OVERDRAGELSER T IL F Y L D E S T G Ø R E L S E
N O G L E S T U D I E R I S P Ø R G S M A A L E T OM E J E N D O M S R E T T E N S O V E R G A N G
AF
ERWIN MUNCH-PETERSEN
NYT NO RD ISK FORLAG . ARNOLD BUSCK KJØBENHAVN MCMXXXV
h a n d l i n g e n K o n k u r s s u r r o g a t e r ( t r y k t 1932) a f det rets- og s t a t s v id e n s k a b e lig e F a k u l t e t a n ta g e t til o ffe n tli g a t fo rs v a re s f o r d e n j u r i d i s k e D o k t o r- g ra d , j f r . A n o r d n i n g N r . 2 5 9 a f 13. O ktbr. 19 2 7 § 4-.
København, den l'v. Marts 1935.
O. A. BORUM,
h. a. dec.
K R O H N S B O G T R Y K K E R I HARALD JENSENS BOGTRYKKERI
Finneske Legat, bringer jeg Eforus, Professor Poul Johs. Jørgensen og Konsistorium min bedste Tak.
København i Marts 1935
.
ERWIN MUNCH-PETERSEN
§ 1. Indledning ...pg. 9— 15
§ 2. Overdragelser til Fyldestgørelse af enkelte K reditorer . . . . pg. 16— 54 I. V irk n in g en af »O verdragelse til S ikk erh ed « m ellem P a r
te rn e . P a ra lle le n m ellem tinglig og p ro ce ssu el B eskyttelse (18—22). II. V irk n in g en af »O verdragelse til F yldestgørelse«
o v erfo r T re d je m a n d (22—54). a) B etingelserne fo r den tinglige B eskyttelse ved O v e rd ra g e lse r af alm in d elig t L øsøre (23—
35). S o n d rin g m ellem tre G ru p p e r af O v erd ra g e lse r: 1) den n o rm ale H andel, 2) O v erd rag else til F y ld estg ø relse og 3) O v erd ra g else til S ik k erh ed (24—27). De sæ rlige B e tingelser ved O v erd rag else til F y ld estg ø relse (27—32). K ra v et om fysisk O vergivelse eller en A rt con stitu tu m p o ssesso riu m (28—29).
Om d atio in solutum m a a k ræ v es (29—32). F o rh o ld e t til g o d tro en d e O m sæ tn in g serh v erv ere. F o rh a n d le rsy n sp u n k te t (32—34). F o re lø b ig t R esultat (34—35). b) O v e rd ra g e lse r af F o rd r in g e r (35—50). K un to Sæt B etingelser (35). Jul. L as
sens, H en ry U ssings og V inding K ruses S ta n d p u n k te r (36—
38). Om O v erd rag else af fo rfald en F o rd rin g altid e r en n o rm a l E je n d o m so v erg an g (38—45). B e tydningen af, at selve H o v ed fo rd rin g e n ikke e r fo rfald en (39—45): i R elation til A fk ræ ftelsessp ø rg sm aalet (39— 40), u d e n fo r d ette O m raa d e (41— 45). R e tsp rak sis S tilling (41—42). D et h e r fo rsv a re d e S ta n d p u n k t (42— 45). De lege fe re n d a (46—47). N o rsk og svensk T eo ri (47—48). S æ rlig om T ra n s p o rt af negotiable F o rd r in g e r (49—50). R esu ltatet af U ndersøgelsen i d ette A fsnit (50—54).
§ 3. Overdragelser til Fyldestgørelse af samtlige en Debitors K redi
torer ...pg. 55—102 B e tydningen af fre m m e d Rets, navn lig tysk og engelsk Rets Stilling (55—61). D et i K o n k u rs su rro g a te r h æ v d ed e S ta n d p u n k t (61—63). Ny U ndersøgelse af S p ø rg sm aalet, om d e r fo re lig g e r en gyldig E je n d o m sre tso v e rg a n g til K re d ito re rn e (63—69). 1. Om d e r k a n skabes en Ret fo r sam tlige K re d i
to r e r (70—76). Om A kcept k ræ v es (70 ff.). S o n d rin g m ellem S p ø rg sm aalet om S am tykke til A kkord og til tin g lig t Ar-
78), ved E je n d o m so v erd rag e lse (78 ff.). En vis L ighed m ed F led fø rin g sin stitu tte t (79—87). S æ rlig om T inglysnings- k ra v e t ved L øsøre b ø r o v erfø res (81—82) og om M edansvar for Gælden fo r M ellem m anden eller K re d ito re rn e (82—87).
B e tingelserne fo r i n æ rv æ re n d e T ilfæ lde at a n e rk e n d e et æ rlig t og red e lig t A rra n g e m e n t (87—96): K ra v et om at S k y ld n eren berøves R a ad ig h ed en (88—92), sæ rlig om c o n sti
tu tu m po ssesso riu m e r tilstræ k k e lig t (89—91), K ra v et om loyal G ennem førelse af L ig e lig h ed sp rin c ip p e t (92—94). Y d er
lig ere In d ic ie r fo r A rran g e m e n tets R edelighed (94—96). B e
m æ rk n in g e r de lege feren d a , sæ rlig om A nm eldelse til S k ifteretten , om » L ikvidationsakkord« og »T vangslikvida- tion« (97—102).
§ 4. Om forskellig Retsstilling overfor Udlægs- og K onkurskredi
torer ...pg. 103—141 Den alm indelige U dtalelse i K. L. § 1 (103—107). P ositive U n d tag e lse r fra Reglen (107—108). Y derlig ere B e g ræ n sn in g er ud fra »K o n k u rsreg u lerin g ssy n sp u n k tet« (108 ff.). S æ rlig om A ftaler om U opsigelighed af In te re sse n tsk a b sfo rh o ld e t (109—112). Om K re d ito re rn e s R et til at besæ tte en ledig P rio rite t (112—15). F o rsk ellig R etsstilling fo r U dlægs- og K o n k u rs k re d ito re r ved E je n d o m sfo rb e h o ld (116—21) og M odregning (122). G ru n d p rin c ip p e t ved T v an g sa k k o rd og A ktieselskabslikvidation (123—26). Den m id lertid ig e K rise- lovgivning (126—127). In d fø relsen af et »G æ ldsordningssta- dium «(127—28). Den tinglige B eskyttelse i de h e r b eh a n d le d e Tilfælde. D ogm et om, at K o n k u rs k re d ito re r ikke fa a r s tø rre Ret en d U d læ g sk re d ito re r (128 ff.). S æ rlige G runde fo r i n æ rv æ re n d e Tilfæ lde a t fra k e n d e O v erd ra g elsen tinglig B e
skyttelse o v erfo r K o nkursboet (130—36). V irk n in g en af, at den tinglige B eskyttelse ikke o p re th o ld e s o v erfo r K o n k u rs
boet (136— 41). De lege fe re n d a (141).
§ 5. Slutning ...pg. 142—144 Litteraturfortegnelse ... pg. 145—148 Sagregister, fælles fo r n æ rv æ ren d e A fhandling og K o n k u rssu rro
g ater ... pg. 149—159
INDLEDNING
I en tidligere offentliggjort Afhandling, »K onkurssurro
gater«*) h a r jeg som Led i en almindelig Undersøgelse af Problem et, i hvilket Omfang K onkursprincipper kan finde Anvendelse paa Gældsafviklinger udenfor K onkurs, undersøgt Spørgsm aalet, om der ved saadanne Afviklinger kan skabes en Ordning, der nyder Beskyttelse m od udenforstaaende K redi
torers Individualforfølgning. I den tidligere Afhandling h a r jeg im idlertid anset en processuel Prøvelse af Spørgsm aalet for Hovedopgaven, m edens den m ere materielretlige Side ved P roblem et i det væsentlige blev udskudt, saaledes at der ikke blev gjort endelig op m ed Spørgsm aalet, om der forelaa en E jendom sret eller en P anteret, og hvilke Krav der und er de foreliggende O m stændigheder m aatte kræves til E jendom s
rettens Overgang eller til Stiftelse af en eventuel P anteret. Det blev dog frem hævet, at der forelaa en særlig Situation, h vo r der kunde væ re G rund til at stille noget strengere K rav end i Almindelighed for at antage, at Overgang af E jendom sret havde fundet Sted.
I næ rvæ rende Afhandling er det Hensigten navnlig at tage den m aterielretlige Side ved Spørgsm aalet op til næ rm ere
*) Erwin Munch-Petersen: Konkurssurrogater. En retssam m enlignende U ndersøgelse. København 1932. I det følgende overalt citeret blot som: Konkurssurrogater.
D røftelse og derigennem at foretage en nø jere Prøvelse af det i m in tidligere Afhandling hæ vdede Standpunkt, at d er ved fri
villige O rdninger kan skabes en saadan tinglig Sikring af de i A rrangem entet deltagende K reditorer, at udenforstaaende K reditorer ikke kan angribe den af A rrangem entet om fattede Form uem asse ved Individualforfølgning, m en at denne tinglige Sikring dog ikke nødvendigvis derfo r ogsaa m aa opretholdes i Tilfælde af, at D ebitor gaar konkurs.
Allerede af det i m in tidligere A fhandling udviklede frem - gaar, at der ved O verdragelser til samtlige D ebitors K red ito rer foreligger en Situation, der væsentlig adskiller sig fra den ved Ejendom soverdragelse sædvanlige.
I. Det almindelige Tilfælde af Ejendomsrets Overgang fore
ligger, h v o r det som Led i den sædvanlige Omsætning tilsigtes at overføre Retten til en Ting, en Fordring, et P atent, F o r
fattervæ rk eller lignende til en anden Person, som ønsker netop denne Ting, F ordringen eller V ærket til direkte Til
fredsstillelse af sine specielle F ornødenheder. Det typiske Eksem pel er det norm ale Køb og Salg.
II. Helt anderledes ligger F o rholdet allerede n a a r en Debi
to r overdrager en Kreditor Ting eller F ordringer, som K redi
to r i og for sig slet ikke vil have, m en som han alene m odtager som Middel til derigennem at faa den Ydelse, særlig de Penge, han h a r til Gode hos D ebitoren.
I dette Tilfælde er der igen forskellige Muligheder: Det kan væ re tilsigtet at skaffe K reditor øjeblikkelig Fyldestgø
relse gennem det overdragne, eller det er blot Meningen, at dette skal tjene til Sikkerhed ud i F rem tiden. I den sidst
næ vnte Gruppe, »Ejendom soverdragelser til Sikkerhed«, er m an k la rt udenfor den almindelige Omsætning, h v o rfo r m an ogsaa i nyere Tid b ehandler saadanne T ran saktion er som
»Handler, d er ikke tjen er Om sætningen«1). E t Skoleeksem
pel h erp aa er som bekendt det saakaldte »Møbellaan«. Det er im idlertid heller ikke sikkert, at m an uden videre kan stille den førstnæ vnte Gruppe, »Ejendom soverdragelser til Fyldest
gørelse«, i Klasse m ed den sædvanlige Ejendom soverdragelse, hvorved m an overdrager en anden Retten til en Ting, som han netop h a r Brug for. Selve det F aktum , at O verdragelsen kun er et Middel til at faa de Penge, K reditor h a r til Gode, gør dette betænkeligt. Hvis det e r en uforfalden Fordring, d er overdrages, antages det da ogsaa af Vinding K ruse2), at Over
dragelsen m aa undergives Pantsæ tningsreglerne, selvom Over
dragelsen sker »til Dækning« og ikke »til Sikkerhed«. E r F o r
dringen forfalden, anser Vinding K ruse3) derim od i Alminde
lighed Overdragelse til Fyldestgørelse fo r en virkelig E jen
dom soverdragelse. I hvilket Omfang dette kan gælde er dog tvivlsomt, jfr. næ rm ere nedenfor. Tvivlsom t bliver ogsaa Spørgsm aalet, n a a r m an tæ n k er paa O verdragelser af andre A ktiver end F ordringer. Det er saaledes ingenlunde paa For- h aan d indlysende, at en O verdragelse af Zink til en Sagfører, m an skylder Penge, uden videre skal respekteres, fordi den sk er til Betaling og opfylder de almindelige Betingelser for Ejendom soverdragelse4). Givet er det i h v ert Fald, at saadanne T ransak tio ner som unorm ale H andler vil kunne afkræ ftes i K onkurstilfæ lde efter Reglerne om »usædvanligt Betalingsm id
del«. At det overhovedet vanskeligt lad er sig gøre at træ k ke en skarp Grænse mellem O verdragelse til Betaling og til Sik
kerh ed følger allerede deraf, at de herom handlede O verdra
gelser ofte paa een Gang tjen er til Fyldestgørelse og til Sik
kerhed. D ertil kom m er, at R etsordenen, da P artern es Vilje
1) Jfr. Vinding Kruse: Ejendom sretten III, 2, pg. 1335 ff.
2) Ejendom sretten IV, pg. 1926.
3) l. c . pg. 1921.
4) Jfr. ogsaa herved Vinding Kruse: Ejendom sretten III, 2, pg. 1344.
ikke er afgørende for, om der overhovedet indtræ der tinglig Beskyttelse, heller ikke kan lægge den afgørende Vægt paa, om P artern e h ar aftalt O verførelse af Ejendom sret eller P an te
ret, jfr. n æ rm ere nedenfor.
De sædvanlige Overdragelser til Fyldestgørelse frem byder im idlertid den Lighed m ed den norm ale Handel, at de ligesom denne o verfører Retten til en bestem t eller nogle bestemte Personer, og at Genstanden for O verførelsen ligeledes er en bestem t eller nogle bestemte Ting.
P aa sam m e Maade er Overdragelser til Sikkerhed i Alminde
lighed ligesom Panteretten indrettet med en bestem t G enstand og en bestem t Person for Øje. Dette er navnlig k la rt ved H aandpant og ved U nderpant i fast Ejendom , men ogsaa ved viljesbestem t U nderpant i L øsøre5) er det faktiske F orhold som Følge af F orbudet m od generelt P an t i dansk Ret det samme. Anderledes er F orholdet kun ved visse Tilfælde af lovbestem t P ant og Retspant. Navnlig synes F orholdet ved Konkurs at næ rm e sig stæ rkt til et generelt Pant. Da K onkurs
k reditorernes Retspant ikke om fatter alt, hvad Skyldneren ejendes vorder, m en i det store og hele kun en bestem t af
grænset Form uem asse, anser Vinding K ruse6) dog ikke Retten for et almindeligt Pant.
III. I det foregaaende er der alene tæ nkt paa de sædvanlige O verdragelser til Fyldestgørelse af eller til Sikkerhed for en enkelt eller enkelte K reditorer. Allerede disse O verdragelser adskiller sig som nævnt fra den almindelige Ejendom sover
dragelse i Omsæiningsøjemed. E ndnu m ere ejendom m eligt bli
ver F orholdet im idlertid, n a a r m an gaar over til de Tilfælde, hvor en insolvent D ebitor med en Gældsafvikling udenfor
5) Om den særlige Undtagelse herfra ved Høstpant se Rasting: E ntre
prenørens Om sætningsbeskyttelse, pg. 244—45.
6) Ejendomsretten IV, pg. 1569.
K onkurs for Øje overdrager samtlige sine forhaandenvæ - rende A ktiver eller dog en væsentlig Del af disse, f. Eks. sin F orretningsform ue, til ligelig Fyldestgørelse af sine Kreditorer i Almindelighed.
I dette Tilfælde er F orholdet helt forskelligt fra den al
mindelige Ejendom soverdragelse, idet O verdragelsen ikke blot alene er et Middel til Fyldestgørelse eller, til Sikkerhed for Fyl
destgørelse, m en ogsaa adskiller sig fra den sædvanlige E jen
dom soverdragelse ved, at G enstanden er hele eller en væsent
lig Del af Skyldnerens Form ue og ved, at O verdragelsen i P rin cippet sker, ikke til en enkelt eller enkelte K reditorer, men til alle Skyldnerens Kreditorer.
Det er i V irkeligheden en højst ejendom m elig Situation, der foreligger, n a a r D ebitor saaledes kom m er til sine K reditorer med prak tisk set alt, hvad han ejer og har. Processuelt frem - byder Situationen en P arallel m ed den Raadighedsoverførelse, der finder Sted ved K onkurs. Men i dansk Ret finder der ikke ved K onkurs — saaledes som i engelsk Ret — nogen Over
gang af E jendom sretten Sted, d er er ikke Tale om nogen egentlig Succession i Retten, m en alene om Skabelse af en som R etspant betegnet P an te re t7). Om der ogsaa m ateriel
retlig set kan siges at foreligge en virkelig P arallel m ed Kon
kurs, m aa da afhænge af, om den ved »Overdragelsen« skabte Ret kan karak teriseres som en P anteret. E r der derim od vir
kelig Tale om en Ejendom sret, foreligger der et særligt Eksem pel paa en Overgang af Ejendom sret, der ikke tjen er den sæd
vanlige Omsætning, og som dog, som det frem gaar af det ovenfor anførte, heller ikke uden videre kan ligestilles med de sædvanlige O verdragelser til Fyldestgørelse.
Et vist Slægtskab m ed dette m oderne Retsfænom en vil m an til Trods for det helt forskellige F orm aal kunne finde i det
7) Jfr. herved Konkurssurrogater pg. 81—84.
nu ophævede gamle R etsinstitut Fledførelse, idet d er ved dette skele en virkelig O verførelse af E jendom sret over hele F o r
m uen8).
Medens saaledes Overdragelse til Fyldestgørelse af samtlige en insolvent D ebitors K reditorer forsaavidt fø rer længere b o rt fra den norm ale Ejendom soverdragelse end almindelig Over
dragelse til Fyldestgørelse af en enkelt K reditor, m aa det dog p aa den anden Side frem hæves, at den Omstændighed, at O verdragelsen tilsigter en ligelig Fyldestgørelse af alle K redi
torer, ligesom kaster et forsonende Skæ r over det hele og d erfor kan væ re et Motiv for R etsordenen til i hv ert F ald i visse R elationer at stille sig velvilligere overfor saadanne Over
dragelser til Fyldestgørelse end overfor de sædvanlige Over - dragelser til Fyldestgørelse af en enkelt K reditor. Dette gælder saaledes særlig i F orh o ld til Spørgsm aalet om A fkræftelse9).
I visse H enseender kan det iøvrigt ogsaa tænkes, at den Om
stændighed, at det d rejer sig om en Overdragelse af hele For
m uen af ren t p raktiske G runde kan føre til en vis Afslappelse i F orhold til de Betingelser, m an stiller ved O verdragelser af enkelte Aktiver. D enne Mulighed foreligger navnlig m ed Hen
syn til K ravet om D enunciation ved O verdragelser af ude- staaende F ordringer.
I det følgende er det Hensigten særlig at gøre disse Over
dragelser til Fyldestgørelse af samtlige K reditorer til G enstand fo r en næ rm ere Undersøgelse.
Som Basis for denne Undersøgelse vil d er dog først i § 2 blive gjort nogle B em æ rkninger om de sædvanlige O verdra
gelser til Fyldestgørelse af en enkelt K reditor.
Ved den derefter følgende Frem stilling af O verdragelser til ligelig Fyldestgørelse af samtlige en D ebitors K red itorer vil
8) Om Fledførelse i dansk Ret, jfr. foreløbig Lassens Haandbog, Speciel Del, § 126.
9) Jfr. nærmere Konkurssurrogater pg. 322—26 og ndfr. pg. 58—59.
endvidere Spørgsm aalet om at frakende saadanne A rrange
m enter Beskyttelse i Tilfælde af D ebitors K onkurs, selvom de anerkendes som sikrede m od Individualforfølgning, blive ud
skudt til selvstændig Behandling i § 4, i hvilken hele P roble
m et om forskellig Retsstilling overfor Udlægs- og K onkurskre
d ito rer tages op til Drøftelse.
OVERDRAGELSER TIL FYLDESTGØRELSE AF EN ENKELT KREDITOR
Ved de sædvanlige L øsøreoverdragelser1) til Fyldestgørelse er det form entlig den almindelige Opfattelse i dansk Ret, at P roblem et alene skal stilles paa, om der virkelig foreligger en O verdragelse til Fyldestgørelse eller D ækning, eller om der, n aar det kom m er til Stykket, kun foreligger en O verdragelse til Sikkerhed. Hvis Overdragelsen virkelig er til endelig Fyl
destgørelse, gaar m an i Almindelighed uden videre ud fra, at den sim pelthen svarer til en almindelig E jendom soverdragelse i Omsætningsøjemed. Hvis O verdragelsen derim od kun kan antages at væ re sket til Sikkerhed, er den herskende Læ re den, at den vel mellem P artern e m aa opfattes som en E jen
dom soverdragelse, men at den dog overfor T redjem and efter sit reale F orm aal alene kan betragtes som en Sikkerhedsret, saaledes at den ikke behøver at respekteres af Tredjem and, m edm indre Pantsæ tningsreglerne er iagttaget.
Skønt disse Spørgsm aal efterhaanden i Teorien h ar væ ret G enstand for meget grundige Undersøgelser, først af Jul. Las
sen2) og senest af Vinding Kruse i V ærket om Ejendom sret-
1) Om det særlige Forhold ved Transport af Fordringer, jfr. Ussing, Juridisk Forenings Aarbog 1924, pg. 47 ff. og ndfr. pg. 35 ff.
2) N avnlig i U. f. R. 1890 pg .619 ff. og i Afhandlingen: Kunstig Kreditor- begunstigelse, T. f. R. 1917, pg. 77 ff.
ten3), kan m an dog paa den ene Side spørge, om det er rig
tigt, n aar m an ubetinget kun i F orhold til T redjem and tillæg
ger det Betydning, at en Sikkerhedsstillelse er tilsigtet. P aa den anden Side kan m an rejse det i Indledningen b erørte Spørgsmaal, om en virkelig Overdragelse til Fyldestgørelse uden videre kan sættes i Klasse m ed norm al Ejendom sover
dragelse.
I. Med Hensyn til det første Spørgsm aal stem m er det saa
ledes vel m ed m oderne dansk Teori, at d er ikke overfor Tredjem and kan tillægges P artern es Aftale om Ejendom s
overdragelse af Løsøre tinglig V irkning som Ejendom srets Overgang, n a a r der i V irkeligheden kun er tilsigtet at skabe en Sikkerhedsstillelse, m en at O verdragelsen paa den anden Side kun kan respekteres som Sikkerhedsstillelse, n a a r de Krav er opfyldt, som R etsordenen m aa stille for at give Dis
positionen den tinglige Beskyttelse, som en Panteret m edfører.
I Norge er M eningerne m ed Hensyn til L øsøreoverdragelser delte, idet Hagerup og Stang h a r sluttet sig til det i D anm ark herskende Standpunkt, medens navnlig H agerup Bull h a r be
stridt Opfattelsens Rigtighed4). H erved m aa im idlertid erin
dres, at norsk Ret ifølge Panteloven af 12. O ktober 1857 i Al
m indelighed ikke an erk en d er U nderpant, m en alene Haand- pant, i Løsøre, medens dansk Ret gennem Tinglysning af U nderpant af Løsøre aabner Mulighed for uden O verlevering at skabe Sikkerhed for K reditorerne. I svensk Ret spiller et andet særligt F orhold ind, idet F orord n. 20. N ovem ber 1847, jfr. Lov 14. Juni 1907, giver særlige F o rsk rifter om Løsørekøb,
3) III, 2, pg. 1335 ff.
4) Jfr. herved Hagerup: Den norske Panteret, 3. Udg. (1917), pg. 103 ff.
Stang: Indledning til Form ueretten (1935), pg. 582, Hagerup Bull først i N. R. T. 1903, pg. I ff., senest i T. f. R. 1934, pg. 460—62 og Augdal:
Norsk Panteret (1932) pg. 39 ff. Om Diskussionen i nyere Tid med Hensyn til Overdragelse af Fordringer i Sikringsøjem ed, jfr. nedfr.
pg. 47—48.
2
ved hvilke Sælgeren bevarer Besiddelsen af det solgte. Teorien gaar derfor sædvanlig im od det danske Standpunkt, m en efter Lassens Opfattelse er R esultaterne i Praksis dog ikke væsens
forskellige fra dansk Ret5).
I dansk Ret er der næppe G rund til at rejse Tvivl om den herskende Teoris Rigtighed, forsaavidt angaar F o rholdet til Tredjem and. Langt m ere tvivlsomt stiller det sig med Hensyn til den nyere Teoris stæ rke Hævdelse af, at dette Resultat ingenlunde m edfører, at Retten ogsaa m ellem Parterne kun kan respekteres som en P anteret, m en at den tvæ rtim od inter partes m aa anerkendes som en virkelig Ejendomsoverdragelse.
Denne Teori m aa ses som en Reaktion m od den Opfattelse, hvorefter saadanne T ransaktioner skulde anses for at væ re sket pro form a, og i F orhold til dette Standpunkt betegner den nyere Teori utvivlsomt et stort F rem skridt. Alligevel er det et Spørgsmaal, om Teorien ikke alt for ensidigt h a r behandlet Problem et ud fra et rent m aterielretligt Synspunkt.
F ra et processuelt Synspunkt synes der nemlig at gøre sig visse Betænkeligheder gældende m od uden næ rm ere Prøvelse at respektere O verdragelsen som en Overgang af E jendom sret fra D ebitor til K reditor. Disse Betænkeligheder kom m er særlig frem, n aar D ebitor ikke opfylder K ontrakten.
Som bekendt kan m an ved Løsøre alene opnaa um iddelbar Fogedforretning, n a a r R ekvirenten staar som E jer af den paagældende Ting, medens Rekvisitus kun er Besidder. D er
im od er der ved Løsøre ikke nogen Mulighed for, at en Ikke- Ejer, f. Eks. en P anthaver, saaledes som ved fast Ejendom , kan begære um iddelbar Indsættelse i Tingen, n a a r D ebitor gør sig skyldig i Misligholdelse6).
5) Jfr. herved Lassen i T. f. R. 1917, pg. 86—87 og Vinding Kruse: Pant i Løsøre og Rettigheder (1928) pg. 76—77 med H envisninger til den svenske Litteratur.
6) Jfr. H. M unch-Petersen: D. Rpl. III, pg. 190 og 26.
Skønt dette form entlig er almindelig anerkendt, er det dog den herskende Opfattelse, at n a a r blot S ikkerhedsretten saa
ledes som ved »Møbellaan« iklædes K arakteren af en »Ejen
domsoverdragelse« til Sikkerhed, skal K reditor i F orho ld til D ebitor anerkendes som E jer ogsaa i processuel Henseende, saaledes at han i Tilfælde af, at D ebitor ikke opfylder Aftalen, som »Ejer« kan optræ de som R ekvirent hos Fogeden og be
gære um iddelbar Fogedforretning.
Mod denne Opfattelse er der allerede tidligere7) rejst Ind
sigelse fra et processuelt Synspunkt. Saa vidt ses h ar disse Ind
vendinger dog ikke fundet Tilslutning hos andre F orfattere.
Det forekom m er mig im idlertid, at de Betænkeligheder, der af processuelle G runde kan anføres im od det herskende Stand
punkt, er saa vægtige, at m an ikke uden videre kan sidde dem overhørig.
Ligesom det indenfor den nyere civilretlige Teori hævdes, at P artern es Vilje ikke alene kan væ re afgørende for, om der skal tillægges en T ransaktion tinglig Beskyttelse overfor Om
verdenen, er det som bekendt ogsaa indenfor den m oderne P rocesteori et H ovedsynspunkt, at P artern es Vilje ikke kan væ re afgørende for den processuelle Retsstilling, idet Kon
trak tsfrih ed en kun i begrænset Omfang gælder indenfor den offentlige Ret. Ligesaalidt som R etsordenen uden videre kan tillade, at m an blot ved en Aftale mellem to P a rte r kan influ
ere paa F orholdet til T redjem and, saaledes at m an op naar tinglig Beskyttelse i F o rhold til denne, ligesaalidt kan Rets
ordenen blankt akceptere, at m an ved en blot Aftale mellem P artern e skaber sig en særlig processuel Beskyttelse.
En P anthaver i Løsøre kan som næ vnt ikke gennem føre en um iddelbar Fogedforretning, n aar P an tekravet forfalder.
Skulde virkelig F orholdet blive et helt andet, fordi Sikker-
7) Jfr. II. Munch-Petersen i U. f. R. 1908 B, pg. 8—9.
2*
hedsretten konstrueres som et »Møbellaan«, saaledes at P a r
terne bliver enige om, at K reditor skal være »Ejer« af det til Sikkerhed overdragne? Det er efter min Opfattelse ganske urim eligt at anerkende denne Konsekvens. Dette gælder navn
lig, n a a r det d rejer sig om Fogedforretninger, hvor m an altid kræ ver et meget klart G rundlag for den sum m ariske P roce
dure, som finder Sted hos Fogeden8), og hvor der derfo r gør sig særlige Betænkeligheder gældende m od gennem P artern es Aftale at tillade Tvangsfuldbyrdelse udenfor de lovhjem lede Tilfælde.
D enne Opfattelse er som antydet kun en A nerkendelse af det almindelige G rundprincip indenfor Processen, at P artern e ikke ved deres D ispositioner kan skabe en bedre processuel R etstilstand for Sagsøgeren, end den, der tilkom m er ham efter almindelige Regler9). D erfor kan en D ebitor ikke give Afkald paa den processuelle Retsbeskyttelse, der ligger i, at en K redi
to r norm alt ikke uden forudgaaende processuel Prøvelse kan søge Fyldestgørelse for sin m aterielle Ret. Ligesom der ikke kan aftales U dpantning udenfor de lovhjem lede Tilfælde, kan der saaledes ikke aftales Eksekution uden Lovm aal og Dom udenfor de i Retsplejelovens § 478, Nr. 3 og 4 om handlede Tilfælde, der ikke kan finde analogisk Anvendelse paa Løsøre.
Hvis m an da kunde aftale en um iddelbar Fogedforretning udenfor de almindelig anerkendte Tilfælde, vilde m an ad denne Vej kunne skabe K reditor en endnu bedre, og om vendt D ebitor en endnu ugunstigere processuel Retsstilling, end den, der ikke kan naas ved at aftale um iddelbart Eksekutions- grundlag.
Nu vil m an m aaske indvende, at det slet ikke er rigtigt, at m an ved »Ejendom soverdragelser til Sikkerhed«, som f. Eks.
8) Jfr. H. M unch-Petersen: D. Rpl. III, pg. 2.
9) Jfr. H. M unch-Petersen: D. Rpl. II, pg. 237 og pg. 241.
»Møbellaan«, aftaler en processuel Retsbeskyttelse for K redi
tor, som ikke tilkom m er denne, for m an m aa jo netop antage, at han i F orhold til D ebitor er Ejer. Det er kun i F o rh old til T redjem and, at m an paa G rund af R etshandelens F o rm aal ikke kan respektere dette. Jeg kan im idlertid ikke se rettere end, at det vilde væ re urigtigt, fordi m an indenfor den m aterielle Ret vil anerkende, at K reditor i F o rho ld til D ebitor i K raft af Aftalen staar som Ejer, ogsaa at anerkende dette indenfor den offentlige Ret, h vor K ontraktsfriheden ikke uden videre gæl
der. Her, hvor det realøkonom iske F orm aal med hele T ran s
aktionen alene er udenom de almindelige P anteretsregler at skabe en Sikkerhedsret, kan m an derfor und er en Proces, in casu endda den sum m ariske Fogedprocedure, ikke uden n æ r
m ere Prøvelse anerkende, at K reditor er Ejer. Ligesom Rets
ordenen ikke uden videre, n a a r K reditors Ret kolliderer med andre K reditorers eller godtroende O m sætningserhververes, tillægger P arternes Aftale om, at K reditoren skal væ re Æ jer«, tinglig Beskyttelse i F orhold til disse Tredjem æ nd, m aa der, n aar der bliver Spørgsm aal om at tillægge Aftalen V irkning for den processuelle Retsstilling, foretages en næ rm ere P rø velse af Retsforholdet. En saadan Prøvelse, som ikke kan ske under en Fogedforretning, kan im idlertid næppe føre til, at en Ejendom sret, der ikke h a r Retsvirkning overfor T redjem and, faar K onsekvenser i processuel Henseende.
E fter den h er hævdede Opfattelse m aa m an da i Modsæt
ning til efter den herskende L æ re ikke blot ved Spørgsm aalet om den tinglige Beskyttelse overfor T redjem and, men ogsaa i processuel H enseende gennem føre det Synspunkt, at en E jen
dom soverdragelse, der reelt kun er til Sikkerhed, ogsaa kun kan betragtes som en Sikkerhedsstillelse mellem P arterne, i hvert Fald saaledes, at der forinden endelig Fyldestgørelse m aa finde en processuel Prøvelse Sted til Afgørelse af, hvad K reditor virkelig h ar til Gode.
D enne Opfattelse er dog hidtil ikke blot blevet underkendt af den herskende Teori, men ogsaa af Retspraksis, idet den bekendte H øjesteretsdom i U. f. R. 1888, pg. 613 (616) netop i et Tilfælde af M øbellaan anerkendte Gyldigheden af en Af
tale om um iddelbar Fogedforretning. Det m aa im idlertid h er
ved erindres, at de m oderne procesretlige S ynspunkter slet ikke v ar træ ngt igennem paa det Tidspunkt, da H øjesteret traf denne Afgørelse. Tiden turd e derim od nu væ re inde til ogsaa i R etspraksis at tage Spørgsm aalet om Betydningen af den Slags A ftaler op til fornyet Overvejelse ud fra en m ere offent
ligretlig Betragtning end den, som den grundlæggende Dom paa O m raadet i sin Tid h a r bygget paa.
E t n æ rm ere Opgør m ed Spørgsm aalet om Retsstillingen m ellem Parterne ligger udenfor denne Afhandlings F orm aal.
N aar der dog er gjort nogle B em æ rkninger herom i det fore- gaaende, er det, fordi den frem hævede P arallel mellem de G rænser, R etsordenen sæ tter for at tillægge en Aftale mellem P artern e V irkning for den tinglige Beskyttelse og for at til
lægge den Betydning for den processuelle Retsstilling, vil vise sig at væ re af Betydning for den senere Undersøgelse, navnlig i § 4 .
II. H ovedgenstanden for U ndersøgelserne i næ rvæ rende Af
handling er derim od Spørgsm aalet om Betingelserne fo r den tinglige Beskyttelse overfor Tredjem and, særlig K reditorerne.
I denne H enseende skal der navnlig tages Stilling til det oven
for rejste Spørgsmaal, om det er rigtigt, n a a r m an i Alminde
lighed gaar ud fra, at n a a r blot en O verdragelse virkelig er til endelig Fyldestgørelse og ikke til Sikkerhed, skal den sim
pelthen behandles som et norm alt Tilfælde af E jendom srets Overgang.
Ved de Bem ærkninger, der i det følgende skal gøres herom , vil det væ re naturligt at sondre mellem O verdragelse af Løs
øre og T ransp ort af F ordringer.
a) Ved O verdragelser af alm indeligt Løsøre til Fyldestgø
relse af en anden Ydelse er det i hvert Fald givet, at det i F orhold til K reditorerne i K onkurssituationen ikke er tilstræ k
keligt, at Overdragelsen virkelig er til Fyldestgørelse, hvis det, der overdrages, ikke kan anses for et sædvanligt Betalings
middel, idet O verdragelsen i saa Fald kan afkræftes.
Spørgsm aalet er im idlertid, om m an bortset fra denne sær
lige Relation iøvrigt kan ligestille en Overdragelse til endelig Fyldestgørelse m ed almindelige E jendom soverdragelser og om vendt sætte den i M odsætningsforhold til P anteret.
Dette antages af Lassen, der frem hæ ver10), at en O verdra
gelse til Fyldestgørelse for en anden Ydelse, n a a r den sker til endelig Betaling som »datio in solutam«, vistnok ikke, selv om den sker ved et nok saa usædvanligt Betalingsmiddel, kan tilsidesættes paa G rund af Ikke-Iagttagelse af Pantsætnings- reglerne, fordi den Ting, hvorm ed der betales, forbliver hos Skyldneren, idet m an h er m aa nøjes med K onkurslovens Af- kræftelsesregler.
Det er sikkert ogsaa rigtigt, at der i Tilfælde af endelig Be
taling ikke b ø r blive Tale om Anvendelse af Panteretsreglerne.
Men følger heraf uden videre, at m an i Stedet skal anvende de sædvanlige Regler for Ejendom srets Overgang?
Medens den hidtil herskende Læ re ved Afgørelsen af, om der m aa antages endelig Betaling eller Sikkerhedsstillelse, h a r lagt hele Vægten paa, om Overdragelsen i det foreliggende Til
fælde kunde anses for fiduciarisk11), hæ vder som bekendt nu Vinding K ruse12), at dette Moment ikke kan væ re afgørende, fordi der ofte slet ikke er nogen virkelig G enkøbsret, m en alene en »gentlemen’s agreement«. E fter Vinding Kruse m aa
10) Kunstig Kreditorbegunstigelse, T. f. R. 1917, pg. 80.
11) Jfr. Lassen: Kunstig K reditorbegunstigelse, pg. 81 ff. og Alm indelig Del, § 20, Note 27.
12) Ejendomsretten III, pg. 1335—1345.
Vægten derim od lægges paa, om det efter en Undersøgelse af samtlige om Overdragelsen oplyste O m stændigheder frem- gaar, at der foreligger en normal Handel, eller som det ud
trykkeligt siges et Sted13) »et normalt Køb og Salg«, eller om der foreligger unorm ale M om enter ved Handelen, der viser Omgaaelseshensigten, Hensigten at skabe en Sikkerhedsstil
lelse.
Spørgsm aalet er im idlertid: E r denne Sondring mellem to Alternativer: 1) norm al Handel = no rm alt Køb og Salg og 2) unorm al H andel = Sikkerhedsstillelse en udtøm m ende Op
regning af Mulighederne? Det er vel rigtigt, at en endelig Be
taling ikke kan sættes i den Gruppe unorm ale H andler, der tilsigter Sikkerhedsstillelse. Men kan paa den anden Side en Betaling m ed et absolut usædvanligt Betalingsmiddel uden vi
dere placeres i G ruppen norm al Handel = n orm alt Køb og Salg?
Spørgsm aalet er m ed andre Ord, som allerede b erø rt i Ind
ledningen til næ rvæ rende Afhandling, om der ikke i Stedet for den nævnte Sondring bø r opstilles en Sondring mellem tre Grupper, nemlig: 1) Den norm ale Handel, hvor K reditor faar overdraget netop den Ting, eller selve det Pengebeløb, som han ønsker til Fyldestgørelse af sit specielle Behov, og som altsaa er Retshandelens direkte Genstand, 2) Saadanne, eller dog visse, Ejendom soverdragelser, hvor K reditor til Fyldest
gørelse af sit Krav faar overdraget en anden Ydelse end den om kontraherede, og 3) O verdragelser til Sikkerhed.
N aar Lassen som ovenfor næ vnt m ener, at m an i G ruppe 2 m aa nøjes med A fkræftelsesreglerne, m aa det erindres, at Las
sens Standpunkt er blevet til paa et Tidspunkt, hvor der efter den almindelige Opfattelse stilledes betydelig strengere Krav for at anerkende en Ejendom soverdragelse end nu. D er var d erfor ingen særlig G rund til at tænke paa Muligheden af at
13) IV, pg. 1918.
skæ rpe de sædvanlige Krav for E jendom soverdragelse ved datio in solutum. Lassen udtaler sig i og for sig blot om, hvor
vidt P anteretsreglerne i K raft af O m gaaelsessynspunktet skal anerkendes, og dette besvares m ed Rette m ed Nej.
E fter Vinding Kruses Lære, der ved Ejendom soverdragelser over Løsøre alene k ræ ver Aftale + eventuelt Individuali
sering, er der langt m ere G rund til at rejse Spørgsm aalet, om der muligvis m aa anerkendes visse U ndtagelser h erfra i Til
fælde, hvor der, selv om ikke just en Sikkerhedsstillelse er tilsigtet, dog foreligger saadanne særlige O m stændigheder, at de for det norm ale Køb og Salg gældende Regler om E jen
dom srets Overgang ikke rigtig passer.
Nogen Støtte for den Opfattelse, at en Overdragelse til Fyl
destgørelse ikke ganske kan sættes i Klasse m ed en norm al Ejendom soverdragelse, giver m aaske en Sø- og H andelsrets- dom af Í90314), idet det h er ikke positivt fastslaas, at d er fore
laa en Overdragelse til Sikkerhed, men siges: »Forholdet kan ikke opfattes som et sædvanligt Salg, m en m aa betragtes som en tilsikret Fyldestgørelse for et Tilgodehavende, hvilken i F orhold til K onkursboet m aa kunne afkræftes ligesom andre S ikkerhedsrettigheder . . . Indføjelsen af O rdet »andre«
foran S ikkerhedsrettigheder synes dog at tyde paa, at m an reelt h ar opfattet F orholdet som en Sikkerhedsret, og det er da ogsaa K. L. § 21, der anvendes.
Den næ vnte Dom h arm o n e rer form entlig m ed Lassens Op
fattelse i den æ ldre Afhandling U. f. R. 1890, pg. 621—24, hvor
efter m an skal sondre mellem, om Ejendom soverdragelsen er foretaget for sin egen Skyld, idet E rhv erveren ønsker at erholde netop de om kontraherede Genstande, eller om det m aa antages, at den er sket for at sikre ham visse andre Vær
dier, eller, som det ogsaa udtrykkes, om der foreligger en Form odning for, at de om kontraherede Genstande er erhver- 14) U. f. R. 1903, pg. 663.
vede til at udfylde et bestem t Behov hos E rh ververen eller fo r at tjene som Middel til at sikre E rhvervelsen af en anden Værdi. Til denne Opfattelse sluttede ogsaa T orp sig i det hele i sin T ingsret15).
Ogsaa efter disse Synspunkter er det altsaa dog i sidste In stans alene Spørgsm aalet, om d er foreligger en Sikkerhedsret, d er b ø r behandles som egentlig P anteret, eller om d er fore
ligger en norm al Overgang af E jendom sret til en Ting, som E rh ververen ønsker til Tilfredsstillelse af et særligt Behov.
Det Spørgsm aal, om en endelig Betaling af en Ydelse med en anden Ydelse end den om kontraherede — den egentlige datio in solutum — selv om den ikke kan behandles som en Panteret, muligvis skal behandles efter strengere Regler end den sædvanlige Ejendom sovergang, er m an slet ikke inde paa.
I nordisk Ret vil det sikkert ogsaa væ re betænkeligt at op
stille en almindelig Regel gaaende ud paa, at enhver Overgang af Ejendom sret, der tilsigter Fyldestgørelse gennem en anden Ydelse end den om kontraherede, skulde undergives særlige Krav for at antage Ejendom srets Overgang. Medens Afkræf- telsesreglerne i frem m ed Ret sædvanlig om fatter enhver datio in solutum, gaar m an jo hos os end ikke i denne særlige Si
tuation saa vidt at anse al datio in solutum for mistænkelig, m en dette gælder alene, n a a r d er betales m ed usædvanligt Betalingsmiddel. Som Begrundelse h erfo r anføres af Getz16), at en datio in solutum ikke i sig selv altid er noget m istæ nke
ligt, m en tvæ rtim od ofte H andelskutym e. En lignende k o nk ret Prøvelse, som den, Lovgiverne i A fkræftelsestilfældet h a r be
stem t sig for, m aatte form entlig i hvert F ald ogsaa foretages ved U dsondringen af de Tilfælde af O verdragelser til Fyldest
gørelse, som skulde undergives særlige Regler. P aa den anden Side kan m an næppe kom m e udenom , at saadanne H andler
15) Torp-Grundtvig: Tingsret, pg. 367.
16) Udvalgte Afhandlinger pg. 553—54.
ofte vil væ re unormale H andler, selv om de ikke forfølger S ikkerhedsform aal17).
Dette sidste anerkendes ogsaa af Vinding K ruse18), idet han som en særlig G ruppe indenfor de unorm ale H andler — for
uden den Gruppe, hvor Motivet til Ejendom soverdragelsen ikke er at sikre K reditor, m en at sikre D ebitor — opstiller Tilfælde, hvor en F orretningsm and i Stedet for kon tant Be
taling af en Gæld gaar ind paa at m odtage V arer, saaledes f. Eks. n a a r en Sagfører køber Zink, Kali, T ran tø n d er i større P arti (U. f. R. 1906, pg. 474) eller 35,000 Sten (U. f. R. 1894, pg. 512) eller et M askinfirm a køber et P arti Sten, som det slet ikke h ar Brug for (U. f. R. 1903, pg. 223). N aar Vinding Kruse dog m ener, at m an vistnok alligevel m aa sige, at de Domme, der kendte disse O verdragelser gyldige, er rigtige, anføres som Begrundelse herfor, at der ikke var G rund til at betvivle, at V arerne ikke skulde blive varig hos Sælgeren, men snarest af ham skulde sælges for Køberens Regning, saaledes at Sæl
geren i Virkeligheden k u n var Salgsagent for Køberen.
Vinding Kruse u dtaler im idlertid, at de af ham opstillede særlige G rupper i K reditorernes Interesse ikke m aa udstræ k
kes videre end strengt nødvendigt. N aar der indgaas saadanne unorm ale H andler, m aa det da efter Vinding Kruses Læ re ogsaa væ re en Forudsæ tning, at det virkelig paavises, at den Sælger, der beholder V aren i sin Besiddelse, kan opfattes som Salgsagent for Køberen.
Dette vil i Virkeligheden sige, at Vinding K ruse i disse Til
fælde anerkender, at det almindelige Krav for Ejendom s Over
17) Lassen: Alm. Del, pg. 781—82 opstiller sim pelthen ved Fordringer en Form odning imod datio irt solutum, naar det ikke er norm alt at anbringe sin Formue i saadanne Fordringer, men ved alm indelige Løsøreoverdragelser vilde det i hvert Fald næppe være rigtigt at benægte, at der kan foreligge datio in solutum, selvom Ydelsen er unormal.
18) Ejendomsretten III, 2, pg. 1344.
gang ved individualiserede Løsøreting, den blotte Aftale, un
der de foreliggende O m stændigheder ikke er tilstrækkelig.
D er m aa stilles et yderligere Krav, og dette udtrykkes saa
ledes, at Sælgeren skal være »Salgsagent« for Køberen.
Det er utvivlsomt ogsaa rigtigt, at der ved saadanne u n o r
male H andler m aa stilles et yderligere Krav, og der er fo r
mentlig ikke noget i Vejen for at udtrykke dette saaledes som sket. Spørgsm aalet er im idlertid, hvad der reelt ligger i K ra
vet om, at Sælgeren skal væ re »Salgsagent« for Køberen. Jeg kan ikke se rettere, end at dette m aa være, at det, n a a r Tin
gene forbliver hos Sælgeren, er en Betingelse for at anerkende Ejendom srettens Overgang, at Sælgeren ikke længere besidder paa egne Vegne, men paa Køberens, og at K ravet om, at Sæl
geren skal være Salgsagent for K øberen, derfor i Virkelig
heden er en særlig Art af constitutum possessorium.
Det er dog netop kun en speciel Art af constitutum posses
sorium . E fter den traditionelle Opfattelse om fattede dette Begreb ogsaa andre Tilfælde, hvor der, n a a r Sælgeren ved
blev at besidde Ting, aftaltes et R etsforhold mellem Sælgeren og K øberen, hvorefter Sælgeren havde Ret til at besidde Tingen, saasom til Brug eller F orvaring 19). I næ rvæ rende Tilfælde er derim od ikke et hvilketsom helst tilfældigt Rets
forhold, der giver Sælgeren Ret til at besidde Tingen, til
strækkeligt, men der foreligger det særlige, at Sælgeren h a r faaet en speciel Bemyndigelse til at raade paa Køberens Vegne som dennes »Salgsagent«.
Selv om dette er Tilfældet, er det dog form entlig berettiget i det af Vinding Kruse i denne Gruppe opstillede K rav for Ejendom srets Overgang, n a a r Tingene forbliver hos Sælgeren, at se et Krav om en særlig Art constitutum possessorium .
E fter m in Opfattelse er der heller ikke det m indste over
raskende heri. Det er den æ ldre Teoris Fejl, at den af Hensyn
19) Jfr. Vinding Kruse: Ejendomsretten III, 2, pg. 1235.
til saadanne unorm ale H andler for alle H andler, ogsaa det ganske norm ale Køb og Salg, vilde anvende et Begreb som constitutum possessorium . H eroverfor er det den nyere Te
oris store F ortjeneste at have paavist, at dette, som Vinding K ruse20) udtryk ker det, vilde være, vel ikke for Smed at rette Bager, men at rette baade Bager og Smed, idet det ved den norm ale Handel, det sædvanlige Køb og Salg, er fuldt tilstræ k
keligt at kræ ve en k lar Aftale om E jendom srettens Overgang, eventuelt i Forbindelse m ed en Individualisering af Handelens Genstand. Men dette udelukker ikke, at der dog kan gives Undtagelsestilfælde, hvor visse af de af tidligere Teori og Rets
praksis stillede strengere Krav m aa opfyldes, f. Eks. saaledes at der, hvor Besiddelsesovergang ikke finder Sted, kræves en Art constitutum possessorium .
Spørgsm aalet er im idlertid, hvorledes denne Undtagelses- gruppe skal afgrænses. I den Henseende k ræ ver Vinding Kruse, at der skal foreligge definitiv Betaling, hvilket næ rm ere beskrives som identisk med, at K reditor un der ingen Omstæn
digheder kan kræve m ere end det, det overdragne indbringer.
Sam m enligner m an denne Udtalelse med de ved Note 24 re
fererede U dtalelser om T ran sp o rt af F ordringer, vil dette for
mentlig sige det sam m e som, at Vinding K ruse i Realiteten vil begrænse de Tilfælde, hvor Opfyldelsen af K ravet om en Art constitutum possessorium er tilstrækkelig, til saadanne Si
tuationer, h vor der foreligger en datio in solutum, saaledes at definitiv Betaling i denne Relation anses for identisk med datio in solutum.
Strengt taget er det dog ikke helt nøjagtigt at tale om datio in solutum, blot fordi E rh ververen ikke h a r noget Regres
krav mod O verdrageren, hvis der bliver Underskud, men h er
til kræves ogsaa, at E rhv erv eren fuldt ud kan beholde det eventuelle Overskud, saaledes at det bestaaende Skyldforhold
20) Ejendomsretten III, 2, pg. 1336.
i enhver H enseende er endelig afviklet21). Ind enfor de af Vinding Kruse paaberaabte D omme er F orholdet da ogsaa det, at alene Dommen i U. f. R. 1906, pg. 474 frem hæ ver, at K reditor ikke kunde kræ ve m ere end Salgsprovenuet, idet det understreges, at Fallenten ikke skal tilsvare U nderskudet. D er
im od lægger Dommen i U. f. R. 1903, pg. 223 Vægten paa, at Fallenten ikke skulde have det eventuelle O verskud22), me
dens den førstnæ vnte Dom anerk en der Retaling, uanset at Fallenten skulde have nogen Andel i Overskudet. D om m en i U. f. R. 1894, pg. 512 udtaler sig overhovedet ikke om Spørgs- maalet.
N aar Vinding Kruse netop i disse Tilfælde vil nøjes med K ravet om en Art constitutum possessorium , er Meningen h er
m ed dog sikkert kun at anerkende dette, hvor der foreligger en datio in solutum. Dette vil im idlertid sige, at Vinding Kruse i visse Situationer netop for de O verdragelser, som Lassen særlig h a r frem hæ vet som faldende udenfor Pantsætnings- reglerne23), anerkender, at det er urigtigt at stille Ejendom s
overdragelsen i Klasse m ed den norm ale Overgang af E jen
dom sret, men at der m aa kræves noget ud over de sædvanlige Krav.
N aar m an først anerkender, at en saadan Mellemløsning mellem de sædvanlige Køb og Salg og Sikkerhedsoverdragel- ser er mulig, bliver Spørgsm aalet dog, om det ikke til Trods for Vinding Kruses Betænkeligheder m od at udvide Undta- gelsesgruppernes O m raade vilde være rigtigt at flytte Grænsen noget mellem de Pantsæ tningsreglerne undergivne Sikkerheds- overdragelser og de Fyldestgørelser, der kan anerkendes som Ejendom soverdragelser, eventuelt m od Iagttagelse af de skæ r
pede Betingelser.
21) Jfr. Ussing: Juridisk Forenings Aarbog 1924, pg. 49.
22) Jfr. ogsaa herved H. Munch-Petersen: D. Rpl. IV, pg. 80, Note 30.
23) Jfr. ovfr. ved Note 10.
Ved T ran sp o rt af F o rd rin g er h a r Vinding K ruse saaledes selv opgivet K riteriet, om der foreligger datio in solutum eller ikke, som afgørende for om Pantsæ tningsreglerne skal anven
des. Ogsaa h er lægges Vægt paa, om der foreligger definitiv Betaling, m en det betones, at det afgørende h erfo r ikke er, om der foreligger datio in solutum , men at den tiltransporterede F o rd ring er forfalden, idet det understreges, at Regresspørgs- m aalet og Spørgsm aalet Betaling eller Pantsæ tning i og for sig intet h ar at gøre m ed hinanden. Netop for det Tilfælde, at F ordringen er forfalden, frem hæves det im idlertid24), at det ofte m aa antages, at T ran spo rthaveren alene skal forsøge at faa Betaling hos Fordringens D ebitor, men, hvis dette mislyk
kes, kan holde sig til T ransportgiveren. Desuagtet fastholdes det, at ogsaa disse Tilfælde falder udenfor Pantsæ tningsreg
lerne.
Ved Overdragelse af almindeligt Løsøre, hvor der i Mod
sætning til ved T ran spo rt af F o rd rin g er (jfr. nedenfor u nder b) m aa anerkendes den Mulighed, at m an kan skæ rpe de al
mindelige Betingelser for Ejendom srets Overgang, kunde det da synes endnu m indre betænkeligt at flytte nogle yderligere Tilfælde fra G ruppen, der om fattes af Pantsæ tningsreglerne.
E fter m in Opfattelse er der d erfor sn arere m indre G rund til ved L øsøreoverdragelser at lade Spørgsm aalet, om der er bevaret et personligt K rav eller ej mod Transportgiveren, væ re afgørende for, om Pantsæ tningsreglerne eller de særlige skæ r
pede Krav for Ejendom srets Overgang skal gælde. Som det frem gaar af Udviklingen ved Note 21-22 kan m an vistnok heller ikke sige, at D om m ene h a r lagt afgørende Vægt herpaa.
I O verensstem m else m ed det K riterium , som Ussing25) ud
leder af Retsafgørelserne om T ran sp o rt af F ordringer, m ener jeg da, at m an ogsaa ved L øsøreoverdragelser b ø r indskræ nke
24) Ejendomsretten IV, pg. 1923, jfr. ndfr. ved Note 37.
25) Juridisk Forenings Aarbog 1924, pg. 56.
Pantsæ tningsreglerne til de Tilfælde, hvor Overdragelsen v ir
kelig er til Sikkerhed, medens disse ikke b ø r anvendes, hvor der foreligger Betaling, idet den sker til Dækning, selv om det kun er for at forsøge at opnaa Dækning26), saaledes at der er bevaret et personligt Krav m od Transportgiveren, altsaa selv om der ikke foreligger datio in solutum. Hvis O verdragelsen i det sidste Tilfælde dog paa G rund af de overdragne Tings Beskaffenhed frem byder en vis unorm al K arakter, b ø r den im idlertid undergives den ovenfor om talte Mellemløsning, hvorefter der stilles strengere K rav til A nerkendelse af E jen
dom srets Overgang.
Allerede i K onkurssurrogater pg. 338—39 h a r jeg da ogsaa ved O verdragelser til Fyldestgørelse af samtlige K reditorer anset F orholdet som faldende udenfor Sikkerhedsoverdragel- ser, selv om der ikke forelaa datio in solutum, jfr. ndfr. i § 3.
I det foregaaende er der alene tæ nkt paa Forholdet til Kre
ditorerne. Ogsaa Vinding K ruse27) h a r ved sin Behandling af denne Gruppe unorm ale Ejendom soverdragelser alene F o r
holdet til K reditorerne, m en ikke Forholdet til godtroende Omsætningserhververe, for Øje. Dette er sikkert ogsaa beret
tiget. N aar m an i disse Tilfælde som Betingelse for at antage Ejendom srettens Overgang i F orhold til K reditorerne kræ ver, at Sælgeren er Salgsagent for K øberen, m aa m an som tid
ligere b erø rt anerkende, at der foreligger en særlig Bem yn
digelse for Sælgeren til paa Køberens Vegne at raade over det i hans Besiddelse forblevne Løsøre. I saadanne Tilfælde giver Spørgsm aalet om F orholdet til godtroende O m sæ tningserhver
vere form entlig ikke nutildags Anledning til Problem er, idet der næppe kan væ re Tvivl om, at den godtroende T redjem and, der handler med Sælgeren om Løsøret, erhv erv er Retten h er
25) »zahlungshalber«, jfr. Lassen: Alm indelig Del, pg. 781—82.
27) Ejendomsretten III, 2, pg. 1344.
til28). Dette kan vel ikke begrundes med, at der i gam mel
dags F o rstand foreligger en særlig Legitim ation for Sælgeren.
I F o rhold til T redjem and vil der i Almindelighed kun være Tale om den Legitimation, som den nyere Teori ser i selve Besiddelsen af Løsøret. N aar det im idlertid netop i dette Til
fælde er utvivlsomt, at ogsaa R etspraksis vil anerkende en Eksstinktion af den tinglige Beskyttelse overfor godtroende O m sætningserhverver, skyldes det den A nerkendelse af, hvad m an kan kalde Forhandlersynspunktet, som h a r fundet Ud
tryk i nyere D om m e29).
H erefter lægges der ved Spørgsm aalet om at frakende den tidligere E jer Retten overfor den senere godtroende K øber en afgørende Vægt paa, om E jeren ved, at den, som h a r Tingen i Besiddelse, er F o rh an d ler af saadanne Genstande, eller i hvert F ald ved, at denne vil overdrage Tingen videre. I næ r
væ rende Tilfælde, hvor K reditor positivt h ar bem yndiget Skyldneren til at sælge G enstandene for ham, er det da særlig utvivlsomt, at hans E jendom sret m aa eksstingveres overfor den godtroende O m sætningserhverver, idet det netop er F orm aa- let med Retshandelen m ed Skyldneren, at F ordringshaverens Ejendom sret snarest skal bringes til O phør gennem et norm alt Køb og Salg, hvorved Tingene omsættes i Penge. Skyldneren er im idlertid i K raft af Aftalen med K reditor forpligtet til at afgive Salgssummen til denne, og da D ebitor m aa form odes
28) Hermed stem mer ogsaa engelsk Ret, idet her selv ved egentlig trust anerkendes Eksstinktion til Fordel for den godtroende Erhverver ifølge Omsætningsadkomst, m edm indre Arrangementet er registreret, jfr. nærmere Konkurssurrogater pg. 190—91. Tilsvarende ogsaa tysk Ret ved Treuhand, jfr. Konkurssurrogater pg. 214—15, cfr. derimod om fransk Ret ved concordat d’abandon, Konkurssurrogater pg.
313—14.
29) Se herom Vinding Kruse U. f. R. 1933, B, pg. 181 ff. samt Ejendoms- retsspørgsm aal (1934) pg. 5—6, jfr. ogsaa H. Munch-Petersen: Den borgerlige Ret, 9. Udg., pg. 162.
3
at have sam m e Interesse som h an i at opnaa den gunstigst mulige Handel, vil d er antagelig i P raksis sjæ ldent opstaa særlig uheldige Følger ved E ksstinktionen af den tinglige Be
skyttelse. E ksstinktion m aa im idlertid indtræ de, selv om Skyldneren ikke overholder A ftaler m ed F ordringshaveren om ikke at sælge under en vis M indstepris, og selv om D ebitor ikke overholder den Forpligtelse, han m aatte have paataget sig til i Tilfælde af Salg straks at lade Betalingen gaa videre til K reditor. —
Den forudgaaende Undersøgelse m ener jeg h erefter h a r be
kræ ftet, at det er rigtigt, n a a r det ovenfor e r hævdet, at d er i dansk Bet ved Spørgsm aalet om E jendom srettens Overgang ved Løsøre m aa sondres m ellem 3 Grupper af Tilfælde, idet der mellem det norm ale Køb og Salg som den ene og Sikker- hedsoverdragelse som den anden Y dergruppe m aa opstilles en tred je Gruppe om fattende Tilfælde, hvor K reditor til Fyldest
gørelse faar overdraget en anden Ydelse end den om k on tra
herede. F orsaavidt der virkelig tilsigtes Dækning og ikke Sik
kerhedsstillelse, foreligger en Ejendom soverdragelse, m en hvis det overdragne ikke er af en saadan Beskaffenhed, at det m aa anses for stem m ende m ed almindelig H andelskutym e, at Kre
ditor m odtager denne Ydelse, foreligger der en unorm al H an
del, paa hvilken det, da den ikke forfølger Sikkerheds- men Betalingsform aal, ikke vilde væ re rigtigt at forlange P anterets- reglerne iagttaget. P aa den anden Side adskiller T ransaktio
nen sig saa væsentligt fra det norm ale Køb og Salg, at det heller ikke vilde væ re rigtigt at nøjes m ed det sædvanlige Krav for Ejendom srets Overgang. Besultatet bliver derfor, at m an i denne Gruppe, n a a r D ebitor til Fyldestgørelse af en K reditor overdrager en Ting, der ikke kan opfattes som et sædvanligt Betalingsmiddel, m aa kræ ve enten Besiddelsesover- gang eller i h vert F ald en saadan Art constitutum possesso-
»Salgs agent« for F ordringshaveren.
I næ rvæ rende A fhandling bliver Spørgsm aalet dernæ st, om det sam m e vil gælde, hvis det ikke som i de af Vinding K ruse og i Teorien iøvrigt behandlede Tilfælde d reje r sig om Fyl
destgørelse af en enkelt K reditor, m en om en O verdragelse af samtlige D ebitors forhaandenvæ rende A ktiver til en Mellem
m and, d er som »Salgsagent« fo r K reditorerne skal realisere Aktiverne til ligelig Fyldestgørelse af alle K reditorer. Endvi
dere o p staar det Spørgsm aal, om det sam m e kan gælde, n a a r D ebitor selv er Salgsagent for sine K reditorer.
F o rinden der gøres op m ed dette Spørgsm aal, m aa d er dog gøres et P a r B em æ rkninger om de særlige F orho ld ved Over
dragelse af F ordringer.
b) Med H ensyn til Fordringer stiller F orh old et sig forsaa- vidt særligt allerede af den G rund, at der h er vanskeligt kan tænkes andre M uligheder end de to: at anvende de sædvanlige Begler om E jendom srets Overgang, saaledes at der baade ved negotiable og ikke negotiable F o rd rin g er kun kræ ves en k lar Aftale herom , eller P anteretsreglerne, saaledes at der efter gældende Ret ved negotiable F o rdrin ger kræ ves enten Over
levering eller Paategning og ved ikke negotiable D enunciation.
At opstille skæ rpede K rav for E jendom srets Overgang lad er sig derim od næ ppe realisere uden at gaa over i de Betingelser, der kræves ved Pant.
N aar m an im idlertid staar overfor dette Valg, forekom m er det mig, at m an i adskillig flere Tilfælde end i Almindelighed antaget m aa kom m e til det Resultat, at en O verdragelse af en F ordring, der ikke sker til direkte Tilfredsstillelse af E rh v er
verens Behov, m en til Fyldestgørelse af et andet K rav, m aa behandles efter Reglerne om Sikkerhedsret, idet R etshandelen dog staar næ rm ere ved disse Tilfælde end ved det norm ale Køb og Salg.
3
*
Det vil da ogsaa ses, at der i hvert Fald i Teorien allerede i gældende Ret h ar vist sig en Tendens til at overføre Pante- retsreglerne i videre Omfang paa Sikkerhedsoverdragelse af F o rd rin ger end ved E jendom soverdragelser ved L øsøre30).
Allerede Jul. Lassen, der som bekendt h a r indtaget forskel
lige S tandpunkter til dette Spørgsmaal, endte saaledes i det R esultat31), at der ved T ransp ort til Sikkerhed ikke blot m aatte blive Tale om Anvendelse af P an teretsregler i sam m e Ud
stræ kning som ved Ejendom soverdragelser af Løsøre, der sker til Sikkerhed, men ogsaa i større Omfang, idet der ved det vigtige Tilfælde, hvor en Pengefordring gives til Sikkerhed for en Pengefordring, kunde blive Tale om at anvende P anterets- reglerne, uanset at T ransp orten ikke var »fiduciarisk«. Disse Regler skulde vel ikke finde Anvendelse, n a a r der forelaa vir
kelig »datio in solutum«, saaledes at F orholdet var endelig af
viklet, men ved »D ækningstransporter«, hvor K reditor havde bevaret sit Krav, indtil D ækning v ar opnaaet. Undtagelse h er
fra skulde dog m aaske gøres ved saadanne F ordringer, hvor retsgyldig D enunciation ikke kan finde Sted.
Ogsaa Ussing32) h a r vel anerkendt, at der er en Del, der taler for ved Overdragelse af P engefordringer at give Pante- retsreglerne et videre Omfang end ved Ejendom soverdragel
ser iøvrigt, men da Ussing ikke mente, at der var tilstrækkeligt H oldepunkt for at gøre Undtagelse i det Tilfælde, hvo r det er umuligt at give Cessus en bindende Meddelelse om T rans
porten, blev Resultatet for gældende Ret33) dog det, at de al
mindelige Regler burde gøres lempeligere end efter Lassen, saaledes at »Dækningstransport« af P engefordringer ligesom
30) Jfr. herved Ussing i Juridisk Forenings Aarbog 1924, pg. 47 ff.
31) Jfr. Kunstig Kreditorbegunstigelse, T. f. R. 1917, pg. 93—95 og Alm.
Del, pg. 550, Note 27.
32) Juridisk Forenings Aarbog 1924, pg. 56—58.
33) Om Ussings Standpunkt de lege ferenda, se Juridisk Forenings Aar
bog 1934, pg. 55—57 og ndfr. pg. 47.
Tilfælde af datio in solutum norm alt skulde undtages fra Panterelsreglerne.
Vinding K ruse34) tiltræ der ganske Lassens Standpunkt, hvorefter det fiduciariske Synspunkt ikke kan væ re afgø
rende, idet dette som tidligere næ vnt efter Vinding Kruses Opfattelse end ikke kan anses for afgørende ved Løsøreover
dragelser. Samtidig tiltræ der Vinding Kruse Ussings Opfattelse, hvorefter der ikke b ør gøres særlige U ndtagelser fra de Reg
ler, der iøvrigt m aa anses for de rigtige ved Spørgsm aalets Løsning, fordi der foreligger et Tilfælde, hvor Meddelelse om Pantsæ tning er umulig overfor vedkom m ende.
E fter Vinding Kruse skal det afgørende, ligesom ved Over
dragelse af Løsøre, alene være, om en Undersøgelse af sam t
lige om en T ran sp o rt oplyste O m stændigheder viser, at der foreligger en norm al Handel, eller om der foreligger unorm ale M om enter ved Handelen, der viser Omgaaelseshensigt, Hensig
ten at skabe en Sikkerhedsstillelse.
Som det særlig m istænkelige Felt i Tilfælde af T ran sp o rter frem hæves herefter T ran sp o rt af ikke-negotiable F ordrin ger eller Rettigheder til Sikring eller Dækning af et bestaaende Gældsforhold mellem P artern e, og som K riterium for, om en saadan T ransp ort skal behandles som en Sikkerhedsret, saa- ledes at P anteretsreglerne skal anerkendes, hæ vder Vinding Kruse, at det eneafgørende skal være, om den overdragne F o r
dring er forfalden eller ej. E r en unegotiabel F ordring ufor- falden, skal Overdragelsen behandles efter Panteretsreglerne, saaledes at der kræves bindende U nderretning til Debitor, selv om T ran sp orten ikke sker »til Sikkerhed«, m en »til D æ k
ning« af et mellem T ransportgiveren og T ransp orthaveren væ rende Skyldforhold35). E fter Vinding Kruses Teori skal det
34) Ejendom sretten IV, pg. 1917—26.
35) Jfr. Ejendomsretten IV, pg. 1926 og pg. 1931.
