uddannel-sesniveauet løftes. Såfremt uddannelses-niveauet ikke løftes, er der med andre ord stor risiko for, at den økonomiske ulighed vil stige, og samtidig vil fremtidens vel-standsniveau bliver lavere, end det ellers kunne have været.
Efter at dele af oppositionen igennem længere tid har presset på for at få øget in-vesteringerne i uddannelse har regeringen - langt om længe - også meldt sig på ba-nen. Med velfærdsaftalen mellem regerin-gen, Socialdemokraterne, Dansk Folke-parti og Det Radikale Venstre afsættes der således midler til, at flere kan få en ung-domsuddannelse og/eller en videregående uddannelse. En af målsætningerne i afta-len er, at der fra 2015 kun må være 5 pro-cent af en ungdomsårgang, der ikke af-slutter en ungdomsuddannelse, mens den tilsvarende andel i dag er 20 procent. Der er tale om en meget ambitiøs målsætning, som formentlig kræver oprettelse af nye uddannelsestilbud, som er målrettet de
Stort økonomisk afkast af uddannelse
Investeringer i uddannelse er både for den enkelte og for samfundet en rigtig god forret-ning, idet uddannelse giver større velstand på grund af højere beskæftigelse og højere produktivitet. En realisering af Regeringens målsætning om at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse og 50 procent en videregående uddannelse vil indebære at beskæf-tigelse vil øges med i størrelsesordenen 45.000 personer på langt sigt.
bogligt svage. Men opgaven er meget vig-tig at løfte, idet en fortsat restgruppe på 20 procent med stor sikkerhed skaber mange tabere på fremtidens arbejdsmarked.
Beregninger i dette kapitel viser, at in-vesteringer i uddannelse generelt er en rigtig god investering - både for den en-kelte og for samfundet. Det bør således ikke være snævre kortsigtede økonomiske hensyn, der står i vejen for at øge investe-ringerne i uddannelse, idet pengene kom-mer igen - med renters rente - på grund af større beskæftigelse og højere produktivi-tet. I kapitlet belyses desuden hvilken be-tydning, skattesystemet, tilbagetræknings-mønsteret samt studiestartstidspunktet har for det økonomiske afkast af uddannelse.
Måling af det økonomiske afkast af uddannelse
Det økonomiske afkast af uddannelse kan opgøres ud fra en privatøkonomisk vinkel, en samfundsøkonomisk vinkel eller ud fra en offentlig vinkel (betydningen for de of-fentlige finanser). Det privatøkonomiske afkast måles ved den stigning i forbrugs-mulighederne, som den enkelte oplever ved at afslutte en uddannelse, mens det offentlige afkast af uddannelse måles ud fra forbedringen af de offentlige finanser ved et højere uddannelsesniveau. Konkret måles det privatøkonomiske afkast i den-ne analyse på baggrund af indkomsten ef-ter skat over hele livsforløbet (den dispo-nible livsindkomst), mens det offentlige
afkast måles på baggrund af nettobidraget til den offentlige sektor over livsforløbet.
Se boks 1 for en nærmere beskrivelse af målemetoden.
Det samfundsøkonomiske afkast består primært i, at uddannelse muliggør en stør-re velstand på grund af en højestør-re produk-tivitet og et større beskæftigelsesomfang.
Som udgangspunkt svarer det samfunds-økonomiske afkast til summen af det pri-vatøkonomiske og offentlige afkast.
Uddannelse er generelt en rigtig god in-vestering - både for den enkelte, de of-fentlige finanser og for samfundet. Et hø-jere uddannelsesniveau medfører for den enkelte typisk et højere lønniveau og der-med en højere disponibel indkomst efter skat. Samtidig er der en klar tendens til, at risikoen for at blive ledig, førtidspensio-nist, kontanthjælpsmodtager mv. falder med stigende uddannelsesniveau. Som hovedregel er det således både løn og be-skæftigelse, der øges, når den enkelte op-når et højere uddannelsesniveau. På grund
af højere skattebetaling og lavere udgifter til overførselsindkomster medfører inve-steringer i uddannelse derfor en forbed-ring af de offentlige finanser, som typisk mere end opvejer de uddannelsesmæssige udgifter, der er forbundet med driften af uddannelsesinstitutionerne. Ud fra en samlet samfundsøkonomisk synsvinkel er uddannelse således en god investering, idet uddannelse både øger afkastet for den enkelte og samtidig forbedrer de offent-lige finanser.
Privatøkonomisk afkast
Det privatøkonomiske afkast måles som nævnt som den forventede stigning i den disponible livsindkomst ved at tage en ud-dannelse. For at kunne beregne denne stigning er der for hver uddannelsesgrup-pe dannet en tilhørende kontrolgrupuddannelsesgrup-pe, som består af personer, der ikke har taget en uddannelse og har samme karakteri-stika (køn, herkomst, civilstand mv.) som de personer, der i dag tager de pågæl-dende uddannelser. Forskellen i livsind-komsten mellem den enkelte
uddannel-Boks 1. Måling af afkast af uddannelse
Det økonomiske afkast af uddannelse kan tilnærmelsesvis måles som stigningen i indkomsten ved en stigning i uddannelsesniveauet. For det privatøkonomiske afkast er det stigningen i indkomsten efter skat (den disponible indkomst), mens det for det samfundsøkonomiske afkast er markedsindkomsten, der er relevant. Da afkastet, både for den enkelte og for samfundet, viser sig gennem hele livsforløbet, er det livs-indkomsterne, der er relevante at undersøge. Det økonomiske afkast af en given ud-dannelse kan således opgøres som forskellen mellem livsindkomsten for personer, der tager uddannelsen, fratrukket livsindkomsten, hvis den pågældende ikke havde taget uddannelsen - tillagt de driftsomkostninger, der er forbundet med uddannelses-forløbet. I praksis har man naturligvis ikke adgang til oplysninger om, hvad livsind-komsten ville have været, såfremt en færdiguddannet ikke havde taget den pågæl-dende uddannelse. Der er derfor benyttet en statistisk metode til for hver uddannelse at danne en kontrolgruppe, der så vidt muligt har samme karakteristika (køn, her-komst, civilstand mv.) som de, der rent faktisk tager uddannelsen. Det er livsind-komsten for denne kontrolgruppe, der sammenlignes med, når uddannelsesafkastet skal beregnes. I kontrolgruppen er således kun personer, der enten har grundskole el-ler en ungdomsuddannelse som den højest fuldførte uddannelser.
sesgrupper og livsindkomsten for den til-hørende kontrolgrupper er således et mål for uddannelsesafkastet, jf. boks 1.
Som det fremgår af tabel 1, er livsind-komsten - efter skat - for personer med en erhvervsfaglig uddannelse på 9,1 mio. kr., mens indkomsten for den tilhørende kon-trolgruppe er 8,3 mio. kr. Ved at tage en erhvervsfaglig uddannelse øges livsind-komsten således med 0,9 mio. kr. i gen-nemsnit. For de lange videregående ud-dannelse er det tilsvarende udud-dannelses- uddannelses-afkast på 4,0 mio. kr. Måles uddannelses-afkastet al-ternativt som den relative stigning i livs-indkomsten, viser tabellen, at den disponi-ble livsindkomst øges med knap 11 pro-cent ved at tage en erhvervsuddannelse, mens livsindkomsten øges med 44 pro-cent ved at tage en videregående uddan-nelse.
En tredje måde at måle det økonomiske afkast på er ved at beregne den interne rente af uddannelsesinvesteringen - dvs.
beregne den rente, der sikrer, at nutids-værdien af uddannelsesinvesteringen er nul. De erhvervsfaglige uddannelser har, som det fremgår af tabellen, klart den hø-jeste interne rente, men har samtid det
la-veste relative afkast. Den høje interne ren-te for de erhvervsfaglige uddannelser skyldes blandt andet, at de privatøkono-miske omkostninger ved erhvervsuddan-nelserne er begrænsede, idet de som ho-vedregel modtager lærlingeløn.
For de korte videregående uddannelser er den interne rente 40 procent, mens den er 12,6 procent for de lange videregående uddannelser. Den høje forrentning for de korte videregående uddannelser skyldes kombinationen af, at kontrolgruppen kun har lidt højere indkomst end de KVU-stu-derende i studietiden, og at studieforløbe-ne er forholdsvis korte. Disse forhold medfører, at det samlede indkomsttab un-der uddannelsesforløbet er forholdsvis be-grænset. Samtidig skal det understreges, at selvom den interne rente er forholdsvis høj for de korte videregående uddannel-ser, er det absolutte afkast betydeligt stør-re for de mellemlange og de lange videstør-re- videre-gående uddannelser.
For at vurdere den privatøkonomiske rentabilitet ved investeringer i uddannel-ser skal den interne rente sammenlignes med realrenten fratrukket den gennem-snitlige stigning i reallønnen (dvs.
pro-Tabel 1. Mål for det privatøkonomiske afkast af uddannelse
Livsind- Kontrol- Absolut Relativt Intern
Uddannelse komst gruppe afkast afkast rente
Mio. kr. Pct. Pct.
Erhvervsfaglig 9,1 8,3 0,9 10,7 93,8
Kort videregående 10,0 8,7 1,2 14,0 40,1
Mellemlang videregående 10,7 8,8 1,9 21,6 13,4
Lang videregående 13,0 9,0 4,0 43,7 12,6
Anm: Diskonteringsraten antages at være lig med den fremtidige reallønsfremgang, hvilket medfører, at den absolutte stigning i den disponible livsindkomst er udtryk for nutidsværdien af uddannelsesinvesteringen.
Den interne rente er beregnet ud fra indkomstprofilerne og uddannelsesomkostningerne i 2003 for de enkelte aldersgrupper. Det indebærer, at indkomsterne implicit er opgjort i vækst og inflationskorrigerede enheder, hvorfor den beregnede interne rente også er opgjort i vækst og inflationskorrigerede enheder.
Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen
duktivitetsvæksten). Med en langsigtet realrente på 5 procent og en årlig produk-tivitetsvækst på 2 procent kan sammen-ligningsrenten på den baggrund opgøres til 3 procent.
Disse beregninger viser således - på linje med tilsvarende beregninger fra Vis-mændene fra 2003 - at der privatøkono-misk set er et betydeligt incitament til at uddanne sig. I OECDs rapport Education at a Glance 2005 er imidlertid beregnet et privatøkonomisk afkast af videregående uddannelser, der er væsentligt lavere end AErådets og Vismændenes resultater. I OECD beregnes afkastet ved at gennem-føre en videregående uddannelse til hen-holdsvis 4,8 procent for mænd og 3,4 pro-cent for kvinder (målt ved den interne ren-te). Det er væsentlig lavere end AErådet og Vismændene beregner.
I den hjemlige debat fremføres det jævnligt - bl.a. med afsæt i analysen fra OECD - at det danske (progressive) skat-tesystem indebærer, at der ikke er et til-strækkeligt økonomisk incitament til at tage en videregående uddannelse. Sagen er imidlertid den, at OECDs beregninger er baseret på en række forsimplede anta-gelse, der undervurderer det beregnede uddannelsesafkast.
For det første tager OECD ikke højde for, at tilbagetrækningsalderen typisk sti-ger med uddannelsesniveauet, ligesom der heller ikke tages højde for, at risikoen for førtidspensionering, kontanthjælp mv. er lavere for højtuddannede. Da en stor del af uddannelsesafkastet netop består i se-nere tilbagetrækning samt lavere risiko for førtidspensionering mv., bidrager det en-tydigt til, at OECD undervurderer uddan-nelsesafkastet.
For det andet antager OECD, at studeren-de ingen indkomst har i studietistuderen-den, selv-om data viser, at mange studerende har
"pæne" indkomster blandt andet på grund af SU'en. OECD overvurderer med andre ord det indkomsttab, den enkelte oplever under uddannelsesforløbet. Denne anta-gelse har stor betydning for beregningen af den interne rente af uddannelses-investeringen.
For det tredje går OECDs beregninger af livsindkomsten kun frem til 64 års alde-ren, mens AErådets beregninger går frem til 80 års alderen. Dette bidrager ligeledes til, at OECD undervurderer uddannelses-afkastet, idet pensionister med videregå-ende uddannelser typisk har en større dis-ponibel indkomst end øvrige pensionister.
Der er imidlertid også nogle mindre for-hold, der isoleret set trække i retning af, at OECD overvurderer uddannelsesafkastet, mens disse vurderes at være af mindre be-tydning end ovennævnte. Med de forsim-plede antagelser, som OECD lægger til grund for afkastberegningerne, er det vur-deringen, at AErådets og Vismændenes beregninger er betydeligt mere retvisende end OECDs afkastberegninger, og der er således et betydeligt større privatøkono-misk afkast af uddannelse end det, OECD beregner.
Afkast af uddannelse for de offentlige finanser
Samtidig med, at uddannelse giver et højt privatøkonomisk afkast, indebærer uddan-nelse en forbedring af de offentlige finan-ser på grund af højere skattebetaling og lavere udgifter til indkomstoverførsler, herunder dagpenge, førtidspension, kon-tanthjælp og efterløn. Stigningen i skatte-provenuet stammer dels fra højere be-skæftigelse og højere løn/produktivitet.
Som et mål for uddannelsens betydning
for de offentlige finanser benyttes stignin-gen i nettobidraget til den offentlige sek-tor over hele livsforløbet (dvs. nettobidra-get for uddannelsesgruppen fratrukket nettobidraget for kontrolgruppen). Netto-bidraget er beregnet som direkte skatter fratrukket indkomstoverførsler samt ud-gifter til driften af uddannelsesinstitutio-nerne. Indirekte skatter samt træk på den offentlige service (udover uddannelses-udgiften) er således ikke medtaget.
Målt over hele livsforløbet øges netto-betalingen til de offentlige finanser med 1,5 mio. kr. ved at tage en erhvervsuddan-nelse, mens nettobetalingen øges med 4,6 mio. kr. ved de lange videregående ud-dannelser, jf. tabel 2. Målt ud fra den in-terne rente er forrentningen af de mellem-lange og mellem-lange videregående uddannelser på godt 8 procent, mens den interne rente af de korte videregående uddannelser er 13,6 procent om året. Sammenholdt med en vækstkorrigeret realrente på omkring 3 procent viser beregningerne, at investerin-ger i uddannelse er en meget rentabel of-fentlig investering.
Som det fremgår af tabel 2, har er-hvervsuddannelserne klart den højeste in-terne rente. Det skyldes, at de offentlige udgifter til driften af de erhvervsfaglige uddannelser er forholdsvis lave samtidig med, at indkomsten (og dermed
skattebe-talingen) under studieforløbet næsten er lige så høj for de studerende som for den tilhørende kontrolgruppe.
Effekt på beskæftigelse af højere uddannelsesniveau
Som nævnt indledningsvis er det regerin-gens målsætning at øge andelen af en ungdomsårgang, der får en ungdomsud-dannelse til 95 procent og andelen, der af-slutter en videregående uddannelse, skal øges til 50 procent. En realisering af den-ne målsætning vil give et betydeligt bi-drag til beskæftigelsen fremover, idet be-skæftigelsesomfanget - set over et livs-forløb - typisk stiger med uddannelsesni-veauet. På kort sigt vil en stigning i ud-dannelsesindsatsen give et mindre fald i beskæftigelsen, fordi studerende i gen-nemsnit arbejder færre timer end ikke-stu-derende. Dette beskæftigelsesfald bliver imidlertid hurtigt modgået af, at beskæf-tigelsesomfanget efter endt uddannelse er større end for sammenlignelige personer uden uddannelse.
I figur 1 er vist den skønnede effekt på den samlede beskæftigelse ved en realise-ring af regerealise-ringens uddannelsesmålsæt-ning. Som det fremgår, vil stigningen i uddannelsesniveauet på lang sigt medføre en stigning i beskæftigelsen på i størrel-sesordenen 45.000 personer. Heraf kan 36.000 personer henføres til effekten af, at
Tabel 2. Mål for uddannelsesafkastet for de offentlige finanser
Livs- Kontrol- Absolut Relativ Intern
Uddannelse indkomst gruppe afkast afkast rente
Mio. kr. Procent Procent
Erhvervsfaglig 2,0 0,6 1,5 266,4 60,4
Kort videregående 3,2 1,4 1,7 121,3 13,6
Mellemlang videregående 4,0 1,5 2,5 172,0 8,3
Lang videregående 7,9 3,3 4,6 140,0 8,5
Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen
flere får en ungdomsuddannelse/erhvervs-uddannelse, mens de 9.000 skyldes, at flere fremover skal have en videregående uddannelse. Det skal ses i sammenhæng med, at en realisering af uddannelsesmål-sætningen vil medføre, at der vil være 375.000 personer færre i restgruppen på langt sigt, og yderligere 140.000 personer vil få en videregående uddannelse.
Samfundsøkonomisk afkast af uddan-nelse
Det samlede samfundsøkonomiske afkast af uddannelse kan måles ud fra den vel-standsstigning, som uddannelse muliggør - dels i form af højere beskæftigelse og dels i form af højere produktivitet/løn. Det samfundsøkonomiske uddannelsesafkast består som udgangspunkt af summen af de privatøkonomiske afkast samt afkastet i relation til offentlige finanser. I praksis er det imidlertid ikke hensigtsmæssig bare at lægge det private og det offentlige af-kast sammen, fordi summen af den dispo-nible indkomst og nettobidraget til den of-fentlig sektor over livsforløbet ikke er det bedste mål for den merproduktion, som
uddannelse muliggør. Nedenfor er det samfundsøkonomiske afkast beregnet ud fra stigningen i markedsindkomsten over livsforløbet - dvs. lønindkomst, virksom-hedsindkomst samt indbetalinger til ar-bejdsgiveradministrerede pensionsord-ninger, idet disse indkomster så vidt mu-ligt er et udtryk for værdien af den mer-produktion, som uddannelse medfører.
Herfra er fratrukket de direkte omkostnin-ger til driften af uddannelsesinstitutioner-ne pr. studerende.
Set over hele livsforløbet er det sam-fundsøkonomiske afkast af erhvervsud-dannelserne på 2,1 mio. kr., mens afkastet for de lange videregående uddannelser er 7,0 mio. kr. Der er således en klar tendens til, at det absolutte samfundsøkonomiske afkast stiger med uddannelsesniveauet, hvilket svarer til forholdene for det privat-økonomiske afkast og afkastet for de of-fentlige finanser. Måles afkastet alterna-tivt ud fra den interne rente, viser tabel 3, at de mellemlange og lange videregående uddannelser giver et afkast på godt 10 procent, mens de korte videregående ud-Figur 1. Stigning i beskæftigelsen ved realisering af regeringens uddannelsesmålsætning, personer
Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og Velfærdskommissionens befolkningsprognose.
-10000 0 10000 20000 30000 40000 50000 60000
2006 2016 2026 2036 2046 2056 2066 2076
Ungdomsudd. Videreg. Uddannelse I alt
dannelser giver et afkast på 19,2 procent.
Som tilfældet er for det privatøkonomiske afkast og det offentlige afkast, giver er-hvervsuddannelserne den højeste interne rente på grund af lave investeringsudgif-ter. Ud fra en overordnet samfundsøkono-misk synsvinkel er der således store øko-nomiske gevinster af uddannelse.
Skattesystemets betydning for uddannelsesafkastet
Da det privatøkonomiske afkast er bereg-net på baggrund af den disponible livsind-komst - dvs. indlivsind-komsten efter skat - har indretningen af skattesystemet naturligvis betydning for størrelsen af det privatøko-nomiske afkast. Tilsvarende har skattesy-stemet betydning for det offentlige afkast af uddannelse, idet skattesystemet påvir-ker nettobidraget til de offentlige finanser.
I dette afsnit ser vi nærmere på hvilken ef-fekt, ændringer i skattesystemet har på uddannelsesafkastet.
Til belysning af skattesystemets betyd-ning for uddannelsesafkastet er ændrin-gerne i uddannelsesafkastet beregnet ved en række forskelle hypotetiske ændringer i skattesystemet. Der er i alt foretaget fem forskellige skatteeksperimenter, der invol-verer ændringer i bund-, mellem- og tops-kattesats samt ændringer i mellem- og topskattegrænse. I hvert af de fem skatte-eksperimenter ændres kun en enkelt
para-meter i skattesystemet, så man kan belyse, hvordan forskellige ændringer i skattesy-stemet påvirker uddannelsesafkastene. For at kunne sammenligne de enkelte skatte-eksperimenter er skattejusteringen foreta-get, så det direkte provenutab bliver 5 mia. kr. i 2005-priser. I analysen er der som nævnt beregningsteknisk regnet på en skattelettelse, men det, der er afgø-rende, er at belyse, hvad en skatteomlæg-ning, der nedsætter skatten på arbejde, be-tyder for uddannelsesafkastet.
Måles ændringerne i uddannelsesafkas-tet som ændringen i det relative afkast (livsindkomsten for uddannelsesgruppen i forhold til kontrolgruppen), som skatte-ændringen medfører, viser figur 2, at alle skatteeksperimenter øger det privatøkono-miske afkast af uddannelse. De enkelte uddannelsesgrupper får med andre ord en større relativ stigning i livsindkomsten end kontrolgruppen.
Som det fremgår, er det reduktionen i bundskattesatsen, der giver den mindste stigning i uddannelsesafkastet for alle fire uddannelsesgrupper. Det skyldes, at en lettelse i bundskatten næsten giver samme fremgang i den disponible indkomst for kontrolgruppen som for de fire uddannel-sesgrupper.
Tabel 3. Mål for det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse
Livs- Kontrol- Absolut Relativt Intern
Uddannelse indkomst gruppe afkast afkast rente
Mio. kr. Procent Procent
Erhvervsfaglig 11,1 9,0 2,1 23,1 55,9
Kort videregående 12,9 10,4 2,4 23,3 19,2
Mellenlang videregående 13,5 10,6 2,9 27,6 10,4
Lang videregående 19,9 12,9 7,0 54,0 10,4
Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen
For de erhvervsfaglige uddannelser øges uddannelsesafkastet af de fem skatteeks-perimenter forholdsvist lidt, hvilket skyl-des, at kontrolgruppen indkomstmæssigt ikke adskiller sig markant fra dem, der ta-ger en erhvervsfaglig uddannelse. F.eks.
er der en del selvstændige uden uddan-nelse i kontrolgruppen, som har forholds-vis pæne indkomster og dermed også får glæde af ændringer i mellem- og tops-katten.
For de korte- og mellemlange videregå-ende uddannelser øges uddannelsesaf-kastet noget mere end for de erhvervsfag-lige uddannelser. Samtidig viser beregnin-gerne, at uddannelsesafkastet øges mest for de korte- og mellemlange videregå-ende uddannelser ved at hæve mellem-og/eller topskattegrænsen. Det skyldes, at mange med den type uddannelser har mellemindkomster, som netop ligger om-kring mellem- og topskattegrænsen, så ved en stigning i disse grænser vil en stor del af disse grupper helt slippe for at be-tale henholdsvis mellem- og topskat.
Lettelser i mellem- eller topskatten har størst betydning for uddannelsesafkastet af de lange videregående uddannelser. Det fremgår klart af figur 2. Det skyldes grundlæggende, det er den uddannelses-grupper, hvor flest betaler mellem- og
Lettelser i mellem- eller topskatten har størst betydning for uddannelsesafkastet af de lange videregående uddannelser. Det fremgår klart af figur 2. Det skyldes grundlæggende, det er den uddannelses-grupper, hvor flest betaler mellem- og