i
-
-" ^ 7 * ^ 7- ^
' / . ' H 4 ^ ' - .
143
hende, hvad han ikke vidste; men da hun In te t havde hort om hans Forhold t il V a le n tin K o rn , kunde hun ikke tcenke sig anden Aarsag t il hans Nysgjerrighed, end den Krcenkelse, han selv sagde at fo le , fo rd i man ikke havde fundet ham vcerdig t il at optages blandt de Sammensvorne, og det lignede ham ganske.
H un fik dog ei T id t il at gruble lcenge derover, th i atter horte hun den knirkende Lyd af Haugelaagen, der dreiede sig paa sine Hcengsler, og da hun saae op, blev hun en lille matroneagtig Skikkelse vaer, der med smaa, hurtige S k rid t gik op ad den lige Gang mod Lysthuset. D et var Ursula Kranse, O ldfruen paa K ro n borg. Hun var klcedt i cerbart S o r t , og hendes L iin vare skinnende hvide, saa at de stak besynderligt af mod hendes gule, rynkede H u d , der misklcedte hendes A nsigt; men de skarpe Trcek oplivedes af et S m iil, hvis V irkn in g forogedes af Rynkerne, saaat man kunde sige om M adam U rsula, at hun i egentligste Forstand loe med hele Ansigtet. De brune, spillende O in e havde bevaret a lt Ungdommens L iv , og naar hun var i faa godt Lune, som denne D a g , da var det vanskeligt at vise hende et a lv o rlig t Ansigt. Lisbeth kunde da heller ikke modstaae det Hjertelighedens S o ls tin , som ud- straalede fra gamle Kranses rynkede Ansigt og tog saare venligt imod hende, uagtet hun ikke var oplagt t il saa lang en P assiar, som hun vidste, der nu vilde vanke.
T a M adam Ursula efter mange S m iil, K nix og Foresporgsler t il Lisbeths Befindende havde taget P la d s paa Bcenken, sagde h u n :
„ I tcenker v e l, at Taabe har tabt sin Kaabe, som man siger, al den S tu n d jeg gjor Besog i disse T id e r. D og maa I vide, kjcereste J o m fru Lisbeth!
at falde Besogene end tyndt nok her i S ta d e n , paa Kronborg er det ganske bart. S aa blev da min F o r- loengsel efter at see gode, gamle Venner saa uslukkelig stor, at jeg bad om O rlo v en halv D ags T id , det Commandantens Frue, Oberstinde S jo b la d ikke aleneste uden riugeste Indvending eller Vanskelighed tilstod mig, men H r. Obersten var dertil saa naadig at give mig en G efreiter t il Ledsagelse, at jeg kunde gaae try g t paa Gaden, hvor jo , som G ud og hver M a n d veed, drukne S oldater jevnlig svcerme om og holde et H u u s ."
„ H v o r har I da ladet Eders Sauvegarde b liv e ? "
spurgte Lisbeth smilende.
„H a n sidder oppe i Kogerset og bliver bevcertet af Pigen — ak ja ! jeg forglemmer jo at lade Eder vide, at jeg har vceret inde hos M adam M a re n , men hun har Hovedvoerk og vilde ei herned med i Haugen, og at gaae uden at have ta lt med E der, det vilde vceret baade S yn d og S kam ; men nu sial I hore — B altasar hedder G efreiteren, og han er en skikkelig K a rl og gik i Forskningen kjont nok bagefter mig som en LE resvagt; dog, G ud naade os! hvort S ted, jeg kom in d , blev der givet ham stort Traktemente, og nu er han saa drukken, at man kan pirre ham over
ende med en F inger, hvis Aarsag jeg og indstcendelig bad Eders Pige at komme Vand i O lle t."
„ S a a er det ilde bevendt med Eders Sikkerhed paa Hjem farten, gode M adam U rs u la !" sagde Lisbeth
og loe.
„ I h hvad, jeg skal nok bjerge m ig ! D og g jor det mig ondt fo r den stakkels K a rl. Drukken A ften-
glcede giver fastende M orgensorg, og seer Obersten ham i den T ils ta n d , naar sligt H verv er blevet ham betroet, som at geleide mig i B y e n , da kommer han sikkerlig t il at ride Trcemceren. Jeg faaer da see at skaffe ham t il en S id e , naar v i forst vel ere inden Forskningens V o ld e ."
„G aae Dagene taaleligt vel for Eder der?"
spurgte Lisbeth. „ I maa voere saare vanskeligt stillet, tykkes m ig."
„ E i , hjerte lille J o m fru ! man maa saa loenge vcennes ved O n d t, at O ndt tykkes at voere G o d t,"
svarede M adam Ursula liv lig t. „ F r a forske Fcerd af saae det broget nok ud, men jeg fik dog Skik paa det.
De svenske H errer fornam sn art, at det ikke var en R o verb o rg , de vare dragne ind i , men et kongeligt dansk S lo t med streng Huusorden og hovisk Skik.
H v o r barsk end nogle af dem, fornemmelig R ig s adm iralen, saae mig an, jeg blinkede dog ikke med O inene, og Kong C a rl selv er heel m edgjorlig, bare- stens man tager ham med Lempe. Ak ja , J o m fru
Lisbeth! haardt nok var det at gaae paa, da de droge larmende ind paa S lo tte t og det v a r, som skulde der ikke blive heelt tilbage af de skjonne M e u b le r; men kunne v i O vin d e r faae disse drabelige Krigshelte i T a le , da ere de mestendeels dog kun som V id ie r at vikle om en Finger. D a nogle Dage vare gangne, fik jeg T oilerne i Hcenderne, og saa raabte de Krause her og Krause der, thi In g e n vidste Besked paa Tingene,
Ewald, Svenskerne paa Kronborg. II. 1()
uden jeg, der som eneste Qvindsperson var bleven t i l bage af den danske Besoetning."
„ I handlede hoederligt og m odigt, gode M adam U rs u la !" sagde Lisbeth; „ikke ret M ange vilde g jort
Eder det efter."
„ E i hvad! det var jo m in ligefremme Skyldighed at forblive paa m in P ost; men jeg kunde kradse S inene ud Paa den Beenseldt, der saa gav Forsvaret op og lod Kong Frederiks Klenodie, dette skjsnne S lo t falde i Fjendernes Hcender; endog en K ujon var han ikke, men en G n ie r, der forholdt Soldaterne deres S o ld og de gjorde da M y tte r i, og saa toenkte han kun paa at bjerge S it . Han faaer dog, saa haaber jeg, sin D o m * ) ! M en hvad jeg vilde sige— i visse M aader have v i nu bedre O rden paa S lo tte t, end tilfo rn i Beenfeldts T id , fornemmelig fra den S tu n d a f, da Kong C a rl i egen hsie Person opslog sin Residents paa S lo tte t."
„H u e r de svenske Majestoeter Eder godt?" spurgte Lisbeth.
„ V a r Kong C a rl saa sandt ikke Konge i S v e r rig ,"
svarede Ursula Krause, idet hun gjorde et forgjoeves Forssg paa at bringe sit Ansigt i alvorlige Folder,
„og ikke Kong Frederiks Dvdsens Fjende, jeg vilde give ham al 8Ere og Roes. Han er en naadig M o nark, streng nok mod de Efterladne, men gavmild mod de T je n e re , der gjsre deres Skyldighed. Han holder streng O rd e n , og Alle skjelve for et vredt B lik fra
*) Oberst Poul Beenseldt blev domt fra Livet, men dog der
efter benaadet af Kongen.
hans O in e ; men ofte har han et naadigt og skjemt- somt O rd t i l sine Underdaner og har ret en soer Gave t i l at muntre op og give Lyst. N u skal I hore — forgangen D ag kommer han imod mig i Dandsesalen, hvor der Aftenen iforveien havde vceret stort T a ffe l, og hans Majestcet havde da kigget lo v lig dybt i Boegeret og blev overstadig lystig, og som Herren teer sig, saa fslge hans S vende; og de agtede hverken G la s eller Bcegre eller den skjonne D ug. D e t var da et guds
jam m erligt S y n , da det B o rd skulde afdoekkes; Dugen var over al M aade plettet af V iin , og jeg blev vred, da. jeg saae det og sagde, saa al Tjenerskabet horte derpaa, at de, der havde g jort det, fortjente at staae ved Bronden og toe den selv; men det var blevet Kong C a rl forebragt, som I ret strax v il forstaae, th i da han nu seer mig, stikker han i at lee og siger:
naa, Ursula! har I faaet den D ug reen, eller skal v i hjelpe Eder at toe den?"
„ D a blev I vel heed om O re rn e ? " spurgte Lisbeth.
„Saamcend! lid t betuttet blev jeg, men tog mig deri, da jeg saae hans Majestoets naadige M in e og neiede og sagde: ak Eders Majestcet! der v il mere, end een Vadfk t i l ; den D ug maa bleges i U ger, fo r den atter to r loegges paa Eders Majestoets B o rd ! og saa loe han og gik sin G a n g , th i han lid e r, at man har S v a r paa rede H aand."
„ E r D ro n n in g Hedevig ligesaa naadig?" spurgte Lisbeth, der folie sig fcengslet af den Gamles liv lig e Fortcelling.
„ N e i, paa det Lav! H un er stram og stiv, en stolt G o tto rp e r, lider ei at tale med gemene Folk og sagde mig t il denne D ag ei eet naadigt O rd . M a je stæterne leve ellers lykkeligt sammen, th i Kong C a rl er en Herre af dydige Soeder; vilde han barestens holde lid t mere M aade ved T a ffe le t; han er korthalset og fuldblodig og farer han fo rt paa den V iis , da spaaer jeg ham ei noget langt L iv ."
„O g onfker ham det vel ei heller?" spurgte Lisbeth.
„ E i hvad, v il han holde Fred og drage af Landet, da stal det gloede mig i Fremtiden at fornemme, at han lever lykkelig og vel; men der er blandt de svenske H errer nogle, hvilke jeg snster paa B lo ksb je rg , th i vilde og gale ere mange af dem, naar Kong C a rl ei selv er tilstede, th i saa tie de som M u u s . D og 8Ere den, som oeres b e r, er han end Landsens Fjende, og som jeg nu har givet Kong C a rl selv et godt Lov, saa bsr jeg ei forglemme at ncevne Generalqvarteer- mester-Lieutenanten, H r. D ahlberg. Han er en ret- staffen H erre, og kommer man t i l ham med en Klage, da faaer man G ehsr, og han gjpr Ret og S kjel uden Persons Anseelse; men ham maa I da kjende, J o m fru Lisbeth! al den S tu n d han har ligget i Q varteer hos H r . M ikkel? Han talte forgangen D ag om den gode Omgoengelse, han havde nydt her."
Lisbeth bejaede det, men saae ned fo r sig, medens hun i sit stille S in d mistede, at M adam Ursula nu vilde vise sig ligesaa snaksom, som da hun fortalte om Kong C a rl, men det Onste blev ikke o p fyld t, th i den Gamle reiste sig pludselig og sagde, at det nu var paa hme T id at komme afsted.
„A k ja ! " sukkede hun, da hun gik ned ad Gangen, og Lisbeth fulgte hende t i l Laagen, „n u flak jeg t i l bage i m it S la v e ri. Jeg snsker dog mangen G ang,
at den K rig havde Ende og beder G ud daglig derom.
S a a kunde man da vel og igjen faae et skikkeligt dansk Q v in d fo lk at gaae sig tilhaande. De lob alle, da den danske Bescetning drog ud, og nu er ingen dansk Pige at faae derop. Jeg v il ei pudse Svenskerne paa dem og tvinge dem ved Herrebud. Veed I . ingen? D e t var og m it AErinde idag at soge en op, men jeg fandt ingen, der var vcerdt at have."
Lisbeth svarede i en aandsfravcerende T o n e , at hun ikke kunde vcere t il H jelp i den S a g , hvorpaa gamle Ursula med S m iil, N ik og gjentagne Haandtryk tog Afsked; men Lisbeth fulgte hende op i Huset, og da hun fra V induet saae Ursula gaae ned ad Gaden med den drukne, skingrende G efreiter bagefter sig, fo r undrede hun sig over den Gam les lykkelige, glade S in d , og over hvorledes denne usorsagte M a tro n e havde fo r- maaet under Tidernes Troengsel at hcevde sin Post og holde M odet oppe. H un sukkede og onfkede noesten, at hun selv var slig gammel M a tro n e , oplagen af Livets smaalige G je rn in g ; at hun kun elskede Linned
skabe og fryndsede Duge og ingen andre S o rg e r havde, end sondrede G la s og V iin p le tte r paa en sneehvid D u g .
„J e g tog da gjerne," toenkte hun tilsidst, „hendes oerlige gamle rynkede Ansigt med i K jo b e t!"
Sjette Capitel.
Forstsbt.
D a Gregers Hansen havde fo rla d t Lisbeth, gik han hjem og forblev hele Dagen stille paa sit Kammer.
D e t var ligesom V alentin Korns listige S jcel havde fo rla d t sin B o lig og var faret i G regers; thi stik imod sin utaalmodige og meddeelsomme N a tu r fo r- maaede han nu at tie og sad i tim eviis og raadslog med sig selv. Han strcebte at hente ud af sit Hjertes eget D yb en B e slu tn in g, th i der var S p lid i hans I n d r e ; de gode Folelser reiste sig t i l en sidste fo r
tv iv le t Kamp mod de slette In s tin k te r, hvilke V alentin K o rn saa snildt havde forstaaet at scette i Bevcrgelse.
A t lade Lisbeth med Fred og agte hendes R et t i l f r it V a lg , at gaae t i l M ikkel Hansen og begjcere at blive optagen i de Sammensvornes Lang; at vove den Dyst mod Kronborg, lade Livet eller komme derfra, bedoekket med Hceder, og da kaste sig fo r Lisbeths Fodder og begjcere hendes Haand — det v a r Tanker, der virkelig sysselsatte ham en S tu n d og viste sig fo r ham
i et saare skjont Lys. Han forstod prcegtigt at udmale sig dette, og der kom T aa rer i hans O in e ved at tcenke sig et saa gribende O ie b lik, som det vilde blive, naar Lisbeth angrende maatte erkjende, at hun i ham havde vraget en cedel M a n d og tapper R idder. E n Anelse sagde ham, at hvis det overhovedet var m u lig t fo r ham at vinde Lisbeths H je rte , da maatte dette vcere den rette Vei t i l M a a le t. D og krcevede det en Selvbeherskelse og en Taalmodighed, hvilken han fu ld t vel vidste, at han ikke var i Besiddelse af. G ik det strax nu lo s , da vilde det vcere tcenkeligt, at han kunde lade sig henrive t il at gribe et Svcerd og storme med, men at gaae og vente og dog bcere paa den Hemmelighed og paa sit store Forscet, det vilde knibe.
S a a vilde den P la n , V ale ntin K orn havde be
tegnet med de O rd „a t faae en Klemme paa M ikke l,"
ganske anderledes h u rtig t fore t i l M a a le t. Hans K und
skab t il Anslaget, en Kundskab, han nu stadig gottede sig over at have fralistet Lisbeth, kunde paa mere, end een M aade snildt benyttes t i l at skrcemme M ikkel Hansen op af den Koldsindighed, hvilken han i den sidste T id havde udviist, naar Gregers havde slaaet paa B ry llu p . Tingen var, .at M ikkel i denne spoendende T id havde tabt Lysten t i l at sysselscette sig med de Unges F re m tid; han havde ikke stiftet H u , men det var G regers-ikke paa det Rene med. Fik han forst den Gamle i Aande, da var det rim e lig t, at M ikkel med sin scedvanlige Fremfusenhed vilde gaae lige los paa Sagen, og kunde det ventes, at en ung Pige, som Lisbeth, vilde kunne modstaae sine Pleieforoeldres M y n dighed ? Hun var. snart vcerre fa re n , end om h u n '
havde vceret Mikkels og M a re n s kjodelige D a tte r, thi sloge de Haanden af hende, da vilde hun jo staae ganske ene og fo rla d t, uden Slæ gtninge at tye til.
H v o r fkulde hun isoer i denne farlige Krigens T id bjerge sig?
Gregers vidste jo nok, hvad han egentlig vilde.
Han begjcerede ikke dyrekjobt Hceder, men et mageligt, nydelsesrigt Liv ved fkjon Lisbeths S ide. A ld rig havde han sagt nogen grovere Logn, eller spillet vcerre Komedie, end da han fremstillede sig for Lisbeth som en M a n d , der sukkede efter Lejlighed t i l mandig B e d rift. D e r
imod tog han visselig gjerne nogen let vunden Hoeder med i K jobet, om Lejlighed tilbod sig. Han oversaae da ikke Faren ved at gaae t il M ikkel Hansen og be- gjcere Meddelagtighed i Sammensværgelsen; det kunde jo dog hcende, at hans T ilb u d blev anammet, og saa sad han der, fangen i sit eget G a rn !
Han kom da heller ikke t il nogen afgjorende B e slutning. D et gik op og ned i hans vankelmodige S jo e l, lige t i l det blev Aften. S aa bestemte han sig dog t il at vove den Gang t il M ikkel Hansen, men uden klart Forsoet med Hensyn t i l , hvad han vilde gjore, undtagen forsaavidt han forudsaae, at han visselig vilde begjcere Lisbeths Haand af den Gamle. H v o r
ledes han io v rig t vilde forholde sig, det maatte beroe paa Omstændighederne. Han pukkede i sit stille S in d paa sit indbildte M o d og sine gode Forscetter, men leflede samtidig med de onde Lyster og de lumske P aa- fu n d , in d til han befandt sig i M ikkel Hansens Lon- kammer og stod Ansigt t i l Ansigt med ham.
„H vad har D u paa H jerte, G reg ers? " spurgte M ikkel guaveut, da hans uuge Ven raadvild taug, uagtet han havde udbedet sig en S am tale under fire S in e . „D e t er silde, halvgaaen n i; tag B la d e t fra
M unden, at v i kunne faae det a fg jo rt!"
Gregers var da henviist t il sig selv; der kom ham ingen Omstændigheder t il H je lp , blev ikke givet nogen Tone an, hvorefter han kunde spille, og det var da at vente, at M elodien vilde blive ligesaa falsk som den, han havde spillet om M orgenen fo r Lisbeth.
„E n saare vigtig S a g ," begyndte han, „h a r fv r t mig t i l Eder, og siden I driver saa paa mig, da maa jeg uden Omsvob sige Eder, H r. M ik k e l! hvad det er.
D et er kommet t i l min Kundskab, at et dristigt Anslag er i Gjcere og at I er indviklet deri; det gjelder at tage Kronborg og fordrive Svensken derfra. I sige mig n u , om denne Tidende er falsk, eller om jeg er rig tig underrettet?"
„T ro e ei den B ysla d d e r!" sagde M ikkel Hansen vre d t, medens hans rodtblnssende Kinder mistede lid t af deres Farve.
„D e t skulde bedrvve mig, var det blot S la d d e r,"
svarede Gregers med en a lv o rlig og vig tig M in e ;
„desformedelst det tykkes mig at vcere et stort og saare patriotisk Foretagende; men jeg kunde opregne for Eder flere Omstændigheder, som bevise, at det forholder sig, som jeg siger. Desforuden har jeg h v rt det af paa- lidelig Kilde, saa det er ganske forgjeves at stikke mig
B la a r i S in e n e ."
'„D u taler mig t il, som vilde D u optage F o rh v r over m ig ," brusede M ikkel op; „men kom D u nu fvrst
med D i n Lektie og sug mig u fo rto ve t, hvo der har sladdret t il D ig ."
„ D e r maa I have mig undskyldt, H r. M ik k e l!"
svarede Gregers med Vcerdighed; „et Tavshedslofte, hvilket jeg bor holde helligt, binder mig. Dog havde m u lig v iis den, som i denne S ag fortroede sig t i l mig, storre T illid t i l m it Mandemod og m it patriotiske S in d e la g , end I , er I end min faderlige Ven og Beskytter! D e t har krcenket mig dybt, H r. M ikke l! at I ei ansaae mig for vcerdig t il at optages i det S a m fund, eller dog indvies i denne store og vigtige Hemme
lighed."
„G re g e rs !" sagde M ikkel med A lv o r, „hvad vilde vel D in salig Fader sige, om han kunde see herned og da bragte i E rfa rin g , at jeg havde indviklet D ig , hans endnu ei myndige S o n , i et fa rlig t Anslag, ved hvilket baade Liv og Gods staaer paa S p il? "
„ I indrommer altsaa, at S lig t virkelig er i Gjoere?" spurgte Gregers liv lig t , da han folte sig hoilig beroliget ved M ikkel Hansens Forsigtighed og faderlige Omsorg fo r ham.
„ D e r er nu ei Andet f o r , " sagde M ikkel tvcert;
„ D u maa hellere nu vide det og da holde D ig ro lig , end lobe andet Sted hen og fritte ."
M e n Gregers Dristighed vopede, da han saae, at der kun var ringe Risiko ved at prale med sit M o d , og han udbrod derfor med paatagen H arm e:
„ D a maa jeg dog bekjende, det huer mig slet at vorde behandlet som en D reng. Jeg kan vel vcere en M a n d , har jeg end ikke fy ld t m it fem og tyvende A a r, og i Kjobenhavn fandt man m ig, Gud bedre
det!, voxen nok t i l at slide som en Troel og gaae med Musketten paa Nakken."
„ D e t var en S a g heel forfkjellig fra denne;"
svarede M ikkel r o lig t; „e r D u saa sorpikket paa at vove L iv e t, da grib et G la v in d den D a g , det gaaer los, og gaae paa med os A n d re !"
„ T a k !" sagde Gregers spydigt; „da kunde jeg ligesaa godt forblevet paa Kjobenhavns Volde. De H e rre r, som have udkloekket det Anslag og staae det fo re , de faae LEren og B e lo n n in g e n ; v i Andre vove kun T ro ie n t i l Anforernes Forfremmelse, det kjende
v i n o k !"
„O g hvor bliver saa D in Patriotiskhed, G re g e rs? "
spurgte M ikkel ligesaa spydigt. „Husk saa og det, at naar Affairen gaaer g a lt, da slippe de gemene Karle lem peligt, men v i Anforere miste vor K n ap ; kan D u stikke den?"
D e t kunde Gregers ikke og havde det heller ikke isinde.
„ I vise mig saa dog den T illid , " sagde han mere sagtmodigt, „a t indvie mig i det Anslag og betroe mig, hvo der er med i C o m p lo tte t!"
Gregers bad ikke derom i den Hensigt at forraade N ogen; det var tvertim od hans faste Beslutning at soette V a le n tin K orn en Voxncese paa, th i han onfkede Anslagel al Fremgang; men det vilde voere. h am . en kildrende Fornemmelse at gaae om med saa vig tig en Hemmelighed i sit B ry s t, og det var da at forudsee, at den vilde vcere daarligt gjemt hos ham. M ikkel Hansen vidste nu rigtignok In te t om G regers's Forhold t i l V ale ntin K o rn , men han havde dog allerede havt