Tørvegravning i Bække Mose under
Anden Verdenskrig 1940-1945
AfChr. Oxlund
Under AndenVerdenskrigvartilførslen af fossilt
brændsel til Danmarkvanskeliggjort af de usik¬
re besejlingsforhold til danske havne fra den øvrige del af verden, så man måtte iværksætte
allehåndeforanstaltninger foratdække behovet
for energi. Der blev organiseret arbejdshold,
som tog »stød« op afskovbunden og lod dem
save ud til kakkelovnsbrænde, der blev samlet grene ogkviste,somblevhuggettil komfurkvas,
ogder blev foretagetenormejordarbejder forat hente brunkul opaf den danskeundergrund.
Enressource, som mandelvistvarvedatafvikle brugen af,varmosetørv. De danskemoseransås
omtrentfor udtømte fortørv, eller»klyne« som dethedderpå vestjysk, mestendels fordimanhid¬
til havdegravetmed håndredskaber, som havde
enbegrænset dybdegang. Arbejdetvartungtog
adgangsvejene tilmoserne vari ringe stand.
Under Anden Verdenskrig måtte man ty til brugafdettebrændsel igen.Delsvarderarbejds¬
styrker til rådighed, som kunne påtage sig be¬
sværet,delsvardermotorisering nok tilatman kunne forbedre kørevejene, og endelig kunne
man forarbejde tørvene ved maskinel hjælp.
Mange danske moserblevtømtfortørvi krigs¬
årene, og mange steder gav tørvegravningen
TØRVEGRAVNINGI BÆKKE MOSE UNDER ANDEN VERDENSKRIGI94O-I945
Bække Mose
sommeren1944.
anledning til Klondykelignende forhold, hvor arbejdere under usle boligforhold måtte slide i det, mens vognmænd og entreprenører havde gyldne dage.
Aktiviteterne i Bække Mose under Anden
Verdenskrig er nok dårlig kendt af den nule¬
vendebefolkning. Af den grund, føler jegatdet
kanvære nyttigt atskriveom selvoplevede ting
frakrigens dage.
Før krigen blev der gravet tørv i mosen til
vinterens forbrug. Det var private, som ejede
småparceller, udstykket tildette brug. Det fore¬
gik med enkle redskaber, ved håndkraft samt bistand fraenhest,somkunne slæbetørveneud tiltørvepladsen,hvor delå tiltørreefteropgrav¬
ningen.Jeghusker,atjegsombarnvarmed min
bedstefar i mosen, hvorjeg var med til stable
tørv i småpyramideformede stakke, når devar halvtørre. I slutningen af 1930-erne blev der opførtetælteværkinærheden afmitbarndoms¬
hjemafengårdmandvednavnJørgenLegarth,
som ejede BækkeMøllegård. Detvardet første
ælteværk i BækkeMose,menflerefulgte efter.
Produktionen aftørvforegik pådenmåde,at nogle arbejderemed håndkraftgravede dyndet
op ismå tipvogne,som på skinner blev kørtop til ælteværket. Tipvognen blev trukket af en
slags traktor, som var opbygget afen gammel
Ford-motor.Dyndet blevsåtippet af iværketog blandet med vand. Her blev det en tyk, sort,
grødetmasse, somviaenslags elevator blev ført
opienstorbeholder. Herfra blev det igen fyldt
ismå tipvognepåskinner,ogde blev trukket af
to heste. Massen blev kørt ud på liggepladsen,
hvor den blevudlagti langebrede strimler.Her
skulle denligge i nogle dage, før den blev kørt
henoverafenstortromle. Tromlenvarkonstru¬
eret således, at den kunne presse og udskære
massenipassende rektangulærestørrelserpå én
gang.Hverttørvvar så påsammestørrelsesom
en mursten. Tromlen blev trukket af to heste,
som måtte gå med benene i massen, mens de
trak tromlen eftersig.
Når tørvene havde ligget nogle dage forat tørre,skulle de vendes. Detvarmestkvinder,der ordnede dette arbejde. Med håndkraft og en
ÆlteværkpåLegarths tørvefabrik 1944.
speciel spade blev de mange tørv vendt. Når
tørvenevarhelttørre,blevde kørt væk i lastbiler
og store hestevogne. De blev ofte hårdtlæsset,
og mange tørvblev tabt på vejen til stationen,
hvor de blev læsset påjernbanevogne. Mange
børn på ruten kæmpede om at opsamle de
mange tabte tørv. De brugte trækvogne, trille¬
børe ellerengammel barnevogn tilatsamleop i. I nogle tilfælde kunne de samle til familiens
helevinterforbrug.
Der blev oprettet yderligere tre ælteværker
magetil Jørgen Legarths.
Udoverælteværkerne, blev dersaten mæng¬
de presser i gang. De var bemandet med to mand itørvegraven,somgravede dyndetopien elevator, derførtedetopipressen, hvor det blev
æltet uden vand. Ud af pressen kom derstore blokke, som en arbejdertogfraoglagde påen
trolje,en vogn, somkørtepå skinner. Troljenvar trukket afheste, og detvar ofte børn, der var kuskepådisse troljer. Blokkene blevkørt ud på liggepladsen,hvordervar enarbejder, der lagde
dem ud ogmed en speciel greb huggede blok¬
keneoveripassende størrelser tiltørv.Også her
skulle de vendes ogtørres, så dervaradskillige
kvinder, derarbejdedeimosen.Nårtørvenevar helttørre,blev desamletilange strimler, medså
stor afstand imellem, at en lastbil eller heste¬
vogn kunne køre mellem strimlerne og samle
tørvene op. Alt arbejde blev naturligvis udført
eneogalene med håndkraft. Selv aflæsningog
pålæsningen af jernbanevognene foregik med
håndkraft medstore tørvegrebe.
Somtidligerenævntvardet børn, som kørte
hestene ved presserne, ogdervarmangeansat.
Jeg selvbegyndteatkøresom 11-årig. Detvarti
timers arbejde pr. dag med start klokken syv morgen og uafbrudt arbejde til klokken tolv middag. Såvarder en times pause, hvorpå der igen blev kørt fra klokken ét til klokken seks.
Timelønnenvar kr. 1,50, altså seks dagesuger med tiarbejdstimer dagligt. Det betød, jeg hver lørdag nårjeg kom hjem, kunne afleverehalv¬
femskroner, hvilketvaretpænttilskud til fami¬
liens økonomi.
De voksne arbejdere havde akkord, og det
TØRVEGRAVNINGI BÆKKE MOSE UNDER ANDEN VERDENSKRIGI94O-I945
Tørvepresse i Bække Mose1944.
sammehavdehesteejerne. Detvarudregnetsom
en fast pris for hver tusinde stykker tørv. Den
omtalte presse kunne producere 40.000 stk. pr.
dag.Hvad lønnenvar pr. tusinde, ved jeg ikke.
Hvor mange presser, der var aktive i hele
mosen, vedjeg heller ikke. Men et forsigtigt
skøner, at dervar mellem 20og 30 stykker. De
enkelte presser varejet af flere forskellige ejere,
derså kunne kaldesig tørvefabrikanter.
Ensådan tørvefabrikation foregik hversom¬
meri cirka fire måneder, ogden krævede selv¬
sagt megetarbejdskraft. Mange arbejderevar i
gang, og skoleelever arbejdede som kuske. På
den tidvarderkunskoleferie ijuli,såi skoleti¬
den måttetoelever delesometkuskejob, hvilket
kunne lade sig gøre fordi eleverne aldrig gik samtidigti skole.
Det varjo under krigen og tyske soldater
havdelagt beslagpåen delaf Bække Skole. Det
resterende afbygningen,somsåvarledig,måtte
eleverne deles om. Det betød, at nogle klasser
mødte fra klokken syvtilklokkentolv,ogandre
mødte fra klokken ét oggik hjem klokken fem.
Min søster Karen ogjeg delte arbejdet som
kusk.Jeg gik påskolen mandag, onsdagogfre¬
dag, og Karen gik tirsdag, torsdag, fredag og
lørdag. Da vi begge gik i skole om fredagen,
måtte vi skiftes tilatskulkefra skoledennedag
foratpassearbejdetimosen.
Med gangi ensådantørveindustri hversom¬
mer, gav det store forandringer i hverdagen.
Delshjalp deforhåndenværende arbejdspladser påmangefamiliers økonomi, her, hvor kvinder
ogbørn kunne tjene gode lønninger, dels kom
mange arbejdere langvejs fra, og nogen havde
hele familien med. De bosatte sig i altmuligt primitivtsåsom udhuse, træskure og selv i ud¬
rangerede rutebiler. Det har nok fordoblet folke¬
tallet i Bække fra første maj og indtil hen i august, hvor sæsonen var slut. De fleste rejste hjem, hvor de kom fra, men adskillige blev i
Bække som faste beboere. De fik efterhånden andetarbejdeognogetbedreatbo i,ogbørne¬
nekom i Bække Skole.
De fleste arbejdere varenlige. De havde for¬
ladt familienderhjemme. Derforvardermange husmødre, der oprettede pensionater, hvor arbejderne kunne få fuld forplejning. I flere
somre havde vi også hjemme hos os kostfolk,
som de blev kaldt. Etårvar der i alt 32. De fik
madpakker og termokaffe med ud om morge¬
nen. De arbejdede i to hold i mosen, så første
hold fikmegettidligt morgenmad ogdet andet
hold fik meget sent aftensmad. Vores mor var megetdygtig tilmadlavning,menhavdeogsåen ungpige tilathjælpe sig.
Demangekostfolk ikke bare spiste hosos,de
sov derogså. Devar installeret overaltpå ejen-
Guldbergværket, Bække Mose 1940'erne.
dommen.Påstueloftet,på høloftetivognporten ogselv i hønsehuset, dervar tømtforhøns,sov
de. De havde selv madras ogtæppermed hjem¬
mefra. Detvarutroligt, hvordan de klarede sig
med så fåejendele. Et lille barberspejl blev ofte
monteretpåenstolpe elleren karm.
Man må her huskepå,atderpåden tid ikke
var varmt vand eller bruser. Heller ikke toilet, kunetgammeldags das.
Underkrigen varder rationeringsmærker til
alle fødevarer. Detmedførte,atvores morskulle administrere rationeringsmærkerne for hver
enkelt.Jeghusker,atnogle klagedeover,atmor
brugte kunstige sødemidler for at strække på
sukkeret.Detvaroftest tildet, vi kalder efterret¬
ter, frugtgrød, kærnemælkssuppe og lignende.
Det resulteredei,athver fik sinegensukkerdåse
ogsåkunne de selv søde madenogholdestyrpå
rationen. Dergiknuikkelang tid, førde kunne
se, atdetvar en fordel,at morstod for sukker¬
rationerne.
Detvar ikke kun arbejdere, dervarbrug for
til produktion af tørv. Der skulle også bruges
mange heste tilattrække de mange troljer, der
Christian Oxlund, Sørhammer 4B, 8400 Sortland, Norge. Født 1932, pensionist.
blev anvendt til at køre materiale ud på ligge¬
pladsen. Nogle landmænd lejede deres heste ud
til det formål.Dervar enældre mand vednavn
Sejr, der havde flere heste,somkuskene brugte,
og detvarham, der lønnede kuskene. Hestene
varopstaldetpåengårdinærhedenogderblev
sørgetgodt for dem. Hver dag fik de en mule¬
pose med, som de fik i middagspausen, hvor
kuske og arbejdere fik deres madpakker og et tiltrængt hvil.
Tørverslet ikke så effektivtetopvarmnings-
middel som kul og koks, og det haren meget karakteristisklugt,som mange,der har kendt til
det underbesættelsen,stadig kan huske. Tørve¬
gravning til opvarmning ophørte først hen i
1950-erne. Helt enkelte familier har dog forsy¬
netsig tilegetbrug endnu længere.
FotosvenligstudlåntafBække Lokalarkiv.
