Af Niels Andersen
Jegerfødt i 1931 på Torrupgård i Allerup.
Mine forældrevarAgnesogjeppeAndersen.
Det første, jeg husker om krig, er da
Hitler sendte tropper ind i Tjekkoslovakiet.
Det stod i avisen, ogjeg fik at vide, hvad
tropper var for noget. Søster Inge græd,
men detmentejegikke,somfemårigmand¬
folk, der var grund til. Fjerde september
1939faldt der bomber iEsbjerg,det viste sig
at være et uheld, men folk blev opskræmte
ognogetafmorsfamilie1fraEsbjerg flyttede
ud tilosenkort tid. SågikHitler ind i Polen
og England erklærede krig mod Tyskland.
De voksne diskuterede voldsomt og mente det ene øjeblik, atnu om dagevilleen krig højst vare et par uger, men i næste øjeblik regnede de ikke med, at nogen af os ville
overleve. Det sidste var ikke lovende, men
alligevel blev der købten 200 1 tromle med petroleum ogsølvtøjet blev gravet ned i en skotøjsæske underkældergulvet. Farog mor havdejo oplevet Første Verdenskrig. Far og hans bror Christian lå ved sikringsstyrken.
Derskulle de selvsørgeformad,så de besøg¬
tejævnligtenældre dame de kendte.Når de kom, udbrød hun:« Nej se, kommer I der knægte.Så kan I lige fåetparspejlæg,mens
jegfår lavetnogetmad til jer«. Det kunne de lide, og ibryllupsgave fik hver af knægtene
12 dobbeltriflede sølvskeer. Det var bl.a.
dem, dernuskulle gravesned.
Denniendeapril 1940 blev vi alle vækket
afenøredøvende larm fralavtgående flyve¬
maskiner.Jegvarotteårogsyntes naturlig¬
vis, det var forfærdelig spændende, men kunne på farog mor og hele stemningen i
husetfornemme, atnogetvargrueligt galt.
Min søster Inge ogjeg blev sendt til skole,
menfrk.Jensen sendteoshjem igen. Viløb
nærmeste vej, som altid - tværs over mar¬
kerne. Påvejen hjem husker jeg, at detvar solskin, men at der langs diget på marken
varsnedriver, ogdevarså hårde af frost, at
vi kunne løbe på dem uden at træde igen¬
nem. Da vi kom hjem, fik vi at vide, at
tyskerne havde besat Danmark, og dervar
enmegetdyster stemning i hjemmet.Inden
aftenvardergivet ordre til mørkelægning,
og snart kom der rationeringskort til suk¬
ker,smørogkaffe.Markernevarendnu ikke tilsået, ogfar villeikke bruge kunstgødning
detår, fortyskerneville sikkert beslaglægge
høsten. Næsteårvarkunstgødning ratione¬
ret, ogrationen blevsati forhold til forbru¬
getåret før.Altså heller ikke kunstgødning
i 1941 ellerdefølgende år. Resultatetvar, at
byggen var så kort, at selvbinderen ikke
kunne binde negene.
Koks kunne ikke skaffes til centralvar¬
men, og så måtte vi i mosen og grave tørv.
Det havde far prøvet før, under Første Verdenskrig, og vi børn elskede dagene i
mosen. Dervar 10 km. til RavnsøMoseogvi
kørte hjemmefra tidligtom morgenen med
Knægtunder krigen1940-1945
»Swarten«forjumpen. Kvinderne blev hjem¬
meogpassede malkningen. FarogRasmus,
vor karl, gravede tørveblokke op af mosen oglagde dempåetbræt,enslæde lidtstørre end en dør, som hesten så trak hen på tør¬
repladsen, hvor vi børn læssede blokkeneaf
og med en spade splittede dem til tørv, på
størrelse med mursten. Efter nogle dages tørring blevtørvenevendtogtil sidststuvet, det vilsigesatismå stakke. Hver gård havde
et lille stykke mose, måske ¥i tdl. Efter det
førsteårvarnæstenalttørvenopgravet,men så fandt far ud af, at det stykke han havde
skøde på, slet ikkevar det, vi gravede i. Der rigtige stykke vistesigatvære megetbedre,
ogforsynedeosmedtørvtil krigenvarforbi.
Jegvarnæsten otteårførjeg kom i skole,
det skyldtes, atjeg året før ville have været deneneste.Allerup skolevaraf destråtækte
oghavde kun etklasseværelse til de ca. 30 børnfra7årgange. Gamlelærer Jensen, der brugte griffelogtavleogABC, blevafløst af
en ung vikar Carl Dircks2. Han afskaffede
tavlerne og ABC og indførte lydmetoden,
hanvar megetafholdt, men blev kun etår,
så skulle han være soldat og så kom frk.
Jensen. Vi gik til skole 6 dageom ugen, og
om vinteren, gik de store fra 9-12 og fra
13-16. Dervar entimes middagspause, hvor
børnene fraAllerup løb hjem, mens de fra
Sneummark havde en madpakke med.
En dag fortalte frk. Jensen, at der skulle bygges en ny skole øst for den gamle, som
varenvinkelbygningmed stenbropå gårds¬
pladsen. I frikvarteret diskuterede vi sagen.
Vi ville gerne hjælpe og mente, vi kunne
gørestorgavnved atbrydeden gamlesten¬
bro op med det samme. Som sagt så gjort.
Detvar CharlesVind ogSøren Pedersen3 ,
derførte an. Detvarlidtbesværligtatfå de
første sten løsnet, men derefter gik det stærkt, og vi var jo mange. Jeg glemmer aldrig Frk. Jensens forfærdede ansigt, da
hun så resultatet. Hele stenbroen varbræk¬
ket op. Hun fik et mindre hysterisk anfald, hvorpå de store blev sat til at ordne sten¬
broen igen, mens vi små næste time skulle
skriveaf, detværstejeg vidste.
Rasmus,voreskarl, dervar25år,fortalte,
atengangda han gik i skolen, snegdestore
drengesigoppå LærerJensensloft i frikvar¬
teret. Men loftet var råddent og Mathias
faldt igennem. Han havde bare ben, men
var så uheldig, at han faldt lige ned i wc- tønden nedenunder. Men han var en rask gut,der forstodatfå det bedste ud af situa¬
tionen. Han var hurtigt ude på cementgul¬
vet og udbrød, da han så sine fodspor: »A
ka' dase, a eretplatfodet«.
I 1942 blev den nyeskole tagetibrug, og i 1943blev den indviet. Forældrenevarinvi¬
teret,ogvi børnsang:»Dereringentingder
maner«, mens flaget gik til top, og derpå
havde vi fri. På hjemvejen husker jeg,
Charlessagde: »Deter dasært, atde gamle
nusidderiskolen ogæder, ogvi bare bliver
sendt hjem, det er da os, skolen er bygget
til«. Nu var der to klasseværelser, et skole¬
køkken og en gymnastiksal og en klokke ringede, når der var frikvarter - jo jo
moderne tidervarnået tilAllerup.
I 1943 komjeg til at gå i skole i Esbjerg, på Statsskolen. Den 29 august samme år
trådte regeringen tilbage, og tyskerne tog
over. Det betød, at modstandsbevægelsen begyndte at røre på sig, og manfikatvide,
hvad sabotage og en sabotørvarfor noget.
Tyskerne byggede masser afbunkers langs
Torrupgård i Allerap.
Foto iprivat eje.
denJyske Vestkyst, ogdertil skulle der bru¬
ges grus til beton. Det forlød, at hvis der
kom sukker i cementen, blev betonen øde¬
lagt.
I 1939 døde min bedstemor,derboede i
»Vesterled« i Tjæreborg. Huset blev så lejet
ud til en dame fra København, Fru Lund4,
og hun hadede tyskerne af et godt hjerte,
idet hendes mand, Martin Lund, der var
kaptajn på Englandsbådene var havnet i England den 9. april 1940, ogdesuden hav¬
de væretsåuheldig atskride på dækketog brække et ben, som måtte sættes af på grund af koldbrand. Hun gavmigenkrone
for hver tegning jeg lavede af Hitler og
Gøring, der blev kørt gennemtorturmaski¬
ner, og når hun skulle til Esbjerg, tog hun påstop.Mendervarkun lastbiler,så hun fik
lov at sidde på ladet i gruset, og så havde
hun altid-trodsrationering-en pose suk¬
kermed,somhun hældte i gruset,ihåbom
at cementenblevødelagt.
ITjæreborgvardermange grusgrave, og
en tid kørte 18 lastbiler grus for tyskerne.
En natlød det enebrag efter det andet, og
ommorgenenstod 18lastbiler med spræng¬
te motorer. Det forlød, at en sabotør var
gået fra lastbil til lastbil med bomberne
gemt i kasketten og havde ordnet det for¬
nødne.Jegvar11 år ogvildt imponeret, da jegså manden, der havde sovetiladen der¬
hjemmeom natten ogfik sin morgenkaffe,
førturengik videre. Tidligere havde vi haft Johan boendeen tid. Hanhavdeværetmed
til atsprænge Esbjerg Sengefabrik i luften.
Jeghusker,atder stod nogeti avisenom, at der blev født flere piger end drenge. Så
skrevetvittigthovedi avisenfølgende:
Det er ikke piger vi mangler - det er
drenge.
Deterikkelysten vi mangler, deter senge.
Efter Nytårl944 hørte vi, at Kaj Munk var blevetskudt, ogflere kendte folkvarblevet tagetaf Tyskerne, ogpludselig en vinteraf¬
ten ijanuar blev der banket på døren der-
Knægtunder krigen1940-1945
hjemme ogind kom pastor Krogager. Han
og far var ellers ikke på talefod, men det
betød pludselig ikke noget, nu da der var
krig. Krogager havde to unge mænd med.
Denene blev strakslagtpå divanen istuen, hanvarkridhvid i ansigtet. Der havdeværet
sabotagei
Åbenrå,
(læs: Fra Ribe Amt 2010,side 22) en fabrik skulle sprænges i luften,
men nogetvar gået galt, ogdet kom til ild¬
kamp.Jens Jørgensen, hed den unge mand på divanen.Hanvarblevetramtafenkugle
i ryggen og den var gået igennem ham og sad, så den kunne mærkes på maven, men ellers uden at gøre skade. Det var alligevel lykkedes dematflygteogmed en taxi kom¬
me til Allerup præstegård. Men den var fuld aftyske soldater,så derfor gikKrogager
videre med sabotørerne om til os. Læge Jenseni Esbjerg blev tilkaldt, far cyklede de
12 km tilEsbjerg efter ham,menhan kunne
ikke fjerne kuglen, ogJens Jørgensen blev
transporteretvidere. Hvad, der blevafden
anden, som hed Salling5,vedjeg ikke. Men Tyskerne fik fati JensJørgensen, der kom i pinligt forhør, så alle implicerede kunne
ventedetværste.
Krogager flygtede til Sverige, han havde
væretmedimangeting. Sammen med stati¬
onsforstanderens søn Hans Nielsen, der siden blev skudt aftyskerne, sørgede de bl.a.
for at ødelægge smøremekanismerne i tog¬
vognene, når der holdt tyske militærtog på Tjæreborg station. Bagefter kørte disse tog ikkelangt, førlejerne brændtesammen.
Afhensyn til gården og familien kunne
far ikkegå underjorden,menmåtte afvente begivenhedernes gang, og sent en lørdag
aften i februar 1944 komdersåen bil ind i
gården, og hunden gøede voldsomt. Jeg
Sigurd Rambusch, Poul Alstrup, Niels Andersen og Jørgen Halsteen. Foto i privat eje.
havde tre skolekammerater6 fra Esbjerg på besøg, og de skulle bliveom natten. Vivar
gået i seng, da døren til vort værelse blev
revet op og far fortalte, at det var tyskere,
der lyste os i hovedet med skarpe lygter,
men mere skete der ikke med os. Men kort efterkommorogfortalte,attyskerne havde
arresteret far og tagetham med. Han kom
til Esbjergogiforhør, men han fornemme¬
de, at de vidste det hele. Han havde forin¬
den opsøgt politifuldmægtig Halsteen7 i Esbjerg, ogfåetnoget atvideom, hvad han
måttesige,oghvad han skulle tie med. Han
blev lukket indietrum sammenmedetpar megetkraftige karle.»Dabadami Fadervor,«
fortalte far siden. Forhørene var slemme,
menhanundgiktortur. Uden domellerret¬
tergang blev han sendt tilVestre fængsel i
København ogsad der i tre måneder. Der¬
eftertre måneder iHorserødogendeligtre måneder i Frøslevlejren. Det var en streng tidogså formor,i uvishedogfrygtforatfar
blev sendt tilTyskland, men medgodeven¬
nershjælp på allemåder, gik det.FraNissen
Sko i Bramming, kom der bud —mangler I fodtøj, så kik ind - og vi kom ikke til at manglesko, devarellers ikke tilatskaffe.
Kort tid efter kom Thomas Nissen, der
var medlem af sognerådet, sammen med nogle tyske officerer for at fortælle mor, at vi skulle have soldater indkvarteret, de
skulle passe på gården, nu da manden var væk. Thomas kunne tysk, men det var vel frivilligt, at han fulgtes med tyskerne, og
aldrig førhavdejegsetmorså rasende gal.
Hun var kridhvid i hovedet og råbte til
Thomas: hvadpokker vil du her. Ellers blev
fremmedejo altid hjertelig modtaget.
12 soldater og en officer, indtog havestu¬
en oget gæsteværelse, oget stort skab blev
sat for døren derind til, og så mærkede vi egentlig ikke meget til dem. Rasmus Vind
var karl derhjemme det år og sørgede på
bedste vis for gårdens drift. Han snakkede
medsoldaterne, noglevarpolakkerogdem
toghan med sig hjem, hvor de hørte engelsk
radio. Endag fortalte han, at nuskulle sol¬
daterne sendes til østfronten - Danmark kaldtes flødeskumsfronten. Da bagte mor
en stor æggekage til soldaterne, jeg tror, hunvar lidt i tvivl, men så gjorde hun det alligevel, ogvi kunne gennem døren høre,
hvor glade soldaterne blev, det varjo kun
store drenge- men de festede- måske for
sidste gang.
Der var ofte skyderi om natten, Esbjerg
var svært bevæbnet med antiluftskyts, og det blev flittigt brugt sammen med lyska¬
stere, nårengelskeflyvere, natefternat,var
på vej forat bombe Tyskland.Jeg tror de i mørketbrugte Esbjerg sompejlemærke. En lyskasterer som enkæmpe lommelygte, der
kan sende enlysstråle kilometeropiluften,
så kanonskytterne kan se flyvemaskinerne.
Så fandt englænderne påat droppe mæng¬
der at sølvpapirstrimler så det hele blev et flimrende virvar. Når der blev skudt, faldt der ofte granatsplinter ned, og manskulle
holde siginden døre. En natkom en forsa¬
ger-en ueksploderetgranat-fløjtende hen
overgårdenogeksploderede medetordent¬
lig brag ude på marken. Mangegange måt¬
tevidrenge af stedpåvorecykler, nogen på
faste dæk, når der var faldet bomber eller granater for at finde granatsplinter, eller
nårenflyvervar faldet ned. Det sketesom¬
metider, at der kom spærreballoner. De
havde stået tøjret rundt om London for at forhindre tyske flyogV2-bomber iatkom¬
me ind over byen, men når de rev sig løs,
kunne blæsten føre dem helt til Danmark, ogdeslæbteenvire efter sigognedrev alle hegnog ledningerpå deres vej. Så havde vi ingen strøm et par dage. Strøm var også
rationeret ogvitærskedeofteomnatten,for
da var strømmen mere stabil. Det var lidt barskt efteraftenskaffen, atskulle ud i støv oglarm og tærske til over midnat. Når en
spærrebalon endelig faldt ned, blev dersyet
vindjakker af stoffet, de var sølvgrå og meget smarte, faldskærme blev brugt til
Knægtunder krigen 1940-1945
skjorter, formankunne jo ikkefå ordentlig tøj. Fine skjorter til mænd dengang havde
kunforside, såmankunne ikke tagejakken
af. For atsparebrændsel, kunne man købe
en spareheks. Detvar en beholder som en
stor gryde uden bund, der blevsat ovenpå komfuret, den fyrede man i og røgen gik
nedenud og gennemkomfuret opiskorste¬
nen. Det skulleværebrændselsbesparende.
En sommerdag i august 1944 lød der
brummen fra fly i luften. Der kom de så-
store firemotorers flyvende fæstninger i
formationer-tolv ihver,etfantastisksynjeg aldrig glemmer, flere hundrede varder, og så ved højlys dag. En enkelt blev da også
ramt af antiluftskytset, og styrtede bræn¬
dende tiljorden.
Sigurd og Jørgen besøgte engang en
engelsk pilot, der lå på sygehuset. Han var sprunget ud i faldskærm oghavde siddet i
en redningsbåd i dagevis, men var blevet
reddet. Han fortalte, at man aldrig måtte
drikke havvandligemegethvor tørstigman
var. Man skulle drikke sin egen urin. Det
varbarske sager.
DetvarEsbjerg flyveplads, der blev bom¬
bet, men det kunne man jo ikke se fra Allerup, kun sorte røgskyer tårnede sig op
overEsbjerg. Minetre skolekammerater fra Esbjergvarigenpå besøg,ogvifrygtede alle
det værste,mendetvarflyvepladsen det gik
udover.(læs Olav Willadsensbog: Det skete på Solbakkegård,hanskildrer pånærmeste hold, hvordan hansbarndomshjem påflyve¬
pladsen blev bombarderetogødelagt.)
Den 19 september 1944 blev det danske politi arresteret af tyskerne og mange
betjente blev sendt til tysk koncentrations¬
lejr. En af mine kammerater,Jørgen,varsøn
EilifogGorma Krogager. Foto i privat eje.
afpolitifuldmægtig Halsteen, som i politi¬
mesterensfraværvarleder iEsbjerg. Esbjerg politi havde dengang til huse i et stortbyg¬
ningskompleks med mange lejligheder, kal¬
detAkselborg, på hjørnet af Kongensgade
og Kirkegade, og Halsteens boede i en af
disse. SådaTyskerne kom til politikontoret
for at arrestere politiet, var Halsteen for¬
svundet op på loftet over lejlighederne og viderevia sinegenlejlighed udafbyen tilen
gårdejer i Gjesing, der skjulte hamentidog
senere hjalp ham til Nordjylland. Fru Hal¬
steen ogJørgen og hans søstre kom ud til
os, og jeg husker at Læge Jacobsen fra Esbjerg somme tider kom på motorcykel
med sidevogn og hentede fru Halsteen, så
hun kunne besøge sin mand. Efter en måneds tid kom hele familien Halsteen videre til Nordjylland, hvor de boede i en
skovhytte til krigenvarforbi.
En søndag ioktober 1944ringede telefo¬
nen fra Padborg, og detvarJeppe, dervar blevet løsladt. Dengang brugte man kun
telefonen i nødstilfældeomsøndagen. Efter
kl. 11var det dobbelt takst. Men mor ringe¬
de til alle, vi kendte. Da sagde centralda¬
men, Katrine, der var personlig betjening dengang: »Jamen Agnes, hvad tænker dupå,
deterjo søndag.«Jamen jeg ersørenjense¬
rneligegladKatrine-Jeppe kommer hjem.
Derblevglædeogfest i hjemmet, ogfar,
der havdeværetvæk i ni måneder, fortalte og vi lyttede. Far fik mange gode venner under opholdet, bl.a. Per Federspiel8 som
lærte far at spille bridge. Ellers spillede de
l'hombre-de kaldte detenkulturhistorisk l'hombre-medJeppepå bjerget, Per Degn, HeibergogHostrupsom deltagere.
Far var med da fangerne fra Horserød
blev sejlet til Padborg og Frøslevlejren.
Turen varede tre døgn, og fangerne blev
holdt under dæk detmesteaf tiden.Hostrup,
somogsåvarinterneretog var en sønnesøn af denberømtedigter afsamme navn,skrev
iden anledning på melodi til Elverhøj:
På havets bundiKattegat,
Hvor fiskene sin mad får, Derligger fangerne,som at Derskulle væ'rt til Padborg
Derligger de påsammeplet,
Hvorstrømmen oversandgår
Histligger deretlumsk skelet
Ilivet hed detVandborg
Herflokkes fiskafmangeslags, Oggnaveraf kadavere,
Heræder sild ogtorskoglaks,
Af fedeogafmagre,
Menseden lille hornfiskder, Førvarden surog mager, Nusutterdenpå Nassestær, Ogdeterrigtigsager.
Dervarflerevers om flere personer, ogjeg
husker dem ikke, men da de trods alt kom
levende tilPadborg, lød det sidstevers:
Ak, fiskesmå i Kattegat,
Detertil atfåsvipa\
Deterej til atfatte at, Dethelegik I glip a\
Menglæd jer, tiden kommersnart Daaltting blivertil glæde,
Så bliver dermeget »grønt« ogrart, Som Ifår lovatæde.
Dafar første gangefterhjemkomsten, kom
istalden, mulede hestene ham ibrystet,som
tydeligt tegn på genkendelse. Alle marker
blevnaturligvistravetigennem,ogsåmosen.
Rasmushavdesørgetforårets forrådaftørv,
men til fars forbavselse,vardergravet tørv
igen, ogdevarklar til hjemkørsel. Far fik i
hast fat i gode naboer og i triumfblev tør¬
vene kørt hjem til Torrupgård med flere
vogne. Men da vi kom i mosen næste år,
viste det sig, at »tyven« havde gravet endnu
en gang. Men skidt med det, krigen var snartforbi, så vi havde ikke brug for flere
tørv. Tørvegravene blev i øvrigt plantet til
medløvtræer. Viskulle have etsted, hvor vi
kunnecykle hen medvoremadpakker. Men
mosenbrændte flere gange ogtræerne gik
Knægtunder krigen1940-1945
ud.Nogenvarvistnokmereinteresseret i at få moselodderne samlet og lavet til græs¬
mark.
Fjerde maj 1945 om aftenen stod jeg og
legede med min dampmaskine, da freds¬
budskabet kom i radioen. Manglemmer det aldrig-deterstadigså hårene rejser sig på
mithoved,nårjeghører budskabetgentaget i radioen og pausesignalet: bom — bom -
bom-bom. Femte maj gik flaget til topog familien blev samlet til fest.Krigenvarforbi
og tyskerne drog hjem. Soldaternes hjem¬
march var et sørgeligt syn. I fjorten dage
kom de-kolonne efterkolonne, ad Sønder¬
byvej fra Tjæreborg til Allerupogvidere til Ribe, vadende, trætte ogopgivende, idet de
smed altudrustning fra sig, især når de gik
over broen over Sneum Å. I grøfterne var derstålhjelme, gasmaskerogbajonetter nok
til alle drenge. Da vi badede i åen første
gangderefter, fandt vimasseraf patronbæl¬
ter, håndgranater og jeg fandt et gevær.
Men det blev hurtigt konfiskeret af unge
frihedskæmpere fra Darum, devarkun 4-5
år ældre endjeg, men de havde det rød-
hvide-blåarmbindpå, så dervarikke noget
at gøre. Heldigvis nåede jeg dog et enkelt
skud før geværetblev beslaglagt.
Sølvtøjet blevgravetop ogdet blev hver¬
dag igen. Fru Lund fik kaptajnen hjem fra England, med sit kunstige ben, som han
stolt fremviste, idet det både kunne bøjes i
knæleddet og i fodleddet. Da sagde hans svigerinde dybt imponeret:« jamen Gud Martin, erfoden også kunstig«.
Pastor Krogager kom hjem fra Sverige.
Han varmed i Brigaden8 og nu i uniform,
oghan var blevet gift med Gorma Harald¬
sted, og de cyklede på en damecykel på besøg sognetrundt, Fru Kroager påbaga¬
gebæreren i hvidcottoncoat.Jeghusker det
så tydeligt, for farogjeg rensede roer. Han styrede radrenseren ogjeghesten. Dajegså
det flotte parpå cyklen, vidste jeg,atkaffen
ogetparhyggelige timervarivente.
Noter
1. Mie og Hans Lauridsen, boede i Frodesgade, hanvar
fiskeskipper. Købte siden vognmandsforretning. Hanog
mor varnæstsøskendebørn.
2.Carl Dircks Stammede fra Haderslev. Komsomunglærer
tilAllerup skole,ogfik kostoglogi hosospå Torrupgård.
Blev senere Skoleinspektør på Danmarksgades skole i Esbjerg.
3. Charles Vind, startede og drev Allerup Maskinstation.
SørenPedersen,erfar til den berømte musiker: Henrik Gunde
4.Fru Lundflyttede fra København til Tjæreborgi 1939.
5.Jørgen Salling. Født 24-04-1923. Død 24-10-1959. stu¬
derende, Kadet, medlem af Holger Danske gruppen.
Deltog i sabotagen af VardeStålværk den 12. december
1943.
6.Jørgen, blev kemiingeniør,sønaf politifuldmægtig Karl Halsteen,Esbjerg. Sigurd, blev overarkivar på rigsarkivet,
sønaf Irs.Hartvig Rambusch, Esbjerg. Poul, blev direktør
forGlasalstrup,efter faderen.
7.Politifuldmægtig i Esbjerg, siden Politimester i Herning
8.Landsretssagfører,senereMinister
9. DenDanskeBrigadeogså kaldt DANFORCEvar enmili¬
tærenhed,somblev opretteti Sverige d. 15. november
1943 under2.verdenskrig. Brigaden var endel afden
danske modstandsbevægelse og dermed under kom¬
mando afFrihedsrådet.
Niels Andersen, P. Bertramsvej 7, 6731 Tjæreborg.
Født 1931. Fhv. gårdejerogsognerådsformand. Har tidligere skrevet til Sneum-Tjæreborg Kirke-ogsogne¬
blad.
