an I N libertus A^A1 sit
3) Derefter solgtes Boet til den højstbydende, som da overtog samtlige Boets Aktiver og Passiver, saaledes at der med andre Ord
foregik en Universalsuccession med den Indskrænkning, at Overtageren kun hæftede for en vis Procentdel af de overtagne Passiver i Overens
stemmelse med de Betingelser, paa hvilke han havde overtaget Boet.
Enhver Realeksekution blev paa denne Maade ensbetydende med en Konkursbehandling. En Adgang til Singulærforfølgning var ukendt. Paa den anden Side havde venditio bonorum den ubehagelige Retsfølge for Debitor, at han herefter var belagt med Infami, hvilket medførte, at solvente Skyldnere saavidt muligt vilde søge at hindre, at det kom saa vidt som til venditio bonorum. Var Skyldneren insolvent, var der paa den anden Side oprindelig ingen Vej uden om Infamien; men under Augustus blev det bestemt, at naar en Skyldner, som var blevet in
solvent uden egen Skyld, godvilligt overlod sine Kreditorer sine Ejendele (cessio bonorum), undgik han Infami og Retsforfølgning mod
sin Person. Erhvervede han senere nogen Formue, kunde Kreditorerne dog holde sig til denne, indtil de havde opnaaet fuld Dækning.
Noget beneficium competentiae i moderne Forstand fandtes ikke i den klassiske romerske ±tet.
Det er i det foregaaende flere Gange omtalt, at den Udvikling,den romerske Ret undergik i Løbet af de sidste Aarhundreder af Republik
kens Tid, især skyldtes Prætors Meddelelse af nye Aktioner, og i det
\
følgende skal der gives nogle Eksempler paa, efter hvilke Principper Prætor gik frem, naar han paa denne Maade skabte ny Ret. En saadan Eksemplifikation har saa meget større Interesse, som den tillige kaster Lys over den for de romerske Jurister ejendommelige juridiske
Metode, af hvilken Interpretationen er det ældste Udslag.
Et af de vigtigste Midler var den juridiske Fiktion, d.v.s. at Prætor befalede Dommeren at paadømme Sagen, saaledes som den vilde stille sig, saafremt alle de efter jus civile krævede Betingelser forelaa, uagtet dette ikke var Tilfældet i den foreliggende Sag* De manglende Betingelser fingeredes med andre Ord at være opfyldt, og Aktionen betegnedes som en actio fictitia.
Det berømteste Eksempel herpaa er den saakaldte actio Publiciana in rem, der gav Erhververen af en Ting Ret til at tilbagesøge denne fra Trediemand, uagtet han ikke var kviritarisk Ejer, idet det finge
redes, at han havde vundet Hævd paa den, I dette Tilfælde kunde for
mula have følgende Indhold:
"Titius judex esto.
Si paret illam rem, qua de agitur, A1A1 ex jure Quiritium esse oportere, si anno possedisset, ñeque illa res A°A° restituetur quanti illa res est,
tantam pecuniajU^N111 A°A° condemnato . ."
Saadanne actiones fictitiae spillede en meget stor Rolle i Retsli
vet, idet der herigennem var Mulighed for at omdanne en af de eksiste
rende actiones civiles, saaledes at den kunde komme til Anvendelse i nye Tilfælde, uden at Prætor blev nødt til at foretage det væsent
lig videre gaaende Skridt at indrømme en helt nye actio in factum.
Por actiones fictitiae og saadanne actiones in factum, der var dannet i Analogi med bestaaende actiones civiles, anvendte man Fællesbeteg
nelsen: actiones utiles.
Ogsaa paa anden Maade end ved Anvendelsen af en Fiktion kunde en actio civilis omdannes, og en af de af Prætor anvendte Fremgangsmaa- der var de saakaldte Aktioner med Navneombytning.
I Almindelighed forekom Sagsøgtes Navn saavel i intentio som i
• condemnatio; men i visse Tilfælde gik Prætor den Vej, at han lod Con
demnations or dren angaa en anden Person end den i intentio omtalte Sagvolder. I sin simpleste Form vilde formula derfor faa følgende Ind
hold:
"Titius judex esto.
Si paret Lucium Titium A°A° 2ooosestertium dare oportere
H V A°A° tantam pecuniam condemnato .
Hvad der forelaa her. var - udtrykt paa en anden Maade - et Tilfæl
de af Repræsentation, idet Prætor lod Lucius Titius optræde med for
pligtende Virkning for Nemo Negidius, hvilket i den klassiske Romer
ret kun kendtes i ganske enkelte Tilfælde, idet Repræsentation prin
cipielt var ukendt. De anerkendte Tilfælde var de saakaldte actiones ad.jectitiae qualitatis, der kom til Anvendelse, hvor Repræsentanten var den repræsenteredes Slave eller Søn. Dog anerkendte man heller ikke inden for dette begrænsede Omraade nogen almindelig Repræsenta- tionsret, men kun med Henblik paa bestemte Retshandler.
De vigtigste actiones adjectitiae qualitatis var actio exercito- ria, actio institoria og actio quod .jussu.
Actio exercitoria kom til Anvendelse, hvor en Person havde benyt
tet sin Slave eller sin bøn (in potestate) som Skipper. Betegnelsen hidrørte fra, at Rederen kaldtes exercitor. I saadanne Tilfælde aner
kendte man, at Skipperens Kontrakter forpligtede Rederen. Paa lignen
de Maade kom actio institoria til Anvendelse, hvor en Slave eller en Søn (in potestate) var Bestyrer af en Butik for henholdsvis Herren eller paterfamilias. Actio quod jussu refererede sig til de Tilfælde, hvor en Person over for Trediemand havde afgivet Erklæring om at vil
le hæfte for Aftaler, hans Slave eller Søn in potestate. I alle disse Tilfælde anvendtes formulae med Navneombytning.
En særlig Gruppe af actiones adjectitiae qualitatis angik de Til
fælde, hvor en Person havde opnaaet en Berigelse ved sin Slaves eller Søns (in potestate) Handlinger. Denne Gruppe omfattede Aktionerne actio de peculio et de in rem verso og actio tributoria, der ligele
des var Aktioner med Navneombytning.
Ved den første af de nævnte Aktioner kunde 3erigelseskravet rejses mod det af Slaven eller Sønnen bestyrede peculium, saafremt et saadant fandtes, (se nedenfor § 8), og i modsat Fald mod Herrens Formue som Helhed. Ved actio tributoria, der kom til Anvendelse, hvor der fand
tes flere Kreditorer,og et forhaandenværende Peculium var insolvent, kunde dominus (paterfamilias) tilpligtes at fyldestgøre Kreditorerne pro rata af Peculiet. (tributio = Fordeling).
Ogsaa visse Tilfælde af aktiv Repræsentation anerkendtes gennem
Indrømmelsen af en actio med Navne ombytning. I saa Fald var formula
■ opbygget efter følgende Mønster:
"Titius judex esto.
Si paret Nm Nm A°A° 2000 sestertium date oportere Condemnato N*11!!111 Lucio Titio tantam pecuniam . ."
Som Eksempel herpaa kan nævnes den saakaldte formula Rutiliana, der indrømmedes bonorum emptor ved venditio bonorum, naar han vilde indtale de af Fallenten erhvervede Rettigheder.
§ 7.
Andre prætoriske Retsmidler.
Prætors retsskabende Virksomhed bestod ikke blot i Meddelelsen af nye Aktioner, eventuelt gennem Tilpasning af de bestaaende actiones civiles, og i Indrømmelsen af exceptiones til Fordel for reus, men og
saa i Indførelsen af helt nye Retsmidler, Af saadanne er i det fore
gaaende omtalt Realeksekutionen; i det følgende skal nogle andre præ
toriske Retsmidler gøres til Genstand for en kortfattet Omtale.
Et af de vigtigste var de saakaldte Interdikter.
Interdictum betyder egentlig Forbud, men omfattede i videre For
stand ogsaa Befalinger til positive Handlinger. Hvad enten et Inter
dikt havde det ene eller det andet Indhold, maatte Prætors Hjemmel til at udstede det søges i hans imperium. Talrige Interdikter var af rent politimæssigt Indhold, og muligvis kan Oprindelsen til de privatretli
ge Interdikter søges i, at en Person, som mente at have lidt en Rets- krænkelse, henvendte sig til Prætor for at opnaa hans Bistand til Gen
oprettelsen af den krænkede Retstilstand, hvilket medførte, at Prætor underkastede Sagen en Undersøgelse og derefter udstedte en Befaling til Lovovertræderen. Senere bortfaldt denne forudgaaende Undersøgelse, og- Interdiktet fremtraadte nu ikke længere som en definitiv Afgørelse af Parternes Mellemværende, men som en betinget Befaling til den paa- staaede Lovovertræder. I Overensstemmelse hermed maatte Befalingen til en Person, som ulovligt havde tiltaget sig Besiddelsen af en an
dens Ejendom, faa følgende Form:
"Si rem nolis defendere, illi restituas."
Pligten til at fravige Ejendommen var altsaa gjort betinget af, at
den Person, til hvem Interdiktet var rettet, ikke vilde indlade sig paa en Proces om Retten til Ejendommen. Saadanne Interdikter spillede navnlig Rolle, hvor det drejede sig om at genvinde en tabt Besiddelse eller om at afværge Angreb paa et bestaaende Besiddelsesforhold (se nærmere nedenfor § 9). Muligvis har Interdikterne i visse Retsforhold været Forløbere for Indrømmelsen af egentlig actiones in factum, der havde Karakteren af actiones in rem.
Et andet prætorisk Retsmiddel var de saakaldte prætoriske Stipu
lationer.
Baggrunden for disse var Romernes almindelige Utilbøjelighed til at indføre nye Aktioner, saa længe der var nogen Mulighed for at naa et tilsvarende Resultat ved Anvendelse af de i Forvejen til Raadighed staaende Midler. Som Eksempel herpaa kan nævnes Pligten for en Ejer til at holde sit Hus i en saadan Tilstand, at det ikke frembød nogen Pare for Personer eller Ting paa Nabogrunden. Denne Pligt kunde ikke gennemtvinges ved nogen Retsbrudsklage, lige saa lidt som der var Mu
lighed for ad denne Vej at opnaa Erstatning for allerede tilføjet Ska
de. Prætor gik da den Vej, at han tilpligtede Ejeren af det faldefær
dige Hus at indgaa en kontraktlig Forpligtelse til at holde Huset i ordentlig Stand og erstatte den af hans Forsømmelse eventuelt flydende Skade. Erstatningspligten blev med andre Ord fastslaaet i Form af en Konventionalbo d , den saakaldte cautio damni infecti.
Til Slut skal blot gøres nogle Bemærkninger om den saakaldte resti
tutio in integrum.
Formaalet med Anvendelsen af dette Retsinstitut var at afhjælpe de Ubilligheder, som den ældste Rets lidet differentierede Regler jævnlig kunde være Aarsag til, idet Retsvirkningerne knyttedes til rent ydre objektive Kendsgerninger, f.Eks. Iagttagelsen af bestemte Indgaaelses- . former uden Hensyn til subjektive Forhold. Dog maa det bemærkes, at
en Person aldrig havde Krav paa at faa meddelt in integrum restitutio, men at det altid afhang af et konkret Skøn, hvorvidt denne blev med
delt, ligesom Prætor kun meddelte den i ganske bestemte Tilfælde. Dis
se var s
l) Hvor der forelaa Tvang. I saa Tilfælde kunde Prætor dog ogsaa gaa den Vej et meddele en actio (actio quod metus causa) eller en
exceptio (exceptio quod metud causa), og der kunde forsaavidt synes at mangle den almindelige Betingelse for Meddelelsen af in integrum restitutio: at der ikke fandtes noget andet Retsmiddel. Muligvis kan dette Forhold forklares derved, at in integrum restitutio oprindelig var det eneste Retsmiddel i Tilfælde af, at der forelaa Tvang, men at det forblev bestaaende, efter at Aktionen og Exceptionen var indført.
Andre har dog ment, at Restitutionen var yngre end disse Retsmidler, og at Grunden til dens Indførelse var den, at dens Virkninger efter Omstændighederne kunde være videregaaende end de andre Retsmidlers (jfr. nedenfor).
2) I Tilfælde af Svig. Ogsaa i dette Tilfælde kunde der meddeles en actio eller en exceptio (doli). For reus frembød Restitutionen dog den Fordel, at den ikke nedførte Infami.
3) minor ætas. Da Myndighedsalderen indtraadte med dot 14. (12. Aar), tiltrængtes der jævnlig en særlig Beskyttelse for unge Personer, som havde indgaaet Retshandler, og denne meddeltes derfor i Form af in integrum restitutio. Paa den anden Side er det klart, at der i saa- danne Tilfælde maatte foreligge ganske særlige Grunde for Meddelelsen af Restitutionen.
4) .justus error, hvorved vistnok alene hentydedes til Fejltagelser i processuelle Forhold. Hvor der saaledes forelaa Frifindelse som Føl
ge af Reglerne om pluris petitio, og det beroede paa en undskyldelig Pejl, at Paastanden var for vidtgaaende, kunde der meddeles in inte
grum restitutio.
5) De vigtigste Tilfælde sammenfattedes under Betegnelsen absentia,