Da Romerne ved Gaius Julius Cæsar’s Kampe lagde Gallien og Germanien vest for Rhinen under deres Styre, drejede det sig i første Linie om en militær Beherskelse af det erobrede Land, og rundt om lagdes der befæstede Militær lejre. Efterhaanden somLandet blev pacificeret, vandt ogsaa den romerske Kul
tur Indpas og romerske Borgere tog Ophold i selve Lejrene eller i Forstæder, knyttede til dem, og begyndte at drive Handel med Befolkningen i Omegnen, eller med det fjernere Opland gennem udsendte Handelskaravaner. Denne Handel er ogsaa udstrakt til Østersøomraadet og Danmark, men der er kun bevaret faa literæreVidnesbyrd herom. Det kan dog nævnes, at den til Kejser Augustus Ære opsatte Indskrift i Templet i Ancyra (Angora) i Lilleasien be retter, at en romersk Flaade i Aaret 5 e. Chr. omsejlede Kimbrernes Halvø, og altsaa er naaet frem til Kattegattets Kyster, samt at Plinius omtaler en romersk Ridder, der af Kejser Nero blev sendt til Østersølandene for at opkøbe Rav. Langt tydeligere viser den romerske Handel sig i de Fund, som er frem dragne af Jorden. Det er af disse klart, at der er foregaaet en betydeligImport til Danmark og Østersølandene af romersk Metal og Glasvarer, og at romersk Mønt, Maal og Vægt hyppigt har været benyttet. Denne Handel er især fore
gaaet i den saakaldte romerske Jernalder og i største Delen af Folkevandrings
tiden, altsaa fra Christi Fødsels Tid til omkring 500 e. Chr. Blandt de Veje, ad hvilkeVaretransporten fandt Sted, var Vejen fra Rhinegnene en af devigtigste.
Her havde Romerne Aar 38 før Chr. bygget det senere Köln som en befæstet Legionslejrog allerede 50 Aarefter Chr. var dens Betydning som Han delspladssteget saa stærkt, at Agrippina, den yngre Kejser Claudius’ Gemalinde, kunde tilstaa Byen romerske Købstadsrettigheder. Den havde paa dette Tids punkt et Areal indenfor Bymuren, som var dobbelt saa stort som Bygrunden i Absalons København.
Trods Ødelæggelserne i Landet i Folkevandringens og VikingetidernesAarhun- drede bevarede Köln sin Betydning som Centrum for Rhinegnenes Handel, saa ledes at Byen i 1180, paa den Tid, da Absalons København var i sin første spæde Fremvæxt, maatte flytte sine Mure saa langt frem, at Byarealet blev ti
Handel og Købstad i Oldtiden 65 Gange saa stort som Københavns, men denne Udvidelse strakte ogsaa til for hele Middelalderen.
Et Kulturcentrum som Köln har sikkert stedse hævdet sine romerske Han delsrettighederog Sædvaner, og selvom ikke alle de andre mindre, flanderske og hollandske Romerbyer blev bevarede gennem Folkevandring og Vikingetid, er dog utvivlsomt ogsaa de nye Købstæder, bl. a. Dorestad og Brügge, som afløste dem, bleven oprettede paa det gamle romerskeGrundlag, ændret efter Landslov og efter Tidernes Krav.
De urolige Forhold i Landene krævede en stærk Solidaritet i Handelsfor
retningerne, og der dannedes en Praxis, fælles for alle Købmænd, jus mer-catorum eller Købmands Lov, som blev grundlæggende for Handelsvirksom
heden iNord- og Mellemeuropa. Købmændene var samlede i et edsvoret Gilde eller Edslav, hvis enkelte Brødre ved en højtidelig aflagt Ed var forpligtede til at overholde, og delvis vel ogsaa hemmeligholdt, Handelens Love. Dette Gilde og den tilhørende Lov og Ed, som sikkert stammede fra Romertiden, var i den ældste Tid Købstædernes og deresBorgeres uskrevne Stadsret.
Samtidenseuropæiske Fjernhandel havde sin egensærprægede og faste Orga nisation i nøje Tilknytning til Købstadsretten. Købmændene maatte under de usikre og vanskelige Rejseforhold i Landene samle sig i væbnede Skarer, manus mercatorum, som paa Karavanevis med Pakheste og Karrer vandrede ad de bundløse Veje, eller som drog frem til Søs i smaa Flotiller under Ledelse af en Oldermand eller Hansegreve, som de valgte af deres Midte. Efter alt, hvad der foreligger, blev Varerne solgt eller indkøbt i Fællesskab, og Fortjenesten eller Udgifterne blev fordelt paa de enkelte Edsbrødre efter deres Indskud i Be driften.1)
Danmarks Befolkning, der i den graa Oldtid var Jægere og Fiskere, om
dannedes fra den yngre Stenalder i stedse stigende Grad til et Folk af Bønder, somlevede i Landsbyerne, hvor de dyrkede deres Jord og ernæredesig af deres Frembringelser. Klæder og Husholdningens Redskaber tilvejebragtes ved Hjem
menes Husflid, selv om maaskeenkelte Bønder var mere duelige hertilend andre, og i lange Tider var Smeden Landsbyens eneste Haandværker.
Dagliglivets Ensformighed blevbrudtved regelmæssigt tilbagevendende Mø
der paa Tinge og ved Viet eller i Fisketiden, og naar nu mange af Bygdens og Nabobygdernes Folk var samlede, opstod der uvilkaarlig et Marked med livlig Handel. Det var ikke tilfældigt, at Markederne blev afholdt i Bygdecentrerne, thi derfra udgik de bedst mulige Vejforbindelser ikke alene til det nære, men
1) Hist. Medd. om Kbh. 2 R III p. 230 ffg. Inama v. Sternegg. Deutsche Wirtschaftsgesch. I p. 177. Pirenne. Gesch. Belgiens I p. 202. Pirenne. Origines des constitutions urbaines Rev. Hist. LVII p. 80.
Københavns Historie Bd. I 5
66 Handel og Købstad i Oldtiden
ogsaa til det fjernere Opland; den rummeligste Markedsplads valgtes dog ikke i selve Landsbyerne men paa disses Overdrev. Paa Markedspladsen herskede Tingets og Viets Fred, i senere Tider Kirkefreden, og den gjaldt ogsaa paa Alvejene, som førte dertil og derfra. Men naar Tinget eller Blotet paa Viet var endt, spredtes Markedsgæsterne, og hvis der var Markedsboder, blev de taget ned, eller de henstod lukkede og øde tilnæste Markedstid.
Markederne bød ogsaa paa Mulighed for at erhverve udenlandske Varer, dersom fremmede Købmænd indfandt sig for at handle, og som før omtalt, viser Jordbundene mange Genstande af udenlandsk, især romersk Oprindelse, som Landets Bønder har modtaget i Byttehandel med LandetsProdukter, f. Eks.
Flint, Rav, Vox, Pelsværk eller saltet og tørret Fisk.
Bøndernelærte efterhaandende fremmede Købmænd Kunsten af. I Vikinge tiden var det Skik, at velhavende Bønder i Landsbyerne ved Kysten optog Virk somheden som rejsende Købmænd, Farmænd, der enten alene eller i Samlag med andre udrustede Skibe, bemandede dem med deres Husfolk og drog af Lande for atafsætte deres Ladning.
Selv omVikingerne var Ransmænd,naar de skønnede det billigst at erhverve Rigdommen med Sværdet, kunde de i Hvilepauserne mellem Togterne ogsaa optræde som fredelige Købmænd.
I London havde de danske Købmænd siden Erobringen af Danelagen er
hvervet sig Retten til botsate, d. v. s. til at holde Bod uden at være Borgere, hele Aaret rundt, og de havde Ret til at handle paa Markederne i hele England.2) De ældste udenlandske Handelskaravaner i danske Egne kender vi altsaa kun fra Fundene, men vi møder dem i Beretningerne allerede ved det 9. Aar-hundredes Begyndelse, paa den Tid, da de første udførlige Vidnesbyrd om danske Forhold foreligger. Det var mercatores, fremmede Købmænd, som Kong Gotfred i 808 førte fra Rerik til Sliesthorp?) og det var en Handelskaravane, der omtrent 830 bragte Ansgar fra Hedeby til Sverige. Flaaden blev angrebet af Vikinger ved den svenske Kyst, saaledes at Ansgar og hans Ledsagere møj sommeligt maatte drage videre over Land.4) En saadan Hændelse viser Nød
vendigheden af, at Købmændene maatte være bevæbnede, og lejlighedsvis kunde ogsaa de europæiske Karavaner, ligesom Vikingerne, føle sig fristede til billig Erhvervelse af Landets Produkter ved Rov og Strandhugst.
Fred og Beskyttelse var dog det, som Købmændene mest trængte til. Naar Karavanerne overskred en Landegrænse, stillede de sig under LandsherrensBe
skyttelse og til Gengæld for det frie Lejde, han gav dem, betalte de til ham en 2) Alex Bugge. Handelen mell. England og Norge H.T.N. 3 R IV p. 5.
3) Vilh. la Cour. Sønderjyll. Hist. I p. 227. Johs. Steenstrup. Danm. Riges Hist. I p. 215.
4) S.R.D. I p. 444.
Handel og Købstad i Oldtiden 67 Told (teloneum, Hanse) af deres Varer. Og paa Markedet, som sædvanligt afholdtes paa Kongens egen Jord, udredede detil Gengæld for Markedspladsen nye Afgifter, Torgørtug (teloneum mercati, commeatus). Disse Afgifter betaltes til Kongsbryderne paa den Gaard, til hvilken Markedsjorden hørte, og som havde Tilsynet med Købmændene og deres Kunder. I hele deres Færd betrag tedes Købmændene som Herskerens Gæster, og de betegnede ofte sig selv med dette Navn.
I de nordiske Lande var Friserne de første vi kender, som over Hedeby og Ribe gik paa Købmandsfærd ind over Østersøomraadet. Efter at Normanner tidens Hærgninger havdeknust Friservældet, gled Handelen over til de sydligere og østligere flanderske og westfalske Lande, og det er i den tidlige Middelalder især herfra, at Købmandskaravaneme udgaar. De fremmede Købmænd bragte Nordens Folk Impulser fra de vestlige Kulturlande. Deres Handelsmetoder ændrede den gammeldags Byttehandel til Handel med Betaling i slagen Mønt, og gennem dem fandt VesterlandenesMønt Indgang i de nordiske Lande, som snart lærte Fordelene ved at slaa deres egen Mønt. Som tydelige Vidnesbyrd om den flanderske Handelsvirksomhed findes Hertugerne Arnould II og Bau
douin IV af Flanderns Mønter (965—1035) i stort Tal i Danmark og Preussen og lige til de lithauiske-lettiske Østersølande.
Selve Markederne varede ganske vist kuni den sædvanemæssige Markedstid, men det kunde hænde, at enkelteKøbmænd holdt Vareoplag i Boderpaa Mar
kedspladsen, om Bord i deres Skib eller hos Bønderi Bygden og fortsatte Salget under et kortere Ophold paa Stedet; man kaldte saadanne Folk for Liggere.
Var Omsætningsforholdene tilstrækkelig gode, kunde en Sammenslutning af Købmænd, der allerede forinden Ankomsten som de andre rejsende Købmænd havde dannet deres Edslav, finde det fordelagtigt at tage fast Ophold paa Stedet, og Kongen kunde have Interesse i at fremme deres Bosættelse, som gav ham Mulighed for nyefasteIndtægter. De to Parter stilledegensidig Betingelser til hinanden, og hver af dem søgte at forhandle sig til de bedst mulige Vilkaar, men for Købmændenes Vedkommende var et Punkt ufravigeligt, nemlig Retten til jus mercatorum, Købmandslov, som her ofte kaldes jus civile eller jus fori, og hertil knyttedes Retten til egen Jurisdiktion paa eget Ting.
De gennemførte herved den Ordning, som var dem tilvant i Købstæderne i de Lande, hvorfra de udgik, thi i de vesttyske og nordfranske Byer var Bor
gerskaberne ogsaa samlede i Edslav,saaledesi 1127 i St. Omer i Nordf rankrig,5 ) i Köln, i Trier, hvor der nævnes en „communio civium, que et coniuratio dicitur“, d. v. s. et Borger gilde, som ogsaa kaldes Edslav.6)
5) Giry. Histoire de la ville de Saint Omer p. 16, 34.
ü) Keutgen. Deutsche Staatsverfassung p. 225, jfr. Hist. Medd. om Kbh. II R 3 p. 242 ffg.
5*
68 Handel og Købstad i Oldtiden
Hvem det var, der betragtedessom Købmænd (mercatores) og som Borgere fremgaar klart af det Brev, som Greverne af Wernigerode udstedte 27. April 1227 til Købmændene (mercatores) i denne By, hvori de efter deres indtræn
gendeBøn tildelte dem Retten til at opkræve 1 Mark og enhalv Fjerdingmark i Igang af hver, som vilde søge Fællesskab med dem og optages i deres Gilde (universitas) og samtidig overdrog dem al den Goslar Bys Ret (jus civi
tatis Goszlarie), som denne By havde haft fra de ældste Tider, og bestemte, at denne Ret herefter skulde overholdes ubrødeligt af dem. I Wernigerode Bys Copialbuch, hvori Privilegiet er afskrevet, er det benævnt „Der Kramere breff und der wantsnider brcff“, hvilket siden er ændret til „der wantsnider- breff“. Dette viser, hvem det var som fik den nye Stadsret (jus civitatis), og at Borgerskabet ikke indbefattede enhver Indbygger i Byen, men kun merca tores, i alt Fald Vantsniderne, og maaske tillige Kræmmerne, men ingen andre.7)
De spredte og sparsomme Meddelelser, vi har fra den tidlige danske Mid
delalder, gør det umuligt at redegøre for Enkelthederne i de danske Købstads samfunds indre Forhold, men der foreligger dog Beretninger, som kaster Strejf lys overUdviklingen. Som før omtalt flyttede Kong Gotfredallerede i 808 frem
mede Købmænd fra Rerik i Mecklenburg til Sliesthorp?}
Da HaraldKesia i 1120-Aarene sad paa Haraidsborg ved Roskilde, lod han sineMænd udplyndreByens Borgere, idet nogle ved Nattetidsneg sig indi deres lejede Torveboder (tabernæ) og andre truede Gæsterne, d. v.s. de fremmede Købmænd paa Livet.9)
I 1132 fik Erik Emune Hjælp af de Sachsere (saxones) som boede, og altsaa var Borgere i Roskilde, idet de byggede Blider og lærte ham at bruge Blidekast mod Haraldsborg, men næste Aar straffede Harald Kesia haardt alle de Tyskere (Theutonicæ, Germani) i Roskilde, som havde angrebet hans Borg.10)
25. Juni 1134 blev Kong Niels dræbt i Slesvig By af Borgernes Edslav (Heszlagh).11)
Ved Stormanden Peder Bodilsen og hans Slægts Gavebrev af 29. November 1135 blev St. Peders Kloster i Næstved oprettet, formentlig knyttet til Byens forudexisterende Sognekirke St. Peders Kirke. Blandt de Ejendomme, som blev tillagt Klostret, var der foruden selve Kirken endnu et Bol og et Fjerdingbol
7) Urk.buch d. St. Wernigerode p. 4, Hansisches Urk.buch I p. 231.
8) Mon. Germ. Hist. I p. 195.
9) Saxo (ed. Müller) p. 626.
10) Saxo (ed. Müller) p. 650 ffg.
n) S.R.D. II p. 612.
Handel og Købstad i Oldtiden 69 samten Mølle i Store Næstved; det fremgaar afBolinddelingen, at detherdrejer sig om en agerdyrkende Landsby.12}
Efterat Klosteret var taget i Brug, gavKong Erik Lam 21.Marts 1140 Mun kene Ret til at holde Torv i Byen efter alle Torvelove og Ret til at oppebære de ellers Kongen tilfaldende 3 Marks og 40Marks Bøder og andet kongeligt Sage- fald, samt Midsommergæld, alt efter dansk Skik. Munkene fik altsaa ikke Ret til at gøre Landsbyen, hvoraf de vel kun ejede fem Fjerdedele Bol og Møllen, til Købstad, men derimod til paa Klostrets og Kirkensfredede Jord efter dansk Skik at holde Torv og Købstad med Købmandsgilde og Købmandslov, en Køb
stad, hvis Hovedgade varden saakaldte Købmannegade, men Landsbyen forblev sikkert Landsby og kom først i Løbet af 100 Aar efterhaanden under Køb
stadslov.13)
Ved Biskop Assers Død 18. April 1158 var der Splid i Roskilde Borgeres Edslav (conjuratio populi Roskildensis) og de indfødte Borgeres Broderskab (sodalitia indigenorum) ødelagde defremmedes Edslav (conjuratio aliogenæ).14)
Ved Oprettelsen af Købstæderne traadte et nyt økonomisk Element ind i detdanske Samfund. Bønderne i Landsbyerne havde deresMarker og vidtstrakte Overdrev, ved hvis Udnyttelse de kunde ernære sig selv og forsørge sig ved deres egne Produkter; kun naar disse var rigelige, vilde der blive Varer tilovers til Salg paa Markederne eller paa Købstadens Torv, eller til Bytte med fremmede Sager. De Bønder, der som Farmænd drev Købmandsskab ved Siden af Land bruget, forblev paa dens Gaarde og dannede ikke selvstændigt Samfund.
I Modsætning til Bøndernevar Købstædemes Borgere i det væsentlige ikke selvstændig producerende. De levede i det store og hele af Fortjenesten paa Exporten af Hjemlandets Produkter til Udlandet og paa Vareimporten fra dette til det hjemlige Forbrug, maaske i Forbindelse med Indtægten ved en haand-værksmæssig Forædling af visse Produkter.
For at kunne løse disse Opgaver behøvede Borgernes Gaarde (curia) ikke, somi Landsbyen store Jordarealer, men de kundenøjesmed Byggegrunde (area, fundus, terra), som foruden Bygningerne i det højeste kunde rumme en Kaal-have. Til Borgernes Virksomhed hørte nødvendigvis et Torv. Byens samlede Jordtilliggende tjente ikke til Agerbrug, men til Græsning for Borgernes Malke-og Slagtekvæg.
12) Thorkelin Dipl. I p. 5.
13) Pontoppidan. Annales eccl. I p. 364, jfr. Thorkelin Dipl. I p. 128.
14) Saxo (ed. Müller) p. 735.
70 Handel og Købstad i Oldtiden
Naar nogle Købstæder, deriblandt en af de ældste som Viborg, har drevet Agerbrug, maa der ligesom i Næstved have ligget en Landsby i umiddelbar Nærhed af den Markedsplads, paa hvilken Købstaden opstod, og dens Gaarde er med deresTilliggendesaa siden blevenindlemmet i Købstadens Omraade.
Kongen alene kunde give den Kongsfred, som var en Betingelse for Bor gernes Sikkerhed og Købstadens Trivsel, og den opstod derfor ligesom Mar
kederne altid paa Kongens Jord, med mindre Kongen havde tilstaaet andre, navnlig den høje Gejstlighed eller Klostre, Retten til atanlægge Byen.
I Købstæderne ligesom paa Markederne var Fogeden paa Kongsgaarden eller paa Borgen Kongens Ombudsmand overfor Borgerne. Han mødte som Kongemagtens Stedfortræder paa Tinget, holdt Fangerne i Forvaring, lod sam men med Byens Øvrighed Tingets Domme fuldbyrde, oppebar Skatter, Bøder og andet Sagefaldtil Kongen og deltogsammen medBorgerskabet i Byens For
valtning.
Hvad enten Borgerne kom i sluttet Skare som et tilvandrende Købmandslav, eller Lavet dannedes af Købmænd, som kom enkeltvis paa Opfordring af den Konge, dervilde grundlægge Købstaden, maatte de stille sig under det konge
lige Værn, og i den ældste Tid betragtedes de derefter slet og ret som Kongens Fæstere, coloni, underlagt Fogeden.
Saaledes var Forholdene i den ældste slesvigske Stadsret § 69, 70 saavel som i Skaane, og i Privilegierne af 1140 for Næstved jævnstilles Byens „Homines“ med Munkenes Fæstere paa Landet.15) Senere fik de en friere Stilling.
Borgerskabet omfattede Købmændene og alle bofaste Mænd, to Grupper, som i den ældste Tid nærmest dækkede hinanden. Det samlede Borgerskab dan nede Købmands gildet, hvis Medlemmer sammenknyttedes af Borgereden, der ikke alene angik deres egne indbyrdes Forhold, men ogsaa rummede Troskabs eden til Kongen eller til Byens Herre. Gildet nævnes som Heszlag, conjuratio populi, commune civium eller communitas. Borgerskabsgildet kunde træde sam
men paa Tinge og f. Eks. i Tilfælde af Ændringer i Byens Forhold eller Styre træffe Afgørelsen sammen med Fogeden.16)
De svorne Gildebrødre, fratres con jurati, havde i ældre Tider visse Forret
tigheder i Bevisførelsen paa Tinge. Købmandslavet bevarede vel ikke disse Ret
tigheder ubeskaarne ned igennem Tiderne, men det var dog stedse Byens for
nemste Lav11}
15) Kolderup Rosenvinge. GI. d. Love V p. 322. Krarup og Norvin. Acta processus litium p. 14, 30. K. Secher. De to ældste bevarede i Norden udstedte Breve. AfnO 1882 p. 219 ffg.
16) Saxo (ed. Müller) p. 735. Rosenvinge. GI. d. Love V p. 172, 173, 206, 311, 315, 422, 426.
17) Kolderup Rosenvinge. GI. d. Love V p. 311 ffg. Slesvigs Stadsret § 32, jfr. K.D. I Nr. 16.
K.D. I Nr. 22 Randers, Viborgs og Lemvigs ældste Bysegl. Nyrop. Danmarks Gilde- og Lavsskraaer II p. X. XI.
Handel og Købstad i Oldtiden 71 Borgerskabet udnævnte i den ældste Tid indtil 4 Oldermænd, Seniorer eller Senatorer, en fra hver af Byens 4 Fjerdinger, som sammen medFogeden varetog den daglige Forvaltning af Byens Anliggender.
Borgerskabet var ingenlunde det samme som Byens Indbyggere. Borgerens Husstand tilhørte ikke communitas. Husstanden omfattede foruden hans Hustru og umyndige Børn ogsaa Købsvende og Haandværkssvende i hans Brød. De Smaafolk, der boede i lejede Boder, var kun Bymænd, som var undergivet Byens Lov og Ting, men ikke Borgere. Ej heller indgik Kongens Tjenere, Adel og Gejstlighed og deres Tjenere i Borgernes Tal, thi disse var end ikke Byen og Tinget underlagt, men havde deres eget Værneting.
Fremmed Nationalitet var ingen Hindring for at blive Borger ellerBymand, naar den paagældende medbragte Bevis paa ægte Fødsel og hæderlig Vandel fra sit Hjemsted og aflagde Troskabseden til Kongen ellertil Byens Herre. Men at alle Vanskeligheder ikke i Praxis var bortryddede dermed, viser de før om
talte Begivenheder i Roskilde, hvor de indfødte i Borgergildet og de fremmede var i Strid.
Borgergildets Folk og de tilrejsende Købmænd var vel, da Købstaden blev til, ofte af samme Oprindelse, men idet Borgergildet var blevet omformet fra det rejsende til det bosatte Købmandsgilde, som sikrede sig visse Monopoler for sin Handel, opstod der et Konkurrenceforhold til de øvrige tilrejsende Køb mænd, og det gjaldt nu for Borgergildet om at begrænse disses Virksomhed det mest mulige. Dette var saa meget mere magtpaaliggende, som det lokale Borgerskab nærmest bestod af mellemhandlende Smaakøbmænd og Haandvær- kere, som alle var lidet kapitalstærke, og selv om der hist og her i Byerne var danske Købmænd, som selv ejede og førte deres Skib, var det i Middel
alderen, navnlig i de mindste Købstæder meget sjældent at finde Købmænd i Borgerskabet, som magtede Rhederivirksomhed og en gros Handel i større Stil.18)
De fremmede Købmænd, de saakaldte Gæster, var i Virkeligheden en Livs
betingelse for Købstadens Trivsel, thi de var de egentlige en-Gros Handlende baade som Importører af de fremmede Varer og som Exportører af Landets Produkter. De opholdt sig i Byen under Aarsmarkedet, men vilde de fortsætte Handelen udover Markedstiden, maatte de tage Ophold i en Borgers Hus som Liggere, betale henholdsvis Sommerlav eller Vinterlav og udrede Skatter og anden Byens Tynge lige med Borgerne. De fik da ogsaa for en begrænset Tids
betingelse for Købstadens Trivsel, thi de var de egentlige en-Gros Handlende baade som Importører af de fremmede Varer og som Exportører af Landets Produkter. De opholdt sig i Byen under Aarsmarkedet, men vilde de fortsætte Handelen udover Markedstiden, maatte de tage Ophold i en Borgers Hus som Liggere, betale henholdsvis Sommerlav eller Vinterlav og udrede Skatter og anden Byens Tynge lige med Borgerne. De fik da ogsaa for en begrænset Tids