Borgerens perspektiv

Undersøgelsen havde fokus på borgerens perspektiv på brugerinddragelse i rehabilitering, hvilket bety-der at resultaterne skal ses som udtryk for dette perspektivvalg. Observationer af samspillet med de professionelle blev altid anvendt til at få borgerens perspektiv på situationen. Resultaterne af denne

undersøgelse bidrager med dybere indsigt i, og forståelse for, betydningen af brugerinddragelse set ud fra borgerens perspektiv. Undersøgelsen viser at borgeren oplevede brugerinddragelse i rehabilitering, ikke kun som en individuel kamp om selvbestemmelse og anerkendelse (artikel 3), men også som en læreproces som foregår sammen med beboere og ansatte (artikel 2). Resultaterne af denne undersøgelse indeholder således både nogle vanskeligheder (kampen) og nogle muligheder (læring) i forhold til bru-gerinddragelse i rehabilitering.

Set i forhold til andre studier af brugerinddragelse i rehabilitering (artikel 1), bidrager denne undersøgelse med resultater som understøtter tidligere forskningsresultater, hvad angår barrierer for brugerinddragelse (Anthony og Crawford, 2000; Greenall, 2006; Lester et al., 2006; Goodwinn og Happell, 2006). Det væsentligste bidrag i forhold til andre studier vedrører de muligheder brugerind-dragelse kan bidrage til i forhold til læring (artikel 2). Denne undersøgelse supplerer studier som har fundet at brugerinddragelse kan have en positiv indvirkning på rehabilitering, ved at forebygge hjælpe-løshed (Greenall, 2006), og bidrage til udvikling af sociale færdigheder (Valentine, 2003). Idet lærin-gen var rettet mod håndtering af hverdagslivets betingelser og mod at opnå viden og færdigheder til at kunne indgå i sociale praksisfællesskaber (artikel 2).

Undersøgelse havde ikke som formål at undersøge borgerens recovery-proces, men resul-taterne peger på at brugerinddragelse bidrager til læring og udvikling (artikel 2). Resulresul-taterne kan såle-des indgå i en diskussion af hvordan brugerinddragelse kan indgå i rehabilitering og den betydning det kan have i forhold til at fremme borgerens bedringsproces. Recovery-studier har på baggrund af borge-rens perspektiv undersøgt hvordan bedringsprocesssen opleves, hvilket har givet viden om faktorer som har betydning for recovery. På den baggrund er der udarbejdet befalinger til hvordan professionelle og organisationer kan tilrettelægge recovery-orienterede servicetilbud (Århus Kommune, 2007; Farkas et al. 2005). Kvalitative studier af menneskers subjektive oplevelser af at leve med en psykisk sygdom, kan således indgå i udvikling af recovery-orienterede tilbud (Davidson et al., 2008b). Resultaterne af denne undersøgelse bidrager med viden om borgerens perspektiv på eget rehabiliteringsforløb, hvor brugerinddragelse har betydning for læring og udvikling, hvor essentielle værdier som anerkendelse optræder.

Denne undersøgelse viste at opnåelse af selvbestemmelse og anerkendelse havde betyd-ning for borgerens rehabilitering (artikel 3). Sammenlignet med andre undersøgelser er disse resultater ikke overraskende, idet selvbestemmelse og anerkendelse er essentielle menneskelige værdier, som

især mennesker med psykisk sygdom stræber for at opnå (Borg og Davidson, 2007). Recovery-studier har vist at selvbestemmelse, og det at tage kontrol over eget liv, er faktorer som har betydning for bor-gerens recovery-proces (Onken et al, 2007; Piat, 2009; Davidson et al, 2005b; Davidson et al., 2008a;

Davidson et al., 2008b). Set ud fra at rehabilitering har til hensigt at hjælpe psykisk syge borgere i de-res egen recovery-proces (Psykiatrifonden, 2009). Kan brugerinddragelse have betydning i forbindelse med rehabilitering. Dog viser undersøgelsen også, at vanskeligheder kan opstå i rehabiliteringsforløbet i forhold til at opnå selvbestemmelse og anerkendelse (artikel 3). Selvom der ikke kan generaliseres statistisk ud fra undersøgelsens resultater, så understøttes resultaterne af andre studier når det gælder betydningen af selvbestemmelse, hvilket bidrager til at højne den eksterne validitet.

Problemstillinger vedrørende selvbestemmelse er ikke nyt i psykiatrien, idet brug af tvang i behandlingen rapporteres. I 2006 blev 5156 mennesker udsat for tvang i forbindelse med psykiatrisk behandling (Sundhedsstyrelsen, 2006). Det svarer til omkring 21 procent af det samlede antal personer, som var indlagt på psykiatriske afdelinger (Sundhedsstyrelsen, 2006). Som denne undersøgelse viser, kan der i rehabiliteringsforløbet opstå sygdom og dårlige perioder hvor indlæggelse er nødvendig. Bor-geren berettede om situationer med ikke-inddragelse og brugertvang, hvor de professionelle havde be-slutningsmagten. Lignende resultater er fremkommet fra andre studier, som påpeger at der eksisterer en ulige magtrelation mellem borger og professionel (Järvinen og Mik-Meyer, 2003; Mik-Meyer, 2004).

Den ulige magtrelation gælder ikke kun for gruppen af mennesker med psykisk sygdom. Den interak-tionelle definitionsmagt forekommer i socialt arbejde med svage grupper (Nissen et al., 2007; Garval et al., 2008). Borgerens oplevelse af at de professionelle var de egentlige autoriteter, og de må kæmpe om at få lov til at bestemme, er således ikke overraskende resultater. Men kan være et problem i forhold til opnåelse af et ligeværdigt samarbejde i rehabiliteringsprocessen. Psykiatriens historie kan også sætte sig spor i borgerens identitet (Holland og Lave, 2000), og bidrage til at kampen bliver et udtryk for mange års undertrykkelse af psykisk syge, med krænkelse af deres borgerrettigheder i samfundet.

Til trods for de vanskeligheder borgeren oplever i forhold til at opnå selvbestemmelse, så viser undersøgelsen også at borgeren havde drivkraft og ressourcer til at kæmpe for det som betyder noget for personene. Denne drivkraft kom til udtryk som en kamp om selvbestemmelse, og opfindsom-hed i forhold til at finde måder at argumentere for sin sag. Borgerens drivkraft kan således også udgøre en ressource i forhold til at lære at håndtere hverdagslivets betingelser. Dog er det ikke hensigtsmæssigt i forhold til samarbejdet med de professionelle at borgeren oplever det som en kamp med konflikter.

Resultaterne giver anledning til at diskutere hvorvidt en empowerment orienteret tilgang til rehabilite-ring kunne bidrage til at borgeren opnår magt over eget liv, og til at revurdere de professionelles rolle i rehabilitering (Wilken og Hollander, 2008).