THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

IUjuI tv -ycA. (Xää^v 5-

A. C^4, 1 ^ 9 ,

wJ3

DET KONGÉLIGl BIBLIOTEK DA 1.-2.S40 II 8

1 1 40 2 8 01801 0

i i I I • s

DANSKE RØSTER NORD OG SYD FOR AAEN

II

ENDNU ER DET TID

Blev nu til Spot dine tusind Aars Minder, Blev dit Sværd nu brustent og plettet dit Skjold.

Lembcke.

& i

Tf] IK HU li

in nu

1 (k k

i

© ea 0

O

S i é (f^

s

1 S?

I

¥

Ü

<&

1 (k k

i

© ea 0

O

Dansk nord for au Tysk syd for "wrw 1909 {^éH^lnansk Flertal IllilllHllllll Fri si sk [ Ji'y.Tk Flertal iüHlDansk ejende

S i é (f^

s

1 S?

I

¥

Ü

<&

Mi

KØBENHAVN

H . I I A G E R U P ? F O R L A G

1 9 1 9

INDER

iNGEL iHUSuW"^ JLESVTG

|aANEVlR.U.& VANS.

II

ENDNU ER DET TID

Bleu nu til Spot dine tusind Aars Minder, Blev dit Sværd nu brustent og plettet d i t Skjold.

l-embcke.

AABCHI

Jl/NOEVtD

Dansk nord iarmmlysk syd SOT «TOT 1909

^^Dansk Flertal Pysk Flertsl

Frisisk Dansk cføende

H.

KØBENHAVN

H Å G E R U P 5 F O R L A G 1 9 1 9

NORD OG SYD FOR KONGEAAEN

Det bærer frem imod Afgørelsen i den Sag, der syssel­

sætter os alle fra Morgen til Aften. I Paris er de allieredes Udsendinge samlede, og nu lægges det egentlige Grundlag for Verdensfreden. Er de allierede enige, saa har Tyskland ingen anden Udvej end at sige Ja.

En saadan stadig Spænding tager paa Folk, og det er kun rimeligt, naar adskillige bliver ængstelige og febrilske.

Nu falder Afgørelsen, maaske i disse Dage, og Overlærer H.

V. Clausen, Ophavsmanden til den Clausen'ske Linje gen­

nem vort Land, staar som den danske Statsafsendings sag­

kyndige i Paris.

Selvfølgelig er der ingen Tid til at lægge Hænderne i Skø­

det. For Mellemslesvig og for Flensborg By staar alt paa Spil. For Borgerskabet i Flensborg er det den ellevte Time.

Det staar over for det Valg, om det vil ofre sin By eller de Fraser, som det tidligere har sluttet sig til. Handelskamrets Sekretær har jo i sin Redegørelse udtalt, at man ikke en­

gang som Tysker kan kræve, at Flensborg skulde ofre sin Fremtid og tage sin Ruin for at bevare Troskab mod Tysk­

heden, thi heller ikke Tyskland er tjent med at faa en rui­

neret By uden Fremtidsmuligheder.

Stillingen for Flensborg By er ikke den samme som for Sognene vest for Byen, thi i Byen findes det store Antal indvandrede, som har sat sit Præg paa den, saa de tone­

angivende Kredse i Danmark staar fuldkommen afvisende over for den Tanke at faa Flensborg med, om ikke Byen selv tilkendegiver Ønsket herom. Enten maa Borgerskabet

Tyskhed under alle Omstændigheder, saa Byens Velfærd og Fremtid ofres for den, eller deres Fædrenebys og egen Frem­

tid som det afgørende. Enten det ene eller det andet, og saa Følgeslutningen draget deraf. Tiden er nu ikke til at hænge Kappen paa begge Skuldre. Vil man ikke udsætte sig for at faa Grænsen lige nord og vest om Byen, saa er det paa Tide at tage det afgørende Skridt. Det er her ikke muligt at luske og lempe sig igennem. Om man ikke nu som fri Mand tager sit Ansvar, saa kan man om føje Tid komme til at fortryde bitterligt.

Men vi danske Mellemslesvigere, der har holdt ud i Tro­

skab mod den rødhvide Dug, vi vil end ikke nu lade os gøre forknytte og febrilske. Maaske kan Afgørelsen falde i Dag eller i Morgen; men kan det saa blive en Grænse norden for os, en Grænse, der stænger os ude?

Enten sætter jo Sejrherrerne i Verdenskrigen Grænsen, eller de overlader det til Danmark. Men skal Danmark drage den nye Linje, og vil det drage den paa Selvbestemmelses­

rettens Grund, som Løsnet er, saa maa denne Ret i alt Fald faa fuldt Albuerum i dette korte Spand af Tid, mens Afgørel­

sen staar paa.

Vælgerforeningen har enstemmigt udtalt, at det for Tiden er umuligt for den danske Befolkning i Mellemslesvig, gen­

nem en fri Udøvelse af Forsamlings- og Petitionsretten at skabe Grundlaget for en fri Afstemning. De Møder, som Mellemslesvigsk Udvalg har holdt i de sidste Dage i Flens­

borg Amt, viser, hvor berettiget denne Udtalelse er. Ikke alene hviler det gamle Tryk fuldstændig over Befolkningen, men de danske Møder forstyrres ligefrem ved Spektakler og legemlig Vold. Ikke nok med, at de hidtil rent dansk­

sindede Familier ikke kan opbygge sig selv og hente Mod og Fortrøstning i et Samvær med ligesindede, men de mange, som staar usikre, som er begyndte at tvivle, som kommer i Tanke om deres Afstamning, de kan ikke nu faas i Tale, skønt de gerne følger vor Indbydelse. Spektakelmagerne spærrer Vejen. Og i de sydlige Sogne i Tønder Amt nægtes

fuldt Arbejde mod Befolkningen. Endog danske Folks Børn tvinges til at synge Nidviser mod Danskerne — i den frie tyske Republik Aar 1919.

Hvor uretfærdig en Afstemning er efter de 54 Aars Tvangsstyre og efter Hundreder af Aars Fortyskningsarbejde allerede i den danske Tid, er ikke til at udsige. Men skal denne Vej saa alligevel gaas som den eneste praktisk mu­

lige, om Danmark, Nutidens Danmark, faar helt frie Hæn­

der, saa maa dog vel det mindste Krav være, at der bliver paalidelige Vilkaar. Først og fremmest kan en Afstemning, som skal sætte de nye Grænsepæle, ikke foregaa under det nuværende Tryk, det nuværende Styre, og inden en Afstem­

ning maa der være en Arbejdsfrist i fuld Frihed.

Men om Danmark efter de allieredes Ønske bliver nødt til at sætte Grænsen uden Afstemning, saa melder det samme Krav sig. Man kommer ikke uden om det. Vil Danmark saa ikke tage alle de Egne med, hvis trofaste Danske har krævet det nu, saa maa Forudsætningerne skabes for en fri Tilkendegivelse. Ingen kan stænges ude, før i alt Fald denne tarvelige Frist og Mulighed er ydet ham. Det skal siges saa klart, saa man i Nordslesvig og Danmark ikke tager fejl af det. Her nytter ingen halve Løfter og udsvømmende Del­

tagelses-Udtaleiser. Her er simpelthen ikke andet at gøre, om man nogenlunde vil have sin nationale Samvittighed fri, end under alle Omstændigheder at skabe frie Vilkaar, paa­

lidelige Garantier for et Arbejde og en Udtalelse i fuld Frihed.

Enkelte Danske vil sagtens ikke finde Spektaklerne i El- lund ukærkomne som Støtte for deres Betænkeligheder ved at tage Mellemslesvig med. Men denne Betragtning er lige saa overfladisk og utiltalende, som naar det nu hænder, at Hjemmetyskerne skræmmes tilbage ved hoven og frastø­

dende Optræden. Det er heldigvis kun de daarlige Elemen­

ter iblandt os, som kan gøre sligt. Hvem der i sit Hjerte har været med i vor Kamp, hvem der har døjet noget for vor Sag, vil nu søge at drage alle sine Landsmænd med uden Tanke om, at nu skal der tages Hævn og øves Gengæld.

Og ingen Dansk, der mener noget med sin Danskhed, kan falde paa den Tanke, at en trofast Befolkning skal udleveres til Landsforvisning fra sit Fædrealnd for nogle Bøllers Skyld.

Man kan gøre triste Erfaringer i Kredse, hvor man mindst skulde have ventet det. Naar en dansk Mellemsles­

viger er sammen med Nordslesvigere og hører dem sige ganske roligt som en ligegyldig Ting: Ja, I kommer jo ikke med!, saa kan hans Forstand staa stille. Ja, men har I da glemt saa hurtigt, siger han. Hvad om I nu stod over for den Skæbne, at alle eders Landsmænd skulde hejse Dannebrog, og I skulde blive under den prøjsiske Ørn. Og har I mere Ret til at komme tilbage til vort gamle Fædre­

land end vi, har I gjort Jer mere fortjente til det?

Om man i denne Tid kunde se ind i en Del Mellem­

slesvigeres og danske Flensborgeres Hjerter. Der tales saa meget om, at de Danske i Flensborg er indvandrede. Men se ind i en gammel født Flensborgers Hjerte og maal den Bitterhed, som fylder ham nu. Hele sit Liv har han staaet trofast mod sit gamle Fædreland, og det har ikke altid været let under de Omgivelser i Arbejdet og Omgangslivet at ved­

kende sig sin Danskhed, hver Gang det gjaldt at bekende Kulør. Han har ikke haft Evne til at være fremtrædende som Ordfører, men har været den trofaste, djærve Støtte, hver Gang der skulde gøres noget. Og han har gaaet gennem Aarene og set de fremmede dække hans gamle By til med et Klædebon, som enhver kunde se ikke passede til den.

Og han har længtes som Nordslesvigerne og haabet og troet som de, og gennem de lange Krigsaar har han gaaet og haa­

bet og troet og skælvet, mens Klokkerne ringede for de tyske

»Sejre« og Flagene hang i Ugevis. Og det vidunderlige skete, og i Nordslesvig jublede man, og han hørte deres Fryd og deres Hurraraab og saa deres glædestraalende Ansigter. Og jeg! siger han. Og vi! Hvad har vi gjort, at vi skal svigtes!

Om man kunde se ind i den Valsbøl Bondes Hjerte, der ovre i en engelsk Fangelejr i kvalfuld Spænding følger med, mens Tærningerne kastes for hans Hjemstavns Skæbne.

Mon nogen Nordslesviger, der har slaaet sig til Ro med, at

hans eget Sogn var bjerget, og at Mellemslesvig ikke kan tages med af Hensyn til Tyskerne, kan læse, hvad Lorens Jepsen i Valsbøl skriver til sin Hustru, uden at blues?

Har vi da ikke kæmpet og lidt? spørger han. Og at vi kan flytte, trøster man os med. Bo i Danmark, nu det for­

skyder os! Nej, saa findes der vel en Plet paa Jorden, hvor man kan leve i Fred de Aar, man har tilbage. — Mon de, der læser det, tilfulde fatter, hvilken uendelig Bitterhed der maa fylde en Mand, som har staaet paa Forpost trofast og støt som faa andre og har sat sit Liv ind paa sin Danskhed, over for den Mulighed, at nu, da vort gamle Hjem kan faa os igen, da skal hans Brødre slippes ind, men Døren skal slaas i for ham og Slaaen sættes for, og han skal staa uden­

for og overlades til de Voldsmænd, han har kæmpet med, fra han var Barn, paa Liv og Død.

Og mon nogen Dansk kunde have været med til Mødet i Valsbøl i Aftes, der maatte holdes i nogle smaa Stuer i et dansk Hjem, fordi Mødet i Kroen blev forstyrret af tyske Spektakelmagere, og have mærket den Stemning, der slog en i Møde fra disse Mænd og Kvinder, som tæt trængte stod op under det lave Loft og lyttede med spændt Ansigt og aabent Hjerte, og have talt med disse Danske, der synger med en Inderlighed som ingen Dansk længere nord paa, om deres gamle Fædreland og slet ikke kan tænke sig, at det kan svigte dem, uden at blive rørt i sit Inderste og sige, som den nordslesvigske Landdagsmand, der i Aftes talte i den mellemslesvigske Bondes Stue, bagefter sagde som sit Ind­

tryk fra dette og de foregaaende Møder i Flensborg Amt:

Det vilde være Synd og Skam, om denne Befolkning ikke skulde med til Danmark.

Vi er i den ellevte Time, vi Mellemslesvigere, og Flens- borgerne staar paa Skellet. Men det er ogsaa den ellevte Time for Danmark og Nordslesvig.

Den Grænse, der blev draget i 1864, var uretfærdig og rev et blodigt Saar. Der er talt om den i de bitreste og harmfuldeste og sandeste danske Ord. Men den var sat ved Erobrerens Vold og Overmagt.

Den Grænse, som nu skal afstikkes gennem vort gamle danske Land mellem Østersø og Vesterhav, om den af­

skærer Danske, der har været trofaste i de trange Tider, saa drages den af Danske, af Danmark, af det Land, som de har viet deres Livs bedste Kraft, hvis Navn de har givet en hellig Klang i deres Børns Mund. Den Uret, der saa øves, vil svie haardere end noget af det, Prøjserne har gjort imod os. En Sammenligning er ikke mulig.

Vi kræver vor Ret som Danske i den ellevte Stund, som vi har gjort det i alle Udlændighedens Aar. Vore Lands­

mænd, vort gamle Fædreland maa lage sit Ansvar.

Flensborg Avis, 14. Januar 1919.

En sønderjydsk Indsigelse.

Sønderjylland vundet — det er Kampens Maal.

Saadan lød Løsenet gennem de mange Aar, i hvilke søn­

derjyske Mænd og Kvinder har maattet føre en Kamp for vore helligste, vore folkelige Goder. Mangen en Kæmpe er segnet, mange Gamle er gaaet i Graven uden at se dette deres kæreste Ønske opfyldt, at se Slesvigs Land genvundet, udfriet af Rovfuglens Klør. Men for de Gamle, der faldt, var der nye overalt, de stod rede, hver Gang der blev kaldt.

Kun lidet lystelige var de Kaar, Prøjservældet lod os blive til Del. Staaende i Fare for at miste alt det, der som Folk og som danske var os helligt, blev det os netop derved saa inderligt kært.

Det var Selvforsvaret og det var Troen paa Gud, der gjorde os stærke og gjorde, at vi holdt ud under Urettens Svøbe.

Hvor tit har vi ikke spurgt os selv — spurgt Solen, naar Dagen gryede — naar kommer Dagen dog, den, vi venter0

Og nu gryer det — gryer for alle vore Længslers Maal.

Vi skal atter faa Lov at blive Danske og leve som Danske.

Herlige Tanke! Atter skal Dannebrog faa Lov at vaje frit over Sønderjylland — over alle Danske, — dog nej! »Vore Førere« har villet det anderledes. Staar det til dem, da skal kim det halve Sønderjylland genforenes med Moderlandet med Danmark. Den anden Halvdel, hvor saa mange brave Danske bor, men hvor Tidens Ugunst har medført, at der ogsaa bor en Del Tyske, den skal nu paany prisgives til Prøjsernes Vold.

»Vore Førere«. Hvem er de? Og med hvilken Ret tager de Bestemmelse om vort Hjemlands Skæbne, mens sønder­

jyske Mænd i stort Tal ligger ved Fronten endnu, medens mange er i Landflygtighed eller lever i Fangenskab.

»Vore Førere« — det er dem, vi valgte med Tillid og i Tro paa, at de til enhver Tid vil være rede til at udføre vor Vilje, udføre det, vi ansaa for bedst egnet til at fremme vor S a g s T a r v . D e t s k a l d a s i g e s h e r : v i k a n i k k e f ø l g e d e m , v i k a n o g v i l i k k e n ø j e s m e d a t

t a g e h a l v t , h v o r d e t h e l e e r v o r t .

Jeg har Lov til her at sige vi, — mange er de, uendelige mange, der personligt og skriftligt har klaget deres Sorg for mig over denne vore Tillidsmænds Færd. Vi — vi, de mange, der vil tage hver Glans og hver Plet, der falder paa Dan­

marks Navn, som vor, vi vil ikke være med til at skæmme e l l e r f l æ n g e v o r t F o l k e l e g e m e , v i f o r l a n g e r v o r R e t s a a langt, som man os med Uretten slog. Ingen, heller ikke jeg, vil bestride, at vi vil faa en Del ikke Danske med, naar Grænsen lægges ved Dannevirke—Sli. Men skulde dette mon være nogen Hinder? Vi, der tit nok, og vel med Rette, har hævdet vort danske Aandsliv som værende den tyske Kultur saa uendelig langt overlegen, skulde vi ikke kunne vinde tilbage og atter fordanske det, vi under s a a u l i g e K a a r h a r t a b t . O g n a a r v a r d e t S k i k , a t d e n s ø n d e r j y s k e B o n d e s a a b o r t f r a a t d y r k e d e n J o r d , d e r b a r T i d s l e r e l l e r a n d e t U k r u d t ; n a a r s a a v i h a m k u n d y r k e d e n J o r d , d e r v a r r e n o g f u l d t y d e d y g t i g ?

10

Nej, som Heden er lagt under Plov og som Ukrudt er luget, saadan vil vi pløje vor Folkeager. Hvad der har blom­

stret før, det skal blomstre igen.

Peter Mink »Danehjem«, f. T. Kolding.

Kolding Avis, 16. Januar 1919.

Sønderjylland.

Paa mange Abonnenters Anmodning hid­

sætter vi nedenstaaende Artikel, som Fru Ag­

nes Slott-Møller har offentliggjort i Bladet

»København« til Retledning af den offentlige Mening, som Dr. Birck har søgt at bringe i Forvirring. Idet vi bringer Fru A. S.-M.s Ar­

tikel henviser vi dog samtidig til vore egne Udtalelser andet Steds i Bladet om Spørgs- maalet i Anledning af en redaktionel Artikel i »Nationaltidende« for Mandag Aften, hvori tillægges os og vore Meningsfæller Meninger, som vi aldeles ikke har.

Med et Tordenvejrs Hast er en Drøftelse af Danmarks Stilling til Spørgsmaalet om Sønderjyllands Fremtid plud­

selig kommet op, det vil sige kommet offentlig frem, og staar nu lige over vore Hoveder.

Takket være Professor Bircks udfordrende Artikel i »Na­

tionaltidende«, der paatager sig at fastslaa, hvad »Danmark«,

»vi Danske«, »det danske Folk« vil eller ikke vil i den søn- derjydske Sag, er det ikke længere muligt at afvente Be­

givenhedernes Gang, indtil Øjeblikket virkelig er til en aaben Drøftelse af, hvor langt vore nationale Ønsker gaar; Pro­

fessorens med saa megen Voldsomhed fremsatte Synspunkt nøder andre Opfattelser af Sagen til at tage Ordet, hvis de ikke vil risikere at komme rent ud af Betragtning.

Professorens Fremfærd er en Snuptagspolitik, som ikke er os ganske ny ved nationale Afgørelser; det var den, der

— højlovlig Ihukommelse — anvendtes af det radikale Mi­

nisterium og dets Hjælpere ved Salget af Vestindien; men det er uhyggeligt at se, at den danner Skole for andre poli­

tiske Partier, og at en konservativ Professor, der har taget ved Lære af sit nye Tilhæng blandt Socialdemokrater og Radikale, ogsaa vil føre »det danske Folk«, der til daglig som bekendt nyder et Overmaal af politisk Frihed, dets Skæbne i Møde ved en alvorlig national Afgørelse, bastet og bundet som et almindeligt Faar.

Artiklen i »Nationaltidende« er en Henstilling til Tysk­

land om frivillig at gaa ind paa en endelig Opfyldelse af Pa­

ragraf 5; men Tidspunktet er uheldig valgt; man er for sent ude; det havde været tilgiveligere og forstaaeligere, om man var kommet til at forhaste sig, da Tyskland stod paa Højden af sine militære Sejre. Som Sagerne nu staar, er det Vestmagterne, der har det afgørende Ord, og Spørgs- maalet kan ikke længere løses uden om dem og maa ikke, o g s a a f o r v o r f r e m t i d i g e S i k k e r h e d s S k y l d , kræves løst udenom dem.

Med den helt ny Verdenssituation, der er skabt gennem Verdenskrigen, vil de nationale Spørgsmaal overalt i Eu­

ropa blive taget op til fornyet Debat, og mange andre Hen­

syn end de udelukkende nationale, hvorpaa Paragraf 5 byg­

ger, vil blive lagt til Grund for den nye Ordning af Europa­

kortet. Hvad Danmark angaar, kan en Fordring, der byg­

ger paa Paragraf 5, ikke hævdes, da vi i 1906 ved Optant- traktatens Gennemførelse under I. C. Christensens Ministe­

rium forpligtede os til aldrig at gøre den gældende, men erklære den for død og magtesløs at være. Og vil man sige, at det er til Sønderjyderne, Løftet er afgivet, og at det til­

kommer dem at kræve det indfriet, saa har vi endnu min­

dre Ret til at foregribe Begivenhedernes Gang paa en Maade, som kunde forskertse en Afgørelse, der maaske i 1918 aab- nede Sønderjyderne helt nye Muligheder for at genvinde hele Sønderjylland. Naar vi med Beundring heroppe har fulgt Sønderjydernes egen Politik, har vi set, at den ikke blot har været den at holde Stand, men at trænge frem;

efter de første frygtelige Aartier efter Krigen, hvor Despera­

tion over de tilintetgjorte Løfter om Paragraf 5's Opfyldelse førte til store nationale Tab af Folketal og Formue ved Udvandring til Kongeriget og til Amerika, blev der gjort Holdt, en ny politisk Stilling indtoges, gennem en beun­

dringsværdig Organisation samledes alt, hvad Dansk var, om at blive flere og vinde mere, og under de haardest mu­

lige nationale Vilkaar har Sønderjyllands Danskhed været i Vækst lige siden da.

Den nationale Forsagthed, der dikterer Professor Birck og hans Fæller deres Stilling til det sønderjydske Spørgs- m a a l , o g s o m d e f o r s ø g e r a t l a d e g a a v i d e r e t i l h e l e d e t d a n s k e F o l k , k e n d e t e g n e r i k k e Sønderjyderne selv. Deres Standpunkt er ikke Re­

signation, men Kamp for Fremgang; da Krigen kom i 1914, stod de midt i et Arbejde for at trænge Syd paa fra Flens­

borg for, som de selv kaldte det, at gøre de »truede« Egne t i l d e » t r u e n d e « E g n e . T r o r n o g e n , a t m a n i d e n o r d l i g e E g n e a f S ø n d e r j y l l a n d b e t r a g t e r d e s y d l i g e s o m s i g u v e d k o m m e n d e , s o m tabt for bestandig? En Udflugt, som den, Ung­

domsforeningerne i 1913 foretog ned til Dannevirke, hvor man vilde styrkes til sin Gerning for Danskhedens Udbre­

delse ved Synet af det i sin Fornedrelse stolte Fortidsminde, der taler saa klart et Dansk, tyder ikke herpaa. Og den Lære, man fik, da prøjsiske Gendarmer, medens man var paa Vej derned, ved Sankelmark Sø brød frem og forbød, at der holdtes Taler eller blev sunget Sange paa de minde­

værdige historiske Steder, og derefter fulgte hele Ungdoms- toget ned til Dannevirke og hjem igen til dets Udgangspunkt, bidrog kun til at give hver eneste Deltager den Styrkelse af sin Kærlighed til Hjemlandet og dets Minder, som man ventede at faa ved at staa Ansigt til Ansigt med Fortidens Danmark, uendelig øget Kraft.

H v e m v i l f o r A l v o r k u n n e t r o , a t e t F o l k . d e r g ø r s a a d a n n e P i l g r i m s t o g o g t ø r s t e r e f t e r s a a d a n n e A n d a g t s s t u n d e r , v i l s æ l g e

s i n F ø r s t e f ø d s e l s r e t f o r d e n R e t L i n s e r , s o m O p f y l d e l s e n a f P a r a g r a f 5 i d e t t e Ø j e ­ blik vilde være, hvor Vestmagternes gode Vilje til ef­

ter Krigen at genindsætte Retten i Magtens Sted o g s a a i Sønderjylland, som højlydt er udtalt i Frankrig og England, aabner Sønderjyderne nye Muligheder for den fulde Udvikling af deres Folkeliv i deres Fædres Land.

Desværre er det derimod nok muligt at Professorens Ar­

tikel kan vinde nogle Proselyter her i Kongeriget; thi takket være det mangelfulde Kendskab til Danmarkshistorien, der i de senere Aar er gaaet herligt i Spænd med den nationale Ligegyldighed, som her til Lands menes ret at kendetegne den fine Verdensborger, tales der i Almindelighed, naar der i det hele taget tales om det sønderjydske Spørgsmaal, som var dette kun nøjagtigt 54 Aar gammelt; længere tilbage end til Forældrenes Oplevelser rækker Gennemsnitsdanskerens Hukommelse sjældent i denne Sag. Og hvad er det saa han husker? Ikke, at Sønderjylland, saa langt vor Hi­

storie gaar tilbage, var et dansk Kronland, som efter i Aar- hundreder at have lidt under det at være Genstand for tysk Begærlighed efter fremmed Gods, blev os berøvet ved en Krig, der med Magt mod Ret vilde forhindre, at vi hævdede Sønderjyllands Samhørighed med det øvrige Danmark ved endelig at indlemme det i Kongeriget og adskille det fra dets kun altfor langvarige Forbindelse med det tyske Forbunds- land Holsten, men kun dette, at en Paragraf, ved Frankrigs Retsind indsat i Fredslutningen, men som dog var Fjendens Vilkaar, aabnede Muligheden for, at noget af det tabte Territorium, den tabte Befolkning, vilde blive givet tilbage, hvad der dog som bekendt aldrig blev til Virkelighed.

Desuden maa man jo ogsaa være klar over, at Løftet om Opfyldelsen af Paragraf 5 er sammenkædet med For­

dringen om en Folkeafstemning, der viser Danskhedens Overvægt, og et Forsøg paa en saadan Styrkeprøve vilde i d e t t e Ø j e b l i k e l l e r l i g e e f t e r K r i g e n v æ r e p o l i t i s k F o l k e m o r d p a a S ø n d e r j y l l a n d s B e f o l k ­ ning. Af danske Sønderjyder har nu henved halvsjette

Tusinde som tyske Soldater givet deres Liv for Tysklands Sag; det giver et frygteligt Hul i de stemmeberettigede dan­

ske Mænds Rækker, som ikke paa nogen Maade lader sig udfylde, medens de Tab, den tyske Befolkning har lidt, lader sig udfylde ved en hastig Indflytning sydfra, fra Meck- lenborg, Brandenborg, Pommern o. s. v. En Mængde dan­

ske Gaarde er allerede overtaget paa denne Vis, og har man fulgt den tyske Valggeometri ved politiske Valg i Sønder­

jylland, er der ingen Aarsag til at tro, at den vilde vise sig mere retfærdig ved denne afgørende Lejlighed.

Blandt det meget, som Prof. Birck erklærer paa Natio­

nens Vegne, er ogsaa Forsikringen om, at vi ikke paa nogen Maade vil være Kieler-Kanalens Vogtere, og heri kan han f o r e n G a n g s S k y l d h a v e R e t ; m e n h v e m s i g e r , a t det vil blive krævet afos? Fremsat her i Artiklen skal det ogsaa blot tjene til at virke som Bussemand*) over­

for dem, der ikke ubetinget vil underkaste sig Professorens og hans Venners Indstregninger af Landkortet; det er et Fantasifoster, hvis grelle Farver genkalder Ministeriet Zah­

les mange Trusler om, at hvis Ministeriet nødtes til at gaa, s a a k o m K r i g e n , o g d e t r ø b e r W o t , a t o g s a a h e r s p o ­ r e r v i d e n r a d i k a l e P a a v i r k 1 1 i n g a f P r o f e s ­ sorens Synspunkter**), der paa andre Omraadei har givet sig saa mærkelige Udslag.

Nej, der er kun én Ting, alle Danske ubetinget kan være e n i g e o m a t k r æ v e , o g d e t e r , a t d e t s ø n d e r j y d s k e S p ø r g s m a a l b l i v e r l ø s t v e d d e n k o m m e n d e F r e d s l u t n i n g i O v e r e n s s t e m m e l s e m e d b e g g e Magtgrupper. Ikke blot den Uret, Danmark led i 1864, men hele vor Historie, saa langt den gaar tilbage, f o r d r e r a f o s , a t h v e r G a n g e t B l a d i H i s t o r i e n s

*) Heri har Fru A. S.-M. ganske Ret. Der er aldeles ingen Ud­

sigt til at Ententen skulde paalægge os en saadan Opgave.

Det er det rene Nonsens. Men Bircks Mening med at frem­

s æ t t e d e t e r d e s v æ r r e k u n a l t f o r t y d e l i g . E . H .

**) Som meddelt tyder alt paa, at Hr. Bircks Artikel var a f t a l t S p i l m e d d e n r a d i k a l e P a r t i r e g e r i n g ! E . t i .

B o g v e n d e s , s k a l v i h æ v d e , a t S ø n d e r j y l land er et dansk Land fra Arilds Tid. Søn­

derjyllands nationale Kamp i det sidste Halvhundredaar har bevist, at Danskheden dernede stadig har en Kraft i sig, der under andre Forhold end de onde og ulige Kaar, den saa længe har maattet kæmpe imod, sejrrigt vil kunne hævde Værdien af nordisk Aand og nordisk Samfund.

Agnes Slott-Møller.

København, 20. Oktober 1918 med Noter af Red. Erik Hansen i Kolding Avis 23. Oktober 1918.

Angst for Retten.

Det fortælles fra den sidste Nat i Jesu Liv, at hans Di­

sciple, som skulde vaage med ham, Gang paa Gang faldt i Søvn, og det anføres til deres Undskyldning, at deres Øjne var »tungeafBedrøvelse«. Al Erfaring viser jo og- saa, at de store Sorger kan virke bedrøvende, selvom det ingenlunde behøver at være saadan, — og det er ikke at undres over, at den fortvivlede Sorg, som ramte det danske Folk i 1864, gjorde Folkets Øjne »tunge af Bedrø­

velse«. I ethvert Tilfælde: Folket faldt i Søvn, og denne nationale Søvn har nu varet saa længe og er bleven saa tung, at end ikke Verdenskrigens Kanoner synes at kunne vække de sovende. Vel var der i Folket Mænd, som tog et dygtigt og nidkært Arbejde op, men under Resignationens Fane:

» H v a d u d a d t i l t a b e s , s k a l i n d a d t i l v i n d e s ! « — o g N e d e r - lagsaanden hvilede over det nationale Liv og har paa manfoldige Omraader præget det i det sidste halve Aar- hundrede. Landets Lidenhed m a a 11 e jo virke trykkende, efterat de sorthvide Pæle var rammet ned ved Kongeaaen, og dette Tryk kunde have virket saaledes, at dets Smerte havde holdt Haabet vaagent, men Ulykken var, — som en k e n d t M a n d h a r s a g t , — a t » L i d e n h e d e n s l o g i n d o g blev til Smaalighed«, en national Smaalighed, der ikke vo­

vede helt og fuldt at give sig Haabet i Vold.

Forsvarsvilje blev nu stemplet som »Militarisme«, og alt Forsvars væsen derfor sørgelig forsømt. Danske Kolonier blev solgt med resigneret Bekendelse af, at vi ikke evnede at lede deres Udvikling mere, og danske unge drog over Atlanten i Tusindvis, delvist for at unddrage sig deres Vær­

nepligt. Men derovre, hvor den nationale Aand er vaagen, (skønt Nationen er sammensat af alle Racer og Folkeslag under Himlen), — derovre vaagnede de, og da Amerika kom med i Verdenskrigen, strømmede ogsaa dansk Ung­

dom sammen under Stjernebanneret og kæmper nu frivil­

ligt for et Land, der kun har været deres Hjem i faa Aar, — de, som ikke vilde forsvare det Land, som i deres Barndom og Ungdom gav dem alt. Behøver man noget bedre Bevis for, hvilken søvndyssende Magt Nederlagsaanden har over vort Folk herhjemme? — eller er der ikke Grund til at standse overfor denne forunderlige Kendsgerning med et

vaagent »Hvorfor«, selvom Svaret dømmer os?

O g n u , d a e n M o r g e n g r y r o g r a a b e r s i t » V a a g n o p ! « til alle Europas Nationer, — n u, da det for det danske Folk gælder om at stryge Nederlagsaanden af sig for med modigt Haab at se den kommende Tids Opgaver i Møde, — nu r ø b e r N e d e r l a g s a a n d e n s i n t r i s t e M a g t v e d d e n A n g s t f o r Retten, som faar gode, danske Mænd til — i en af Ver­

denshistoriens største Timer — at raabe til vort Folk: »Vær endelig nøjsom! Vær beskeden og forsigtig! kræv for alt i Verden kun din Ret saa langt, som du kan gøre det uden nogen som helst Fare eller uden at støde paa vanskelige Op­

gaver! — for vi er smaa og evner saa lidt.«

Men det Spørgsmaal har Nederlagsaanden ganske dys­

set i Søvn, om vi nu ogsaa har Ret til at være n ø j- somme, hvor det gælder vort Folks Ret og Fremtid, om vi kan forsvare det overfor ham, der »bestemte Græn­

serne for Folkeslagenes Boliger«, og overfor de kommende Slægter, ja! ogsaa overfor dem, der i Kamp mod Overmag­

ten satte Livet ind paa at overgive Danmark med dets aeld- gamle Grænse til os. Vi maa sige om vore Fædre. »De vilde, mendekunde ikke.« Skal vore Børn kunne sige

o m d e r e s F æ d r e : » D e k u n d e , m e n d e v i l d e i k k e ; de var bange for at kræve deres Ret helt ud.«

»Sværmer! — Brushoved! — Romantik og fædrelandske Drømmerier!« — jeg kender det Leksikon, hvorfra Neder- lagsaanden henter Ord til at brændemærke dem, der aldrig har kunnet opgive Haabet om, at den Uret, som Danmark saa længe har maattet lide under, en Gang vilde blive gjort god igen, — ogsaa fordi vi tror, at en h a 1 v Ret er en h e I Uret, hvorpaa ingen Fred eller Fremtid kan bygges. Men lad dem stemple os, som de vil! I en Tid, hvor det — med Hensyn til vort Folks aartusindgamle Ejendom — gælder

» n u e l l e r a l d r i g « , o g h v o r e n A f g ø r e l s e s k a l t r æ f f e s o g s a a paa alle kommende Slægters Vegne, kræver vi med den Ret, som Kærligheden til Danmark giver, at ogsaa vi bliver hørt, og vi vil saa højt og indtrængende, som vi kan, raabe til vort danske Folk:

» V æ r i k k e r æ d f o r a t k r æ v e d i n R e t ! « Om Kravet saa vil ske Fyldest, beror paa dem, der har o v e r v u n d e t d e n M a g t , s o m k r æ n k e d e v o r R e t , m e n e n h v e r har Ret til at kræve sin Ret, og hvis det er mere end skønne Ord, de Principer, som Vestmagterne hævder at kæmpe for i den store Krig, saa er der heller ikke nogen Tvivl om, at Danmarks Krav vil blive hørt og overvejet.

M a n h æ v d e r j o n o k h e r h j e m m e f r a , a t d e t e r d e d a n s k e Sønderjyder, som bør have det afgørende Ord (hvil­

ket man ganske vist i næste Øjeblik dementerer ved at hævde, at ogsaa de tyske Slesvigere skal være med ved Afgørelsen), men hvor kær jeg end har de danske Søn­

derjyder, og hvor højt jeg end agter dem for deres præg­

tige Kamp, saa er og bliver det mig dog ubegribeligt, at man saa ganske vil se bort fra det danske Folks na­

tionale Retskrav. Var det da ikke hele vort Folk, som Overmagten krænkede i 1864? — var det ikke det danske Folks Land, der blev mindre, da Sejrherren plantede sin Pælerække gennem danske Egne? — eller var det kun Søn­

derjyder, der kæmpede ved Dannevirke og Sankelmark, paa Dybbøl og Als? Man sætter her et Skæl mellem to Dele af

det danske Folk, som ingen Pæle kan gøre forsvarligt, og jeg har den Tro til de sønderjydske Danske, at de ikke vil sige: »Vi alene«, men tværtimod: »ViogvortFolk skal a f g ø r e S a g e n « , o g d e v i l v e n t e , a t v i n u t a g e r S a g e n m o ­ digt op. Ingen har været mere tro mod Danmark, end de, men selvom saa hver eneste Dansk syd for Kongeaaen var smittet af den tyske Aand, saa var Danmarks Ret ikke mindre for det.

Til Forsvar for den mærkelige Kendsgerning, at man netop fra d a n s k S i d e e r s a a i v r i g f o r a t f o r v a n d l e d e t s ø n ­ derjydske Spørgsmaal til et nordslesvigsk, an­

føres der forskellige Grunde:

Først: de tyske Slesvigeres Ret til at blive ved Tyskland, — en Ret, som næsten betones stær­

kere, end de danske Sønderjyders Ret til at blive ved Dan­

mark, idet man nok kan tænke sig, at danske Mindretal i Grænseegnene — skønt bosiddende i gammelt dansk Land

— skulde vedblive at staa under den Magt, som kun ejer Landet med Sværdets Ret. Det er selvfølgelig rigtigt og ædelt, at Danske ogsaa vil varetage det Folks Ret, som saa blodigt har krænket vor egen, og ingen vil falde paa at nægte, at de, hvis Hjerter er tyske, har Ret til at høre Tyskland til, men hvis Tyskere bosætter sig i et Land, som fra gamle Dage retmæssigt tilhører et andet Folk, har de Indvandrede da Ret til at kalde dette Land for tysk? Gan­

ske vist skrev Provst Nordentoft, hvis Mening jeg ellers sætter højt, forleden her i Bladet, at »Dannevirke ikke læn­

gere ligger i et dansk Land, men i et tysk« (udhævet af Provsten selv), men selvom der tilføjes: »tysktalende og tysktænkende«, hviket viser, at Land og Folk her er sam­

menblandet til eet, saa er Udtalelsen dog vildledende og rav­

ruskende gal, da man — netop hvor 1 alen er om nationale Retskrav, — først og fremmest bør vogte sig just for denne S a m m e n b l a n d i n g . N e j ! D a n n e v i r k e l i g g e r ( h v i s m a n d a i k k e v i l u n d e r s k r i v e E r o b r e r e n s R e t ! ) i e t æ l d ­ gammelt dansk Land, som Tyskere ved Indvan­

dring har besat, og hvis man vil knæsætte det som et nyt

Dogme, at et stort Folk ved Indvandring kan faa Ret til et lille Nabofolks Omraade, da bliver Følgen for de smaa Na­

tioner uomgængeligt den, at al Indvandring til de­

res Land maa forbydes, særlig da til Grænseegnene.

Ellers: ve hvert lille Folk! — det vil uhjælpelig blive ædt op af den store Nabo, hvis Udvidetrang gerne vil forvandle Grænseegnene til nationale Blandingsdistrikter, dobbelt gerne, naar de derved kan skaffe sig Ret til det Omraade, h v o r d e b o s æ t t e r s i g . E n e n s i d i g A n v e n d e l s e a f e t e n ­ kelt Retsprincip — uden Hensyn til andre, lige saä betydningsfulde Retsprinciper — vil altid føre til Uret, hvor skønt og ophøjet dette ene Retsprincip end er.

M e n — h æ v d e r m a n s o m d e n n æ s t e G r u n d : D e t triste e r nu engang sket, og vi kan ikke skrue Historien til­

bage; n u gælder det om at ordne alt i Europa efter Na- tionalprincipet ved Hjælp af Folkenes Selvbestemmelsesret, som Præsident Wilson jo har erklæret. Jeg skal ikke dvæle ved, hvorvidt det er rigtigt at slaa sig til Ro med en Tinge­

nes Tilstand, som er skabt ved Vold, men hvis Wilsons Principer skal anvendes, saa maa det ske efter Wilsons egen Fortolkning, og h a n er en alt for praktisk Statsmand til at tro, at Retfærdigheden kan ske Fyldest alene ved Fol­

kenes Selvbestemmelsesret. Dette viser han klart nok, naar han med Hensyn til Elsass-Lothringen (det Spørgsmaal, som bedst kan sidestilles med det sønderjydske) udtrykkeligt for­

langer, at hele den Uret, som blev gjort mod Frankrig i 1870, skal gøres god igen. Hverken han eller Frankrig vu finde sig i en Folkeafstemning om den Sag; hverken han eller det franske Folk vil anerkende, at en Folkeafstemning i et erobret Land, hvorfra Erobrerens langvarige Voldsregi- mente har fordrevet Skarer af de oprindelige Indbyggere os derved skaffet rigelig Plads for Indvandring, kan føre til e t r e t f æ r d i g t R e s u l t a t . N e j ! v e d S i d e n a f F o l k e n e s S e l v b e s t e m m e l s e s r e t s t a a r F o l k e n e s E j e n ­ domsret, som man sandelig ikke kan krænke i Retfær­

dighedens Navn. Landet er Folkets Kapital, ikke blot øko­

nomisk, men ogsaa ved dets historiske Minder. Folk kan

flytte, men Land kan ikke flyttes, og hvis ikke Folkenes Ejendomsret bliver taget med i Betragtning, naar de natio­

nale Spørgsmaal skal ordnes, saa vil alene Spørgsmaalet om Afstemningskredsenes Grænser volde uløselige Vanskelig­

heder overalt i Europa, og den Ordning, der begynder med at krænke Folkenes Ejendomsret, vil aldrig faa Navn af Retfærdighed og vil derfor heller ikke skabe varig Fred.

Det er min fulde og hjertelige Overbevisning, at det danske Folk har Ret til de Egne, hvortil aartusindgamle danske Minder knytter sig, ned til vort Lands oprindelige G r æ n s e , o g a t d e t d a n s k e F o l k d e r f o r o g s a a b ø r h a v e M o d til at kræve sin fulde Ret. Jeg tror da ogsaa, at de allerfleste er enige med mig i dette, hvad Retten an- gaar, men den sidste Grund, som anføres til Forsvar for at give Afkald paa vor fulde Ret, er sikkert ogsaa den, som betyder mest for mange, nemlig F a r e n og Van­

skeligheden ved at modtage hvad der tilkommer os med Rette, selvom det bliver os tilbudt, .Man kan slet ikke tænke sig, at ogsaa det tyske Folk kan tage ved Lære af den bitre Erfaring, men man ængstes ved Tanken om.

at Tyskland, naar det igen er kommen til Kræfter, vil be­

gynde forfra i Bismarcks Aand: først med Sønderjylland, saa med Elsass-Lothringen o. s. v. — Og selvom man maaske vilde se bort fra denne Fare, saa viger man dog tilbage for den vanskelige Opgave, som det unægteligt vilde blive, om vi skulde have en Skare Tyskere boende i Landets syd­

lige Egne, og d e n Tanke, at disse samme Tyskere, hvis de foretrak at blive boende her, kunde blive knyttede med Hjertebaand til det Folk, i hvis Land de havde deres Hjem, den stempler man som den vildeste Romantik. Unægte­

ligt! en saadan Frygt for en fjern Fare og for en Opgave, som ikke er lige ud ad Landevejen, er i k k e romantisk, den er — det indrømmer jeg, — den mest radikale Virke­

lighed, men ikke en køn og modig Virkelighed, ikke heller saa nøgtern og klog, som den giver sig ud for. Jeg skal ilcke spilde mange Ord paa den nærliggende Mulighed, at

der — naar Nordslesvig er givet til Danmark, medens Syd­

slesvig er uigenkaldelig tabt, (og der altsaa ikke er noget Sønderjylland mere!) — at der da efterhaanden vil danne sig et nyt Blandingsdistrikt, blot lidt højere mod Nord, saa den Opgave, som vi ængsteligt flygtede for, alligevel vil møde os en Gang, men skønt jeg nødig vil saare nogen, der har en ærlig Overbevisning, vil jeg ikke heller skjule, at denne Angstfor Retten, som i saa sørgelig Grad præger store Kredses Opfattelse af det sønderjyske Spørgsmaal, synes mig en uværdig Grund, født af den Nederlags- aand, som alt for længe har faaet Lov at hvile over et frit og levedygtigt Folk. I 1864 blev Folkets Øjne »tunge af Bedrøvelse«, men nu venter en stor Glæde paa os, hvis vi selv vil, og jeg kan ikke opgive Troen paa, at det danske Folk vil vaagne, vil stryge Nederlagsaanden af s i g o g k r æ v e s i n f u l d e R e t .

Der er Oprejsning i dette: at en stor Uret gøres god igen.

Det Offer, som blev bragt i 64, og det store Offer, som Sønderjyderne gennem de mange Aar har maatte bringe, g i v e r d e t d a n s k e F o l k R e t t i l a t h a a b e .

Pastor Knud Gjørup.

Hovedstaden, 4. November 1918.

Denne Artikkel fremkaldte 2 Modskrifter:

et fra Hr. Holger Egelwist (Hovedstaden 12.

November) »Angst for Retten eller Angst for Uretten«, og et fra Provst Johs. Nordentoft (samme Sted Dagen efter). Den første sam­

menligner Uretten i Sønderjylland med den i Skaane 1658 og hævder, at vi bør frygte for at begaa Uret mod Tyskerne; den anden æng­

ster sig for en tysk Rigsdagsmand som Tungen paa Vægtskaalen og mener, at Sydslesvig bley fortysket paa fredelig Vis, men tager stærkt Afstand fra, at disse Spørgsmaal ikke maatte drøftes. — Pastor Gjørup skrev da følgende (samme Sted den 19. November):

»Mor, hvor langt gaar Verden?« — spurgte en lille Dreng engang, og Moderens Svar var baade sandt og dybt:

» M i n V e r d e n g a a r s a a l a n g t , s o m m i n K æ r l i g h e d n a a r . « Jeg tror, at dette Modersvar er den sande Grænselov for alle Verdener, altsaa ogsaa for den nationale Ver­

den: Vor Ejendomsret til det Land, som altid har været vort, indtil det blev røvet fra os i 1864, kan vi kun bevare, forsaavidt og saalænge som vi ejer det i vor Kær­

lighed.

At denne store Lov for den nationale Ejendomsret ogsaa anerkendes af andre Folkeslag, har vi netop i disse Tider Oplevet et stort og mærkeligt Bevis for i hele den civilise­

rede Verdens Stilling til Jødernes Krav paa Jødeland og i den almindelige Glæde over, at dette Krav nu synes sin Op­

fyldelse nær. I næsten to Aartusinder har Israel været for­

drevet fra sit Land, og andre Folkeslag har taget Bolig dér, men mon der findes een eneste, som vil hævde, at Palæ­

stinas nuværende Indbyggere i Kraft af Folkenes Selvbe­

stemmelsesret bør have Lov til at afgøre, om Landet skal skal tilbagegives til Jøderne eller ej? — Og hvorfor ikke?

Mon det virkelig skulde skyldes et Racehovmod, som vil stille de Folk, der i Aarhundreder har haft Hjem i Palæstina, udenfor den for alle andre anerkendte Ret? — eller skyldes det ikke snarere, at Jøderne med en forunderlig stor og tro­

fast Kærlighed liar set hen til Fædrenes Land med dets store, ældgamle Minder og ved denne Kærlighed har be­

varet Ejendomsretten indtil den Dag i Dag?

Det er mig — ud fra dette Synspunkt — aldeles ube­

gribeligt, at man (som det er sket i forskellige Artikler her i Bladet) kan sammenstille vort Forhold til Sønderjylland med vort Forhold til d e s k a a n s k e Provinser, som Svenskerne for halvtredie Aarhundrede siden erobrede fra o s , o g s o m v i f o r l æ n g s t h a r m i s t e t v o r E j e n d o m s ­ ret til, fordi vi ikke mere omfatter disse Egne og deres Minder med den Kærlighed, som man skylder sit eget Land.

Men skulde vi virkelig — efter kun et halvt Aarhundredes Adskillelse — være naaet saa vidt, at store Dele af vort Folk nu staar i samme kølige Forhold til Egnene omkring Dannevirke, som til Skaane, Halland og Blekinge? Er vor

Kærlighed til Sønderjylland k u n en Kærlighed til en Del af Folket dér, ikke ogsaa til Landet med dets danske Minder? I s a a F a 1 d staar vi unægtelig i Fare for at miste vor Ejendomsret ogsaa til denne Del af Danmark, men jeg tror det ikke og vil ikke tro det. Selv om en æret Indsender stempler det som »uaandeligt« at tage Hensyn til, at disse Egne lige fra den graa Oltid har tilhørt Dan­

mark, medens en anden Indsender hævder det som baade

»overraskende« og »sørgeligt«, at der endnu er nogen i Dan­

mark, som kan ønske at se Dannebrog vaje over Danne­

virke igen, — saa er det dog min Tro, at vort Folk endnu har Kærlighedens Ret til hele vort Land, og hvis det ikke

— som i den vestindiske Sag — bliver vildledt af sin Rege­

ring og sine Vejledere til at tro, at det handler »ædelt« ved at sælge eller give Afkald paa sin Ret, saa vil — trods alle fornuftige, ængstelige Betænkeligheder — Hjertet nok vise det Vejen til at genvinde sit Hjem.

Provst Johs. Nordentoft, som viser venlig Forstaaelse af de Ønsker, som jeg har kæmpet for, hævder dog i sin sidste Artikel, at mine Tanker synes ham mere hjertevarme end virkeligstro, men mon Provsten ikke her for en Gangs Skyld har ladet sig forlede til at sætte den nøgterne Øje- bliksvirkelighed over den, der dog — for ham, som for mig — er den største: den Retfærdighedens og Kærlighedens Virkelighed, der ikke vil eller kan give Slip paa sit dyre­

bare Eje og derfor ikke heller kan anerkende, at selv en fredelig Indvandring i vort Land giver Ret til — som Tak for den frisindede Gæstfrihed, der gjorde Indvandrin­

gen mulig, — at rive Landet fra os?

Jeg tilstaar, at det er med en noget mismodig Forun­

dring, at jeg har opdaget den ellers altid modige Provst Nordentoft paa den Side, hvor Betænkeligheder og Angst for Vanskelighed fører det store Ord, og ikke dér, hvor det lyder: »Vaagn op og værn din Ret!« — og det har gjort mig særlig ondt, fordi vi jo af frisk Erfaring ved, hvor let det er at gøre vor.t Folk betænkeligt, naar man har Vanske­

ligheder og Faremomenter at vise hen til, og særlig naar

man samtidig kan pege paa en ædel Bevæggrund til For­

svar for at holde sig Vanskelighderne fra Livet. At den Angst for Retten, som præger Provstens Artikel, skyldes dels Angst for at gøre Uret mod nogen og dels Frygt for at føre vort Folk ind til Opgaver, som det ikke evner at løse, kan jeg ikke et Øjeblik tvivle om, men jeg er overbevist om, at han baade undervurderer vort Folks Kræfter og overvurderer de Vanskeligheder, der venter os, — n u, da Tyskland aldrig mere bliver det fordums Tyskland, og da Verdensforholdene er saa mægtigt forandrede, — og jeg kan ikke lade være at haabe paa, at Provst Nordentoft, hvis Ord betyder meget for mange, før den endelige Afgørelse vil kaste Betænkelighederne over Bord og i denne Besøgel- sestime for vort Folk være med i Arbejdet for, at »alt dansk

— ogsaa dansk Land — igen blive vort«.

Naar Provsten kalder sin Artikel: »Det slesvigske Spørgsmaal«, — formentlig fordi ogsaa han vilde føle det u n a t u r l i g t a t t a l e o m » t y s k e S ø n d e r j y d e r « , — o g naar han saa Gang paa Gang betoner, at det er S y d s 1 e s- vig, hvoromdertales, — saa er det jo n e t o p h e r i, at jeg er ganske uenig med ham. Jeg anerkender ikke et Sydslesvig og et Nordslesvig, hvis Grænse vi først n u skal t i l a t s æ t t e , m e n k u n e t g a m m e l t d a n s k K r o n l a n d : S ø n ­ derjylland, og jeg ser ikke, med hvilken Ret man vil dele, hvad der aldrig har været delt, eller hvor man med Retfærdighed vil sætte Grænsen. At der i en Tid, hvor Na­

tionaliteten og Sproget ikke var saa stærkt knyttet til hin­

anden, som det senere er sket, fra tysktalende Dele af det danske Rige (Holsten) indvandrede mange til Sønderjylland, og at denne Indvandring er fordoblet under Voldsregimen- tet, er jeg selvfølgelig ikke uvidende om, men jeg indser ikke, hvorledes dette kan berøve os vor Ret. Vi vil jo ikke rive en tysk Befolkning bort fra Tyskland, men et dansk Land ud af Erobrerens Favn, og det staar Indvandrerne frit for, om de vil blive boende i Landet under den retmæssige Ejers Styre eller ej: de er jo ikke stavnsbundne. Om den gamle Sønderjyde, som (iflg. »Hovedstaden« for i Gaar) har

udtalt: »Vi ved, at Folket lige til Dannevirke vil være sam­

men med Danmark«; — om han virkelig har Ret, ved jeg ikke, men det er ikke for mig afgørende, da vor Ejendoms­

ret til L a n d e t ikke kan bestrides, og da det er en Kends­

g e r n i n g , a t F o l k k a n f l y t t e , m e n L a n d k a n i k k e flyttes. At dette sidste ingenlunde er en blot og bar Frase, men en Sandhed, som ogsaa gennem Haab for Sønderjyl­

lands danske Fremtid, — d e t er jo netop Fortyskningen af de gamle, danske Egne Beviset for, men det bevises des­

uden af de Tusinder af sønderjyske Danske, som efter 1864 er draget over Atlanten, og af de Hundredtusinder af konge- rigske Danske, som er rejst den samme Vej, fordi vi — alt imens vort Folk vokser -— med Flid gør dets Hjem mindre:

ved Salg eller ved ængsteligt Afkald paa vor Ret.

Der var mangfoldige andre Tanker, som jeg kunde ønske at sætte frem, hvis ikke Pladsen i et Dagblads Spalter var saa begrænset, men lad mig slutte med at udtale den Over­

bevisning: at hvis kommende danske Slægter skal se det tyske Flag vaje over Dannevirke , saa vil Historien en Gang dømme denne Slægt, som ikke kendte Danmarks Besøgel­

sestid. At denne n u er inde, og at en dansk Statsmand mea Hjerte og Hjerne til at varetage Danmarks Interesser n u kunde skaffe os vor gamle Grænse tilbage, er der næppe Tvivl om. Han vilde have ypperlige Kort paa Haanden — ikke blot ved Henvisning til den Stilling, som Vestmag­

terne har indtaget til det ganske parallelle elsass-lothringske Spørgsmaal, til Jødernes Krav paa Palæstina, Polakkernes Krav paa en Havn o. s. v. — men paa Grund af den særlige Interesse, som de sejrende Magter har i en Neutralisering af Kielerkanalen. — At vi paa den anden Side ved en æng­

stelig og afvisende Holdning let kan give de nyopdukkende slesvig-holstenske Planer gunstig Bør, er kun altfor sand­

synligt, men netop derfor siger jeg endnu en Gang saa ind­

trængende, som jeg kan:

» L a d o s h a v e M o d t i l a t k r æ v e v o r R e t — helt u dl«

Og stiller dette os saa overfor vanskelige Opgaver, saa er der Styrke i at arbejde med dem, men det gav aldrig et Folk Fremtid at ængstes dér, hvor der krævedes Mod.

Pastor Knud Gjørup.

Grænsen.

— der er Danmarks Grænse. — Nej, ej for danske Mænd og Kvinder, ej for vore dyre Minder, ej for grønne Danevang, ej for Modersmaalets Klang.

Chr. Richardt siger i Slutningen af det prægtige Digt

»Vort Land« de Ord, som gentagne Gange er blevne nævnte i den sidste Tid: »skærme Gud vor gamle Rede, skænke os et Danmarkskort, hvor alt dansk igen er vort«.

Da Digteren skrev disse Ord, var han dybt bevæget over, at Danmarks Grænse var rykket mod Nord til Konge­

aaen, og naar han vilde have et Kort, hvor alt dansk igen var dansk, saa mente han selvfølgelig, at Ejderen skulde være Grænsen.

Han har ikke tænkt sig, at der vilde komme en Tid, da danske Folk uden Nødvendighed vilde trække en Grænse­

linje midt igennem Landet og sige: Naar vi faar dette, saa har vi et Danmarkskort, hvor alt dansk igen er vort.

For det er jo ikke Tilfældet, hverken set fra et histo­

risk, nationalt eller sprogligt Synspunkt. Jeg vil prøve paa at bevise dette, idet jeg gaar ud fra den af Vælgerforeningen paapegede Grænselinje og et andet Vers i Chr. Richardts Digt.

Der er Danmarks Grænse. — Nej!

Fra den fjerne Oldtid har Sønderjylland været et dansk L a n d , b e b o e t a f d a n s k e F o l k . E j d e r e n v a r R i g e t s Grænse, anerkendt som saadan helt siden 811 i Karl den

Stores Tid. Denne Kendsgerning er vel saa urokkelig, at ingen Dansk vil bestride den. Grænsen er ikke ved Konge­

aaen, men den er lige saa lidt fra Kobbermøllebugten til Vid­

aaens Udløb. Denne Grænse vilde indlemme største Parten af de dansktalende Sønderjyder i Moderlandet, derfor være saa meget bedre, men ikke mindre uretfærdig, thi Grænsen her var heller

ej for danske Mænd og Kvinder.

Syd for denne Linje vilde der bo Tusinder af lige saa dansk­

sindede og dansktalende Folk som dem, der bor nord for Linjen.

Da Vælgerforeningen den 12. November udsendte sit Op- raab fra de nordslesvigske Foreninger, var den saa hensyns­

fuld at tage Flensborg med, og det viste sig da, at der var over en halv Snes navngivne danske Foreninger der i Byen, der med Glæde gav deres Minde til at undertegne Opraabet om at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret. Nu maa vel enhver ind­

rømme, at i en By, hvor der findes over en halv Snes dan­

ske Foreninger af alle Slags — Foredragsforening (tæller ca.

1000 Medlemmer), Ungdomsforening, Kirkeligt Samfund (flere Hundrede Medlemmer), Fornøjelsesforeninger, Syge­

plejeforening, Sparekasse, osv.; et Par Good-Templarloger med dansk Forretningssprog havde man ikke taget med —, der maa der være en dansk Befolkning. Og hvorfor skal den ikke med sine Frænder hjem? Hvorfor skal den være Stedbarn og med Taarer i Øjnene kigge efter Dannebrogs­

flagene ved Fjordens Nordkyst? Hvorfor skal den lytte efter Festjubelen mod Nord og grunde paa, hvad den har for­

brudt, siden den ikke maa være med?

Fra Flensborg arbejdede vore to sidste Rigsdagsmænd, G u s t a v J o h a n n s e n o g R e d a k t ø r J e s s e n , f o r h e l e S l e s ­ vigs Danskhed. Deres Virksomhed kan aldrig glem­

mes, og skulde Vælgerforeningens fastlagte Grænse blive til Virkelighed — hvad der dog synes usandsynligt —, saa maa, det kan ikke fejle, mange Danskes Tanker med Vemod gaa ned til den By, hvor de to Mænd virkede for dem og

deres Danskhed, mens Kaarene var trangest, til de Mænds Grave paa Flensborg Kirkegaard, der tro indtil Døden hæv­

dede deres danske Standpunkt.

Vel er det sandt, at Flensborg i de sidste Aartier har faaet en større Befolkningstilvækst, og at denne, da den i Hoved­

sagen stammer sydfra, er overvejende tysktalende og tysk­

sindet. Men skal Byens danske Befolkning derfor roligt sam­

tykke i, at den Grænseflytning, den lige saa hjerteligt har længtes efter som Befolkningen nord for Byen, bogstaveligt talt gaar deres Dør forbi?

Og ude i Landdistrikterne, i den Del af Hanved Sogn f. Eks., der ikke mere hører ind under Nordslesvig, der bor, det viste et Møde i Ellund forleden, en Befolkning af danske Mænd og Kvinder lige saa god som i mangen en nordligere liggende Landsby. I et meget stort Antal Hjem i disse Lands­

byer paa Sproggrænsen saavel som i Flensborg dyrkes de danske Fædrelandssange med lige saa stor Kærlighed og Iver som i Hjemmene i Egnen nord for Stregen.

Nej, her er ikke Grænsen for danske Mænd og Kvinder, men heller

ej for vore dyre Minder.

Flensborg er kaldt Mindernes By, og de danske Minder, der findes i eller knytter sig til den, er saa kendte og skat­

tede, at enhver Dansk kender dem og holder af dem. At nævne dem her turde være overflødigt; jeg skal nøjes med med Hensyn til Minderne i Flensborg og Egnen syd for denne By at henvise til det følgende Vers i Richardts Digt:

Der i Uffes gamle Land rejste sig vor første Kirke!

Der var Thyras Danevirke!

Der steg Dagmar ud paa Sand!

Der har Flensborgfjorden sukket, da Margrete Øjet lukked — fejre Dronning-Navne tre, aldrig ramt af Tidens Le!

Med Undtagelse af den fjerde Linje vilde hele dette Vers være lige saa berettiget efter at vi havde faaet et Danmarks­

kort med den nye Grænse.

Og naar herefter »Slumrer sødt i Slesvigs Jord« blev sunget, vilde Minderne være lige vemodige, da de fleste Grave stadig var uden for Landets Grænser; ja endnu tungere var det, at Befolkningen selv var Skyld i, at de ikke kom med,

»der ligger og lytter i Jorden dernede, lytter til hvert Fod­

trin paa den alfare Vej«.

Ej for grønne Danevang.

Nej. Landskabet syd for er saamænd lige saa typisk dansk som nord for Stregen. Bøgeskovene i Angel ved Landsbyerne med Navne som Husby, Voldevraa og Gam­

melmark er lige saa danske som Bøgeskovene ved Ris og Rødekro. Der er ingen Forskel paa de levende Hegn langs Mark og Vej, paa Bakker og Dale paa Østkysten og ej hel­

ler paa Vestkystens flade Egne.

Ej for Modersmaalets Klang

er Grænsen ved Kobbermøllebugten, Skelbækken og Vid­

aaen. I Flensborg tales det danske Sprog af flere Tusinde Mennesker, og i Landsbyerne mod Vest i Hundreder af Hjem. Det er blevet forfulgt, vanrøgtet og tilsidesat i umin­

delige Tider, men de Tusinder, der har holdt paa det, har gjort det des inderligere. Sprogparagraffen forbød for nogle Aar siden Sproget paa offentlige Møder; men i Hjemmet og i private Sammenslutninger er Modersmaalet blevet dyr­

ket næsten ivrigere end før den Tid, fordi Tvangen imod det lærte os mere at elske det. Danske Foredrag, danske Ko­

medier er sikre paa et talrigt Besøg og et taknemmeligt Pu­

blikum i de omtalte Egne. Og hvor synger man inder­

ligere og kraftigere om »Danmark, dejligst Vang og Vænge«, hvor Leddet er af Lave?

Foragtet og overset af de mange tyske Indvandrere, skub­

bet og stødt til Side af sine egne har Danskheden i Flens­

borg og Omegn haft trange Kaar i en Menneskealder. Den kunde ikke hævde sit Standpunkt ved Rigsdagsvalgene, hvil­

ket ogsaa for en Del skyldtes den voksende Socialisme blandt

den arbejdende Befolkning i Industribyen. Men en kerne­

sund Danskhed er bleven tilbage. Tit nok har den raabt til Nordslesvig om Hjælp til Forposterne i de truede Egne, for det meste forgæves. De har haft et svært Standpunkt, men holdt Skansen, og derfor vil de ikke finde sig i ikke at høre med til »et Danmarkskort, hvor alt dansk igen er vort«.

Ejderen er Danmarks naturlige og historiske Grænse.

Der var den i 1864. Dertil g a ar Danmarks Ret. Er der saa en Del af Befolkningen inden for dette Afsnit, der ikke ønsker at komme ind under Danmark, saa bliver det Danmarks Sag at give den Selvbestemmelsesret om, hvorvidt den hellere vil tilhøre det Kanalrige, der kom­

mer mellem Danmark og Tyskland.

De Tyskere, der nu gør sig uhørte Anstrengelser for at

»bevare Landet for Tyskheden«, vil nok stemme Tonen la­

vere inden ret længe, naar først de rigtig faar Øjnene op for, hvilket Væv af Løgn og Bedrag den tyske Militarismes Kej­

serdømme var bygget paa., og hvilke Kaar dets Fald har ført til for det tyske Folk. Saa bliver vel ogsaa Flensborg-Ty­

skerne mere medgørlige, ja, det maa antages, at ogsaa Ar­

bejder- og Soldaterraadet saa opgiver den Modstand mod Friheden for andre end dem selv, som de nu vedligeholder.

Hvorom alting er: Jeg tror, at vi kan være trygge. Dan­

mark kan ikke nægte en By og en Egn, hvor der bor en dansk Befolkning, Lov til at vende hjem af Udlændigheden, og at vi faar Lov til det, er sikkert. Vi har jo Sejrherrerne og hele Verden paa vor Side.

Flensborg, den 6. December 1918.

L. K. Lausten.

Flensborg Avis, 7. December 1918.

Skal Dannebrog plantes paa Thyras gamle Vold?

Længe nok har jeg Bondepige været,

siddet paa Tærsklen og spandet paa min Ten.

Længe nok osv.

Nu vil jeg glad sidde, hvor jeg sad;

fremmest vil jeg gaa i de dansendes Rad.

K. Karstensen.

Dannevirke.

Mon der er nogen Dansk nord eller syd for Kongeaaen, som kan nævne det Navn, uden at føle, at det er i Sam­

klang med alt, hvad der er dansk i ham.

Dannevirkevolden, som Thyra Dannebod lod bygge, og som vore Forfædre, Sjællændere, Fynboer og Jyder har væ­

ret med til at bygge paa for over tusinde Aar siden. — Slesvig, hvor Nordens Apostel, Ansgar, byggede sin første Kirke. Isted og Sankelmark, hvor vore Fædre stred og faldt.

Heltegravene paa Flensborg Kirkegaard og Gravene af de Mænd, som har lidt og stridt med og for os, og fremfor alt de levende Menneskesjæle, som trofast indtil i Dag har holdt den yderste Grænsevagt ved Leddet mod Syd. —

Kan nogen kongerigsk Dansk eller dansk Nordslesviger ved Genforeningen juble af fuldeste Bryst, naar alt dette skal lades tilbage?

Sønderjyllands Sønderlemmelse; vilde saa Nordslesvigs Genforening med Moderlandet ikke blive o, saa dyrekøbt!

Havde en Afstemning fundet Sted paa den Tid, da det var os lovet, saa vilde meget have set anderledes ud.

Nu staar de danske Sønderjyder over for det næsten umulige, over for en af de vanskeligste Afgørelser, vor Hi­

storie kan opvise. Og lad det være sagt med det samme:

Der er vist ingen dansk Nordslesviger, der ønsker andet, end at hver dansk Mand nu maa ske sin Ret, endsige da har tænkt paa at svigte: Under de givne Forhold kunde man