Det tavse og det pædagogiske rum

Helle Graabæk

Som metafor for designprocessen er jeg optaget af ideen om rum. At man i designprocessen går ind i forskellige rum som på en måde er afhængige af og har et forhold til hinanden … uden at jeg helt kan forklare hvad dette går ud på … men i hvert fald er ’besøgene’ i de forskellige rum måske med til at få et projekt til at lykkedes?

Årsagen til at jeg underviser hænger som udgangspunkt sammen med mine egne oplevelser af at være i disse rum og måske særligt det ”tavse”, … jeg kan genkalde mig oplevelser her som gør mig dybt taknemmelig, forbinder mig med verden, får ting til at ske foran mine øjne gennem et nærvær i de handlinger mine hænder, materialet og den stemning jeg er i … jeg er ikke i stand til at skille disse ad i øjeblikket hvor det sker. Hænder, materiale og jeg er en helhed … men jeg bliver ydmyg efter det sker … stille og taknemmelig.

Jeg er på ’jagt’ leder efter noget i en strøm af handling, udtryk, svar og spørgsmål i det visuelle udtryk som jeg indkredser og instinktivt fornemmer kommer tættere

og tættere på. Alle mine sanser er vagt, alt er ’vågent’ med glans, glød og nærvær.

’Det’ vil mig og jeg vil ’det ’100%.

Det tavse rum har ingen kølighed eller overbliksfornemmelse. Det er som en dans hvor krop, musik og scenografi er helhed og samklang. Ordet ”tavs” lyder nu pludseligt meget tomt, for det har absolut ikke noget som helst med tomhed at gøre, meget mere en fyldthed hvis det ord findes? I virkeligheden har det så stor betydning, at det også er det sted, som jeg indimellem i travl hverdag med mange gøremål, bliver hundeangst for, at jeg ikke mere kan finde hen til og ind i, for det er lige her jeg føler mig mest intenst i live. Det er det sted hvor jeg fyldes, ind-henter mig selv, hvor alt omkring mig bliver helt og levende og jeg kan indgå i en sammenklang med helheden. Helheden som er det jeg er i gang med, min krop og bevægelser og omgivelserne, materialerne og svarene.

Analysens rum er det modsatte af det jeg prøver beskrive … I analysen er perspek-tivet ørnens … det kølige overblik, et helikopterperspektiv … hvor beslutninger af stringens tages … Valg om nye retning, hvor det der ikke egner sig skæres bort.

Det er et sted at gå hen i processen – her råder det kølige overblik og der skabes orden i materialet fra det ’tavse rum’.

Undersøgelserne kategoriseres i forhold til opgaves rammer og mål, der skæres ind til benet, skæres fra, sorteres og udvælges, det er absolut hjernearbejde.

Hvorfor kan man så ikke bare blive i det tavse rum når det nu er så levende… på et tidspunkt holder den flydende tilstand op, og man kan ikke længere ’gøre’ – processen kræver et skift af analytisk karakter for at muliggøre endnu en indgang til det eksperimenterende og undersøgende, for at trænge endnu dybere med. Jeg er sikker på, at den helhedsfornemmelse nogle projekter har, handler om, at den

studerende er i stand til frit at kunne bevæge sig mellem det analytiske og det tavse rum.

Jeg vil gerne dele de oplevelser med mine studerende. Forsøge at guide dem lidt af vejen ind i dette rum … selvom det er så svært at forklare andet som end, at man bare 'ved' , om man har været dette sted … og det kan ses i oplevelsen af nærvær i projektet.

Som underviser mener jeg at kunne se om undersøgelserne og eksperimenterne er opstået i dette rum. De bliver på en eller anden måde klare, særlige og giver ikke anledning til kritiske spørgsmål … de er bare – hele. Svarene, den måde det har manifesteret sig på i materialet og i formen er på en eller anden måde bare den rigtige, der er ingen tvivl.

Det er svært at beskrive, hvad det helt er, der foregår, fordi det bliver som sand mellem fingre når jeg gør anslag til at beskrive det her. Hvorfor mener jeg at kunne se på de studerendes projekter, om de er opstået i dette tavse rum?? Jeg må vist hellere prøve at blive lidt mere konkret! Undersøge ved at genkalde mig en situa-tion … selvom den flygtige sand fornemmelse lurer, sådan … om lidt er det væk og forsvundet igen.

Signe var i startfasen på sit afgangsprojekt. Hun kaldte sit projekt for ”Cut-Up”

efter den metode forfatteren William Borroughs arbejdede med. Metoden gik i al sin enkelthed ud på at skrive ord på forskellige lapper papir og smide dem ned i en spand. Derefter at tage to sedler fra spanden og skitsere ud fra dem. Metoden havde Signe valgt for at bringe noget nyt og uventet ind i sin måde at arbejde på.

Det var som om hendes afsæt, gav skitserne noget uventet og nyt – hvor strømmen

Kunstakademiets Arkitektskole, København Foto: Andreas Trier Mørch

af måder at visualisere de forskellige ordsæt voksede i omfang, metoder og materialer i et langt flow. Jeg husker at skulle mødes med hende en uge efter vi havde diskuteret metoden i en vejledning. Jeg fandt hende ved et stort arbejdsbord hvor hun havde bredt alt sit arbejde ud. Det var umuligt at sige noget, for jeg var slået af både glæden, mang-foldigheden, sammenhængen i den store mængde arbejde – alting strålede af vitalitet, nærvær og glæde. Der var indbyrdes relationer og sammenhænge mellem skitserne i en verden af mangfoldighed – som på forunderlig vis fremstod hel. Jeg husker, at vi bare smilede til hinanden, og derefter ikke kunne lade være med at grine – hun måske over min reaktion og jeg over den eksplosion, hun måtte have været i. Vi talte ikke så meget mere den dag, men hendes projekt endte med at have helt sit eget sprog, som jeg ikke har set lignede siden. Det tavse rum – var ikke tavst men fyldt med liv – den viste, at hun på alle måder havde været absolut i bevægelse og tilstede i en intens dialog med sit materiale, og jeg tror, at det var herfra skønheden og helheden opstod.

Hvordan kan man så kommer ind i dette rum, er der særlige forudsætninger?

Hvorfor mener jeg, at det kan ses i de studerendes projekter, at de udstråler noget særligt?

Kan man tale om, at dette nærvær ligger indlejret i den designede genstand og taler videre?

HVAD ER DET PÆDAGOGISKE RUM I EN VEJLEDNINGSSITUA-TION?

Det pædagogiske rum i en vejledningssituation, er der, hvor jeg som underviser mødes med den studerende i og omkring projektet. Projektet er den ramme, som den studerende har defineret ud fra interessefelt, motivation, faglighed, kontekst

og formål. Det er den substans der ligger til grund for, hvordan vi taler sammen om de undersøgelser, der foretages i materialer, skitsering osv. Vi snakker altså om noget, der ligger uden for os selv og har en fysisk form og er manifesteret hånd-gribeligt i et materiale. Måden vi 'diskuterer' på, foregår langt hen ad vejen uden direkte øjenkontakt, med udgangspunkt i dette (lidt ligesom når man kører i bil og kan have en dyb samtale, man ikke havde forudset). Det er på en gang en meget konkret men på samme tid abstrakt proces. Det jeg lytter efter er 'mislyde' mellem det, der er, og den intention der foreligger.

Mislydene indikerer, at noget skal justeres, og jeg leder efter måder at gøre dette synligt for den studerende med udgangspunkt i deres billeder, skitser eller ord for at få dem til at forstå, hvad jeg mener. Meningen opstår ud af projektet og projektets 'ingredienser', og det er væsentligt at lede bredt på bestemte tidspunkter i projektet. Ellers er der ikke nok at vælge til og at vælge fra. Det er muligheden for at sætte elementer sammen på forskellige måder, der muliggør at vælge den rette vej for projektet.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg møder ind i det pædagogiske rum helt 'blank'. Jeg er klar over, at jeg har a) min egen motivation, b) almene og c) specifikke og d) personliggjorte faglighed.

Motivation handler om den kærlighed til faget, som jeg gerne vil dele, og at jeg synes, at det er spændende at arbejde med studerende og møde dem i deres projekter. Det, der driver mig, er at få den studerende og projektet til at lykkedes på en måde, så de går deres egen vej, en erkendelse (gennem erfaringen) af, at det

”grid”, som det hedder designprocessen, har et forskelligt forløb hos hver enkelt af dem. Det er dybt motiverende at følge.

Hun sidder parat, da jeg kommer. Der er mærkeligt tomt ved bordet. Jeg ved, at hun arbejder og bor i København, og at der derfor er grænser for, hvor meget hun

slæber frem og tilbage til vejledningerne. Hun er dygtig, har en naturlig proces og progression i sine projekter, ligeud af landevejen men knivskarp. Denne gang er det anderledes. Hun arbejder med tre forskellige lydsekvenser af vand. En konstant dryppen, som har en mekanisk og hård lyd, en brusen som er nærmest atmosfærisk og en blød stor tung lyd. Vi lytter sammen til de tre lydsekvenser og sidder bag-efter stille og lader lydende synke ind i kroppen. De lyde, hun har optaget, har samme oprindelse i vandets bevægelse, men udsagnene i den enkelte lyd er vidt forskellige. Det er disse, hun vil give form i sit projekt – i en kollektion af lamper.

Vi taler om, hvordan hun kan bruge lydende i forhold til at undersøge form, ma-terialer, skala etc. Og er enige om, at lydsekvenserne har et stærkt visuelt sprog, selvom de blot er lyde. Vi aftaler, at hun til næste gang vi mødes, skal skitsere sig frem til formens muligheder i de 3 lyde og indsamle materialer, som hun vil undersøge.

Næste gang vi mødes, har hun lagt en serie polaroid billeder frem på sit arbejds-bord, hun ser lidt forvirret ud, og jeg undrer mig over, hvad det er, som jeg skal se, og hvorfor det ikke er skitser, hun har lagt frem på bordet. Vi kigger lidt på billederne som er utroligt smukke, de er sort/ hvide i et smalt polaroidformat, og er så helstøbte, at de er ’færdige’ værker … der ikke giver hende materiale til at blive klarere i forhold til projektet. Hvor er skitserne på form og materiale? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til hende, for jeg er ramt af skønheden i hendes billeder og leder efter noget i dem, som hun kan bruge fremadrettet … men de er bare for færdige, så smukke og hele at der ikke er en eneste sprække i dem, som hun kan handle på – de er ligesom færdige.

Jeg prøver at forklare, hvad jeg oplever i mødet med billederne og at sætte ord på den ambivalens jeg oplever: rusen jeg får over billedernes nærvær og skønhed, og frustrationen over at de ikke åbner en vej i projektet. Hun ved det godt, hendes

forvirring kommer af, at hun ikke har kunnet stille noget op med de billeder – selvom hun prøver at kalde dem for skitser, de er det bare ikke! Der er intet at handle på, og hun aner ikke, hvad det næste skridt er. Hvorfor siger hun, at hun vil gøre noget andet, end det hun så gør, og hvorfor er det noget, som jeg kender så godt …

Vi vender tilbage til lydene, hører dem igen … de er ligeså stærkt billeddannende som allerførst gang. Vi taler os ind i dem sammen: hvilken form kalder denne lyd på, og hvordan adskiller den sig fra de andre … denne her er skarpere, den er rytmisk, den er hårdere i materialet og den består måske af flere af de samme elementer. Og den anden derover er svævende let som en luftballon, transparent og varm i farven måske … vi kredser os længere og længere ind i lyden og stiller spørgsmål til lydene: ”Er du hård? Nej … er du organisk i din form? Ja … Er du den største i volumen af jer tre? Nej, jeg er mindre end den ”atmosfæriske” og større en den ”mekaniske” – Vi kredser os sammen tættere på ved at få lydene til at svare og give noget af sig … hvis vi ikke lytter til svaret med en ydmyg opmærksomhed, så kommer svarene ikke, og så er der ingen veje, der åbner sig for mulige hand-linger, som kan give dybde til projektet …

Ok så, vi er igen enige om at lydene er vejen ind, men har set, at skitser ikke bare er skitser, selvom man kalder dem det. Skitser lukker ikke (som de smukke polaroider) men de åbner et mulighedernes rum for dialogen. De kan flyttes rundt, sættes i relation, stille spørgsmål og svare, men kan også svare forkert! Jeg forlader vejledningen i forundring over, at denne så proces-stærke studerende ikke kan det, hun har lige foran øjnene (og ørene), at hun går et andet sted hen i stedet for længere ind i projektet …?