Fordringsrettigheder

op-rindelige Skikkelse. I Accessiotilfældet indførte Justinian den Re­

gel, at selv om den Person, som havde “bragt Hoved- og Biting i^ Fore­

ning med hinanden, var i ond Tro, skulde han have Ret til at bortta­

ge sin egen Ting, forsaavidt det kunde ske uden Skade for Tingen (jus tollendi sine læsione prioris status). Denne Regel var et Ud­

slag af det for de byzantinske Jurister meget afgørende Princip, at en Person ikke maatte opnaa nogen ubegrundet Berigelse paa en andens Bekostning.

Forsaavidt angik Stiftelsen af Servituter, var de civile Stiftel- sesformer bortfaldet, og Reglen var nu den, at Servituter stiftedes ved pactiones et stipulationes, dog saaledes, at man ogsaa kunde nøjes med at indsætte den berettigede i den til Servituten svarende Raadighed. Ved servitutes personarum, der jo forudsatte Besiddelse, fandt der som Følge heraf en traditio Sted. Desuden anerkendte man paany, at Servituter kunde stiftes ved almindelig Hævd. Betingelser­

ne herfor svarede til de for præscriptio longi temporis gældende, forsaavidt angik Hævdstiden. Derimod opstillede man ikke Krav om god Tro eller om justus titulus, men blot om, at Raadigheden ikke var opnaaet vi, clam eller precario.

§ 28.

gjorde Byzantinerne med den for dem karakteristiske Tilbøjelighed til at lægge Vægten paa Kontrahenternes Vilje derhen, at der maatte antages at foreligge en Stipulation, medmindre Parterne kun havde haft til Hensigt at indgaa et pactum.

Nogle af de sidste Rester af de for den klassiske Ret ejendomme­

lige Formkrav fjernedes ved den vidtgaaende Anerkendelse af nye In- nominatkontrakter, idet man som Hovedregel antog, at saa snart en Part havde erlagt i Henhold til en gensidig bebyrdende Aftale, til­

kom der ham en actio præscriptis verbis, hvormed han kunde gennem­

tvinge Medkontrahentens Forpligtelse. Herved udvidedes det oprinde­

lig ret snævre Omraade for Innominatkontrakterne meget betydeligt uden Hensyn til, om der bestod noget indre Slægtskab mellem de nye og de ældre Tilfælde.

I modsat Retning af denne Tendens til at ophæve de fra gammel Tid eksisterende Formkrav virkede Indførelsen af en Række nye Former, der enten opstilledes som Gyldighedsbetingelser for de paagældende Retshandler eller i hvert Fald medførte, at der knyttedes særlig

stærke Retsvirkninger til Iagttagelsen af dem. Der skal i denne For­

bindelse erindres om, at løfter om Gaver over en vis Størrelse nu skulde indgaas for en offentlig Myndighed for at være gyldige. Lige­

ledes bestemtes det af Kejser Leo, at Panterettigheder, der kunde be­

vises med et offentligt Dokument eller med et af tre Vidner under­

skrevet Privatdokument, skulde have Fortrin frem for ældre Panteret­

tigheder, som ikke var konstateret paa samme Maade. En tidligere anerkendt. Undtagelse fra Reglen i Senatusconsultum Vellejanum, nem- ' lig at en intercessio fra en Kvindes Side var tilladt, naar hun ikke

forbandt nogen Hensigt med den om at opnaa nogen Fordel, var sid m Justinians Tid kun gyldig, naar Intercessionen forelaa i et offent­

ligt Dokument. Endelig skal det bemærkes, at medens Erlæggelsen af arrha tidligere kun havde haft bevismæssig Betydning, havde den nu den Funktion, at den, som havde erlagt den, kunde træde tilbage fra Retshandelen imod, at Kedkontrahenten beholdt arrha (arrha poeniten- tialis).

Med Hensyn til Indholdet af de enkelte Fordringsrettigheder refe­

rerede de vigtigste Forandringer sig til Reglerne om Ansvaret for

Misligholdelse. De ændrede Regler om Commodatarens Ansvar er tidli­

gere omtalt. Om Depositaren gjaldt, at hans Ansvar udvidedes fra do­

lus til at omfatte culpa lata; Ansvaret for Pignushaveren fulgte nu ikke mere Reglerne om commodatum, idet Pignushaveren nu kuh hæftede for diligentia quam in suis rebus, en ny Maalestok, som den efter- klassiske Teori havde opstillet. Ligeledes erstattedes Sælgeréns An­

svar for custodia med et almindeligt Ansvar for diligentia. Forsaa­

vidt angik Ansvaret for Mangler, var dette ikke mere indskrænket til den negative Kontraktsinteresse, men medførte Krav paa positiv Opfyl delsesinteresse. Reglerne om Anvendelse af de særlige ædiliske Kla­

ger udvidedes ved Interpolation til at gælde alle Former for Køb og Salg. Mandatarens Ansvar var ikke længere begrænset til dolus, men omfattede nu omnis culpa. Om Ansvaret for socius se ovenfor S. 76.

Med Hensyn til Tutors Hæftelse er Kilderne ikke ganske klare, idet der snart tales om Ansvar for diligentia, snart kun om diligentia quam in suis rebus. Den Tendens, som allerede i Slutningen af den klassiske Tid havde gjort sig gældende i Retning af at indpasse de fra ældre Tid eksisterende forskellige Ansvarsprincipper under Ka­

tegorierne : dolus, culpa lata og culpa levis blev saaledes yderlige- re gennemført.

Af Kautionsstipulationer kender Justinians Ret kun fidejussio, og Kautionistens Retsstilling er forbedret gennem Indrømmelsen af de tidligere omtalte Beneficier. Om de forskellige Reformer inden for Reglerne om Panterettigheder kan i det hele henvises til § 25. Paa

dette Sted skal kun nævnes, at Panthaverens jus distrahendi i de justinianske Retskilder var blevet en uopgivelig Ret for ham, saale­

des at endog en udtrykkelig Aftale om, at Pantet ikke maatte sælges, kun havde den Retsvirkning, at Panthaveren tre Gange skulde opfordre Debitor til at opfylde sin Forpligtelse, forinden han kunde søge Fyl­

destgørelse i Pantet. Paa den anden Side var lex commissoria forbudt siden Constantin den Stores Tid.

Læren om Fordringers Ophør ved tvungen Modregning undergik en gennemgribende Ændring under Justinian, saaledes at man paa en ikke i alle Tilfælde lige heldig Maade kombinerede de tidligere kendte