Indflytning i den ny Anstalt. — Livligt Besøg af fremmede Læger. — Beskri
velser af Stiftelsen gennem disse. — Stigende puerperal Mortalitet. — Jordemoder
bogen i udvidet Skikkelse. — Saxtorph som Lærer, hans Vurdering af Fantomet.
— Sparsom videnskabelig literær Produktion. — Saxtorph som Akkoucheur ved Hoffet. — Karen Ørsløw. — Joh. Sylv. Saxtorphs Ansættelse som Lector art.
obstetr. ved Fødselsstiftelsen. — M. Saxtorph Prof. Ordinarius. — R. Buchhaves Plan om at blive Akkoucheur ved Stiftelsen. — Kontrovers med F. L. Bang i Anledning af Reservemedikatet. — Sønnens Doktorpromotion. — Hans Udnæv
nelse til Prof, extraord. i Kirurgi og Obstetrik. — Anatomiske Forelæsninger i M. Saxtorphs sidste Aar. — Hans Død. —
Den 31. Marts 1787 begyndte altsaa Virksomheden her for de Betalendes*) og 1. Jan. 1788 for de Fritliggendes Vedkommende, og
*) Herom hedder det i Inspektør Bendz’s Beskrivelse {1803) af Fødsels- og Plejestiftelsen: »Efter at saaledes Alt var ordnet og bestemt, blev Fødselsstif
telsen aabnet for Betalende 31. Marts 1787, som var Kong Frederik d. V’s Fød
selsdag, og indfandt sig da et Fruentimmer, som fødte samme Dag et Pigebarn, som blev kaldt Juliane Marie« (!).
dermed et nyt Afsnit i Fødselsstiftelsens Historie, hvoraf Enkelt
heder navnlig med Hensyn til Administration og Undervisning i sin Tid er skildre! af Stadfeldt1).
For Matthias Saxtorph blev nu det Spand af 13 Aar, han virkede under de ny Forhold, i visse Henseender en Opgangstid, i andre det modsatte. Det første fik vel navnlig sit Udtryk i de nu langt heldigere Vilkaar for Undervisningen, dels det større Materiale, idet de Fødendes Tal, der i det første Aar (1788) var lidt over 700, jævnt voksede op mod de 1000, dels i, hvad der jo havde nok saa stor Betydning, at det blev muligt at skaffe bedre Betingelser for Elevernes faste Ophold i Stiftelsen, hvad der navnlig kom Læredøtrene til Gode, som jo hidtil ganske havde været udelukkede fra denne Fordel. Fundatsen (28/3 1 7 8 7) bestemte disses Antal til 10—12, alternerende indsendt fra de 6 Stifter i Danmark og de 4 Stifter i Norge; Læretiden var fra 1I2—1 Aar.
Med Hensyn til de Studerende havde Dronningen i Gavebrevet fastsat disses Tal til »2 Studeniere, en Medicus og en Chirurgus med frit Værelse og Ildebrand men paa egen Forpleining«, men Kommissionen henstillede, al del blev »2 af hver Videnskab«, med 8 Maaneder som længste og 4 Maaneder som korteste Opholds
tid, hvilket tiltraadtes og fasisloges i Fundatsen; der er dog vist
nok blevet set igennem Fingre med, at de Studerendes Tal nu og da blev overskredet, de i Protokollerne noterede Navne kunde tyde derpaa. Hine foreligge jo, som alt nævnt, fra M. Saxtorphs Tid, desværre kun i meget sparsomt Maal, men en, om end kun statistisk set, interessant Redegørelse for Tallene paa Barselkvin
der, Børn, Studerende og Læredølre i Tiden 1788—1803 er dog bevaret i Stiftelsens Arkiv2), udarbejdet sammen med et Uddrag af dennes Historie, i Anledning af den ny Forordning for Fød
selsstiftelsen, som del overdroges den ls/5 1804 udnævnte Direktion at give Udkast til. Her hidsæltes følgende Oversigt, hvad Stu
derende og Læredølre angaar; de Bemærkninger, Tallene paa de sidste kunde give Anledning til, skal senere fremføres. (Tabellen, saavelsom den Pag. 135 anførte, er — dog uden nærmere Angivelse af Kilden — aftrykl i »Physisk medizinske Betragtninger over Kjø- benhavn. Stadens Beboere tilegnede af Dr. H. Gallisen«, 2. D., 1809, P. 486 og 488):
Tabel
»som viser hvormange der ere givne practisk Veiledning i Fød
selsvidenskaben ved den kgl. Fødselsstiftelse fra 1788 til Ud
gangen af 1803« (Aarene 1801—03 her udeladt).
Studerende Gjordemødre
Som Fødselsstiftelsen præsenterede sig i Aarhundredets sidste Decennium under Matth. Saxtorphs Ledelse, bød den sikkert, navnlig sammenlignet med Forholdene andetsteds, ualmindelig heldige Betingelser som Undervisningsanstalt, og at dens Ry som saadan har bredt sig viden om, viser det forholdsvis store Antal fremmede Læger, af forskelligste Nationalitet, der søgte hertil for egen Regning eller paa Foranledning af deres Hjemlands Re
geringer*) for at nyde godt af Saxtorphs Undervisning, og som
*) Saaledes nævner J. S. Saxtorph i Kommissionsbetænkningen til Kancelliet (20/4 1804) angaaende en ny Forordning for Fødselsstiftelsen, »at Regjeringen i Portugal 1788 sendte to Regimentschirurger hertil, der laa her i 9 Maaneder,
9
senere paa forskellig Maade, gennem Meddelelser om det frugt
bringende Udbytte af deres Ophold her, gjorde vor Fødselsstiftelse bekendt langt ud over Landets Grænser. Saavidt Pladsforholdene tillod det, har Saxtorph vistnok været meget liberal overfor frem
mede Lægers Ønsker om Uddannelse hos ham, og han undgik da heller ikke, specielt fra Kiurgernes Side, at møde Protest mod denne fremmede Invasion. Ved Reskriptet 23/8 1787 var der strængt taget slet ikke givet nogen Hjemmel for Fremmedes Ophold i Stiftelsen, men det synes at have været en stiltiende Forudsætning, at det var Direktionen tilladt at indrømme saadant. I dennes Møde 27. Dec. 1797, hvor en Ansøgning fra »fransk Borger De- mangeon, étudiant en Médecine« om at besøge Stiftelsen forelaa, lilstodes del ham »paa de vedtagne Conditioner«3). Ved Cirkul. af 31/n 1797 var det nemlig »foredraget« Kommissionen, at Fremmede skulde betale et Honorar maanedlig for Kammer og Varme, og man havde fastsat dette til 2 Rdl. ugentlig om Vinteren, 1 Rdl. om Sommeren*). Under Saxtorphs Efterfølger aftog Fremmedbesøget og hørte lidt efter lidt op, dels paa Grund af det stigende Antal
og 1799 søgte Kurfyrsten af Sachsen gennem Departementet for de udenlandske Sager Plads for Dr. Schlegel fra Leipzig, og mange andre fra Tyskland, Eng
land og Frankrig have for egen Regning søgt hertil«. — De nævnte Portugisere var nu iøvrigt ikke helt velsete Gæster i Stiftelsen. D’hrr. »Studiosi chirurgiæ Joseph Antoine de Cuitte og Antoine Cordozo Monturo« var efter Anmodning fra Statsminister Bernstorff, til hvem det portugisiske Hof havde henvendt sig, blevet modtagne d. 13. Okt. 1788. Utvivlsomt har man under Fødselsstiftelsens netop da begyndte ny Æra følt sig smigret ved Anmodning fra det fjærne Land, thi Holmskjold, der vidste, at Bernstorff havde givet den portugisiske Gesandt godt Haab, anbefalede indtrængende Ansøgningen, og Saxtorph ligesaa, »skøndt der ingen extraordinære Værelser var, havde han talt med Md. Ørsløw, som indrømmede en af sine Stuer«. Da de imidlertid, med Alt frit, havde logeret i Stiftelsen over et Aar, skrev Kommissionen 5. Nov. 1789 til Bernstorff, at dette lange Ophold faldt Stiftelsen bekosteligt og bad det høre op; samtidig anmo
dedes Inspektør Holm om at melde Herrerne, at hvis de ønskede at blive længere, maatte de betale. Kort efter meldte Holm, at Brevene »var uaabnede, formentlig efter Ordre, ham tilbagesendte, for ikke at sige henkastede«, og bad Kommissionen forebringe Ministeren Klage over den uartige Opførsel, hvilket da skete, »endskjøndt man vel kunde bruge en alvorlig Omgangsmaade mod de 2de Herrer«, og Bernstorff bad da, for ikke at bringe disse i en øjeblikkelig Forlegenhed, at Opholdet endnu maatte forlænges de 3—4 Vintermaaneder mod Betaling fra Chargé d’affaires. Derved blev det, og disse Fremmedes Besøg i Stiftelsen strakte sig saaledes næsten over l1/., Aar (Fødselsst. Ark., Kopibog 1788—1803, p. 89 og »Correspondance 1789«).
*) I Kommissionsbetænkningen 1804 bragtes den nævnte Ydelse i Forslag, vel for at blive legaliseret, yderligere motiveret med, at »passeligt kunde Pengene bruges til Oprettelse af et Bibliothek som Stiftelsens Ejendom«.
Dislriklskirurger, dels under Trykket af Uvillien mod hint*).
Efter Callisen4) frekventeredes Stiftelsen i Tiden 1788—1808 af 38 fremmede Læger; naar han i den Anledning bemærker: »disse har Stiftelsen for en stor Del at takke for den Agtelse, den nyder udenlands«, krævede Retfærdighed vel nok at tilføje den Andel, som disse Elevers Lærer havde i den af Udlandet ydede Agtelse.
I deres Hjemlands Literatur gav som sagt flere af dem deres Beundring for vor Fødselsstiftelse Udtryk, dels i Journalartikler, dels i Piécer, saaledes skrev den tyske Læge Chr. Rink fra Lan
gensalza i Stark’s Archiv5) om den over al Forventning store og prægtige Anstalt, »Danmarks Stolthed«, som han besøgte 1791, og i hvilken han næste Aar haabede at kunne opholde sig, hvorom han da samme Steds0) giver Beretning. Et Par Aar forud havde en anden tysk Kollega, Schetelig7), meddelt Indtrykkene fra sit Besøg her. Men navnlig Demangeon, der senere vandt sig et Navn som Akkoucheur i Paris og var blandt Deltagerne i Kon
kurrencen efter Baudelocques Død (1810), gav i en dette Emne viet Brochure (se P. 87) en detailleret Skildring af Fødselsstiftel
sens Indretning, Undervisningsforhold og Principerne for de Fø
dendes Behandling, alt gennemstrømmet af varmeste Sympati og Beundring for Saxtorph som Lærer. En Anstalt som denne, slutter Demangeon, med Henblik paa Forholdene i sit Fædreland, vilde være »le plus puissant remède contre le charlatanisme des amphi
théâtres particuliers«. Som Udtryk for Værdsættelsen her
hjemme af Fødselsstiftelsens Betydning kan vel anføres Rasm.
Nyerups Ord i »Beskrivelse af Kjøbenhavn« (1800), hvor han, støttende sig til Démangeons »ærefulde« Beretning*), siger: »at den udbreder Glands over vor Nationalcharakters Humanitet som en af de mest veldædige Indretninger i Europa»!
Lod Konfluksen af Læger, der ønskede Uddannelse ved den ny Stiftelse, saaledes ikke noget tilbage at ønske, synes de For
ventninger, man, i Betragtning af de gunstige Betingelser der nu bødes Læredøtrene, havde maattet nære med Hensyn til
Land-*) Dette kan dog næppe lægges J. S. Saxtorph til Last, men den voksende Opinion mod de Fremmedes Ophold i Stiftelsen gjorde sig mere og mere gæl
dende, støttet bl. a. af Sundhedskollegiet, der i en Betænkning angaaende Kom
missionens Forslag (20/4 1804) til en ny Forordning for Fødselsstiftelsen, stærkt ankede mod disse stadige Besøg af Udlændinge og gjorde gældende, at saadant fandt ikke Sted andre Steder. J. S. Saxtorph protesterede mod det sidste, hen
visende til Wien og Göttingen, og forfægtede kraftigt den hidtil fulgte Praksis.
*) Den af Tode (Med. chir. Journ. 5. Bd., 1. St., 1800) i Udsigt stillede tyske Oversættelse af Démangeons Skrift ses ikke at være blevet iværksat.
9*
distrikternes Forsyning med duelige Jordemødre, at være blevet skuffede, særlig i de første Aar. Det Misforhold mellem Elever fra København og det øvrige Land, der overhovedet træder frem i Tabellen P. 129, gjorde sig fornemmelig gældende det første Par Aar 1788—89, og et Udslag heraf træder frem i et Promemoria, som Kommissionen 30. Maj 1789 sendte Kancelliet8):
»Da der for nærværende Tid ikke er det Antal af Læredøtre ved den Kong. Fødsels Stiftelse, som det allernaad. Rescr. af 23. Marts næstforr. A. tillader, og ingen endnu dertil har meldt sig. saa paa det at Vedkommende kunde nyde den Fordeel som denne milde Stiftelse tilbyder til Nytte for det almindelige, skulle vi tjenstlig anmode det kong.
Danske Cancellie behag, at ville anmode Stiflamlmændene især i Norge at ville sørge for, at saadanne Læredøttre beqvemme til Konsten dertil maalte blive opmuntrede og bragte i Forslag«.
I den Anledning udgik et Reskr. 18/7 1789 til samtlige Amtmænd i Danmark og Norge om at virke for Sagen, og en øjeblikkelig forøget Tilgang af Elever fra Provinserne ses da ogsaa at gøre sig gældende det næste Par Aar, men derefter ingenlunde i sti
gende Proportion. Kalamiteten var jo, at Chancerne for et tarve
ligt Udkomme ved Jordemodertjenesten i Landdistrikterne var saa slette paa Grund af Landbefolkningens Ulyst til at bruge eksami
nerede Jordemødre og dens Forkærlighed for Fuskerne.
Reskriptet til Amtmændene havde givet Stiftamtmand Sehe
stedt Anledning til hos Fysikus Rogert i Viborg at søge Oplys
ning om, hvorledes Sagen bedst kunde iværksættes, og denne Embedsmand, hvis egen Plan om en Fødselsstiftelse i Viborg jo var strandet, ses da at være fremkommet med det mærkelige Forslag, »at et Antal af 30 Jordemødre paa een Gang maatte ansættes i Wiborg Stift og aarlig Løn tilstaaes dem«, om hvilken Plan Kancelliet udbad sig Kommissionens Betænkning. Denne svarede, at det ikke lod sig gøre at oplære 30 Jordemødre paa en Gang for Viborg og i den Tid udelukke alle andre Stifter, da kun 10—12 Læredøtre aarlig kunde indtages, og disse maatte fordeles paa de danske og norske Stifter:
»Langt bedre vilde det være, naar de paa Stiftelsen oplærte efter udslaaendeExamen med en aarlig fast Løn kunde ansættes i Provindsen, da adskillige Exempter viser, at disse ikke vil ansættes uden i Kjøben-havn af Frygt for for liden Fortjeneste paa Landet, thi i Kjøbenhavn er der meer end 30 examinerede Jordemødre over Antallet, som ønsker sig Levebrød. Maaden hvorpaa den Indretning kunde skee, maae vi overlade til det kong. Danske Cancellie«0).
Derom afæskede dette da Amtmændenes Betænkning, men der kom dog Intet ud deraf, og andre Udveje til at afhjælpe
Fød-selshjælpens elendige Tilstand paa Landet bragte næppe heller synderlig Forandring; en Kancelliskrivelse 2914 1 791 fastsatte Taksten for de eksaminerede Jordemødre og samtidig Bøder for de Barselkoner, der benyttede ueksaminerede, og et Promemoria til Amtmændene, 11/6 1791, fastslog, at ingen Læredøtre maatte i Fremtiden indsendes til Stiftelsen, førend der forud var udset Steder, hvor de siden efter skulde ansættes som Jordemødre og være beredvillige til at nedsætte sig, hvilken Bestemmelse af Øvrigheden forud maatte tilkendegives Kommissionen for Fød
selsstiftelsen.
Sit lidet lyse Syn paa Fødselshjælpens Tilstand udenfor Hovedstaden gav Saxtorph Udtryk gennem følgende Ord i et Fore
læsningsudkast (»Efterl. Papirer«) fra c. 1787: »Bedrøvelige Exempter lære os, at en utallig Mængde Landfolk og Børn om
komme aarligen af Mangel paa duelige Jordemødre og habile Accoucheurer. Der er de Stæder paa Landet i Norge, hvor Jorde- mødrenes heele Kunst bestaaer i at sidde med et Par Briller paa Næsen for at agte paa, naar Barnet fremskydes uden enten at forstaae at undersøge eller hjælpe paa anden Maade«.
At det vedblev at gaa i den gamle Gænge, viser noksom det sidste Skridt, Matth. Saxtorph her foretog sig, idet han propo- nerede den Ordning af Jordemodervæsenet udenfor København, der ene kunde bringe Sagen i bedre Spor, Ansættelsen af Amts- jordemødre Landet over. Den 6. Juni 1796 sendte han sine Kol
leger i Kommissionen et Cirkulære, hvori han paakaldte deres Hjælp, særlig Konferentsraad Schows, til at faa Jordemødre
»ansatte i Districterne, ligesom Physici og Districts Chirurgi, at ej den almindelige Jammer allevegne fra længer skulde høres«10).
I Mødet 27. Juni s. A. bad man Saxtorph, at han skriftlig herom vilde meddele sine Tanker, hvad han har gjort i følgende Pro
memoria11) :
»De idelige Beklagelser, som over ilde Medfart mod de Fødende og deres Børn, af Mangel paa examinerede og beskikkede Jordemødre i Provindserne, daglig indløbe til Commissionen, foranledige al jeg drister mig til paa en Tid, da ingen for Fødselsvidenskaben kan være gun stigere i Dannemark end denne: al forestille Commissionen om det ikke kunde være nyttigt, da endeel gode og oplærte Jordemødre haves som ligge uforsørgede af Mangel paa Embede: al forestille del Kong, danske Cancellie den Trang der overalt klages over, for ved dets Virksomhed og kraftige Understøttelse at udfinde en Plan til at faae Embeder paa Landet for Jordemødre, ligesom de til Landets Beste ere indrettede for Land Physici og Districts Chirurgi, da ikke Mangel paa Undervisning og duelige Subjecter, men blot paa anstændig Levebrød er Aarsag til at
der klages allevegne over at Landboernes Koner mishandles under Ukyn
diges Hænder, fordi ingen oplærte og kyndige, som allene til dette Brug opofTre sig, kan uden fast Løn og visse Indkomster (hvilke paa saa meget faae Slæder uden i Kjøbenhavn haves) finde deres nødtørftige Udkomme og uden Trang komme deres Medmennesker til Hjælp«.
Kommissionen indstillede Forslaget til »det kong. Danske Cancellies behagelige Overveielse og kraftige Understøttelse«, men der skulde jo hengaa endnu en rum Tid, før dette vigtige Skridt til Fødselshjælpens Forbedring ude i Landet blev realiseret ved Reglementet af 21. Nov. 1810.
Var der saaledes fra en Side set, hvad Adgangen til Under
visning og Belæring angaar, vundet betydeligt ved Indflytningen i den ny Stiftelse, stillede det sig unægtelig mere tvivlsomt med Hensyn til de forbedrede Chancer for de Kvinder, der nu, i voksende Tal, søgte Tilflugt her, thi trods de langt rigeligere Pladsforhold — der var jo nu 50 Senge foruden de 5 af General
major Clasen skænkede*) — viste Mortaliteten blandt Barsel
kvinderne saa langt fra nogen Nedgang i de 13 Aar til Aarh.s Slutning, at tværtimod Forholdet, sammenlignet med det forud- gaaende Decennium, blev ugunstigere. At Tilfældet blev saa, at den rigeligere Adgang for Eleverne, mandlige og kvindelige, til praktisk Øvelse i uheldig Retning kom til at øve sin Virkning paa Sundhedstilstanden, förstaas nuomstunder let. Ganske vist hører vi fra disse Saxtorphs Slutningsaar kun om én større Bar
selfeberepidemi, dog ikke fra hans egen Haand, thi for hele dette Tidsrum savner vi i saa Henseende direkte Vidnesbyrd, men blandt de Tal, Kayser samlede i sit Værk (1845) om Barsel
feberens Optræden i Stiftelsen, findes ogsaa en Redegørelse for Aarene 1788—1800, hvori angives Tallene for Fødende og for de i Stiftelsen og Fredr. Hospital døde Barselkvinder, og blandt disse Aar falder da særligt 1792—93 i Øje. »Aarsagen,« siger Cal
lisen, »til den store Dødelighed i disse Aar var en i Stiftelsen epide
misk herskende ondartet Barselfeber, som næsten aarligen, i en større eller mindre Grad viser sig blandt de Fødende«; det første af Aarene viste paa 849 Fødende 45 i Stiftelsen og 18 i Fredr.
Hosp. Døde, og 1793 paa 875 resp. 42 og 7, en samlet Mortalitet af næsten ß1^ %•
♦) Fordelingen af disse var efter Demangeon denne: 3 Sale hver med 6 Senge og Clasens 5, alle for Fritliggende, hvad altsaa udgjorde »Skolen«.
Dernæst 4 Stuer hver paa 3 Senge for 12 »Borgerkoner«, Resten (20 Senge) for Betalende.
Kaysers Angivelser for de i Stiftelsen Døde er hentede fra Gallisen; om dennes Kilder har været da eksisterende Protokoller, som nu ikke er til Stede, maa være usagt, Sandsynligheden taler snarest for, at de stammer fra en Fortegnelse i Stiftelsens Arkiv over Barselkvinder og Børn for Tidsrummet 1788—1803, analog den forrige Tabel (P. 129) og udarbejdet (1803) i samme Øjemed.
Den hidsættes her:
»Fortegnelse over Antallet sig indlagde Barselqvinder
sin nye forbedret (Aarene
af de paa den kongl. Fødselsst.
og fødte Børn fra 1788, da den fik Indretning, til 1803 incl.«
1801—03 udeladle).
Barselqvinder Børn
TotalAntal Deraf
•u o
å TotalAntal Deraf Betalende Fritliggende
Døde Medtagne afMødrene Efterladte afMødrene
Ugifte Gifte Ugifte Gifte
1788 704 138 1 565 » 7 706 82 82 542
89 769 147 2 619 1 4 784 115 124 545
1790 882 200 4 678 » 21 884 103 131 650
91 839 296 3 540 » 29 837 108 106 623
92 849 296 2 550 1 45 868 87 80 701
93 875 328 5 542 » 42 871 90 87 694
94 843 272 8 561 2 10 846 85 84 677
95 865 304 28 524 9 21 875 111 118 646
96 813 276 31 502 4 7 812 96 115 601
97 874 334 22 504 14 22 872 97 114 661
98 907 305 14 565 23 4 919 84 127 708
99 934 329 26 561 18 23 942 103 123 716
1800 995 350 38 568 39 8 996 110 132 754
11149 3575 184 7279 111 243 11212 1271 1423 8518 Hvad der fremgaar af Børnelabellen, bliver senere at omtale;
for Barselkvindernes Vedkommende viser for det første Opgørel
sen, al de Betalende udgjorde et ikke ringe Tal af Belægningen,
nær 34 0/0, hvad jo i nævneværdig Grad maa have indskrænket Undervisningsmaterialet for de Studerende, der i den Henseende alene var henvist til de Fritliggende. Desværre oplyser Tallene ikke Mortalitetsforholdet henholdsvis for Betalende og Fritlig
gende, der vilde have frembudt megen Interesse netop med Hen
blik paa Saxtorphs Erklæring 1781 (s. P. 92) »at han endnu aldrig havde set Sygdommen (□: Barselfeberen) paa de Betalendes Kamre«.
Epidemien 1792—93 blev beskrevet af en af Saxtorphs Elever, Boe Boyesen*) i en Disputats fra Borchs Kollegium12), hvoraf fremgaar, at den udbrød i Oktob. 1791 og var saa særdeles voldsom i December og Januar det næste Aar, »ut nulla ei succum- bens evaderet«. De Betragtninger, den med Hensyn til Behandling og Aarsager gav Anledning til i Boyesens Afhandling, skal senere omtales. Men ogsaa andre af Aarene saaledes 1790, 97 og 99 viste en betænkelig høj Mortalitet, og naar denne for del hele Tal af 13 Aar, medregnet de til Fredr. Hospital Evakuerede (som Kayser uddrog af Hosp.s Protokoller), sikkert naaede over 2l/2 pCt., blev Resultatet dog afgjort siettere end det tidligere Decenniums (1771
—80) i Fredr. Hospital, hvor Mortaliteten var c. 1,5 pCt.
Det viser sig, at Saxtorph i stor Stil og vel som det Middel, han lagde mest Vægt paa, tyede til Evakuation af de Syge til Fredr. Hosp., ganske vist derved brydende med det Princip, han tidligere havde kæmpet for (s. P. 91), ikke ved slig Flytning at krænke den hans Klientel sikrede Hemmeligholdelse af Fødslen, som del ogsaa fra Hospitalsdirektionens Side kom til Orde i en Skrivelse 29. Sept. 1788 til Kommissionen for den ny Fødselsstiftelse.
Direktionen for Fredr. Hosp., der vel havde haabet at blive Stif
telsen kvit i enhver Henseende, følte sig brøstholden ved den
telsen kvit i enhver Henseende, følte sig brøstholden ved den