Nogle forskere mener, at etniske minoriteters dårligere boligsituation primært kan forklares ved deres mangel på ressourcer og ved diskrimination på bo-ligmarkedet. Ikke kun økonomiske ressourcer, men også sociale og
kulturel-36
le ressourcer er vigtige (Van Kempen 2003). Det er specielt disse ikke-økonomiske ressourcer indvandrere ofte mangler. I dele af boligmarkedet er sociale netværk og gode kontakter til personer og institutioner, som afgør fordelingen af boliger, meget vigtige. Dette vedrører især private udlejere.
Det er vigtigt at have et godt kendskab til mulighederne og reglerne på bo-ligmarkedet, hvilket også kræver gode sprogkundskaber. Foruden ofte at have lave indkomster kan indvandrere også have vanskeligheder med at få adgang til dele af boligmarkedet (Søholt 2007, Skovgaard Nielsen 2014).
Nogle studier (Aalbers 2002, Andersson 1998, Søholt and Astrup 2009a, Molina 2010) peger på konkrete problemer med diskrimination på boligmar-kedet. Det gælder især i udlejningssektoren og især i den private sektor.
Diskrimination kan især finde sted, hvis fordelingen af ledige boliger helt er overladt til enkeltpersoner uden faste regler for fordelingen. I Danmark har der traditionelt været lige adgang for alle til den almene sektor baseret på et ventelistesystem. Et nyt kvalitativt studie (Skovgaard Nielsen 2014) konklu-derer at indvandrere i Danmark ikke føler sig diskrimineret og føler at de har rimelige valgmuligheder på boligmarkedet. Det almindelige ventelistesystem er i imidlertid i de senere år blevet sat delvist ud af kraft af forskellige nye anvisningsordninger. For at undgå koncentration af beboere på overførsels-indkomst har man fx indført den såkaldte fleksible anvisning (Fridberg og Lausten 2005), der i praksis ofte hindrer indvandrere på overførselsindkomst i at få adgang til visse boligområder.
Den tidligere danske undersøgelse med surveydata (Skifter Andersen 2006b) viste, at de etniske minoriteters kanaler for boligvalg er meget snæv-re. Lang størsteparten af familierne havde fået deres nye bolig gennem de almene boligorganisationers venteliste – 43 pct. via den almindelige venteli-ste og 20 pct. via den interne oprykningsliventeli-ste. Det er en langt større andel end det gælder for alle flyttende i Danmark. 12 pct. havde fået bolig gennem kommunerne – en del af dem i private udlejningsboliger. Til gengæld var der langt færre, som brugte de almindelige markedskanaler – ejendomsmæglere og annoncer. Det var også få, som fandt boligen gennem private forbindel-ser. Det var især de sidst indvandrede, som i højere grad brugte ventelister-ne og i mindre grad markedet, mens de beskæftigede oftere gjorde det.
Familierne var også relativt lang tid om at finde deres bolig. 40 pct. af de flyt-tende brugte mere end 1 år og 17 pct. mere end 3 år. Den væsentligste år-sag hertil var lang ventetid på de almene ventelister. Andre mindre væsentli-ge årsavæsentli-ger var vanskeligheder med at få adgang til private udlejningsbolivæsentli-ger og andelsboliger eller at få lån til ejerboliger.
I privat udlejning er det helt udlejerens egen beslutning, hvem han vil udleje til. De ovennævnte studier viser, at også i lande uden regulering af huslejer-ne forekommer diskrimination af etniske minoriteter – i nogle tilfælde i form af højere huslejebetaling (Røed Larsen and Sommervoll 2011). I Danmark betyder huslejereguleringen, at der i de store byer er overefterspørgsel og kødannelse. Dette betyder, at udlejerne har store muligheder for at vælge mellem boligsøgende og evt. at fravælge etniske minoriteter. En undersø-gelse (Skifter Andersen og Skak 2008) har vist at ca. 20 pct. af de private udlejere i Danmark ikke ønsker at udleje til etniske minoriteter. Men vigtigere er måske, at mange udlejere helst vil leje ud til personer, som de kender el-ler har tiltro til at ville passe godt på boligen. Dette medfører, at etniske mi-noriteter er kraftigt underrepræsenteret i privat udlejning. En tidligere stati-stisk undersøgelse (Skifter Andersen 2006a) har således vist, at sandsynlig-heden for at etniske minoriteter flyttede til privat udlejning i 2004 var næsten 60 pct. lavere end gennemsnittet når man tager højde for en række faktorer som indkomst, husstandstype og geografisk placering.
37
På tilsvarende vis har deres adgang været vanskelig til andelsboliger, som har været underlagt prisregulering og især tidligere haft priser under mar-kedsniveau. Kødannelse foran disse ejendomme har ofte ført til, at venner og familie af beboere har fået fortrinsret. Også her har indvandrere manglet det nødvendige sociale netværk. Indvandrerne i Danmark er således under-repræsenteret i andelsboliger (Skifter Andersen et. al. 2013) i modsætning til de andre nordiske lande.
På ejerboligmarkedet er der især i USA fundet beviser for diskrimination af sorte og af indvandrere fra visse lande (Galster 1992). Dette er næppe sær-ligt sandsynsær-ligt i Danmark, men det kan tænkes at indvandrere har sværere ved at få lån, fordi bankerne kan anse dem for mindre solvente. Den ovenfor nævnte undersøgelse viste at etniske minoriteter i 2004 havde en 34 pct. la-vere sandsynlighed for at flytte til parcelhuse, men samtidig havde de en større sandsynlighed for at flytte til ejerlejligheder (61 pct.).
Boligen er ikke kun et forbrugsgode. For mange er den også et investerings-objekt. Men de økonomiske fordele ved at investere i en ejerbolig er forskel-lige for familier med forskelforskel-lige indkomstforløb. Tidforskel-ligere undersøgelser har vist (Skifter Andersen 2010), at forventninger om en fremtidig stabil og sti-gende indkomst har stor betydning for beslutningen om at købe ejerbolig.
Køb af ejerbolig kræver kreditværdighed og en stabil indkomst. Præferencer for ejerbolig eller enfamiliehuse kan – udover økonomiske ressourcer, be-skæftigelse og familiesituation – også skyldes kulturelle faktorer. Der er fx formuleret en hypotese om (Børresen 2006), at nogle grupper af etniske mi-noriteter i mindre omfang investerer i ejerboliger, fordi de er usikre på, om de vil blive i landet eller vende tilbage til oprindelseslandet, eller fordi de anbrin-ger deres opsparing i fast ejendom i hjemlandet. I Skovgaard Nielsens (2014) kvalitative studie var det for somalier et problem at man ifølge islam ikke kan optage lån med renter.
Boligejerskab er i mange studier blevet fremstillet som den ultimative indika-tor på integration (Alba og Logan, 1992; Borjas, 2002). Argumentet er, at bo-ligejerskab i langt højere grad end aktuel indkomst og beskæftigelse viser in-tegration, fordi det afspejler langsigtede økonomiske fremskridt (Sinning, 2010) og fordi det indikerer, at indvandrerne har valgt en mere permanent tilknytning til deres nye samfund (Constant et. al., 2009).
Studier fra mange lande (Borjas, 2002; DeSilva and Elmelech, 2012; Krivo, 1995; Painter and Yu, 2010, Bråmå and Andersson, 2010; Nygaard, 2011;
Sinning, 2010) viser, at indvandrere sjældnere køber ejerboliger end indfød-te. Studierne viser, at forskelle mellem indfødte og indvandrere mht. de fak-torer, som generelt forklarer boligejerskab – socioøkonomiske og demografi-ske karakteristika – er vigtige årsager, men at de ikke kan forklare fordemografi-skelle- forskelle-ne fuldt ud (Bråmå and Andersson, 2010; Davidov and Weick, 2011; Haan, 2007; Kim and Boyd, 2009; Krivo, 1995; Painter and Yu, 2010; Sinning, 2010). Dette tyder på, at indvandrere har højere præferencer for lejeboliger og mindre for ejerboligskab end de indfødte. Udover vanskeligheder med at få lån kan det skyldes, at mange indvandrere er mere usikre på deres frem-tid – både økonomisk og i forhold til om de forventer at forblive i værtslandet.
Disse hypoteser bekræftes af et studie i forbindelse med NODES projektet af indvandreres bosætning i ejerboliger i tre nordiske hovedstæder (Køben-havn, Helsinki og Stockholm). Undersøgelsen viste (Kauppinen et. al. 2014), at i alle tre byer flytter indvandrere mindre hyppigt i ejerboliger end indfødte, også når man kontrollerer for alle relevante baggrundsvariable, som ind-komst, familieforhold, beskæftigelse etc. og ændringer i disse. På trods af store forskelle på boligmarkedet i de tre byer, var der næsten de samme for-skelle mellem indvandrere og indfødte.