Senere i rapporten ser vi på hvordan danskeres og etniske minoriteters flyt-teadfærd konkret har påvirket udviklingen henimod flere byområder med koncentration af etniske minoriteter. I dette afsnit undersøges hvordan nogle overordnede faktorer har påvirket udviklingen for de enkelte byområder.
I den amerikanske forskning om etnisk segregation (Quercia og Galster 2000, Galster et. al. 2007, Galster et. al. 2010), er peget på, at når andelen af beboere i et byområde med anden etnisk baggrund end hvid europæisk kommer over en vis størrelse – en såkaldt thresshold – så sker der en selv-forstærkende vækst i andelen af etniske minoriteter. I en tidligere undersø-gelse (Skifter Andersen 2005) af udviklingen i almene boligafdelinger fra 1998 til 2003 blev vist en negativ sammenhæng mellem andelen af etniske minoriteter ved periodens start og udviklingen i perioden. Væksten, både re-lativt og absolut, i andelen etniske minoriteter i afdelingerne var altså mindst i de mest indvandrertunge afdelinger. Væksten var størst i store afdelinger i større byer med stor vækst i antallet af etniske minoriteter.
Her undersøger vi, hvad andelen af etniske minoriteter i byområderne ved starten af femårsperioder har betydet for væksten i andelen af etniske mino-riteter i de efterfølgende fem år og hvilke andre faktorer der har haft betyd-ning, bl.a. den sociale sammensætning. Der er gennemført nogle regressi-onsanalyser af sammenhængen mellem en række faktorer og væksten i an-delen af etniske minoriteter i de 9.000 byområder i hver periode. De faktorer, som i regressionsmodellen er:
Uafhængige variable:
• Andel etniske minoriteter blandt beboerne ved start af periode
• Andel af voksne beboere (18+ år) uden arbejde ved start
• Andel ejere i byområde
• Andel almene boliger i byområde
• Områdestørrelse – antal beboere
• Andel etniske minoriteter i kommune ved start af periode
• Ændring i andel etniske minoriteter i kommune i periode
• Andel almene boliger i kommune
• Andel ejerboliger i kommune
• By størrelse
Resultaterne fra de statistiske analyser fremgår af Tabel 7.
124
Tabel 7. Resultater (standardiserede beta koefficienter) fra lineær regression af faktorer som har bestemt væksten i andelen af etniske minoriteter fra ikke-vestlige lande i byområderne i forskellige perioder 1985-2008.
Tidsperiode
Alle kommuner 1985-89 1990-94 1995-1999 2000-04 2005-08
Andel ved start af periode ,16 ,20 ,22 ,07 -,03
Bystørrelseskode ,05 ,04
R2 ,258 ,276 ,335 ,158 ,050
Andel uden arbejde ved start -,12
Andel ejere i område -,14
Andel ejere i kommune
Bystørrelseskode -,03 -,06
R2 ,333 ,249 ,414 ,152 ,036
Alle de viste koefficienter er statistisk signifikante på 0,05 pct. niveauet. De med rødt markerede dog kun mellem 0,05 og 0,1.
I den øverste del af tabellen er vist analysen af alle byområder under et i de fem tidsperioder. Det ses, at betydningen af en del af faktorerne skifter mel-lem perioderne. Og modellernes evne til at forudsige tilvæksten er væsent-ligt større i de første perioder – især 1995-2000 - end i de sidste (R2).
I alle perioderne er tilvæksten af etniske minoriteter i den enkelte kommune en væsentlig årsag til flere etniske minoriteter i de enkelte områder. Det har
125
imidlertid frem til år 2000 ikke været de kommuner, der havde flest etniske minoriteter, der også har haft størst tilvækst. Men det er det efter 2005.
I de første tre perioder er der en sammenhæng mellem andelen af etniske minoriteter i de enkelte områder og væksten i disse. Der skete således en selvforstærkende udvikling, hvor områderne med flest etniske minoriteter også fik den største vækst. Dette kulminerede i slutningen af 1990erne. Men herefter aftog effekten i 2000-05 og tendensen vendte helt i 2005-08, hvor områderne med flest etniske minoriteter tenderede at få den mindste til-vækst.
Den sociale status for områderne er målt ved andelen af voksne beboere (18+ år), som er enten på førtidspension eller kontanthjælp. Kun i to perioder – 1995-2000 og 2000-05 – har denne haft betydning for tilvæksten i andelen af etniske minoriteter. Her er det således områder med den største andel udenfor arbejdsmarkedet, som har tiltrukket flest indvandrere. Men effekten er ikke høj.
Det ses også, at det primært har været områder med mange almene boliger, der har fået tilvæksten. Det gjaldt især i 1990erne. Efter 2000 er det stadig almene områder som har størst tilvækst, men ikke helt så stærkt som i 90erne. Frem til 2000 var tilvæksten også større i de større byområder end i de små.
Boligsammensætningen i kommunerne har haft en vis betydning. I kommu-ner med mange almene boliger har tilvæksten af etniske minoriteter i de en-kelte områder været relativt mindre, hvilken kan fortolkes således, at der her er sket en større geografisk spredning af dem. I kommuner med færre alme-ne er der formentlig nogle få områder, som har modtaget de fleste indvan-drere.
Som det er fremgået af Figur 69 har de etniske minoriteter især bosat sig i Hovedstadsregionen og i en vis grad i de tre største provinsbyer, mens de øvrige kommuner har haft en noget færre indvandring. I de sidste tre afsnit af Tabel 7 er vist parallelle analyser for disse tre landsdele.
Analyserne for hver af de tre dele af landet følger i hovedtræk de samme tendenser som landstallene, men der er også markante forskelle. Byområder i de tre store provinsbyer har i noget højere grad fået en tilvækst af etniske minoriteter i de byområder, som i forvejen havde mange, og dette er fortsat efter 2005 selv om effekten er lidt mindre end tidligere. Især i de øvrige kommuner er tilvæksten efter 2005 relativt mindre i områder med flest ind-vandrere. Til gengæld er tilvæksten i de almene områder blevet noget min-dre efter 2005 i de tre byer ligesom i de øvrige kommuner. I Hovedstadsre-gionen er det fortsat de almene områder som vokser. Det er i Hovedstads-regionen også fortrins områder med flest udenfor arbejdsmarkedet, der øger andelen af etniske minoriteter efter 2005.
I Tabel 8. er vist resultaterne af en statistisk analyse, som kun omfatter de 10 pct. af områderne der havde flest etniske minoriteter fra ikke-vestlige lan-de i lan-de enkelte år.
126
Tabel 8. Decil10 områder. Resultater (standardiserede beta koefficienter) fra lineær regression af faktorer som har bestemt udviklingen i andelen af etniske minoriteter fra ikke-vestlige lande i byområderne i forskellige perioder 1985-2008.
1985-90 1990-95 1995-2000 2000-05 2005-08
Andel ved start af periode -,12 -,19 -,15
Andel uden arbejde ved start -,06
Andel ejere i område ,06 ,17 ,16
Andel almene i område ,31 ,33 ,33 ,23 ,19
Områdestørrelse ,18 ,08 ,06 -,12
Ændring i andel i kommune ,29 ,44 ,53 ,30 ,17
Andel i kommune ved start -,23 -,20 -,29 -,22 ,11
Andel almene i kommune -,21 -,19 -,25 -,11
Andel ejere i kommune ,11
R2 ,162 ,134 ,177 ,102 ,080
Alle de viste koefficienter er statistisk signifikante på 0,05 pct. niveauet. De med rødt markerede dog kun mellem 0,05 og 0,1 Indenfor Decil10 områderne som gruppe er der ikke en positiv
sammen-hæng mellem andelen af etniske minoriteter ved starten af de enkelte perio-der og tilvæksten. Den viste sammenhæng for alle områperio-der må perio-derfor skyl-des at Decil10 har haft en relativ større vækst end alle de øvrige områder, hvilket også er fremgået af Figur 70.
Ved sammenligning med Tabel 7 ses også at Decil10 områdernes udvikling har været stærkere påvirket af kommunens udvikling mht. andelen af etniske minoriteter – især i 1990erne. Kommuner med høj tilvækst har haft en rela-tivt højere tilvækst i Decil10 områderne. Det har også haft en større effekt for udviklingen i Decil10, hvor mange almene boliger kommunerne råder over. I kommuner med mange almene boliger har tilvæksten i Decil10 områderne være relativt mindre.