Alt ender hos børnene...

Alt ender hos børnene.

Johs. V. Jensen om børn _og

deres lege

Af Erik

Nielsen

Johannes V. Jensensforfatterskab kan læsespåmangemåder. Førstogfrem¬

mest rentumiddelbart foroplevelsens skyld,for det han haratfortælleog for hansevnetilatbrugesprogetpaa enstærkogdybtoriginal måde. Men

mankan bl.a.ogsålæse hamsomkulturhistorisk forfatter. I det følgende vil jeg i hvertfald opholde mig vednogetaf det, han har skrevetombørnene, deres_særpræg,omgangsformerogisær deres legeogandreaktiviteter, sådan

somhanoplevede demogbeskrev dem. Jegvil her førstogfremmestbenytte hansMyter,hvor han i essayistisk form behandler oplevelser,erindringerog indtryk.Endvidere hansHimmerlandshistorier,derofte gengiver hansegne barndomsoplevelser. Og selv om enkelteaf de historier, der handler om børn,er mereellermindre fiktive,såhar de citerede linjer påmig virketsom noget setogoplevet.

Jeghar kun læstenbrøkdel af alt det,somJohs. V. Jensen harskrevet.

Hansbibliografi omfattertobind medmereend1.350 titler,ogmegetaf det skrevneskjuler signui forlængst glemte aviserogtidsskrifterog erikke si¬

denudgivet.

Nårjeg i detfølgende bringer uddragogcitater af det,somJohs. V. Jensen skrevombørn,erdetførstogfremmest fordi detergodt skrevet,menogså foratmankan fornemme lidtafdensammenhæng-kontekst,om manvil- somhanoplevede barndommenogbørnene i.

Barndommen iHimmerland

Johs. V. Jensensbarndom hørtejegførstegang ompåenlidt mærkelig^ogin¬

direkte måde.Engangi 1936 eller -37 kom minyngrebrorhjem fra skole,og medlysendeøjne berettede hanom entime, hvor hans klasselærer, dervar vokset_opiFarsøsammenmed den berømteforfatter, havde fortaltom en

barndomsoplevelsemed-som han sagde-»dyrlægens gale Johannes«og med denneslidt ældre bror: Endag havdedrengeflokken i Farsø fået fat iet langt bredt bræt, som de fandt ud af måtte^være velegnet ^som vippebræt.

Sammen begav de sigop i kirketårnet og indrettede hurtigt deres vippe.

Deneneendeaf brættet blev stukket ud_gennemglamhullet,ogdenmodig¬

steafdrengene, Johannes,sattesig der, ^{mens en} anden meresikkertsatte sig på den ende af brættet, dervarindenfor. Dog stod der her flere drenge parattilatgribe ind, hvis det blev nødvendigt. Og det blev det, for Johannes

udenforvippedefor dybt,ogbrættetvarvedatglide ud af tårnet. Men både

han _og drengene indenfor holdt godt fast, og ved forenede anstrengelser

blev Johannesbragt i sikkerhed.

Mankannaturligvissættespørgsmålstegn vedhistorienssandhedsværdi,

menatJohannes må havehaftstærkeoplevelseri kirketårnet,får^manind¬

trykaf vedat læse HimmerlandshistorienKirken iFarsø:

»Menaldrigeri SærdeleshedetKirketaarn blevensaaudtømtfor Svim- len, GruogForvovenhed somdet gamle Kirketaarn iFarsø.Min ældste

Broder har favnetVejrhanen deroppe. Vi andre kunde ikkenaalængere

endtil Murhullerne underTagrenden, her laavi halvtbesvimede^{og saa}

hamkrybe udi bundløs Luft. Jeg husker FregnernestaasomRustpletteri

hansligblege Fjæs, da han under EderogForhaanelser modosandre Kry¬

sterehældedesigpaademøreTagstenogbalanceredenedfra Spiret; jeg

kundefølehansSvimmelhed,den bankedemitBrystsom enKølle! Men

nedenforTaarnet, dybt nede, stodenlille Bondetøs mellem andre Skole¬

piger og svang sin kanvassyede Madpose; hun hed Line og havde de

blødesteRibben i hele Stammen.Jegvarvidendeom,hvor blød hunvar,

jeg havdeetPar Gangestjaalet mig tilatprygle hende,menjeg vidste til¬

lige,atjegikke kunde tænkepaahende, al den Stundmin ældre Broder

havdevalgt hende.Hangennemgik dagligenLivsfare foratvinde hendes naadigeBifald; ved Vintertidsøgtehanattækkes hendevedat styrtesig

gennemIsenogsidentørreKlædernepaa Kroppen.

OppeiTaarnetførte enlille Lem ind på KirkensHvælvinger: hervar dernæstenmørkt,og naarvi havde kravlet forfærdeligt længe^{op og}nedi

desnævreMellemrum mellemBlytagetogHvælvingerne, komvi indiet stille LoftsrumoverKoret. Herstod derengammel læderbetrukkenLig¬

kiste. Dervar en grønRude i Muren, Væggeneogdenenlige Kistelaa i

saadanensygDunkelhed. Her mættedeviosmed Rædsel.Min haardføre

Brodersagde »Bø«,^mendetknitrede ihansstorerøde Haar,da hangjor¬

de det,ogLyden sukkede igensometVæsen, dereri Mørke^ogPine.«

Som Drenge andetsteds og både før og senere havde Johannes og hans jævnaldrende deres stridigheder med dem, der boede andre steder:

»Da jeg var en elleve Aars Dreng, førte jeg Næstkommandoen over

Landsbyens Stamme af Vilde. Min ældste Broder var Høvding. Vor

Tilværelsevarikkemegetforskelligfra Indianernes, endskønt vi for Re¬

sten hverken kendte Cooper ellerDefoe. Ligesom de Vilde laavi i evig Fejde med allefremmede Stammer^-detvil sige DrengenefraSvoldrup

eller Svingelbjærg - og ligesom Indianerne havde vi fjendtlige Magter

overos, somvi skælvedeforoggik under Øjne,naarvi kunde^-Indianer¬

ne havde »den storeAand«,vi havde Hjemmetog Skolen. Mennaarvi

havdebragt disseumættelige Feticher^voreOfre i Form af velforstilt Ar-

tighed eller Lektier oplæste fraetBlad under Bordet, saagrebvi Bueog Pile_ogopslugtesaf de øde Kærogskumle Heder, derstraktesigomFarsø By. DergavesikkeenMergelgrav, udenatvi havdeafvundet den Livsfa¬

re vedat færgeoverdenpaaeteller andet, der kundeflyde; derfandtes

ikkeetTræ, fra hvis Topvi ikke havde nydt atskueomkring.«

(fra Kirken iFarsø).

Også demerepersonlige stridigheder, der f. eks. kunneværeforanlediget af

enkønpiges ankomst til klassen, har han fortaltomienlidt bittersøderin¬

dring, der dog også ^erprægetaf hans særlige humor:

»Jeg husker den første Dag Gertrud Marie kom i Skole. Hun vakte ^en uhyreBevægelse,somingen vildeværeved. Drengesomfør havde spillet

Pind_og ikke kendt nogen bedre Morskab, smed Pindene ^og vilde ikke spille Pindmere; man kastedesig med unaturlig Feber ind i andre Lege

for Gertrud MariesØjne,^varlystig^ogrejste Børster, mageløs^oggemen;i Grusgraven laa AndersLigeops Niels^ogFurboSøren ietstiltiende,døde¬

ligt Livtag, hvorunder de bed, og maatte skilles ad; Stympere som ikke kunde_{staa paa}Hovedet,forsøgte det. I Frikvarteret arrangeredesamtlige DrengeSlagsmaalfor Spøg med de ellers afvorKredsudelukkede Tøse,

bloti dethemmelige Haabatfornemme AtmosfærenomGertrudMaries

Personeller maaskeblive strejfet af hendes Fletning, vitogimodalle de

Bank der kundeliggepaa osaf de andre Graaspurve, der selv^varhenryk¬

teoveratblive slaaet iGulvet;desmaaSkind med deres klamme Haarog benedeRygstykkerforstod jo slet ikke Opmærksomhedens egentlige Aar-

sag. Hvor Kønnet, i alle heroiske oglatterlige Former, ytrer sig tidligt!

GertrudMariehørtetildeyderstfaa Mennesker derer enAabenbaring af

renType,og somderfor vækker stormende Beundring hos alle andre, der

kunerdetufuldkomment, i Længslen eller sletikke; jeg har siden truffet ligesaa reneTyper,baade i DanmarkogNorge, deforekommer mellem Almuen, men ingen der varfinere eller yndigere end Peter Mortensens

Gertrud Marie. Hendes Stemme havdeenegen Klang, dermindedeom etFøl. DetGriffelhvormed hun skrev_paaTavleforekom migatværedet forunderligste i Verden, Aabenbaringen afetGriffel.

Udrundneerdegamle Dage ...«

(fraAarbog 1917).

Jyske børnvaranderledes dengang. Flere stederhar Johs. V. Jensen karakte¬

riseretdem, sådansomhan huskededem. Ienaf Himmerlandshistorierne, Hedebonden, skrev han om hans børn, at de »som smaa varsky Væsener

der stod _paa Hovedet i Lyngen og blev stive som opossums, naar man

prøvedeatgaademnær ...«.

Om maleren Hans Smidths folkelivsbilleder skriver han:

»HansSmidth har haft Blik for dejyske Bønderbørn, saadansomdesaa ud vendtimodenFremmed, Smaapigerne med Krumkami Haaret,stive

og som døvstummei Sirtses Kjoler,Drengene gammelagtigeog murede

til mod Omverdenen. Men hjemme og blandt deres egne var de smaa Bøndersom alle andreBørn,gladeogblide, med Sjælen fuld af Sødme,

vakre_oglattermildesomdevenlige Hjem de kom fra. De havde de nyde¬

ligste ogdybsindigste smaaLege. Jeggik i Skole med dem^oghuskeren bestemt Flok medenTydelighed i alle træksomingen Bekendtskabersi¬

den har kunnet komme_nær;«.

(fraAarbog 1917).

Rundt^omi hans forfatterskab findermanbeskrivelserafbørnslege,somde

engangforegik i Jylland i forrige århundrede. Specielt i Himmerlandshisto-

rierne møder vi demsomerindringer^ogiagttagelser, der nok^erindarbejdet

ienkunstnerisk helhed i den enkeltehistorie,menogsåtilsammengiveret indtryk af denne side af børnenes tilværelse i det Himmerland,somJohs.Y.

Jensen har skildret så intenst_oglevende. IHedebonden skriver han:

»Hedemandens Børn fandt_paasaadanne sødeprimitive Lege; langt udei

Heden kunde_man,skønt dealtidselvgjorde sig usynlige,ligesom Ellefol- ket, støde paa deres smaa Hyrdeanlæg, nydelige »Gaarde« bygget i GrundplanpaaJorden med Kvæg i Baasene af udsøgte Smaastenog om¬

givet af paradisiske »Haver«, Blomsterhoveder, StargræsogKæruld stuk¬

ket ned iSandet,ensælsomUrskoviForholdtilGaardenogHegnet,der

varrejst af Pindeoglukket medentroKopienminiature afetLed.Disse

allerkæresteDværgarbejder stod^saaforunderligt godt tilHedevegetatio¬

nensfrodige Lilleverden,som man maalæggesig ned for rigtigatfaa Øje

for. Saa er den _ogsaa et Æventyr. Og Hedemandens Part deri ^mens

BørnenedrømteomGaardevar enabsolutHjemmefølelse, med alle Ver¬

densevige Afstande i Behold, der giver Livet LængdeogVarighed.«

Johs. V. Jensen havde helt klartøje for de stands- og klasseforskelle i det bondesamfund,somhan voksedeopi.Detkommertil eksempel frem ime¬

sternovellenJørgine, somhandlerompigen fraudmarken, der hvor »den laveste, besiddelsesløse Klasse,DaglejerneogIndsidderne« holdertil.Her

voksergarnkonenstobørn,Jørgine^oghendeslidt tumpede brorTinusop.

Deerludfattige, men det har børneneingen anelse^om:

»Legetøj ejede de ikkemeget af, men det varuvurderlige Ting, dem de

havde. TinusejedeenKnap,enmeget storKnap,enKavajknap,ogietaf

Hullerne havde hananbragtenlille Pind,somkundedrejesrundt, detvar

enKlokke, han trak denop og saasideværtspaaJørgine, smiledesaadet

knikkede ham iØjnene; ogda han havdeværetEjermand til denen Tid

og været lykkelig syntes han ogsaa Jørgine skulde være lykkelig og skænkede hendeKnappen, fortrøddetogtog den til sigigen,men endte

medat skænke hendeKnappen.

Jørgine havdetoHjertemuslingskaller,som var mage,detyndigste lille

Skrin tilatlukke_{op og}i; indeni forvarede hunetStykkeblegrødt Vat. De

varstenrige, de to Børn, indtil de kom i Skole, der lærte de noget an¬

det.«

Hermærker de, hvad det vil sige atvære fattigogudenfor, og specielt for

dentungnemmeTinus bliver skoleårenenogetafenprøvelse.Faktiskerhi¬

storienomJørgine udoveratvære enbetagendeskildring afenjysk piges

skæbneogsåen detaljeret social-og kulturhistorisk beskrivelse af 1880'er-

nesHimmerland.

I den_grummehistorieElsesBryllup,hvis titelernæsten makabertironisk,

hørerviomdensæresyvårige Søren, dererdybtogulykkeligt forelsket ino¬

vellensnittenårige hovedperson Else. Søren har ingenatlege medogpusler

med »løjerlige Forehavender«. Han gemmer småsten i huller og båse, og

om sommerentøjrer han skrubtudser ved dammenogflytter dem samvit¬

tighedsfuldtpåpassende tidspunkter.»Detblevsaaderes Sag,^omde rykke¬

de Bagbenet af Led«. Drengen lider svære kvaler og erjaloux, fordi den

søde Else har^enkæreste. HelligtrekongersaftenserSøren i mørket Else stå

foranspejlet medetlysi hånden.Hunvilsesin tilkommende,mendrengen

erangstogføler, at nogetuhyggeligt vil ske. Kortfortalt^-da der høstes på gården,bliver Søren uforvarende skyld i Elses død. Kæresten går afsidesog

græder, og Søren går ned i haven og skjuler sig i et af sine gemmesteder

»som etDyr, dervilgravesig ned«.

BønderbørnsLege

En meresamletfremstilling af himmerlandske børnelege^gavforfatteren i

en kronik i Politiken i 1941, hvor vi får kulturhistoriskeoglitterære side¬

bemærkningerogerindringerogogså hørerlidtom,hvordan bønderogkar¬

le sloges dengang. Kronikken er senere blevet genoptrykt under titlen BønderbørnsLegei udvalget af Myter I-II.

Denleg-eller retteredet spil-han først omtaler, erPind. Det spillede

han medskolekammerater i frikvartererne foranskolen»påPladsen, hvor

Græsset varafhøvlet til den bare Muld«. To mursten stod herpåhøjkant

ved sidenaf hinanden. Fratogethar hansenereset murstenstå påtilsvaren-

de mådeforanlandsbyskoler-et tegnpåatspillet harværetudbredtogpo¬

pulært. Johs.V.Jensenvarlivetigennemoptagetafdet. I PressensMagasin

skrev hani 1917enartikelompindspillet, hvor han ogsågjorde redeforde regler, han kendte. Han slog her til lyd foratgørepind tilennationalsport.

Han_gørogsåi artiklen opmærksompå,atspilleterblevet spilletaf voksne.

Deteretudmærketspil,somhan menerikkebørglemmes. Hansiger også:

»Al IdræterBørnelege,somdeVoksne haroptagetogsati System...« Sene¬

resiger han: »Deterganske vist ikke frit foratSportenmange Gange har

faaetnogetsjælløst, blot skematiskoversig,erbleventil lutter Rekord, også

enhel delMode, for ikkeatsige Snobberi.«

Når det ikke lykkedes ham atgøre spillet tilennational sportsgren, var der nokfleregrunde. Da detvarmestudbredt, havdedetmegetforskellige

navneogregler. Desudenerspillet også kendt uden for Danmark underhelt

andre former. I artiklen fra 1917nævnerhan,athan harsetbørnspilleetlig¬

nendespil i Rusland,ogvedenlille station i Sibirien så han kosakkeri færd

medetspil, der lignede det, han kendte.

At forfatteren også som voksen har spillet det gamlepindspil, skal lige

nævnes.IfølgesønnenVillum Jensens »Fra minfars hus« spillede faderen

det med sinedrengeogmedflere af devenner, derbesøgtefamilien isom¬

merhuseti Tibirke.

Detnæstespil, der omtales i Bønderbørns Lege,erSo ihul.Detspillesaf

topartier,ogdetenebestræbersig sig påatskubbeellertrilleenboldned i

ethulijorden,^ogdet andetparti forsøgerathindre dette. Det^»varetani¬

meretSpil,hvor Modstanderneikkebetænktesigpaaatbringe hinandentil

Fald ved et rask Greb om Ankelen med Krogkæppen«. Bolden til spillet

fremstilledemanselvafheste-_ogkohår,somblev plukketaf dyrene, når de

fældede. Envældig stak af disse hår blev såpressetsammentilenhård bold.

Engang havde hanenboldafen»smuk serumrød Farve«fremstillet af håre¬

nefraenfuks.Påettidspunkt, da fremstillingen af disse boldevar englemt kunst, har han laveteteksemplartil Dansk Folkemuseum.

Også snore til drager måtte drenge dengang selv fremstille. De spandt

dem af tråde fra kasserede sække ved hjælp afen trapezformetten, som

drengene selv havde opfundet.

Som andredrenge bådefør^{og senere}har drengei Farsø ogsåforsøgt sig

medbueskydning. Detsketeisæromforåret,ogmaterialet til buenvar »en

Pilegren fra Baghaven, hvor Hærværket ikkefaldt i Øjnene«...»Rørtil Pi¬

lene trak vi ud af NaboensTag, bag Længerne,hvorvi ikke blevset,ogBeg

skaffede man sig i en Vognport, hvor man vidste sig sikker inde mellem Hjulene,mensmangravede den hærdedeVognsmørelse udafKransenom¬

kring Navet. Hvad har lugtet saastærktogtilfredsstillendenogenSindesi¬

den.«

Enhver, der har læst Johs. V. Jensens digte, vil huske linjerne: »Som Dreng skarjeg Skibeogskød medBue...«.Ogsåsomvoksen harhandyrket bueskydningen. VillumJensenfortæller isineerindringer,atfaderenhavde

enmanchurisk buemedjernpile,somhanhavde købt påenrejse til Østen i

1913. Buen varmeget stram,ognår han skødudoverEllemoseni Tibirke,

blevpilespidsernesiddende imosejorden.Detvarhan bange for kunne for¬

virre arkæologer, dergravede imosen, så det endte med,athan skænkede bue_ogpile til Nationalmuseets etnografiske afdeling. Siden nøjedes de så med asketræsbuer,som de selv fremstillede. Ogsåhyldebøsserfremstillede drengene iFarsø. De blev skåretaflange, lige^grene,hvismarvblevfjernet,

ogsomprojektiler brugte drengenetyggetblår, der »holdt Sigtetogslogne¬

derdrægtigt haardt«, når ladestokken blev trykket mod skulderen som en

geværkolbe,ogdensammenpressede luft medstorkraft drevprojektilet ud.

Hyldebøsseri mindre format medpropperafråkartoffel brugte de også.

Musikinstrumenter fremstillede de ligeledes. Det simplestevaretgræs¬

blad, som manblæste i mellemfingrene. Ogsåetfrisk havrestrå kunnean¬

vendes,ogdet kunne ydermere forsynes med huller, såmankunne blæseen skala medenegen»blødnasal Tone«.HercitererhanShakespeares »When shepheards pipeonoaten straws«, idethan^-sikkertmedrette-formoder,

atkunstenatblæsepåethavrestråmå^værelige så gammelogudbredtsom kornsorten.

Pilefløjter i flere udgaver kendtedeogså;den enkleste havde kunentone, ogdemereudviklede varforsynetmedetstempel,såtonenkunne ændres.

Og han tilføjer: »Pilefløjterne led af den Skavankder mærkersaamegetaf

hvadTidenharindflydelse^paa,degavkun Tonesaalænge devargrønne.«

Mere holdbar var skalmejen, som blev lavet af»magert Træ«, som blev flækketpå langs, hulet udog forsynetmed en lamel.Den blæstemanhen

over,efteratdetoudhulede halvdelevarbundetsammenogforsynet med

huller ipassende afstand frahinanden.Og han fortsætter:Instrumentetgav

Lydsom afen brægende Ged,man blevjaget ud afHuset,naar man ville give et Nummer paa det, de Voksnes noksom bekendte Ubillighed, og maattefortrækkeud under aaben Himmel medsinMusik. Fjernt i Kærene gik det an atbruge Skalmejen. HervardenHyrdedrengensTrøst.«

AtJohs. V. Jensenogsåhar haftetforhold til hjemegnens musikogikke

bare til de primitive lydinstrumenter, vidneren artikel fra 1918 om.Him¬

merlandsk Musik hedderden,ogi den har han fåetopnoteretfire melodier,

somhan huskede fra sin barndom_ogtidlige ungdom. Også hererder erin¬

dringerommenneskeroggilder, hanhar oplevet,ogartiklenblevsenerebe¬

arbejdet til den tidligere omtalte fortælling^omJørgine. Forresten varfor¬

fatteren ogsålidt afen musiker. Han ejedeetpar violiner, den enehavde

hanbygget selv, ogien snæverkreds spillede han både violinogklarinet.

Derimod kunne han ikke udstå klaverspil, hvilket fremgår af et af hans

Stev.

Når børnenei Farsølegedeomsøndagenforegik det ofte iengene.Isom¬

merhalvåret kunne de herkyste korre, dvs. slåenkolbøtte, springebuk,eller

man»øvedesig iatrejse sigfra liggende Stilling med bagbundne Hænder^og Fødder, oghvilkeandre smaabeskedne Kunsterman kendte«.

Ompigerne siger han,atde ikke havdemangelege. De havdeganskevist nogle primitive dukker,ogsåelskede de »stads«ogfarver,^ogdehavde^gem¬

mestedertil dereskostbarheder, somkunneværesølvpapir, mærkerogku¬

lørte bånd. Den enestepynt,som de selv bar,var en krummekam,som de

holdt håret væk frapanden med. De blevtidligtsattilatarbejde,oghan har oplevet småpiger på fire-femår kommandere med enflok dumme køer. I

deres beskednelege efterlignede de det, »derengangskulde blive deres Ger¬

ning,naarde blevstore«.

Også vinterlege omtales,og hernævnerhanglidebaner, hvor man efter

tilløb »skred i Kø«påsine jernbeslåede træsko. Skøjter kendtes ikke blandt bønderbørn, ^men de havde dog små slæder med beslagaf hegnstråd. Man

kunnelige akkurat stå på dem, nårmanstagedesig frem på isen vedhjælp af

enpigkæp.

Børneleg i København 1933

Iapril 1933 gik Johs. V. Jensen i kvarteret omkring Rahbeks Allé, hvor han dengang boede,ogiagttog børneneogderes lege. Det kom der delsetdigtog delsenartikel udaf, begge med titlen »Detlille Folk«. I digtetvardet børne¬

ne påvej til skoleog i skolegården, dervartemaet. Iartiklen erdet børns legeogandreaktiviteter, han beskriver-ikkei detaljer ellersometkatalog,

mennetopsomiagttagelser med de erindringerogfunderinger,som nufal¬

der ham ind.

Derer demindre drenge på løbehjul på fortovet, »de erBrandsprøjten, babu, babu,babu; eller deerAmbulancen, langtrukket baat, baat,nogetsaa

dystert; eller deteri Almindelighed den hæse Bilskralde der efterlignes, hry

- Livsfare ogTempoetpressettil det yderste i alleTilfælde!Desmaaøver

sig i Tide til hvad de skalgaaind til.« Og hanspørger, hvaderder blevetaf hestetømmen_ogafkæphesten?

Johs. V. Jensen har sikkert ret i, at drengenes legeoginteresser allerede dengangvarprægetaf bilerne, mender stod stadig respekt ogprestigeom kusken_oghans hestekøretøj.

Klinkspilogleg medsnurretoppeiagttager han også i 1933-drengeaktivi¬

teter,somihøjgradsættesigangaf foråret, solskinnet oglystentilatvære uden døre. Han^serdrenge medbueogpil på fællederne, nogle medketsjere

ogfiskestangerogsyltetøjsglas på vej ud af byen til Damhussøen. »Og hjem

kommer man med tre-fire Hundestejler i Sylteglasset, eller en uhyggelig Igle,som gørsig kortoglangog omNattenforsvinder ud af Glasset til Gru

forHusbeboerne,somventer at findedenideres Senge ...«.

Også det ældgamle spilterrekan han observerei 1933,oghermindes han

at have set det samme spil i Japan, men med små sandposer. Løb på rul¬

leskøjter på fortovene og på Rådhuspladsen ved Dragespringvandet

nævnes, ogherfremhæver han,atbegge kønerlige gode, »overlegne Kunst¬

nere alle til Hobe, Drenge og Piger mellem hinanden«. Dog er der klare

kønsforskelle idrengesogpigers lege, bemærker han. Piger spiller ikke klink

ogikketop,de kanikke bruge^enpisk, »ligesomKvinder aldrig læreratka¬

ste;Pigerne har Gratie, Drengene har Kræfter«. Her må^mandogindskyde,

at mangepiger allerede i tredivernevargodetilatkasteogogså kunneram¬

mehårdt.Jegmindes i alt fald lang-ogrundboldspil, hvor især de lidtstørre piger var suverænetilatkasteoggribe.

Pigernehinker:»Deer saaoptagneaf deres Legsomi Drømme,manfaar

etAlfeblik fradem,idet^mangaarforbi,ogHaaret slænger defra Øjnene,

detbinder alle deres Tankeratnægtesig Brugenaf detenebenogovervinde

de sværesteVanskelighedre med det andet alene«.

Ogvidere: »Balance lader tilat væreet ledendeMoment imangePige¬

lege,Gratiesom søgerUdfoldelse; i ethvert pigeagtigt Væsen stikker derno¬

getaf Balletten. De sjipper, hvad Drengene aldriggør,udennaardeerBok¬

sere, Pigernesjipper, det strækker demathoppe,enFlugtpaaStedet, som harnogetberusende,ogVanskeligheder skalovervindes, naturligvis, Rebet

hvirvles tre-fire Gange rundt under Fødderne, mens de eri Luften, eller svinges overkryds med Armene, josværerejo bedre.«

Endvidere: »ManserSmaapigerne lege med Boldopad enMur,ethem¬

melighedsfuldt Spil,somhedder Tibold, med strenge Reglerogstadig sti¬

gende Vanskeligheder, de klapper Hænderne^sammen bagRyggen,hastigt,

mensBolden ricochetterer fra Muren, flere Gange endogsaa, overmenne¬

skeligt behændigt,ogdesmaaKvinder tællerog erienTrance,medenhen¬

rivendeRyglinie under Spillet, Gratie, HurtighedogTakt,somstikker i det

ungeLegeme,og som ienanden Form viser sig iDans.«

Overvejelser

leg

Iforbindelse med sineiagttagelser af børneneogderesaktivitetergørJohs.

V. Jensensig ind imellem overvejelserom,hvad derligger bag ved legen,^og

hvadleg egentliger.

Envistilknytning til Darwinogudviklingslæren, somoptogham heleli-

vet,findermani de tanker,somhangørsig, da hansammenmedmange an¬

dre løberpåskøjterpåenaf^søerneiKøbenhavns^omegni vinteren1908-09.

Selvomdetvist måindrømmes,atdeterdensærlige Johs. V. Jensenske ud¬

formning af darwinismen, der her kommer til udtryk.

»Ingen Friluftsadspredelseer saasuggestiv, saarigpaa Stemning i Nuet

og ved hvad man erindrersom at løbe paa Skøjter. Fornøjelsen ligger

først _og fremmest i Udfoldelsen afEns Kræfter, Idrætten selv, og i en maaskebarnligmen nu enGanguudryddeligTrangtilatkommehastigt

overBunden. Paa god Is kanet vingeløst Menneske vække etgammelt dybtslumrende Flyveinstinkt til Live ognyde noget af den fri Fornem¬

melse destoreFugle kender,naarde ligger stille^paaVingernei vide Kre-

seogBaneroppeunderSkyerne.

Nordboerne nedstammer fra et Folk der var vant til langt haardere

Vintre i Fortiden end vinuhar,derforgaarBørnenesUdviklinggennem

enPeriode hvor Vinteren^erderes Element ihøjere grad end Sommeren,

deer smaaIstidsmennesker,ogdet kanmandaogsaa se paademnaarde

kommer_paaIsen,deføler sig øjeblikkeligt hjemme. Men de voksne faar

hele deres Barndomigen, den gammelkendte stærke Lugt^ogdetringende Blod,Solspejlet der ligger med Silkeglans paaIsen,en lysegrøn Rugager

midt mellem frosne Marker inde_paaBredden.Sorgløsheden, Tiden der igenerlang,og endelignaar manmed lidt stiveBen bliver Saalegænger igenenUlveappetit.« (Foraarsstorm).

Om børns helt elementære reaktioner skrev han i 1911 enmyte om ilden

med titlen DamenneskenevarBørn.Oglignende tanker,somhan hergiver udtryk for, findermani de første afsnit iDenlange Rejse, især i Dettabte

Land_ogBræen.

DaMenneskene varBørn

»Læg mærketil dennervøseOphidselseetBarn,derer saavidtatdetkan

staa oprejst kommer i,naar manholderenbrændendeTændstik ned til det, for at det skal »puste« - hele det lille Væsen arbejder sig i et Nu krampagtig i Aktivitet, de smaa Hænder strækker sig frem mod den

brændendeTing i^enøjeblikkelig Trang tilatgribe den,sagtensforatføre

den til Mundensomalt andetmærkeligt, men Hedender udgaarderfra

advarer eftertrykkeligt og i Tide mod at komme for nær, med Barnets

friske Nerver veksler Impulsernesaahurtigtat Hænderneligefrem flag¬

rer, ogsamtidig udtrykkerBarnetsAnsigt demestlevende,modstridende Følelser, intens Deltagelse, Begær^ogSkyhedfordetUkendte,ubetvinge¬

lig FortryllelseogSkræk,enlidenskabelig Tilegnelseslyst, hæmmet af Af¬

magt - indtil Spændingen faar Luft i Barnets kendte frydefulde Latter,

hvis detlykkes den Lilleatblæse Tændstikken ud. Deter som omBarnet efter ietSekundathave udholdt den voldsomste bundneSindsbevægelse pludselig befriet bliver sig selv igen.

MendetAnsigtmanharset,det lillespæde,i højeste Grad udtryksful¬

deMinespil, afspejler selveUrmenneskets Maske; saadan har Menneske¬

nesetud da de varBørn_ogblev stillet Ansigt til Ansigt med Ilden ^...

Jeg har kendtetBarnsom, danogenvildetændeenSpaan ved Ilden, udbrød: Nej, du maadaikketage noget af Ilden! Hvorurmenneskeligt!

Netop saaledes tænkte de Gamle i en Fortid, hvorom vi ingen anden Overlevering har end selve de Kendsgerninger, hvis Oprindelse vi maa slutteostil.«

Enafbørnepsykologiens pionerer, amerikanerenC. Stanley Hall, vari høj gradpåvirket af Darwins udviklingsteorier,ogud fra studiet af børns lege udformedehandet, der kaldesrekapitulationsteorien.Hanmente, atbørne¬

neslegeforløb afspejlede menneskehedens biologiske og kulturelle udvik¬

ling.Børnsklatrelegevarfor hamenafspejling af det fortidige abestadium.

Dereslysttilatsamle, undersøge altingogbygge hulervaretvidnesbyrdom

samlerperioden, ligesom jægerstadiet afspejlede sig i børns interesse for bueskydningogkastevåben. Ogogsåagerdyrkningogkvægavl skulle på til¬

svarende mådegive sig udtryk i deres lege.

Halls rekapitulationsteori har givet været inspirerende og har bestemt skærpetinteressen forbørnslege. Den afvises dog af arvelighedsforskerne.

Erhvervedeegenskaberogudøvelse afkulturelle ^vanerkan ikkenedarves, og fortidige slægters levevis kan ikke optræde som slægtserindringer hos

børn_ogkomme til udtryk i deres lege.

Jeg ved ikke, om Johs. V. Jensen har stiftet bekendtskab med Stanley

Hallsteorier, mendetertydeligt,athan i digterisk form har udformettan¬

ker_ogbilleder, dereri slægt med rekapitulationsteorierne.

IDenlangeRejseerderudoverdenfremtrædenderollesomforfatteren giver kvinderne i kulturudviklingen - og som sikkert kunne interessere kvindeforskere^-ogsåenrække indtagende skildringer af børneneogderes lege. Deterganske vist digtning, men bestemt ikke uden forbindelse med

Johs. V. Jensensoptagethedaf udviklingslæren. Somme tider pegerlegene bagud mod fortiden,somnårdrengen Fyr ispidsen for børneflokken leger i trætoppene.Småbørn leger med dun i erindringomurskovenogdensfugle,

somikkemerefindes.Og de harnæseni hedens duftende plantersom por¬

se, gyvel,ulvefod, padderokoggøgeurt,der står så »afsides i Lyngen med

sinPisangstængel«.»Dekundesmagepaa enKvist af Lyngenatdenvaraf

storFamilie_ogkomfraethedt Sted,den laapaaTungen medenbalsamisk

ogbitter Smag. De forstod, atEnebærbusken havde kendt bedre Dage. Og

delegedesaa gerne, atStargræsset ragedeop i Himlensom en Palme med

blanke kantede Frugtersaastoresom Brød.«

Ogpå devarmesommerdageserbørneneluftspejlingeroverhedesletter¬

ne. De servældigetræerstå i himlen,ogdetfinder de helt naturligt.

»IdelyseNætterkundedevaagne ogkommetilattænkepaaderes runde Smaasten,der laa iBaase som Høvederoppe i Hedenogvist havde det

ene.Dekunde lette Hovedet_{og se}udi den lyse Nat,og gennemdet halv-

vaagne synskeBarnesind kunde dergaaetSpind, etGlimt afetsaadant

Underi FortidensomatdentropiskeSkoviNordenenGang har strakt sig under lyse Nætter. Barndommen det erdet tabte Land.«

Omfandens mælkebøttersiger hanetsted,atdenerbørnenes blomst. Mon

ikke det hererminderomsmåpigers blomsterkranse,flettet af mælkebøtte¬

blomster _engang i barndommens Himmerland? Eller de ønskedrømme,

som villeopfyldes, hvis børn havde held tilat pustefnuggene af frugtbun¬

denpårettemåde?

Johs. V. Jensen må havehaftenegenglæde ved blomstrende mælkebøtter.

Hans sønVillum Jensenfortæller, atfaderen enganglejede etlillefly med god udsigt nedefter,ogpiloten fløj ham så enturudoverSjælland, så han

kunne_se, hvor gult landetvaraf millioner af mælkebøtter.

Vikingetidens drenge, ^somhan digter ^om i den del af Den langeRejse,

somhedderSkibet, havdeenleg, hvor det gjaldtomat entregennemskoven fratrætiltræudenatrørejorden. Man skulle følge denforreste, ogkunne

manikke det,var man enudstødt.Erdetmondengamleefterlignelsesleg,

somiKøbenhavn hedRolfoghans kæmper, somforfatteren genkalder sig?

Eller har han kendtenleg, dersvarertil den,^sombørni dag kalderJordener

giftig?

Man behøvede altsåikkeatgøreJohs. V. Jensen bekendtmed teorier^om legeogderes oprindelse. Han kunne selv!

I en parentetisk bemærkning i beskrivelsen af københavnske børns lege i

1933 {Detlille Folk) skriver han:

»Selv ved Børneneikkeandet endatdeleger,meni deres Leg^erder joet dybtPerspektiv, BarnetsogMenneskehedens Vækst derfaldersammen,i

og for sig et Mysterium. Leg må ikke analyseres. Men det lønner sigat vide nogetheromogsammenstille hvad manved.«

Mereprincipielt udtrykte han sig i sinmyteJulenissen, hvor han blandtme¬

get andet også behandler børns forhold til julen som han opfattede deti

1931. Han skriver:

»Alt ender hosBørnene;Fortids hedenske RitualerogSoldansegaarigen

i deres Sanglege, Afguder og Aander er bleven til deres Dukker, som Tanks_og Kanoner, lad oshaabe det, enGang kun vil blive set somLe¬

getøj iBarnekamret. Hvad der^enGangvarRædsler ide Voksnes Verden kommer til Forsoning i Børnenes; de begynder Livet forfra, men med Brodden brudtaf, ideres Lege.«

Det synspunkt, han her så veltalende giver udtryk for, findes også hos for¬

skere, somteoretiskharprøvet atformulere,hvad derligger bag børns leg.

Dehar hæftetsig vedmenneskersogfrem for alt børns tendens eller lyst til

at efterligne andre ^- legen opfattes som imitation afandre og specielt af

voksne ellerlidtældre børn. Det bliver i mange tilfælde til relikter af det,

der_{engang var}etalment trækivoksnes kultur,somnårsanglegenesættesi forbindelsemed hedenskabets ritualer_ogsoldanse. Synspunktet,somogså

kendes fradet, der kaldesden mytologiske skole,vurderes i dag nogetan¬

derledes. Så gamle ersanglegene i hvert fald ikke, selvom deengang har

tilhørt voksen-_ogungdomskulturen.

Men detgenerelle synspunkt,at-omikke alt^-såi hvert faldmegetide voksnes verden ender_ogofte kommer til forsoning i børnenes verden, er der bestemt mange, der kan tilslutte sig.

Litteratur:

I artiklen citeres ogrefereres der fra følgende udgivelser:

Johs. V. Jensen:Myter4. Samling, Kbh. 1912, (Da MenneskenevarBørn);

- Myter 2.Bind, Kbh. 1924, (Foraarsstorm);

- Myter 1-2, Kbh. 1960, (Kirken i Farsø, Julenissen,Detlille Folk, Bønderbørns Lege).

- Himmerlandshistorier, 3. Samling, Kbh. 1910, (Hedebonden); Udvidet udgave, Kbh. 1973 (1956), (Jørgine,ElsesBryllup);

- Aarbog 1917, Kbh. 1917 (Til fire Billeder afHansSmidth);

- PressensMagasin Nr. 9, Maj 1917 (Pind);

- AlmanakkenDanmark 1919(udkom 1918), (Himmerlandsk Musik);

- Digte, Samlet revideret udgave, Kbh. 1948, (Stev VIII, Som Dreng skar jeg Skibe, Det lille Folk);

- Den lange Rejse 1-2, Kbh. 1977. Om Fyrs Barndom (i Det tabte Land), MoasVaner (i Bræen), ForaarsbørnogPaaSjælland (i Skibet).

Villum Jensen: Fra min farshus, ErindringeromJohs. V. Jensenoghans miljø, Kbh. 1976.

Litteraturhistorie:

Oluf Friis: Den ungeJohannes V. Jensen 1-2, Kbh. 1974.

Bibliografi:

Frits Johansen_ogAageMarcus: Johannes V. Jensen, EnBibliografi 1-2, Kbh. 1933og1951.

Andreoplysninger:

OmJohs. V. Jensensdrengeår skriver Oluf Friis bl.a.: »Generøsthar han i »Kirken i Farsø«og

»BarndommensSig« tildelt Mikdal (storebroderen) rollensomanfører,menman forstår

mellemlinierne,atdetvarJohannes,dervardenopfindsomme,somgjorde drengelegene spændendeogtekniske. Broderen optrådtesomden lilles beskytter,togskændene, stundom også kløene.« (DenungeJVJ, bd. 1 s.41).

Om børnslege i Jylland i forrige århundrede,seEvald TangKristensen: Danske Børnerim, Remser_ogLege, Aarhus 1896-97ogDetGamle Harboøre,af Karen Thuborg, ved Henrik Ussing, Kbh. 1928.

Om legeteorierse bl.a. Inger M. Boberg: Folkemindeforskningens Historie. Kbh. 1953 og DanskFolketradition,Kbh. 1962.

Susanne Millar: Lekenspsykologi, Stockholm 1970.

Alasdair Roberts: OuttoPlay, Aberdeen 1980.

Omforfatterenssprog ogstil: Peter Skautrup. Det danskesprogshistorie, bd. IV, Kbh. 1968,s.

219-237.

Summary

Author Johannes V. Jensen's observations

of and thoughts

children's_games

Johannes V.Jensen, (1873-1950), generallyconsideredoneof the major Danish writers of this century,wasawarded the Nobel Prize for Literature in 1944. Son ofaveterinarian from Farsø, Himmerland, JohannesV.Jensen's authorship evolved fromthis Northern Jutland locale and from his childhood memories. Thedeparturepoint of this artidearetheessayshewroteabout children's_games;both theoneshe knew and had observedas achildin Himmerland, and the

oneshe observed inCopenhagen in 1933. In addition, therearequotesonchildren from this articles, short stories, novels and travel sketches. Finally, there isadiscussion of his theoriesof

children's_gamesand how they relatetohis evolutionist viewof the world, the basis for his atheism, profound interest innatureand in all livingcreatures.