Jul under Anden Verdenskrig
AfHildegaard Mellerup
Julehistorierne er udsprunget afen gave,jeg
fik fornogleårsiden i Tyskland. Detvar enbog
om oplevelser, folk havde haft omkring julen
under AndenVerdenskrig.
Jegfandt den megetinteressantogindsam¬
lede derefter medenudgivelse for øje enlang
rækkelignende oplevelser fra danskere. Jeg fik
116 historier. Detvarkorte oglange fortælling-
Soldatergråd-entakformedmenneskelighed
Af GreteJørgensen
er,gladeogsørgelige, sjoveogdramatiske op¬
levelser fra alledele af landet.
Detvar mit håb atudgive en bog i lighed
med gaven, jeg fik i Tyskland, men det har
imidlertid vistsigatværeforstorogdyren op¬
gave,hvorforder her bringesetparafhistori¬
ernefra Ribe Amt.
Jeg,dererfødt i 1932, harenjuleoplevelse fra krigsårene, somjeg aldrig har glemt. Jeg hu¬
sker ikke heltnøjagtigt hvilketår,menjegtror detvar 1943.
Jegervoksetopien lille bypå den jyske he¬
de-Sønder Omme-ogher havde fængselsvæ¬
senet en arbejdslejr. Det var et stort område
med mange bygninger, så da tyskerne ved be¬
sættelsen i 1940 beslaglagde lejren, betød det
storeændringer for den lille by. Der komman¬
gesoldater til Sønder Omme,ogvi vænnedeos til dem ogfølte dem ikkesom entrussel. Tvær¬
timod, devarmegetsøde modosbørnogviste
osbilleder af deres familier.
At min farvar leder afen sabotagegruppe,
ogatmin stedmoroghendes broder, der boe¬
de hos os, var meget aktive frihedskæmpere,
vidstejegnaturligvis ikke.
Min far havdeentømmerhandel, derlålige
ud til hovedgaden. Bagved lå nogle udbygnin¬
ger ogbagest ienstorhave,voresvilla. Tysker¬
nebeslaglagde bagbygningerneogbrugte dem
til deresmotorcyklerogandet materiel,ogder
var bevæbnet vagtved husene døgnet rundt.
Vagternevar naturligvis en stor trussel for fri¬
hedskæmperne, isærnårde skulle ud foratdel¬
tage ienvåbennedkastningomnatten.
Denjuleaften, jeg aldrig har glemt,varhele
familien samlet tilenhyggelig julefest, hvor alt,
hvad det var muligt at skaffe i disse ratione- ringstider,varpå bordet.
Pludselig kom jeg til attænke på den stak¬
kels vagt, der gik derude i mørket ogkulden,
ogjeg blev ked af det. Min stedmor, derellers
varen meget kontant dame, der ikke bar sine
følelserudenpå, spurgtemighvad dervarive¬
jen. Dajeg havde fortalthendedet,gik hunstil¬
le ud ikøkkenet,fyldteenposemed slik, kager
JulundkrAndenWrdknskkk;
ogfrugt,gavmig den ogbad miggå ud til sol¬
daten med den.
Han var en ganske ung mand, næsten kun
en dreng, ogda jeggavham posen, brød han
ud ienhjerteskærendegråd. En såkaldt fjende,
menetmenneske.
Det lillejuletræ
Af HelmaSørensen
Hvertår, når vi nærmerosden første søndag i advent, finder vi de traditionellejuleting frem,
somviplejerat pynteopmed.
Blandt dissetingeretlille juletræ. Detbestår
kun afen træpind og ståltråd som grene. Det
heleeromviklet medgrøntsilkepapir. Det lille
træhar sin egen, helt særlige historie.
Den 9.april 1940,todage efterjegvarblevet konfirmeret, besatte tyskerne Danmark. Mine
forældre ejede på dette tidspunkt Pedersens
Hotel iBrammingogmåtte,somsåmange an¬
dre, affindesigmed,atbesættelsesmagtenover¬
togderes ejendom. Tilbage havde vitolokaler,
hvor vi kunnebetjenevoregæster,menstysker¬
ne overtog alle værelserne, salen og staldene.
Værelserne blevbenyttetsomkontor, lazaretog
opholdsrum for underofficererne.
Minfar, dervarsådansksom nogen,kunne
ikke acceptere dem ogdet, de stod for, mens det for min mor varet stortproblem, idet hun
var fødtsom tyskerogdet meste af hendes fa¬
milie boede iTysklandognoglevari tysk krigs¬
tjeneste. Enkelte af demvarstationerede i Dan¬
mark,ogmin farville ikke have dem inden for
sine døre, hvilket mor sådan set godt kunne forstå, Detvar nemlig ikke velset at have om¬
gangmed tyskere, selvomdetvar ensfamilie.
Det blev 13. Kompagni, der flyttede ind den
9.april 1940,ogde boede hosositoethalvtår.
Mange hårde ord har jeg tilgivet min sted¬
morpå grund af den juleaften, hvor hun lærte
etbarnom barmhjertighedogmedmenneske¬
lighed ved selvatudføre den.
Det lillejuletræ, derstammerfra tyske soldaters ophold i Bramming i 1943. Herpyntetafforfatteren, der hvert år tager Ir/retfrem ijuleugen. Foto: Vejle Byhistoriske Arkiv.
Jl'IIfNDKRANDKN VKRDKNSKRM;
Efterhåndenfik vietmindreanspændt forhold
til hinanden. Selv min fader, der ellersvar en
megethårdoguforsonlig mand, blev blødom
hjertet juleaften 1942, da han hørteomde sol¬
dater, der ikke kunne komme hjem på orlov i julen. Han inviterede dem hen ivores private lejlighed til en kop kaffe oglidt julehygge. På
værelserne havde alle et lillejuletræ stående.
Detvaralt, restenmåtte de tænkesig til. Disse juletræervarjulen 1941 blevet sendt fra Tysk¬
land til allesoldater, deropholdt sig uden for
landet. Hvordan de kom til Danmark vides ik¬
ke, men overRusland nedkastedes de i tusind¬
vis frafly.
Få dage efter jul 1942 blev alle soldater på
Pedersens Hotel sendt til fronten,og på deres
værelser stod kun de simple små juletræer til¬
bage. Jeg beholdtetaf dem,ogdeterdettetræ, jeg hvertårtagerfremogpyntermedsmå glas¬
kugler, topogglimmer,sådetserpæntud. Jeg
mindes så minmors og dermed min egen fa¬
milie, deraldrig kom tilbage fra fronten.
Ligeledes mindes jeg mine dejlige ogkærli¬
ge bedsteforældre, som jeg ofte besøgte på
Kreishaus iAabenraa, hvor minmoroghendes
søskendevarvoksetop.Ideres barndomvarby¬
en tysk, og der taltes kun tysk i hjemmet. På
den måde lærtejegsproget, hvilketvarmeget
gavnligt under besættelsen, for min fader hver¬
ken kunne eller ville forståVærnemagten. Så
det blevaltid minmorellermig, dermåttetræ¬
de til, når dervar problemer. Detvarisær hos
den tyske politichef Bumann,som havde kon¬
torhosos.Danskerne fikpåbudom,atdeskul¬
le aflevere deresjagtvåbenhos ham,oghanvar
enrigtig ubehageligperson.Hvisdanskerne ik¬
ke kunne forstå ham, blev han rasende, hvor¬
for de ofte bad migom atvære tolk. Detblev jeg bebrejdet for efterkrigen. Det blev opfattet
som omjeg havde yent tyskerne, mendetvar altså ikkedem,jeg hjalp,menistedet nogle af
dem, dermentede havde deresrygfriog sam¬
vittighedenren.
Juleslidogjulefred AfThyge Clausen
Vierfæstereherforentid.Sangen hævede sig
i mørkningen, båret af sprukne grundtvigske
stemmerdengang i den fjerne trygge, lyse og
varmebarndom.
Viboede i Vardeoverfarsboghandel,påan¬
den sal, lige under tagspærene i en interimi¬
stisklejlighed med skråvægge ogkvistvinduer.
Om sommerenkunne temperaturenværetro¬
pisk på grund af skråtagets drivhuseffekt. Om
vinteren derimodarktisk, trodstrekakkelovne.
Den luftigevåningvaropført efterdet eng¬
elske princip, hvor vandrørerne er anbragt u- denpåmurene,forsåerde lettereatreparere,
mende blevogså hurtigere offer for dengrue¬
ligevinterkulde under besættelsen med detre¬
sultat, at vandtilførselen blev afbrudt. Ingen mulighed foren kedel kogendevand til mor¬
genbarberingen med fem øresJyden barber¬
bladetoverkøkkenvasken, i al fald ikke før blik¬
kenslageren havde fordrevet frosten.
Isblomsterpå ruden eretfascinerende syn, etbilledepå skaberværkets ufattelige skønhed,
men ikke altid let at påskønne ved udstignin¬
gen fra sengens varme dyner til soveværelsets
arktiske gulvbrædder. Familiens lyssyn, dens ligefrem hasarderede forventninger til det mi-
Jui.underAnl>*nVkrdknskrk.
rakel, atén afkakkelovnene skulle have præs¬
teret at brændeover, blev beskæmmet. Denne
tropåatblotet pargløderhavde overlevetnat¬
ten og nu kunne genopvækkes til livssaligvar¬
me ved fornyetpåfyldning, blev hjerteløst de¬
menteret af den kolde aske. Og brændstoffet
skulle hentesdybt, dybt nede ienmørk kælder
ogslæbes op ad trapperne. Gasværkskoks om
manellersvartildeltenforsyning, ellertørvfra
devestjyskemoser.Manfik lært kunstenatfyre
op. Først sammenkrøllede aviser, så optæn-
dingspinde,derpåkoks. Ogsågerne lidt held
nårtrækken skullemanøvreres tilatlade flam¬
mer antænde brændet og udvirke den liflige
buldrendevarme.
Butikken
Derpå ventede butikkens juletravlhed på en.
Den begyndte i oktober, accellerede i novem¬
ber medlange, lange dageognatarbejde oveni.
Varer skulle pakkes ud, mærkes og stilles på plads. Julehefter og almanakker dukkede op, ogfraomegnensstråtækte skoler kom lærernes bestillinger ind.Detvar engammeltradition,at skolemestreneindsamlede elevernes ordrerpå Grankoglen, Historiebogen eller Landmands-
almanakken. Et andet, og meget elsket jule¬
hæftevarVedJulelampens Skær.
Forlæggeren, den forhenværende lærer Chr.
Eriksen, havde mobiliseret sine tidligere kolle¬
gertil salgsarbejdet, der blev honoreret med ti procentrabat,somettilskud til lærerens jul.
Også-oh rædsel-kom den lørdag, da der
skullepyntesind. Når mørket sænkede sigom aftenen efter lukketid kl. 20, gik det løs. Nu
skullebagklædningen, der skilte butikslokalet,
Interiørfra boghandler Ebbe CJausens hjem, Storegade 24, Varde.Pä sofaen i baggrunden lå boghandleren ofteomaftenen
oglæste. Han havde udarbejdetenseerlig teknik rnedtofingreoglys, der gjorde det muligtatlæseenbog udenatskære den op.Den kunnesåseneresælges iforretningen. Foto: Privat eje.
Jul.UNDERANDEN VERDENSKRKi
pilles ned, også skulle der dekoreres. Ja, ikke
blotvinduerne, nejhele butikken blev omdan¬
net tilenAladdinsHule,eteldorado.
Det tog sin tid, den ganske natinden man
gabende slæbte sig hjem til frostens favntag i soveværelset, om da ikke en barmhjertig sjæl
havdeanbragtenvarmedunk under dynen.
Næstedag, søndag,måttemanudatbeskue
deforskellige forretningers præstationer. Køb¬
mændenes kunst bestod gerne i at fremstille
snelandskaber af vat,hvor chenillenissermun¬
tredesig,ogetstykke spejlglasgav enillusion af
søersdybe vande.
Slagterne havdestørreambitioner.Med fedt
ogtalgoptrådte desom renebilledhuggere,og sælsomme værkerrejste sig bag ruden. Forrest
i vinduet blev tilskuerenmødtaf hele svineho¬
veder, forsorent smilende med etæble i mun¬
den.
Denne kunstmåttekappes med konditorens mesterværker, dervarskabt afmarcipan-nåja, erstatning altså - og sukker, prægtige panora¬
maermedeventyrslotte i glasur, men også ind¬
bydende anretninger af detstore kolde bord:
Det skønneste smørrebrød, frembragt af suk¬
kerstads.
Denne udstillingssøndag kaldte folk ud på gaderne trods kulden, man skuttede sig i cell-
uldsfrakken ogindsugede røgen frade stedse
mere besynderlige cigaretmærker med de for¬
ræderiske engelskenavn:Morton, Ocean, Dri¬
ve og Powhattan. Frelserens Hærs gryde, op¬
hængt iet trebensstativ, klagede sig i sine læn¬
ker. Om detskyldtes kulden eller skuffelseover
borgernes manglende offervilje og svigtende
respons på skiltets opfordring: Hold gryden i kog,erikke klart.
Nårdagenvartil ende,måtte butikspersona¬
let trædean, nufor atdemonterejulepragten
og genoprette butikkernes normale liv. Igen gik en nat. Og igen måtte man stille til den
mandagskolde butik. To kakkelovne skullesæt¬
tesind ikampen mod frostgraderne. Despera¬
temidler blevtageti brug. En skvæt sprit ind i
demodvilligesmåflammer forat kalde dem til dåd, måske, hvis kuldenvar al forubarmhjer¬
tig, blev enddaen godhåndfuld trælinialer of¬
reti flammerne.
Silkepapirogglanspapir i styksalg blev optalt
med valne fingre. Midt i det hele behovet for
en G-streng til den violin, der skulle intonere juleferien i skolen. Julekort, enkelte, for de
kostede mindre iporto,dobbelte, for devar nu de flotteste.
Og hvader nubedst Jul i Hjemmet eller Ved Julelampens Skær? Ja, detvaretsamvittigheds¬
spørgsmål, for stablerne skulle gerne synke i
sammetakt,såmanhavdesågodtsomudsolgt,
nårjulenvarslut. Detvarsvært, meget sværtik¬
keatplædere for hæftet i den højeste stabel.
Også komnæstesøndag.
Åbningssøndagen.
Oplandets folk drog til bys i rutebilerne med bøgebrændegeneratorerne, myldrede ud i ga¬
derne og tog opstilling foran butiksdørene,
ventendepåatnøglen blev drejetom.Menså,
foran den åbne dør standsedealle, ingenville gå først ind. Dettogsin tid, inden lavinen kom
iskred, men såvarforretningen stuvende fuld
ogsåklang detpompøseNational kasseapparat
med alle sine hjul aktiveret af håndsvinget.
Selvfølgelig, just i denne trængsel, gjorde den statelige provstsin éntre, og så vidsteman be¬
sked. Han skulle prøve fyldepenne. Kirkebø¬
gerne blev dengang ført med statsautoriseret
blækved hjælp afstålpenne,sendtpåenduk¬
kert i flasken.Besværligtogomstændigt. Ognu havde man løst gåden med at producere det godkendte blækogsåtil fyldepenne.
År efterårblevprælaten bænket midt i tu¬
multen ved skrivebordet med et udvalg af de nymodenspenne,år efter år måtte han mismo¬
digt rejse sig. Heller ikke denne gang havde
JulundkrAndkn Vkrdknskrk;
gfiJLSfi- OS
Boghandelen, Storegade 24, Varde, fotograferet i 1958kort førejendommenblev nedrevet. Pågrund af boghandler Ebbe
Clausensindstilling til litteratur kaldtes denne boghandel ifolkemundefor Grundtvigs højborg. Foto: Privat eje.
han fundet denrigtigepen.Sognets bøgermåt¬
testadig føres med elastikpennen eller LY-pen-
nen, eller sågar med den dyre Iridinoid stål-
pen.
Hvorfor han år efter år netop valgte den
allermestubelejligede tid tilateksaminere skri¬
veredskaberbegreb ingen,ogden statelige kir¬
kens mandspurgteman ikke.
Opringningen fra den næstekærlige diako¬
nisse hørte også med. Efter års opofrende ar¬
bejdevarhun pensioneret,menglemte ikke si¬
318
negamle patienter. Søster Anna i telefonen.Så
kunne man roligt sætte formiddagen af, for
hun meddelte ikke blot hvor mangejulekort
hun skulle bruge, men oplyste også hvem og
hvorfor den enkelte skulle have enjulehilsen.
Dettogsin tid, medafstikkereoveri andreem¬
ner, kloge, men tidskrævende betragtninger
overliv ogdød. Her fikman lejlighed tilatop¬
øve tålmodighedensdyd. Den slags skulle der
værepladsogtid til.
Selv MortenBisp skulle derværeplads til. Ri-
gelig plads. For når den spirituosaduftende, ganske malpropre landevejsridder gjorde sin éntre, vegfolk af vejen. Men ikke far, forMor¬
ten var barndomslegekammeraten, sadelma¬
gersvenden hos onkel Christian i Ribe, den gamle sadelmager, der medomhugjorde Sankt Georg kampklar mod dragen ved atforny det seletøj, tidens tand havde mørnet. Første klas¬
ses arbejde, ogSankt Georg står stadig kækt i stigbøjlernepå middelaldermaner i Ribe Dom¬
kirke. Men Mortenvardetgået ilde, vejeneog flasken kaldte. Etsubjekt,entaber,menogsået medmenneske.Og midt i sit forfald havde han
bevaret sin forslagne underfundighed. »Vi gamle Ribedrenge« råbte han med grødet
stemme.Ja du har vel hørt det? Detom Dom¬
kirken. Den synker. Detergrueligt, og nu har borgmesteren bedt mig rejse rundt til allegam¬
leRiberdrenge foratbede demometbidrag til
atredde den«.
Kunne farsige nej til dette? Selvfølgelig ikke.
Morten fik sit bidrag. Og se, Domkirken står
der endnu.
Endeligjul
Endelig, endelig nåedemanda den 24. decem¬
ber.Ja, ikke for det, da havdeman også åbent
til kl. 14. Detvarægtemændenes dag. Despera¬
tedukkede de op foratfindegaven til konen,
for sent, forsent. Hervarvirkelig behov foras¬
sistance. Det kom ikke an på prisen, blot de
kunne blive reddet.
Dervarstorafsætningpå keramik fra Ibsens Enke, vaser, skåle, askebægre i rødbruntsten¬
tøj, alle medsærekrybdyr der snoede sig rundt pålervarerne. I dag sjældne antikviteter.
Så med et var det ovre. Lukketid. Freden sænkede sig. Detvarjul, meninden de trætte
medarbejdere drog hjem, togfar afsked med
hver enkelt medethåndtryk, en varm tak for indsatsen, ogmed overrækkelsen af konvolut-
Jl'l.UNI1KRANDKN VFRDF.NSKRIG
Boghandelen omkring1957.Bemærk det i artiklen omtalte
Ibsenf/rorelam, der sidenerblevetsamlerobjekter.Foto: Pri¬
vateje.
tenmedjulegaven, overarbejdspenge ville have
været degradering efter hans mening. Velfor¬
tjente penge, kærkomne. Men den julehilsen,
far havde skrevet ien sen nattetime,gjorde og¬
sågodt.
Når far såvar alene ibutikken, tændte han
enCecil Turkish ogtog etblikoverdentomme butik. Endnuenopgaveforestod,ogbilledet af
far ved sin sidstejulegerningeretafdem, der
senestvil forsvinde. Hvad dernu vartilbage af
Jui.UNDF.RANDENVKRDKNSKRK.
åretsjulehæfter blev pakket ind, og iført sin
slidte,sortefrakkedrog han afsted til DeGam¬
lesHjemforatbeboerne derkunnefå glæde af julelæsningen. Pengevarikke alt,hjertetskulle
også have sit.
Endelig var det så tid for middagssøvnen,
mens mor havde travlt med forberedelserne:
Juletræ,granbuketter, madlavning. Stuerneduf¬
tede, kakkelovnene buldrede og billedet af Grundtvig på stuens hædersplads betragtede
scenerietmedvelvilje.
Kedlersnurredeovergasblussene, dampen¬
de vandfade blevbåretind, mens man gjorde sig rede til højtiden. Efterstrabadsernevarfar
ikke fri for at være ganske derangeret med blækpletterog limaflejringerpåden slidte ha¬
bit. Der måtte radikale midler til. Duften af stenkulsnaftablandedesig med duftenafgran.
Julefreden
Nu forestod så turen til bageren, bevæbnet
medenbradepandeogskåle.Julegåsen, indle¬
veret til stegning i bagerens store ovn, skulle
hentes. Det er stadig et af de varme minder, hjemturen ad de stille gader. Far med brade¬
panden, hvis duftvar foijættende, ogjeg om¬
sorgsfuld skærmende en kande med den var¬
me sovs.
Nårmansåendeligsattesig til bordet,havde
morogfargennemgåeten metamorfose. Mor
var elegang klædt i sorttafteskjole og reseda¬
halskæde. Far var i sort cheviot, velbarberet, hyldet ien svagodeur afrensevædsker.
Bordet stoddækketiden mellemstestue,ly¬
sene glimtede i glassene, for denne ene gang
om året blev der serveret rødvin. Far hævede
glasset ogbød glædelig jul. Detvar sabbaten.
DetvarGudsfred.
Bageftersamledesmanistorstuen.Juletræet strålede, freden var dyb og god. Salmebogen
og Højskolesangbogen lå parat. Snart løftede
sangen sig. Fordet øvede øre sikkert en prø¬
velse, vingeskudt. For de godeengle derimod
idel vellyd. Sangstemmer savnedes, men ikke sangglæde.
Jul i en detailhandlerfamilie. Spidsborger¬
ne,spækhøkerne alenekerende sigom penge ogposition? Hvilken bagtalelse. Farsmotto,af¬
skrevet på en af butikkens kontorruder, lød:
»Tag immer noget for til eftermandens nytte
oglevsom den, der skal herfra i morgen flyt¬
te...«
Juletidenvarhøjtiden, den aftenhvor vindu- esbelysningen var slukket ligesom den var
Langfredag.
Midnatsmessekendtemanikke,derimod of¬
teen aftenvandring under stjernerne. Menve¬
jentil kirkenbegyndtealligevel her ibarndom¬
mensjul,detvarikkekunoprør ogafsked,også
fuldendelseaf denarv, manhavdefået.
Hildegard Mellerup. Vandtårnsvej 1, lejh. 24, 3460 Birkerød.
Født1937 i Tyskland. Uddannet indenfartekstil detailhandel,
børnehavelærerogbeskæftigelsesvejleder. Hartidligere udgivet bo¬
gen »TangbiUeder« iforlaget Olivia,artikeliFra Ribe Amtog en lang rækkekmnikkerogartikler i dagbladeogtidsskrifter.
HelmaSørensen. Født 1926.Åsvinget15, 7100 Vejle. Tidl. kon- troUelefonist.
GreteJørgensen.Født1932. Magletorv 8, Iltv.2860 Søborg. Tidl.
barneplejerske.
Thyge Clausen.Født1922. Lysningen 3d, 6800 Varde.Fhv. bog¬
handler.Redaktøraf VestjyskeFortællere. Har tidligere udgivetbø¬
gerneStork, StorkLangeben,ogDe besattes by. Har endvidereskre¬
vetenrækkejubilæumsskrifterogartikler.
