Da Valdemar Sejr døde 28. Marts 1241 „faldt“, som Rydaarbogen siger,
„Kronen af de Danskes Hoved, thi fra den Stund hengav de sig til at fejde indbyrdes og til at lægge hverandre øde, saa at de blev til Spot for alle Nabofolk.“
Allerede Aaret efter sin Tronbestigelse kom Erik Plovpenning i Broderstrid med Abel, og denne og andre Frænder af Kongehuset, ja selv Erik og hans Dronning Jutta hærgede Landet, og Kirkernes og Klostrenes Ejendomme led Skade ved Rov og Brand.
Biskop Niels Stigssøn var endnu i 1244 af Kongen betegnet somhans elskede Kansler, men da Landets Biskopper i 1245 traadte sammen til højtideligt Møde i Odense og vedtog Bandlysning over „hver den, som af ret Ondskab djærves til at skille Kirker ved deresRet, eller bryder og forkrænker deres Friheder eller med Vold og Overlast røver Kirkens Gods og rette Ejendom, eller som paa byder eller tilskynder dertil“,1) da paadrog Niels Stigssøn sig Kongens alvorligste Unaade og Vrede, og endnu inden Aaret var ude, saa Biskoppen sig nødsaget til at drage af Lande.
Kongen beslaglagde alle Bispestolens Ejendomme, deriblandt København og dens Borg, Han beskyldteBiskoppen for at have forraadt vigtige Hemmeligheder og for at have sammensvoret sig mod hans Liv. Det lykkedes i Begyndelsen Kongen at faa PaveInnocensIV paa sin Side, og denneudstedte 21. Juli 1246 et Brev til den franske Graabroder Simon af Auvergne om at undersøge Kon
gens Beskyldninger. Simon dømteKongen skyldig og bød, at to Roskilde Kanni ker skulde modtage Godset og overgive det til Ærkebiskoppen i Lund, som havde Fuldmagt dertil fra Niels Stigssøn ; men Kongen nægtede at efterkomme Dommen.2) Denne Dom og den Omstændighed, at Domprovsten i Lund, Jacob Erlandssønvar blevenPavens Kapellan i Lyon, bragte denne heltover paaNiels Stigssøns Side. Nu paalagde Paven i gentagne Breve i 1247 og 48 Biskop Eskil i Slesvig i Forbindelse med Sortebrødrenes Provincialprior Absalon og Graabrød-x) Ny Kirkeh. Saml. III p. 280.
2) Thorkelin. Dipl. Arnemagn. I p. 154.
KøbenhavnsHistorieBd.
Fig. 25. Kong Erik Plovpennings Sigil.
S tr id ig h ed er
00
114 Stridigheder
Fig. 26. Pave Innocens IV’ Brev af 27. Juli 1249 til Ærkedegnen i Aarhus.
(Under Brevet er Blybullens Forside saavel som dens Bagside gengivet).
renes Provincialminister Regner at sørge for, at Biskop Niels Stigssøn blev gen indsat i sine Rettigheder og fik sit Gods tilbage;3) de sad dog Paabudet over hørige, formodentlig af Frygt for Kongen. Pavens Henvendelse 27. Juli 1249 til Ærkedegnen i Aarhus havde ikke bedre Held.4)
3) K.D. I Nr. 7, 8, 9.
4) K.D. I Nr. 11.
Stridigheder 115 Niels Stigssøn belagde derefter Roskilde Stift med Interdikt, men kort efter døde han i sin Landflygtighed i Klostret Clairvaux 24. September 1249.
Striden mellem Kong Erik og hans Broder Abel havde raset videre, men i Foraaret 1249 blæste en mildere Vind, og Abel indfandt sig til Forhandlinger i København,vistnoki Anledning af et Korstogtil Estland, som KongEriklænge havdepaatænkt. Detblev dog ikke tilAl
vor, thi nu blandede Lübeckerne sig i de danske Forhold, idet de frygtede, at Kon gen stræbte efter at tilbageerobre deres By, som jo havde været dansk i Valde
mar Sejrs Storhedstid. I Sommeren 1249 foretog en lybsk Flaade, ført af Borgme sterAlexander vonSoltwedel etTogt mod København, indtog og hærgede Byen Kø
benhavn og de omliggendeLandsbyer, og afbrændte og plyndredeKirkerne. Da det omtales, at mange Gejstlige blev taget til Fange, harByennæppe overgivet sig uden Kamp. Kongen fik Nys om Angrebet og kom tidsnok til at fratage Lübeckerne fire Skibe,ladede med Bytte, meniøvrigt und slap Flaaden.
Imidlertid var Domprovsten i Lund, Jacob Erlandsson, af Paven bleven ud nævnt til Niels Stigssøns Efterfølger, me
get imod Kongens Ønske. Og da han
vendte tilbage fra Lyon var han ledsaget af en pavelig Nuntius Nicolaus, der under Trudsel om Band over Riget skulde gennemføre Kravet om Godsets Til-bagegivelse og den nye Biskops Indsættelsei sine Rettigheder.5)
Dette Krav, som var fremsat i et Pavebrev af 18. Maj 1250, naaede dog maaske ikke Kongen. Broderstriden var paany blusset op ; Kongen havde an
grebet Abel i Sønderjylland, og Striden fik sin dramatiske Afslutning ved Kong Eriks Drab paa Slien af Abels udsendte Drabsmænd, St. Laurentii Nat, Natten mellem 9. og 10. August 1250.
Abel var efter Bloddaaden mere tilbøjelig til Eftergivenhed, og indenAarets Udgang var Jakob Erlandsson i Besiddelse af sin Bispestol og af København, Borgen og det øvrige Gods.
Et af Jakob Erlandssøns første Skridt var at drage Lübeckerne til Ansvar
5) K.D. I Nr. 12.
Fig. 27. Biskop Jakob Erlandssøns Segl.
8*
116 Stridigheder
Fig. 28. Københavns Stadsret af 13. Marts 1254.
for deres Plyndringer. 7. Marts 1251 havde han udvirket et Pavebrev, i hvilket Pave Innocens IV paalagde Graabrødrenes Provincialminister Regner og Graa-broderen Jakob Skogby at bandsætte Lübeckeme, fordi dehavdesendt enFlaade foranBorgen Købmannehafn og Nabolandsbyerne, der hørte til Roskildebiskop-pens Bord, oghavde opbrændt Kirkeri Borgen og Landsbyerne tilligemedandre Huse og Bygninger og røvet Helgenlevninger, Bøger, Privilegier, Alterprydelser og andre Kirkernes Ejendele. Bandet skulde hvile over dem, indtil de havde godtgjort Biskoppen den Skade, han havde lidt.6)
Jakob Erlandssøn og Roskilde Domkapitel udstedte i 1253 Breve, hvori Lübeckeme fik Tilsagn om Tilgivelse, saafremt de udredte Erstatningen.7) Denne har formodentlig været vanskelig nok at inddrive. Det var først i 1266,
G) K.D. I Nr. 13.
7) K.D. I Nr. 14, 15.
Stridigheder 117 at Graabrødrenekunde give Lübeckerne Kvittering for Dækning af deres Tab i København og Svendborg.8)
Jakob Erlandssøns Virksomhed som Roskildebiskop blev ikke af lang Varig
hed. 16. December 1252 døde Ærkebiskop Uffe Thrugotssøn i Lund, og Jakob Erlandssøn valgtes til hans Efterfølger. Han tiltraadte dog ikke sit nye Embede før 5. April 1254. Derved fik han Tid til at udstede Københavns ældste skrevne Stadsret af 13. Marts 1254?) Den blev grundlæggende for Byens Styre i Mid
delalderen, thi dens forskellige Bestemmelser bevaredes i alt væsenligt ufor
andrede i de senere Stadsretter. I Hovedsagen var den en Kodifikation af de gældende mundtlige Vedtægter.
Samme Dag, som Stadsretten blev udstedt, stadfæstede Jakob Erlandssøn ogsaa Københavns Kapitels bestaaende Friheder.10)
Selv om Voldsomhederne mod Kirker og Klostre ingenlunde ophørte under KongAbels Styre, standsede han dog den store Strid med Gejstligheden, og han søgte ogsaa paa anden Vis at fremme Ro og Orden i Landet. Han fremmede Handelen med Udlandet ved at skabe et godt Forhold til Østersøstæderne Lübeck, Rostock og Wismar, som fik den længe forgæves krævede Stadfæstelse paa deres Handelsrettigheder i Riget, særlig paa de skaanske Markeder, og han trafToldaftaler, med Byerne ved ^uidersøen om deres „Ummelandsfart“, d. v. s.
Skibsfart udenom Skagen til Skaane. Derved fremmedes Vareomsætningen paa en Maade, der sikkert ogsaa har sat sine Spor i Københavns Udvikling, men samtidig fremmedes den tyske politiske Handelsindflydelse i Danmark og For øgelsen af det tyske Element i Købstædernes Købmandsstand paa en Maade, der viste sig skæbnesvanger i de kommende Aarhundreder.
Blandt Abels Forordninger bør særlig nævnes den endelige Gennemførelse af Plovskatten,11) der havde givet Anledningtil Utilfredshed lige fra Valdemar Sejrs Dage,12) og som havde lagt Kong Erik i den Grad for Had, at den gav ham hans Tilnavn Plovpenning. Den skulde nu udredes med 1 Øre Penge paa hver Plov, og kom ikke alene til at hvile paa Agerjorden men ogsaa paa Byerne.
Arealet af Agerjorden var ikke mindst efter Venderkrigene vokset betydeligt ved Inddragelse af nybrudt Jord, og medens det ældste Bolsareal svarede til en Plovs Jord, havde det nu det dobbelte Areal eller mere i Udsæd, „in semine“, svarende til to Ploves Jord eller mere. Det var utvivlsomt dette Overskud, som skuldebeskattes forholdsmæssigt ved Plovskatten og ikke selve Redskabet Ploven.
8) K.D. I Nr. 20.
9) K.D. I Nr. 16.
10) K.D. I Nr. 17.
11 ) Aarsberetn. fra Geh. A. V p. 9 ffg.
12) O. Nielsen. Ribe Oldemoder p. 56.
118 Stridigheder
Dette fremgaar af Listen i Kong Valdemars Jordebog over de sjællandske, laa- landske og falsterske Herreders Plovtal, der paa flere Steder opgiver halve Plove.
Eksempelvis kan nævnes Støvnæs Herred med Amager, der vel oprindelig har haft 168 Bol eller Ploveer bleven til 244*6 PlovsJord.13) Denne Liste maa være affattet paa Abels Tid.
For Byerne indførtes Betegnelsen Plov ligeledes, saaledes som det fremgaar afBylisten i KongValdemars Jordebog og af Ribe Oldemoder.14) ByernesPlov
skat indførtes ikke alene i Danmark men ogsaa i Slesvig og Holsten. Medens den i Danmark undergik store Ændringer, bevaredes den sønden for Kongeaaen med skiftende Satser. Byernes Plove kaldtes ogsaa Stenplove. De hvilede paa en hel Gaard, som deltes i 4 Boder eller Kældre,15) senere ogsaa i mindre Brøkdele.
Plovskatten var ligesom Midsommergælden en Pengeskat af Byen, men medens denne fulgte Byens Ejer, altsaa f. Eks. i København og Næstved den gejstlige Jorddrot, var Plovskatten ligesom den senere faste Byskat en konge lig Skat,
Dersom man antager, der ogsaa i Byerne er udredet en Skat af 1 Øre Penge for hver Plov eller hel Gaard, kan man beregne Antallet af hele Gaarde i Byerne ved at multiplicere Skatten med 8. Man faar derved et Billede af de sjællandske Købstæders indbyrdes Størrelse, men man maa dog erindre, at ikke alle Gaarde var hele og adskillige vel opløste i Boder. Derfor er det ogsaa vanskeligt fra de hele Gaardtal at drage Slutninger om Indbyggertallene. Køb
stadslisten i Kong Valdemars Jordebog giver herefter følgende Resultater.
13 ) O. Nielsen. Kong Valdemars Jordebog p. 169.
14 ) O. Nielsen. Kong Valdemars Jordebog p. 170. O. Nielsen. Ribe Oldemoder p. 56.
15) Kieler Blätter III p. 297. Staatsbürg. Mag. 14 p. 84. Neue Staatsb. Mag. III p. 645.
Hegewisch. Schl. Holst. Gesch. III p. 446. N. Falck. Handbuch d. Schlesw.h Privatrechts III p. 570.
Stridigheder 119
Herefter er Roskilde langt den største By paa Øgruppen. Derefter følger Næstved, Kalundborg og saa København som Nummer 4 efterfulgt af Slagelse.
Abels kortvarige Regering—han blev dræbt paa Krigstogt i Frisland i 1252
— gav vel kun Impulser paa de Omraader, han beskæftigede sig med, men de synes at have haft en Del Varighed og Følger i de kommende Aar, skønt Rigets indre Forhold i lange Tider ingenlunde var gunstige for Samfundslivets rolige Udvikling.
Abel efterfulgtes som Konge af sin Broder Christopher I, som ikke overtog Tronen under de fredeligste Auspicier. Først maatte han tage Kampen op mod sine Brodersønner, derikke havde faaet Part i Riget. Han led i 1253 et Neder lag mod deres haandgangne Mand Henrik Emmeltorp ved Skelskør, og da han flygtede tværs gennem Sjælland, lukkede Jakob Erlandssøn, som endnu var Biskop i Roskilde, Københavns Porte for Kongen.
Det lykkedes dog siden Kongen at fordrive Henrik Emmeltorp, men der varfremdeles indre Ufred i Riget. Desmaa Bønder og Husmænd, de saakaldte Kotkarle, var, som Rydaarbogen udtrykker det, „alle galne med Køller“, og de rejste sig i 1256 rundt om i Riget mod Kongen og Herremændene.
Det Sindelag, som laa til Grund for Jakob Erlandssøns Optræden i 1253 kom snart til klart Udbrud og udviklede sig til en skarp Strid mellem Kongen og Ærkebiskoppen. Denne sidste havde straks efter sin Tiltræden paa udfor drende Vis søgt at hævde Kirkens Ret, og hvor Lovgivningen, f. Eks. i den skaanske Kirkelov, paa visse Punkter afveg fra den kanoniske Kirkeret, vilde han gennemføre Ændringer, som stred mod Folkets Sæd og Skik.
Han vilde gribe ind i Kongens hævdvundne Myndighedsomraade, nægtede KongensRet til at udskriveBispernes Mænd til Leding, krævede verdslig Doms magt og Ret til Bøder og Sagefald, Ret til at opføre Borge og bygge
Køb-120 Stridigheder
Fig. 29. Biskop Peder Skjælmssøn Bangs Sigil.
stæder, og han bestred Kongens Ret til Indblanding i gejstlige Sager, især Embedsbesættelser.
Hans Krav mødte stærk Protest fra Kongens Side, og han indkaldte derfor et almindeligt Landemode i Vejle. Her vedtog man 6. Marts 1256 en Kon stitution, som udtalte, at „da den danske Kirke er under saa haard Forfølgelse af Voldsmænd, at man end ikke skyr i Kongens egen Nærværelse at undsige
Biskopper, der staar som Mur og Værn for Guds Hus, har den hellige Forsam lings Myndighed forordnet, at om no
gen Biskop inden Danmarks RigesGræn
ser fanges, lemlæstes eller lider anden voldelig Overlast paa Kongens Bud eller med hans Bifald eller af nogen Adelig, saaledes at der er Grund til at tro, at det er med Kongens Villie, saa skal al Gudstjeneste i Riget ophøre.“
Striden fortsattes, og næste Foraar lod Kongen paa Lunde Landsting oplæse etBrev, hvorefter hanfratog Ærkebiskop
pen og alle hans Klerke alle Privilegier og Rettigheder, som var tilstaaede dem af Kronen. Jakob Erlandssøn svarede med en Bandlysning af den Klerk, som oplæste Kongebrevet. Siden henskød Ærkebiskoppen hele sin Sag under Pa
vens Dom.
Kongen beskyldte Ærkebiskoppen for at staa i landsforræderisk Forbindelse med den norske Konge, Haakon Haakonssøn, der tillige med Sveriges Hersker Birger Jarl i en Aarrække havde haft Tvistemaal med Danmark.
Lige fra Erik Plovpennings sidste Aar havde der været ført forgæves For handlinger mellem Landene, og tilsidst var Nordmændene fra Trudsler gaaet over til Hærgninger i Halland og i Slesvig. Nu fandt Christoffer sig under Ud viklingens Prestvungen til at søge en fredelig Afslutning paa Striden.
HaakonHaakonssøn sejlede da i Sommeren 1257 til Danmark med en præg tig Flaade paa 315 Skibe og kom 26. Juni til København, hvor han til Be
folkningens Uro og Bestyrtelse ankrede i Revshale dyb et. Christoffer kom tre Dagesenere til Byen med en stor Hær og et stort Følge, hvori var JakobErlands
søn og treBiskopper ogRoskildebiskoppens Vasal, Fyrst Jarmer fraRygen. Ved Christoffers kloge Optræden blev de gamle Mellemværender forligt, og de to
Stridigheder 121 Konger sluttede Venskab, saaledes at Christoffer skulde være som en Søn af Haakon og denne være som Christoffers Fader, og de vilde fremtidig gensidig støtte hinanden mod alle Fjender. Og alle var glade, undtagen Ærkebiskoppen og Fyrst Jarmer.
Næste Aar gjorde de holstenske Grever Indfald i Jylland, og Fyrst Jarmer hærgede paa Sjælland samtidig med, at de sjællandske Bønder paany gjorde Oprør. Christoffer stillede Krav om norsk og svensk Hjælp, og denne var under Forberedelsetil de følgende Aar 1259.
Mortensdag 1258 holdt Ærkebiskoppen et Kirkemøde i København, hvor hanindskærpede Vejle Konstitutionens Krav.10)
Paa samme Tid ønskede Christoffer at faa sin udvalgte Søn Erik højtidelig kronet, men Ærkebiskoppen forbød dette under Bands Trudsel. Dette bragte Bægeret til at flyde over, og Kongen lod Ærkebiskoppens egen Broder Niels fængsle ham i Skaane5. Februar 1259, og han førte ham til Borgen Hagenskov
(nu Frederiksgave) ved Assens.
I Lunde Stoftlystes øjeblikkelig Interdikt i Henhold til Vejle Konstitutionen, og dette efterfulgtes 9. Februar i Roskilde Stift. Her var Jakob Erlandssøns Sø
stersøn, Peder Skjælmssøn Bang, bleven hans Efterfølger og tro Tilhænger. Han udstedtesit Brev fra sinBorg i Havn. Han var endnu 10. Martsi Roskilde, men flygtede derefter skyndsomst til Schaprode paa Rygen, hvor han 22. Marts krævede, atRoskilde Kapitel skulde overholde Interdiktet og ikke afholde Mes
ser trods hans Forbud.
Kongen bemægtigede sig Borgen og Bispestolens Gods.
Men 17. April vendte Biskop Peder Skjælmssøn tilbage i Følge med Fyrst Jarmer og Hertug Erik Abelsøn og deres Hær. De landede paa Sjællands Kyst og naaede allerede næste Dag København, hvor Hæren trængte ind gennem Plankebefæstningen paa det Sted, som længe efter kaldtes Jarmers Gab. Den nøjagtige Beliggenhed af Gabet er ikke angivet i Dokumenterne, men det er rimeligt at søge det ved det Gab i Volden, hvor Gravens Overflodsvand blev bortledet mod Øst og som ligger mellem Vestergade og Studiestræde.
Venderne hærgede Byen og angreb Borgen, som ogsaa synes at have lidt betydelig Skade, de satte sig dog ikke fast her, men drog videre paa Plyndrings togt ud over Sjælland. Biskoppen maa have været utilfreds hermed, thi næste Aar udstedte Pave Alexander IV et Brev, hvori han under Bands Straf truede Ryboerne til at erstatte RoskildeBispestol de store Ødelæggelser, de havde anret tet paaBorgen Købmanne havn.17)
Uroen i Landet steg til Tøjlesløshed, og 29. Maj 1259 døde KongChristoffer
1G) S.R.D. V p. 595 jfr. O. Nielsen. Kbh. H. o. B. II p. 5.
17 ) K.D. I Nr. 19.
122 Stridigheder
pludselig i Ribe. Man mente almindeligt, at han var forgivet af Ryd Klosters Abbed Arnfast. Fyrst Jarmer fortsatte sine Plyndringer, og 14. Juni bibragte han Enkedronning Margretes sjællandske Ledingsopbud et knusende Nederlag ved Næstved, og Peder Skjælmssønforbød, at de dræbte Ledingsmænd blev be
gravet i viet Jord.
Nedslaaet over Modgangensøgte Enkedronningen nu Forlig med sine andre Modstandere og løslod Jakob Erlandssøn af Fængslet paa Hagenskov.
Haakon Haakonssøn havde imidlertid sluttet Forberedelserne til sit Togt, og skønt han inden Afrejsen var underrettet om Kong Christoffers Død, fort
satte han dog sin Færd til København, hvortil hans Flaade ankom i Midten af Juli. Fyrst Jarmer og Biskoppen blev saa skrækslagne herover, at de straks for
lod Sjælland og drog til Venden.
I København udvekslede Haakon og Enkedronningen Gaver, men han var ikke tilfreds med, at Enkedronningen var gaaet paa Forlig med sine Fjender.
Selv om Venskabets ydre Former endnu bevaredes, da Kongen drog tilbage til Norge, var dets virkelige Indhold gaaet tabt, og Danmark kunde nu ikke regne med norsk Støtte.
Om Enkelthederne i Københavns Udvikling under Peder Skjælmssøns Styre i 1250-Aarene vides ikke meget.
Et lille Tidsbillede giver etBrev af25. August 1258 fra Pave AlexanderIV.1S) PederSkjælmssønhavde meddelt Paven, at Borgerskabet i Købmannehavns Borg havde grebet en forbrydersk Diakon, d. v.s. Præst af lavere Rang, som var en vitterlig Røver og skyldig i mange Ugerninger, og havde dumdristigt hængt ham iGalgen. Derfor bad de om Absolution. Paven krævede, at Hovedmændene skulde fremstille sig personlig for ham, men gav Biskoppen Tilladelse til at tilstaa de øvrige, som varmange, Absolution paaKirkens sædvanlige Vilkaar.
Byen fik i den Tid sit Hospital for Spedalske, bygget paa Bymarken nord for Vejen til Solbjerg og Valby og vest for den tørlagte Gjeveaa. Allerede i
1253, medens Jakob Erlandssøn var Biskop i Roskilde, lod han et tilsvarende Hospital bygge i denne By.19) Det københavnske er vel bygget efter Forbilledet i Stiftsstaden, men da det ikke nævnes i Stadsretten af 1254, er det først opført i Peder Skjælmssøns Dage. Det omtales tidligst, da Pæter Olafssøn af Kalwæris
(Karise) isit Testamente af 1261 giverHospitalet i Hafn en Gave.20)
St. Olaf var Hospitalets Værnehelgen. I 1275 skulde Borgere, der havde Helligdagsarbejde i Havnen betale en Penning i St. OlafsBloktil Hospitalet.21)
18) KD. I Nr. 18.
19 ) Joh. Knudsen, P. Hansen Resen. Roskilde p. 61.
20) Suhm. Hist. I p. 925.
21) K.D. I Nr. 21.
Stridigheder 123 St. Olafs Alter stod i Hospitalets Kirke,22) og St. Olaf genfindes i Hospitalets Segl. Det var først omkring 1350, at der tillagdes Hospitalet Navnet St. Jørgen.
Da Hospitalet i Christian ZF’s Dage blev sammenlagt med Vartov, havde det 10 Senge, og det har vel næppe nogensinde haft flere. Ødelæggelserne af Bor
gernes Huse ved Lübeckernes og Jarmers Hærgninger kan ikke konstateres i Enkeltheder. Af større økonomisk Betydning var maaske Kirkeødelæggelserne.
Over en af Vor Frue Kirkes Indgangsdøre sad indtil den store Ildebrand i 1728 et Tympanonrelief med en Indskrift, hvori det udtales, at Kirken fire Gange havde været hærget af Brand.23) Af diske Brande maa de to sikkert hen føres tilLübeckernes og Jarmers Ødelæggelser.
St. Nicolais og St. Peders Kirkers Skæbne i disse Aar kendes ikke. De spar
somme Dokumenter omtaler end ikke St. Peder. Den Omstændighed, at Peder Olafssøn i sit førnævnte Testamente af 1261 betænker St. Nicolai med den store Gave af alle de Skibe, han havde i København og 100 Mark Penge, kunde vel tyde paa, at Kirken var i Nød og havde betydelige Udgifter til Bygningsarbejder.
For St. Clemens Kirkes Vedkommende er der en gammel Efterretning om, at i 1256 skænkede Asser Uddebrudssøn og hans Hustru Abild Jord til Kirke-gaarden og lod opføre den vestlige Del af Kirken.24) Dette tyder paa, at Kirken paa denne Tid er bleven forlænget og formodentlig samtidig gjort til Genstand
For St. Clemens Kirkes Vedkommende er der en gammel Efterretning om, at i 1256 skænkede Asser Uddebrudssøn og hans Hustru Abild Jord til Kirke-gaarden og lod opføre den vestlige Del af Kirken.24) Dette tyder paa, at Kirken paa denne Tid er bleven forlænget og formodentlig samtidig gjort til Genstand