Anmeldelser
Yngre stenalder
L ’e u r o p e à la f i n d e l'â g e d e la p i e r r e. Actes d u Symposium consacré aux problèm es du N éolithique européen Prague-Liblice-B rno 5 -1 2 octobre 1959.
(Prag 1691. 644 s., 48 pl.).
A rkæ ologien er i øjeblikket inde i en meget kraftig udvikling - især i østlandene.
D er publiceres efterh ån d en så meget, at det ofte er svært at følge med i den nye b tte ratu r, og også på de internationale kongresser m æ rker m an denne udvikling:
D er tages så m ange em ner op, at de må opdeles i en ræ kke sideløbende serier, og trods denne opdeling er foredragene så talrige, at tidnød i praksis gør diskussioner m ed virkelig tilbundsgående uddybning af problem erne umulig.
P å grund af denne udvikling vedtog man på den V internationale arkæ olog
kongres i H am borg 1958 i lighed med andre videnskaber at forsøge at afholde et sym posium , en arbejdskongres med et afgræ nset em ne og et begrænset antal del
tagere. D ette sym posium fandt sted i Tjekkoslovakiet i 1959 under det tjekkiske videnskabernes akadem i. D eltagerantallet var (bortset fra værtslandet) fastsat til højst to fra hvert land, og em net var begrænset til stenalderens slutning i m ellem- eupæ isk forstand, d. v. s. til tidsrum m et mellem de ældste agerbrugskulturers (de båndkeram iske kulturers) forsvinden og de snorekeram iske kulturers (enkeltgravs- kulturernes) indvandring. D et vil stort set sige, at der var tale om det tidsafsnit, hvor vi her i landet h ar tragtbæ gerkulturen repræ senteret - bortset fra denne kul
turs yngste faser, der går ud over den behandlede del af yngre stenalder.
D en foreliggende bog er beretningen fra sym posiet, og efter den at døm m e, h ar denne kongresform afgjort frem tiden for sig.
Bidragene kan stort set inddeles i to grupper, dels brede oversigter over udviklin
gen inden for et geografisk om råde eller om handlende enkelte kulturgrupper, dels frem læ ggelser af specialundersøgelser, som de pågæ ldende netop da var i gang med.
Af den sidste gruppe er enkelte bidrag naturligvis siden blevet publiceret m ere ud førligt i m onografier. D ette gælder således Ida B ognår-K utziåns bidrag til den u n g ar
ske kobberalders kronologi og Jürgen D riehaus’ undersøgelser over den sydtyske A ltheim ergruppe og dens kulturelle og kronologiske stilling i m ellem europæisk neolitikum .
O versigterne dæ kker næsten hele E uropa, og med sine godt 600 sider giver bo
gen et usædvanligt rigt overblik over de nyere forskningsresultater, og de rigelige noter leder en hurtigt videre til den nyere litteratur. Som alle stæ rkt koncentrerede oversigter er de dog lettest at læse, hvis m an i forvejen er inde i problem erne, men bortset fra det er bogen lige anvendelig for specialisten som for den, der uden alt
fo r store forudsæ tninger vil skaffe sig et overblik over den nyere forsknings resul
tater.
P å grund af den koncentrerede tekst er det h er um uligt at give et referat. Nævnes bør dog b landt de m ange artikler om Balkan og Ø steuropa G. I. G eorgievs over
sigt over k u lturgrupper i Sydbulgarien. Den er illustreret med ikke m indre end 33 plancher - til dels i farver - fo ru d en en del tekstfigurer og giver en oversigt over de m eget vigtige stratigrafiske fund i den store K aranovo-byhøj.
A f særlig interesse for os her i D an m ark er de m ange artikler, der belyser trag t
bæ gerkulturens udvikling og dens forhold til andre kulturgrupper. Og h e r træ der netop den vigtigste fordel ved sym posium -form en klart frem : D e enkelte problem er bliver belyst fra m ange sider, og de enkelte forskeres m eninger bliver kritisk an a
lyseret og kom m enteret af kollegerne. H e ra f følger dog naturligvis ikke, at del
tagerne altid er blevet enige om, hvad der er rigtigt, m en det frem går i hvert fald af diskussionen, hvad der er sikkert, og på hvilke m ere usikre pun k ter den frem tidige forskning bør sætte ind.
E t eksem pel p å denne i og for sig frugtbringende uenighed er spørgsm ålet om tragtbæ gerkulturens oprindelse. H erm ann Behrens m ener således, at tragtbæ ger
kulturen er udviklet i B øhm en-M æ hren på grundlag af D onau-kulturerne, og at den sydskandinaviske tragtbæ gerkultur h a r fået sit sæ rpræg ved indflydelser fra Rossen. K o n ra d Jazdzewski hælder til Childes gam le ide, at tragtbæ gerkulturen er opstået i M ellem europa af lokale mesolitiske stam m er, der h ar læ rt neolitisk levevis af D onau-kulturerne. U kraine m å både af kronologiske og geografiske grunde ude
lukkes som tragtbæ gerkulturens oprindelsessted. C. J. Becker finder derim od en sådan udvikling usandsynlig, dels fordi m an ikke i M ellem europa kender m esoliti
ske grupper, der kan have spillet en sådan rolle, dels fordi D onau-kulturernes kera
m ik og redskabsinventar er væsensforskellige fra tragtbæ gerkulturens. D a fo ru d sæ tningerne for tragtbæ gerkulturen heller ikke lader sig påvise i V esteuropa, anser Becker det for sandsynligst, at tragtbæ gerkulturen er opstået i S ydøsteuropa og h erfra h a r bred t sig ud over M ellem europa og Sydskandinavien.
A f hensyn til de senere års diskussion herhjem m e om den sydskandinaviske trag t
bæ gerkulturs oprindelse, er det m åske værd at pointere, at den ovennæ vnte uenig
hed p å kongressen dæ kker over et fælles grundsynspunkt: T ragtbæ gerkulturen er en enhed, og dens oprindelse m å ses p å et fælleseuropæ isk grundlag. A t den syd- skandinaviske tragtbæ gerkultur skulle være udviklet lokalt af E rtebøllekulturen er ganske usandsynligt allerede af den grund, at denne tanke ikke giver nogen fo r
klaring på, at der forekom m er keram ik af sam m e type som vor ældste tragtbæ ger- keram ik over store om råder af M ellem- og Ø steuropa. Også den tydelige forskel i tragtbæ gerkulturens og E rtebøllekulturens inventar viser klart, at der er tale om forskellige kulturer.
B landt de øvrige afhandlinger af speciel dansk interesse m å nævnes Stuart Piggotts oversigt over britisk neolitikum , der på væsentlige pun k ter afviger fra hans m onografiske behandling fra 1954, og Glyn E. D aniels artikel om de vest
europæiske m egalitgraves datering.
E b b e L o m b o r g .
185
Arkæologi syd for grænsen
Ja c o b Rö s c h m a n n: Vo r g e s c h i c h t e d e s Kr e i s e s Fl e n s b u r g. » D i e v o r - u n d f r ü h g e s c h i c h t l i c h e n D e n k m ä l e r u n d F u n d e in S c h l e s w i g - H o l s t e i n « B d . V I . K a r l W a c h - h o l t z V e r l a g , N e u m ü n s t e r . 1963. 680 s. 96 D M .
Til m useet i G otto rp er knyttet et »Landesam t für Vor- und F rühgeschichte«, hvis opgave det er at sam le og registrere alle videnskabeligt anvendelige oplysninger om landets ældste historie, og som derefter am tsvis udgiver dette m ateriale. E fter en ret fast plan indeholder et sådant bind en oversigt over am tets forhistorie, en fortegnelse over fund og findesteder, uddrag af udgravningsberetninger, sagn og andet traditionsstof, det hele ordnet efter kom m uner og til sidst et m eget stort, kronologisk o rdnet billedm ateriale, mest tegninger af oldsager.
Som bind 6 i denne ræ kke foreligger nu Flensborg am t, et digert værk på over 800 sider. F o rfatteren er Jakob R öschm ann, m angeårig læ rer i Flensborg og siden 1935 betroet denne opgave, som han just nåede at fuldføre før sin død. H ans arbejde giver vigtige bidrag til at vurdere vilkårene for en sådan egnsbeskrivelse og værdien af den.
E fter en oversigt over det arkæologiske arbejdes første tid i egnen om kring F lensborg, - det går tilbage til slutningen af det 17. århundrede - går Röschm ann over til at drøfte, hvor sikkert m an kan fortolke de iagttagelser, der gøres ved en am tsbeskrivelse. H a r der virkelig ligget en storstensgrav der, hvor der i den pløjede m ark synes at være ting, der tyder derpå? I flere tilfælde foreligger der dog m ateri
ale fra ældre tid over sådanne steder, og en sam m enligning med stedets udseende nu hjæ lper til med stor sikkerhed at forstå iagttagelser også på steder, hvor en sådan gam mel beskrivelse ikke findes.
Også i Flensborg am t h ar oldsagsam lere og am atørarkæ ologer - ehrenam tliche Pfleger - haft deres store betydning for at bevare det m ateriale, der her forelægges.
Y derst vigtige i den arkæologiske oversigt er kortene over de forskellige oldsag
typers udbredelse. Et stort m ateriale står til rådighed og allerede de første kort over ældre stenalder viser de om råder, hvor bebyggelsen sæ tter ind i de første årtusinder. M an ser så på de følgende kort. hvordan de første agerbrugere i yngre stenalders begyndelse fra kyster og ådale flytter længere ind i landet, ganske som det kan studeres i naboom råder i Nordslesvig.
Bebyggelsen i denne og den følgende tid sam ler sig stort set i 4 om råder, hvert knyttet til sit åsystem og præget af bestem te jordbundsforhold. Interessant er nu, at disse forhold trods m indre forskydninger holder sig oldtiden igennem . Også R öschm ann tvivler på teorier om en stor befolkningsform indskelse i Østslesvig i løbet af yngre bronzealder. J hvert fald viser de sam m e hovedtræ k sig, når fundene igen d u kker op i ældre jernalder, og endog m iddelalderens herredsgræ nser forløber i de indtil da fundtom m e om råder mellem bygderne.
D enne kontinuitet i bebyggelsen er bem ærkelsesvæ rdig og viser, at man skal være forsigtig med at drage slutninger af, at fundm aterialet svigter i perioder.
D et drejer sig jo her i det væsentlige om en bondebefolkning, som ikke uden tu n g t
vejende grunde fo rlad er et sted, hvor den trives.
D et ses også af denne publikation, at en bebyggelseshistorisk undersøgelse m å gå grundigt til værks med et m indre om råde for at nå reelle historiske resultater.
E t p ar særlige em ner tager R öschm ann op i forbindelse med den egentlige
»L andesaufnahm e«. H an h ar foretaget undersøgelser af sten med skålform ede fo r
dybninger og kom m er til det resultat, at man i oldtiden brugte stenpulver fra »hel
lige« sten som m edicin, og at skålene er opstået på denne måde. M orsom t nok er en stor norsk undersøgelse af Sverre M arstrander sam tidig kom m et til et ganske lignende resultat, om end han tydeligere end R öschm ann knytter skikken til frugt- barhedskulten.
F oruden de gam le vejspor får også de m iddelalderlige voldsteder deres behand
ling, og F lensborgfarere vil være forfatteren taknem m elig for omhyggelig rede
gørelse for de 4 voldsteder, der endnu kendes indenfor Flensborg by, selv om man ikke ved, hvilket af dem , der gav byen navn.
På en m åde var vi her i landet foran med katalogiseringen af vore oldtidsm inder.
De første sognebeskrivelser blev udarbejdet længe før århundredskiftet, og vort m ateriale er derfor vistnok bedre end det, der kunne frem skaffes i dag. M en det nye i den slesvig-holstenske »L andesaufnahm e«, som nu h ar overvundet kritikken og efterlignes m ange steder, ligger i publiceringen. M useerne ligger efterhånden m ed så stort et m ateriale, at rejsende arkæ ologer aldrig n år at udnytte det, ganske bortset fra de smertelige erfaringer, som tyske m useer m åtte gøre u nder den anden verdenskrig.
Det er ikke usandsynligt, at vi også her i landet bliver nødt til at tage tanken bag vore sognebeskrivelser op til fornyet overvejelse, så m eget mere som det arkæ o
logiske arbejde nu ikke m ere er forbeholdt et enkelt m useum i K øbenhavn, men er fordelt på mange.
Hans Neumann.
Rügen som søfartsø
Wo l f g a n g Ru d o l p h: Die In s e l d e r Sc h i f f e r. Zeugnisse und E rinnerungen von rügischer S chiffahrt. Rostock 1962. 247 sider + 28 tavler.
Der er grund til at henlede det søhistorisk interesserede danske publikum på denne righoldige og sam tidig levende skrevne frem stilling af øen Rügens søfartshistorie gennem tiderne. F o rfatteren , der er etnolog og som i m ange år h ar boet i Sassnitz, h ar for Institu t fü r deutsche V olkskunde (under D eutsche A kadem ie der W issen
schaften) haft den opgave at »inventere« den tyske østersøkyst, et arbejde der som resultat h ar givet et rigt udbytte af oplysninger, tegninger, fotos m. m. om lokale skibstyper, fiskeriet og dets m etoder, kystsøfarten og farten over den vide sø. H ans resultater er på m ange m åder af interesse for D anm ark og Sydsverige, idet han frem drager m ange fællestræk inden for søfartskulturen, fiskeriet og skibsbyggeriet.
H er kan forøvrigt henvises til hans afhandling om de pom m erske drivkvaser (»Zees- boote«) i H andels- og Søfartsm useet på K ronborgs årbog 1961 (s. 4 9 -8 9 ), hvor der redegøres for de gensidige tysk-danske og dansk-tyske påvirkninger på dette felt (jfr. konservator C hristian N ielsens afhandling sst. s. 9 0 -1 5 0 , der belyser em net fra dansk side).
D en foreliggende bog klargør på andre om råder den m ange gange ret intim e for
bindelse m ed norden; m an h ø rer f. eks. om R ügen-skippernes regelmæssige farter m ed bræ nde til K øbenhavn og om hvorledes de danske jagt- og skonnerttyper blev
187
efterlignet af øens skibsbyggere, og fæ rgefarten til Y stad og T relleborg behandles udførligt. M en ellers er det øens egen fiskeri- og søfartshistorie, der grundigt beskri
ves, dels p å grundlag af arkivstof og trykt litteratur, dels p å et af fo rfatteren selv indsam let m eget om fattende kildem ateriale, optegnet under sam taler m ed den sted
lige befolkning. Som følge deraf er bogen blevet langt m ere end en nøgtern statistisk beskrivelse; den behandler i rigt mål fisker- og søm andslivet i alle dets faser og giver således et facetteret stof til belysning af befolkningens kår, skikke, tro o. s. v. Også h er m æ rker m an, hvor m eget fællesstof der er m ellem Skandinavien og det tyske kystlandskab, helt bortset fra, at søfartskulturen på m ange m åder er international i sit hovedpræg.
E n eneste anke: D esvæ rre m angler der et register; det havde ellers været til stor nytte.
Hen ning Henningsen.
Traps D a n m ark
J. P . Tr a p: Da n m a r k. F em te udgave. R edigeret af Ni e l s Ni e l s e n. Pe t e r Sk a u t r u p, Po v l En g e l s t o f t, Th e r k e l Ma t h i a s s e n. H jørring, T histed og A alborg am ter (bind VI, 1—3), 1266 s., 1960-61. V iborg og Randers am ter (bind V II, 1—2), 1068 s., 1962-63. K r. 58.00, 48.00, 78.00, 90,00 og 90.00.
I fortsæ ttelse af tidligere anm eldelser (F ort N ut X IX s. 328 ff., X X s. 47 f., s. 219 f.
og X X I s. 141 f.) skal opm æ rksom heden endnu engang henledes p å fem te udgaven af dette storvæ rk, som i løbet af årene 1953—60 h ar inddæ kket, hvad m an i gamle dage ville kalde østifterne, inkl. hovedstaden og hovedstadsom rådet, og som d er
efter er gået i gang med Jylland, begyndende nordfra.
O m tren t midtvejs i udsendelsen af de 5 am tsbind, som her skal om tales, er der sket et personskifte i værkets generalstab, idet T herkel M athiassen ved Povl Engels- tofts død er in d trå d t i redaktionen sam m en m ed professorerne Niels N ielsen og Peter S kautrup. F o r Povl Engelstoft blev T raps D anm ark den sidste store bedrift i et langt livs redaktørvirksom hed. I betragtning heraf fo rstår m an godt, at redaktionen har villet bringe en nekrolog over ham snarest muligt, men m an kan diskutere, om ikke det havde væ ret rim eligere at vente til de(t) afsluttende registerbind, da m an næ ppe om nogle år vil erindre, at Povl E ngelstoft døde i intervallet mellem u d sendelsen om Å lborg am t og V iborg amt.
M ed den faste ram m e, der fra starten skal lægges og er lagt om udgivelsen af et væ rk som T raps D anm ark, vil der ikke kunne forventes større æ ndringer i værkets karakter, fordi m an fra Ø erne foretager springet til Jylland. Og dog kan der noteres en væsentlig og ret iøjnefaldende ændring. P å sognekorte ne, som stadig er gengivet i m ålestoksforholdet 1: 150.000, har m an for at lette overskueligheden vist det be
handlede sogn som en hvid flade, m ens de om kringliggende sogne h ar fået en grå rastertone, og sam tidig h ar m an skåret antallet af de med navn gengivne lokaliteter betydeligt ned. Selvfølgelig er alle byerne m edtaget sam t et udvalg af Saml. af gde og hse, m en h ård t er det gået ud over kategorien gårde. M an skulle vel forvente, at de hovedgårde, som stadig er store landbrugsbedrifter og sam tidig historiske m indes
m æ rker m ed dertilhørende oplysninger i selve teksten, stadig fandtes værdige til navn og signatur, m en dette er ingenlunde altid tilfældet. Således kan det f. eks.
nævnes, at hovedgården H øgholt i V endsyssel leder m an forgæves efter på sogne
k ortet fo r H ørm ested sogn (bd. VI s. 155), skønt den dog i teksten optager næsten 2 sider, inkl. et udm æ rket billede. A t den pågæ ldende gård godt kan findes p å am ts- kortet over H jørring am t, er efter anm elderens m ening en ringe trøst. O m vendt kunne m an godt have undvæ ret afbyggergården G rishøjgård på kortet over T olstrup sogn (bd. V I s. 338), og i det hele synes der a t råde en del inkonsekvens m. h. t.
hvilke gårde der skal m ed og hvilke ikke. G årdnavne og -signaturer er im idlertid kun en del af, hvad m an kan savne på de jyske sognekort. M ens ø-bindenes sogne
k o rt stort set havde sam m e indhold som G eodæ tisk Instituts ko rt over D anm ark i 1 : 100.000, h a r m an nu taget kortet 1 : 200.000 som udgangspunkt. D et skal ind
røm m es, at kortene h a r vundet i overskuelighed - og den i denne forbindelse ofte næ vnte lup kan godt forblive i skuffen - m en m an h ar vel næppe tiltæ nkt sogne- kortene en funktion som fæ rdselskort, og sam spillet mellem kort, tekst og illustratio
n er er ved den stedfundne æ ndring ikke m ere så harm onisk som før.
M ens sognekortenes æ ndring m å noteres på tabssiden, m å en anden ændring betegnes som en gevinst. De såkaldte herredsindledninger, som i de tidl. udkom ne bind indskræ nkede sig til et p a r linjer med en henvisning til de i am tsindledningen m eddelte oplysninger om den adm inistrative inddeling siden 1660, h a r i de forelig
gende bind fået en betydelig udvidelse. D et er priseligt, at de ellers så stedm oderligt behandlede birker er m edtaget, og de jurisdiktionelle forhold er i det hele taget om talt i et sådant om fang, at T rap ligefrem bliver et godt udgangspunkt for en arkivundersøgelse. Endvidere er herredsinddelingen også anskuet under en gejstlig synsvinkel (provstierne), og herredernes tilhørsforhold til de gam le len - før 1660 - er belyst.
F o r dyrkere af lensvæsenets og lokalforvaltningens historie h ar T rap - også i tidl.
udgaver - væ ret et nyttigt værk; m an h ar her bl. a. kun n et finde oplysninger om len og lensm æ nd forud for 1513, hvor Erslevs »D anm arks len og lensm ænd« begynder, i det m indste for slotslenenes vedkom m ende. Fortegnelser over lensm ændene h ar været bragt i forbindelse med om talen af de slotte, h v orfra de pågæ ldende udøvede deres adm inistrative virksom hed. D enne linje er heldigvis også fulgt i 5. udgave, og dog h a r det ikke væ ret anm elderen m uligt at finde de pågæ ldende oplysninger om så betydelige len som Å lborghus og D ronningborg, hvorim od len som Skivehus, H ald og K alø er behandlet i det vante om fang. A tter en lille inkonsekvens, men em net er m åske også så specielt, at kun de særligt interesserede bliver opm æ rksom m e på m anglerne.
Det vil være en krævende opgave at gå på jagt efter trykfejl i fem digre am tsbind, og det er heller ikke forsøgt, m en én sprang dog i øjnene, nem lig hvor arealet af D anm arks største højm ose, Lille V ildm ose, angives til 55 m 2 (bd. V I s. 1029).
N æ rvæ rende anm eldelse er bevidst koncentreret om de ændringer, T rap h ar u n d er
gået i de udkom ne Jyllands-bind. D en frem førte kritik æ ndrer im idlertid intet i den forlæ ngst fastslåede kendsgerning, at T rap er et uhyre nyttigt, grundigt og solidt opslagsværk, til lige stor nytte hvad enten m an søger oplysninger af antikvarisk art eller vil orientere sig i det m oderne sam fund.
D et m å m eget håbes, at det påbegyndte udgivelsestem po kan holdes, således at hele landet vil være dækket ind i tide, før den planlagte opdeling i større adm ini
strative enheder - til afløsning af de nuvæ rende am ter - helt æ ndrer ram m erne for værket.
N ie ls O xenvad.
13 189
Lem sogn
Al f r e d Ka a e: Le m So g n: E t skår af m osaikken D anm ark. U dgivet af læge A ndreas T ofts legat til en beskrivelse af Lem sogn. R ingkøbing 1962. 364 sider. (Ekspedi
tion: husejer Alf. Pedersen, Lem).
A tte r er der udkom m et en stor, fornem t udstyret bog fra læ rer A lfred K aaes hånd.
Ligesom tilfæ ldet er m ed hans tidligere bøger og afhandlinger er bogen forsynet med K aaes egne tegninger og skrevet med noget af en digters pen, så her m æ rker vi en forening af kunstneren og historikeren og tilm ed en stræ ben for at vise »skåret«
på sin plads i den store mosaik. D erved bliver frem stillingen endog m eget bred.
F o ru d e n et grundigt arkivarbejde er der gjort studier i landskab og arkæologi, lige
som der er foretaget en indsam ling af m undtlig tradition. Opdelingen af stoffet er sket i følgende hovedafsnit: N atu ren og m ennesket, O ldtidslevn og oldtidsliv, M iddel
alderm inder, F ra reform ationen til m atrikelstiden, D en unge enevælde, Stavnsbån
dets århundrede, R eform tiden, N ye tider, Op m od vor tid, D e gam le gårde i sog
net. D et sidste er gårdhistorien, der lettes noget ved, at her h a r væ ret et ret stort antal enkeltgårde eller gårde med eget navn, nogle af disse gårdnavne er fo r øvrigt gået af brug i nyere tid. Im idlertid gik det her som adskillige andre steder, at da bonden selv blev ejer af sin jord, handlede og m ageskiftede han m ed den i en så
dan grad, at gårdenes kendingstegn dengang - h artk o rn et - forandredes til ukende
lighed. D e rfo r vil det forstås, at trods det store arbejde h ar det ikke alle steder været m uligt for K aae at give en sam m enhæ ngende oversigt. F o rfatteren h ar også be
nyttet sig af et stort m ateriale til gård- og slægtshistorien, som læge A ndreas T oft og genealogen T horvald Lodberg havde bragt til veje.
N å r bogen er blevet så stor og flot, som den er, skyldes det foruden forfatteren og udvalget, der h ar stået for udgivelsen, afdøde læge A ndreas T oft, der stiftede et legat til en beskrivelse af sognet. Må vi lige m inde om, at det er den sam m e læge, der gennem et stort legat gjorde den yngre slægt i Lem til sine arvinger og m uliggjorde fredningen af 0 . Lem hede med de kendte oldtidsagre og hustom ter.
H . K . Kriste nse n.
Roskilde-billeder
Bi l l e d e r f r a d e t Ga m l e Ro s k i l d e. Tekst: Ha n s Rø n ø. Roskilde Tidendes F orlag 1963. 47 s.
K irkegårdsinspektør R ønø h ar efter fru F anny Fangs død skrevet lørdagsartikler til
»Roskilde Tidende« om lokalhistoriske em ner og på opfordring udsendt et udvalg af dem , hver artikel ledsaget af det billede (fotografi eller gengivelse af m aleri eller tegning), hvorover der fortælles. R ønø gør beskedent opm æ rksom på, at h an ikke er forsker og beder om, at sm åstykkerne kun betragtes som causerier, der bortset fra den 60-årige fortæ llers egne erindringer bygger på tidligere lokalhistorikeres arbejder. R ønø fortæ ller livligt, bedst utvivlsom t h vor hans egne m inder fra op
vækst og ungdom i Roskilde træ der til; i enkelte tilfælde m ed en detaljeret oprem s
ning af navne (f. eks. D e første spejdere), der kun kan interessere en ret lille cirkel,
eller med vittigheder, der virker som fyld (M eldahl om Chr. IV s. 14). Flere artikler tangerer hinanden, hvorved gentagelser frem kom m er, som i stykkerne, der fortæ ller om den gam le torveplads og det nuvæ rende Stæ ndertorv; det lader sig nok vanske
ligt undgå. D et er stykkerne, der knytter sig til nedrevne huse eller æ ndrede gade
partier, der h ar interesse læ ngst ud. F otografierne er i deres gengivelse præ get af at være beregnet til dagbladspapir, ofte er det K r. H udes billeder, der er benyttet, trist da, at den sidste artikel i heftet, der er viet m indet om H ude, er forsynet med et billede, der viser os hans hus og hans pæ retræ , men kun lader os skim te ham selv.
Rønøs hefte fører ikke i dybden, m en det er med til at føre en ny slægt - også de unge tilflyttere - ind i et Roskilde, der for ikke længe siden er forsvundet.
C. Rise Hansen.
Færgegården
Ho l g e r Mu n k: Jæ g e r s p r i s Fæ r g e g a a r d gennem fire hundrede aar. G ads forlag, Kbh. 1962. 425 s.
»Byens luft gør fri«, sagde m an i gam le dage. Det gælder næppe mere. M en luften om kring Jæ gerspris frigør åbenbart folk i høj alder til videnskabelig indsats. V ar stiftelsens læge, Eiler H ø e g, ikke 72 år, da han disputerede for doktorgraden, og var overlæ rer og forpagter H olger M u n k ikke 63 år, da han forsvarede sin disputats om ry tterbønderne ved V ordingborg?
D en nyeste frugt af H olger M unks videnskabelige studier er en stor og statelig bog om F æ rgegårdens historie. M ed utrolig flid h ar han sam let så godt som alt, hvad arkiver og trykte kilder rum m er om em net, o rdnet stoffet m ønstervæ rdigt og frem stillet det nøgternt og grundigt. F æ rgegårdens tilskikkelser skildres i sam m en
hæng med godset Jæ gerspris’ historie. H er supplerer dr. M unk på væsentlige p u n k ter C. F. Wegeners afhandling fra 1855-56 om A braham strups historie. M åske kan m an fristes til at sige om M unk, hvad N . M . Petersen engang sagde om W egener, at h an h ar presset pom erantsen til sidste dråbe, - enkelthederne er overvældende, og de, der kun kender fo rfatteren fra denne bog, ved ikke hvor fortrinlig en for
tæ ller han kan være. Lidt stram ning ville have ladet denne evne hos forfatteren kom m e bedre til sin ret.
På den anden side savnes lidt blik ud over landet. H vordan var færge- og b ro spolitikken« andre steder? D et m å have været en indbringende stilling at lede fæ rgefarten over vore m ange sunde og fjorde. Det står da også klart, at den fo r
nem m e fæ rgegård (hvis arkitekt pudsigt nok uden fornavn kaldes »bygningsinspek
tø r Friis«) ganske m istede sit økonom iske eksistensgrundlag, da K ronprins F rederiks Bro blev bygget i 1868. Af gården, der har været forfatterens kære og velplejede hjem gennem fyrretyve år, er der et væld af gode billeder, kun intet af fæ rgen selv (bortset fra Senns akvarel fra 1808, hvor læseren ved egen hjælp kan opdage den).
M en fo r hver den, der elsker egnen om kring Jæ gerspris, vil dr. M unks bog være en guldgrube, og den er tillige et nyttigt bidrag til dansk kulturhistorie.
R o a r S k o v m a n d .
13*
191
O m huse
Ha k o n Lu n d og Kn u d Mi l l e c h (red.): Da n m a r k s b y g n i n g s k u n s t. H . H irsch- sprungs forlag, K b h . M C M LX 1II. 479 sider. 111. kr. 5 9 ,- hft.
To b i a s Fa b e r: Da n s k a r k i t e k t u r. A rkitektens forlag, K bh. 1963. 278 sider. 111.
kr. 7 8 ,- ib.
Siden m agister H arald L angberg i 1955 udsendte sin D anm arks B ygningskultur, der forlæ ngst er udsolgt, er der ikke udkom m et noget større værk om dette em ne.
I 1963 er ikke m indre end to væ rker udsendt.
Da n m a r k s By g n i n g s k u n s t frem træ der som et sam leværk med ni forfattere, hvoraf de to arkitekturhistorikere H akon Lund og K nud M illech h ar væ ret redak
tører. Illustrationerne, der betyder m eget for et sådant værk, er ikke særlig gode.
De, der belyser de ældste afsnit, er de dårligste. I et værk om bygningskunst burde der, m ed illustrationsm aterialet, være gjort rede fo r forholdet mellem plan, opstalt og funktion. H er beskrives funktionen, bygningens opstalt vises i fotografi eller teg
ning, m en der er ikke gengivet planer af ret m ange af de beskrevne huse. I m agister L angbergs bog dannede planer og fotografi en helhed.
D a så m ange fo rfattere har m edvirket, vil det være vanskeligt, i en anm eldelse, at kom m e udenom en gennem gang afsnit for afsnit.
A rk itek t E lna M øller indleder væ rket med en beskrivelse af træ bygningskunsten fra stenalder til m iddelalder, og det er et velskrevet afsnit. D et er ikke meget, d er er bevaret af disse træhuse, men den klare frem stilling, der gør afsnittet let
læseligt, få r også stoffet gjort nærværende.
V æ rkets kronologiske opbygning bliver slået i stykker af det følgende afsnit om landbygninger indtil 1870, skrevet af m useum sinspektør Bjarne Stoklund. D er lægges for m ed bopladser fra jernalderen, hvor kun tom terne er bevaret - derefter fo r
tælles om huse og gårde i m iddelalderen, hvor m aterialet er udvidet med historiske kilder. F ra ca. 1600 er der bevaret gårde, og der redegøres for k onstruktionsprin
cipper, sulehus, højrem shus, huse med spæ rtag og disse huses geografiske om råder.
R om ansk tid, 1050-1250, h a r m agister U lla H aastrup taget sig af. A fsnittet er svæ rt at læse, idet m ange detailler bliver draget frem og udførligt beskrevet. Disse beskrivelser virker sært abstrakte, da illustrationsm aterialet ikke er tilstrækkeligt.
A f 1100-tallets kirker beskrives hovedvæ rkerne — Lund og Ribe dom kirke, sam t hvad forrige årh u n d red e levnede af V iborg dom kirke. E fter en kort om tale af rom anske landsbykirker slutter afhandlingen med det m onum ent, hvor den ro m an ske tradition brydes med den gotiske - Roskilde dom kirke.
R ed ak tø r E rik H orskæ rs afhandling om gotikken, 1250-1530, læses med stort udbytte. K lart og levende fortælles om periodens hovedvæ rker — cistercienserkirken i Løgum , Skt. M orten i Næstved, dom kirkerne i O dense og H aderslev, Skt. Peder i N æ stved og Skt. P etri i M alm ø sam t birgittinerkirkerne i M aribo og M ariager.
O pførelsen af k o rpartiet i Å rhus dom kirke og gotiseringen af hele katedralen beskri
ves og anskueliggøres med et par fine illustrationer. A f profane huse om tales bispeborgene i G jorslev og S pøttrup sam t G lim m ingehus.
R enæ ssancen, som m useum sdirektør M inna H eim burger tager sig af, indledes med en beskrivelse af forsvarsvæ rker og byplaner, for d erefter at behandle kongelige borge, herregårde, kirker, adm inistrationsbygninger og slutte med en om tale af
borgerhuse. M inna H eim bürger m ener, at m an først i renæ ssancen begynder at gennem tæ nke et byggeri i detailler, inden m an sæ tter skovlen i jorden. D et er en fantastisk påstand. Om R undetårn fastslår M inna H eim bürger, at der er så um is
kendelig lighed med hjørnetårnene i L oireslottet A m boise, at alle andre forslag til forbilleder kan udelukkes. D et er unægtelig en forenkling af problem erne.
D e næste tre stilperioder - barok, senbarok og rokoko, klassicisme - beskrives af bibliotekar H akon Lund. L am bert van H avens hovedvæ rker: V or F relsers kirke, et projekt til et kongeslot i K øbenhavn og audienssal og løngang ved F rederiksborg slot indleder afhandlingen. H akon L u n d søger at bringe overskuelighed i den m ang
foldighed af bygninger, der opførtes i perioden, ved udredning af evt. bygm estre, og såvel projekter som de endelige resultater beskrives.
A fsnittet om senbarok og rokoko om handler enevældens store slotte - C hristians
borg og H irschholm - og den vigtigste fornyelse i perioden - den bekvem m e stor- m andsbolig på landet. Eigtveds generalplan for A m alienborgkvarteret, hvis slutsten, F rederikskirken, så m ange arkitekter kom til at projektere, afru n d er perioden og fører naturligt over i klassicismen. H ak o n L und finder udenlandske forbilleder frem for de fleste af rokokoens bygninger, uden dog at vise nogle af dem. M an savner en om tale af oprettelsen af kunstakadem iet (31. m arts 1754), hvor Eigtved blev den første direktør.
Klassicismen indledes med nye projekter til F rederikskirken, og det er Ja rd in ’s to projekter, der omtales. Jardin vendte i 1771 tilbage til F rankrig, og hans elever, først og frem m est C. F. H arsdorff, fører stilen videre. H arsd o rff påbegyndte 1774 opførelsen af sit kirkelige hovedvæ rk, F rederik V ’s kapel i Roskilde, m en det blev hans elev, C. F. H ansen, der fuldførte det i 1 820'erne.
H erm ed er vi inde i næste afsnit, der kun om handler periodens sidste store bygm ester, C. F. H ansen. A rkitekt Helge Finsen h ar skrevet dette afsnit. D et er m åske nem m ere at skrive om en enkelt m ands værker, men det er til gengæld også blevet den bedste afhandling i bogen. A rkitekt Finsen er en glim rende fortæ ller, og hans afsnit kan læses med stort udbytte.
A rkitekt K nud M illech h a r skrevet om de tre næste afsnit - C. F. H ansens sam tid, klassicismens opløsning og den begyndende historicism e og overgangen til den kubistiske funktionalism e. D er var ikke mange af C. F. Hansens sam tidige, der fik store opgaver betroet. H er nævnes M allings universitet og H etschs arbejder.
O prøret m od klassicismen kom med G ottlieb Bindesbølls m useum for Thorvald- sen. D enne bygning, som m an m æ rker h ar M illechs kærlighed, beskrives på ind
gående m åde. H er er endelig en beskrivelse, hvor tekst, tegninger og fotografier går op i en højere enhed, selv om tilegnelsen kræ ver en del af læseren. M illech fører os videre til den nationale retning med H erholdt, for hvis hovedvæ rk - univer
sitetsbiblioteket - der bliver gjort udførligt rede, over eklekticism en og stukarkitek
turen frem til vort århundrede med nationalrom antikkens gennem brud, da N yrop bygger K øbenhavns rådhus. E fter den N yrop prægede retning kom m er nybarokken, og perioden slutter med ny-klassicismen, hvor den i m ellem tiden stæ rkt forkæ trede C. F. H ansen bliver det store forbillede.
Sidste afsnit, tiden efter 1930, bliver behandlet af professor H ans E rling L ang
kilde. H er er valgt at redegøre for de forskellige strøm ninger i arkitekturen og at belyse dem ved eksem pler, hvorfor der heller ikke er foretaget nogen indgående beskrivelse af de bygninger, vi i dag anser for hovedvæ rker. D er gives en glim rende
193
redegørelse for de to retninger i den am erikanske arkitektur, der h ar gjort sig stæ rkt gældende indenfor det nyere byggeri. F ra n k L loyd W right tilstræ bte rustikke virk
ninger og kraftige horisontalvirkninger, mens Mies van der Rohe tilstræ ber forfinede virkninger i et skem atisk form sprog. D enne beskrivelse er vel nøglen til forståelse af nutidens byggeri.
F o r at få det fulde udbytte af bogens tekst m å m an ty til væ rker m ed sam m e em ne, der ikke er så karrige på illustrationer. H er er litteraturfortegnelsen bag i bogen en stor hjælp.
D e gode illustrationer, Da n m a r k s By g n i n g s k u n s t er fattig på, findes til gengæld i Da n s k Ar k i t e k t u r. F o rfatteren Tobias F aber, der er professor ved K un stak ad e
m iet, lader sin bog frem træ de m ed et væld af frem ragende optagelser og et stort supplerende m ateriale af plan- og opstalttegninger. D ansk ark itek tu r beskrives fra forhistorisk tid til nutid m ed hovedvægten lagt på nyere arkitektur. N æ sten halv
delen af bogen om handler arkitektur efter 1900, og en tredjedel h eraf bygninger op fø rt efter 1950.
D er gives en god orientering om arkitekturens udvikling, og hvilke hovedstrøm ninger der h a r præ get den. Ingen nye synspunkter føres i m arken, og enkelte pun k ter kan korrigeres.
U n d er beskrivelsen af jæ ttestuer anføres, at gangen vender m od øst. G angen vender sædvanligvis m od syd, med afvigelser m od øst. Om T riforiegallerierne i de rom anske kated raler står: »D et var en processionsgang over sideskibenes lofter, hvis lysninger ind m od kirken udnyttedes dekorativt.« D et er dog kun een tydning, der h er frem føres, og den m indst sandsynlige. K åre K lints B etlehem skirke h ar ifølge teksten treskibet kor, m en som det frem går af plantegningen, h a r grundens skæ vhed bevirket, at koret kun er toskibet. P lan og opstalt af R ødovre rådhus sam t gengivelsen af hovedtrappen i sam m e rådhus er fejlagtigt benæ vnt Søllerød rådhus. S am m enholdt med teksten skaber dette nu ikke større uklarhed.
A fsnittet om udviklingen fra 1950-1963 er bogens interessanteste. Tobias F ab er har i en anden bog (Rum . F orm og F unktion) skrevet: »A rkitektur er prim æ rt en brugskunst, og dens anvendelighed er en afgørende forudsæ tning for dens kvali
tet.« D ette klare kriterium h ar desværre ikke væ ret enerådende i bedøm m elsen i denne bog. H er vises artistisk fine og afklarede kontorhuse, skoler og rådhuse, m en m idt i beskrivelsen af de raffinerede detaljeringer nævnes ikke med eet ord de kvaler, solvarm en forårsager for de arm e m ennesker, der h a r deres daglige arbejde i disse huse.
En ting, m an savner i afsnittet om nutidens arkitektur, er en om tale af de sane
ringer, der siden krigen er u nder udførelse i m ange byer, specielt i K øbenhavn.
K apitalstæ rke bygherrer opkøber flere m atrikelnum re og får m yndighedernes vel
signelsen til at opføre nybygninger, der totalt ødelægger en gades eller et kvarters proportioner. A rk itek tu r er også læ ren om proportioner. H er i bogen vises kun et p a r vellykkede eksem pler på huse, der indpassedes i en gade, E dvard Thom sens hus p å H . C. Ørstedsvej og M øller-Jensens på F alk o n é r allé.
F o ru d e n fo rfatteren h a r arkitekt Poul E rik Skriver m edvirket ved bogens til
rettelæ gning.
D et er blevet en ualm indelig sm uk bog.
E b b e Lehn Petersen.
Danske haver
Ha k o n Lu n d: Da n s k e Ha v e r i det syttende og attende A arhundrede. T ilrette
læ gningen i sam arbejde m ed C arl G ilbert Jespersen. U dgivet m ed støtte af N y C arlsbergfondet i serien: K unst i D anm ark, redigeret af E rik Fischer, M ogens G jødesen, Poul V ad. G yldendal 1963. 88 sider, 78 illustrationer. K r. 16.00.
Bogens em ne er den franske havestil, som den kom m er til syne i danske haveplaner, en stil, hvis præg skyldes Le N otre og som hersker gennem et århundrede. I D a n m ark afspejler denne stil sig i haveplaner fra ca. 1670-1770; gennem gangen at disse p laner er indram m et af nogle ord om R osenborg have fra begyndelsen af 17.
årh. og om Jæ gerspris-parken fra 17 7 0 -8 0 ’erne.
D er er disciplin over gennem førelsen; havernes brug, havekunstens økonom iske, botaniske og sociale sider berøres ikke, forbindelsen m ed bygningerne kun u n d tagelsesvis. Pladsen tillader ikke nogen bredde, des klarere sam ler teksten sig om selve arkitekternes p laner og deres grafiske forbilleder i det frem m ede. Begyndelsen er L am bert v. H aven, som form odes at kunne være ophavsm and til Sophie A m alien
borg have. H øjdepunktet er J. C. K rieger; afsnittet om ham optager over en fjerde
del af teksten. H ans virke værdsæ ttes højt, han var vor »første og m åske største«
havearkitekt (s. 17), og denne dom afsiges på baggrund af studier over og v u rderin
ger af hele K riegers virke som havearkitekt. E n sådan oversigt h ar vi ikke før haft.
E fter ham tiltræ kker navnlig Eigtved sig opm æ rksom heden; ham tilskrives her en ræ kke haveplaner, dog med et vist forbehold, og han nævnes f. eks. som den, der sandsynligvis h a r indført græsplænen i danske haver (s. 18), en ganske bem æ rkelses
værdig kulturhistorisk bedrift. Jardins m eget selvstændige indsats d anner afslut
ningen, hans sam arbejde med W iedevelt bringer spiren til det ny. - M ange af planerne er naturligvis trods forfatterens indsats stadig anonym e.
D et forekom m er mig, at en af de ting, det er fo rfatteren m agtpåliggende at få frem , er havernes kvalitet forstået som graden af tilegnelse af ånden i de »galliske«
(og »vælske«) forbilleder. D esuden drejer det sig for ham om ikke blot at konstatere, hvor hurtig t overførelsen af forbillederne sker, h an vil også ligesom karakterisere hastigheden: er det, m an får, »avanceret«, »å la m ode«, »en vogue«, eller er det
»arkaisk«, »dém odé«, »altm odisch«? En del m indre ånder holder ikke m ålet; når forfatteren vifter dem så energisk af, føler m an dog trang til at gøre opm æ rksom på, at de nedsæ ttende ord i hvert fald kun h ar berettigelse overfor netop dette kvalitets- og m odernitetskrav. Og det er jo ingenlunde sikkert, at det h a r væ ret det eneste krav, de h ar følt over sig. A f og til får m an oprigtig m edlidenhed med de stakkels m ennesker, som for eksempel »vore gartnere«, der side 30 uform odet træ kkes ind i dette fine selskab af arkitekter og bebrejdes, at de »endnu« i 1780 havde læ rt så lidt af H irschfeld; denne filosofiprofessor i K iel havde skrevet et par bøger, som udkom i - 1779!
E n hovedsag er naturligvis, at bogen bringer gengivelser af m ange haveplaner, 31, og haveprospekter, 12. D e to ældste gengivne planer er fra 1660’erne, de øvrige fra efter 1690 (Blocks H o rticu ltu ra danica fra 1647 nævnes ikke, han er dog optaget i W eilbachs kunstnerleksikon). P rospekterne bringes fortrinsvis som kilde for pla
nerne, m en giver læ seren den fordel, at h an ligesom ser haverne bedre i deres virkelige skikkelse. M en desværre er de jo næsten alle fra om trent sam m e tidspunkt,
195
om kring m idten af det 18. årh. - M an m å være opm æ rksom på, at udeladelsen i visse tilfæ lde af kunstnernavn i billedteksten ikke altid betyder, at planen er an o nym ; navnet m å så eftersøges i teksten.
Bag i bogen findes en ordliste, nogle henvisninger sam t et nyttigt register, en højst fortjenstfuld nydannelse i serien; registret om fatter desværre ikke billed
teksterne.
Bogen indeholder desuden 30 store fotografier fra nogle af haverne, som de ser ud i dag.
P o v l Eller.
G lashistorie
Al f r e d La r s e n, Pe t e r Ri i s m ø l l e r og Mo g e n s Sc h l ü t e r: Da n s k g l a s. N y t N o r
disk F orlag A rnold Busck. K øbenhavn 1963. 416 sider med 480 illustrationer (heraf 8 i farver), samt tekniske tegninger. - Pris kr. 185,- hft.
F o r 7 -8 år siden publicerede Å lborgm useets idérige og foretagsom m e chef Peter Riism øller sine to artikler om nordjyske glas i »A rv og Eje« og grundlagde derved en helt ny forskning i dansk glastilvirkning i det 19. århundrede. Idet h an gik ud fra en gruppe af glas m ed tydeligt lokalt tilhørsforhold, indkredsede og beskrev han på forbilledlig m åde en produktion, der kunne henføres til de hidtil næsten ubem æ rkede nordjyske glasværker C onradsm inde (1835-1857), M ylenberg (1852—
1864) og Å lborg (1852-1925), og gjorde rede for disse glasværkers historie, drifts
forhold og personale. H an h ar siden arbejdet videre m ed stoffet og udvidet arbejds
feltet til også at om fatte århundredets øvrige danske glasværker, især da de store og velkendte foretagender H olm egård og K astrup, og h ar vist nogle af sine resul
tater ved glasudstillingen på L ouisiana 1961, i hvis arrangem ent han deltog, og ikke m indst ved glasafdelingen på hans eget m useum s jubilæ um sudstilling 1963.
N u h ar Riism øller gjort status i den foreliggende bog, ved hvis udarbejdelse han er gået i fru g tb a rt sam arbejde m ed den omhyggelige arkivforsker A lfred Larsen og glasteknikeren, H olm egårdvæ rkets chef M ogens Schlüter. Stor og sm uk er bogen, der er trykt (på krideret papir af hensyn til de m ange billeder) i K rohns Bog
trykkeri med klicheer u d ført hos P eyrath. N å r m an ved, hvor svært det er at foto
g rafere glas, m å m an ikke m indst beundre fotografen K arin M unk, der har leveret de henved 500 optagelser af en sjælden egalitet og præget af en ukru k k et redelig
hed. Bogens udstyr står i det hele fuldt på højde med, hvad nutidens forlæggere fo rstår ved kunstbøger (gerne dyre - denne er heller ikke egentlig billig). F o r at forebygge m isforståelser skal det d erfor straks bem ærkes, at R iism øller selv i et afsnit om »hundrede års stiludvikling«, hvori der står m ange kloge ord om h ån d værk, im pulser og traditioner, slutter med om det 19. århundredes danske glas
m agere at sige »P ublikationen af deres hæ nders værk er ikke kunsthistorie, men kulturhistorie«.
Bogens fo rfattere h a r delt arbejdet således mellem sig, at A lfred Larsen som indledning skriver om glasindustriens historie, derefter gør R iism øller i bogens hovedafsnit rede for selve glassene, og til slut fortæ ller M ogens S chlüter om teknik og term inologi.
A lfred Larsen begynder sit afsnit med et ko rt kapitel om de ældre danske glas
hytter i D anm ark (16.-17. århundrede) og bringer heri hidtil ukendte oplysninger om flere jyske glashytter, af hvilke enkeltes eksistens ganske vist var konstateret gennem jordfund, m en ikke tidligere h a r kunnet dateres. H ovedopgaven har dog væ ret skildringen af glastilvirkningen i tiden 1825-1925, og det gøres i et oversigts- kapitel og en gennem gang af hvert enkelt glasværks historie. F o r nogle glasværkers vedkom m ende foreligger der forarbejder (ikke m indst Riismøllers ovennæ vnte væsentlig m ere om fattende behandling af de nordjyske glasværker, der dog h ar kunnet suppleres m ed nye oplysninger), fo r andre frem byder afsnittet næsten helt nyt stof. I det hele er det en udm æ rket og klar oversigt. Som det desværre ofte er tilfæ ldet m ed historiske indledninger af den art (anm elderen angrer selv gamle undladelsessynder), m å m an undvæ re kildehenvisninger, selv om m an bræ nder efter at få en næ rm ere specifikation af de »diverse arkivalier i Rigsarkivet«, hvortil der k o rtfa tte t henvises.
Riism øller indleder sit store afsnit om selve glassene med det før nævnte kapitel om stiludviklingen og gør dernæ st rede for grundlaget for sin datering af glassene og deres henførelse til de forskellige glasværker. D et drejer sig især om illustra
tioner i værkernes priskuranter, for H olm egårds vedkom m ende et håndtegnet »kata
log« fra 1853 og løbende prisfortegnelser kom bineret med dette værks enestående prøvesam ling m ed m odeleksem plarer af glas fra hele værkets levetid, og hertil tekniske sæ regenheder (for C onradsm indes vedkom m ende bl. a. konstateret ved Riism øllers egne udgravninger på tom ten) og sikre trad itio n er i ejerslægter om enkelte glas’ oprindelse. På dette grundlag er det lykkedes at skaffe så nogenlunde rede på det store m ateriale - alene dette er en im ponerende præstation.
R esultatet fremlægges i den om fattende billedrække - med billederne på tavler til højre og tekster på siden overfor. S toffet er disponeret efter brugstyper. Først kom m er de talrige drikkeglas, begyndende med frim urerglas og sluttende med hankekrus, og derefter drikkebeholderne som karafler, lom m eflasker og brænde- vinsgrise. D e sidste to fem tedele af billederne viser de talløse andre genstande af glas til husholdningsbrug (tedåser, sukkerskåle og flødekander, m æ lkefade o. s. v.), til hjem m ets brug i øvrigt (lysestager og lam per, fluefangere - og m ændenes tobaksdåser) eller til m ere specielle form ål (som kopglas til åreladning eller apote
kerglas, ja endog alterkander) - og til slut endelig en rad flasketyper. Teksterne giver alm indelige katalogoplysninger om de afbildede ting, men tillige i hvert til
fælde en redegørelse for, på hvilket grundlag genstanden er h en fø rt til dette eller hin t glasværk.
D a Elisa Steenberg i 1952 udgav sin fortrinlige bog om svenske 1800-tals glas, gik hun ud fra glasværkernes prisk u ran ter og gav i serier af skem atiske tegninger en så vidt m uligt fuldstæ ndig oversigt over det forråd af form er og dekorative ele
m enter, der i århundredets løb havde været udbudt til salg fra de svenske værker.
R iism øller er gået den m odsatte vej og bygger sin undersøgelse op ud fra den bevarede bestand af glas, sådan som han h ar læ rt den at kende ved flere års omhyggelig registrering af museers og private sam lingers indhold. M etoden giver selvfølgelig ikke et udtøm m ende billede af den faktiske produktion. M an tæ nke blot på, at et m indre glasværk som C onradsm inde i sin p riskurant 1840 kunne udbyde ikke m indre end 300 num re til salg, og sam m enligne derm ed, at det antal genstande, R iism øller afbilder fra dette væ rk (som h an dog h ar ofret ganske særlig opm æ rksom hed), kun løber op til ca. Vio heraf. G las er jo så skrøbelig en
197
vare, at talrige typer ganske naturligt m å være totalt forsvundet. M en m an vil også tro, at ældre hjem stadig gem m er m ange glas fra det her behandlede å rh u n d rede; n å r de efterhånden kom m er frem , vil d er sikkert b landt dem være typer, d er ikke kan identificeres på grundlag af denne bog.
M an fo rstår dog let, at m useum sm anden R iism øller h ar fo retru k k et at publicere selve tingene frem for a t bringe system i katalogtegningerne (der i øvrigt heller ikke ville bevirke fuldstæ ndighed). M an fo rstår og deler hans glæde over dette opbud af det borgerlige D anm arks brugsglas, hvori håndvæ rkerduelighed ofte er indgået i en heldig forening m ed det inspirerende m ateriales m uligheder.
M an tro r også gerne, at bogen giver et rigtigt helhedsindtryk både af vore glas
væ rkers p ro duktion og af, hvilke glas m an kunne finde i danske gennem snitshjem . I velhavende huse h a r m an dog selvfølgelig dæ kket festbordet med krystal fra Val St. L am bert eller andre berøm te udenlandske glasværker, og efterhånden som trans
portm idlerne forbedredes, har der sikkert også væ ret en stigende im port af billigere frem m ede glas. R iism øller afbilder selv i enkelte tilfæ lde glas, om hvilke han ikke m ed sikkerhed tø r sige, om de er danske eller im porterede. F orm sproget er i hele årh u n d red et internationalt. N ye form er, der kom på m ode i udlandet, blev af kon
kurrencehensyn hurtig t taget op af de danske glasværker for efter kortere eller længere tid at gå af m ode igen. M en der produceredes også ved alle væ rkerne
»evige form er«, der h ar deres oprindelse i udbredte traditioner ved de europæiske glasvæ rker - ofte fra længe før vor hjemlige p roduktion satte ind. Vinglas af den type, der på H olm egård kaldtes »Anglaise« og - som navnet antyder - h a r engelske traditioner, afbildes i bogen i et antal af ikke m indre end 18 (med m indre v aria
tioner) fra tre forskellige glasværker; form en er produceret på H olm egård lige til vor tid. Om H olm egårds service W ellington oplyser Riism øller, at det u nder sam m e navn findes i et katalog fra Val St. L am bert 1855 og tidligt var i p roduktion på glasværket F riedrichsfeld ved Rendsborg (nedlagt ca. 1862 - dets glas ret u d bredt i Jylland). O gså dette glas h ar engelske aner. De to nævnte servicer synes i øvrigt at være de første tilfæ lde af servicedannelse inden for dansk glasproduktion kort efter århundredets m idte. D et hæ nger sam m en med nye overdådige m oder i bord
dæ kningen (som skildret i Elisa Steenbergs om talte bog), at det rige bourgeoisi ved den tid ønsker ved hver kuvert at sætte en række glas i sam m e form , m en af varierende størrelse efter vinens art (og grønt til hvidvinen).
M ange gode og interessante oplysninger findes ru n d t om kring i Riism øllers billed
tekster. M an finder således (fig. 176 og 204) om talt glas m ed navne og årstal, der antagelig er graveret i den m arkedsbod, hvor de solgtes. M an m indes de gam le bøhm iske glashandlere, der drog landene ru n d t med deres trillebør eller bæ rekurv m ed glas og deres gravørhjul og på stedet graverede i glasset efter køberens ønske.
»G raveret af Iserhorst, hvis h ånd oftere findes p å glas, solgt på sjællandske m arke
der«, skriver Riism øller. H vem er i øvrigt denne Iserhorst? M an savner nogle perso
nalia. Og et navneregister!!
E nkelte billedtekster indledes kort og godt m ed ordet: F alsum . D et drejer sig især om glas, d er er dekorerede i nutiden for a t blive m ere attraktive i antikvitets
handelen, og som R iism øller afbilder til skræk og advarsel. Bogen vil sikkert bidrage til den prisstigning p å selv jævne danske glas fra den om handlede periode, der h a r fu n d et sted i de seneste år. Til gengæld k an m an håbe på, at advarslerne m od de falske graveringer o. 1. kan have en prohibitiv virkning (og m åske at visse
antikvitetshandleres benæ vnelser som herregårdsglas, rakkerglas etc. erkendes som de rom antiske m odeord, de er).
Bogen afsluttes m ed M ogens Schlüters afsnit T eknik og term inologi. D et er sim pelthen fortræ ffeligt. Jeg m indes ikke at have læst en så ligetil og klart forståe
lig indførelse i glassets tilvirkning, oven i købet anskueliggjort (ligesom en del af de efterfølgende fagudtryk) af en række praktiske tegninger. Og så ordlisten. T æ nk om vi kunne få en ræ kke sådanne ordlister for m ange flere håndvæ rk. Adskillige af ordene h a r aldrig før væ ret trykt på dansk, så de h ar m åttet staves efter udtalen.
I enkelte tilfæ lde kunne m an have ønsket et kulturhistorisk supplem ent til den tekniske forklaring (som forøvrigt slet ikke er uden historiske tilbageblik). O rdet Spidsglas forklares således som et glas, hvor stilken er blæst sam m en m ed kum m en.
F rem gangsm åden forklares og illustreres med en tegning - og til slut tilføjes:
U dtrykket kun brugt på H olm egård, på K astrup siger m an: G las med »ben i form en«, ben = stilk. F orklaringen er altså speciel H olm egård’sk og i kulturhistorisk belysning sikkert både for bred og for snæver. 1 M athias M oths ordbog (ca. 1700) læser man: »Spidsglas kaldes et drikkeglas, som er spidset neden til og alt bredes op ad lig en top og ståer p å en fod«. M an genkender let i denne beskrivelse det kegleform ede glas, der står på spidsen på en flad fodplade, en gennem århundreder benyttet form i store og sm å glas, ikke m indst brugt som snapseglas. Riismøllers fig. 2 3 -2 6 falder ind u nder denne definition, derim od ikke fig. 27, 30 eller 33, der siges »gjort som spidsglas«. D a der 1718 lavedes en inventarfortegnelse over det 1714 p å R osenborg indrettede glaskabinet, nævntes heri et stort antal forskellige spidsglas. M ange af disse kan den dag i dag med sikkerhed identificeres i glaskabi
nettet. D et drejer sig i næ sten alle tilfælde om glas med om vendt kegleform et
»kumme« m ed påsat stilk. D en m and, der h ar »katalogiseret« sam lingen, h ar altså ved spidsglas forstået ethvert glas med nedad tilspidsende »kum m e«. H an h ar næppe været fagm and, m en m å antages at have benyttet betegnelser, der var gængse i sam tiden. - Selv om historiske bem æ rkninger af denne og lignende art hist og her kunne føjes til ordforklaringerne, er det dog som allerede sagt med den største glæde, m an hilser dette afsnit, som næppe andre end M ogens Schlüter kunne have skrevet.
H ar anm elderen i det hele taget i det foregående hist og her givet udtryk for
»besserm achen«-tilbøjeligheder, skal det dog til slut fastslås, at det er med største tilfredshed, m an ser tegnet billedet af en hidtil næsten overset side af det behandlede århundredes danske m aterielle kultur, og at m an er de tre forfattere stor tak skyldig for det uhyre om fattende arbejde, de her h ar påtaget sig, og for den sm ukke og indholdsrige bog, der er blevet resultatet af deres indsats. D en vil blive slidt som et nyttigt værktøj for m ange - ikke m indst for de kulturhistoriske museer.
G u d m u n d Boesen.
Den danske Æsop
Æs o p s Le v n e d o g Fa b l e r. C hristiern Pedersens oversættelse af Stainhöwels Æ sop udgivet af Be n g t Ho l b e k. I: Facsim ileudgave, II: Indledning og noter. U niver- sitets-Jubilæets danske S am fund og N ordisk Institut for F olkedigtning, I. H . Schultz Forlag, K øbenhavn 1961-62.
199
D et sidste arbejde, som det lykkedes reform ationstidens store danske hum anist C hristiern Pedersen at få afsluttet før sin død i 1554, var en oversættelse til dansk af H ainricus Stainhow els tyske Æ sop, der antagelig udkom 1476-77. Bogen, der blev trykt i M alm ø og udgivet 1556, findes nu kun i ét (endda ufuldstæ ndigt) eks
em plar, som ejes af D et kongelige Bibliotek. — Teksten er nu blevet genudgivet i facsim ile af folkem indeforskeren Bengt Holbek, som tillige har udarbejdet et lærd og grundigt kom m entarbind, i hvilket han i en indledning behandler hele Æ sop- traditionen og indsæ tter den danske Æ sop i en sam m enhæ ng, der i rum om fatter hele den europæ iske kulturkreds tillige m ed de næ rasiatiske riger, mens den i tid stræ kker sig helt tilbage til fabeltraditionens oprindelse i det uvisse. U dgaven fortjener opm æ rksom hed, ikke blot blandt danske filologer, litteraturhistorikere og folklorister, men også blandt de udenlandske forskere, der beskæftiger sig med de sam m e eller tilsvarende problem kredse. N ationalt set er H olbeks forskningsbidrag overordentlig væsentligt, fordi vor videnskabelige litteratur er så fattig p å større behandlinger af fabeltraditionen. Det kan m åske tillige opfattes som et sym ptom på, at folkem indeforskningen efterhånden er ved at konstituere sig som autonom disciplin. U dgaven er af en høj standard, rig på selvstændige synspunkter og slag
kraftig i sin argum entation for deres holdbarhed. H olbek har inddraget hele den m oderne forskning inden for om rådet og udnyttet den med kritisk sans for, hvor skillelinien mellem det vederhæftige og den subtile nonsens løber.
F abeltraditionen har sit udspring i den nære O rient eller i Æ gypten. Slaven Æ sop levede i det 6. årh. f. K r., men traditionen er naturligvis ældre. Im idlertid er det væsentligt at slå fast, at alle de såkaldte æsopiske fabelsam linger kan spores tilbage til den hellenske kulturkreds, hvorfra de er kom m et til os ad to veje, dels via Byzants og dels via syd- og vesteuropæiske kulturcentre. Stainhowels sam ling ind
tager en interessant nøglestilling i traditionens spegede historie, fordi den østlige og den vestlige udløber i den atter knyttes sam m en; derfor kan H olbek m ed rette konstatere, at »dens forhistorie er intet m indre end fablernes historie i oldtid og m iddelalder«. G enren har, således som den er kom m et til os, forbindelse med en bestem t, allerede i m iddelalderen udtyndet retorisk tradition, - m en langt væ sent
ligere end dette er det dog, ud fra en folkloristisk betragtning, at den ru m m er visse m otivkom plekser, som kan genfindes i andre sam m enhænge, og som netop derfor kan afgive basis for konklusioner af væsentlig betydning.
I perioden mellem rom errigets fald og år 1000 var gendigtningsaktiviteten på fabelens dom æ ne ringe; i stedet kopierede m an de klassiske forbilleder, bl. a. de to betydelige rom erske fornyere af den græske prosatradition Phædrus og Babrios.
H erefter kom m er der atter nye ting til; der udvikledes en m undtlig engelsk fabel
tradition, og i N o rd fran k rig frem kom der en betydelig digtning inden for genren.
1 det 13.årh. blandedes traditionen op med fortæ llestof af anden art, med eu ro pæisk dyredigtning og orientalsk novellistik. I D anm ark udkom i 1555 H erm an W eigeres berøm te rævebog, der repræ senterer et »m oderne« indslag i den digte
riske aktivitet, både hvad angår stof og holdning. D et orientalske fortæ llestof h ar også afsat spor på dansk grund, i C hristen N ielsens D e gam le Vijses E x e m p l e r og I I o ffsp r o c k (1618).
Stainhow els Æ sop var som nævnt det første bevidste forsøg på at »samle« de sideløbende traditioner; sam lingen kan betragtes som en populæ rvidenskabelig ud
givelse: hensigten var helt enkelt den at underholde læserne (et mål, som vel blev
