1. Bag om den kopernikanske vending
Omdrejningspunktet for suverænitetsbegrebets kopernikanske vending var den videre udvikling, som europæiske stater gennemløb i det 17. og 18. århundrede – fra en »Leviathan« med eget kongerige til en almenvilje som nationalstatens sjæl.
Først da ses en egentlig folkeret, som får sin første, praktisk anvendte håndbog i Emer (eller Emmerich) de Vattels »Le Droit des Gens ou Principes de la Loi Na
turelle« fra 1758; »Heureux si mon travail peut étre de quelque utilité aux Gens en place, qui aiment le Genre-humain & qui respectent la Justice; s'il leur foumit des armes, pour défendre le bon Droit, & pour forcer au moins les injustes å gar
der quelque mesure, å se tenir dans les bomes de la décence!«, Droit des Gens IV, ix, § 127.
Overgangen fra stat til national-stat er udtryk for en bredtfavnende integration af staten i samfundet (nationen). En typisk definition af nationalstat lyder: »A nation-state is, in the first place, a state that is a fairly advanced, differentiated, comprehensive and autonomous political organisation disposing of armed forces and the taxing powers needed to support them, and some arrangement for making these responsive to a concept of public interest«, Modelski (1987) s. 144. Det kan vel ikke undre, at de første effektive glimt af nationalstaten anes i skiftende stor
magters (verdensmagters) nærhed i århundrederne op til det 18. århundrede. Net
op staten som stormagt forudsætter den yderligere styrkelse, som ligger i natio
nalstaten, allerede fordi krig efterhånden bliver et nationalt anliggende og i hvert fald i de sidste århundreder har været umulig at føre uden en eller anden grad af national konsensus, jf. Brown (1992) s. 27. Herefter går det mere eller mindre slag i slag: Portugal, Spanien, Frankrig, England, Rusland, Holland, Storbritanien, USA, Japan, Tyskland, se Modelski (1987) s. 147. I forlængelse heraf ligger det nært, dels at anlægge en isoleret forståelse af nationalstatens opblomstring i kraft af den gensidige kontakt med krig, dels at føre sammenhængen mellem krigslyk
ke og nationalstat videre i et evolutions-perspektiv og forklare denne statsforms dominans i de sidste århundreder ved, at »They functioned better in global com
petitions and had a better survival rate in wars«, Modelski (1987) s. 150. Men denne forlængelse forklarer ikke med andet end miraklets (tilfældets) metaforer, hvorfor de første nationalstater dukker op, og hvorfor der alligevel går århundre
der mellem det portugisk-spanske herredømme i det 15. åhundrede og national
statens almindelige udbredelse omkring det 19. århundredes begyndelse. Se også Tilly (1992) s. 1 med to forklaringsvariable i »coercion« og »capital«, hvoraf den første dog ækvivalerer statsbegrebet i sig selv.
Den kopernikanske vending kan sammenlignes med suverænitetsbegrebets sækularisering omkring Bodin, hvor sækulariseringen så er begrebets første og den kopernikanske vending begrebets anden bevægelse. I bund og grund er det så som så med de to bevægelsers selvstændighed, idet de to bevægelser i hovedsa
gen flyder sammen. Den kopernikanske vending er resultat af en større og stadig sækulariseringsbevægelse, i hvilken også suverænitetsbegrebets (såkaldte) sæku
larisering omkring Bodin tager del. Forud for nationalstaten går andre typer af stater, som alle er af langt svagere statur, og som derfor på et eller andet niveau har søgt eller er blevet parret med et gudeligt supplement. Omkring Bodin udrå
bes den verdslige suveræn med sikker stemmeføring, men først gennem de efter
følgende århundreder når staten et sådant omfang og bliver så bredtfavnende, at det gudelige supplement endegyldigt er blevet verdsligt dækket ind gennem af
slutningen på den større sækulariseringsbevægelse, samh. Grundlinien § 270.
Først som nationalstat kan staten stå alene, og er der nogen gud tilbage i politisk filosofi, så er det – staten, som hos Hegel. I en vis forstand er nationalstaten et trosfællesskab og sækulariseringen derfor en troens regionalisering. Illustrativ er den rolle, som Rousseau tiltænkte religionen, jf. kap. IV, 5, samt den relative naturrets cementering med Montesquieu, samh. kap. IV, 1. Båndet mellem person og nation (stat) formaliseres i det 19. århundrede i nationalitetsbegreber, jf. Jones (1956) s. 1. For så vidt er det konsekvent, når Hinsley først fikserer suverænitets
begrebets endegyldige antagelse til slutningen af det 18. århundrede, jf. Hinsley (1967) s. 153 og Hinsley (1986) fx s. 204f., men igen – den ugudelige tilgang til suverænitetsbegrebet er fejlgrebet, jf. kap. III, 1.
Herefter kan nationalstaten – i den vestlige civilisation – ses som kristendom
mens (religionens) negativ og dens opgang læses i kristendommens nedgang. Den bagvedstyrende faktor er ikke alene krig og krigslykke. Der er tale om et langt bredere skift inden for alskens livsområder, som virker i en stadig synergi, og som kaster vilkårlighedens skygger over forsøg på udfindelse af årsagen. »A state exists chiefly in the hearts and minds of its people«, Strayer (1970) s. 5. En nær
mere, adækvat årsagsfiksering er selvsagt ikke lige til, og måske i al væsentlighed hindret af den muligvis inadækvate antagelse af, at skiftet til nationalstat overho
vedet nogenlunde er at fiksere og derfor interessant at bakke op med årsager.
Hvorom alting burde være, så ændres statens position mere eller mindre glidende, og det historiske skred projiceres ind i suverænitetsbegrebets bevægelse fra gud, til konge og videre til stat, saml. Walker (1988) s. 9f. og Bartelson (1993) s. 29 og 37 – »Mellan suveränitätsföreställningen och det faktiska oberoendet har således en ständig växelverkan ägt rum; suveränitetsföreställningen har gett staten stöd i dess kamp mot konkurrerande maktfaktorer, och statens allt mäktigare ställning har i sin tur befäst föreställningen om dess suveränität«, Jansson (1950) s. 291; se også Decay s. 44. Den kopernikanske bevægelse ender i nationalstaten, som gives et markant og makabert udtryk i den franske revolution, der også i sin katalog over frihedsrettigheder befordrede den endelige integration af stat i nation; »der Staat, als Geist eines Volker«, Grundlinien § 274. Tilsvarende bør de spirende demokratier ses i dette lys. I forbindelse med den franske revolution blev folkets
(nationens) suverænitet er slagord, jf. Grewe (1984) s. 487ff., og den kopernikan
ske bevægelse finder endelig hvile i traktat-komplekset omkring napoleonskrige
nes afslutning:
»L'empereur Napoléon renonce pour lui, ses successeurs et descendans ainsi que pour chacun des membres de sa famille, ä tout droit de souveraineté et de domination, tant sur l'empire frangais et le royaume d'Italie que sur tout autre pays«; »L'Ile d'Elbe, adoptée par S. M. l'Empereur Napolé
on pour le lieu de son séjour, formera, savie durant, une principantée séparée, qui sera possédée par lui en toute souveraineté et propriété«, Traité concemant l'abdication de Napoléon ler. Paris, le 27 avril 1814, art. I og III.
»Le Royanne de France conserve l'intégrité de ses limites, telles qu'elles existoient å l'époque du 1 janvier 1792. II recevra en outre une augmentation de territoire, comprise dans la ligne de démarcation fixée par l'article suivant«; »La HoUande, placée sous la souveraineté de la maison d'Orange, recevra un accroissement de territoire. Le titre et l'exercise de la souveraineté n'y pour- ront dans aucun cas appartenir å aucun Prince portant ou appelé å porter une couronne étrangere.
Les Etats de l'Allemagne seront indépendans et unis par un lieu fédératif. La Suisse indépendante continuera de se gouvemer par elle méme. L'Italie, hors des limites des pays qui reviendront å l'Autriche, sera composée d'Etats souverains«, Traité de paix entre la Prusse et la France du 30 mai 1814, art. II og VI.
1 disse traktater fikseres endnu engang magtbalancens princip, »un juste equilibre en Europe«, hvortil kom Wiener-traktatens fastlæggelse af næsten alle Europas grænser – ikke efter fordums idé om naturlige grænser, samh. kap. III, 3, men efter et nationalitetsprincip afpasset »historische und kulturelle, wirtschaftspoli
tische und strategische Gesichtspunkte«, Grewe (1984) s. 502 og 377f. På samme tid, i det 19. århundrede, manifesterer et begreb om territorialhøjhed sig endeligt, jf. Grewe (1984) s. 89ff. og 381. Så derfor: »Puisque la moindre usurpation sur le territoire d'autrui est une injustice; pour éviter d'y tomber, & pour éloigner tout sujet de discorde, toute occasion de querelle, on doit marquer avec clarté & preci
sion les limites des Territoires«, Droit des Gens II, vii, § 92.
En stat kan som stat kun gennemgå det 19. århundredes industrialisering og samtidige specialisering, såfremt staten til stadighed bindes sammen af faktorer – som dem, nationalstaten huser i et folk med fælles kultur, selvforståelse og stats- loyalitet, se også Strayer (1970) s. 9 om loyalitetsskift fra familie, lokalsamfund eller trossamfund til stat som »the final, most important, and most nebulous of our tests«. Denne loyalitet, dette trosfællesskab kan svinge mellem patriotisme og nationalisme. I Hegels filosofi er trækket entydigt mod nationalismen. Samtidig er det i dette 19. århundrede, at teorien om monisme med statsprimat slår igen
nem, dvs. den tanke, at staten er suveræn og selv herre over også sine folkeretlige forpligtelser. Tanken modificeres en kende frem mod århundredets slutning, men folkeretten er stadig på det tidspunkt stærkt decentraliseret, hvilket fx slår ud i en doktrin om (gamle) folkeretssubjekters anerkendelse af nye subjekter (stater), se Crawford (1976/7) s. 95f. Og naturligvis – når folket samles om det nationalro
mantiske bål og udsynger hjertets fædrelandssange, er der intet mærkværdigt, endsige paradoksalt i, at samme nationalstat for alt i verden søger at værne egen uafhængighed og suverænitet. Samh. Brown (1992) s. 26.
Det 19. århundredes sammenhæng mellem suverænitet og nationalisme genfindes i indeværende århundrede i ikke mindst Sovjetunionens forhold til suverænitetsbegrebet.
Et stykke op i 1920’erne var en forskrækkelig overraskelse for den marxistisk-leninistisk ideologi blevet en uomgængelig realitet for bolsjevikkerne: revolutionen gennembrød ikke lige med det samme Ruslands (Sovjetunionens) grænser. Domino-effekten udeblev. Den bebudede verdensrevolution skulle have begravet først nationalstaters suverænitet og siden staten selv sam
men med det øvrige bourgeoisi. I stedet blev Sovjetunionen mellemkrigstidens eneste socialisti
ske samfund. Marx' og Engels skrifter gav ingen vejledning, heller ikke i det grundlag for inter
nationale relationer, som den nye stat ad åre fik behov for. Op gennem 1920’erne fastholdt marx
ismen-leninismen afvisningen af suverænitetsbegrebet. Men samtidig kunne en opblødning spo
res. Og suverænitetsbegrebet blev endeligt accepteret i midten af 1930’erne, dvs. nogenlunde samtidig med USSR's optagelse i Folkeforbundet i 1934.
Ansættelse af suverænitetsbegrebet som endog et kardinalpunkt i det isolerede Sovjetunionens udenrigspolitik kan ikke mindst ses i sammenhæng med Sovjetunionens eget behov for at forsvare sin eksistensberettigelse mod den begærlige imperalisme; måske særligt mod den gryen
de aggressivitet i Tyskland og Japan. Men hertil kom, at suverænitet var egnet som både slagord for og invitation til andre undertrykte stater i navnlig Afrika og Asien til deltagelse i kampen mod imperalisme og for verdensrevolution. Samtidig bør det heller ikke overses, at Sovjetunionen fra tid til anden blev stillet over for nationalistiske krav fra forbundsstatens vældige flor af etniske grupperinger fordelt på mere end hundrede forskellige sprog, og at anerkendelse af de enkelte delstaters suverænitet i den sammenhæng har sigtet mod større stabilitet (senere fredelig samek
sistens). At delstaternes selvstyre så altid reelt var stærkt begrænset, og at Stalin søgte dette for
hold tildækket med sovjetisk nationalisme, var en anden sag. Det afgørende er, at Sovjetunionen med suverænitetsbegrebets ansættelse greb nationalismen, angreb imperalistiske rygter om natio
nalstatens bortgang og i øvrigt søgte at væme om egen magtfuldkommenhed ved afvisning af supranationale organisationer.
Suverænitetsbegrebets ansættelse i sovjetisk ideologi var som sagt ikke kun udtryk for et be
hov for beskyttelse af egen eksistens gennem interventionsforbud, men også for at give den vide
re verdensrevolution et slagord til at besmykke nye revolutionære skridt med. Ansættelsen var mest af alt implantering af den marxistisk-leninistiske keme-ideologi i en ny, tvungen kontekst.
Suverænitetsbegrebet blev til overflod også ideologisk lastet. Så selvom begrebets kaldenavn stadig var imperalistisk, så var målet dog at smide imperalismens begrebsindhold ud og erstatte det med egen lære. Ligesom begrebet demokrati (Jalta-mødet) fik også suverænitetsbegrebet forskelligt indhold i øst og i vest.
Den sovjetiske udlægning af suverænitetsbegrebet tog sig ud som et skisma mellem marxis
tisk-leninistisk teori og ret, mellem den internationale socialismes vertikale lydighedsdogmer og horisontal, gensidig statsrespekt, mellem hegonomiske ønsker og autonomiens slagord. Skismaet blotlægges, når det mere eller mindre bastant fra sovjetisk side blev hævdet, at alene socialistiske stater kunne besidde ægte suverænitet. I imperalistiske stater var suverænitet blot et dække for klasseudbytning og naturlig aggression. Suverænitetsbegrebet blev bundet til det m arxistisk-le- ninistiske ordforråd gennem symbiose-krav om uafhængighed og prolatariatets diktatur. En eks
tem sondring gik således mellem afhængighed og uafhængighed forstået som statens underka
stelse eller mangel på samme for den kapitalistiske verden. Alene de socialistiske stater var i sa
gens natur uafhængige, mens kun de mægtigste kapitalistiske stater kunne bryste sig af det sam
me. Hertil kom en intem sondring mellem bourgeoisiets og proletariatets diktatur, hvor ægte su
verænitet – folkets frihed for underkastelse – forudsætter det sidste. Ingen kapitalistisk stat kunne herefter være suveræn i ordets egentlige forstand; disse såkaldt suveræne stater måtte ligge under for uundgåelige revolutionære indgreb i deres (såkaldte) suverænitet, som var nødvendige for at dæmme op for deres reaktionære aggressivitet – som i bund og grund også voldtog folkerettens globale principper. Kun de socialitiske stater var foruden undertrykkelse i både eksterne og inter
ne forhold. Se hertil Jones (1990) s. 10f., 20ff. og 87ff. Det er i lyset af denne udformning af suverænitetsbegrebet, at det skal ses, at den oprindelige sovjetiske afvisning af staters suverænitet siden blev tabu.
Gennem det 19. århundrede skærpede de europæiske stormagter deres engage
ment på andre kontinenter. USA reagerede allerede i 1820’erne med den såkaldte
»Monroe-doktrin«, vendt mod Storbritanniens intervention i amerikanske for
hold, særligt det da afkoloniariserede Latinamerika. Samh. Folkeforbundspagtens art. 21. I 1830’erne søgte englænderne på New Zealand at overtale stammehøv- dinger til at forene sig i »The United Tribes of New Zealand«, se Hinsley (1986) s. 206. I sidste halvdel af det 19. århundrede indledtes en kolonisering af Afrika.
Og mens stormagterne i selve Europa omkring århundredeskiftet omgik hinanden uden krige, indtraf flere krige i de afrikanske kolonier. Disse fjeme krige kom til at tage sig ud som opvarmning til udbruddet af første verdenskrig i 1914. Natio
nalstater kom i krig, nationalismens krig: »It was as if ... the unconscious bore
dom of peace over so many unbroken years had stored up in the nations a terrific potential, which only waited for an accident to touch it off. Far from being inno
cents led to the slaughter, the peoples of Europe led their leaders. Ministers of Tsar, Kaiser, King, and President watched the press and streets during these de
mented days and fell victim to the hysteria as helplessly as any of the nameless multitudes about them. It was as if some historic fatality, expressing itself in a sort of elemental mass passion, for a moment had suspended all the normal pro
cesses of humanity«, Chambers mfl. (1950) s. 16. Allerede i det 19. århundrede var der givet en forsmag på, hvilke konsekvenser det har, når nationen – endeligt - går i krig. Netop fordi det er nationens krig, skulle det vise sig, at krigen ofte blev drevet til modstanderens endelige nederlag, jf. Brown (1992) s. 76.
2. »In order to promote international co -operation and to achieve international peace and security by the acceptance o f obligations not to resort to war, by the prescription o f open, just and honorable relations between nations, by the firm establishment o f the understandings o f international law as the actual rule o f conduct among governments, and by the maintenance o f justice and a scrupulous respect fo r all treaty obligations in the dealings o f organized peoples with one another, the High Contracting Parties agree to this Covenant o f the League o f Nations«, Præamblen til Folkeforbundspagten
Første verdenskrig fandt sin (formelle) afslutning i Versailles-traktaten i 1919.
Krigens rædsler motiverede til brud med nationalismen. Som led i dette forsøg på nybrud opstod Folkeforbundet samme år. Selvom folkeretten på det tidspunkt i mere end hundrede år havde haft udsyn til andre verdensdele end den europæiske og udvidet sine normsubjekter fra europæiske, kristne stater til civiliserede stater, var Folkeforbundet primært en europæisk organisation domineret af England og Frankrig. Om end Folkeforbundet blev oprettet på initiativ af præsident Wilson, blev USA aldrig medlem. Japan så sig nødsaget til at forlade forbundet efter an
greb i Manchuriet i 1931, mens USSR blev et årvågent medlem i 1934.
I de første år af indeværende århundrede havde udvidelsen af staters suveræni
tet til også territorialfarvandet vundet endelig respekt, se om den hidsige diskus
sion O'Connell (1982) I bla. s. 64ff. Nu kom reaktionen mod nationalisme som en spredt neddysning af staternes suverænitet, samh. Hinsley (1986) s. 210.
»Schranken der einzelstaatlichen Souveränität ergaben sich aus Sachzwängen, denen keine Nation entgehen konnte«, Grewe (1984) s. 685. Suverænitet over territorialfarvand fandt sig i 1930 en meget blød formulering, jf. O'Connell (1982) I s. 77, samh. s. 82f. Det er i mellemkrigstiden, at tesen om folkerettens primat over de intcme retssystemer i form af monisme med folkeretsprimat slår igennem, se fx den bevægende afslutning i Das Problem s. 317ff. I samme sags tjeneste bemærkede Verdross sig: »Diese Erörterungen werden vielleicht zu einer Zeit müßig erscheinen, da die durch den Weltkrieg ausgelöste Kulturkatastrophe noch nicht gebannt ist, die zuerst die Welt in zwei feindliche Heerlager gespalten, dann aber auch Kräfte entbunden hat, die nicht nur innerhalb der Staaten auf eine radi
kale Erneuerung gerichtet sind, sondern auch auf eine revolutionäre Ummodlung der alten internationalen Ordnung hinzielen«, Einheit s. ix. En anden skelsættende begivenhed fjernt fra slagmarkerne er Briand-Kellogg pagten fra 1928, hvormed stater for første gang i historien gav afkald på krigsførelse. Se også Sukiennicki (1927) s. 128.
Folkeforbundet lagde sig i en vis grad på denne linie. I sig selv var forbundet ikke vendt direkte mod staters suverænitet, samh. eksempelvis art. 10: »The Members of the League undertake to respect and preserve as against external aggression the territorial integrity and existing political independence of all Members of the League«. Se også art. 15, stk. 8 og herom kap. XII, 1. Men for
målet var dog undertrykkelse eller begrænsning af staternes suverænitet med eksterne midler. I andre ord et forsøg på at skabe en modvægt til de seneste år
hundreders entydige styrkelse af nationalstaterne. Se også Hinsley (1986) s. 211.
Folkeforbundet kunne ikke i 1930’erne leve op til idealerne. Det var magtesløst over for aggressioner fra Japan, Italien, Tyskland og USSR. I stedet befordrede den samtidige depression nationalismens genkomst. Efter 1939, hvor anden ver
denskrig brød ud, mødtes Folkeforbundets organer ikke mere. I 1946 opløstes Folkeforbundet. Måske var det gået anderledes, hvis man i tide havde lyttet til Hinsley: »The message involved in the emergence of that doctrine [of sovereign
ty] ... was that the separate community and its sovereign state, which had the dee
pest roots in the past, would also have the deepest relevance long into the future, and the elimination of international disorder would only come, if it ever came, through an increase in the caution, the wisdom and the responsibility of the sepa
rate communities and states«, Hinsley (1986) s. 212.
3. »The purposes o f the United Nations are: (1) To maintain international peace and security ...; (2) to develop friendly relations among nations based on respect fo r the principle o f equal rights and self-determination o f peoples, and to take other appropriate measures to strengthen universal peace; (3) to achieve inter
national co-operation in solving international p r o b l e m s (4) to be a centre for harmonizing the actions o f nations in the attainment o f the common ends«, FN Pagten art. 1
A f flere gmnde skete der ikke samme nedtoning af suverænitetsbegrebet efter anden som efter første verdenskrig. Nationalstaten var ikke i samme omfang stækket, jf. Milward (1993) s. 4f. Ansvaret for krigsudbruddet kunne fikseres temmeligt entydigt, og netop suverænitetsbegrebet kunne tjene til afstandtagen fra det tredje riges overherredømme, jf. Grewe (1984) s. 755 – en afstand, som havde ulmet i alle fem-seks år. Dertil kom, at afkoloniseringen med suverænitet som slagord tog fart efter anden verdenskrig – støttet af den ene supermagt, USA; se generalforsamlingens resolution 1514 (XV). Samtidig havde den anden super
magt, USSR, fortsat stærke interesser i at hævde suveræniteter som væm om sin fremgangsrige socialisme. Se også Brierly (1958) s. 355, Jones (1979) s. 15.
Efter anden verdenskrig var USSR's omgang med suverænitetsbegrebet i øvrigt mere konsekvent.
I mellemkrigstiden blev øjeblikkets oppurtunistiske, realpolitiske balancegang knyttet til begre
bet, säledes at USSR i hvert fald ikke udtrykkeligt havde nogen »'pure' doctrine of sovereignty« i mellemkrigstiden, jf. Jones (1990) s. 31. Men allerede fra midten af 1930’erne bliver tilgangen mindre svingende. Det bør også ses i sammenhæng med, at de røde kommandotråde ikke fandt deres vigtigste veje gennem de statslige kanaler. Frem for alt var – og blev efter anden verdens
krig – det internationale hierarki af kommunistiske partier afgørende. Ruslands kommunistiske parti var suverænitetens ukronede konge. Og gennem aflæggere af ikke mindst »touchstone- doktrinens« lydighedstvang fordredes broderpartiemes loyalitet, særligt af efterkrigstidens rege
rende partier i Østeuropa, samh. Jones (1990) s. 11 Of. A f den grund kunne Sovjetunionen også forholdsvis smertefrit tilgive delstaterne national selvbestemmelse. Denne ret ville nemlig være underordnet de regerende nationale kommunistpartiers lydighedspligt over for det russiske mo
derparti. Samme forhold gjorde sig gældende med hensyn til anerkendelse af delstaternes suve
rænitet. Jf. Jones (1990) s. 39ff. og 48ff. om 1944-amendments til den sovjetiske forfatning. Men den særlige, sovjetiske forståelse af suverænitetsbegrebet vendt mod imperalismen blev bevaret og fandt i 1968 sit udtryk i »Bresnjev-doktrinen«.
Sammenlignes FN Pagten med Folkeforbundspagten, eksempelvis allerede først
nævntes art. 1 med sidstnævntes præambel, kan det da også anes, at den moralske forargelse over suverænitetsbegrebet ikke i 1945 antog samme omfang som i 1919. På den anden side har Sikkerhedsrådet større (formelle) beføjelser, end noget organ under Folkeforbundet havde – uanset at vetoretten blev et »Kompro
miß zwischen Weltorganisation und Staatssouveränität«, Grewe (1984) s. 756.
Men dette skal dels ses i sammenhæng med, at FN trods alt favnede langt flere stater end Folkeforbundet, og dels, at fx Briand-Kellogg pagtens forbud mod magtanvendelse nu blev inkorporeret i selve FN pagten, jf. art. 2, stk. 4.
Den kolde krig og bipolarisering verden over åbnede op for forskellige typer af samarbejde og i øvrigt en bredere forståelse for, at nationalstaterne ikke står
ale-ne, men – i et eller andet omfang – sammen. De europæiske fællesskaber og den heri indeholdte afgivelse af (såkaldt) suverænitet, samh. kap. VIII, 5, kan ses som eksempel herpå. Tilsvarende muligvis med beslutningsproceduren i NATO i til
fælde af varm krig. I alle tilfælde har omgangen med suverænitetsbegrebet også efter anden verdenskrig været mere behersket end i det 19. århundrede, hvor po
sitivismen fejrede store triumfer. Således tages der i almindelighed afstand fra, at suverænitetsbegrebet skulle kunne gennembryde folkeretlige forpligtelser. Se også Lauterpacht (1970) 1 s. 443.
Afslutningen på den kolde krig i slutningen af 1980’erne og dermed på to su
permagters aldrig helt fuldendte forsøg på refleksions-hegemoni over store dele af den ganske verden indkapslet i nervøsitetens domino-teorier slog ud i et opti
mistisk nybrud og tro på den kolde krig som kun en midlertidig abnormitet. Men den nye verdensorden, Pax Americana, som fulgte også USSR's fald, har ladet vendte på sig, jf. Brown (1992) s. 23f. I stedet er der i særligt de østligere dele af Europa igen blevet rum for nationalistiske strømninger og udløsning af de agres- sioner, som i hvert fald blev dysset ned under den kolde krig. En modsætning til denne fragmentariske, sønderspiltende tendens rummes (stadig) i det supranatio
nale EF/EU. Men også dette samarbejde har – igen – sine vanskeligheder. Også her anes de nationalistiske tendenser, som fuldendte den kopernikanske vendning for flere hundrede år siden, og som stadig i dag hævder staten (nationen) som det højeste, som det suveræne – i takt med en stadig tættere integration af (vel
fæ rdsstat i nation. Stridighederne i navnlig Europa går i retten til selvbestem
melse, selvstændighed, uafhængighed, dvs. i et eller andet omfang i retten til at tegne en egen stat. Det har i nyere tid oftest affødt splittelse, men genforeningen af Tyskland er båret af samme tendens. (National)Staten er stadig suverænitet;
statsegoisme antages stadig at være enevældigt, realistik omdrejningspunkt for tydning af verdenspolitik. Se også Milward mfl. (1993) s. 1 2 ,19ff., 1 8 2 ,190ff. og 201 og Scott (1994) s. 325, samh. Decay s. 113.