KAPITEL IV
evighed? For hvordan skulle magten kunne være absolut, hvis den var tidsmæs
sigt bundet til andet end suverænens biologiske eksistens – hvordan skulle denne bindings ophævelse kunne unddrages det absolutte?
For en uprøvet tilegnelse af specialfalds-tanken og dermed implicit antagelse af delvis definito
risk overflødighed eller overlap, se King (1974) s. 140ff.
Et benægtende svar på det første spørgsmål kan ikke forklares med, at suverænen trods absolut magt alligevel er bundet af naturretten. Dette, som har forekommet samtiden naturligt, inkorporeres nemlig i magten som absolut: »Vray est que ces docteurs ne disent point que c'est de puissance absolue : car si nous disons que celuy a puissance absolue, qui n'est point suject aux loix, il ne se trouvera Prince au monde souverain : veu que tous les Princes de la terre sont sujets aux loix de Dicu, et de nature, et ä plusieurs loix humaines communes å tous peuples«, La République I s. 190. Magten som absolut bestemmes derfor med le premiere marque du prince souverain (de la souveraineté): »c'est la puissance de donner loy å tous en general, et å chacun en particulier« (»sans le consentement de plus grand, ni de pareil, ni de moindre que soy«), La République I s. 306. Ved lov forstod Bodin »le droit commandement de celuy ou ccux qui ont toure puissance par les autres sans exception de personne«, La République 1 s. 300. Fra dette
»premiere marque« kan de øvrige majcstætsrettighcder afledes.
Suverænens magt som evig må derfor – såfremt det ikke skal være et blot spe- cialfald af hans magt som absolut – grunde sig på andre indskrænkninger i suve
ræniteten end dem, som naturretten rummer. Sådanne indskrænkningerne findes, og de benæves leges imperii. Det hedder sig: »Quant aux loix qui concement Testat du Royaume, et de l'establissement d'iceluy, d'autant qu'elles sont annexees et unics avec la couronne, le Prince ni peut deroger, comme est la loy Salique : et quoy qu'il face, tousjours le successeurpeut casser ce qui aura esté fait au preju
dice des loix Royales et sur lesquelles est appuyé et fondé la majesté souveraine«, La République I s. 197. Leges imperii (les loix Royales), de regler som konstitue
rer staten og dens styreform (monarki), omfattede hos Bodin (alene) successions- følge og forbud mod afhændelse af det kongelige domæne, dvs. sikring af monar
kiet også efter suverænens regeringstid. Denne retlige regulering, som bærer su
verænitet og monarki, kan ikke ændres, »ni peut deroger«, hvilket stemmer med, at magten er evig (perpetuelle) og evigheden er blot egen livstid, regeringstid.
Med leges imperii trækkes den (blot) evige magt ud af den absolutte magts skygge, idet evigheden bliver et selvstændigt udtryk for en tidsmæssig begræns
ning af den absolutte magt og dermed ikke blot et specialfald af denne. Dermed renses Bodins definition af suverænitet for overflødighed – men konfronteres samtidig med et reelt problem, eftersom det ikke er indlysende, hvad leges im pe- riis natur er. På den ene side er disse konstituerende regler ikke naturretlige, samh. Quaritsch (1986) s. 55, for brud på naturretten er slet ikke ret, hvilket brud på leges imperii dog alligevel er, idet de blot kan kasseres (»peut casser«) med tilbagevirkende kraft af efterfølgerne, som derved gives adgang til brud på egen
lidsramme, samh. citatet ovenfor. På den anden side strider udgangspunktets derogationsforbud mod, at ikke-naturretlig ret blot er at betragte som suverænens magtbud, »la loy n'est autre chose que le commandement du souverain, usant de sa puissance«, La République I s. 221; for hvordan kan suverænen – i medfør af et derogationsforbud – være bundet af egne magtbud, og hvordan kan suverænen overhovedet regulere sin egen suverænitet, når i øvrigt Bodin også anerkender maksimen »Nulla obligatio consistere potest, quae å volúntate promittentis statum capit«, jf. La République I s. 192? Samh. udtrykkeligt »legibusque soluta« i Bo
dins latinske definition af suverænitetsbegrebet. Leges imperii er i andre ord ram
me om et kunstfærdigt, men dog ikke helt vellykket og noget modsætningsfyldt forsøg på sammensmeltning af et naturretligt derogationsforbud med alligevel ikke-naturretlige derogationsmuligheder, se også Sabine & Thorson (1981) s.
380.
Det er denne modstrid, som synes at skjule sig bag sondringen mellem »perpe- tuelle« og »absolué« i Bodins suverænitetsbegreb. Modstriden eller inkonsisten- sen, som dog mærkværdigvis af Franklin betragtes som helt konsistent, Franklin (1973) s. 71, 73f. og 79, samh. s. 87, er en illustration af, at Bodins værk mere end en stringent, logisk analyse var et politisk indlæg afpasset samtiden, herunder Bodins samtidsvejledte analyser af fortiden. »Les Six Livres de la République«
må forstås i lyset af de blodige stridigheder i Frankrig mellem protestanter og katolikker, som rullede henover det 16. århundrede med makabre højdepunkter som sankt bartholomæusnatten i 1572. Bodin tilsluttede sig det moderate politiske parti, les politiques, som frem for alt var nationalister: ønsket var et fortsat beva
ret Frankrig – og løsningen var et styrket monarki, hævet over religiøse stridighe
der. Bodins definition af suverænitet er udtryk herfor: for (ønsket om) en forøgel
se af regentens, statens magt. Derfor følges den også af påstande om, at suveræ
niteten er udelelig, La République II, 1, og om, at modstandsret ikke tilkommer undersåtterne, La République II, 5, samh. Verzijl (1968) I s. 258 og Bartelson (1993) s. 124. Og fordi det politiske sigte bar »Les Six Livres de la République«, lagdes leges imperii ind under suverænitetsbegrebet: »They did not limit but, on the contrary, secured the monarchy«, Gross (1973) s. 3.
Den indre modstrid i Bodins begreb om suverænitet vidner om, at begrebet udtales i moden verdslig sammenhæng som politisk slagord i en højspændt situa
tion. Siden smittede begrebsdannelsen – i Henning Amisæus' variant – af på den danske enevældes kongelov, Lex Regia, fra 1665: »denne KongeLow saasom Kongedømmets rette uforanderlige fundamentale Low«. At Bodin vendte sig mod tanken bag romerrettens lex regia, overdragelsen af suverænitet fra folket til re
genten, samh. La République VI, 5, var så en anden ting. Også fordi en anden af Peder Schumachers inspirationskilder til kongeloven var Thomas Hobbes' »Levi
athan«, som indeholdt et tankeeksperiment bygget over samfundspagtens idé, jf.
afsnit 3 nedenfor. Herefter var kongelovens indledende fortolkning af begivenhe
derne i 1660-61 afrettet.
Jacques Maritain har ud fra et par løstsiddende citater i La République I s. 185f., med hvilke Bo
dins mening utvivlsomt blot har været at eksemplificere suverænitetsovergivelse som skift mel
lem demokrati og monarki, mere end antydet, at Bodin benyttede sig af samfundspagtens idé, se Maritain (1969) s. 45f. og i øvrigt tilsvarende forfejlet Hinsley (1986) s. 131 og 134. Videre hed
der det sig: »Here we are confronted with the basic wrong of the concept of Sovereignty, and the original error of the theorists of Sovereignty. They knew that the right to self-government is na
turally possessed by the people. But for the consideration of this right they substituted that o f the total power of the commonwealth. They knew that the 'prince' receives from the people the authority with which he is invested. But they had overlooked and forgotten the concept of vicari
ousness stressed by the mediaeval authors. And they replaced it with the concept of physical transfer and donation«, Maritain (1969) s. 48. Om blandt andet den heri indeholdte anakronisme, se også kap. II, 2.
2. »Subjectum ergo commune summæpotestatis esto civitas... Subjectumpropri
um est persona una pluresve, pro cujusque gentis legibus ac moribus«, Belli ac P a d s I, iii, vii [3]
Disse ord sammenfatter det forslag til løsning af Bodins inkonsistens, som blandt meget andet rummes i Hugo Grotius' hovedværk, »De Jure Belli ac Pacis Libri Tres«, fra 1625. Løsningen – på denne inkonsistens – lå i den samfundspagtens idé, som Bodin havde afvist. Hermed gav Huig de Groot den rationalistiske na
turret en første, prægnant formulering.
»De Jure Belli ac Pacis Libri Tres« vakte stor anerkendelse i Grotius' samtid – og eftertid. Selv synes Grotius da heller ikke at have været foruden udsyn til sin storhed. »Artis formam ei impo
nere multi ante hac destinarunt: perfecit nemo« [4]; »Vidi & speciales libros de belli jure partim å Theologis scriptos, ut å Francisco Victoria, Henrico Gorichemo, Wilhelmo Matthæi, partim å doctoribus juris, ut Ioanne Lupo, Francisco Ario, Ioanne de Lignano, Martino L audensi: sed hi omnes de ubérrimo argumento paucissima dixerunt, & ita plerique, ut fine ordine quæ naturalis sunt juris, quæ divini, quæ gentium, quæ civilis, quæ ex canonibus veniunt, permiscerent atque confunderent«, Belli ac Pacis Prolegomena [5],
Samfundspagten slutter ifølge Grotius den historiske naturtilstand, som var befol
ket af nok sociale men også svage mennesker, som måtte søge fællesskabet ikke blot af lyst (appetitus societatis) men også af nød; »Verissimum illud, omnia in- certa esse simul å jure recessum est« [6], Som samfundspagten gør det i al væ
sentlighed, finder også naturretten (jus naturale) sit udspring i menneskets natur
lige, sociale drift. Hos Grotius sækulariseres naturretten således: »Et hæc quidem quæ jam diximus, locum aliquem haberent etiamsi daremus, quod sine summo scelere dari nequit, non esse Deum, aut non curari ab eo negotia humana« [7]. Se i det hele Belli ac Pacis Prolegomena.
I den stat (civitas), jf. Belli ac Pacis I, i, xiv, som skabes med samfundspagten, rummes suveræniteten, ved hvilken Grotius forstår: »Summa autem illa dicitur, cujus actus alterius juri non subsunt, ita ut alterius voluntatis humanæ arbitrio irriti possint reddi«, Belli ac Pacis I, iii, vii [8], Modsat Bodin er evighed ingen
betingelse for Grotius, Belli ac Pacis I, iii, xi. I almindelighed tvedeles suveræni
teten herefter i på den ene side den originale suverænitet (majestas realis) og al
mindelige adkomst hertil (imperium generale), hvilke tilkommer staten, befolk
ningen (populi), og på den anden side den personlige suverænitet (majestas per
sonalis) og speciel adkomst hertil (imperium proprium) gennem statens forfatnin
gen. Jf. Belli ac Pacis bla. I, iii, xi og II, ix, viii samt I, iii, xvii om »partes poten
tiales« og »partes subjectivas«. Om terminologien i øvrigt, Friedrich (1963) s. 65.
Tvedelingen kommer i stand på den vis, at folket ved en herskerpagt tildeler den ene eller anden styreform retten til hel eller delvis brug af suveræniteten. Dette har som konsekvens, at suveræniteten ikke altid besiddes af folket, og at der ej heller altid er nogen gensidig afhængighed mellem folk og suveræn, Belli ac P a cis I, iii, vii og ix. Grotius kommer derved udenom Bodins inkonsistens ved at fiksere den absolutte, udelelige suverænitet (majestas realis) i staten eller folket (subjectum commune) gennem en samfundspagt, mens en herskerpagt kan vide- redelegere selve udøvelsen eller brugen af suverænitet (majestas personalis) til eksempelvis en konge (subjectum proprium). Denne konges suverænitet er ikke nødvendigvis absolut eller udelelig. Blandt andet må herskerpagten – pendanten til Bodins leges imperii – iagttages. Jf. Belli ac Pacis I, iii, xvii.
Tilsvarende tilbyder Grotius et større klarsyn på folkeretten end Bodin. I »Les Six Livres de la République« findes spredte tiltag til skitsering af jus fetiale eller den jus gentium, som efter Roms forfald havde opnået en øget kobling til natur
retten – og omvendt. Se La République V, 6 og hertil en vældigt rosende Hinsley (1986) s. 180ff. og 186, samh. La République V s. 165. Hos Grotius tildeles dette traditionelle begreb langt større interesse: »Latius autem patens est jus Gentium, id est quod Gentium omnium aut multarum volúntate vim obligandi accepit«, Belli ac Pacis I, i, xiv [9]. Jus gentium er ikke blot ret for stater, men også ret fælles i stater, i alle tilfælde naturligvis funderet på naturretten. Jus gentium kan betragtes som resultat af staters appetitus societatis; »Si nulla est communitas quæ sine jure conservari possit, quod memorabili latronum exemplo probabat Aristo
teles, certe & illa quæ genus humanum aut populos complures inter se colligat, jure indiget«, Belli ac Pacis Prolegomena [10],
Sammen med jus civile er jus gentium menneskeskabt, viljesbestemt ret, samh.
Crawford (1979) s. 5f. Spørgsmålet er, om antagelsen af disse retssystemer kan undgå at komme i konflikt med Grotius' forståelse af suverænitet. Der er ingen tvivl om, at suveræniteten rækker til egenhændig ændring af jus civile. Definitio
nen af suverænitet følges netop af følgende præcision: »Alterius cum dico, ipsum excludo, qui summa potestate utitur; cui voluntatem mutare licet, ut & successo
rem, qui eodem jure utitur, ac proinde eandem habet potestatem, non aliam«, Belli ac Pacis I, iii, vii [11]. Spørgsmålet er, om denne præcision også gælder jus gen
tium. Kan jus gentium ikke ændres arbitrært af suverænen, er der tale om en ind
skrænkning i suveræniteten, eftersom suverænens magt ligger under for anden menneskelig vilje, eventuelt suverænens egen på et tidligere tidspunkt. Det antog Grotius netop var tilfældet: jus gentium er bindende for stater, fx Belli ac Pacis I, iii, xvi.
Grotius' udvikling af suverænitet og jus gentium, herunder folkeret, bliver således et første eksempel i historien på det såkaldte inkongruensproblem: ufor
enelighed mellem pligtsubjektivitet og suverænitet (omnipotens). Bodins inkon
sistens afløses da af en ny og anden, som ikke angår selve suverænitetens konsti
tuering, men derimod dens omfang; et inkonsistensens skift fra at have fæste omkring besiddelse til fæste omkring udøvelse og rådighed, fra majestas realis til majestas personalis. Fra denne vinkel betød Grotius' udvidelse af suverænitetens sigte i forhold til Bodin ikke inkonsistensens ophør, men alene dens flytning.
Samh. Hinsley (1986) s. 192, som holder på, at Grotius »was thus opening up the only practicable route towards the incorporation into an international context of the new concept of the sovereignty of the state«.
Det må medgives, at udfmdelsen af et inkongruensproblem hos Grotius kan problematiseres og kan hævdes ikke at være helt tvangfri. Statemes vilje forbliver bindende, fordi et ikke-positivret- ligt princip, svarende til pacta sunt servanda, forskriver dette, samh. »De federum & sponsionum discrimine adiri potest Livius libro ix. ubi recte nos docet federa esse quæ fiunt jussu summæ potestatis, & in quibus ipse populus iræ divinte obstringitur si minus stetur die tis« – »natura ob
ligationem«, Belli ac Pacis II, xv, iii [12], Som sådan er der altså to nødvendige betingelser for forpligtelsen: suverænens vilje og et naturretligt princip; suveræniteten er knyttet til denne vilje, hvorimod den ligger under for naturretten. Men det må være klart, at Grotius i sammenhængen fokuserer på vilje snarere end naturretlige principper: »Gentium omnium aut multarum volúnta
te«, Belli ac Pacis I, i, xiv [13], Inkongruensproblemet gives da også en eksplicit formulering, når det hedder sig: »Et hæc ipsa aut cum imminutione sunt imperii, aut sine ejus imminutione«, Belli ac Pacis II, xv, vii [14].
Om Grotius' inkongruensproblem, se også afsnit 8 nedenfor samt kap. VIII, 2, og om proble
met og dets opløsning mere generelt, se kap. VII.
Inkongruensproblemet er en illustration af, at »De Jure Belli ac Pacis Libri Tres«
er et komplekst værk, som ikke alene er begunstiget af klarsyn, se også Brierly (1958) s. 22. På den vis lægger Grotius sig efter Jean Bodin, hvis »Les Six Livres de la République« var en utvivlsom inspirationskilde for Grotius, se Belli ac P a cis Prolegomena med omtale af også Bodin til slut. Men Grotius havde mange andre kilder. »De Jure Belli ac Pacis Libri Tres« er fyldt med citater, som griber tilbage i historien – sondringen mellem jus civile og jus gentium har sine rødder i romerretten ligesom den duale suverænitet, majestas realis og majestas personalis, gennem lang tid havde været almindeligt udbredt i Tyskland, jf. Hinsley (1986) s.
136. Med sin orientering mod fortiden griber Grotius også nærmest uundgåeligt tanker om den universelle kristendom. Under trediveårskrigen brugte Grotius en betydelig del af sine senere år på at søge forlig mellem protestanter og katolikker.
Hans varsomme afskrivning af gud som naturrettens conditio sine qua non, jf.
citatet ovenfor fra Belli ac Pacis Prolegomena, er formentlig netop udslag af en forståelse for, at religiøse stridigheder – og det, som ligner – ikke mest oplagt løses med religion. Grotius stillede sin autoritet og retskyndighed til forligets tjeneste. Men initiativet grundstødte allerede ved, at protestanten Grotius af sin samtid mentes at ligge under for betydelig katolsk inspiration. Forlig var ikke i tidens eller krigens ånd. Ideen om kristendommens enhed var opgivet – reforma
tionen var en effektiv bremse på kosmopolitiske tiltag, og den westfalske fred i 1648 var en grundfæstning af de suveræne stater, blandt andet med anerkendelsen af Nederlandene og Schweiz som sådanne, jf. kap. III, 3.
Tilsvarende kommer der heller ikke meget andet end iøjnespringende uklarhed ud af forsøget i »De Jure Belli ac Pacis Libri Tres« på at forlige Bodins forståelse af suverænitet med fordums tro på den kristne verdensstat gennem forening af stater i ikke blot jus naturale men også i jus gentium, samh. kap. VIII, 2. Nu skal det naturligvis tages i betragtning, at suverænitetsbegrebets betydning var til at overse hos Grotius. Den udfordring, som lå i trediveårskrigen og i samtiden i øvrigt var en anden; nemlig en udfyldning af tomrummet efter reformationen hvad angik styrende principper for ikke mindst staters samvær i Europa og i for
holdet til de gryende kolonier. I dette lys og ikke i suverænitetsbegrebets spot skal jus gentium ses. Men det betyder så også, at den egentlige udfordring i det suve
rænitetsbegreb, som Bodin introducerede, først blev taget op af senere filosoffer.
Langt frem i århundrederne forblev suverænitet blot en frase, et statsbegrebets omament i (folke)retlige hovedværker som Samuel Pufendorfs »De Jure Naturae et Gentium Libri Octo« fra 1672 og Christian Wolffs »Jus Gentium Methodo Scientifica Pertractatum« fra 1749. Hvor Grotius havde forstået folkeret (jus gen
tium) som viljesbestemt, lod senere forfattere folkeretten integrere i naturrettens eviggyldighed – og staters suverænitet blev derefter et begreb underordnet natur
retten: folkeretten var per definition suverænitet overlegen. Omkalfateringen af folkeretten betød, at disse forfattere modsat Grotius undgik inkongruensproble- met, jf. afsnit 8 nedenfor, og den betød, at suverænitet ingen egentlig funktion fik for disse forfattere. Staterne var suveræne – og det var dét. I stedet var statsbe
grebet centralt, også som rum for dynamisk begrebsudvikling, samh. Crawford (1979) s. 5f.
En anderledes central rolle spiller suverænitetsbegrebet i mere politisk-filoso- fiske hovedværker, hvor en udviklingslinie i begrebet krydser Hobbes, Locke og Rousseau. Karakteristisk for disse forfattere er et teoretisk udgangspunkt mere orienteret om staten og ikke det statssamfund, som måtte være reguleret af folke
ret. Resultatet blev en større frihed i suverænitetsbegrebets anvendelse – og det er derfor hos disse forfattere, at udfordringen i Bodins suverænitetsbegreb tages op.
Ad denne mere politisk-filosofiske udviklingslinie tegner de gryende tiltag til endeligt brud med naturretten sig klarest. Og da suverænitetsbegrebet endeligt sætter sig igennem i folkeretten i det 19. århundrede efter naturrettens århundre
delange afmatning er resultatet et teoretisk chok, hvis bølger stadig går gennem folkeretten i det 20. århundrede i inkongmensproblemets form, jf. kap. VII, 1.
3. »Dens lige findes ikke på jord, den er skabt til ikke at frygte. Alt, hvad højt er, ræddes fo r den, den er konge over alle stolte dyr«, Job 41, 2 4 -2 5
Det var denne udlægning af Leviathan (Livjatan), som døbte Thomas Hobbes' hovedværk fra 1651; ikke de fortolkninger i Esajas' bog 27, 1 om Leviathans undergang under skabelsen eller i Johannes' åbenbaring 12, 9 om sammes ned
styrtning på dommedag. I Jobs bog er Leviathan stolthedens personifikation, og netop stolthed (pride) var et centralt begreb i Hobbes' menneskeopfattelse, som i sig selv var tiltænkt en midterplacering i Hobbes' filosofiske system – mellem på den ene side en konstituerende lære om fysisk bevægelse og på den anden, dob- belt-afledte side den politiske filosofi, sociobevægelsen.
»Leviathan« er funderet på et tankeeksperiment: konsekvenserne af den effek
tive statsmagts borttænkning, jf. Leviathan s. 144. Hertil kunne Hobbes finde rigelig inspiration i samtidens England, hvor borgerkrigen mellem Charles I og parlamentets tilhængere under Cromwells ledelse efter lang tids forfatningskamp var brudt ud i 1642: »If there had not first been an opinion received of the greatest part of England, that these powers [dvs. »the rights of sovereigns by institution«, Leviathan kap. 18] were divided between the King, and the Lords, and the House of Commons, the people had never been divided and fallen into this civil war«, Leviathan s. 184 – Hobbes hyldede som Bodin suverænitetens udelelighed, alt andet var naturstridigt eller i hvert fald hasard med samfundsordnen. To år før borgerkrigens udbrud, i 1640, var royalisten Hobbes draget i landflygtighed i Frankrig; han vendte først tilbage i 1651 efter at have givet Cromwells nye styre sin velsignelse. Samme år udkom »Leviathan«.
Uden (effektiv) statsmagt og social tvang, i naturtilstanden, »in the condition of mere nature«, ville mennesket være styret af jagt på magt (og stolthed), »a perpetual and restless desire of power after power«, Leviathan s. 123, en lang, uafbrudt bevægelse i lighed med den inertiens lov, som var led i det nye paradig
ma i samtidens naturvidenskab, bevægelsens genkomst: Copernicus, Galilei, (Newton). Kampen for fortsat bevægelse er for mennesket et spørgsmål om over
levelse; den finder et andet udtryk i the right o f nature: »the liberty each man hath, to use his own power, as him will himself, for the preservation of his own nature; that is to say, of his own life; and consequently, of doing any thing, which in his own judgment, and reason, he shall conceive to be the aptest means there
unto«, Leviathan s. 145f. På grund af menneskers tilnærmelsesvise lighed ved addition af ulig fysisk styrke og udjævnende klogskab bliver naturtilstandens fortsatte kamp for overlevelse en krig, »every man, against every man«, hvor angreb er bedste forsvar: »there is no way for any man to secure himself, so rea
sonable, as anticipation«, Leviathan s. 141ff. Derfor bliver naturtilstanden også besjælet af frygten, »the continual fear« – »and the life of man, solitary, poor, nasty, brutish, and short«, Leviathan s. 143.
A f denne kollektive tragedie, i første ende af hvert enkelt menneskes overle- velseskamp modelleret i »the right of nature«, udspringer som modstykke til menneskets magtbegær the laws o f nature, fomuftsdirektiver, »These dictates of
reason, men used to call by the name of laws, but improperly: for they are but conclusions, or theorems concerning what conduceth to the conservation and defence of themselves«, Leviathan s. 168 og siden også s. 246. De naturlige love har i andre ord ikke hos Hobbes den almindelige naturrets kategoriske form, men er hypotetiske i den forstand, at de (blot) er rationelle og ikke bindende anvisnin
ger på, hvordan the right of nature og dermed overlevelsen bedst fremmes. Ifølge Hobbes er denne fomuftserkendelse imidlertid ikke overbevisende, den i sig selv kan ikke hæmme menneskets grundlæggende bevægelse besjælet af magtbegær, saml. Høffding (1925) 2 s. 71f. om »hans egen Samvittigheds Domstol« som enerådende kraft. Krigen bremses, og »the laws of nature« kommer først til deres ret, når naturtilstanden er bragt til ophør gennem en statsdannelse båret ikke blot af fornuft men også af frygt, Leviathan s. 173. Staten dannes ved overførelse af egen magt til »one will«, »the immortal God« med ét løfte, som sigter dels på en herskerpagt, dels på en samfundspagt: »I authorize and give up my right of governing myself, to this man, or to this assembly of men, on this condition, that thou give up thy right to him, and authorize all his actions in like manner«, L evi
athan s. 176. På denne vis »is created that great Leviathan called a com - mon-wealth ... which is but an artificial man ... and in which sovereignty is an artificial soul, as giving life and motion to the whole body«, Leviathan introducti
on. Denne suverænitet var – (kun) så længe dens udøvelse udvirkede fredens lykke – total, samh. Kratochwil (1994) s. 480f. Den implicerede al magtudøvelse;
de borgerlige love var suverænens ord som sammen med de naturlige love, der ikke var blevet borgerligt tilsidesat, udgjorde lov og ret, og det var efter disse – og altså i sidste ende efter de borgerlige love - , at begreber som retfærdighed blev afrettet, jf. i det hele Leviathan kap. 18, »Of the Rights of Sovereigns by Instituti
on«, og om lovene særligt senere i Leviathan kap. 27. Endelig var det for Hobbes klart, at suveræniteten bedst blev varetaget af en monark, jf. Leviathan s. 187ff.
Så vidt jeg kan se, glipper konsekvensen i Hobbes' konstruktion omkring den forpligtende virkning af de løfter, der bærer samfundspagten. Det er et naturtil
standens fundament, at »obligation, and liberty ... in one and the same matter are inconsistent«, Leviathan s. 146, samh. s. 205, således at sådanne forpligtelser ikke skulle kunne gennembryde eller indskrænke »the right of nature«, samh. ix L evi
athan s. 174 og 181f. Men senere hedder det sig så: »Covenants entered into by fear, in the condition o f mere nature, are obligatory«, Leviathan s. 153. Nuvel, i første række udelukker Hobbes' system ikke denne uomtvistelige indskrænkning af friheden (liberty) i naturtilstanden – og en hermed korresponderende ind
skrænkning af »the right of nature«, saml. fx Vaughan (1925) I s. 3 Iff., 56 og 140 og Strömberg (1981) s. 29 om »en åbenbar cirkelslutning«. Det hænger sammen med Hobbes' hedonistiske, mekaniske menneskeopfattelse: viljen er ifølge Hob
bes årsagskæders slutning, således at i sig selv frygten kan motivere menneskets handlemønster og foreskrive den fysiske nødvendighed af løftets opfyldelse. Men selvom der bortses fra, at en sådan viljesteori næppe kan rumme forpligtelser og samfundspagt, jf. Riley (1982) s. 43ff., 75 og 98, og uanset at Hobbes' sprogteori står svagt her, jf. Bartelson (1993) særligt s. 134f., bryder argumentationen alli—