Teoretisk ramme

I dette afsnit redegøres der for den teoretiske ramme som indeholder teorier og perspektiver på re-habilitering og hverdagsliv hvilket udgør baggrunden for undersøgelsens forskningsspørgsmål og dataindsamling. I afsnit 3.3.7 redegøres der for hvordan teori er anvendt i forskningsprocessen og hvordan den teoretiske ramme som præsenteres her udgjorde `a priori` teoretisk referenceramme (Creswell, 2003).

3.2.1 Rehabilitering

I denne undersøgelse tages udgangspunkt i rehabilitering som borgerens proces hvor borgerens per-spektiv på eget situation er central. Samspillet mellem borger og professionel har set ud fra dette

brugerorienterede perspektiv betydning fordi de professionelle har til opgave at støtte borgeren i at nå sine mål. Baggrunden for at undersøge borgerens perspektiv på brugerinddragelse i rehabilitering er en forståelse af rehabilitering fra ”Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet” som en:

`…målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fag-folk. Formålet er, at borgeren som har eller er i en risiko for at få betydelige be-grænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstæn-digt og meningsfyldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og be-slutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats`

(citat. Marselisborgcentret, 2004,16).

Det centrale i Hvidbogens definition er at rehabilitering:

1) er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem borger, pårørende og fagfolk 2) har til formål at borgeren opnår et selvstændigt og meningsfyldt liv

3) er baseret på borgerens hele livssituation og beslutninger

4) består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

Hvidbogen om rehabiiteringsbegrebet er et dokument der beskriver de grundlæggende elementer i rehabiliteringsbegrebet og som angiver fremtidig udfordringer og opstiller anbefalinger (Marselis-borgcentret, 2004). Rehabilitering defineres i Hvidbogen som en samarbejdsproces mellem borger og professionel, hvor borger og professionel samarbejder om rehabiliteringens indhold (Marselis-borgcentret, 2004). Samarbejdets indhold går blandt andet ud på sammen at tage beslutninger og udføre handlinger i relation til rehabiliteringsprocessen.

I denne undersøgelse er fokus rettet mod borgerens oplevelse og dermed borgerens perspektiv på rehabilitering, hvilket udgør et individorienteret perspektiv, men forståelsen af rehabi-litering ud fra Hvidbogen indeholder også et relationelt perspektiv, hvor samspillet med de profes-sionelle har betydning. Det betyder at fokus i undersøgelsen rettes mod hvordan rehabilitering ople-ves og har betydning for borgeren og mod hvordan borgeren oplever at blive inddraget i samarbej-det med de professionelle under rehabilitering. I litteratur om rehabilitering er personens oplevelse af sin egen situation fremhævet som grundlag for rehabilitering (Fortmeier og Thanning, 2003; Jen-sen et al., 2007; Normann et al., 2008; NielJen-sen, 2008). Flere begreber er i brug om borgerens rolle i rehabilitering blandt andet: brugerorientering (Nielsen, 2008), brugermedvirken (Norman et al.,

2008) og klientcentrering som vægter brugerens deltagelse i udredning af behov og formulering af mål (Mattingly, 1994; Kielhofner, 2008; Townsend og Polatajko, 2007; Creek, 2002). I litteraturen er der fokus på at borgeren inddrages i formulering af individuelle behov og mål i forbindelse med rehabilitering (Hammell, 2006; Davis, 2006; Kumar, 2006). Det er væsentligt at borgeren inddrages for derved at sikre at målene er betydningsfulde og virksomme for borgeren, da det er deres livssi-tuation rehabiliteringen er rettet imod (Nielsen, 2008). Psykiatrifonden fremhæver at formålet med psykiatrisk rehabilitering er at hjælpe psykisk syge borgere i deres egen recovery-proces og hjælpe dem til en meningsfuld tilværelse med håndtering af sygdommen og eventuelle funktionsnedsættel-ser (Psykiatrifonden, 2009).

Samarbejdet mellem borger og professionel anskues ud fra forskellige perspektiver.

Rehabilitering anses som en interaktiv proces hvor borger og fagperson gensidig påvirker hinanden (Kumar, 2006). Rehabilitering er en forhandlingsproces hvor borgerens perspektiv og den professi-onelles perspektiv på behov og mål udvekslet og beslutninger forhandles (Kumar, 2006). Ud fra en klientcentreret forståelse deltager borgeren aktivt i den kliniske beslutningstagen, hvor personens egne erfaringer, værdier og prioriteringer inddrages (Hammell, 2006). Fagpersonen interagerer med borgeren undervejs og borgeren deltager aktivt i de beslutninger som tages, ud fra en forståelse af rehabilitering som en samarbejdspraksis (Hammell, 2006; Davis, 2006). Fagpersonerne er ikke læn-gere eksperter, de er en ressource som støtter borlæn-geren ved at dele deres viden og ekspertise, men borgeren er ekspert på egen situation (Hammell, 2006). Dette betyder at rehabilitering bliver et samarbejde mellem to eksperter hvor beslutninger skal træffes i fællesskab. Samarbejdet i forbin-delse med rehabilitering handler om at borgeren deltager i: - formulering af behov, opstilling af mål samt i beslutninger om indholdet i rehabiliteringen.

3.2.2 Hverdagsliv

Som baggrund for at undersøge borgerens oplevelse af brugerinddragelse i hverdagslivet i forbin-delse med rehabilitering er forståelse af at rehabilitering er en del af borgerens hverdagsliv. Rehabi-litering har til hensigt at forbedre borgerens muligheder for at håndtere hverdagslivets betingelser.

Rehabilitering er både en del af brugernes hverdagsliv når de bor i et socialpsykiatrisk botilbud i forbindelse med rehabiliteringen samt rettet mod håndtering af et fremtidigt hverdagsliv.

Hverdagslivet og dets betydning for mennesker som deltager i et rehabiliteringsforløb kan forstås som en intersubjektiv verden, som der både er scenen og genstanden for handlinger og interaktioner (Schütz, 2005). Ifølge Schütz virker mennesker ikke blot i verden, mennesker påvirker og omformer

verden gennem handlinger samtidig med at verden også omformer vores handlinger (Schutz,

2005,81-82). Hverdagslivets verden er struktureret af vaner, regler og principper og af begivenheder der regelmæssigt indtræffer (Schütz, 2005). Menneskets fortolkning af hverdagslivets verden, byg-ger på et labyg-ger af tidlibyg-gere erfarinbyg-ger baseret på egne erfarinbyg-ger og på dem vi har fået overleveret fra andre. Et menneske der lever og tænker i hverdagslivets verden er i besiddelse af en viden der ka-rakteriseres som uhomogen, den kan være usammenhængende, delvis klar, og slet ikke fri for selv-modsigelser (Schutz, 2005,184-185).

Gullestad har udvidet Schüts`s forståelse og opdeler hverdagslivet i to per-spektiver, hvor den ene henviser til de organisatoriske og funktionelle dimensioner og det andet henviser til de subjektive erfarede dimensioner som har betydning for den enkelte i vedkommendes hverdagsliv (Gullestad, 1989). Professor Birthe Beck-Jørgensen har udvidet Alfred Schütz´s begre-ber om hverdagslivet med at hverdagslivet består af en triade af hverdagsliv, håndteringer og betin-gelser. Hverdagslivet frembringes af de måder vi håndterer dets betingelser på, individuelt og i sam-tidige nærvær (Bech-Jørgensen, 1994). Betingelser for hverdagslivet er selvfølgelighedernes sym-bolske orden samt menings universer og de samfundsskabte institutioner. Måden hvorpå hverdags-livet håndteres er sammensat af upåagtede aktiviteter som genkendelser og gentagelser, justeringer og improvisationer samt syntetiserendes og autonomibestræbelser (Bech-Jørgensen, 1994). Hver-dagslivet er ud fra Bech-Jørgensen et samspil mellem de betingelser som er til stede i hverHver-dagslivet og den måde vi håndterer disse betingelser på. Gullestad og Bech-Jørgensen har udvidet Schütz`s hverdagslivsforståelse med organisatoriske dimensioner og samfundsmæssige betingelser.