Den noeste M orgen tid lig red to Ryttere ud ad Gaardledet paa Kraagerup. Den forreste var M anden selv, den efterfolgende hans Svend og tro Ledsager, Peer Olsen. Peer var kommen i Kisteklcederne, som bestode af en skson, graa Vadmels Kofte, en rodstribet Vest og graa Kncebeenklceder, A lt vel besat med blanke Tinknapper, men lid t stumpet, som om det var syet t i l en svoerere og kortere Krop, end hans. Paa Fodderne havde han et P a r med T ra n vel indsmurte og med Tinspoender prydede S k o , mod hvilke de hvide U ld strømper stak grinende af.
Han holdt i Haanden en K u rv , fuld af deilige, rode Vinterkarvelec, en Sjeldenhed i M a i M aaned;
men som Kirsten Pedersdatter var en Mester i alle huslige Konster, saa ogsaa i den at opbevare F ru g t.
LEblerne saae ud, som om de nys vare afplukkede, og de vare bestemte t i l Kommandanten paa Kronborg, Oberst C a rl Johansen S jo b la d , hvem Rostgaard vilde fornoie med denne lille Loekkerbidsken: th i nu mere, end
nogensinde, gjaldt det at holde gode M in e r med de fjendtlige M yndigheder. Peer tog da ogsaa varsomt paa K u rve n , men holdt sig desuden ualm indelig rank, som havde han siden sidst vceret under Korporalstokken
og faaet sin R yg rettet.
D e t maatte fo r den Uindviede vcere i det forste O ieblik forvirrende, men sluttelig dog oplysende, at der ved Leddet stod nok en Peer O lsen; th i denne duk
nakkede F y r med Huen i Haanden var aabenbart den cegte Peer Olsen, han paa Hesten kun en slet Copi, t i l T ro d s fo r det O ffe r, H r. C o rfits havde b ra g t, at as- rage sit Skjceg og indgnide sit Ansigt med en b ru n t- farvende P lantesaft, t i l hvilken Kirsten havde taget S to ffe t af sit Urteskriin. In g e n skjonnede det bedre, end Peer selv, og da han ved at betragte sin D o b b e lt
ganger rystede m isfornoiet paa Hovedet, standsede Rost- gaard sin Hest og sagde t i l sin Ledsager:
„M e d Eders Tilladelse, cedle H e rre ! v il jeg sporge Peer, om I er ukjendelig i Forklædningen. Den Knos har et skarpt B lik , endog han seer saa dvask u d."
H r. C o rfits betragtede sin O rig in a l som fo r at studere ham noie, loe og gav med et N ik sit M in d e t i l en lille Prove. D e t var nu vistnok saare t v iv l
somt, om Peer havde nogen klar Forestilling om, h v o r
ledes han selv saae u d , th i han horte t i l de lykkelige D odelige, der kun ofsre saare faa Tanker paa deres Å d re , og det S p e il, han var i Besiddelse a f, var et trekantet S kaar og neppe stort nok t i l paa een Gang at gjengive hele hans A nsigt; men fo r Andres Ådre havde han et saare skarpt B lik ; han gjenkjendte det A nsigt, han havde seet een G a n g , ligesaa sikkert, som
t.
hans Herres brune B lis boiede af t i l den V e i, ad hvilken den blot en eneste Gang var bleven redet. D a Peer nu blev opfordret t i l at afgive sit S k jo n , kneb han det ene S ie t i l og sagde:
„M e d gunstigst F o rlo v , da vilde jeg gjenkjende den naadige H r. Kammerjunker i mine egne Kloeder paa hundrede S k rid t."
„ D e t lyder saare m is tro s tig t!" udbrod C o rfits T ro lle , medens Nostgaard loe.
„V ild e den naadige H e rre ," vedblev P eer, „b lo t et M in u t stige af Hesten og lade mig sidde op, da skal jeg vise Eder hvordan."
„J e g beder E d e r, cedle H erre! at lade Eder det g e fa lle ," sagde Nostgaard a lv o rlig t, „ th i Sagen er af stor Vigtighed fo r Eders personlige Sikkerhed."
H r. C o rfits indrommede det, steg af Hesten og gav Peer Kurven. Derpaa red Peer en Gang frem og tilbage ad V eien, og Nostgaard sagde t i l H r. C o rfits :
„Lceg Mcerke t i l , hvorlunde Peer holder Kurven, ikke peent i Haanden, som H r. Kammerjunkeren, men Armen ind under Hanken og heelt hen over Laaget." .
' „J e g seer d e t," svarede H r. C o rfits ; „men lad mig nu probere tilfo d s ."
Han slentrede saa henad V eien, standsede foran den ridende P eer, tog Hatten af og tilta lte ham i sjoellandsk D ialekt.
„ D e t fa ld t ulige bedre u d ," sagde Peer fornsiet,
„m aa Eders Naade end vide, at det S p ro g ikke ganske er denne Egns M a a l."
Derved lod nu H r. C o rfits det blive, th i t i l S p ro g studier var der visselig ikke T id . Han red da nu med
Rostgaard henad Beten, medens Peer blev staaende og gloede efter dem; men t i l G jengjeld fo r den Lektion, H r. C o rfits selv havde faaet, gav han nu Rostgaard den Paamindelse, i Andres P aahor at tale ham m yn
digt t il, ganske som han pleiede at tale t i l sit Tyende, da en Forglemmelse i saa Henseende vilde voere ikke mindre fa rlig .
Im id le rtid node de Begge Frihed for a lt Komedie
spil paa det forste Stykke as Veien, th i Rostgaard fulgte en ham velbekjendt Skovsti oppe i Landet.
„Lad os n u ," sagde H r. C o rfits , medens han
?
uagtsomt slingrede med K urven, „benytte Tiden t i l at forhandle om den vigtige S a g , der har fo rt mig hid.
S a a vid t jeg forstod Eder im orges, H r. Ridefoged!
da er det hele Anslag nu ei langt fra at vcere modent."
„ D e t trcekker godt sammen d e r til," svarede Rost
gaard. „ M i n S voger Toldskriveren, Jens Henriksen og M agister Tikjob have hver i sit Hjorne af Staden saa lu un t bearbeidet Borgerne og vundet adskillige paa- lidelige Mcend og gode P a trio te r fo r Sagen. Oberst Hutschinson blev igaar ved H r. Henrik G erners M e lle m komst fuldelig instrueret, og hvad denne Engelskmand anbelanger, da er det, v i forventede, in d tru ffe t; han og hans Folk ere nu blevne forlagte t il H elsingor."
„H a n er da at lide paa?"
„Je g haaber ja , saasom H r. Henrik siger, at Oberstens T ale tyder paa stor og oprigtig Harme mod Svenskerne. D e t maa v i nu lobe an paa, al den S tu n d v i ikke kunne undvcere ham og hans Folk, der desuden have den D yd , at ikke ret M ange forstaae deres S p ro g ."
„ D e t er Anslagets svage S id e , Rostgaard! at saa M ange maa indvies deri."
„ A f den Svaghed har fra A rild s T id alle A n slag lid t; men ingensinde var Enigheden stvrre eller Forbittrelsen mod den Fjende, der skal overrumples, stcerkere. V i maa nu stole paa Guds Beskyttelse; men dog v il jeg lade Eder vide, H r. Kammerjunker! at jeg ikke kan troe, at en eneste af M edviderne skulde vorde Forroeder; jeg har Listen paa dem Alle og skal ikke undlade iaften at lcegge Eder den fo re ."
„O g Steenvinkel er vunden?"
„S a a godt som vunden. Eders cerede Noervcerelse som Hans kongelige Majestcets Udsending v il overvinde hans sidste Betænkelighed. Tupen har lcenge vceret p a ra t; men v i maa dog afvente den nceste Udskrivning af Arbeidsmandfkab fra H vrsh o lm D is trik t."
„S a a lade I mig da nu vide, paa hvad Maade det Hele skal gaae a n !"
„ M i n P la n gaaer simpelt h.en ud paa, at naar jeg nceste Gang skal levere Brcendsel t il Fcestningen, da benytte v i, om Gud ellers v il , den Leilighed. I ZEgtbvndernes S ted udvcelger jeg haandfaste Karle med Vaaben under Klcederne og lader dem kjvre V o g nene, der vel blive en tredssindstyve eller halvsjerds- sindstyve i T a lle t. S a a saare nu storste Parten af disse'Vogne ere over Vindebroen, lade v i et H ju l lsbe af den V o g n , som just befinder sig paa B ro e n , og de andre Kudske gjore da H o ld t og stimle sammen omkring den voeltede Vogn i den Hensigt at hjelpe den op.
Under denne F o rv irrin g overmande v i Vagten ved P o rte n , og da den voeltede Vogn ligger paa V inde
broen, forebygges derved, at denne skulde kunne drages op og Resten af vore Folk afstjoeres. Paa forske A n skrig falder Steenvinkel med sine M cend, bevcebnede
med Hakker og S pader, som de gaae fra Arbeidet paa Voldene, over de udstillede Vagtposter og storme faa op paa Hovedvolden og overmande A rtilleristerne. Oberst Hutschinson med de engelske Folk og Borgerne med deres Karle have im id le rtid luftet om i Fæstningens Noer
bed og ile nu t i l at skotte Angrebet."
„V ed m in store Forfader H e r lu f!" udbrod C o rfits T ro lle , „deu P la n er lagt snildt oz gjor Eder al 8Ere.
G ud give Lykke d e rtil! men faaer det Voerk Fremgang, da vinder I udodelig Berommelse, og Hans kongelige
Majestcet v il vide at belonne E d er."
„ I giver mig Roes over Fortjeneste, oedle H e rre !"
svarede Rostgaard beskedent; „men det maa I troe, at paa egen Fordeel eller Forfremmelse har jeg ikke sigtet med dette Anstag. Jeg havde kun Kong Frederiks 8Ere og Landets G avn fo r O ie . N u beder jeg Eder vel bemoerke og lade Hans kongelige Majestcet det vide, at den svenske Bescetniug fo r Tiden er hoist fire hun
drede M a n d , hvorim od den hele S ty rk e , v i have at raade over, kan den end ikke angives med et bestemt
T a l, dog neppelig v il voere under tusinde B la n d ."
„H v o r kommer det hoie T a l ud, R ostgaard?"
„D e tre hundrede Euglcendere, de to hundrede Borgere med deres Svende, de h alvfje rd sin d styve Kudste, det giver paa Lidet ncer de sex hundrede. D e r- noest mener Steenvinkel, at han af de tolvhundrede Skandsegravere kan gjore Regning paa circa fire hun
drede, og dertil kommer de danske A rtille riste r, som gik
Ewald, Svenskerne paa Kronborg. II. g
over med ham; saa blev da Tusindet fu ld t, og v i have i selve Foestningens Hjerte eu S tyrke, ligesaa stor som den fjendtlige Bescetning, hvilken sidste rigtignok er m ilita irifk bevcebnet og indexerceret, men dog splittet ad, ja fo r storste Delen i Casematterne, eller i deres Logi paa S lo tte t, hvorimod vore Folk ere samlede og falde an i een sluttet T ro p ."
„ D e t er A lt mesterligt udtcenkt og forberedet,"
sagde H r. C o rfits med V arm e, „kan ei strande, naar Opdagelse lykkeligt undgaaes."
Rostgaard havde im id le rtid forgjeves ventet paa et O rd fra sin hoibaarne Ledsager, der kunde oplyse ham om, hvor vid t Kongen vilde yde Foretagendet m ateriel Understøttelse, men da det O rd fremdeles ude
blev, tog han B la d et fra M unden og sagde:
„D e t volder mig stor Glcede, at Planen t il A n - slaget har Eders gunstige B ifa ld ; men I maa ei fo r
glemme, at have v i end Folk nok, saa fattes endnu tvende T in g — Vaaben ere kun tilstede i aldeles u t il
strækkelig Mcengde, Penge fattes ganske."
„V a ab en ," svarede H r. C o rfits , „det er en rim elig Begjoering, men h v o rtil Penge?"
„Ikke t il m ig , H r. Kammerjunker! Derim od be- gjeerer Oberst Hutschinson tusinde Dukater, Steenvinkel hundrede."
„E lleve hundrede Dukater — Gudsdod, hvor tage v i dem fr a ? " udbrod C o rfits T ro lle med en saare be
tænkelig M in e . „ D e r er syndig Ebbe i Landets Kasse, R ostgaard!"
„ D e t veed In g e n bedre, end je g ," svarede Rost
gaard smilende, „saa sandt jeg a lt i nogle A a r ikkun fik min halve L on , i det sidst forlsbne ei en H v id ."
„S e e r I d e l!" svarede H r. C o rfits med et N ik.
„Kongens Rentemester er overloden af alflens Folk, som begjcere deres Tilgodehavende, og de maa mesten- deels alle gaae tomhoendede derfra. D e r er fast ingen Regjering eller O rd n in g i nogen T in g mere. N u fo r undrer det mig ikke, at Englænderen begjcerer Lon, saa- som han er en Udloending og har ingen undersaatlig P lig t mod Kong Frederik. D erim od er Steenvinkels Begjcering u b lu ; han skal ved sin Deeltagelse i A n slaget udslette sit Forrcederi og gjenvinde Kongens
Naade."
„S te e n vin ke l," svarede Rostgaard, „lo b e r lig e fu ld t .den storste Hasard. Han er nu i svensk Krigstjeneste, og Doden er ham v is , bliver Anslaget robet eller det mislykkes. Desuden er han en fa ttig M a n d og v il, saa formoder jeg, i voerste F ald efterlade sin eneste S o n en N o d fkillin g ."
„ E i , R ostgaard!" udbrod H r. C o rfits , „dette er ei T id e r at loegge A rv op i. E n Forskrivning med Hans kongelige Majesteets Underskrift maa klare den
S ag med dem Begge."
„K an i dette Tilfcelde ei gjore d e t!" svarede Rost
gaard bestemt. „ N u beder jeg E d e r, cedle H erre! at drage Eder dette t i l M in d e og paa det Eftertrykkeligste at forestille Hans kongelige Majestoet Sagens sande Beskaffenhed. D e t tydede H r. Henrik mig gjenlagne Gange af Engelskmandens T a le , medens jeg selv saae Obersten slaae i B ordet derved, at han ei rorer sig af Pletten, fo r de tusinde Dukater have klinget paa B o r det fo r ham t il den sidste. Hans kongelige Majestcet maa saa lade nogle Klenodier springe, snfler han op
rig tig t dette Anslag fremmet. Tcenkeligt er det dog, at Steenvinkel lader sig sige."
„ H m ! " udbrod H r. C o rfits og tog sig om Hagen.
„J e g skal foredrage Kong Frederik Sagen med Eders egne O rd og m u lig t, at de slaae an, al den S tu n d K ronborgs Fald gik ham som et S tik gjennem H jertet.
Denne hans Fcedreneborgs G jenerobring v il fryde ham overmaade. Folket trcenger desuden t i l en O p m u n trin g ; det er seige T id e r disse, som v i nu ligge orkeslose bag Kjøbenhavns V o ld e , medens Fjenden hcerger Landet;
haardt farer nu Svensken frem paa Lolland, og Gud skal vide, om Nakskov staaer sig; saa tee og vore A l
lierede sig, at v i kunne boere T v iv l, om de ere Venner eller Fjender."
„ J a , oedle H e rre !" udbrod Rostgaard, „det vilde falde som en Steen fra Brystet, fik v i atter see D anne
brogs vaie fra Kronborgs V agttaarn, og det kunde, v il G ud, give denne uendelige K rig en ganske ny og lykke
lig Vending. S a a glemme I ei heller at loegge Kong Frederik det paa S in d e , det snareste fkee kan at skikke Vaaben, begribelig tilsoes. Jeg har nogle gode H u le r i Skoven at putte dem i. "
H r. C o rfits lovede at gjore sit Bedste, og dermed havde S am talen en Ende, th i de vare nu ved Lande
vejen og rede saa raskt ad Helsingor t il, hvor de kort efter in d tra f uden at stode paa nogen F orhindring.
Paa Kronborg var der Liv og T ravlhed, th i B y g ningen af Udenværkerne blev dreven med en K ra ft, som endmere opildnedes ved Kong C a rls personlige Noer- vcerelse. S lo tte t selv, som nu var fuldstændig istand
sat, viste sig denne M o rg e n , belyst af den klare F o
r-aarssol, i hele sin Anseelighed, eg C o rfits T ro lle s Hjerte slog lid t hurtigere, da han med Rostgaard nær
mede sig det tilfo d s , efterat de havde sat Hestene ind i et Herberge i Bhen. Den stolte B o rg med de knej
sende S p iir viste sig som i Festdragt, da dens rette Herres Udsending nu kom fo r at indlede dens Befrielse, og Udsendingen folte forst n u , da han atter stod fo r den og saae den ligge der saa stolt ved det blaa S u n d , Tabets hele S torrelse og sendte det svenske blaa F lag med de tre Kroner i , som vaiede fra V a g tta a rn e t, et morkt og harm fuldt B lik .
Kronborg var, i Forhold t il hiin T id s Krigskonst, en stcerk lille Fcestning, formaaede den end ikke at fo r byde fjendtlige Flaader Gjennemgangen. Den svarede ikke t il sin Bygherres stolte F orve ntning , eller t i l det N avn, man gav den, „S u n d e ts N o g le "; men den var visselig ikke let at tage, naar dens Forsvar lededes med Dygtighed og M o d .
C o rfits T ro lle standsede nogle Oieblikke, inden han ncermede sig den yderste Fcestningsbro og betragtede i Taushed Fæstningens nye Omgivelser, maafkee for desto- bedre at indprente i sin Hukommelse, hvad han saae;
men det Billede, der viste sig fo r ham, var meget fo r- skjelligt fra , hvad Kronborg er i vore Dage.
Omgivelserne vare dengang ganske bare, der fandtes ikke et eneste Tree, endsige Alleer, og de svenske Uden
værker med deres nye Volde og brede G rave viste sig med skarpe Linier og heelt overskuelige, th i der var ligesaa lid t B yg n in g e r, som kunde hindre Udsigten t i l Pladsen bag dem eller t il selve S lo tte t. I vore Tage er det ganske anderledes, th i man har intet O verblik
over S lo tte ts noermeste Omgivelser, fe r man er kommen gjennem den ydre Foestningsport og indenfor Uden
værkerne.
Den indre, betydeligt hoiere Fcestningsvold er der
imod temmelig uforandret og omgiver nu, som dengang, S lo tte t som en toet sluttende R ing . Voldens Aderside var stcerkt Muurvoerk og dens In d re var fo r en Deel h u u lt og udbygget med hvcelvede Casematter, der endnu forefindes. S elve S lo tte ts Ådre er i det Vcesentlige det samme, naar undtages det siirkantede kullede T a a rn , som nu falder ud af S tile n . I Aaret 1659 og langt senere var det et P a r Stokvcerk hoiere og havde et spidst Tag med et lille S p iir overst i Toppen og lig nende S p iir paa hvert af de fire H jorner. I dette T a a rn hang der en vceldig Klokke, hvis dybe Klang kunde hores vide omkring baade tillands og tilsoes, men som forloengst er forsvunden.
Rostgaard mindede sin hoiadelige Folgesvend om, at det ikke var raadeligt at dvcele lcengere paa det samme S ted, fo r ikke at vcekke M istanke som Speider, og H r.
C o rfits rev sig da ud af sin G rublen og fulgte fin foregivne Herre. Han slentrede nu efter ham med ACblekurven paa Armen og en dum M in e , dog stadig ihukommende sit vigtige H verv, som var paa selve S te det at overbevise sig om O verrum plingens Udforlighed, men tillig e med en levende Folelse af den store Fare,
han udsatte sig for.
Rostgaard havde n a tu rlig v iis en Passeer-Seddel, men brugte den fjelden; thi de fleste svenske S o ld a te r kjendte Ridefogden, som nu i snart ni Maaneder havde tum let sig iblandt dem i Distriktet og undertiden flere
Gange ugentlig var gaaet ind og ud paa Kronborg.
Han kom da ogsaa denne M orgen over Broerne uden at anraabes og tilta lte nu og da en S o ld a t som en gammel Bekjendt, hvem han ncevnede ved N avn. Nogle af dem havde havt O varteer paa K raagerup, ja vare endog blevne pleiede der som Saarede, saaat de m in dedes det O varteer med Taknemmelighed; men ncesten alle hilste ham hsfligt.
C o rfits T ro lle undrede sig i sit stille S in d over denne gode Forstaaelse, th i han vidste ikke, i hvilken sjelden G rad Nostgaard besad n a tu rlig Takt og den Gave uden at skade sin egen Anseelse at kunne vinde A ndres, endogsaa Landsfjendernes, T illid og Agtelse.
Vistnok havde han i Begyndelsen nogle Gange vceret i Fare fo r at blive mishandlet, ja een Gang blev han endog overfaldet og udplyndret af svenske M arodeurer paa Hjemveien t i l Kraagerup, men efterhaanden satte han sig i Respekt. D e t lykkedes ham, navnlig hvad Befalingsmandene angik, at overbevise de hovmodige Seierherrer om, at det ogsaa var i deres egen Interesse, at Lidenskaberne holdtes nogenlunde i Tom m e, og at en vis B illig h ed raadede; men naar det betcenkes, hvor M eget Rostgaard allerede havde udrettet i S m ug t i l sin Konges og Fædrelandets G a v n , og med hvilke P laner han i dette O ie b lik gik svanger, da fortjente dog den fuldkomne Utvungenhed og R o , med hvilken han bevoegede sig mellem Svenskerne, al den B eundring, H r. C orfits ydede den og var et B e v iis paa en ualm indelig
Sjælsstyrke.
Derim od blev hans Ledsagers ikke fu ld t saa hoerdede Nerver skrap satte paa en haard P rove, th i de vare ikke
gaaede langt paa Forskningens Omraade, forend en stor Skare af svenske H errer kom lige imod dem, og det viste sig at vcere Kong C a rl selv, ledsaget af den franske
Gesandt, H r. T e rlo n , Fæstningens Kommandant, Oberst S jo b la d og flere af de hoiere O fficerer.
Nostgaard og H r. C o rfits bleve staaende med H a t
ten i Haanden, medens den svenske Majestcet gik fo rb i med sit Folge. Kong C a rl lod sit B lik glide over dem, men tog ingen N o tits af dem, forend Oberst S jo b la d tilta lte Nostgaard og spurgte, om han havde noget M rin d e t i l ham.
„ I n t e t , der presserer, H r. O be rst!" svarede Rost- gaard med et B u k ; „dog v il jeg nu ei undlade at fo r
melde Eder min Hustrus cerbodigste Hilsen og ydmygst bede Eder bevise hende og mig den LEre at modtage denne K u rv med W b le r som et lidet B id ra g t il Eders T a ffe l. T o r jeg lade min K a rl bcere den op paa S lo tte t? "
„ E i ! " udbrod Kong C a r l, standsede og faae der
hen med et S m iil, der viste, at han var i godt Lune.
„A E bler i M a i M aa n ed ! Kom hid og lad fee den F r u g t!"
Saaledes mislykkedes Rostgaards Hensigt, at skaffe sin Ledsager t il en S ide. H r. C o rfits maatte frem og staae Ansigt t il Ansigt med den svenske Majestcet, der heldigviis ikke tog ham i O iesyn, men kun saae paa AEblerne. Han tog et op, holdt det et O ie b lik i Haanden og lod det saa atter falde i Kurven.
„S k jo n er den danste F ru g t," sagde han, medens Herrerne sluttede Kreds om Kongen og C o rfits T ro lle