Possessio

§ 9.

Rettigheder over Ting (fortsat).

Interdiktsbeskyttelse. (nemo gibi causam possessionis mutare potest).

Omvendt vilde Jhering hævde, at den fysiske Besiddelse normalt ogsaa var udstyret med Interdiktsbeskyttelse,men at denne kunde være ude­

lukket i Kraft af et særligt Retsforhold mellem Besidderen og en an­

den Person, paa hvis Vegne han besad Tingen. Dette kunde være en umid­

delbar Følge af Lovens Bestemmelser, f.Eks. naar det drejede sig om Forholdet mellem en umyndig og Værgen eller mellem en paterfamilias og filiusfamilias, eller det kunde følge af et særligt Kontraktsfor­

hold, saasom lejeforholdet, hvor Lejeren tilmed ofte var den økonomisk underlegne Part. De af v.Savigny anførte Eksempler paa en saakaldt possessio derivata forklaredes let ud fra rent praktiske Hensyn. Be­

skyttelsen var altsaa betinget af rent objektive Omstændigheder, og til en Besiddelsesovergang krævedes i Overensstemmelse hermed, at den fandt et vist Udtryk i Yderverdenen.

At den possessoriske Interdiktsbeskyttelse ikke forudsatte god Tro hos Besidderen, er hævet over enhver Diskussion.

Possessio erhverves ifølge Kilderne "animo et corpore", et Udtryk, som volder en Del Vanskeligheder at forklare, men i Almindelighed for- staas saaledes, at der (ved en legemlig Handling) skal tilvejebringes et faktisk Raadighedsforhold med Hensyn til Tingen samtidig med, at der foreligger en Vilje til at raade over den. I den seneste Tid er , det imidlertid hævdet', at Udtrykket animo et corporé oprindelig refe­

rerede sig til magiske Forestillinger, nemlig at man besidder med Sjælen og Legemet, med bjælen derved, at Besidderens Sjæl udøver et Herredømme over den besiddede Tings iboende Sjælj med Legemet derved, at Tingen fysisk berøres med Besidderens Legeme.

Uanset om den sidstnævnte Forklaring lader sig opretholde, er der næppe Tvivl om, at der oprindelig har været krævet fysisk

Ihændeta-* gelse til Etablering af en Besiddelsesovergang. Ved Løsøregenstande krævedes Berøring med Haanden, ved fast Ejendom, at den nye Besidder betraadte den. I den klassiske Tid var man dog naaet saa vidt, at man med Hensyn til Løsøre ansaa det for tilstrækkeligt, at man traf Afta-

•le om Besiddelsens Overgang, naar Tingen var til Stede der, hvor Af­

talen blev indgaaet, ja, man gik endog saa vidt, at man i visse Til­

fælde anerkendte, at Erhvervelsen kunde ske solo animo, nemlig naar

Tingen paa anden Maade klart var undergivet Erhververens Raadighed, f.Eks. ved at Overdrageren havde afleveret visse Varer i Erhververens Hus. Med Hensyn til fast Ejendom beholdt man længe den Skik at betræde Ejendommen (glebas circumambulare); men ogsaa her kunde den blotte Af­

tale træde i den symbolske Akts Sted, naar Ejendommen befandt sig i en saadan Nærhed, at Overdrageren f.Eks. kunde udpege den for Erhver­

veren fra et Taarn. Derimod naaede man i den klassiske Tid ikke til at anerkende, at Besiddelseserhvervelsen kunde ske ved den blotte Aftale, forsaavidt angik fraværende Ting. Der krævedes en Akt, som udtrykte, at Erhververens faktiske Raadighed var begyndt.

En begrænset Undtagelse udgjorde det Forhold, som man i Litteratu­

ren har betegnet som traditio brevi man u , hvor Erhververen af possessio i Forvejen havde Tingen i sin fysiske Besiddelse, f.Eks. som Lejeta­

ger. I dette Tilfælde anerkendte man, at den blotte Aftale var til­

strækkelig til at overføre possessio. Endnu snævrere Grænser satte den klassiske Romerret for det Forhold, som irian senere har betegnet som constitutum possessorium, hvor altsaa den tidligere Possessor mi­

stede Interdiktsbeskyttelsen samtidig med, at han vedblev at have Tin­

gen i sin fysiske Besiddelse. Anerkendelsen af dette Retsinstitut maatte nemlig forudsætte, at man kunde erhverve possessio gennem en fri Person som Repræsentant. Dette var imidlertid i den klassiske ro­

merske Ret kun anerkendt i ganske enkelte Tilfælde, nemlig hvor det drejede sig om Forholdet mellem en procurator (en Formueforvalter, som adskillige rige Romere af praktiske Grunde maatte have), og den .Person, hvis Formue han bestyrede, samt maaske i Forholdet mellem Vær­

gen og den umyndige, da man var naaet til at anerkende, at Værgen ikke erhvervede Ret for sig selv og ikke hæftede personlig for de Forplig­

telser, han indgik. Den romerske Ret anerkendte saaledes ogsaa paa dette Omraade principielt Hovedreglen, at direkte Repræsentation ikke kunde finde Sted i Retsforhold.

Paa tilsvarende Maade krævedes til Opgivelse af possessio, at den fandt Sted animo et corpore. Heri laa paa den ene Side, at hvis det bestaaende Magtforhold ikke undergik nogen objektiv Forandring, aner- kendtes ikke noget Bortfald af possessio, og paa den anden Side, at hvis det fysiske Magtforhold var bragt til Ophør, spillede det ingen

Eolle, om Besidderviljen stadig bestod. Ganske vist taler visse Kil­

desteder om, at Besiddelsen kunde blive staaende solo animo; men her­

ved tænktes kun paa specielle Forhold som f.Eks. Besiddelsen af fjer­

ne Sommerboliger, hvor Besiddelsen let kunde retableres. Det samme Synspunkt kom til Anvendelse med Hensyn til Ting, som var forlagt.

Havde man derimod virkelig tabt Tingen, var Besiddelsen gaaet tabt.

Drejede det sig om fast Ejendom, som hemmeligt var taget i fysisk Be­

siddelse af andre, kan der inden for den klassiske Jurisprudens spores en Ændring i Opfattelsen heraf, idet den ældre Litteratur antog, at possessio straks gik tabt, medens man noget senere krævede, at den tidligere Possessor efter at være blevet vidende om Retskrænkelsen akkviescerede herved.

De til Beskyttelse af possessio indrømmede Interdikter faldt i to Grupper, nemlig interdicta retinendae possessionis og interdicta re-cuperandae possessionis. Af disse kom de første til Anvendelse i Til­

fælde, hvor flere gjorde Krav paa Besiddelsen, navnlig for at benytte denne som Udgangspunkt i en Proces om den materielle Ret til Tingen, idet Possessor i en saadan Proces kunde kræve, at Modparten beviste sin bedre Ret til Tingen. Le rekuperatoriske Interdikter tjente til Beskyttelse af en tidligere Besidder, som paa en særlig Maade havde mistet sin Besiddelse.

Af interdicta retinendae possessionis, der rettede sig imod alle de Personer, som gjorde Krav paa Besiddelsen, og forbød dem at befat­

te sig med Tingen, og som derfor medførte, at den, som overtraadte dette Forbud, kunde sagsøges af den anden Part i Anledning heraf, fandtes to, nemlig interdictum uti possidetis, der anvendtes med Hen­

syn til fast Ejendom, og interdictum utrubi med Hensyn til Løsøre.

Af de rekuperatoriske Interdikter var det vigtigste interdictum unde v i , der fandt Anvendelse med Hensyn til fast Ejendom. Betingel­

sen herfor var, at den paagældende i Løbet af det sidste Aar med Magt (vis) var blevet fortrængt af Besiddelsen. Hvis han selv havde op- naaet Besiddelsen vi, clam eller precario, kunde han dog ikke opnaa Interdiktsbeskyttelsen over for en Person, som havde fortrængt ham med den Magtanvendelse, som betegnedes som vis cottidiana. Var det derimod sket *ri homonibus coactis armatisve, var de omtalte Mangler

ved hans egen Besiddelse ikke til Hinder for Interdiktets Meddelelse, ligesom der for dette Tilfælde heller ikke gjaldt den almindelige Prist af et Aar.

Den særlige Beskyttelse af Besiddelsen som saadan uden Hensyn til, om den var Udtryk for en materiel Ret til Tingen, har man i ældre lit­

teratur forklaret som en Fonsekvens af Samfundsmagtens Bestræbelser for at opretholde Ro og Orden og hindre Selvtægtshandlinger. En mere sandsynlig Forklaring gaar ud paa, at Interdiktsbeskytteisen i Virke­

ligheden fortrinsvis havde til Formaal at beskytte de materielle Ret­

tigheder, idet Possessionen i det alt overvejende Antal Tilfælde dæk­

kede over en materiel Ret, hvis Eksistens ofte rent praktisk var van­

skelig at bevise. De iøjnefaldende Fordele, som Interdiktsprocessen frembød i disse Tilfælde, opvejede de Ulemper, den var Aarsag til i de forholdsvis faa Tilfælde, hvor Besiddelsen var uretmæssig, hvorved maa erindres, at den materielt berettigede her stadig havde Adgang til under en egentlig Retssag at bevise sin bedre Ret.

§ l o .

Rettigheder over Ting (fortsat) Ejendomsretten og servitutes.