Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Netværk i liv og død
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Netværk i liv og død
Netværk Af Niels Peter Agger
”Forløsningen kommer, da sidste skovlfuld jord er smidt ned på den lille hvide kiste og det sidste lag pynteblomster er spredt ud som en farvestrålende dyne over babyens ”døde krop i kisten”. Han nåede kun at eksistere i livssfæren på den- ne planet i halvanden måned.
Er krisepsykolog på Grønland og blev tilkaldt til en insti- tution på Østkysten, da et spædbarn uforklarligt dør, uden at personalet eller andre er til stede.
Teenageforældrene gik fuldstændigt i chok – var anbragt, for at kommunen kunne vurdere deres forælderevne og for- søge at optræne denne. Barnet dør, mens alt tegnede til, at de unge faktisk er i stand til at leve op til forældrerollen. Hun især var hårdt ramt, havde fantasier om, at babyen ville gen- opstå, når politiets undersøgelser var afsluttet. Besøgte hyp- pigt barneliget i kapellet. Ville holde om og vugge babyen, selv om ligpletterne begyndte at træde frem og lugten af død blev fremtrædende. Havde konstant indre dialoger med det afdøde barn og virkede mere og mere psykotisk og afvisende over for terapeutiske indgreb.
Kirken var fuld af medfølende slægtninge og bygdens be- boere. Der gik et massivt suk igennem alle, da de unge for- ældre – han i hvid anorak, hun i Grønlands nationaldragt – gik op ad kirkegangen og tog plads ved den lille hvide blom- sterprydede kiste. Bølger af varm sympati rejste sig massivt, og den blev ved med at ombølge dem, mens vi som følge gik op ad grusvejen og ind på begravelsespladsen.
Den helende varme fra et medfølende lokalsamfund brag- te hende ud af sorgmørket og fik hende båret videre til at kunne bevæge sig ind i sorgens tågede landskab og påbegyn- de farvelprocesserne: afskedsbreve og alle de andre sorgfor- løsende værktøjer, vi kriseterapeuter har i rygsækken. Men
fortidens netværk i form af ansigt til ansigt-relationer er en saga blot.
Men er vores postmoderne netværk
gode at dø i? Kan welnesshospicer
overflødiggøre det tætte netværk?
det var klart lokalsamfundets sympatiudladning, som bragte hende på køl igen.”
- - -
Dette var et blik på netværkets mobilisering ved pludselig, traumatisk død. Helt andre billeder toner naturligvis frem, når netværket belyses som følgesvend til langsom, forudbe- stemt død af uhelbredelig sygdom. Et dødsforløb er altid en radikal testning af sammenholdskræfterne i netværket og medfører tit, at den dødsfornægtende del udskilles fra døds- realisterne.
Netværksteori
I teoridomænets 60-årige historie ses tre hovedtendenser:
den sociologiske, netværket som social støtte (social support) og den terapeutiske.
Antropologien havde tidligere i lokalsamfundsundersøgel- ser fokuseret på slægtskabsrelationer. Myten fortæller, at den engelske etnolog Barens sad ved havnen i en norsk bygd og grundede over sine datas forklaringsværdi, da han så fisker- nes garn blafrende i vinden og indså, at sociale relationer var netværksbånd, hvor slægt, familie, venner og bekendte ind- gik i skiftende mønstre, og hvor forandring i én position på- virker alle andre (Barnes 1954).
Edderkoppespind-metaforen præger stadig området, også i vores forståelse af tidens digitalt konstruerede facebook- netværk, der nu fungerer som måleenhed for individets so- ciale kompetence og den ophobede socialkapital (Svendsen 2006).
Ca. halvdelen af nutidens parforhold indgås efter netda- ting!
Sociologisk netværksteori
Vinklen blev kanoniseret af Elizabeth Bott, der i ”Family and Social Network” konstruerede netværksteoriens grundbegre- ber (Bott, 1957). Hun studerede, hvordan netværksudform- ningen var radikalt forskellige i arbejderklassen og middel- klassen, og udviklede nøglebegreberne det tætte – det spred- te netværk.
I det tætte kender alle alle. Familien er dominerende. Barn- domsvenner, naboer, arbejdskammerater udgør sammen med slægten netværkets kerne, og det er geografisk bundet til lo- kalområdet. Netværket er identitetsgivende og præget af gen- sidige hjælpeprocesser – af materiel, social og psykologisk art. Social kontrol ligger massivt i netværket og regulerer net- værkspersonernes roller og adfærd. Omgangsformerne er uformelle. Man dropper ind ved hinanden, har daglig ansigt til ansigt-kontakt, og det er svært at have en identitet ”uden for” netværket (Plate 2000). Sproget/narrativerne er indfor- ståede og kræver ofte tilhørsforhold til gruppen.
Det tætte netværk sås i arbejderklassen og i småborgerska- bet/overklassen, hvor slægtsbånd også er stærke – samt i nu- tidens multietniske familier. Her finder vi rodfæstet for ro- mantiske forestillinger om den gode død, hvor tilværelsen for- lades med de nære stående rundt om. Hvor den elskede hol- der os i hånden og lægger øre til vores sidste bevingede ord og kysser vores øjenlåg ind i den evige søvn.
Det spredte netværk eksisterer i middelklassen/team familien.
Det består af adskilte grupperinger samt enkeltstående indi- vider med begrænset indbyrdes kontakt. Slægtskabsrelatio- ner er af perifer betydning, og den selvvalgte netværksdel (venner/bekendte) afspejler, om der er ”fordele” (social pro- fit) ved relationen. Udvekslinger er præget af formelle afta- lekontakter, og det er centralt, at succesfacaden oprethol- des.
Individidealet var tidligere den jeg-stærke person, men må nu i postmoderniteten snarere forstås som en positionsagent, der hopper rundt i skiftende scenarier med mobilen tændt, og kravet om refleksiv selvkontrol er benhård.
At håndtere død var tidligere i høj grad at overholde sam- fundets (den kristne) ritualstruktur og sikre, at formelfaca- den blev opretholdt, samt at døden mødtes værdigt. Derfor valgtes tit institutionsdød, hvor dødsarbejderne håndterede det grove og facaden var på plads, når man mødte omverde- nen. Det postmoderne menneske vægter selviscenesættelsen, og dødsmødet skal udformes kreativt og rumme individets unikke valgt af ritualelementer.
Den ved personens død frigivne kapital af materiel, narra- tiv og positionel art fordeles i netværket og medfører tit for- nyelser i relationsmønstrene, men kan også resultere i alvor- lige netværkssplittelser. Hvis den afdøde har haft en stor mæn- ge profitgenererende social kapital ”stående i banken” (ret til at kræve gensidigheds modydelser), kan nedlæggelsen af in- dividets konto ved død bevirke, at netværket generelt forar- mes og positionerne mister socialværdi.
I dag er den spredte netværksstruktur den altsejrende kon- struktion. Den har udviklet sig fra at udgøre agendaen for det moderne menneske (i 1950’ernes industrielle samfund) til at kunne rumme den postmoderne networking- selviscenesætten de person, som findes i informationssam- fundet. Det traditionsfrisatte individ kontra det kollektivisti- ske.
Det spredte netværk er også en konsekvens af, at næsten en tredjedel af alle ægteskaber ender med skilsmissen – to netværk deles, som blev sammenført i brylluppet, og dele- børnene er nu de brobyggere. Det kristne bryllup ritualiserer dette: Hans netværk sidder bænket til venstre i kirken, hen- des til højre. Når troskabseden er afsluttet foran alteret og æg- teparret skrider ned gennem kirkerummet, så forenes de to
netværk rituelt bag disse. Ved skilsmisse trækkes de igen ud af hinanden.
Vores livsnarrativ udfolder sig i det sociale netværk, og de andre bevidner vores kontinuerlige livsudfoldelser. Narrati- verne er en fælles ophobning af tilværelseserfaringer, som vejleder vores handlinger. Det er også i netværket, at minde- fortællingerne om de afdøde udfolder sig, og at de på denne måde stadig er eksisterende og med i den globale historie. I Grækenland er det fx skik, at venner til den afdøde møder frem efter begravelsen og fortæller om deres liv med afdøde til de efterlevende, som på denne måde får foræret en hel mo- saik om vedkommendes liv og gerninger – således at efter- mælet får bredde og dybde.
Tidligere var det personlige mund til øre-fortællinger. Nu afløses de i stigende grad af digitalt udsendte fælles beretnin- ger til den del af netværket, man ønsker at vedligeholde: ju- lebrevet, ”året der gik”-beretningen, rejsebrevet, den ”lykke- lige begivenhed” – ofte forsynet med opløftende, smukt isce- nesatte digitale billeder.
Netværksstrukturen blev sygdomsteoretisk relateret til da- tidens antipsykiatriske forståelse. Det tætte netværk var for- bundet med udvikling af alvorlige psykoser (depression). Un- dertrykkelses-/fremmedgørelses- og forkrøblingsmagten. Det spredte henførtes til neurosekategorierne, netværksdanseren, som konstant skifter roller og må selvopretholde en rigid in- dre kernekontrol, der let bliver tvangspræget (Seikkula &
Arnkil, 2008).
Når Bott genlæses, er det tydeligt, at teorikonstruktionen afspejler fortidens dødsfornægtende kultur. Alle andre livs- begivenheder sættes i netværksperspektiv, men sygdom og død (og seksualitet), dvs. det unævnelige, er udgrænset af te- orifeltet.
I senere studier finder vi dog død medinddraget (Young &
Willmott, 1967). Her anføres, at arbejderklassenetværket for- søger at fastholde moderen som netværkssamlende figur læn- ge efter hendes død, ved at familien rituelt samles på hendes fødsels- og dødsdag, og at netværkslivet er præget af mor- minde-aktiviteter/mindefortællinger.
Senere studier finder, at døende i arbejderklassen foretræk- ker indlæggelse på fortravlede hospitalsstuer med mange medpatienter frem for stille hospiceenestuer, hvor kedsom- heden er mere dræbende end selve sygdommen (Lawton, 2001).
Netværkserstatning
Den sociologiske orientering blev ført videre i Harriet Hol- ters studier af det norske klassesamfund (Holter et al., 1975).
Hun udvider analysen ved at se arbejderklassens netværks- struktur som en forsvarspræget organisering mod den do-
Vi rører ved hinanden, græder sammen, trøster, og alt muligt bliver sagt, som aldrig tidligere kunne
formuleres
”
”
snakke om, at han måske døde, så affærdigede han mig med, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, for det talte han om i gruppen og bearbejdede der. Når jeg ønskede, at han skulle snakke med børnene om, at han nok ikke var med i deres fremtid, så affærdigede han mig med, at han havde skrevet afskedsbreve til dem og læst disse op i gruppen og derved gennemarbejdet alle grådfølelser i forbindelse med at tage af- sked.” Og enken sluttede samtalen med: ”I to strigler har ikke en skid at gøre ved hans begravelse. Den er min – MIN! – og I kan bare holde jer væk!””
Kræftundersøgelsen afdækkede også: At hjælpemobilise- ring i velfungerende netværk langt overskred tilbagetræk- ning, og at disse også var dygtige til at trække på den tilbud- te offentlige sociale kapital. At det var omvendt i svage net- værk, hvor man trak sig fra den ”kræftsmittefarlige”, afskar den døende som en dårlig fremtidsinvestering, og hvor den sociale kapital hurtigt gik i minus. At mænd, unge, enlige for- sørgere generelt er netværksfattige og udsat for terminal iso- lation og tidlig negativ social død.
Netværkserstatning er stadig et yderst centralt begreb for den palliative kultur, men det er sjældent formuleret som et problemfelt i forhold til hjemmedød eller hospice-/institutions- død (Timm, 1999).
Dette overvejende negative billede skal dog udlignes ved beretninger om, at netværkets bæreevne tit positivt mobili- seres til at rumme dødsforløb og den endelige afslutning. Som en 16-årig pige udtrykte det i en tv-udsendelse: ”Det er selv- følgelig enormt sørgeligt, at mor ligger derinde og er ved at minerende borgerlige middelklassekultur (socialvæsen/om-
sorgssystem) og fremhæver begrebet netværkserstatning, der er utrolig central i forståelsen af den døendes virkelighed. Be- grebet beskriver, hvordan offentligt ansatte via deres hjæl- peaktiviteter trænger dybt ind i netværket og udgrænser de naturlige selvhjælpsprocesser. ”Trøsteamatører” – som ikke kender tospors sorgprocessen.
I et senere pilotstudie af ændringer i kræftnetværket fand- tes, at netværket ved placeringen i kræftkategorien blev ud- videt med 33 %, ved at omsorgsansatte (læge, sygeplejerske, psykolog, præst m.fl. ”hjælpende”) overtager netværket med deres kræftekspertise og varierende hjælpetilbud og derved umyndiggør det vanlige netværks hjælpeaktiviteter. (Agger
& Dolmer, 1994). Følgende narrativ illustrerer dette:
”Frank havde lymfecancer og var nu, efter års behandling, i terminalfasen og var taknemlig for tilbuddet om Livsmods- gruppen, hvor han modtog gruppeterapi sammen med an- dre terminale patienter. Han var et fantastisk gruppemedlem og gik helhjertet ind i dødsbevidsthedsarbejdet. Forholdt sig skånselsløst til Yaloms fire tilværelsesvilkår. Skrev hudløse M.D.-Nielsens afskedsbreve. Gennemførte Aggers begravel- sesfantasirejse og var altid den første til at støtte andre pa- tienter i konfrontationen med den lidelsesfyldte død. Da man- den med leen endelig fældede ham, kontaktede terapeuterne hans kone telefonisk om, hvornår begravelsen skulle ske.
Der var lang tavshed i røret, og så råbte hun: ”Har I også tænkt jer at overtage hans begravelse? Er I ikke klar over, at I har stjålet det sidste halve år fra mig? Hver gang jeg ville
Mænd, unge, enlige forsørgere generelt er netværksfattige og
udsat for terminal isolation og tidlig negativ social død
”
”
dø af sin kræft. Men jeg oplever at vi har aldrig har været så tæt sammen. Vi rører ved hinanden, græder sammen, trø- ster, og alt muligt bliver sagt, som aldrig tidligere kunne for- muleres.”
At være fælles om et dødsforløb kan således give ny ener- gi til et netværk og medvirke til at fordybe relationerne, og tit bindes der bånd på kryds og tværs blandt dem, der stiller op og tager deres tørn med sygepasnings- og dødsopgaver- ne. Det er derfor dybt problematisk, hvis de professionelle dødsarbejdere stjæler hele erfaringskæden.
Den klassemæssige netværksforståelse blev udskiftet med lagdelt netværksudformning og i firserne med netværk som livsformsstruktur (Højrup, 1983) og senere erstattet med en livsstilsforståelse. I dag er den skrumpet ind til ”social seg- mentrelations- (og forbrugs-)mønstre” med frakonstruering af alle magtpolitiske interesser.
Social støtte
Et væsentligt udviklingsområde i netværksforståelsen er fo- kuseringen på netværket som udgangspunkt for social støtte.
Hjælper man hinanden? Og hvilke typer hjælp udøves af for- skellige netværksgrupper: økonomisk (især familie); praktisk hjælp (familie plus venner); psykisk (venner/naboer). Gen- sidighed i hjælpeydelser er altid central, og der føres nøje regnskab med, hvem der har trækningsret til hvilke hjælpe- ydelser og hvor længe, samt om der er skyldige renter. Dette bliver tit et problem ved langvarig sygdom og hjemmedød, hvor netværket ofte drænes for ressourcer og alle er dybt let- tede, når dødsfaldet endelig sker. Offentligt forsøger vi nu at lappe på den ”ikke-produktive funktion” ved plejeorlovsord- ninger til nærtstående (Timm, 1999).
Historisk set er vores netværk i høj grad blevet tømt for funktioner. Mange af disse er blevet overtaget af samfundet/
industrien: ældre, syge, børnepasning, hjemmeproduktion af tøj og fødevarer mv. Det skyldes, at kvinderne har forladt privatsfæren og er trådt fuldblods ind i arbejdslivet. Dermed er de i stigende grad blevet berøvet erfaring med sygdoms- pleje og dødsomsorg, hvilket har gjort det nødvendigt at be- nytte professionelle betalte dødshjælpere og involvere frivil- lige.
Et vigtigt fokus er netværkets betydning for overlevelse og livslængde i relation til alvorlig sygdom. Massive studier har dokumenteret, at et godt netværk er den vigtigste overlevel- sesfaktor, at svage netværk betyder tidlig død, og at mænd generelt er netværkssvage (Zachariae & Mehlsen, 2004).
Netværksterapi
Speck og Attneave udvikler netværksterapien ud fra en op- fattelse af, at psykisk sygdom udspringer af dynamikken i hele
det sociale netværk og ikke bare i relationer mellem tæt knyt- tede familiemedlemmer (Speck & Attneave, 1973). De ser positive forandringer i netværket som et vigtigt terapeutisk virkemiddel. At mobilisere de naturlige netværkskræfter. De arbejder især med unge stofmisbrugere, men enkelte cases drejer sig om alvorligt syge.
Mange netværk er hæmmede af ophobede hemmeligheder (incest, utroskab, fjendskab), og afdækningen af disse og fri- sættelse af den bundne energi er terapeutisk central.
Netværksmøderne forberedes ved optegnelse af et net- værkskort (et sociogram), og forfatterne finder ud fra klini- ske erfaringer, at den intime kerne af netværket indeholder 10 til 12 personer, samt at der rundt om den findes 25 funk- tionelle relationer – ofte monorelationer ”dem, vi gør en ak- tivitet sammen med”. Den forlængede del består af ca.
1000.
Et grundkriterium var ansigt til ansigt-kontakt, hvad der afskiller deres netvæksafgrænsning fra vores digitale face- book-relationer, som vi vel kun kan forvente sender en sms til vores begravelse – før profilen lukkes ned. (Husk at tage mobilen med i kisten … det kunne jo være!) Netværkskort bruges af en del hospicer som visitationsværktøj.
Netværksoptegnelser er et brugbart værktøj i sorgterapi, hvor det er vigtigt at ”sørge” de afdøde ud af kernen, så de ikke blokerer for dannelse af nye tilknytningsbånd. Alle net- værk rummer døde personer, og disse fungerer tit som ”sor- te, energikrævende huller”, hvis der ikke er sket en ordentlig sorgbearbejdning. Jo ældre en person bliver, jo større er ten- densen til, at netværket befolkes af dem ”på den anden side”.
Cirka 10 % af alle dødsfald i Danmark sker, mens personen er alene, og præsterne beretter om mange begravelser, hvor kun de formelle personer er til stede og netværket brillerer med dets fravær.
Netværksmedlemmerne inviteres til netværksmøderne og opfordres til at træde til som hjælpere i den problemramte familie. Terapeuterne udviklede følgende dynamiske forstå- else af energiprocessen i netværket: Retribalisering/”genstamme- dannelse”: etablering af vi-følelsen. Polarisering: trække mod- sætninger frem. Mobilisering: frisætte ressourcer og energi.
Depression: håbløshedsfornemmelsen – ”nytter ikke”. Gen- nembrud: ”Vi kan sammen”/kollektive løsninger. Ud mat- telse/”henførelse”: ”Vi gjorde det”, succesfornemmelse.
Polariseringspunkter var: forskelle mellem generationer, kønsforskelle, værdiforskelle i problemforståelse – samt hold- ninger til løsningsstrategier. Der arbejdes med at intensivere modsætningerne for at mobilisere så megen energi, at man kan skabe realistiske løsninger. Tit sker der også en rensel- sesproces i netværket, hvor man får styr på gamle konflikter, hvad der er utrolig væsentligt i et netværk, som skal rumme
lItteRAtUR
Agger, N.P. & Dolmer, J. Kræftpatienters sociale netværk.
Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, årg.72, nr. 5, 1994.
Agger. N.P. Dødsnavigering – psykologiens bidrag til den postmoderne død. I: Jacobsen, M.H. (2008) Memento Mori – døden i Danmark i tværfagligt lys. Syddansk Universitetsforlag.
Barnes, J. Class and Committees in a Norwegian Island Paris.
Human Relations, 1954; 7: 39-58.
Bott, E. (1957/1964). Family and Social Network. GB: Tavi- stock Publications.
Holter, H.M. et al. (1975) Familien i klassesamfundet. Oslo:
Pax Forlag.
Højrup, T. (1983) Det glemte folk. Statens Byggeforsknings- institut.
Lawton, J. (2001) The Dying Process. GB: Routledge.
Plate, C. (2000) Sociale Netværk. Munksgaard.
Rueveni, U. (1978) Networking Families in Crises. NY:
Human Sciences Press.
Seikkula, J. & Arnkil, T.E. (2008) Sociale netværk i dialog.
Akademisk Forlag.
Speck, R.V. & Attneave, C.L. (1973) Family Networks. NY:
Pantheon Books.
Svedhem, L. Et al. (red.) (1984) Nätverksterapi. Stockholm:
Carlssons.
Svendsen, G.T. & Svendsen, G.L.H. (2006) Social Kapital – En introduktion. Hans Reitzels Forlag.
Timm, H. (1999) Plejeorlov. UCSF & Socialministeriet.
White, M. (2008) Kort over narrative landskaber.
Hans Reitzels Forlag.
Young, M. & Willmott, P. (1967) Family and Kinship in East London. USA: Penguin Books.
Zachariae, B. & Mehlsen, M.Y. (2004) Kræftens Psykologi.
Hans Reitzels Forlag.
en langstrakt dødsproces. I livsafslutningspsykologien kaldes det forsonings-/tilgivelsesrunden (Agger 2008).
Modellen er udarbejdet på samme tidspunkt som datidens andre fasemodeller: Cullbergs krisefaser, Kübler-Ross’ døds- stadier, Bowlbys sorgfaser – og det er et spørgsmål, om vi kan bruge disse firkantede modeller i dag. Men Specks model på- peger det dynamiske i netværket, at det er ét stort, fluktue- rende energisystem.
Centralt er også udkrystalliseringen af netværksaktivister, folk, der stiller op og påtager sig løsningsopgaver. Dem, der tager plejeorlov, aflastning, underholdning, ordner det juri- diske omkring plejetilladelse for efterladte børn mv.
Det er i netværket, at den sociale død udspiller sig, hvad enten den ses som et nødvendigt, naturligt led i den døendes tilbagetrækningsproces (social, psykologisk og biologisk død) eller som en social stigmatisering og udgrænsning af den dø- ende, der overlades til en ensom død (Agger, 2008). Denne fase i dødsforløbet rummer mange afskedsprocesser, og det er vigtigt, at de pårørende/professionelle organiserer disse af- skedsritualer og respekterer, at den døendes sociale rum ind- snævres mere og mere, og at de selv må leve med forventet sorg.
Vores netværk bindes sammen af fælles fortællinger, som væves ind i hinanden og udgør de bærende bånd. Disse for- midler tit vores handlingsorienterede livserfaringer, og man- ge døende gør deres egen død meningsfuld, ved at de vil være gode dødsrollemodeller for deres efterkommere. Det er også i forhold til vores netværk, at vi gør livsregnskabet op og for- søger at sikre os vort eftermæle. Så længe der stadig fortæl- les mindehistorier om os, så længe er vi stadig til stede i pla- nethistorien (White, 2008).
Det netværksterapeutiske perspektiv blev imponerende konkretiseret og politiseret i Sverige af den alternative råd- givningsgruppe (ARG) med vægt på arbejdet med især pro- blemramte børn via netværksterapier (Svedhem 1985). Det er blevet en vigtig bestanddel i alt nærmiljøarbejde, og tit ind- drages alle de behandlende instanser, som har berøring med
”problemfamilien”, for at afklare, hvem der reelt vil involvere sig som hjælpere.
Inden for psykiatrien er Seikkulai i Finland blevet kendt for at have moderniseret netværksarbejde og integreret den med systemisk, socialkonstruktivistisk og narrativ tænkning (Seikkula 2008).
I konstant forandring
Døden/den palliative situation har kun i ringe grad udgjort et fokuspunkt i netværksforståelsen, selv om vores netværk har døden som et omdrejningspunkt. Vi fødes ind i netværk.
Vi lever i dem og skaber dem. Og vi dør ud af dem, mens vo-
res ry forhåbentlig vedbliver som en positiv retningsgivende milepæl i meningsgørelsen af vores korte planetliv.
Netværksstrukturen forandrer sig konstant gennem histo- rien, og det bliver spændende at se, hvordan man vil behand- le døden og de døende i fremtidens langt mere digitaliserede og globaliserede netværk. Det er længe siden mor gik hjem- me og vedligeholdt netværket.
Fortidens netværk i form af ansigt til ansigt-relationer er en saga blot. Men er vores postmoderne netværk gode at dø i? Kan welnesshospicer overflødiggøre det tætte netværk?
Niels Peter Agger, cand.psych.
