Kærlighed til, med og i et fag

Helle Trolle

Jeg er kravlet ned under væven og har allerede slået mit hoved mod den hårde træbom et par gange. Sammenkoblingen mellem computer og væv driller – pladsen er trang, jeg sveder og prøver at skynde mig med reparationen. Jeg er irriteret over, jeg skal bruge min undervisningstid med at reparere gammel teknik. For at holde gang i vores fælles arbejde med at gøre vævene klar til brug, udstikker jeg ordre til de rådvilde studerende nede fra mit mørke ukomfortable dyb. Års erfaring har vist, hvor det rent praktisk kan gå galt i processen med at klargøre vævene, så jeg foregriber begivenhedernes gang og prøver at hjælpe de studerende med at navigere udenom de værste fejltagelser. Som en anden skolemester, udråber jeg mine forskellige ordre og formaninger nede fra dybet under væven.

”Pas på, når I bommer. Alle trådene skal holdes fuldstændig stramme hele tiden. I må ikke slippe dem.” – ”Husk I skal tælle en portion søller frem, inden I begynder at trække trådene igennem” – ”I må først klippe tråden, der holder jeres skel, når skelkæppene er sat i ”.

Jeg fortæller dem den opbyggelige historie om dengang, jeg selv kom til at klippe tråden over for tidligt.” Det forberedende arbejde var spildt og jeg måtte starte forfra – kan i forestille jer hvor surt det var?”

Jeg prøver om jeg kan anslå en munter tone – det skal være rart at gøre det her arbejde. Jeg vil så gerne have, de studerende synes væven er et interessant redskab, som de kan bruge i deres videre arbejde med det tekstile udtryk.

Der arbejdes koncentreret. Luften bliver tæt. For de fleste studerende er de forskellige arbejdsgange ikke til at gennemskue. Det er første gang, de skal sætte en væv op, og jeg kan høre de har et hav af ubesvarede spørgsmål. I mange arbejdsproces-ser kan man gennemskue forløbet fra start til slut, men ikke her. Logikken ligger ikke lige for.

Der sludres – om det faglige, men også om alt mulig andet. Jeg kan høre én bande og brokke sig, men jeg kan også høre nogen der ler. Jeg ønsker sådan, vi snart kan komme i gang med den konkrete væveproces, for så ved jeg erfaringsmæssigt de stude-rende vil blive optaget af de muligheder teknikken har. De møder en ny verden, hvor en samling vandrette og lodrette tråde fletter sig over og under hinanden og danner et stykke tekstil. De møder en anderledes verden af farver hvor kombinationerne blander sig i uforudsigelige smukke brogede flader. De møder materialer, der er så stærke og selvbærende man kan bruge dem i arkitektur, de møder materialer der er så sarte og tynde at de knækker bare man kigger på dem. Når vi kommer rigtig i gang, er der helt nye opdagelser og eksperimenter for dem at afdække . Mulighederne ligger foran os i de kommende dage. Men alt dette ved de studerende endnu ikke .

Min tankestrøm stoppes brat af den studerende, der stiller mig spørgsmålet:

”Hvorfor er det egentlig du synes vævning er så fedt, det tager jo 100 år inden man kommer i gang !”

”KÆRLIGHED” – svaret springer helt spontant ud af munden på mig, inden jeg rigtig får tænkt mig om. Jeg stikker hovedet ud fra mit opholdssted under væven – hvem var det der spurgte og hvem hørte mit svar? Når jeg sidder inde under væven, er jeg i mit eget lille univers – jeg kan ikke komme til at se de andre, og andre opdager ikke altid hvor jeg befinder mig. Man er lidt usynlig og i sit eget rum.

Jeg kanter mig ud, og begynder at rejse mig op, mens jeg tænker, det vist var et meget stort ord at bruge i denne her sammenhæng.

Men der falder mig ikke andre forklaringer ind lige i øjeblikket.

Kan man elske et fag? Jeg kan mærke min egen forlegenhed og fornemmer også, at de studerende undre sig lidt over mit ordvalg. Da vi er i øjenhøjde igen, siger vi ikke noget til hinanden og arbejdet med at gøre vævene klar fortsætter. Jeg giver mig til at hjælpe en studerende med at finde trådene frem, og vi kommer ind i en fælles arbejdsrytme.

Samtalen kommer lige så stille i gang igen. En af de studerende henvender sig til mig og siger; ”Den ro det her arbejde giver er fed.” - ” Ja, tankerne flyver” svarer jeg.

En anden studerende tager del i samtalen ”Jeg kan blive så optaget af det jeg gør, at jeg fuldstændig glemmer mig selv, tid og sted og det elsker jeg.”

Jeg kan mærke, hendes udsagn rammer noget eksistentielt i min kærlighed til faget.

De øjeblikke hvor den faglige optagethed og selvforglemmelsen optræder, er dyrebare for mig. Vi kommer tættere på hinanden. Snakken går videre. Jeg slapper af og nyder stemningen og fællesskabet omkring undervisningen og dens praktiske gøremål.

Resten af dagen tænker jeg på spørgsmålet: Hvad er det der er så fedt ved at væve? Og prøver på at finde et mere fyldestgørende svar. Rent fagligt kan jeg sagtens finde mange velbegrundede forklaringer, men helt personligt synes jeg faktisk ikke jeg kunne have svaret mere ærligt.

KAN MAN ELSKE ET FAG?- EN UNDREN HENTET FRA OVEN-STÅENDE FÆNOMENOLOGISKE BESKRIVELSE

Men kan ordet ”Kærlighed” overhovedet anvendes i forbindelse med mit fag-område og kan kærlighed være en dimension i undervisning? Ja, – Filosofi fx.

betyder jo ”kærlighed til visdom” – altså er begrebet kærlighed allerede i antik-ken knyttet sammen med det at få indsigt i noget – at søge efter noget og at have kærlighed til noget som ikke kan reduceres til kun at være i en romantisk kon-tekst. Hen over denne sommer har der været bragt en artikelserie i Politiken,

som beskriver forholdet mellem lærer og elev i kunstens og kulturens verden. I en af artiklerne udtaler Peer Tønner Birch, musikkonservatoriet i Århus:

”Jeg elsker musik og som pædagog ser jeg det som min fornemste opgave at dele denne kærlighed med mine studerende. Hvis man tør vise sin kærlighed til noget, så smitter man. Jeg håber jeg har været meget smittefarlig. ”

Men hvordan kan man beskrive denne faglige kærlighed? Hvordan kan jeg mere præcist finde ind til det, der berørte mig den dag under væven, da jeg ure-flekteret svarede ”Kærlighed” på spørgsmålet om, hvorfor jeg holdt af mit fag?

Hvad er det jeg brænder for og har kærlighed til? Er det faget? Er det at undervise? At søge den gode arbejdsproces og udfolde muligheden for et san-sende, eksperimenterende og reflekterende undervisningsforløb? Eller er det at være sammen med andre mennesker om det faglige, altså fællesskabet jeg holder af?

Hvordan videregives denne kærlighed til faget? Er det faget selv der gennem sine discipliner må tale og gribe udøveren eller er det underviserens optagethed af stoffet som f.eks. kommer til udtryk, når underviseren giver sig tid til at vise sit fag i relation til sit personlige liv. Det er en fortælling, der åbenbarer passionen og glæden og som skaber konkrete billeder hos de stude-rende, af det liv der leves med deres fag som omdrejningspunkt.

Kan det være de studerende der personligt gribes af faget, der sender entusiasmen videre til medstuderende som f.eks. når vi skaber strukturer i løbet af uddannelsen der giver plads til at studerende på forskellige niveauer kan mødes og udveksle erfaringer, – både teoretiske og praktiske. Et godt eksempel på sådan et læringsrum er studiegrupperne, hvor der fagligt zoomes ind på designfagets elementer og der opstår dialoger de studerende imellem omkring stoffet, dets udtryk og de personlige erfaringer hver især har erhvervet sig.

Forholder det sig mon sådan, at kærligheden til et fag først bliver bevidst og synlig, når man får muligheden for at videregive den faglige optagethed til andre ? Når entusiasmen holdes ud i strakt arm og op mod lyset så genskinnet spejler den lidenskab man sender ud?

Endelig kan man jo også se lidt mere kritisk på fænomenet. – Er det udelukkende positivt at elske sit fag? – Bliver undervisningen objektiv, og skal den være det, hvis man ved objektivitet forstår saglig og faglig nøgternhed med en vis professionel objektiverende og analyserende distance, når jeg så brændende ønsker de skal holde af mit fag? Kærlighed gør som bekendt blind. Ville det skabe en distance – der var af positiv karakter - hvis det ikke var ens hjerteblod, man lagde ind i faget? Kan f.eks. en formidling af et stof/teknik blive for personlig ? Og bliver man for sårbar som underviser?

Der er således mange elementer og aspekter i mit svar ”Kærlighed!” til de studerende den dag, og ligeledes mange spørgsmål at stille til det. Kan jeg mon finde en form for svar i den proces, der knytter sig til arbejdet med fagets designmæssige metode og teknik? Altså den skabende proces som både den professionelle udøver og de studerende gennemgår i udviklingen af de opgaver der knytter sig til fagområdet. Jeg vil således prøve at zoome ind på skabelses- og designprocessen som jeg personlig oplever den, ved så at sige at ’hakke’

væveprocessens velkendte flow op i underområder og prøve at beskrive hvordan processen gribes an for på den måde at begribe, hvad der sker .

Jeg ser seks momenter eller ’rum’ i denne designfaglige skabelsesproces: