1. Eviggyldigheden
Når en prolog skal findes til suverænitetsbegrebets historie, vælges traditionelt (dogmehistorisk) et af to. Enten udelades begrebets tidlige historie helt og beskri
velsen indledes in medias res med, som oftest, Jean Bodin. Det er til eksempel en gængs tilgang i generelle, folkeretlige fremstillinger. Eller også fødes historien i tvivl og kompleksitet. Den sidste, mere monografiske tilgang tager ofte sin be
gyndelse i græske bystater, hvor suverænitetsbegrebet vel ikke gives nogen eksakt formulering, men måske alligevel kan anes som uudtalt præmis hos eksempelvis Aristoteles. Herefter går turen til det romerske rige, hvor et begreb om imperium fostres efter år nul. Langsomt, men sikkert svinder dette begreb, og middelalderen tildeles ikke noget centralt begreb om suverænitet, der så først genopstår i køl
vandet på renæssancen og i moderne skikkelse får en første, prægnant formule
ring hos Jean Bodin.
Som eksempel på den sidste tilgang kan fx fremhæves Hinsley (1986) s. 27ff. Se også Grewe (1984) s. 96 og 98, Walker (1988) s. 27ff.
I det følgende skal et alternativ skitseres. Suverænitetsbegrebets oprindelse er ikke verdslig. Den første suveræn var ingen jordisk herre eller fyrste, det var gud - eller guder. Thomas Hobbes betegner netop sin jordiske Leviathan som »an immortal God«, se kap. IV, 3. Overhovedet var det trosfællesskabet, som i mid
delalderen knyttede den vigtigste forbindelse mellem mennesker i almindelighed med det latinske sprog som lærd ramme for grænseoverskridende formidling. Hos gud(er) findes den fuldkommende almægtighed, hvorfra den jordiske fyrstes legi
timation flyder gennem en kompetencedelegation.
Almindelig dogmehistorie modstiller sådan gudelig almægtighed med suveræ
nitet. Suverænitetsbegrebet dækker ikke græske bystater eller middelalderens kristne univers, fordi verdslig magt her kobles til gud, se til eksempel Keeton (1939) s. 35 og Hinsley (1986) særligt s. 68f.: »We could use modem terminology to say that God and the law were sovereign in the medieval community, but such terminology is wholly inappropriate to the political condition of the communities and to the medieval idea of law«. Tilsvarende Wood (1991) allerede s. 1 og pas
sim om dualismen i middelalderens suverænitetsbegreb som rum for bla. investi
turstriden, saml. afsnit 2 nedenfor. Tilly (1992) s. 39f. synes blot at gøre brug af et moderne suverænitetsbegreb som beskrivelsesvariabel omkring verdslige forhold samtidig med forsagelse af en guddommelig magtfaktor. Bartelson (1993) s. 79
taler om »proto-sovereignty« som dække for »the polity-centred paradigm of rulership in the late Middle Ages, when the legitimacy of the ruler derives from more profane sources«, samh. Bartelson (1993) s. 124 og 170f.
Det såkaldte fravær af suverænitet er ikke fravær af et hierarkisk systematise- ringsprincip, samh. kap. II, 2, men fravær af en beskrivelsesramme, som i hoved
sagen forsager det overjordiske. I det øjeblik, magtens hierarki ikke sluttes med en øverste, jordisk instans i fx kongens person, men tværtimod retter blikket vi
dere mod himlene og ud over beskrivelseselementer af jordisk herkomst også favner fx gudelige, afskriver dogmehistorien suverænitetsbegrebet. Fordi beskri- velsesrammen er blevet for vid. Fordi suverænitetsbegrebet alene forstås som verdsligt relateret. Det moderne suverænitetsbegreb føres derfor kun tilbage til Jean Bodin og tiden omkring reformationen, hvor et mere verdsligt, sækulariseret begreb blev endegyldigt tegnet.
Også hos disse (tegnende) forfattere blev gud vist agtværdighed. Bodin refererede eksempelvis til
»ce grand Dieu souverain«, La République I s. 299. Tredje del af Thomas Hobbes' Leviathan er helliget »Christian Commonwealth«, hvilken del gives en fremtrædende plads i nyfortolkningen hos Lloyd (1992). Hos John Locke er menneskene »the Servants of one Sovereign Master«, Two Treatises II § 6 og Rosseau anfører: »Toute justice vient de Dieu, lui seul en est la source; mais si nous savions la recevoir de si haut, nous n'aurions besoin ni de gouvemement ni de lois«, Contrat Social ii, 6. Men det er klart, at guddommen her mest af alt indtager en alene formel position; se for en skelsættende udtalelse herom, Belli ac Pacis Prolegomena. Se endvidere Eisenach (1981) passim.
Denne dogmehistoriske tilgang er fejlgrebet, samh. Einheit s. 17. Naturligvis kan den historiske analyse i sidste ende gøres til et spørgsmål om vilkårligt valg af beskrivelsesramme. Men i sidste eller første ende kan det afgørende for studie af et systematiseringsprincip ikke være den kontekst eller meningssammenhæng (beskrivelsesramme), hvori det tjener – i øjeblikkets vilkårlighed. Og derfor bør denne ramme ikke indsnævres til en konstant over tid og historisk gennemløb. At henlægge suverænitetsbegrebet til alene beskrivelsesrammer, som udelukkende huser verdslige magtfaktorer, er en interpolation af den moderne, verdslige ram
me, der ikke stemmer overens med eksempelvis den herskende opfattelse i mid
delalderen af magtens fordeling og udspring. Det er en anakronisme – »All signi
ficant concepts of the modem theory of the state are secularized theological con
cepts«, Schmitt (1985) s. 36; se også Bartelson (1993) s. 78. En mere tvangfri beskrivelse af suverænitetsbegrebets tidlige historie fås ved at løsne op for forti
dens filtrering gennem en moderne beskrivelsesramme. I den sammenhæng skal det understreges, at det naturligvis må være underordnet, hvorvidt eksempelvis ordet »suverænitet« anvendes. Det er meningen bag de historiske perioders for
ståelse af magtens systematik, som er interessant – ikke den sproglige klædedragt herfor, som i princippet er vilkårligt valgt. Se også Bartelson (1993) s. 78f.
Se tilsvarende om »The semantic problem«, Hinsley (1986) s. 22ff. Samtidig holder Hinsley dog pä, at der med Bodin tages et afgørende skridt i suverænitetsbegrebets historie, fordi Bodin er
»the first man to state the theory behind the word« – i andre ord, se Hinsley (1986) s. 71. Men
igen: forståelsen af magtens systematik ligger ikke begravet i ord, hverken i »suverænitet«, »so
vereignty« eller i en uddybning heraf i andre ord, men i udtalte eller uudtalte principper for mag
tens forståelse.
Følges den alternative tilgangsvinkel, kan suverænitetsbegrebet gives en sam
menhængende historie, hvor en hovedsondring går mellem, hvad der kan kaldes statisk og dynamisk suverænitet, idet det, der så haves for øje, er, hvorvidt suve
ræniteten blot anvendes til fiksering af allerede eksisterende normer eller (også) til skabelse af nye normer. Er suveræniteten statisk, skabes ret ikke – men er alle
rede (til) og findes blot for rette, jf. Jørgensen (1947) s. 16 og kap. IX, 4. Uanset hvor lidt realitet en sådan forfægtede, statisk suverænitet egentlig har haft i sin samtid, kendetegner forestillingen under alle omstændigheder historiske perioder, hvor den jordiske magthaver i til eksempel valgkongens skikkelse var klemt og hans magtposition måske marginal. Netop på grund af kongens og hans stats svaghed har behovet været så meget desto større for at søge den trods alt hersken
de position legitimeret. Dette formål har overjordiske, typisk religiøse principper tjent, idet udgangspunktet så har været et almægtigt guds rige, hvorfra magtposi
tionen afledes. Derfor ses denne gudelige suverænitet eller almægtighed som oftest at falde samme med en svækket kongestat, som hævdes styret på uforan
derlighedens grund uden rum for selvstændigt jordisk initiativ til retsskabelse.
I andre ord vil rammen for magtens beskrivelse med den svage stat eller magt
haver åbne sig og optage overjordiske elementer. Men systematiseringsprincippel er det samme – stadig hierarki, og stadig med en top, der fuldgyldigt synes at kunne kvalificere til titlen som suveræn.
Det forekommer nu mest adækvat at lade oldtidens græske bystat (polis) stå som en overgang mellem guddommelig suverænitet og senere romerrets udtryk
keligt verdslige suverænitet – allerede fordi der ikke er megen realitet over at søge en fælles grundfarve i bystaternes mosaik. I et vist omfang legitimerer by
staternes herskere sig stadig med guders lys, jf. Hinsley (1986) s. 30. Men sam - fundspagtens idé får også i denne periode en første, eksplicit formulering med Xenons referat af Hippias' tanker, jf. Johansen (1991) s. 148f. I Athen udvikles et demokrati, hvor opfattelsen af suverænitet skrider fra »popular sovereignty« med lodtrækning og afstemning som omdrejningspunkter i det perikleiske demokrati til »sovereignty of law« i det fjerde århundredes demokrati og hos Aristóteles, se nærmere fx Ostwald (1986).
2. »Quod principi placuit, legis habet vigorem; upote quum lege regia, quae de imperio eius lata est, populus ei et in eum omne suum imperium et potestatem conferat«, Dig. I, 3, 4, 1 pr. [1]
Denne berømte, eksplicitte formulering af suverænitetens idé (imperium) i en alene verdslig kontekst tilskrives Ulpian. Den findes også andre steder i Justinians
»Corpus juris civilis«, fx Institutiones I, 2, 6. Oprindeligt fandt romerrigets magt
sit formulerede udspring i det romerske folk svarende til den athenske folkesuve- rænitet, »popular sovereignty« (imperium populi Romani). Men gennem århund
reder skred suveræniteten over mod kejseren, hvis imperium vandt almindelig anerkendelse omkring slutningen af det første århundrede, jf. Hinsley (1986) s.
41. I det tredje århundrede var der ingen tvivl – heller ikke i Ulpians lære, som hævede kejseren over lovene (princeps legibus solutus est), iklædte hans vilje lovskraft (quod principi placuit legis habet vigorem) og hævdede hans legitimati
on gennem en samfundspagt (lex regia). I andre ord havde kejseren overtaget det oprindelige imperium populi Romani.
Romerretten opretholdt en sondring mellem jus civile gældende for romerske borgere og jus gentium gældende for alle folkeslag i det romerske verdensrige.
Selve verdensrigets idé hindrede romerrettens fordybelse i retlige spørgsmål mel
lem stater og udvikling af en pendant til tidligere tiders jus fetiale, hvorfor impe
rium alene havde interesse som intem suverænitet, jf. Hinsley (1986) s. 161 og
1 6 3 f .
Med delingen af oldtidens sidste (såkaldte) verdensrige i 395 forvarsledes ned
toningen af begrebet om imperium. Nok blev kejserens imperium i lang tid for
svaret i det byzantinske rige som frugten af folkets samtykke til magtudøvelsen.
Men i ny vendte muslimske områder forfægtedes kaliffens status som Allahs jor
diske repræsentant efter Muhammed. Og tilsvarende gudelig suverænitet dukker igen frem i det vestromerske rige i takt med dets forbrødring med kristendommen, som videreføres i feudalsamfundene. Paven afledte sin adkomst til magt fra apostlen Peter, og den senere investiturstrid, 1060-1130, mellem paver og verds
lige magthavere, særligt de tyske kejsere, blev udkæmpet i teologiens mm med sværdteorier som slagord. Groft sagt stod striden om, hvorvidt kejseren afledte sin magtposition (sit sværd) direkte fra gud, eller om pavens mellemkomst var på
krævet, om det havde lykkedes pavemagten at gribe såvel det verdslige som det åndelige sværd. Guds suverænitet anfægtedes derimod ikke. Derfor blev også de følgende århundreders stridigheder mellem kejser og konger, rex dei gratia, og mellem konger indbyrdes afgjort under teologi og paves åsyn. Et væsentligt ele
ment i konflikten mellem kong John og engelske stormænd, som i 1215 afsted
kom Magna Carta, bestod således i begge parters higen efter pavens gunst.
Thomas (af) Aquinas søgte i renæssancen at forlige kristendommen med Aristoteles' filosofi. På sindrig vis søgte Aquinas og hans efterfølgere også forlig mellem samtidens uforenelige krav på højhed ved at tildele alle krav en plads i kompetencernes mosaik (via Media), om ikke andet så som afarter af nødret, jf. Hinsley (1986) s. 95ff. Bag denne altfavnende syntese-konstruktion stod som hierarkiets endelige, uafvendelige suveræn: gud. Dette anes også af den rangorden af retssystemer, som Aquinas overtog fra Augustin med guds lov (lex aetema) som eviggyldigt primat, der delvist var åbenbaret i lex divina, og som endvidere i svag afglans og i et beskedent omfang kunne fomuftserkendes af mennesket (jus naturale humanum), og som endeligt forsyne
de den positive, menneskelige ret (jus positivum) med gyldighed.
I de følgende århundreder blev kongemagterne alt i alt styrket. Dette afskar de herligste magtambitioner hos de universelle pavelige og drømmende kejserlige højheder; rex est imperator in regno suo, til tautologisk eksempel. I et vist omfang
reduceredes de universelle institutioners gebet til varetagelse af – de oprindeligt ikke særligt væsentlige, Strayer (1970) s. 27 – eksterne forhold mellem konger og stater, »united in ideal by the concept of divine law and in practice by the religi
ous jurisdiction of the Roman pontiff«, Lamar Jensen (1974) s. 328. Og til garanti af den naturret, der uden megen held søgte forædling af romerrettens jus gentium til egentlig regulering af mellemstatslige forhold. Se også Grewe (1984) s. 83.
Approbare, iudicare, regulare – som Clemens VI beskrev sin folkeretlige kompe
tence i »Corpus juris canonici«. Således afhang en krigs retfærdighed af paveligt og kejserligt samtykke – givet til krigsførende konger. Ikke-kongelige krige måt
te nødvendigvis tage sig uretfærdige ud, og pave og kejser ydede herved kongen et værdifuldt rygstød i de stadige magtkampe inden for riget. Et legendarisk ud
tryk finder den pavelige retrætepost endvidere i Inter caetera (Tordesillas-trakta- ten) – den magtesløse deling i 1493 af Sydamerika og (alle) andre fremtidige opdagelser (missionsområder) på den flade jord mellem Spanien og Portugal ved en lodret demarkationslinie nogle hundrede sømil vest for Azorerne, se Grewe (1984) s. 273ff. Et mere eklatant udtryk for pavestolens og selv retræte-postens hensynkende realitet ses af, at klassisk folkerets endelige grundlæggelse omkring år 1600 ikke så meget er funderet på det middelalderlige kodeks med paven som eksponent som på en væsentlig grad af nytænkning som forsøg på udfyldning af hulrummet mellem tidligere lære og så praksis, herom Hinsley (1986) s. 172ff.
Og hvad angik demarkationslinien i henhold til Tordesillas-traktaten, tiltrådte Francisco de Victoria den nok i et vist omfang i »De Indis et de Jure Belli: Relec- tiones« fra 1532, ligesom demarkationslinien frem til midlen af det 18. århundre
de tjente som – et stadigt svagere – argument i grænsestridigheder mellem Spani
en og Portugal. Formelt ophævedes demarkationslinien (først) i 1777, men allere
de i 1544 havde den franske konge benægtet, at Tordesillas-traktaten skulle (kunne) binde Frankrig, ligesom blandt andet havenes frihed hurtigt blev et pro
testantisk slagord – lang tid før Grotius, hvis hævdelse af havenes frihed i »Mare liberum« fra 1608 (1604) er udtryk for også en hollandsk reaktion mod Tordesil- las-traktaten, se O'Connell (1982) I s. 9f. Langsomt lagdes fundamentet for den senere antagelse af effektiv okkupation som højhedsrettens grund, der som T or- desillas-traktatens antitese understreger staternes emancipation fra det universel
le, kristne herredømme.
3. »Solo adunque questi Principatison'securi, &felici, ma essendo quelli retti da cagioni superiori á le qualimente humana non aggiugne, lascerö il pariarne, perche essendo esaltati, & mantenuti da Dio, sarebbe officio d'huomo presuntuoso, & termerario eldiscorrerne«, Machiavelli (1532) xi [2]
Niccolö Machiavellis politiske maksimer, sådan som de fx fandt udtryk i »II Principe« skrevet i 1513, var fra deres fremkomst i 1532 kontroversielle. Machia
velli hævdede som al politiks absolutte mål den stærke og uafhængige stat, hvis
modsætning var datidens Italien delt i fem småstater. Fyrsten måtte som statens grundlægger rejse sig fra kristensdommens lammende krybe og alene have statens sikkerhed for sit øje. Machiavelli var, om end i mindre grad end den samtidige Guicciardini, på forkant af udviklingen. Men det var udviklingen – frem mod også den endelige sækularisering af suverænitetsbegrebet; se også Bartelson (1993) s. lOOff., særligt s. 108. Således er det først omkring Machiavelli, at et egentligt begreb om staten som andet og mere end en forfatning fremkommer, jf.
Grewe (1984) s. 197f., 33, 57f. og 83. Bodin gennemførte en sondring mellem styreform (gouverment) som en reminiscens fra fortidens statsbegreb og statsform (estat) som netop afledt af tidens nye, bredtfavnende statsbegreb, se La Républi
que fx II s. 34.
Opgøret med den kristne verdensstat var imidlertid ikke eneste betingelse for suverænitetsbegrebets sækularisering. Så længe magtforholdene i staterne (kon
gerigerne) var mere eller-mindre kaotiske under stridigheder mellem konger og adlen, fandt suverænitetsbegrebet ingen verdslig jord at gro i. Slagord som: res superiorem non recognoscens var netop blot – slagord. Såningen var ikke gjort med renæssancens reception af romerretten og genopdagelse af ikke mindst Ari
stoteles. Men romerrettens reception i det 13. århundrede inspirerede sammen med en gradvis styrkelse af staten til, at (verdslig) lovgivningskompetence forlod sin status som blot statisk medium for den allerede eksisterende, gode gamle ret.
Se også London Fell (1983) 1 bla. s. 77f. samt 2 passim, Quaritsch (1986) s. 47.
Dette skred i kompetence til retsskabelse fandt sin endelige formulering i det 16.
århundrede, hvor de interne magtkampe typisk blev afløst af staters konsolidering qua deres kongers enevælde, jf. Hinsley (1986) s. 74 og Tilly (1992) s. 46. N ed- dysningen af stridighederne skal dog ikke betragtes som nogen (intem) totalsejr for kongen: »Absolutism did not mean the end of aristocratic rule: on the con
trary, it protected and stabilized the social dominion of the hereditary noble class of Europe. The kings who presided over the new monarchies could never trans
gress the unseen limits to their power: those of the material conditions of repro
duction of the class to which they themselves belonged«, Anderson (1974) s. 430 og også s. 50f.
På dette tidspunkt finder suverænitetsbegrebet så sin endelige, verdslige klæ
dedragt – som i romerriget på et tidspunkt, hvor konsolidering og klarhed havde aflyst magtkampe. Magten var nu blevet koncentreret i »Stehende Heere, Rüstungsindustrien, Kriegssteuem, bürokratische Finanzverwaltung, organisiertes Staatsschuldenwesen«, Grewe (1984) s. 370. Statsgrænserne blev fikseret med naturrettens pensel – naturlige grænser, jf. Grewe (1984) s. 375. Herom havde Jean Bodin reflekteret i »Methodus ad facilem historiarum cognitionem« fra 1566. Med det senere værk, »Lex six livres de la République« fra 1576, gives samme Bodin æren for det moderne suverænitetsbegrebs grundlæggelse. Det er naturligvis en dogmehistorisk forenkling. Men det står ikke til diskussion, at su
verænitetsbegrebet hos Bodin finder sin hidtil mest omfattende analyse; herom kap. IV, 1.
Den endelige sækularisering af suverænitetsbegrebet i humanismens tidsalder må naturligvis også ses i sammenhæng med det 16. århundredes reformation.
Blandt andet med henvisning til Paulus' romerbrev, »enhver skal underkaste sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed uden at den er indsat af Gud«, Rom. 13, 1-4, søgte Martin Luther et spirituelt kirkebegreb. Direkte var det vendt mod pavens krav på verdslig magt, men indirekte var det en nok så væsentlig illustration af den yderligere formalisering af guds position som al magts kilde, der var et tidens tegn. Et andet tegn var antagelse af individets suve
rænitet.
Reformationen kom ganske naturligt til at gå hånd i hånd med sækulariserin- gen af suverænitetsbegrebet og dermed også med den endegyldige gennemførelse af krav på ret til retsskabelse og dynamisk suverænitet. Og da reformationen snart fulgtes af religionskrige og borgerkrige, som satte Europa i brand, blev sækulari- seringen yderligere styrket gennem et ønske om forlig mellem de stridende parter på andet end kirkens papir. Da trediveårskrigen døde endeligt ud i 1648, fandt staters (kongers) suverænitet en konfirmation i den westfalske fred. Fredstrakta
ten, traktat-komplekset, blev samtidig det retlige fundament for systemet af europæiske stater i de næste mere end 100 år, »le point de départ du développe- ment historique du droit international actuel«, Anzilotti (1929) s. 5 . 1 freden inde
holdtes også den såkaldt klassiske magtbalance. Kristendommen var blevet til Europa, Wight (1977) s. 113,119 og konkluderende s. 15If., og »sovereignty ... a principle of order since its concept defines the domain of objects of an autono
mous discourse, a science of states«, Bartelson (1993) s. 125. Heroverfor hjalp pavelige protester, bullen Zel Dorcies, slet ikke – udviklingen havde allerede udviklet sig.
KAPITEL IV