Saxtorph som Obstetrikens Repræsentant ved Højskolen. — Hans Standpunkt til forskellige af Fødselslærens Omraader. — Bedømmelse af det normale Kvinde
bækken. — Livmoderens Leje. — Hymen. — Undersøgelse (Eksploration) i Svangerskabet. — Hans Bidrag til Læren om den regelmæssige Issefødsels For
løb. — Miskendelse af Fødselsmekanismen ved 2den Issestilling. — Mangelfuld Forstaaelse af Ansigtsfødslens Forløb. — Aktiv Indgriben ved Underkropfødsel. —
Undervurdering af xM ulighed for Evolutio spontanea. —
Naar vi i del Foregaaende har dvælet ved M. Saxtorphs Ud
vikling som Fødselshjælper, samt stilet mod at tegne el Billede
*) I Profil paa Billedet foran Titelbladet.
af ham som Person og Lærer og i den Henseende fremdraget enkelte Sider, der belyste hans Forhold til Eleverne, til samtidige Kolleger ved Hospitalet eller Medlemmer af dettes Direktion, da skal der i det følgende Afsnit søges givet en Skildring af ham som Obstetrikens videnskabelige Repræsentant herhjemme. Med dette for Øje har det ikke været min Tanke at lade alle Fødsels
lærens Kapitler og Enkeltspørgsmaal passere Revue for at doku
mentere Saxtorphs Standpunkt overfor disse, men jeg har fore
trukket at fremdrage dels saadanne Afsnit, hvor Lærerens Op
fattelse og Fremstilling for Eleverne bliver af væsentlig Betydning, dels saadanne Spørgsmaal, til hvilke hans Navn særligt har været knyttet, eller som han gjorde til Genstand for sine ret talrige smaa og større Specialafhandlinger. Men samtidig har jeg, netop for at bedømme Saxtorphs videnskabelige Standpunkt paa de forskel
lige Omraader, ved ikke faa af disse tillige berørt de Anskuelser, der var raadende hos de celebre Repræsentanter for Obstetriken, der hørte til hans Samtid, og dertil føjet korte Skildringer af de Mænd, der gennem den Autoritet, der knyttedes til disse Navne, prægede Obstetrikens Historie i dette Tidsrum. Og endelig har jeg, hvad Saxtorphs Samtid angaar, taget et lidt videre Hensyn til hans Fagfæller indenfor Skandinavien og i Arbejdets sidste Afsnit givet et noget mere samlet Overblik over Obstetrikens Ud
vikling i Sverig og dens Repræsentanter her i Aarhundredets sidste Halvdel.
Det falder naturligt, ikke mindst i Betragtning af den Rolle Saxtorphs Navn altid har spillet i Læren om den regelmæssige Issefødsel, at indlede en Vurdering af Hovedtrækkene i hans Lære om Fødslen og dens Behandling med nogle Bemærkninger om hans Forstaaelse af R u m f o r h o 1 d e n e i det n o r male Kvinde bækken. Jeg har i saa Henseende, hvad Bækken
diametrene angaar, i et tidligere Arbejde1) berørt en besynderlig Uoverensstemmelse mellem Fremstillingen hos Saxtorph og hans Lærer Berger. Medens denne, som vi erfare det i Svarene paa hans »Spørsmaale« — i Bergers Doktorafhandling lades dette Punkt uberørt — beskriver Tværvidden i Bækkenindgangen som den største og stiller Skraavidden mellem denne og Conjug. vera, hævder Saxtorph, at Diam. obl. er den største saavel i det skelet
terede som i det med Bløddele bedækkede Bækken, hvad Berger kun vil lade gælde for det sidstnævnte, hvor Psoas og Iliac, intern, jo formindsker Tværvidden. Denne Opfattelse, som Saxtorph
allerede fastholdt i sil første obstetriciske Arbejde, Dissertationen fra Ehlers Kollegium, gentages i Disputatsen og senere Arbejder som ogsaa i Forelæsningsmanuskriplerne 1777 og 1791—92; Maalet
•for Skraavidden angives til og for Tværvidden 51//' (i den tørste Jordemoderbog fra 1776 derimod er Tværvidden men D. obl. ikkedestomindre større). Men trods disse Angivelser og trods det, at han i Disputatsen ivrede mod Smellie, fordi denne satte Tværvidden i Bækkenindgangen som den største og derfor lod Fosterhovedet indtræde med Pilsømmen i denne, er det øjen
synligt, at han efterhaanden har taget lidt Afstand fra sin første Paastand om Skraaviddens absolute Overvægt over Tværvidden, thi i Forelæsningerne 1791 hedder det: »undertiden variere de, saa at D. obl. kun er 57/, og i de som Appendiks til »Nyeste Udtog af Fødselsvidensk.« (1790) knyttede »Anatomiske Tavler« omtales et Sted (P. 8) Tværvidden i øverste Aabning som værende »næsten lige saa stor og undertiden større end Skraavidden«. — Denne vaklende Angivelse af de to Maal faar til Dels en Forklaring i
»Notesamlingen«, hvor der siges: »Diam. obl. og tranv. er ofte afvexlende med hinanden i Størrelse uden Skade for Fødslen, naar blot Gonj. vera er uforandret .... (te bløde Deele, som be
klæde Bækkenet, betage noget af mensura . . . især Psoas, som borttager D. transv. meget, da det den tager fra obl. skader ey saa meget, at den jo derfor bør ansees for den største«. Derefter er det jo altsaa i Realiteten kun det med Bløddele dækkede Bæk
ken, for hvilket Saxtorph lader Skraaviddens Oversigt gælde, i Overensstemmelse med hvad Levret havde gjort gældende i sine
»Leçons particuliers«, 1)vor del bebrejdes Smellie — paa samme Maade som Saxtorph gjorde det i Disputatsen — at han holdt Tværvidden i øverste Aabning for den største og kun log Hensyn til det tørre, ikke til det friske (køddækkede) Bækken, »car ce n’est pas le squelette mais le vivant qui accouche«.
Det var i Virkeligheden heller ikke det gensidige Forhold mellem disse lo Vidder, der for Saxtorph var del afgørende for et normalt Forløb af Issefødslen, forsaavidl dette beroede paa el bestemt Forhold mellem Bækkenet og Foslerhovedçl. Betingelsen herfor saa han i en vis Kongruens mellem delte og de to af ham konstruerede »Ovaler« i Bækkenindgangen. Om disse skyldes Saxtorphs egen Spekulation, maa jeg lade usagt, men formoder det, da jeg ikke kender nogen Forfatter, hvorfra han har kunnet laane Ideen. Denne kommer ikke til Orde i de egentlige Jorde- moderbøger, men udvikles nærmere i de »Anatom. Tavler«, hvis
11
første Blad i Fig. 3 giver hosstaaende Rids, hvortil den forklarende Anmærkning er denne: »Den øverste Aabnings indvendige Rum kan med rette ansees som sammensat af tvende lige store Ovaler, hvis Længder ligge skraaes over hinanden, saaledes at enhver af disse Ovalers smalleste Ender vender tilbage i Aabningens bageste Hjørner, og deres rundeste Ender vende frem imod
Bækkenets forreste Bue, som er større og videre end de bageste Hjørner«. Kun altsaa, hvor Hovedet ind
træder med Pilsømmen i Skraavidden, og Panden ligger i et af de bagerste udhulede Bækkenhjørner, er der for Saxtorph den nødvendige Kongruens mellem
Fosterhovedels ovale Omkreds og Bækkenindgangen; i hvilken Grad han har lagt Vægt paa denne Kongruens, kommer vi nær
mere tilbage til ved Omtalen af hans Lære om den regelmæssige Issefødsel, men den, anatomisk set, uklare Beskrivelse af Bækken
indgangens Maal gaar igen længe efter hans Tid hos Efterfølgere i Lærerstillingen. Sønnen, der ogsaa nævner »Ovalerne«, lader (i Forelæsningerne 1838—39) Tværvidden være 5" og Skraavidden 5l//' men tilføjer: »de Nyere mene, at Diam. ir. er større end obl.«, medens Fenger (Forelæsninger 1833) bemærker, at Maalene varierer, saa al, naar den ene er ß1//, er den anden ß1//' og om
vendt.
Heller ikke hvad Bækkenudgangens Maal angaar, er hans Angivelser konstante; Længdevidden, der regnes fra Spidsen af Os sacrum til Buen under Isbenel, er som oftest anslaaet lil ßVA men i Lærebogen 1776 til ß’/a", og Tværvidden er her 41/2,z, medens den ellers overalt er 47/\ for hvilken Diameters Vedkommende han heller ikke er i Overensstemmelse med Berger, der angav den til 4". — I Forelæsningerne og Notesamlingen findes spredte Bemærkninger om Bækkenakse, øverste og underste Bækken
plans Hældning mod Horisonten, Retningen af Bækkenindgangens Akse o. s. v., der falder sammen med Jens Bangs Angivelser, uden at iøvrigl hans Navn kommer frem i den Anledning. —
Naar Saxtorph saaledes, baade i sit anatomiske og obstetri- ciske Syn paa Bækkenet, havde en ejendommelig Opfattelse, gør det samme, i hvert Fald i førstnævnte Henseende, sig gældende overfor den bløde F ø d s e 1 s v e j. Fra først til sidst hævdes, saavel i hans trykte som utrykte Ord, en forkert Opfattelse af den ikke svangre Livmoders Leje. Dette er for Saxtorph en Retroversion, saaledes som Beskrivelsen i Jordemoderbøgerne, og overensstemmende hermed i Forelæsningerne, lyder: »Moderens
besynderlige Leje er paa skraae, saaledes at Modergrunden vender tilbage imod Korsbenet, og Modermunden vender forfrem imod Isbenet; ved denne Stilling kommer dens ene Flade, som er lidet ophævet, lil at vende noget opad og forfrem imod Blæren, og den anden, som er mere flad, lil al vende nedad og tilbage imod Endetarmen«. Denne Retroversion ændres nu efter Saxtorph først under Svangerskabet, naar Livmodergrunden i 3de—4de Manned af Krydsbenels Forhøjning tvinges fortil hen over Is
ben el, og hermed stemmer — hvad vi senere kommer tilbage til
— hans Forklaring af Patogenesen for den patologiske Relroflexio uteri under Svangerskab, al denne skyldes el kun lidt fremstaaende Promontorium, allsaa særlig skulde betinges ved el for vidt Bækken.
Hvorfra har nu Saxtorph denne misvisende Opfattelse af Liv
moderens normale Leje? Ikke fra sin Lærer Levret, thi denne beskriver den lomme Livmoders Leje saaledes, al Fundus er i Højde med Promontorium, noget nærmere dette end Os pubis, men Retningen af Organet er skraa, »de devant en arrière, c'est- à-dire, de son fond à son coL2), og i Svangerskabet bliver For
overhældningen end betydeligere. Naar Tolver i sin Beretning om Levret som Lierer gør den Bemærkning, al denne i Anatomien fulgte Winsløw, har han i hvert Fald her emanciperet sig fra ham, thi i »Exposition de la structure humaine« (1782) hedder det om Uteri Leje hos Winsløw2): »sa situation est oblique de sorte que le Fond est en arrière el en haut, le Col en avant et en bas«, og del samme genfindes vel hos Berger, naar paa Spørgsmaalet (§ VI, 10): »Hvorledes er den lomme Moders besyn
derlige Leye beskaffen i Henseende til Bækkenet?« Svaret lyder saa: »Fundus ad posleriora et superiora aeqvalis est allitudini eminentiae ossis cruciati. Orificium oblique anlrorsum in cavum pelvis descendit«. Jeg formoder derfor, al det er fra disse lo, Saxtorph har sin Opfattelse, der ogsaa hyldedes af hans Søn; at han ikke ved klinisk Undersøgelse kom lil el andel Resultat, laa maaske i. den Maade, hvorpaa han eksplorerede, hvad nedenfor skal berøres.
Diskussionen om Hymen var endnu ikke kommet til Ro paa Saxtorphs Tid, og han bragte ikke større Klarhed i Spørgs- maalel, idetmindste ikke hvad Carunculae myrtiformes angaar.
Disse beskrev Levret4), i Overensstemmelse med Mauriceau, som smaa Proliferationer fra Vaginalslimhinden, 4 i Tallet, 2 paa
11+
hver Side, og forenede ved Basis, undertiden helt ud til Spidserne, ved cirkulære Folder. Del er disse sidste, der danner Hymen og som Regel brisler ved førsle Coitus, Karunklernes Rolle er at bidrage til Udvidelse af Vaginas Lumen under Fødslen, de for
mindskes successivt ved Fødslernes Antal; at de, uden at det ud
trykkelig siges, af Levret betragtedes som Residua hymenis, ligger vel i Forklaringen, og Winsløw, hans anatomiske Forbillede, holdt paa det samme, der ikke mindre bestemt udlaltes af hans Sam
tidige, Smellie og Deleurye, som ogsaa senere af Baudelocque.
Saaledes opfattede Saxtorph imidlertid ikke Forholdet mellem Hymen og Carunculae. Den korte Beskrivelse i Jordemoderbogen lyder paa, at Moderskeden hos Piger er næsten lukket »med en Hinde og med Kjødlapper«. Om de sidste hedder det supplerende i »Notesamlingen«: »De Gamle holdt dem urigtig for at være Lapper af en disrumperet Hymen, og følgelig ansaae de dem som et signum corruplae pudicilae, men de tindes nærværende endog hvor Hymen er heel, og Nytten er at formeere Vaginas Vidde in parlu og derfor udslettes de meer og meer jo oftere Konen føder«.
Hans Paastand om deres Tilstedeværelse ved hel Hymen faar yderligere følgende forklarende Tilføjelse i Forelæsningerne 1777:
»Hr. v. Haller har fundet dem ved Hymens Tilstedeværelse, de ligge indenfor Hymen og skal efter hans Mening tilligemed Hy
men være tilstede hos Jomfruer«. Men lier har Saxtorph noget misforslaael Haller5), hvis del da overhovedet er fra denne, han har sin Opfattelse og ikke fra den tidligere Lærer Plenk i Wien, der havde en lignende. Hallers Forklaring*) er nemlig denne:
1 Vaginalmundingen finder man enten Hymen eller Karunkler, disse er Rester af den bristede Hymen, men der findes ikke sjæl
dent, ved intakt Hymen, tæl op til denne, nogle ærteformede Ka
runkler ved Basis af Columnae rugar. vaginae, der ikke skyldes den dilacererede Hymen. Det er altsaa disse af Haller beskrevne, accidentelle, vaginale Slimhindeekskrescenser, der af Saxtorph förstaas som virkelige Carunc. myrliformes. Hymens Integritet var for ham ikke noget signum virginilalis, saalidl som absentia hyminis var ham el signum virginitalis deperditæ, hvad han i et Forelæsningsudkast (»Efterl. Papirer«) paa følgende Maade gør Rede for:
*) Rettere J. J. Hubers, fra hvem den første Tavle over Uterus i Hallers Atlas (Fascic. I, 1743) stammer.
»Til Conceptionen udfordres ikke altid introinissio penis in vagina, men allene approximatif) partium el ejaculalio seminis er undertiden nok til foecundationens Frembringelse. Efter denne sidste Sætning kan man opløse følgende qvæstion: nemlig om cl Mandfolk kan besvangre et Fruentimmer i Søvne og uden al nogen af dem kan være vidende derom. I mine Tanker er der en physisk Mulighed derfor thi 1) erectio penis og ejaculatio seminis kan skee uafvidende i Søvne 2) approximate partium kan skee i Søvne 3) følgelig ere de 2de conditiones muelige i Søvne, som udfordres til foecundationen.
Der blev derfor ved Høyeste Ræt eengang ageeret en Sag imellem en Broder og Søster, som af Mangel paa andel Leve havde lagt sammen.
Søsteren blev frugtsommelig, uden at have lagt hos andre Mandfolk og uden at have celebreret coitum med ham. Qvæslioncn blevderfor denne, om det kunde være muelig? hvorpaa jeg erklærede mig for Muelig-heden«. —
Efter disse Bemærkninger om Saxtorphs Opfattelse af visse anatomiske Forhold vedrørende Fødselsve jen skal endnu, inden Omtalen af den egentlige Fødselshjælp, berøres hans Stilling til en speciel Side af Undersøgelsen under Svangerskabet, Eksplo
rationen. — Netop med Henblik paa den efter alle Samtidiges Dom skrupuløse Nøjagtighed, hvormed Berger indøvede sine Ele
ver i denne Gren af Undervisningen, er det overraskende her at se Saxtorph dels emancipere sig lidt fra sin Lærer, dels slet ikke følge ham. Hvad det første angaar, lærle Berger ved Exploratio vaginalis al bruge 2den og 3die Finger, mens 4de og 5te holdtes udstrakte, en Regel, som Joh. v. Hoorn først angav, fordi man derved kunde hæve Mellemkødet og naa højere op i Vagina. Reglen gaar igen i Mangors Doktorafhandling6), el Arbejde, som Sax
torph netop fremhævede som »det smukkeste Skrift i den Ma
terie«7), men selv giver han i Jordemoderbogen ikke Anvisning paa al følge den; der tilraades ogsaa her al eksplorere med to Fingre men at lægge 4de og 5te ind mod Vota. Vigtigere end dette og mere paafaldende er det dog, at han aldeles ikke tog Hensyn fil Bergers korrekte Anvisning paa nu og da at benytte bimanuel Eksploration. T Kap. XXT (i »Spørsmaale«) frem
hæver denne, som Svarene til Sp. 32—33 viser, Fordelene ved samtidig Undersøgelse gennem Vagina og Abdominalvæggen, dels til at erkende et forøget Volumen af Uterus, dels til al lette den differentielle Diagnose mellem uterine og andre Tumores i Under
livet. At Saxtorph slet ikke skænkede den bimanuellc Under
søgelse nogen Opmærksomhed, lægger han navnlig for Dagen i sin Fremstilling af Diagnosen af det tidlige Svangerskab. Til Erkendelse af dette i de to første Maaneder angiver han (i Jorde- moderbogen) kun Nedsynkningen af Livmoderen, saa at man
»lette-lig med del første Led af Fingeren kan naae Modermunden foran i Bækkenet«, og samtidig styrkes Diagnosen ved gennem Ende
tarmen at føle den »bagerste Flade af Moderen ophævet«, i Sam
klang saaledes med hans Opfattelse af Retroversionen som Liv
moderens normale Leje paa det Tidspunkt. Og i 3de Maaned erkendes Svangerskabet ved, at »Modermunden af sig selv er op
trukken saa høit i Bækkenet, al den vanskelig kan naaes med Fingeren«.
Der er saaledes ikke mindste Tale om ved bimanuelt Haand- greb at erkende Livmoderens forøgede Størrelse og derved stille Diagnosen Svangerskab, saa meget mere paafaldende, som enkelte af hans berømte Samtidige, deriblandt saadanne, der netop havde Betydning for hans obslelriciske Udvikling, klart havde markeret Nytten af denne Undersøgelsesmetode. Det gælder ganske vist ikke om Smellic, der stiller Diagnosen af Svangerskab før 4de Maaned som meget tvivlsom og ikke taler om at benytte bimanuel Undersøgelse i de første 2—3 Maaneder, men først i 5—6te Maa
ned; at han ikke fandt paa at ty til den ogsaa lidligere i Svanger
skabet, træder paafaldende frem i et Par af hans «Cases«, saaledes i et fra 1747s), hvor han ikke kunde bestemme Tiden i Svanger
skabet, »fordi Livmoderen ved Berøring af Modermunden bevægede sig op og ned«, og i el andet (1742)°) kunde han med Fingeren i Vagina bevæge Uterus op og fra Side til Side, »fordi den underste Del af Abdommen var blød«, hvoraf sluttes, at var der Graviditet, kunde del kun være i 3—4de Maaned. — Men Levret gav ganske præcis Anvisning paa den bimanuelle Eksploration som diagnostisk Middel til al bedømme Volumenforøgelse af Uterus og skildrer10) meget smukt, hvorledes man derved har Organet mellem de to Hænder og ved alternerende Bevægelse af disse, forskydende Liv
moderen op og ned, kan jugere Størrelsen af samme. Ikke mindre klart taler Puzos (1759) og Deleurve (1770) om Sagen, den første ytrende11) sin Forbavselse over, at Mauriceau blot ved den interne Undersøgelse vilde erkende Svangerskabet i de første Maaneder*), og for Baudelocque endelig var den kombinerede Undersøgelse en indlysende Nødvendighed. — Ogsaa fra nærmere Hold, hos Saxtorphs skandinaviske Fagfæller, gik Anvisningen i samme Ret
ning. Carl Ribe, eller von Ribben som han hed efter 1772 at
*) Muligt det var Puzos, der her havde Prioriteten, thi i Anmeldelsen af 1761 Udgaven af Levrets >L’art d. acc.< i Journal de Méd. (Maj 1761) siges om Diagnostik af det tidlige Svangerskab ved bimanuel Eksploration: >il adopta la manière de toucher que M. Puzos publioit dans ses leçons«.
være adlet, den førsle svenske Adjunkt i Obstetrik, havde 1777 udgivet Joh. v. Hoorns »Siphra og Pua« med Noter, der gjorde den lil en efter Datidens Standpunkt ganske moderne Lærebog, og anbefaler deri den bimanuelle Undersøgelse, efter Tømning af Blære og Tarm, som bedste Middel lil at erkende Svangerskab i 3de—4de Maaned, og ikke mindre klart gjorde Johan Kraak, der 1778 havde afløst Schulzenheim som Forstander for Almänna Barnbördshuset, det samme gældende i sin »Handbok för Barn
in orskar« 1782.
Der manglede saaledes saavisl ikke Impulser fra anden Side lil at optage den bimanuelle Undersøgelse i Undervisningen her
hjemme; naar Saxtorph — efter Lærebøgerne at dømme — ikke indlod sig herpaa, hvad maaske netop forklarer hans fejlagtige Op
fattelse af Livmoderens Leje i de første Svangerskabsmaaneder, vil hans Tilsidesættelse af bimanuelt Haandgreb paa andre Felter i Fødselslæren, som senere skal omtales, maaske være bedre for- staaelig.
Der er jo næppe Tvivl om, at hvor Talen bliver om Matth.
Saxtorphs Fortjenester paa Fødselslærens Omraader, vil Tanken særligt fæste sig ved det Afsnit af samme, der vedrører den re
gelmæssige I s s c f ø d s e 1 s F o r 1 ø b, og naar Fasbender i sil store historiske Værk12) taler om den »danske Skole«, der efter Midten af det 18de Aarh. med Glans traadte frem i Fødsels
hjælpens Historie, er det Kapitlet om Fødselsmekanismen med Saxtorphs Navn i Spidsen, der sigtes til. Jeg har i et tidligere Arbejde udførligere behandlet Enkelthederne, hvad delte Spørgs- maal angaar, og særligt da den danske Skoles Forhold til Læren om Issefødslen, hvorfor jeg finder det naturligst at henvise lil denne Afhandling13) og her kun fremdrage Hovedlinierne i Under
søgelsen.
I denne fremhævedes da, at Læren om Issefødslen ikke skyl
des Enkeltmands Arbejde, men al den stykkevis er blevet op
bygget paa en hel Række Forskeres Iagttagelser, der hver har givet sit mer eller mindre vægtige Bidrag til en samlet Forstavelse
bygget paa en hel Række Forskeres Iagttagelser, der hver har givet sit mer eller mindre vægtige Bidrag til en samlet Forstavelse