Del I – Hverdagslivsfortællinger
Gruppe 2. Turbulente liv og sociale brud
Som Grethe har det i øjeblikket, er der lang vej, og hun oplever, at det ville være enklere for hende at opgive og søge pension, men det er ikke det, hun vil. Hun kan ikke se sig selv uden et job. Indtil da vil hun gerne ud at arbejde nærmest med hvad som helst for bare at komme i gang. Som hun siger, som ’sliksælger’, det er måske det eneste, hun kan klare i sin nuværende situation, men for hende vil det være en start.
Gruppe 2. Turbulente liv og sociale brud
Informanterne i Gruppe 2 fortæller om brudte familier, i deres barndom er forældrene blevet skilt, og efterfølgende boede de hos deres mor, hvorefter kontakten med faren og for nogles vedkommende også søskende er ophørt. Flere af informanterne i denne gruppe har fået psykiske problemer i ungdomsårene og har levet et turbulent liv med mange uddannelsesforløb, det ikke er lykkedes for dem at gennemføre. For de flestes vedkommende er der tale om korte eller ingen arbejdspladserfaringer. Andre i gruppen har været gennem episoder med brudte ægteskaber og skiftende arbejdspladser i deres ungdom og tidlige voksenliv.
Mange fortæller om manglende netværk ‐ både når det drejer sig om familie og om venner ‐ og da de ikke formår at knytte bånd med andre mennesker, føler de sig ofte ensomme og isolerede i deres bolig. Nogle lever på kanten af det sociale fællesskab og har ikke viden eller praktisk handlekompetence til at ændre ved deres fastlåste situation. Andre finder sig selv i musikken, hvor de har stor glæde af at mestre eller have styr på denne verden.
Musik som livsindhold Simone
For Simone udgør musik en forståelsesramme, hvor meget sættes i relation til.
Musikken var hendes mors måde at få Simone til at klare barndom og ungdom;
som det lidt sarte barn, hun blev opfattet som hos en dominerende mor og mormor. Musikken har fulgt hende på denne måde resten af hendes liv med op‐
og nedture i humøret og energien. Hendes bedste veninde og hun levede i musikken og fandt en vej til at mødes og klare sig igennem mange depressioner
sammen. Venskabet sluttede brat og chokerende den dag, veninden ikke kunne klare at leve længere.
Simone er først i 50’erne og bor alene i et hus, hun har været gift og har to voksne børn, hun taler ofte i telefon med sin mor og især med sine børn, der bor langt fra hende. Simone er vokset op hos en adoptivmor, som hun har haft et ambivalent forhold til. Simone beskriver sin mor som én, der på den ene side havde sans for alle de materielle ting, på den anden side kunne hun ikke give Simone den fysiske og psykiske omsorg og støtte, som hun havde brug for i hendes ’kaotiske sind’. Hun husker sin adoptivmor som en dominerende person:
”Hun var en besiddende. Meget besættende. Meget kontrolleret. Hun havde en side, så jeg nogle gange tænker på, at det er fantastisk, at jeg ikke har smidt et eller andet i hovedet på hende, for at sige det lige ud. For hun kørte virkelig på min personlighed” (Interview med kvinde, 2009).
Simones adoptivmor har mange gange opfordret hende til at opsøge sin biologiske familie, og det har hun taget initiativ til som voksen. Efter hun har mødt dem, ønsker hun ikke at have dem som familie. Simone fortæller, at miljøet hos adoptivmoren stod i stor kontrast til hendes biologiske families på mange måder.
”Du skal se dem. Men jeg kunne godt høre den stemmeføring, at det var absolut ikke noget, jeg kunne bygge på. Det kunne jeg mærke allerede der. Og så kom alle de der søskende. Og den ene var så indlagt på et hjem, hvor de bor seks herude i kommunen, og to brødre der så lidt dybt i flasken, og en far der også havde gjort, og hold da kæft. For at sige det lige ud.
Hvor har jeg trods alt, ej, jo, jeg skal da nok være glad for, at jeg, altså, der hvor jeg synes, at min opvækst, der hvor hun har sat nogle grænser for mig. Hun har holdt mig fast i nogle ting, hun har postet penge i mig til nogle sunde fritidsinteresser, og der var jo altid mad.
Selve det psykologiske, eller hvad man skal sige. Den der med, at hun kunne give mig omsorg ved at holde om mig. Eller ved at snakke om, hvordan jeg havde det i mit kaotiske sind, det var hun fandeme ikke god til. Det var bare tiden, og jeg tilgiver hende gerne, ikke”
(Interview med kvinde, 2009).
Simone har ikke ønsket at bibeholde kontakt med sin biologiske familie, selvom de kunne give hende noget af det fysiske og psykiske nærvær, hun ikke fandt hos sin adoptivmor, og selvom familien talte med hende om alle de emner, hun ellers oplever som tabubelagte.
Simone har haft et liv med mange og langvarige indlæggelser på hospital gennem mange år. Hun har ikke har mange venner, og derfor føler hun sig meget ensom.
”Altså, nu er jeg lige nu og her, nu har jeg også lært på den der depressionsskole at være i nuet. Lige i dag der har jeg det rimeligt. Jeg vil sige, at jeg er ensom ad helvede til. Det vil
ikke. Der er også nogle ting, der har skuffet mig. Og det er også lidt selvforskyldt. Fordi der har været nogle veninder og en kæreste i øvrigt også, der har givet mig meget ubalance. Så jeg har fået skubbet dem væk, ej, jeg synes, at jeg har gjort det ordentligt, ved at sige det her det dur simpelthen ikke. Så er jeg mange dage alene i det her hus. Det kan jeg godt sige dig, altså. Også lidt for mange indimellem. Og jeg kan mærke det er lidt ...” (Interview med kvinde, 2009).
Simone har søgt at etablere andre musikvenskaber, men det har ikke fungeret, da hendes musikvenner efter hendes mening ikke havde sans for nuancer og rytme i musikken. I stedet for søger hun selv at lære at spille på et nyt instrument. Hun forsøger at strukturere sig ud af sin hverdag og sin ensomhedsfølelse ved at notere alle aktiviteter i sin kalender. På denne måde kan man sige, at hun opdeler, inddeler og instrumenterer hverdagen på samme måde, som hvis det var et musikstykke, der skulle opføres, der gør det genkendeligt, men de forud strukturerede aktiviteter er ikke nødvendigvis gennemførbare.
”Men så har jeg min kalender, hvor jeg skriver op i, og den er jo fuldstændig overtegnet, og det er ikke altid jeg lige, altså, gør det der står, altså, den er fuldstændig, ikke. Streget over der fordi at jeg simpelthen, og så andre gange så har jeg det simpelthen sådan at ej, i dag skal du have besøg, nøj, i dag skal du til en koncert, ikke, så bliver jeg sgu så glad, ikke også, og det er egentlig, jeg griner lidt af mig selv, for det er egentlig lidt sjovt, at det er det, der skal til for at få min hverdag til at gå. Og jeg strukturerer den, og jeg skriver ned”
(Interview med kvinde, 2009).
Simone har haft mange depressioner gennem hele sit liv. Hun mærker stadig til følgerne af depressioner og behandlinger med elektrochok, hvilket gør, at hun lider. For at komme ud af ensomhedsfølelsen kommer Simone på et værested, hvor hun deltager i at arrangere forskellige udstillinger og kulturelle udflugter, og hun deltager i nogle aktiviteter i huset.
Hun forbinder sin ensomhed med sin depressive tilstand, og hendes forsøg på at komme ud af ensomheden og ind i det sociale fællesskab sker gennem musikken.
Musikken udgør ligeledes den platform for aktiviteter, der kan lindre smerten ved hendes lidelse og depressive sindstilstand, og dermed er musik hendes primære valg som helende middel.
”Altså, jeg mærker lidelsen, den jeg mærker jeg jo sådan, hver, hver anden gang. Men jeg mærker den på en sådan måde, at jeg kan fungere, og andre gange så kommer det måske bare i et interval af en totre dage, hvor jeg er nede og vende i sengen og så op igen der, ikke. Og så har jeg så haft de der voldsomme dybe depressioner, hvor jeg ligger helt fastlåst. Jeg kan ingenting. Og der er du jo levende og død, ikke. Hvis jeg så, det er så det, jeg vil sige med det, hvis jeg så har et lille lyspunkt, fordi at jeg har døgnsvingninger på, når jeg har det på den måde der, ikke, om formiddagen, de ligger helt fast, hvis jeg så ud på
aftenen bare har fem minutter, hvor jeg kan komme op af den her seng, så er det inde ved klaveret. Så sidder jeg og mediterer lidt og laver noget improvisation, og det danner de der, det ved vi jo, det danner de der endorfiner” (Interview med kvinde, 2009).
Det er musikken, Simone vælger som middel til at etablere venskaber, som hun har vanskeligt ved. Det har virket før, men selv om hun melder sig til undervisning på hold, fungerer det sociale ikke for hende.
”Men det der med det sociale. Det kunne jeg godt ønske mig, at det var lidt, at jeg havde.
For jeg går på hold. Jeg går også til violin i øvrigt. Men det er så en enkelt...
Privatundervisning. Ikke også” (Interview med kvinde, 2009).
Hun vælger desuden privatundervisning, når hun skal lære nye færdigheder som at spille på violin, der er et fremmed instrument for hende.
Kurt
Kurt er midt i 30’erne og blev indlagt første gang for syv år siden, hvor han var psykotisk og følte sig forfulgt. Han bor alene i en lejlighed og har modtaget kontanthjælp i de sidste syv år. Kurt har en uddannelse indenfor musik, og han har altid haft arbejde, der har haft med musik at gøre, han har oplevet mange succeser. Det er der, hans selvfølelse og identitet ligger. Hans praktiske sans ligger i at komponere og i udøvelse af musik. Han vurderer værdien af sig selv og sit livsindhold i forhold til, om han er i en manisk, kreativ fase, hvor han er den musisk skabende. Når han er skabende, har hans liv indhold og værdifuldhed.
Det er der, hans selvværd er størst. I hans depressive perioder forandrer verden sig for ham, og hans tanker kredser om at finde en vej ud af livet, men det er ikke noget, han gør alvor af. Det bliver ved det talte og en søgen efter at få
’medlidenhed og opmærksomhed’. Det er for ham en anden måde at komme i centrum på. Hans verdensforståelse i musikken er også styrende for valg af venner og for så vidt også for hans valg af terapeut. Han finder sin selvforståelse og selvfølelse gennem musik, han kommer til klarhed over sit liv, og han kommer sig ved meditativt at gå ind i og blive ét med musikken.
I Kurts barndom var han ikke i centrum, livet var uden ’succesoplevelser’, og hans sociale netværk består af venner fra ungdommen, der alle har deres identitet i en musiksammenhæng. Kurt fortæller, at han har vanskeligt ved at have tætte relationer og ved at have tiltro til mennesker, han ikke kender. Kurt
fortæller, at han ikke vil knytte venskaber med mennesker, blot fordi han er indlagt sammen med dem.
”Jeg holder en distance til de andre medpatienter. Jeg involverer mig ikke i tætte relationer til dem. Fordi jeg er klar over, at det er en indlæggelse, jeg er i. Og på et eller andet tidspunkt, så bliver jeg altså udskrevet” (Interview med mand, 2009) .
Kurt etablerer alligevel relationer til medpatienter, når han har set dem lidt an, men han vælger ret selektivt, og det fungerer ikke som venskaber, men som en del af det sociale liv i en hospitalskontekst. Han har specielt en relation til en enkelt medpatient, de spiser og taler meget sammen, men han understreger, at det er ikke et venskab, hverken han eller hans medpatient har tænkt at overføre til en anden kontekst.
Kurt har ikke tidligere i sit liv villet i medicinsk behandling, men han har under indlæggelsen fundet et niveau, hvor han for første gang i syv år er begyndt at få lysten til at spille tilbage. Han har også glæden ved at deltage i forskellige aktiviteter, som han står for at arrangere.
”Jamen, milepæl er jo ligesom en periode i mit liv, hvor jeg har haft det svært; hvor jeg har oplevet en opstemthed igen, altså, at jeg har oplevet dét at leve livet igen. At jeg stadigvæk har de egenskaber af at kunne styre og regere og være lidt i magtposition igen, uden at det har været i så voldsom en grad, som jeg har været før” (Interview med mand, 2009).
Kurt har et hverdagsliv, hvor han er på hospital i hverdagen og hjemme i weekenden. For at klare dagligdags opgaver som madlavning og rengøring har han lært at strukturere og styre alle sine aktiviteter efter klokketiden.
”Jamen, jeg vil sige det på den måde, at jeg skematiserer min fritid, eller min hverdag derhjemme. For ellers kan jeg ikke finde ud af det. […]jeg bliver nødt til at strukturere min hverdag, eller har gjort, for ligesom at få det til at fungere. […]Det har været lidt svært, fordi så sidder jeg der med ben, der sidder som trommestikker på mig, og venter på at nu skal klokken blive 14 – så skal jeg ned at vaske tøj. Nu er klokken 15 – så skal jeg vaske op.
Klokken 16 skal jeg rydde op eller støvsuge” (Interview med mand, 2009).
Kurt har opfundet et pointsystem, hvor han har givet sig selv plusser og strafpoint. Pointsystemet har han indført for at vise sig selv, at der er plusser ved de ting, han foretager sig.
”Men jeg har jo så gjort det, at jeg har sådan et pointsystem, som jeg giver mig selv. Altså, når jeg vasker op, så giver jeg mig tre pluspoint, og når jeg får vasket tøj, så er det et andet pointsystem, jeg bruger. Når jeg begynder at få det lidt dårligt, så giver jeg mig strafpoint”
(Interview med mand, 2009).
Pointsystemet er et selvkontrol‐ og selvdisciplineringssystem, og det fungerer derved som en genopdragelsesmaskine, der kun fungerer i kraft af, at han
fortæller sig selv, at det er et positivt system, for det får ham efterhånden til at føle sig fremmed og på ukendt grund i sit eget hjem. For en periode har Kurt haft strukturen at hænge sine aktiviteter op på, så han har kunnet klare at være i lejligheden, hvor hans psykotiske oplevelser så som bankelyde og stemmer, der kalder på ham, tilhører lejlighedens kontekst, og derfor stadig sidder i væggene i rummet.
”Men her den senere tid har jeg ligesom testet mig selv i, at jeg lader være med at være så struktureret. Altså komme hjem og så bare nyde det at være hjemme. […]Være sådan lidt mere ”normal” i citationstegn, ikke også. Komme hjem og så ”nå ja, ved du hvad, jeg tror, at jeg tager opvasken nu. Jeg tror, at jeg støvsuger. Jeg tror, at... Nå, men det kunne også være, at jeg skulle se at komme ned og handle ind,” ikke også. Altså være sådan lidt ustruktureret. Lidt mere hverdagsagtigt forstået på den måde, at jeg kommer til at leve et liv ligesom alle andre, hvor det ikke behøver at være så struktureret, fordi det... Jeg har haft det lidt svært med at være struktureret, selvom jeg synes, at det har været godt, at jeg har lagt det i faste rammer” (Interview med mand, 2009).
Kurt er ikke længere psykotisk og har derfor brug for at leve et liv, hvor han kan være mere spontan og ustruktureret. Derved føler han sig mere ’normal’ og kan nyde at være hjemme, og hans hjem bliver igen et sted, hvor han kan modtage sine venner til et glas vin eller en kop kaffe, mens de kan udveksle erfaring og viden om deres fælles formål i livet: musik. Som han har det nu, kan han nyde et enkelt glas vin, men når han er ’deprimeret’ og derfor ikke kan komponere og spille musik, har han et ’voldsomt alkoholforbrug’. Kurt har en forståelse af, at han har ’et naturligt forhold til alkohol’.
Kurt har haft perioder, hvor han har haft mindreværdskomplekser og følte, at han ikke duede til noget. Han havde en følelse af, at andre ville ham ondt, og at de så ned på ham. Han fortæller, at han var paranoid og ikke turde færdes ude i samfundet sammen med andre.
”Ja. Altså, det er også fordi, når jeg er ude at handle og sådan noget – alle de mennesker jeg ikke kender – gør mig utryg. Det er også en af årsagerne til, at jeg bliver paranoid og oplever lidt småskizofrene træk. […] Jeg føler mig overvåget og forfulgt. Og altså, så derfor søger jeg jo helst, at jeg handler ind sammen med andre. Som jeg kender. For ligesom at aflede min tankegang, min tankevirksomhed. At det ikke bliver så svært for mig”
(Interview med mand, 2009).
Kurt fortæller, at han ikke ville have medicin. Han har fået medicin før i sit liv, men er hver gang holdt op med at tage den. Han er indlagt på hospital og fortæller, at han har opnået den ’selverkendelse, at han er syg’ og derfor har behov for hjælp. Før var han vanskelig at behandle, fordi han stoppede med at
tage medicin, når han blev udskrevet. Med medicin kan han bedre klare at komme i butikker, især hvis han tager af sted, før der er alt for mange mennesker. rigtig noget; han duer ikke til noget, og han er også bare et skvat. Han skal bare se at komme i gang. Han er på kontanthjælp – han skal bare se at komme ud og lave noget.
Finde et arbejde og få styr på sit liv.” Det er sådan nogle tanker, som jeg forestiller mig, at angsten for det paranoide og så videre – og det hjælper mig også, altså. Det skal jeg da med det samme sige. Det er heller ikke hver gang, at jeg bruger min medicin, altså, det afhænger lidt af, hvor utryg jeg er, fordi det er ikke i samme grad hver gang” (Interview med mand, 2009).
Kurt kan klare at være hjemme i sin lejlighed, også selv om han har haft perioder, hvor han har hørt lyde.
”Også selvom jeg har haft de ubehageligheder i min lejlighed, hvor jeg har følt mig paranoid og været bange for at høre bankelyde; jeg har været sådan... Jeg har jo været psykotisk på den måde, at jeg har været skizofren og har hørt bankelyde. Og min mor, der kaldte på mig og sådan noget. Men nu er jeg kommet så langt, at jeg kan føle mig tryg i mit eget selskab” (Interview med mand, 2009).
Efter at Kurt er begyndt at spise medicin, er det nemmere for lægerne at behandle ham, siger han, og han håber, han igen kan finde glæden ved at spille musik, som han holder pause med, når han har det psykisk dårligt.
”Det har jeg lagt lidt på hylden, efter at jeg blev syg. Men det er da noget, jeg... Altså, nu er jeg begyndt at få så meget overskud, at jeg er begyndt at opsøge mine musikalske legekammerater igen. Med henblik i at vi skal ud at spille lidt igen, ikke. Og der føler jeg mig også tryg, for der har jeg jo nogle med, altså nogle musikere med, som jeg kender, ikke.
Og der er jeg jo tryg i det selskab, fordi jeg kender musikerne” (Interview med mand,
Og der er jeg jo tryg i det selskab, fordi jeg kender musikerne” (Interview med mand,