1. En kopernikansk vending
Hos Hegel og Kant ender den bevægelse i suverænitetsbegrebet, som startede hos Locke, og hvor endemålet endnu hos Rousseau kun kunne anes. Bevægelsen består i første omgang i udvidelse af kredsen af suverænitetens subjekt(er). Hos Bodin og Hobbes er der kun én effektiv suveræn. Med Locke sker en væsentlig udvidelse til et flertal, og samtidig varskos det videre skridt, som Rousseau tager ved at inddrage alle i suverænitetens varetagelse gennem del(tagelse) i almenvil
jen. Rousseau gør derfor kun brug af samfundspagten, mens den supplerende herskerpagt forsvinder sammen med behovet for folkets videregivelse af suveræ
niteten, fx udtrykt i en sondring mellem majestas realis og majestas personalis som hos Grotius, kap. IV, 2. Vejene til erkendelse af Rousseaus almenvilje er imidlertid uransagelige og i hovedsagen bragt i usikker varetægt hos enten fler
tallet eller enkelte lovgivere, jf. kap. IV, 5. Rousseau står derfor alene for intro
duktionen af almenviljens idé. Men denne formulering af bevægelsens endemål var dog også i sig selv en genistreg ført med tidens pen: almenviljen er udtryk for et emotionelt, nærmest nationalistisk fællesskab formet efter den nationalstat, som grundfæstes omkring det 18. århundredes slutning med blandt andet den franske revolution, jf. Cobban (1964) s. 100, 104 og 108f. og Hoffmann & Fidler (1991) bla. s. xxxiv og lxv.
Om patriotisme, se også fra Kants hånd: »Patriotisch ist nämlich die Denkungsart, da ein jeder im Staat (das Oberhaupt desselben nicht ausgenommen) das gemeine Wesen als den mütterlichen Schooß, oder das Land als den väterlichen Boden, aus und auf dem er selbst entsprungen, und welchen er auch so als ein theures Unterpfand hinterlassen muß, betrachtet, nur um die Rechte desselben durch Gesetze des gemeinsamen Willens zu schützen, nicht aber es seinem unbeding
ten Belieben zum Gebrauch zu unterwerfen sich für befugt hält«, Kant (1793) 11. Om Rousseaus syn på sagen, se kap. IV, 5.
Den stadigt bredere fiksering af suverænitetens subjektivitet fra Hobbes til Rous
seau gennem stadigt flere individers (borgeres) deltagelse i staten ender – måske paradoksalt – med suverænitetens frigørelse fra individernes sfære og opstigen til et trinhøjere, mere mystisk og sjæleligt niveau. Rousseau både afslutter en epoke, hvor suveræniteten har været individuelt orienteret, og begynder en ny, hvor su
veræniteten orienteres mod det større og fælles – staten, jf. til eksempel Hegels anerkendelse i Grundlinien § 258. I denne bevægelse ligger suverænitetsbegre
bets kopernikanske vending: som Kopemikus vendte verdens centrum fra jorden til solen, og som Kant i sin erkendelsesteori vendte opmærksomheden fra de erfa
rede genstande til erfaringen i sig selv, får suverænitetsbegrebet hos Rousseau mod på en omvending eller nyorientering fra individ(er) til stat.
Tidligere fikseredes et eller flere individer som suveræn og staten defineredes her ud fra (L'état c'est moi). »And in him consisteth the essence of the com
monwealth; which, to define it, is one person, of whose acts a great multitude, by mutual covenants one with another, have made themselves every one the author, to the end he may use the strength and means of them all, as he shall think expe
dient, for their peace and common defence. And he that carrieth this person, is called sovereign, and said to have sovereign power; and every one besides, his subject«, Leviathan s. 177.
Også Bodins »Les Six Livres de la République« tjener til illustration af, at suveræn og stat (repu- blique) er uadskillelige: »Republique est un droit gouvemement de plusieurs mesnages, et de ce qui leur est commun, avis puissance souveraine«, La République I s. 27 og i øvrigt kap. IV, 1, samh. Bartelson (1993) s. 127. Bodin sondrer i øvrigt skarpt mellem stat (estat) og styre (gouver- nement), se La République fx II s. 34 og hertil kap. III, 3.
Se endvidere Two Treatises II § 133.
Definitionen af staten ved en individuel suveræn er forladt hos Rousseau: »A l'instant, au lieu de la personne particuliere de chaqué contractant, cet acte d is s o ciation produit un corps moral et collectif composé d'autant de membres que l'as- sembléc a de voix, lequel re^oit de ce méme acte son unité, son moi commun, sa vie et sa volonté. Ccttc personne publique qui se forme ainsi par l'union de toutes les autres prenail autrefois le nom de Cité, et prend maintenant celui de Républi
que ou de corps politique, lequel est appelé par ses membres Etat quand il est passif, Souverain quand il est actif«, Contrat Social i, 6.
Suverænitetsbegrebets bevægelse er nogenlunde synkroniseret med ændringer i statsbegrebet – hvilket har gjort det muligt i mere folkeretlige værker til stadig
hed at hævde staten som suverænitetens subjekt, samh. kap. IV, 2. De omtrent parallelle bevægelser i begreber om suverænitet og stat giver den kopernikanske vending en yderligere illustration i samfundspagtens vigende rolle. Allerede hos Rousseau var betydningen af samfundspagten som legitimation af samfundsord
nen i borgernes viljer af minimal betydning, reduceret til et indledende ornament, jf. Contrat Social i, 6 og kap. IV, 5. Herefter foreviges pagten i statistens rustning, og »Du Contrat Social« koncentreres om en analyse af almenviljen. Suverænite
tens uoverdragelighed bliver herefter selv(ind)lysende, Contrat Social ii, 1 og i, 7.
Tilsvarende kan det heller ikke hævdes, at samfundspagten spiller nogen stor, glorværdig rolle hos Kant, samh. Riley (1982) s. 131. Det er det kategoriske im
perativ, som foreskriver samfundspagtens indgåelse, ligesom den videre ordning af samfundet hævdes at ligge under herfor – og dermed i sidste ende under for almenviljen, jf. afsnit 2. Samfundspagten falder endelig helt uden for Hegels sy
stem, samh. Grundlinien § 260 og i øvrigt afsnit 3.
Suverænitetsbegrebets kopernikanske vending består i andre ord i, at syns
vinklen ikke længere går fra individ til stat, men fra stat til individ. Vendingen fuldendes hos Hegel, hvor staten udnævnes til suverænitetens subjekt.
2. »Das allgemeine Princip aber, wornach ein Volk seine Rechte negativ, d. i.
bloß zu beurtheilen hat, was von der höchsten Gesetzgebung als mit ihrem besten Willen nicht verordnet anzusehen sein möchte, ist in dem Satz enthalten: Was ein Volk über sich selbst nicht beschlietzen kann, das kann der Gesetzgeber auch nicht über das Volk beschlietzen«, Kant (1793) II Folgerung
Der foreligger ikke nogen samlet, tilbundsgående fremstilling af politisk teori fra Immanuel Kants hånd. Men det betyder ikke, at Kant ikke gjorde sig omfattende tanker herom; nogle af dem formuleret i mindre afhandlinger som »Über den Gemeinspruch: Das mag in der Theorie richtig sein, taugt aber nicht für die Praxis« fra 1793, hvorfra ovenstående citat stammer. Bag citatet anes den nyfor
tolkning af Rousseaus almenvilje, som Kant gennemfører, og som resulterer i en yderligere forskydning af suveræniteten fra folket til staten.
I hovedsagen knytter de politisk-filosofiske tanker an til Kants morallære (etik), sådan som den fremstilles i »Grundlegung zur Metaphysik der Sitten« fra 1785 og »Kritik der praktischen Vernunft« fra 1788. Grundtanken er individets egenværdi; alle individers frihed til udstikkelse af egne moralske love, »Die Autonomie des Willens«. Udnyttelse af denne indre frihed foregår under fornuf
tens opsyn, hvilket i sidste ende munder ud i »der kategorische Imperativ« som al morals transcendentale grundsten: »handle so, als ob die Maxime deiner Hand
lung durch deinen Willen zum allgemeinen Naturgesetze werden sollte«, Kant (1785) zweiter Abschnitt. Imperativet er syntetisk a priori, et eksempel på »prak
tischer Grundsätze a priori«, hvorved forstås, at det er en mulig form for fornufts
væsenets udfindelse af det moralske. Imperativet er moralens form og dermed rum for den absolutte og almengyldige etisk fordring eller pligt, et moralens krav om forsæt (Maxime). Det kategoriske imperativ kan for så vidt sidestilles med de vilkår for erfaring, som rum, tid og fx kausalitet gør det ud for hos Kant, saml.
Høffding (1921) 3 s. 81. Der er dog den forskel, at den pligt, som det kategoriske imperativ foreskriver, kan siddes overhørig, mens der ingen sansning er foruden rum & tid.
Det kategoriske imperativ fikserer ikke i sig selv rammerne for, hvad der er »allgemeinen«, for, hvilke situationer denne »Naturgesetze« dækker ind ud over den aktuelle (konkrete). Som den almindelige lighedsgrundsætning: det lige skal behandles lige, er Kants kategoriske imperativ for s i vidt formuleret analytisk tomt – det er foruden generaliseringens nøgle siledes at det, der er lige, nok skal behandles lige under en almindelig regel, men at forstielsen af, hvad der er lige, i princippet er vilkirlig. Imperativet knytter an til principper for fiksering af disse rammer og grup
perer derved situationer, der alle i deres uendelige mangfoldighed som udgangspunkt er egenar
tede. Se for denne pointe Ret og retfærdighed s. 361 og Retslæren s. 240.
Pointen stir sig imidlertid ikke godt i sammenhængen. Kant hævder moralens autonomi som den indre frihed. Det kategoriske imperativ virker i mennesket som fornuftsvæsen, fordringen er en indre lov eller vilje, ikke en ydre normativ faktor. Imperativet tilskrives mennesket som for
nuftsvæsen (Das Ding an Sich) og ikke som naturvæsen. Det er transcendentalt – og almengyl
digt; derfor kan det kategoriske imperativ ikke med mening skrives p i anden vis end den formelle - som moralens form, »allein die Form der Maxime als allgemein gesetzgebend fordert«, Kant (1788) I, 2 ,1 . Den materielle udfyldning ligger i mennesket. Den kan kun i en afledt og særdeles tvivlsom forstand formuleres som norm i tilfælde, hvor det kategoriske imperativ m itte være
indgangsportal til konsensus. Se for den betragtning fx Grundlinien §§ 126 og 140 om »das Ab
solute behauptenden Subjektivität« samt § 333 og endvidere nedenfor om Kants egen modifika
tion.
Kant afleder af det kategoriske imperativ »Der praktische Imperativ«: »handle so, daß du die Menschheit sowohl in deiner Person, als in der Person eines jeden ändern jederzeit zugleich als Zweck, niemals bloß als Mittel brauchst«, Kant (1785) zweiter Abschnitt. Det kategoriske imperativs »allgemeinen Naturgesetze«
fortolkes altså derhen, at ikke blot samme person i en tilsvarende situation, men også andre personer i en tilsvarende situation favnes, det hele stadig afgjort af fornuftsvæsenet selv. Denne fortolkning af det kategoriske imperativ er – for en formel betragtning – ikke helt urimelig: det giver ikke megen mening ved almin
delighed at forestille sig samme person i samme situation, blot til en anden tid;
almindelighed får snarere mening ved (tænkt) placering af en anden person i samme situation, og en sådan placering er vel netop udtryk for, at mennesker betragtes som mål og ikke som blot middel, samh. Paton (1967) s. 129f. og 165ff.
Herved omgås om muligt imperativets (nu såkaldte) analytiske tomhed, fordi det primært er personen og ikke nødvendigvis også den unikke situation, som skiftes ud. Afledningen skal derfor ikke ses som uomgængeligt båret af den »ufuldkom
ne og unaturlige Begrundelse«, saml. Høffding (1921) 3 s. 85.
Med »der praktische Imperativ« tages (formelt) front mod fællesskab. A f det kategoriske imperativ flyder da en pligt til at bringe en krigerisk naturtilstand til ophør og i stedet søge samfund og fællesskab – gennem samfundspagten. Denne - måske ikke helt tvangfrie – kobling fra morallære til politisk teori kan også udtrykkes derhen, at den indre moralske frihed, som udøves i det kategoriske imperativs form, betinges af en ydre, ekstem frihed fra også naturtilstandens ydre tvang, og at denne ydre frihed netop tilvejebringes ad retlig og politisk vej, samh.
kap. IV, 3 om lignende tanker hos Hobbes. Se fx Kant (1797) § 46, samh. analogt kap. 1,2 om intem og ekstem suverænitet.
Kant forstod ved samfundspagten alene en hypotese, en fornuftens idé. Med pagten institueres en lovgivende magt (suverænitet), som tilkommer folket og dets almenvilje, men som varetages af en repræsentation – lovgiveren. I den sam
menhæng siges pagten (almenviljen) at få praktisk betydning, »jeden Gesetzgeber zu verbinden, daß er seine Gesetze so gebe, als sie aus dem vereinigten Willen eines ganzen Volks haben entspringen können, und jeden Unterthan, so fern er Bürger sein will, so anzesehen, als ob er zu einem solchen Willen mit zusammen gestimmt habe. Denn das ist der Probirstein der Rechtmäßigkeit eines jeden öf
fentlichen Gesetzes. Ist nämlich dieses so beschaffen, daß ein ganzes Volk un
möglich dazu seine Einstimmung geben könnte ..., so ist es nicht gerecht; ist es aber nur möglich, daß ein Volk dazu zusammen stimme, so ist es Pflicht, das Gesetz für gerecht zu halten: gesetzt auch, daß das Volk jetzt in einer solchen Lage, oder Stimmung seiner Denkungsart wäre, daß es, wenn es dämm befragt würde, wahrscheinlicherweise seine Beistimmung werweigem würde«, Kant (1793) II Folgerung.
Folkets suverænitet er således blevet reduceret til, hvad folket fornuftigvis kan indlade sig på. Folkesuveræniteten fortoner sig i sandsynlighedsregning på det hypotetiske samtykke og den formodede almenvilje. Herved omgår Kant det er- kendelsesproblem, som omlejrede Rousseaus »volonté générale«, jf. kap. IV, 5.
Kant afskriver særviljen og lader fra ende til anden lovgiver lede af en i sig selv almen sandsynlighedskalkyle over almenviljen. I hvert fald dette er ikke tvangfrit.
Det kategoriske imperativ er rammen om menneskets udnyttelse af frihed til g i- velse af egne morallove. Heri ligger ikke megen sikkerhed for – heller ikke hypo
tetisk – almenvilje. Det gør der i og for sig heller ikke for en formel betragtning i
»der praktische Imperativ«. Målrettet respekt for andre mennesker er stadig blot en formel for udnyttelse af egen frihed. Kant må derfor videre antage, at den af
ledning fra det kategoriske imperativ, som rummes i »der praktischen Imperativ«, implicerer et værdifællesskab blandt mennesker, således at dette imperativ (med sikkerhed) bliver almenviljens form. Det er andet og mere end en blot formel afledning fra det kategoriske imperativ; det er et materielt postulat, som ikke kan begrundes i imperativets første, kategoriske formulering. Kant opløser Rousseaus erkendelsesproblem ved at give mennesket som fornuftsvæsen fuld indsigt i al
menviljen på bekostning af dets særvilje i moralske spørgsmål. Tilsvarende Bar
telson (1993) s. 199.
I et eller andet omfang fornægter Kant ikke dette – ideal. Eksempelvis: »Übrigens bleibt die Idee einer reinen Verstandeswelt als eines Ganzen aller Intelligenzen, wozu wir selbst als vernünftige Wesen (obgleich andererseits zugleich Glieder der Sinnenwelt) gehören, immer eine brauchbare und erlaubte Idee zum Behufe eines vernünftigen Glaubens, wenn gleich alles Wissen an der Grenze derselben ein Ende hat, um durch das herrliche Ideal eines allgemeinen Reichs der Zwecke an sich selbst (vernünftiger Wesen), zu welchem wir nur alsdann als Glieder gehören können, wenn wir uns nach Maximen der Freiheit, als ob sie Gesetze der Natur wären, sorgfältig verhalten, ein lebhaftes Interesse an dem moralischen Gesetze in uns zu bewirken«, Kant (1785) dritter Abschnitt.
Se også Riley (1982) s. 146ff. for en imødekommende diskussion af den materielle afledning mellem imperativer. Værdifællesskabets implikation har naturligvis som konsekvens, at særligt det kategoriske imperativs analytiske tomhed for så vidt bliver en mere slående pointe, men sam
tidig er den analytiske tomhed blot konsekvens af et valg af den bredest mulige formulering af værdifællesskabet, som efter behag kan afvikles ved i stedet at vælge en mere konkret måde at beskrive værdierne på.
Som sagt ligger lovgivningsmagtens og dermed retsnormers legitimation i deres moralske gyldighed funderet på borgernes hypotetiske samtykke. Retsnormens funktion er ikke dens indhold men det, at den gennem sikring af ydre frihed be
fordrer en moralens opblomstring ved øget rum for det kategoriske imperativs anvendelse – som livsførelsens rettesnor. Retten bæres således i det mindste umiddelbart af et selvstændigt motiv, samh. Riley (1982) s. 132. Se Kant (1795) Anhang, i. Uanset almenviljens hærværk på den moralske særvilje, så er og bliver frihed derfor – i det mindste – omdrejningspunkt for Kants politiske teori, jf.
eksempelvis: »Eine Verfassung von der größten menschlichen Freiheit nach Ge
setzen, welche machen, daß jedes Freiheit mit der ändern ihrer zusammen beste
hen kann, (nicht von der größten Glückseligkeit, denn diese wird schon von selbst
folgen) ist doch wenigstens eine nothwendige Idee, die man nicht blos im ersten Entwürfe einer Staatsverfassung, sondern auch bei allen Gesetzen zum Grunde legen muß, und wobei man anfänglich von den gegenwärtigen Hindernissen ab - strahiren muß, die vielleicht nicht sowohl aus der menschlichen Natur unver
meidlich entspringen mögen, als vielmehr aus der Vernachlässigung der ächten Ideen bei der Gesetzgebund«, Kant (1781) II, 2, 1. I den sammenhæng følger Kants bud på opløsning af det såkaldte frihedsparadoks, jf. herom kap. IV, 7:
fordi lovgiver varetager almenviljens interesse, så er borgerne i realiteten m ed- lovgivere, hvorfor lovene ikke er at betragte som frihedsindskrænkende tvang men som udslag af den fælles fornuft, jf. bla. Kant (1797) fx § 46 og § 55. Se også Reiss (1970) s. 26.
Alt i alt var folket også hos Kant suverænitetens subjekt. Men den suverænitet købes dyrt. Den materielle afledningsfejl omkring det kategoriske imperativ er netop udtryk for et indgreb i menneskets frihed til egen moralsk normering. Dette er nødvendigt for opstillingen af et almengyldigt (objektivt) moralsystem. Men omformuleringen af det kategoriske imperativ og herigennem inkorporering af almenviljen i mennesker betyder, at menneskets individualitet devalueres – også sammenlignet med Rousseau, for hvem almenviljen blot var en delvilje, som kunne plejes ved lovgivers oplysning, se kap. IV, 5. Formelt er folket hos Kant suverænitetens subjekt, men det alene fordi hvert individs egenart udhules og erstattes med almenvilje. Reelt er suveræniteten på vej væk fra individet; den bevares kun hos folket, fordi hvert enkelt menneskes vilje kobles på almenviljen.
Suverænitetsbegrebets kopernikanske vending finder herved et klart udtryk hos Kant, se også ovenfor i afsnit 1.
Hvad endeligt angår mellemstatslige relationer, gennemførte Kant en nærmest ultimativ domistisk analogi ved at overføre samfundspagtens idé til forholdet mellem nationer og derved gøre deres forbrødring til ideal og løsning på den kri
genes tilstand, der som udgangspunkt hersker mellem nationerne – i naturtilstand, samh. kap. IV, 8. Kant fandt vel ikke en verdensstat realistisk – endsige mulig, medmindre (national)stateme ophørte. Men han fandt en moralsk sammenslut
ning af nationer vendt mod krig som en i sidste ende nødvendig betingelse for menneskets indre, moralske frihed. Se i det hele »Zum ewigen Frieden. Ein phi
losophischer Entwurf« fra 1795 og i kortere form Kant (1797) § 54.
Herved opgiver Kant folkeretten pä grund af dens inkongruens med suverænitet: »Das Völker
recht soll auf einen Föderalism freier Staaten gegründet sein« og har som sådan »nicht die min
deste gesetzliche Kraft ... weil Staaten als solche nicht unter einem gemeinschaftlichen äußeren Zwange stehen«, Kant (1795) Zweiter Abschnitt. Mulighedernes rum er reduceret til moralen.
Saml. tilsyneladende Walker (1988) s. 23.
3. »Diese beiden Bestimmungen, daß die besonderen Geschäfte und Gewalten des Staats weder für sich, noch in dem besonderen Willen von Individuen selbständig und fest sind, sondern in der Einheit des Staats als ihrem einfachen Selbst ihre letzte Wurzel haben, macht die Souveränetät des Staats aus«, Grundlinien § 278 Med denne forståelse af »Souveränetät nach innen« tilendebringes suverænitets
begrebets kopernikanske vending i Georg Wilhelm Friedrich Hegels »Grundlini
en der Philosophie des Rechts« fra 1821. Suverænitetens subjekt er nu entydigt staten, som herigennem er givet »Individualität«, Grundlinien § 321. Individerne, enten alene eller i fællesskab, har forladt piedestalen i den forstand, at det nu er staten, der som et højeste, »sittliche« fællesskab imellem individerne er suveræ
nen.
Hertil svarer en devaluering af »Volkssouveränetät« – »Man kann so auch von der Souveränetät nach innen sagen, daß sie im Volke residiere, wenn man nur überhaupt vom Ganzen spricht, ganz so wie vorhin (§ 277, 278) gezeigt ist, daß dem Staate Souveränetät zukomme«, Grundlinien § 279.
Staten er barn af rationalitetens stadige higen efter nye højder med historien som refleksionsprincip, se også Grundlinien §§ 352ff. Ved en virkelig stat forstår Hegel »die Wirklichkeit der sittlichen Idee, – der sittliche Geist als der offenbare, sich selbst deutliche, substantielle Wille, der sich denkt und weiB und das, was erweiß und insofern er es weiß, vollführt. An der Sitte hat er seine unmittelbare, und an dem Selbstbewußtsein des Einzelnen, dem Wissen und Tätigkeit desselben seine vermittelte Existenz, sowie dieses durch die Gesinnung in ihm, als seinem Wesen, Zweck und Produkte seiner Tätigkeit, seine substantielle Freiheit hat«, Grundlinien § 257. Staten er det sædelige fællesskab mennesker imellem, en objektiv ånd (Geist) som syntese af spændingen mellem den individuelle viljes udtryk i »das abstrakte Recht« lig ejendomsrettens tese og vilkårlighedens sub
jektive samvittighed lig moralens antitese. Jf. særligt Grundlinien §§ 3 4 ,104f. og 141 samt ovenfor i afsnit 2 med Hegels kritik af Kant.
I sin sædelighed (Sittlichkeit) er den virkelige stat at forstå som indbegrebet af rationel vilje – »Was vernünftig ist, das ist wirklich; und was wirklich ist, das ist vernünftig«, Grundlinien vorrede. I sin totalitet ( - Totalität) er statsviljen da lig individets (rationelle) vilje. Anden vilje, dvs. subjektiv vilje, afvises bastant: »die Prinzipien, welche das, was Recht ist, auf die subjektiven Zwecke und Meinun
gen, auf das subjektive Gefühl und die partikuläre Überzeugung stellen, – Prinzi
pien, aus welchen die Zerstörung ebenso der inneren Sittlichkeit und des rechtschaffenen Gewissens, der Liebe und des Rechts unter den Privatpersonen, als die Zerstörung der öffentlichen Ordnung und der Staatsgesetze folgt«, Grundlinien vorrede. Tydeligere kan det vel ikke siges: individualiteten må oplø
ses, dens relevans frasiges. Individerne har en »höchste Pflicht« til at være »Mit
glieder des Staats«, Grundlinien § 258. Hos Hegel frasiges al aktiv vilje fra indi
videts side, jf. Riley (1982) s. 193f. Samfundspagtens idé afvises – staten flyder med fornuften og ikke med vilkårlige viljeserklæringer, Grundlinien §§ 57, 75,
194 og 281. Særligt Rousseaus forsøg på at koble almenvilje med samfundspagt var derfor et fejlgreb, jf. Grundlinien § 258.
A f disse overvejelser over forholdet mellem individ og stal følger, at der intet uoverkommeligt erkendelsesproblem er for lovgivningsmagten (stænderne): »Zu wissen, was man will, und noch mehr was der an und für sich seiende Wille, die Vernunft, will, ist die Frucht tiefer Erkenntnis und Einsicht, welche eben nicht die Sache des Volks ist. – Die Gewährleistung, die für das allge
meine Beste und die öffentliche Freiheit in den Ständen liegt, findet sich bei einigem Nachdenken nicht in der besonderen Einsicht derselben ... sondern sie liegt teils wohl in einer Zutat von Einsicht der Abgeordneten, vornehmlich in das Treiben der den Augen der höheren Stellen ferner stehenden Beamten, und inbesondere in dringendere und speziellere Bedürfnisse und Mängel, die sie in konkreter Anschauung vor sich haben, teils aber in derjenigen Wirkung, welche die zu erwartende Zensur Vieler und zwar eine öffentliche Zensur mit sich führt, schon im voraus die beste Einsicht auf die Geschäfte und vorzulegenden Entwürfe zu verwenden und sie nur den reinsten Motiven gemäß einzurichten, – eine Nötigung, die ebenso für die Mitglieder der Stände selbst wirksam ist«, Grundlinien § 301 og videre §§ 315ff.: »die öffentliche Meinung«.
Til det ovenfor gengivne begreb om »die Souveränetät nach innen« knytter sig begrebet om »Souveränetät nach außen«. Disse suverænitetsbegreber er egentlig uadskillelige hos Hegel, samh. Bartelson (1993) s. 196 og 199; om det sidste suverænitetsbegreb hedder det således: »Das Volk als Staat ist der Geist in seiner substantiellen Vernünftigkeit und unmittelbaren Wirklichkeit, daher die absolute Macht auf Erden; ein Staat ist folglich gegen den anderen in souveräner Selbstän
digkeit«, Grundlinien § 331 og også §§ 322 og 3 2 9 .1 realiteten drives dette argu
ment af et negativ af det såkaldte inkongruensproblem: der er ikke kongruens mellem statens absolutte, interne suverænitet og folkeretlig pligtsubjektivitet, hvorfor der af den fulde interne suverænitet (Souveränetät nach innen) følger den fulde eksterne suverænitet (Souveränetät nach außen). Se også ovenfor i slutnin
gen af afsnit 2, hvor Kant betjener sig af samme uudtalte præmis, og i øvrigt kap.
VII. A f Hegels eksterne suverænitetsbegreb flyder, at staten alene kan forpligte sig selv, og eftersom der ikke er megen realitet over en sådan forpligtelse, bliver folkeret alene »Das äußere Staatsrecht«, jf. Grundlinien særligt §§ 332ff. Se også Einheit s. 5.
4. Om undersåtterne
Den kopernikanske vending finder også et udtryk i særligt tysk retsfilosofi. Frie
drich Carl von Savignys historiske skole lod i princippet folkets bevidsthed gøre det ud for retsgyldighedens kilde. Denne skole blev afløst af en ideologisk rets- positivisme, hvor den åndelige stat besjælede samfundet og var rettens ophav.
Afløsningen svarer til videreudviklingen i suverænitetsbegrebet fra Rousseau og Kant til Hegel. Men mens statsbegrebet efterhånden tabte sin åndrighed, så for
blev suveræniteten fæstet til staten – en politisk-filosofisk og en folkeretlig ud
viklingslinie var løbet sammen, samh. kap. IV, 2, og staten forblev i det intem