Del I – Hverdagslivsfortællinger
Gruppe 1. Støttende relationer
De tre grupperinger fungerer i det følgende som overordnet ramme for fortællingerne om informanternes hverdagsliv og sociale netværk.
Gruppe 1. Støttende relationer
Det karakteristiske for den første gruppe er, at personerne er opvokset i en velfungerende familie, hvor hverdagen har været præget af en selvfølgelighed i en social kontekst; hvor det har været muligt at forestille sig, hvad der var forventeligt, dvs. gennemskuelige normer og mønstre for handlinger i det familiære og sociale rum. De fleste har i barndommen haft, og nogle har fortsat, kontakt til bedsteforældre, onkler og tanter på begge forældres side. Flere af de interviewede ser sociale kompetencer som noget, de har tillært sig i deres barndom, og som noget, der i den nuværende situation fortsat sætter dem i stand til at kommunikere og til at skabe kontakter og etablere nye venskaber.
Gennem barne‐, ungdoms‐ og voksenliv skabes venskaber, og for manges vedkommende fortsætter disse venskaber og fungerer derved som faste holdepunkter i det sociale liv. Nogle af de interviewede ønsker ikke at involvere sig for at blive venner med mennesker, de møder på behandlings‐ og væresteder for sindslidende. Andre bibeholder forbindelse med nogle af de gamle venner, mens andre venskaber ebber ud, og de er aktive i at etablere nye venskaber, hvor de kommer, venskaber der også etableres på hospital eller værested.
Alle i denne gruppe bor i enten lejer ‐ eller ejerbolig, de har fortsat tætte bånd til familien, og der er syv personer, der lever i ægteskab/parforhold. I denne gruppe er der flere, der taler om et eksisterende og velfungerende vennenetværk. Der er en del af de interviewede, der har gennemført uddannelse og efterfølgende har haft længerevarende arbejde. Én er stadig i fuldtidsarbejde, én er i skånejob, to forventer at vende tilbage til et arbejde, og andre træner med henblik på at komme ud i et arbejdsforhold ved at deltage i et arbejdende fællesskab på værestedet eller på arbejdspladser, som en medarbejder på værestedet er med til at skabe kontakt med.
Familiefællesskab Anne
For Anne har familie og venner altid udgjort en vigtig del af hendes liv. Hendes fortælling om netværk kan ses i lyset af, at hendes selvforståelse og identitet fortsat ligger i, at hun som noget selvfølgeligt og naturligt omtaler, at familien altid har fulgt hende, og at den fortsat vil støtte hende. Anne forstår venskaber i en kontekst af handlinger, hvor hun handler aktivt for at etablere og opretholde vennerelationer med mennesker, hun møder i sit nuværende liv.
Anne har som noget naturligt antaget familiens normer og mønstre, og den familiære kontekst udgør den forståelsesplatform, der afgør, hvornår hun har brug for støtte. Anne medtænker ikke ’systemet’ (behandlings‐ og socialpsykiatri), som en del af hende nuværende liv. Det vigtigste for hendes mulighed for at komme sig og leve et liv, som hun ønsker sig, er, at hun fortsat har et ’godt socialt netværk og en god familie’. Hendes sociale netværk udgøres ud over familien af en kæreste og en kreds af venner, som hun tilbringer en stor del af sin tid sammen med.
Brud på det selvfølgelige
Annes sindslidelse begyndte for 18 år siden, da hun var sidst i tyverne. Hun fortæller, at med sindslidelsen skete der et ’knæk’ i hendes sociale liv.
”Det’ 20 år siden… 1718 år siden, jeg fik min sindslidelse, og der skete et knæk dér, eller et brud dér, også socialt, hvor jeg så har bygget noget nyt op… Jeg magtede ikke at holde forbindelsen ved lige med de gamle venner, og det gled ud, ik’. Og jeg trak mig også… Jeg var så dårlig. Det ku jeg slet ikke. Og så har jeg bygget noget andet op i de 18 år”
(Interview med kvinde, 2009).
Selv om Anne siden har formået at komme sig så meget, at hun kunne bygge nye venskaber op, oplever hun fortsat, at hun ‐ både i det sociale liv og arbejdsmæssigt ‐ ikke kan klare lige så mange aktiviteter, som hun kunne, før hendes liv ændrede sig med sindslidelsen.
Anne har altid haft og har fortsat mange venner, og hun fortæller, at hun fortsat formår at skabe nye venskabsrelationer. Anne har ikke problemer med at kontakte andre mennesker, som mange, hun møder på værestedet, har. Hun mener, at hun har veludviklede sociale og kommunikative kompetencer, noget hun også tilskriver, at hun i sin ungdom har rejst og arbejdet i andre lande.
Gennem sin ungdom og sit voksenliv har Anne altid haft gode veninder, og det har hun fortsat, selv om nogle er forsvundet, og andre er kommet til.
”Så har jeg veninder, som jeg har haft faktisk altid, igennem mit voksenliv og min ungdom, som jeg har passet og plejet! ...Nogle er så skiftet ud, andre er kommet til og sådan! Men det har altid været en vigtig del i mit liv, at holde det sociale i skak! … Og det har jeg været god til, synes jeg selv... for det har været så vigtigt for mig, og det er noget, der skal plejes!
Og måske nogle gange er jeg gået over i den modsatte grøft og har været lidt for meget den, som tog initiativ til, at ’nu skulle vi ses, og nu skulle vi gøre dit, og nu skulle vi gøre dat’” (Interview med kvinde, 2009).
Når Anne reflekterer over sine venskabsrelationer, har hun en oplevelse af, at venskaber skal ’passes og plejes’, og set i lyset af hendes mere afdæmpede aktivitetsniveau i dag har hun måske tidligere været for aktiv ved altid at være den person, der tog initiativet til at holde gang i aktiviteter i vennekredsen.
Sindslidelsen bryder kontinuiteten i Annes hidtidige liv, og i begyndelsen magtede hun slet ikke at være sammen med vennerne. Hun trak sig fra sociale relationer, og samværskulturen i venskabskredsen ændredes. Hun ser den situation, hun oplevede med at have mindre energi, som medvirkende til, at nogle venskaber gled ud.
Bruddet i Annes sociale liv satte en dæmper, ikke alene på hendes aktiviteter på venskabssiden, men også i forhold til hendes uddannelses‐ og arbejdsliv. Anne har været i gang med nogle uddannelser, men kunne ikke gennemføre dem.
Arbejde har fortsat stor betydning for Annes selvforståelse, og som ung har hun haft job som pædagog. Anne deltager i arbejdet på Fountain House‐værestedet for at opøve sine praktiske færdigheder og for at komme ud på arbejdsmarkedet nogle dage om ugen.
Nanna
På samme måde som for Annes vedkommende er Nannas naturlige forståelse, at en social hverdagslivskontekst udgøres af familie og venner. Vennerne er mennesker uden sindslidelse, det er hendes selvfølgelige valg, der bunder i hendes forforståelse og erfaringer med familie og vennekontekster. De udgør Nannas støttende grund, som hun forstår og reflekterer i forhold til.
Sindslidelsen skabte en ændring i Nannas hverdag, der bestod af et liv med mange venner og fritidsaktiviteter, af et karriereforløb i arbejdslivet og af et familieliv med mand og børn. Nanna ser, modsat Anne, ikke længere sig selv i
forhold til et aktivt arbejds‐, venne‐ og fritidsliv. Nanna reflekterer sine tidligere oplevelser og fremtid på baggrund af, at hun har ændret sin selvidentitet og selvforståelse til at være førtidspensionist. Hun lever sit liv og skaber sine forestillinger ud fra den selvfølgelighed, denne identitetsidentifikation medfører.
Hendes fremtidige hverdagskontekst består af et mere passivt pensionistliv, end hun har været vant til i sit liv, før sindslidelsen påvirkede hendes krop og hverdagslivspraksis og ændrede hendes muligheder for et fremtidigt liv. Nanna mener ikke, at det er realistisk, at hendes liv kommer til at ligne det liv med fuld fart på alle aktiviteter, hun tidligere har levet.
Nanna fortæller, at hun er vokset op i en familie, der altid har støttet hende. Hun har altid levet et meget aktivt liv, med familie, venner, arbejde og fritidsinteresser. Hun har fortsat sin mor, som hun ofte besøger over flere dage ad gangen. Nanna tilbringer også en del tid sammen med sine voksne børn og børnebørn. Hendes eksmand indgår i den sociale familie, de bor i samme nærområde, og de taler ofte sammen.
”Altså min familie har jo støttet op om mig 100 %, da jeg søgte hjælp og fik det [...] på den måde, ikke. Så de har været utroligt udholdende, synes jeg. Og rigtig gode til at være der, når jeg havde brug for det, ikke. Så på den måde er jeg meget heldig, at jeg har et godt familieliv” (Interview med kvinde, 2009).
Nanna har to børn, der nu er voksne, og hun ved ikke helt, hvor meget de forstår om hendes sindslidelse. De har oplevet hendes op‐ og nedture, som hun siger, og børnene ved og accepterer, at hun har brug for ro og ønsker at leve et stille og fredeligt liv.
”Jeg lever faktisk ret passivt. Det kan man godt sige. […] Jeg foretager mig ikke ret meget [griner], […] men jeg synes, det er nok. Og det har noget at gøre med nok den sindslidelse, jeg har haft, eller måske stadigvæk har, at jeg, da jeg var yngre og var mere frisk og ikke fik medicin og sådan noget, så, [..] der var jeg enormt aktiv både socialt og med arbejde og uddannelse og børn og familie, jeg ved ikke rigtig, men det har jeg ligesom udlevet, kan man sige. Og jeg lever meget stille og roligt” (Interview med kvinde, 2009).
Nanna har ingen venner, der har en sindslidelse, hun foretrækker sine venner fra før. Nanna vil heller ikke deltage i aktiviteter på et værested. Hun vil gerne male billeder, men det skal ikke foregå på et sted, hvor der er mennesker med psykiske problemer. Hun foretrækker at følge et malekursus på aftenskole, hvor hun kan indgå på lige fod med andre mennesker, som hun kan identificere sig med.
Sus
Sus taler sig ind i to forskellige og adskilte hverdagskontekster, når hun taler om sig selv og sit sociale liv. På den ene side betragter Sus sig selv ud fra en patientidentitet. Når hun omtaler sig selv som et menneske, der hører stemmer, reflekterer og forstår hun sig selv som patient, og hun identificerer og placerer sig i en kontekst bestående af andre mennesker, der har behov for medicinsk behandling for en sindslidelse. I denne livsverdens forståelse er hun ude af stand til at varetage et arbejde. Sus’ anden kontekst er hendes fortidskontekst, en verden uden for genoprettelig rækkevidde, fra før hun fik forståelse af, at hendes høresans fungerede anderledes end den, andre i hendes familie, vennekreds og arbejdskolleger har. Denne kontekst fra andre menneskers sanselige virkelighed holder hun fast ved på et kommunikativt niveau, når hun mødes med venner, familie og sin voksne søn, der ikke kender til hendes stemmehøring. Det er udelukkende hendes mand og de professionelle, hun deler begge kontekster med.
Sus er i 50’erne og vokset op i en familie i et andet land, som ung flyttede hun til Danmark, hvor hun blev gift og fik en søn med en dansk mand, som hun senere er skilt fra. Sus bor sammen med sin nuværende ægtefælle, som nu er informeret og støtter hende, når hun hører stemmer. Sus taler ikke med andre om sin sindslidelse, så det er kun hendes mand og de professionelle, der kender til det.
Hun har heller ikke indviet sin søn i sine psykiske problemer. Sus vedligeholder fortrinsvis telefonisk kontakt med familie og veninder fra sit hjemland. Det betyder, at de, der kender hende fra hendes tidligere liv, ikke kommer for tæt på hende. Hun og hendes mand har fælles venner, de tager på udflugter, på museer og går ud og spiser sammen med. Hun fortæller, at vennerne er mennesker uden psykiske problemer, fordi hun og hendes mand ikke ønsker at etablere venskaber med andre mennesker, der har en sindslidelse.
”Vi har venner, gode bekendte, som vi, de kommer og øh, vi kender ældre mennesker, som, de vil gerne gå på museum og sådan noget, så de siger, kom” (Interview med kvinde, 2009).
En af grundene til dette valg af venner er formentlig, som Sus giver udtryk for, at hun ikke ønsker, at andre skal have kendskab til hendes sindslidelse. Hun deltager heller ikke i aktiviteter sammen med andre sindslidende, hun møder på distriktspsykiatrisk center. På denne måde undgår hun i sin hverdag at skulle
bevæge sig inden for denne forståelsesramme og kontekst og kan holde sit patientliv adskilt fra sit sociale liv. Hun kan således opretholde en commonsense‐
forestilling om, at hendes familie og venner deler samme virkelighed, som hun selv er en del af.
Louise
For seks år siden blev Louise pludselig psykotisk. Psykosen blev ledsaget af brændende smerter i hele kroppen. Louises kontekstuelle virkelighedsbillede indeholder en særlig sanselig verden, der adskiller sig fra en commonsense og en medicinsk forståelse af verdenen. Louise har gennem mange år arbejdet med spirituel udvikling og healing. På linje med andre mennesker med samme spirituelle verdensbillede definerer Louise sine oplevelser som en Kundalinirejsning. Det kan opstå, når quienergien bliver for kraftig til, at legemet kan mestre den energimængde, der er lukket op for. Det kan medføre psykotiske tilstande og en følelse af, at hele kroppen brænder. Det er en smertefuld tilstand både fysisk og psykisk, så man kan i den kontekstuelle sammenhæng sige, at Louise har mistet herredømmet over sig selv og sine kræfter. Man kan ikke tale om et brud på selvidentitet og selvforståelse. Det hører med til en Kundalinirejsning, at der både er fysiske og psykiske problemer forbundet med det. Fysisk er det brændende smerter i kroppen, og psykisk kan der forekomme svære psykoser. Disse to elementer er ofte beskrevet som elementer i en Kundalinirejsning.4 Louise bliver behandlet medicinsk for sin psykose, så hun kan komme sig. Der er ingen uoverensstemmelse mellem den alternative forståelse af behandling at få medicinsk behandling for en psykose, der er udløst af en Kundalinirejsning. Der er større problemer den anden vej med at acceptere, at en Kundalinirejsning kan være årsag til udvikling af psykose.
Sociale relationer
Louise er vokset op i en familie med sin mor og en bror. Hun har ofte kontakt med sin mor, og broren taler hun i telefon med i flere timer et par gange om ugen. Louise har været gift og har to børn, der nu er voksne, begge børn kommer
4 Der findes en del hjemmesider om Kundalinikraften og Kundalinirejsning. Se f.eks.
www.kundalini.se
og besøger hende ofte, de har støttet hende under hele forløbet. Da Louise pludselig blev psykotisk, fik datteren hende tvangsindlagt.
Louise har haft en lang periode, hvor hun har haft angst for at gå ud blandt andre og har isoleret sig i sin bolig. Derfor har hendes læge foreslået hende, at hun skulle tage hen til et værested for sindslidende.
”Rent mentalt. Altså, det kan godt være, at jeg ikke er helt med mentalt endnu, men psykisk og mentalt er jeg langt væk fra dem af, og jeg har ikke lyst til at sidde og høre på sygdomme. Jeg har ikke lyst til at være sammen med syge mennesker en hel dag. Det er jeg for kreativ til. Jeg maler og skriver og kan godt få tiden til at gå, ikke”.
I: ”Så du har det fint med at lave nogle ting selv”.
”Ja”.
I: ”Så hvad er motivationen for, at du skulle være sammen med andre fra (navn på værested)?”
”For at bryde isolationen. De synes, at jeg skulle bryde min isolation. Det synes jeg da også, altså den sociale isolation, den kan da være hård, men det skal ikke være de betingelser, at jeg skal sidde sammen med en masse psykisk syge, det er jeg slet ikke interesseret i”
(Interview med kvinde, 2009).
I den medicinske kontekst er Louise en sindslidende blandt andre. Men det er ikke foreneligt med Louises selvforståelse, hendes identitet er ikke som sindslidende, og ud fra hendes omverdensforståelse er hun langt fra de mennesker, der kommer på et værested.
Jonas
Jonas italesætter sig med en identitet som værende anderledes end andre mennesker. Han har altid adskilt sig gennem sin genetiske herkomst med en grønlandsk mor, og han forventer, at dette fortsat vil influere på de sociale relationer, han kan blive en del af, men endnu ikke er blevet. I sit nuværende livsrum oplever han sig som adskilt fra andre mennesker, og både på værestedet og i det nære miljø forestiller han sig selv som muligt mobbeoffer. Det gør han af to grunde: fordi han ser ud, som han gør, og fordi han adskiller sig fra andre uden for værestedet pga. sin sindslidelse. Hans handlinger både afspejler disse forestillinger om, hvad der kan ske i sociale kontekster, hvis han bliver en del af disse, og bryder med dem. Jonas tager ikke selv kontakt med folk på værestedet, han lader dem om at tage initiativet, men samtidig er han den, der tager telefonen og ringer til medlemmer, som ikke er dukket op. Han er også den, der ringer rundt for at indgå aftaler for værestedet.
Jonas er først i 30’erne, han er vokset op hos sine forældre sammen med to brødre. Den ene bror er som Jonas sindslidende, men ifølge Jonas har broren ikke helt så mange problemer. Jonas har et identitets‐ og følelsesmæssigt stærkt tilhørsforhold til sin familie, hvor han udgør en del af en gruppe, han altid har tilhørt. Det understreges af, at han har en selvfølgelighedsfølelse af, at hans barneværelse i forældrenes hjem står, som det altid har gjort, og han bor ofte flere dage ad gangen som søn i hjemmet. Som barn følte Jonas sig ensom i skolen, hvor både han og hans bror blev mobbet. Han mener, at det var, fordi familien boede i et lille samfund, og fordi familien med en grønlandsk mor så anderledes ud end de andre familier. Denne erfaring sidder i kroppen, og giver ham fortsat en forestilling om, at livet nu som før vil gøre ham til mobbeoffer.
Jonas’ sindslidelse brød frem, mens han gik i gymnasiet, hvor han fik problemer og havde meget fravær, så han stoppede efter 2. g.
”Ja, det kom selvfølgelig efter folkeskolen, så skulle jeg i gymnasiet, men så droppede jeg ud efter 2. g. Fordi det kunne jeg ikke. Og det skulle der jo være samlet op på der. Men der var ikke en kæft, der vidste, jeg havde skizofreni dernede på det tidspunkt. Det var sådan lukket land, det er sådan nogle sindssyge, der render rundt oppe ved Oringe. […]ja, altså jeg kan se tilbage på de symptomer, jeg har haft, som psykiateren sagde er skizofrenien, og dem havde jeg dengang” (Interview med mand, 2009).
Jonas reflekterer og efterrationaliserer, han tilskriver den manglende handling på sine problemer med, at der herskede uvidenhed om sindslidelse i det lille samfund, han voksede op i. Andre steder fandtes en viden om sindslidelse hos unge, men han blev ikke behandlet medicinsk. Jonas taler på samme måde om manglende viden og handling fra lærernes side, når det gælder mobbeadfærd i skolen. Der blev ikke fra lærernes side grebet ind, fordi det var en accepteret del af kulturen i hans barndom.
”Altså det er jo så også, min bror og jeg blev udsat for meget grov vold i folkeskolen. Og der var ingen, der gjorde noget. Vi sagde det til lærerne, de gjorde ikke noget, inspektøren turde slet ikke gøre noget, der var ingen, der gjorde noget”.
”Altså det er jo så også, min bror og jeg blev udsat for meget grov vold i folkeskolen. Og der var ingen, der gjorde noget. Vi sagde det til lærerne, de gjorde ikke noget, inspektøren turde slet ikke gøre noget, der var ingen, der gjorde noget”.