Fødselsstiftelsens Virksomhed i Fredr. Hosp. under Saxtorph. — Sparsomme Kilder til Oplysning om samme. — Stigende Belægning og første Barselfeber Epidemier. — Saxtorphs Forslag til Bekæmpelse af disse. — Hans Elever, Jens Bang. — Ordningen af de Studerendes Undervisning. — Kirurgernes Klage over samme. — Kirurgiske og medicinske Øvelses- og Disputérselskaber. — Jorde
moderundervisningen. — Befolkningens Ulyst til at benytte eksaminerede Jorde
mødre. — Rogerts Forslag til en Fødselsstiftelse i Viborg. — Saxtorphs kølige Holdning overfor dette. — Frugtbar literær Virksomhed, første Jordemoderbog.
— Medlem af Kommissionen til Kirurgiens Forbedring. — Medicinsk Direktør for Fredr. Hosp. — Medlem af Kommissionen for den ny Fødselsstiftelse. —
Forhandlingerne om Indflytning i denne. — Juliane Maries Gaard.
Naar de tidligere nævnte Fødselsprotokoller fra Bergers Tid har gjort det muligt for et forholdsvis langt Afsnit af hin Periode at erholde Oplysninger om Forholdene i Fødselsstiftelsen, er man med Hensyn til Journaler og en derved vunden Indsigt i den spe
cielt obstetriciske Behandling stillet nok saa uheldig, hvad Virk
somheden i Saxtorphs Tid angaar, og det gælder, mærkelig nok, navnlig det sidste Afsnit af denne, efter Indflytningen 1787 i den ny Bygning, thi Alt, hvad der fra den Tid kan findes, er 207 løse Journaler for godt halvandet Aar, 1788 til Aug. 89, førte over dels kliniske dels polikliniske Fødsler af de i Stiftelsen Studerende.
Lidt heldigere stiller Forholdet sig nu som sagt for den Tid, hvor Saxtorph virkede i Akkouchementshuset i Fredr. Hosp., idet der er bevaret Optegnelser over samtlige Fødsler i Tiden 1. Jan.
1777 til Midten af Juni 1783, samlede i to Protokoller (Vi 77—31/3 79 og 1j4 79—13/c 83), hvis trykte Titelblad lyder: »Liste over Barselqvinders Fødsler paa det kgl. Akkouchements-Huus i Friede
richs Hospital«, og hvor Optegnelserne er ordnede i 9 skematiske Rubriker: »Bækkenet, Modermunden, Vandets Stilling, Hovedets Leye, Veerne, Fødslens Udfald, Efterbyrdens Fødsel, Fosterets Tilstand, Barselsengens Fuldendelse og besynderlig Iagttagelse«.
Af hvem Protokollerne er førte, kan ikke ses, den over længere Afsnit ensartede Haandskrift kunde tyde paa Jordemoderen, men vidtløftigere Notater ved de komplicerede Fødsler skyldes sikkert Lægerne, og enkelte Steder genkendes her Saxtorphs egen Haand
skrift. Disse Protokoller, af hvilke den ene kom for Dagen ved Flytningen af »Musæum Saxtorphianum«, den anden beroede î Stiftelsens Arkiv, synes heller ikke før at have været kendte, eller benyttet fra lægekyndig Side.
De trykte Kilder, der giver Oplysninger om Fødselsstiftelsen i Saxtorphs Tid, er ret sparsomme. Som den tidligste kan nævnes en kort Redegørelse, »De simplissima methodo tractandi puerperas in domo obstetr. reg. Haun. Anno 1773 observata«1) af Philip Ro- gert, der fra 1776 var Landfysikus i Viborg, og hvis Interesse for Jordemodervæsenels Forbedring i Jylland andet Steds skal omtales; han giver fra sit Ophold 1773 i Stiftelsen en Skildring af Hovedpunkterne i Fødslens og Barselsengens Behandling, altsaa fra Saxtorphs tidligste Funktionstid, og derfor vel nærmest Ud
tryk for de i Bergers Tid fulgte Principer. I sin Meddelelse i Videnskabernes Selskab 1781, hvor Saxtorph selv, efter en kort Oversigt over Fødselshjælpens Historie, skildrer Fødselsstiftelsens Udvikling, kommer han i Slutningen ogsaa ind paa de dér raa- dende Grundsætninger for Fødslens Behandling, en i ret store Træk holdt Fremstilling, af hvilken Enkeltheder i det Følgende vil blive berørt under Skildringen af Saxtorphs praktiske og viden
skabelige Fødselshjælp. Og endelig foreligger der fra hans sidste Tid en interessant, om stor Sympati og Beundring for Saxtorphs
»Skole« vidnende Afhandling af Franskmanden Demangeon, der som Gæst og Lærling besøgte denne 1797—1798*) og har givet en livfuld Skildring2) af Stiftelsens Indretning, Arbejdsmaade og
Un-•) Démangeons Edsaflæggelse var af 4/n 1797.
(forvisningen i samme. — Dog el nok saa værdifuldt Materiale til at belyse visse Enkeltheder i Saxtorphs Stilling som Overlæge, der ikke før har været særligt omtalte, saaledes hans Forhold til Kolleger ved Hospitalet, til Direktionen, til Eleverne her etc., og de Vanskeligheder, han paa forskellige Omraader havde at kæmpe med, er dels de Brudstykker af efterladte Papirer, der endnu findes fra hans egen Haand, og som alt paa sine Steder er benyttet i det Foregaaende, dels, og fornemmelig, Aktstykker i Fredr.
Hosp.s Arkiv fra den Tid, Stiftelsen hørte under Hospitalet, og i Stiftelsens eget Arkiv efter Adskillelsen. Det er paa Grundlag af disse forskellige Kilder, jeg i det Følgende skal søge at supplere Billedet af Manden, som vi hidindtil har fulgt, til han paa eget Ansvar blev Fødselsstiftelsens Overhoved.
Den Afdeling, Saxtorph som Universitetets officielle Repræ
sentant for Fødselsvidenskab overtog, var jo, hvad de ydre Forhold angik, i samme Stand, som da Berger forlod den*), men nu stillet under en anden Bestyrelse, Hospitalsdirektionen altsaa, der vel kunde formodes at maatte have et mere aabent Blik for nødven
dige Krav fra Hygiejnens Side, end Tilfældet var i den gamle Tid under Fattigvæsenets Opsigt. Uheldig stillet, som Afdelingen var i den Henseende, at der var saare daarlige Betingelser for Ud
videlse, maatte slige Krav snart melde sig paa Grund af den sti
gende Belægning. Ved Saxtorphs Tiltræden var det aarlige Antal Fødsler c. 300, allerede inden det første Decenniums Udløb var Tallet oppe paa det dobbelte, og de uheldige Følger af den ind
skrænkede Plads udeblev da heller ikke.
Naar Rogert i sin Skildring af Fødselsstiftelsen 1773 med Til
fredshed henpegede paa, at Barselfeberen, »aliis locis adeo fre- quens«, kun havde krævet 1 Offer blandt 237 Fødende, da synes Sundhedstilstanden i de følgende 4 Aar heller ikke at have kunnet skaffe Saxtorph Bekymringer, idet Mortaliteten efter de af ham selv3) optegnede Tal (der omfatter Aarene 1771—80) knap naaede P/2 pGt., men i 1778 ses Forholdene at have forværret sig. I en Note4) oplyser Saxtorph, at der i dette Aar grasserede en heftig Barselfeberepidemi saavel i Byen som i Stiftelsen, der her i to Maaneder bortrev 17 Barselkvinder, og den fra det Tidspunkt be
varede Protokol viser, at det var i November og December. At Saxtorph saa Aarsagen til Ulykken i den nu følelige Overfyldning
') Bygningens Beskrivelse ved Vurderingsforretning 1768 se Bilag III.
i Fødselsstiftelsen, viser følgende Skrivelse5), som han 4. Dec.
78 indsendte til Direktionen:
»Uagtet alle de Anstalter, som nu ere gjorte lil al forekomme den paa Accouchements Huuset grasserende Puerperal-Feber, maa jeg dog endnu med Bedrøvelse see, at den om ikke saa hæflig, saa dog alligevel vedvarer, men da ingen af de Barselliggende, som ligger paa det andet Kammer, endnu harhafl Anstødaf samme, men befinde dem saa vel som efter vanskelige Fødsler pleyer, saa indstiller jeg allerydmygst til Di- rectionens behagelige Overveyelse, om der ikke maatte gjøres Forsøg at indlægge de herefter kommende Svangre paa de tvende ved Kirken værende ledige Sygestuer i Hospitalet og lade samme der i Stuen føde og siden forfleges, for at see om der i Værelserne kan være nogen Aarsag at finde lil Sygdommen eller ikke. Tillader Direclionen denne Foran dring at skee, da skal jeg tilligemed Jordemoderen Madame Ørsløw med største Omsorg besørge de Fødendes Pleye og Behandling uden videre Bekostning for Stiftelsen, hvorfor jeg nærmere forventer Direc-lionens gunstigste Gjensvar«.
Inspektør Hempel*) tog det straks ad notam, opsatte selv Svaret, for al Direktionen kunde underskrive, og dette lød paa, at det tillodes indtil videre, at Værelserne loges i Brug »til dette saa vigtige Forsøg«0). — Resultatet faldt, efter hvad Saxtorph op
lyser, heldigt ud, men Freden varede ikke længe, og det ses, at man næste Gang ikke tyede til samme Middel, at evakuere til Hospi
talet, men søgte at afhjælpe Pladsmanglen ved at benytte, hvad der kunde skaffes af Rum i selve Akkouchementshuset, og at der fra Direktionens Side gjordes Anstrængelser for at indskrænke de Studerendes Antal mest mulig. Den 17. April 1781 skrev Saxtorph nemlig til Direktionen7) :
»Da den farlige Puerperalfeber ytirer sig ogsaa paa Accouchements Huuset, hvor et Antal af 30 Personer ligger indpakkede paa hinanden i de to Værelser til Gaden og 21 af dem i forrige Uge haver født, saa frygter jeg for, at denne smitsomme Sygdom læt kunde gribe om sig, ifald ikke disse Patienter hastig bliver separerte fra de øvrige og mere Plads til at fordele Mængden bliver udseet og for Fremtiden til jævnlig Brug bestemt for Huuset. Thi som det aarlig indkomne Barselqvinders Tal er nu voxet til dobbelt saa stort som tilforn og dog ikke fleere Væ relser end de tvende til Gaden haves for saa stor en Mængde, saa kan ey andet forvæntes end det Erfarenhed daglig bestyrker, at den Ureen-lighed og Slank som følger med saa mange Barselliggende af alle Slags Sygdomme og Tilfælle, nødvendig maa inficere Luften for de øvrige i saa faa Værelser, allerhelst da den idelige Mængde forhindrer, at næppe nogen Sæng, mindre Værelse kan nogen Dag blive ledig til at udrenses og luftes.
Et Reserveværelse vil derfor være høyst nødvendig for Stiftelsen og hvorledes at samme med mindste Bekostning kunde anvises, haver jeg med Hr. Insp. Hempel overlagt paa følgende Maade. Dersom et af de Kamre som Oeconomus Giseman til sit Brug haver i underste Etage af
♦) Inspektør ved Fredr. Hosp. fra 1777 — 93.
Accouch. Huuset ud lil Gaarden, kunde overlades os til Brug for Stu
denter som skal ligge i Huuset, imod at anvises Hr. Giseman et andet ham ligesaa beqvemt Sted igjen i Hospitalet, saa kunde No. 1 som er 2 Rdl. Kamret, blive til et Reserveværelse, der indrømmes 6 Sænge og saaledes nogenlunde afhjælpe Manglen«.
Det stødte paa Vanskeligheder. Direktionen vilde ikke, at Økonomen skulde afgive noget Værelse, og Inspektørens Forslag at lægge de Studerende paa Loftet gik man nødig ind paa, men snarere vilde man, specielt da de kirurgiske Medlemmer Kølpin og Hennings, indskrænke den Plads, de Studerende krævede, ved at reducere disses Tal. Kølpin mente, at 2 Studenter og kun i 3 Maaneder var nok: »Skulde det ikke være tilstrækkelig for Lan
det, naar 6—8 Personer om Aaret kunde profitere deraf? Hvor i Verden findes slig Facilité? Sandelig, saameget mig er bleven bekjendt, hverken i Paris Strassburg eller London og ikke en Gang for mange Penge. Kunde ikke Hr. Prof. Saxtorph og vi allesammen med ligesaa megen og snart mere Grund ønske at for unge fattige Jordemødre fra Landet ogsaa fri Kammer etc. kunde indrømmes, ligesom allerede Hosp.s Directionen for mere og mere at befordre Accouchements Videnskaben har overladt Professoren selv de fornødne Værelser«.
Den sidste lille, noget malplacerede Spydighed viser vel D’hrr.
Kirurgers Følelser overfor Saxtorph, der paa andre Maader fik at mærke, at han hos disse ikke var persona grata, efter at han 1776 var traadt sammen med Aaskow, Callisen og Gulbrand i Kommissionen til Kirurgiens Forbedring. Saxtorph replice
rede, viste, at Pladsmanglen ikke herved blev afhjulpen, ej heller for Studenter i det Tal, som var nødvendigt, og Direktionen resol
verede da den 19. Maj, at de Syge kunde overflyttes til Hospitalets Stuer, og at det første Kammer i Stiftelsen kunde tages til Frit
liggende.
Men den vedvarende Overfyldnings Ulemper kom endnu skar
pere til Orde i en ny Erklæring samme Aars 1. December fra Sax
torph, fremkaldt ved, at Direktionen havde udbedt sig en Rede
gørelse over, hvad der ved Akkouchementshuset kunde behøves.
I sammes 4de Punkt kommer han da atter tilbage til den ulykke
lige Pladsmangel og skildrer unægtelig samme med saa mørke Farver, at man næsten kommer til at tænke paa Fødeafdelingen i det gamle Hôtel-Dieu med sine 3—4 Barselpatienter i samme Seng; han henpeger paa det ubehagelige Vaskeris Nærhed, hvis Ulæmper vi tidligere har berørt i Anledning af Præsten Kjærs Anke over samme, og beklager, at den oprindelige Plan, at hele
søndre Pavillon skulde tilhøre Akkouchementshuset, ikke blev realiseret. Den i Begyndelsen af Aaret indrømmede Evakuation af de Syge til Hospitalet ses, væsentlig af Diskretionshensyn, kun at være blevet benyttet i meget ringe Maal, og som eneste Udvej til at afhjælpe Pladsmanglen foresloges at gøre det til Pligt for de Fritliggende at tage Barnet med sig ved Udskrivningen og ikke overlade Stiftelsen Omsorgen for dette, et Middel, der jo ufejlbarligt vilde bringe Tallet af de til Stiftelsen søgende Svangre betydeligt ned, idet han ender med den interessante Oplysning, at det kun var blandt de Fritliggende, Barselfeberen rasede, da han aldrig havde set den paa de Betalendes Kamre, hvortil Aar- sagen for Saxtorph ganske vist ikke var den, at disse ikke under
søgtes af de Studerende, men at Renligheden i deres Værelser og Udluftningen af Sengklæder kunde gennemføres. Ordlyden af hans Skrivelse af 4. Dec. 81 var denne8) :
»I de tvende Værelser hvori rummes 18 enkelle Senge for Barsel- qvinder, som ingen Betaling giver, har man ofte haft 30 Personer ind pakkede saaledes paa hinanden, at man har maattet lagt 2 tilligemed deres Børn i enkelt Seng, hvilket har givet Anledning til atsmitsom Syg
dom, som har indsneget sig iblant dem, har fortplantet sig desto hastigere over hele Huset og angrebet et anseeligt Antal Barselqvinder, ja ødelagt flere, hvis man ikke havde skyndt sig med at udskrive dem fra Accouch.
Huuset, førend de vel burde eller kunde udføres. — Det er meer end sandsynligt og Direclionen vel bevidst, at da den Høysal. Stifter af Fried.
Hosp. anordnede beqvemme Værelser i Hospitalet til Fødende og Barsel
liggende, og det Fløy af Hospitalet som nu hører Accouch. Huuset til blev dertil separeret fra det øvrige Hospital, at det da har været Hen
sigten, at denne Bygning allene skulde være til Fødende og derfor fik Navn af Accouchementshuus, for ey at anvendes til noget andet Brug.
Men da de underste Værelser til Gaarden den Tid ikke behøvedes, saa blev de derfra tagne for at anlægge Vaskerhus for Hospitalet, hvilket i mange Henseender ikke burde være der, saasom det er altfor langt fra liggende fra Oeconomo, føder Slank og Fugtighed af sig, som skader Accouch. Huuset og som mange Gange er utaalelig for de derinde lig gende Personer, foruden at delte Rum er nu umistelig for Acc. Huuset selv i denne Tid, da saa anseligt et Tal Fruentimmer søger Skjul og Pleye i dette Hospital. Saa at det var al ønske, at delte Vaskerhuus maatte blive forflyttet hen til et andet passeligere Sted i Hospitalet og Accouch. Stiftelsen igjen faae tilbage det hele Floy baade til Gaarden og Gaden for at romme det store Antal Barselqvinder og Børn. Vel har Directionen i forrige Sommer efter min skriftlige Anmodning søgt at ville afhjælpe den Mangel paa Rum, som Acc. Huuset haver i denne Tid ved at tillade de Barselqvinder, som vare belagte med andre farlige Sygdomme end de Barselaflærcn medfører, at maatte transporteres ind blant de andre Syge i Friedr. Hosp. for der at helbredes, men den Hjælp kan ingen af dem være tjent med, som søger Skjul for deres Fald i Accouch. Stiftelsen, og heller ikke mange har beqvemmet sig dertil, for ikkeat tale om Faren ved atføre dem slraxefter al dehave født igjennem en Deel Gaarde og den kolde Luft, især om Vinteren, ind i Hospitalet,
saa fører dette Forslag desuden den Ulempe med sig atPersonerne blive aabenbarede for alle i Hospitalet, i Stædel for at deres Stand, Navn, Person og Feyl efter Accouch. Huusets Hensigt burde evig forties og skjules for den heele Verden. Men skulde mit Forslag med Vasker
husets Forflytning, som jeg dog ikke tror at være vanskeligere nu end forhen, da der med ringe Bekostning blev indrettet et ligedannet Vasker-huus i Gaarden ved Jordemoderhuuset, imod Forventning være gandske ugjørlig, saa tror jeg intet andet Middel at være tilovers end at ind
skrænke Barselqvinderne til det første sædvanlige Antal henimod 300 om Aaret, hvilket maatte skee ved en Forestilling til Kongen, at det igjen allernaad. maatte befales, at de Barselqvinder som laae uden Be
taling i Stiftelsen skulle herefter være forpligtede til at tage deres Børn ud med sig for selv at forsørge dem paa samme Maade som da Stiftelsen laa under Conventhuset, medmindre de ved Sygdomme vare bievne selv udygtige til at give Die eller havde født fleere end 1 Barn ad Gangen, da de i saa Fald maatte henvises og nyde Hjælp enten ved PleyeAnstal
ten eller ved Stiftelsen for Hittebørn. Thi derved vilde formodentlig det aarlige Antal af600 Fødende igjenindskrænkes til 300 om Aaret, hvortil Værelserne bleve nogenlunde rommelige nok. Dog maatte denne For andring ikke skee førend den forud var bleven bekendtgjort et Aar ifor-veyen. Uden slige Foranstaltninger vil Directionen læt indsee at det bliver en Umulighed at rædde saa mange Personer som uden Hensigt til deres Vilkaar og medbragte Sygdomme, ubehindrede modtages i Accouch. Huuset, hvor de sunde med de syge uden Forskjæld skal rom mes og indpakkes i 2de Værelser som sjælden ere ledige saalænge, at man kan faa dem udluftede og tilbørlig rensede, men den indspærrede og med ureene Uddunstninger besvangrede Luft fordærves og bliver en ødelæggende Gift for Huuset, hvilket bestyrkes saa meget meere derved, som jeg i den Tid jeg har været ved Stiftelsen endnu aldrig har seet nogen død paa Kamrene af den grasserende Sygdom, hvilket jeg meget tilskriver Kamrenes Reenlighed og at de saa ofte ere ledige og kan ud luftes og renses efter Nødvendighed«.
Den 16. Jan. n. A. bevilligede Direktionen da »de i Mezanin Etagen værende 3de Klædekamre paa 5 Fag fra østre Ende af, og naar disse Lejligheder ikke skulde findes tilstrækkelige, da vil Direktionen nærmere overlægge, om endvidere et Klædekammer og maaske Præstens Værelse kunde efter Omstændighederne komme til Hjælp«0). Hermed var vel gjort, hvad der kunde gjøres i Retning af Akkouchementshusets Udvidelse i søndre Pa
villon. —
Om det var i Kontinuation af den Barselfeber Epidemi*), det
al tsaa 1781 hjemsøgte Stiftelsen, at Sygdommen brød ud med stor
•) Om samme oplyser M. Salomonsen (Uds. o. Kjøb.s Epidemier, Kbhv. 1854, p. 123), at der fra Stiftelsen indlagdes 10—12 Ptt. paa Fred. Hosp., af hvilke flere døde, og F. L. Bang har i »Selecta Diarii nosocom. Fred.« (i Acta reg. soc.
med. Hafn. I, 1783, p. 238) berettet, at i Juli 1781 bragtes 4 Barselsyge til Hosp., hvoraf 3 døde, i August ligesaa, og i Sept. 1. Men at Epidemien krævede flere Ofre, viser Protokollen fra 1781, hvorefter Dødsfaldene i Stiftelsen paa 582 Indkomne var 26.
Voldsomhed i Byen i Marts og April det følgende Aar, maa staa hen. Af denne Epidemi (1782) gav Tode i sin Ny Sundheds
tidende10) en Skildring, der er karakteristisk baade for Manden og Tiden:
»Marts og April vare mærkværdige ved to nye Sygdomme ligesaa sjeldne som uhørte hos os. Marts blev mangfoldige Barselkoners Bane mand. Efter den heldigste Fødsel kom en indvortes Betændelse, som dræbte efter faa Dage, ja inden 24 Timer, og efter Døden fandt man en Betændelse af Nettet, Fitpuden, som ligger over Tarmene og ikke har ringeste Samfund med de Deele, som lide meest under Forløsningen.
Stort, uhyre stort var deres Tal, som maatte betale den Glæde at have givet en elsket Ægtefælle en Søn eller Datter med Livet. Den grusomme Sygdom var blind mod Stand Ungdom Deylighed Dyd og andre Betragt
ninger, den bortrykkede noget af det Yndigste og Elskværdigste Dan mark har at opvise, den snappede høye Rangspersoner lige saa næmt bort som en fattig Mands Hustru. Og slræng var man i sin Dom om Aarsagen. Jordemødrene fik først Skyld, men det blev snart afvist, thi den Deel i Underlivet, hvor Sygdommen sad, ligger ganske udenfor Jordemødrenes Virkningskreds .... Smitte kunde man formodet hos den, som betjente de fleeste der døde, men derpaa er der meget al svare.
Thi det er helt naturligt, atden Jordemoder, som har de fleste Barslende
Thi det er helt naturligt, atden Jordemoder, som har de fleste Barslende