De vigtigste Tilfælde sammenfattedes under Betegnelsen absentia, der oprindelig kun hentydede til, at vedkommende ved Fraværelse havde

exceptio (exceptio quod metud causa), og der kunde forsaavidt synes at mangle den almindelige Betingelse for Meddelelsen af in integrum restitutio: at der ikke fandtes noget andet Retsmiddel. Muligvis kan dette Forhold forklares derved, at in integrum restitutio oprindelig var det eneste Retsmiddel i Tilfælde af, at der forelaa Tvang, men at det forblev bestaaende, efter at Aktionen og Exceptionen var indført.

Andre har dog ment, at Restitutionen var yngre end disse Retsmidler, og at Grunden til dens Indførelse var den, at dens Virkninger efter Omstændighederne kunde være videregaaende end de andre Retsmidlers (jfr. nedenfor).

2) I Tilfælde af Svig. Ogsaa i dette Tilfælde kunde der meddeles en actio eller en exceptio (doli). For reus frembød Restitutionen dog den Fordel, at den ikke nedførte Infami.

3) minor ætas. Da Myndighedsalderen indtraadte med dot 14. (12. Aar), tiltrængtes der jævnlig en særlig Beskyttelse for unge Personer, som havde indgaaet Retshandler, og denne meddeltes derfor i Form af in integrum restitutio. Paa den anden Side er det klart, at der i saa- danne Tilfælde maatte foreligge ganske særlige Grunde for Meddelelsen af Restitutionen.

4) .justus error, hvorved vistnok alene hentydedes til Fejltagelser i processuelle Forhold. Hvor der saaledes forelaa Frifindelse som Føl­

ge af Reglerne om pluris petitio, og det beroede paa en undskyldelig Pejl, at Paastanden var for vidtgaaende, kunde der meddeles in inte­

grum restitutio.

5) De vigtigste Tilfælde sammenfattedes under Betegnelsen absentia,

Restitutio-nen, at Prætor meddelte den Person, som havde opnaaet in integrum restitutio, de til Gennemførelsen af hans Ret fornødne Aktioner.

In integrum restitutio meddeltes altid af Prætor.

§ 8.

Rettigheder over Ting.

I. Res.

Alt hvad der eksisterer i Naturen uden for Menneskene, betegnes som res (res corporales). I videre Porstand omfatter Begrebet ogsaa de saakaldte res incorporales, f.Eks. Brugsrettigheder og Fordringsret- tigheder, der ikke har nogen fysisk Eksistens. I denne Betydning bli­

ver res altsaa enhver Formueret uden Hensyn til, om den refererer sig til en Ting eller haves imod en Person.

Inden for res corporales opstilledes forskellige Sondringer, saale­

des at Hovedsondringen var mellem res in commercio og res extra com­

mercium, og afgørende for, om en Ting henregnedes til den første Kate­

gori var, om den kunde være undergivet privat Ejendomsret. Under res extra commercium faldt saaledes Luften, Strandbredder, Teatre, Havne, Templer, Bymure m.m..

Inden for res in commercio spillede den i moderne Ret saa betyd­

ningsfulde Sondring mellem fast Ejendom og Løsøre en forholdsvis min­

dre Rolle, selv om den ikke var uden enhver Interesse. Saaledes var Hævdstiden forskellig ved fast Ejendom og Løsøre, og furtum kunde f.

Eks. kun tænkes begaaet med Hensyn til Løsøre. Porsaavidt det drejede sig om Besiddelsens Beskyttelse, kom ogsaa forskellige Former for In­

terdikter til Anvendelse.

Tingene kunde være generisk eller individuelt bestemt. Desuden son­

drede man mellem res quæ usu consumuntur og res quæ usumfructum re- cipiunt. Hvad specielt angaar Penge henføres de undertiden til res quæ usu consumuntur ud fra den Betragtning, at de ved Udgivelsen for­

brugtes .

NOTE. Med Hensyn til det romerske Møntsystem bemærkes, at en 'Sesterts i Republikkens Tid svarede tilca 15 Øre og udmøntedes i Sølv. 4 Sestertser udgjorde 1 Denar.

Med Hensyn til Sondringen mellem res mancipi og res nec mancipi henvises til ovenfor § 5. Paa et forholdsvis tidligt Tidspunkt henreg­

nedes al fast Ejendom i Italien til res mancipi. Derimod kom dette Be­

greb aldrig til at omfatte faste Ejendomme i Provinserne, der stedse opstilles som et særligt Begreb: fundi provinciales. Saadanne Ejendom­

me kunde ikke være undergivet dominium ex jure (¿uiritium.

Under res mancipi indgik som tidligere omtalt ogsaa Slaver (servi), der af Gaius henføres til res quæ tangi possunt, d.v.s. res corporales.

Hvis Ejeren opgav Ejendomsretten over sin Slave, blev denne ikke af den Grund en fri Tland, men var Genstand for fri Bemægtigelse. IToget andet er,at man i Slutningen af Republikkens Tid i vidt Omfang begyndte at respektere Slaverne som I/'ennesker og f.Eks. gav dem Tilladelse til fri Gudsdyrkelse, og Mishandling af Slaver var nu belagt med Straf.

Desuden anerkendtes servas i et vist Omfang som Retssubjekt, saaledes at han ofte administrerede en Del af Herrens Formue (peculium) og i Kraft af Reglerne om actiones adjectitiae qualitatis kunde forpligte Herren. Forsaavidt angik erhvervende Retshandler gik hans Retsevne meget langt tilbage i Tiden, og man anerkendte f.Eks, at han kunde op­

træde som den erhvervende ved mancipatio. Derimod kunde han ikke er­

hverve ved in .jure cessio, idet denne Retshandelsform havde Karakter af en Skinproces, og en Slave kunde ikke have nogen Ret, som han kun­

de indtale for Retten. Derimod anerkendte man, som tidligere omtalt, ikke Retserhvervelser gennem frie Mænd som Repræsentanter, idet disse nødvendigvis vilde erhverve Ret til Fordel for sig selv.

Paa den anden Side hæftede Herren for sin Slaves skadegørende Hand­

linger i Lighed med de Regler, som gjaldt om Ansvaret for firføddede Dyr (se nedenfor § 11), saaledes at Herren havde Valget mellem at er­

statte Skaden og udlevere Slaven.

Slaver erhvervedes navnlig som Krigsbytte og ved Fødsel. I sidste Henseende gjaldt den Regel, at Barnet fulgte Moderens Stand. Slave­

forholdet kunde bringes til Ophør ved Frigivelsen; men den frigivne (libertus) vedblev at staa i.et vist Afhængighedsforhold til sin tid­

ligere Herre (patronus).

§ 9.

Rettigheder over Ting (fortsat).