtgruppes forsvar. Rustningskapitalen er i virke- ligheten international, og dens interesser likesaa: det er i alle disse foretaks inter
esse at kaprustningen drives sterkt og uavladelig; jo sterkere den gjensidige frygt er, desto større bestillinger faar forretningene paa rustningsmateriel.
Denne fælles interesse driver dem til et
visst samarbeide, som dog efter sakens natur maa foregaa saa hemmelig som mulig.
Det vilde føre for langt om jeg her skulde gi Dem eksempler i det enkelte.1 0
Jeg minder bare om Krupp-skandalen i Tyskland for et aar siden; videre om det brev som dr. Liebknecht læste fra riksdagens tribune, og hvis egthet aldrig er bestridt, i hvilket en tysk kanonfabrik bad sin agent i Paris faa ind en artikel i «Figaro» som skulde ta ordet for en fornyelse av det franske felt-artilleri paa grundlag herav skulde saa fabrikken faa de tyske myndigheter til ogsaa at fornye det tyske. Jeg minder yderligere om det vældige opskrik i Frankrike, da der blev tale om at Krupp'ske penger skulde anbringes i de russiske Putilov- verker — og det uagtet Krupp vitterlig allerede paa forhaand var interesseret i dette foretak, som fabrikerte krigsma- teriel til eventuelt bruk mot Tyskland.
Tænk saa desuten paa at det engelske firma Armstrong har en filial ved Poz- zuoli nær Neapel, og at de dreadnoughts som bygges her for Italien, tjener som
vægtige argumenter for at Storbritannien bør øke sin Middelhavs-flaate — ja, saa vil vi faa en liten anelse om hvordan disse rustnings-matadorer kanske bidrar noget til at drive ind den skrue uten ende som den gjensidige frygt natio
nerne imellem holder igang.
Dette er den ene klasse av snyltedyr paa rustningsvæsenet. — Den anden er av en likesaa fordækt karakter, ikke saa direkte interesseret kanske, men like farlig: det er de store kapitalister hvis penger søker anbringelse utenfor landets grænser i de mindre utviklede land, i protektorater og kolonier.
Det er et velkjendt forhold at rente- foten i de økonomisk bedst stillede land har en tendens til at synke. Paa grund av den store konkurranse, tillike fordi foretakene gjennemgaaende er sikre og litet resikable, maa kapitalistene nøie sig med en beskeden rente. Mer og mer søker derfor kapitalen ut til kapital
fattigere land, ofte land med mindre vel
ordnede forhold, hvor resikoen nok er større, men hvor til gjengjæld gevin
sten kan bli saa meget rikere. Det er
Sydamerikas stater, det er Kina, det er Tyrkiet, det er Marokko, det er Ægyp
ten, det er Persien.
De kapitalister som starter foretak her, er store matadorer. De staar ofte i nær forbindelse med sit lands utenriks- styre. Det hænder at dette stiller sig paa deres side, og ut av en rivalitet mellem tysk og fransk kapital i Ma
rokko kan der vokse op en hel konflikt mellem Frankrike og Tyskland av di
plomatisk art, som der engang — i 1882 fandt et bombardement sted av Alek- sandria fordi franske og engelske kapi
talister slos om forretninger i Ægypten.
Den likefremme handelsutveksling mel
lem to land skaper sjelden motsætnin- ger, tvertom, den gagner begge parter.
Det er naar der er tale om at skape monopol for den ene eller den anden stats kapital i et fjernt land; naar det gjælder at bringe den tyske civilisations velsignelser, og ikke den engelskes, til Mesopotamien, den engelskes og ikke den franskes til Ægypten, den franskes og ikke den engelskes til Øvre-Sudan, det er da der blir tale om en «plass
i solen», og som indsats i det diploma
tiske spil, maa der til kanoner og krigs
skibe, nye regimenter og prøve-mobili
seringer, bombardementer av Aleksandria og «Panthere» i Agadir.1 1
Det fremgaar allerede av hvad der her er utviklet, at rustningene efter- haanden var blit et hovedmiddel i den diplomatiske strid mellem statene, ind
satsen paa spillebordet hvor brikkene blev skjøvet frem og tilbake, mens tyng
den i skubbene blev bestemt av hvor mange millioner soldater, hvor mange dreadnoughts, hvor gode kanoner der stod paa den ene eller den anden side.
Avgjørelsen avhang ikke av hvad der kunde være en rimelig forretningsmæs
sig ordning av et omtvistet spørsmaal;
den blev bestemt av den ene parts til- litsfuldhet, fordi han var vel forberedt militært og kunde unde sig den luksus at true sig til en fordel; eller av den anden parts usikkerhet, av hans frygt.
om det skulde komme til krig.
Det er indlysende hvor farlig og hvor resikabel denne diplomatiske metode er:
den stadige trusel med krig skyver nød
vendig statene nærmere og nærmere henover mot fossestupet. Spændingen blir til slut for sterk, gjennem et rent automatisk tryk blir statsmændene dre
vet dithen hvor de for ingen pris vil.
Saa ofte er den «pansrede næve» slaat i det diplomatiske forhandlingsbord, baade fra den ene og fra den anden side, at til slut springer bordet i filler, og forhandlerne staar overfor hverandre med de pansrede næver alene.
Gjennem mange aar saa det ut som om Europa skulde bli sparet for ver
denskrigen, den der saa ofte var spaadd om. Selve katastrofens forfærdelighet bidrog til at holde den tilbake, alle an
strengte sig for at undgaa den. Nu er den kommet, og der er ingen tvil om hvad der har fremkaldt den: maskinen har tat magten fra sine herrer, vaabnene har tat herredømmet over dem som bar dem.
Dér ligger hovedaarsaken til krigs- utbruddet. Men der har selvfølgelig vir
ket saa uhyre meget sammen. Det gjælder her som ved alle tilsyneladende
katastrofer, at i det enkelte øieblik er hele den forutgaaende historie bestemmende med. Gammel arv fra slegtens barndom holder slagsmaalsinstinktene vedlike, og vi er alle altfor tilbøielige til at anse det fremmede og ukjendte for farlig. Panik bryter ut i mørke: Europas folk kjender hverandre, trods alt internationalt sam
kvem. endnu for litet; uvilkaarlig fryg
ter de utlændingen, den fremmede, ukjendte. saasnart han optrær som masse
væsen, som stat. Mistilliten er det som gir sig uttryk i rustningene, og det vilde være meget mer betegnende at kalde det system som har behersket Europas internationale forhold i de sidste halv- hundre aar for den «væbnede frygt»
end for den «væbnede fred». Der
for ser vi ogsaa det særsyn at alle stater — og ganske oprigtig — tror sig i forsvarskrig: de verger sig mot et an- grep. Det er umulig at forklare sig paa anden maate den enstemmighet som præger opfatningen i alle de krigførende land, uten netop ut fra den overbevis
ning at de se/v, de er gjenstand for et overfald. Men hvad er det som frem
kalder dette indtryk? Det er at de trues av vaabnene paa den anden side. Det er rustningene som skaper denne fore
stilling.
Der er mere: Nationene bærer paa gamle motsætninger. Frankrike har ikke kunnet glemme Elsass-Lothringen, Tyskland har av den grund aldrig følt sig tryg. Østerrike-Ungarn har hat sine planer ogønskemaal paa Balkanhalvøen, som Rusland ansaa for farlige for sig og omvendt. Tyskland har ment at, med sin økende befolkning, sit stadig sterkere erhvervsliv, fik det ikke den
«plass i solen» som det trænger, og med voksende mistro og frygt saa det hvor
dan der blev sluttet forbund mellem Frankrike og Rusland, hvorledes Stor
britannien mer og mer nærmet sig til disse to magter. Det tyske folk følte sig «omringet av tiender». Selv hadde Tyskland søkt støtte hos Østerrike-Un
garn og Italien, og saaledes fik vi de to forbund i Europa, begge freds-garantier
— jeg er overbevist om det, dannet sorn oprigtige fredsgarantier i deres ophavs
mænds tanke — overensstemmende
3 — Lange: Den europæiske borgerkrig.
med grundsætningen: Si vis pacem, para bellum.
Ja, saa vidt blir maskinen drevet at den lære endog blir fremsat at man maa føre krig for at leve i fred i fremtiden.
Det er læren om præventivkrigen. Fi- enden lurer bare paa en gunstig leilig- het; han kommer sikkert, uavvendelig, før eller senere, men paa det tidspunkt som han anser for gunstig. Derfor gjæl- der det om at slaa løs paa det for dig beieiligste tidspunkt, naar du er sterkest:
da kan du haabe at faa knuse din mot- stander, svække ham saa alvorlig og avgjørende at han siden lar dig i fred.
Denne teori om præventivkrigen er selvfølgelig en militær lære, først og fremst utsprunget av det behov enhver organisator har til at faa bruke sin orga
nisation naar den er ydedygtigst. Stats
mænd kan kun bøie sig for en slik op
fatning i panikens øieblik, naar de me
ner alt haab er ute og de ytterste mid
ler maa brukes.
Til verdenskrigen er da Europa ført ved den logiske, følgerigtige anvendelse av den gamle romerske maksime. Eu
ropa har ikke vundet freden, endda det av al magt rustet sig paa krig. Tvert om, det har faat krigen, fordi det rustet sig paa den. Magtløst og styrløst er det drevet ind i den konflikt som ingen øn
sket, som alle frygtet.
Uvilkaarlig stiger der op i mindet ord fra et diplomatisk aktstykke, dateret 12 24 august 1898. «Det synes aabenbart skrev grev Muraviev, det russiske ri- kes utenriksminister, i sin indbydelse til den første konferanse i Haag — det sy
nes aabenbart at hvis den nuværende tilstand vedvarer, saa maa den skjæbne- bestemt føre til selve den katastrofe som man stræver efter at undgaa, og hvis rædsler paa forhaand faar ethvert menneskes tanke til at gyse.»
Nu staar vi midt oppe i katastrofen:
militarismen har skapt krigen.1'2
F
yrst Metternich sa engang — han talte om det indre styre: «Man kan utrette hvadsomhelst med bajonetter;kun kan man ikke sitte paa dem.»
Europas folkeslag føler nu hvad det vil si at sitte paa bajonetter.
Gives der intet bedre princip for ord
ningen av de mellemfolkelige forhold?
Er menneskeheten dømt til, først at øde sine kræfter i et vanvittig rustningskap- løp. for derefter, med en menneskealders mellemrum, kanske litt mer, imellem noget mindre, paa milevide slagmar
ker at se sin bedste ungdom meies ned, se fredelige folkeslag drevet fra hjem og fra virksomhet, se en flom av skjeldsord og bakvaskelse bre sine skitne
bølger mellem nationene, som nu synes at sitte hver bak sin kinesiske mur av fordom og hat?
I sandhet, var fremtiden virkelig slik.
da maatte vi mistvile om menneske- heten og om menneskene, om deres dømmekraft, ikke mindre end om deres handlekraft. Skulde det være for dum
dristig at haabe at den «anskuelsesun
dervisning» vi nu faar om faren ved det nuværende internationale system, vil lære folk og folkestyrere at slaa ind paa en anden vei.
Hvis verdens folkeslag vil ha fred, saa maa de ruste sig ikke paa krig, men paa fred.
En vældig opgave, og en vanskelig, en som trænger tid og som ikke er løst med at en enkelt nation kaster væk det vern den har, en opgave som ikke kan løses med ord og smukke talemaater, men som kræver hengivent vedholdende arbeide og store opofrelser, først og fremst brudd med tilvante forestillinger og indgrodde fordomme. Dypest set beror det hele paa løsningen av et psy
kologisk problem: det gjælder om at
komme bort fra den romerske betragt
ning, den som kaldte utlænding og fiende ved samme navn, over til den som kri
stendommen og alle høiere utviklede religioner hviler paa: at alle mennesker er brødre, at der er intet at vinde, men alt at tape — ogsaa for en selv — ved gjensidig utryddelse, at menneskene har bruk for hinanden, og det ikke bare indenfor det enkelte folk, men ogsaa folk og stater sig imellem. Der var en tid da statene trodde det var til den enes fordel at de andre var fattige: vi er kommet bort fra den tro, og det er kun en videre anvendelse av det samme princip om folkene ogsaa kom bort fra erobrings- og undertrykkelsespolitik. Det varige samfund mellem mennesker og mellem folkeslag skapes, ikke ved herre
dømme og tvang, men ved sammenslut
ning og i frivillighet. Det det gjælder at utvikle er, ikke hat og frygt, men solidariteten, samfølelsen.
La os se om der i samfundsutviklin- gen er tilløp til grundlag for en slik ut- vikling.
Al samfundsordning, social som poli
tisk, hviler paa økonomiske vilkaar. Der var en tid da menneskene kun var knyt
tet til sin landsby eller sin grænd. De fik sine primitive vilkaar tilfredsstillet der, verden utenfor eksisterte ikke uten som fiendtlig og farlig, det var ingen utveksling av frembringeisene: natural- husholdningen hersket. Denne økono
miske avsondring skapte lenstidens op
deling i smaa fyrstendømmer. Mellem dem var krigstilstand dagens orden, og krig og erobring bragte seierherren for
del, fordi de gav seierherren og hans folk stort bytte, mere jord at dyrke, større land at trække skatter av.
En vældig revolution indtraadte da der paa enkelte steder, under gunstige forhold, vokste frem byer, hvis haand- verkeres varer kunde byttes mot bøn
dernes korn og flesk. For haandverker og handelsmand var krigen en forfærde
lig ulykke, fordi den skar over deres forbindelseslinjer utad, til bønderne rundt omkring, til andre byer. Derfor støttet borgerstanden de fyrster som prøvde at skape sig noget større, sammenhængende riker. Den krævde landefred indenfor
saa stort et omraade som man med den tids samfærdselsmidler magtet at orga
nisere som et hele. Indenfor kongeriket skulde der ikke længer føres krig; det viste sig ogsaa at alle stod sig paa øko
nomisk samvirke, grundlagt paa arbei- dets deling, heller end paa gjensidig ut- ryddelseskrig. Støttet til disse riker vokste nationalitetene sig sterkere, og fordi nationen samlet sig om riket og om dets overhode, kongen, derfor var i de allerfleste europæiske land national
følelsen fra først av en lojalitetsfølelse overfor fyrsten. Det er det som forkla
rer at saa mange fædrelandssanger er kongesanger: God save our gracious King — Heil dir im Siegeskranz — Rus
sernes hymne til tsaren. Først den franske revolution løste nationalfølelsen fra denne støttestav.
Men hovedgrundlaget for staten nationalstaten — var dog det økono
miske: samfærdselsmidlene i slutten av middelalderen og helt til begyndelsen av 19de aarhundre gjorde det ikke mulig at gi det økonomiske liv et videre omfang. Merkantilismen satte
dette fuldstændig i system: hver stat skulde være selvhjulpen.
I dette bragte den store omveltning i samfærdselsvæsenet, dampmaskinens bruk paa skib og i lokomotiv, den væl
digste forandring. Eftersom virkningene herav utfoldet sig, faldt de økonomiske skillemurer mellem statene uhjælpelig sammen: selv Kina maatte opgi sin iso
lation. Verdenshandelen blev skapt av dampmaskinen, og telegrafens anven
delse skjøv paa. En skibsmægler i Ber
gen befragter nu skuter i Japan og i Chile, fuldt saa vel som i en norsk eller en tysk havn. Europas industridrivende befolkning er for sin ernæring avhængig av hvetehøsten paa Nordamerikas præ
rier og av bølingene paa Pampas eller i Australien. Der har utviklet sig et økonomisk samarbeide og en gjennem- ført arbeidets deling mellem alle ver
dens land, og alle staar sig paa det og er avhængig av det.
Sterkest har virkningene vist sig i Europa; for her har et andet moment traadt til: den gjennemførte speciali
sering i industrien som er blit mulig
ved de nye tekniske hjælpemidler, damp
maskine, elektricitet, kemiske processer.
Fordi utviklingen av de enkelte lands produkter gaar saa raskt og sikkert for sig, kan de næringsdrivende i hvert land kaste sig over den specialitet som natur
lige betingelser eller personlig dygtighet eller en ny opfindelse driver dem til.
Og det er efterhaanden blit sjeldnere og sjeldnere at en fabriks produktion er beregnet paa et lokalt eller endog et nationalt marked. Markedet er inter
nationalt, beregnet paa avsætning den hele verden over; det er stordriften, den kjæmpemæssige avsætning som betinger, paa den ene side en billig salgspris, paa den anden side et lønsomt utbytte.
Den verdenskrig vi staar oppe i viser paa det mest slaaende at dette er det virkelige forhold. Den vældige tekstil
industri i Lancashire gjennemgaar den alvorligste krise, mange av fabrikkene maa stanse, fordi den er avhængig av de farvestoffer som Tysklands høit ut- viklede kemiske industri forsyner den med. Selve staten har maattet træ til for at støtte et forsøk paa at skape en
kemisk industri i England selv. Paa den anden side er der fabrikker i Tysk
land som maa stanse fordi de maskiner og maskindeler de bruker aiene fabri
keres i England. Nu staar disse to land i den blodigste kamp med hinanden;
men der er intet folk som kjøper saa meget tyske varer — næst tyskerne selv
— som englænderne, og der er intet folk — næst englænderne selv — som kjøper saa meget engelske varer som tyskerne. Krigen skal stanse denne vareutveksling. Men i den grad er den en nødvendighet for begge parter at den foregaar delvis paa trods av krigen. Der er skibet mangen last med skotsk sild til Tyskland — selvfølgelig via nøitral havn for at redde skinnet.
Skotlænderne visste at de næret sine
«tiender»; tyskerne visste at de aat
«fiendtlig» sild, og myndighetene paa begge sider visste det, men de lukket sine øine. Og ret gjorde de.
Men hvad blir det saa med kri
gen, med dens uforlikelige motsæt- ning mellem folk og folk. som nu skal hate hverandre «med et langt
hat?» De æter hverandres sild, ikke desto mindre.
Der tales om den voldsomme han- delskonkurranse mellem Tyskland og England. Den besynderligste begreps- forvirring. Som om Tyskland og Eng
land var handelsselskaper der drev for
retning under en direktions ledelse! Der er nok delvis konkurranse mellem tyske og engelske forretningsmænd, men der er skarpere konkurranse mellem tyskere indbyrdes, og mellem englændere ind
byrdes. Ellers præger det fuldt saa meget forholdet mellem de to land at der hersker en gjennemført arbeidets fordeling. En anden sak er at de kon
kurrerer om «interessesfærer» og av- sætningsomraader i andre verdensdeler;
derom har jeg talt ovenfor i andet avsnit.
Og som mellem Tyskland og England, saaledes er det, mere og mindre, mel
lem alle land i Europa, eller — for at være nøiagtig — i det midtre, det vest
lige og nordlige Europa. Rusland, Bal
kanlandene, med de tilstøtende deler av Østerrike-Ungarn ligger endnu tilbake
paa et økonomisk utviklingstrin som imellem endog nærmer sig til natural- husholdningen, saaledes i Albanien og Makedonien.
Men den store hovedmasse av Europa Vesteuropa i videste forstand — ut- gjør økonomisk set et hele, og er der
for hvad næringslivet angaar, vokset utover de nationale statsgrænser. Aller
tydeligst viser dette sig i penge- og kreditvæsenet. Stadig har de eksporte
rende eller de vareførende land, og det er alle Europas stater, store summer til
gode utenlands, summer som likvideres gjennem bankene. Bankvæsenet er blit internationalt organisert og gjennem bankenes vekselporteføljer flyter der en stadig strøm av økonomiske værdier eller værdirepræsentation frem og til- bake mellem folkene. Ved vareutveks- lingen, ved det pengebytte den medfører, ved kapitalanbringelse i utlandet, ved fremmede statslaan er der knyttet et stadig tættere net mellem Europas land:
de er blit indbyrdes avhængige av hver
andre; de kan i virkeligheten ikke leve hverandre foruten.
Som med det økonomiske liv, saa med det sociale og det aandelige liv.
Det er mere end en aandrikhet, det gjemmer en dypt karakteriserende sand- het naar Bernhard Shaw i sit aapne brev til Woodrow Wilson beskriver ver
denskrigen som en krig «mellem den tyske keiser, den tyske konge av Eng
lang. den tyske keiser av Østerrike, den tyske tsar av Rusland, den tyske konge av Belgien — samt en herre som dyna
stisk kan betegnes som en Monsieur Poincaré, præsident av den franske repu
blik.» — Alle disse potentater er jo fæt- tere og hverandres «kjære brødre». Nu farer de i strupen paa hverandre.
Og som det er i øverste etage av den europæiske societet, saaledes ogsaa længer nedover: hvem har ikke i disse forfærdelige maaneder hørt hjerteskjæ- rende beretninger om hvordan krigen har skaaret over, brutalt og menings
løst, de ømmeste baand. Der var en engelsk dame gift med en tysker; paa sit dødsleie tok han det løfte av hende at deres ældste søn skulde bli preussisk gardeofficer. Nu staar han i den tyske
hær, men han har to, om ikke tre brø
dre mot sig i den engelske hær. — En tysk frue i München har én engelsk, én fransk svigersøn. Der er hundreder om ikke tusener av tyskere gift med bel
giske kvinder. Allerværst er det langs grænsen mellem Galizien og russisk Polen: der er jo ingen virkelig grænse, hverken geografisk eller nationalt; der
for har slegtene i hundreder av aar gif
tet sig ind i hverandre, flyttet frem og tilbake over grænsen, byttet eiendom- mer og dannet ett samfund. Nu kom
mer krigen — den første krig siden Polens deling mellem Østerrike og Rusland — og skjærer disse baand over.
Tænk saa endelig paa hvordan de forskjellige samfundsklasser har søkt sammen tversover landsgrænsene, først og fremst arbeider-klassen i følelsen av sin internationale solidaritet, og overens
stemmende med feltropet: «Proletarer i alle land, forén eder!» Men ogsaa ellers har fagfæller søkt sammen til utveks- ling av tanker og erfaringer, til gjen- sidig hjælp og til alsidig kritik: lærere
og teknikere, læger og sprogforskere, historikere og naturvidenskapsmænd.
Der er i grunden, økonomisk set først og fremst, men paa mange om- raader ogsaa av det aandelige og viden
skabelige liv, ikke længer et Frankrike eller Tyskland, et Belgien eller Norge, et England eller Holland — det er et Europa. Det er denne kjendsgjerning som den internationale organisation burde bygge paa. Men fordi fortidens forestillinger behersker vort sind, ser vi ikke skogen for bare trær. Der er endnu meget faa som med Lord Esher vilde kunne si: «Europa our country, Eng
land our home» — paa norsk «Europa vort land. Norge vort hjem.»
Saa er det dog: Europa er blit vort land, og derfor er den krig som nu føres mellem Europas sønner en euro
pæisk borgerkrig. Dette er meget mer end et symbolsk uttryk; det uttaler en dyp °g enkel sandhet. Hele Europa lider med, de som staar i krig, og de som staar utenfor, og hver «seier» som vindes skader «seierherren» mindst like saa meget som det skader den over
vundne. For hvert slag Tyskland fører mot Frankrike eller mot Belgien, berøver det sin industri kunder, nu og i frem
tiden ; for hvert tysk skib englænderne kaprer, skader det sig selv fuldt saa vel som tyskerne: skibet tjener — har tjent eller vil tjene engelsk-tysk varebytte, og efter al sandsynlighet er det engelske assuranseselskaper som direkte eller indirekte maa betale assuransen for det.
Europa er ett økonomisk legeme, og det er likesaa meningsløst og hensigts
løst at England slaar løs paa Tyskland, at Tyskland slaar løs paa Frankrike, som om min arm i forargelse slog en øks i mit eget ben.1 3
Paa alle felter viser dette europæiske drag i vor tids utvikling sig, kanske ikke mindst i militærpolitikken og i rust
ningene. Hvem har bestemt antallet av britiske dreadnoughts ? Er det virkelig den britiske regjering og Underhuset?
Eller er det i grunden ikke den tyske riksdag ved sine tillæg til flaateloven?
Hvem drev Tysklands milliardbevilgning igjennem i 1913? Var det den tyske
4 L a n g e : D e n e u r o p æ i s k e b o r g e r k r i g .
regjering og den tyske generalstab ? Var det ikke like meget de russiske og franske statsmænd som i 1912 knyttet alliancen fastere mellem de to magter, og traf avtale om nyt milliardlaan til Rusland, som skulde brukes til bygning av strategiske jernbaner, mens Frank- rike skulde gjennemføre treaarig tjene
stetid ?
Rustningene, militærforberedelsene er internationalt bestemt; de har løsrevet sig fra det nationale liv, og derfor ser vi ogsaa det besynderlige forhold at denne krig som føres av millionhære.
med milliarder til utgift — den kommer ikke til noget resultat, den staar stille.
Generalstabene hadde rede paa hver
andres forberedelser gjennem et høit utviklet spionvæsen, som ofte ogsaa ar- beidet internationalt, upartisk fordelte sine efterretninger til begge sider. I den grad gik alle ut fra at «fiendene»
visste om hverandres forberedelser at det vakte almindelig forbauselse, og næsten forargelse som ikke rigtig «fair play», at tyskerne hadde greiet at hem
meligholde tilværelsen av sine nye felt
kanoner. — Og nu under krigen kan de hærer som opererer mot hverandre, kon
trollere hverandre saa nøie. at den enes fremstøtsplan næsten altid møter den anden fuldt forberedt.
Fra hvilken side vi end betragter fæ
nomenet den europæiske borgerkrig, kommer vi til det resultat at den er en anakronisme, en meningsløshet, aldeles uskikket til længer at løse nogen opgave i menneskenes samliv. Og derfor er det saa betegnende at der heller ingen er som vaager at ta ansvaret for den; alle skyver med indignation skylden over paa fienden.
Der er kanske dem som vil si: om nu den internationale utvikling var saa langt fremskredet som her frem
stillet, om disse faktorer var saa sterke, vilde de da ikke ha virket med til at avvende krigen? Har de nogen gang gjort det?
Til det første spørsmaal maa svares at én ting er at et faktisk forhold eksi
sterer, en ganske anden at det alminde
lig erkjendes, og at menneskene indret
ter sig derefter.1 4 Det er mangelen paa erkjendelse av faktum, og misfor
holdet, som følger derav, mellem den virkelige tilstand og den ydre organisa
tion. som skaper de store omveltninger og de vældige sammenstøt i samfunds
livet: det er denne indre motsætning som ogsaa gir sig utslag i Europa-kri- gen. Og hvis ikke motsætningen hæves, hvis ikke den ydre internationale orga
nisation blir gjort overensstemmende med den indre, faktisk bestaaende inter
nationale tilstand, saa vil vi vedbli at leve som vi har gjort i de sidste halv- hundre aar — under en stadig trusel av verdenskrig.
En stadig trusel: men derfor ikke stadige krigsutbrudd. For det første magter ikke verden slike blodtapninger for ofte, og for det andet — og dermed kommer jeg til svaret paa det næste spørsmaal — virker utvilsomt den virke
lige internationale tilstand avvergende overfor krig. Desværre har menneskene en kort hukommelse, og paa den anden side er det unegtelig ikke let at irette- lægge paa en haandgripelig maate en
«avverget krig». Og dog er Europas historie i de senere aar fuld av dem.
Jeg vil ikke gaa langt tilbake, det kunde bli for vidtløftig, men la mig bare minde om de stadig tilbakevendende kriser over det marokkanske spørsmaal, sær
lig Agadir-krisen i 1911 som endte, trods alle krigsrygter og trods alle krigsfor- beredelser, med et forlik — til begge parters tilfredshet. Dengang forstod man at et magert forlik er bedre end selv en «fet» proces. Eller tænk paa krisene over det orientalske spørsmaal, i 1908, da Østerrike-Ungarn annekterte Bosnien og Herzegovina, og i 1912 og 1913, un
der de to Balkankrige. Stadig ved disse kriser hang krigsfaren truende over Europa, altid blev det spaadd at nu skulde den komme. Stadig blev den avverget — indtil nu. I juli 1914 brast det.
Det er vanskelig at si i det enkelte hvad det var som løsnet skredet i 1914.
mens vi undgik det i de foregaaende aar. For Agadir-affærens vedkommende har jeg ingen tvil: skjønt den utvilsomt
var den skarpeste og vanskeligste krise, saa løstes den i fred, fordi konfliktspørs-
maalet berørte vesteuropæiske stater i første række; her kunde det inter
nationale livs faktorer virke sterkt og avgjørende. I 1914 laa stormcentret i Øst-Europa, mellem Østerrike-Ungarn og Rusland i første haand — to riker hvor den moderne kreditorganisation ikke endnu er saa høit utviklet som længer vest, og hvor de økonomiske fællesinteresser derfor ikke kunde gjøre sig saa sterkt gjældende.
De forskjellige foregaaende Balkan
kriser har som sagt ikke været saa akute;
de har lettere kunnet ordnes. Det lyktes ikke med den av 1914, som ogsaa i sin oprindelse var et Balkan-spørsmaal. Der kan pekes paa flere omstændigheter.
Størst vegt er jeg tilbøielig til at lægge paa to: alle de foregaaende kriser har bidraget til at utdype motsætningen mel
lem de to nærmest interesserte magter:
Østerrike-Ungarn og Rusland. Den diplomatiske metode, at bruke trusler og rustningsbluff som trumf i bakhaand
ved det diplomatiske spillebord, er for
færdelig farlig: geværene kan en dag gaa av av sig selv, og et eneste skud kan da løsne skredet. — For det andet:
i 1914 var der én magt som vilde ha krig, men vistnok bare en «lokaliseret», eller i hvert fald en straffeekspedition.
De korte frister som Østerrike-Ungarn av den grund stillet overfor Serbien, levnet ingen tid til diplomatisk mæglings- arbeide, heller ingen tid for de inter
nationale faktorer til at gjøre sig gjæl- dende.
Den internationale samfølelse, det internationale fælleskap kunde ikke bære den svære belastningsprøve som den blev utsat for i juli 1914. Det er intet bevis mot dens eksistens: en mand kan ha hat en god helbred, fordi om han en dag dør av slag.
Og netop fordi dette fællesskap utvil- somt har vist ikke alene sin eksistens, men ogsaa sin styrke, er der al grund til at søke at utvikle det videre, at be
fæste det, ikke alene i menneskenes
sind og i deres materielle interesser, men ogsaa gjennem planmæssig ut- vikling av de institutioner og ordninger som bedst kan tjene dets vekst. Sker det ikke, vil det se forfærdelig ut med Europas fremtid.
isme.
D
er reiser sig dog her visse spørs- maal av rent principiel art. som vi maa ofre nogen opmerksomhet.1 5Er vi ikke inde paa en avvei naar vi prøver at gaa saa raskt frem paa in
ternationalismens vei? Vil den ikke for- flate aandslivet, hvis bedste grundlag dog nationen maa være. fordi sproget, nationalitetens hovedmerke, er aands- livets meddelelsesmiddel? Er ikke spæn
dingen mellem nationene, og den uund- gaaelige følelse av motsætning som
knytter sig hertil, en for dyrebar faktor i deres liv til at vi engang bør tænke paa at hæve den?
Disse spørsmaal bør ikke letsindig
skyves til side. De har megen vegt, og det er sundt at de holdes frem overfor en kanske for avfeiende «international
istisk» — eller jeg vil heller si: kosmo
politisk — betragtning, som later haant om alt det som heter nationalfølelse og fædrelandssind.
Vi er — ikke mindst vi barn av det 19de aarhundre, som har set den na
tionale frigjørelse gaa sin seiersgang gjennem en række av Europas land vi er tilbøielige til at overvurdere natio
nalismen, anse den for noget absolut og uforanderlig. En nation er dog noget i høi grad tidsbestemt; den er et histo
risk produkt som er blit dannet gjennem landskapenes sammenslutning til en høiere organisation i kraft av den her
skende énhet i sprog, eller i fælles hi
storiske minder. Provinsialismen, bygde
følelsen stod i sin tid i motsætning til den, og betragtet den nationale samling som noget nyt og farlig, der gjorde ende baade paa hjemmebygdens trygge, faste kreds og paa den «sunde spænding»
mellem bygdene. Der har nok den gang været talt bitre ord om det farlige ved
at nationaltanken vilde utviske og for- flate personlighetene ved de fremmede mangeartede paavirkninger de nu vilde bli utsat for. Og den reaktion, den bremse som derved blev lagt paa en for rask utvikling henimot national sam
ling, den har nok hat sin nytte.
Nu ser vi at provinsfølelse og bygde
patriotisme ingenlunde har tapt sig i den nationale stat: de yder sit bidrag til at gjøre livet indenfor den rikt og mangfoldig. Og fuldstændig paa samme maate vil vi ogsaa kunne vente at na- tionalitene vil finde plass for sit liv i en international organisation. Selve or
det international, motsat kosmopoli
tisk, som gaar ut fra verdens ensartethet, antyder en slik løsning. Den mellem
folkelige organisation bygger paa na
tionene som de bærende ledd: frit skal de kunne ordne sit liv indenfor den. Ja.
jeg er for min del tilbøielig til at tro at vi faar ikke nogen tryg international fredsordning uten netop under forutsæt- ning av at nationene faar, hver for sig, ret til at leve sit frie liv: det er de frie nationer som skal danne underbyg-
