SOMHED MED UDFÆRDIGELSE AF JURIDISKE
skellige P ersoner, sam t hvor der skal indhentes Oplysninger, saa- ledes at D o m m erk o n to re rn e kun skal yde Bistand, n a a r R etsfor
holdet er klart og alle O plysninger er til Stede eller ved D ommer- konlorets Vejledning let kan tilvejebringes, idet der saaledes kun er Udfærdigelsen af selve D okum entet tilbage. Endvidere k a n der kun blive S pørgsm aal om sa a d a n n e Sager, som h a r særlig B erø
ring m ed D om m erkontoret, og som det paa D om m erk o n to re t a n satte P ersonale derfor m a a antages at have særlig K yndighed i.
Af de Forretninger, der herefter k unde tænkes henlagt til D o m m erk o n to re rn es Udførelse som Retshjælp for Befolkningen, kan særlig nævnes en Del til Skiftevæsenet hørende F orretninger, saa- som Anmeldelse o m H ensidden i uskiftet Bo, Ansøgning o m T il
ladelse til at hensidde i uskiftet Bo, Anmeldelse om Overtagelse af Bo til privat Skifte, Arveafgiftsanmeldelser, Opgørelse efter Skiftelovens § 78 og Fortegnelse over Boets Indgæld og Udgæld i H enhold til Skifteafgiftslovens § 4, Affattelse af visse simple T e stam enter, Ansøgning o m Værgebeskikkelse og Anmeldelse af F o rd rin g i et Bo. Muligvis kan ogsaa m edtages nogle i F o r b in delse m ed Tinglæsningsvæsenet staaende F orretninger, saasom den rent formelle Affattelse af K øbekontrakter, Skøder og Pante- obligationer i særlig klare Tilfælde, sam t Affattelse af Gældsbreve og af Stævninger i de i Retsplejelovens § 225 Nr. 1 og 4 nævnte Sager paa 50 Kr. eller derover, for saa vidt Sagsøgeren ikke er ubemidlet, jfr. herved Retsplejelovens § 425.«
Indlederen, D om m er St. Grundtvig, pegede først paa det u h el
dige i, at Lovforslaget overlader det til A dm inistrationen at iklæde Bestemmelsens Skelet det Kød og Blod, som skal til for at skabe en virkelig Regel, idet Justitsm inisteren skal fastsætte, hvilke de o m handlede »visse juridiske Forretninger« er, som skal kunne forlanges udført af D o m m erk o n to re rn e som Retshjælp for P u b li
kum . E11 Minislers A fhængighed af politiske Konstellationer vil altid virke ugunstig for en fast og ensartet Adm inistration u n d e r skiftende Regeringer; som Eksem pel h e r p a a gennem gik In d led e
ren den velbekendte Skæbne, som Spørgsm aalet o m K o n to rp e r
sonalets Adgang til at tage E k strab e talin g for hu rtig Ekspedition h a r h aft fra 1884 til de seneste Aar. Loven bør selv give B estem melser om, hvilke de o m h andlede F o rre tn in g e r er, saaledes at
Æ n d rin g heri atter k u n kan ske ved Lov. — D ernæst gjorde Indlederen Rede for, at Forslagets U d try k »D om m erkontorerne«
vil sige D om m erne, forsaavidt som al E kspedition paa Kontoret, altsaa ogsaa af de h ero m h a n d le d e F orretninger, sker og m a a ske paa D om m erens Ansvar. Rent bortset fra, at det ikke synes at h a r m o n e re m ed den længe tilsigtede og m ed Retsplejelovens en d e lig gennem førte S ondring m ellem Retspleje og A dm inistration, at der saaledes søges paalagt D om m eren et Kompleks af ikke-judi- cielle F o rre tninger, vil dette medføre, at de befrygtede Pligtkolli
sioner, der kan frem kom m e, n a a r F uldm æ gtigen efter den n u gældende O rdning som konstitueret eller fungerende E m b e d s m a n d skal censurere de af h a m privat udfæ rdigede retslige D o k u menter, h erefter vil træde e n d n u grellere frem, idet ikke blot Fuldm æ gtigen, m en D om m eren selv nu jævnlig vil staa i den Situation at skulle censurere de p a a Kontorets Ansvar affattede private D okum enter, hvorved P restigespørgsm aalet kan spille lige saa stor en Rolle, som det økonom iske H ensyn kan spille for den privat p ra ktiserende Fuldm ægtig. Risikoen for Kollisioner bliver altsaa forøget, idet D om m eren ikke — som F u ld m æ g ti
gen — k u n undtagelsesvis, m en Dag for Dag er u d sat for at kom m e ud i saadanne. Hertil kom m er, at efter den i L ovforsla
gets første P a r a g r a f f e r fastlagte O rdning af Fuldm æ gtigenes K a ar vil D om m ere n ikke frem tidig k u n n e paa reg n e at have gamle og ru tinerede Fuldm æ gtige som nu, men unge og uøvede M edarbej
dere, hvorved F a re n for Fejl bliver større. Vel udtaler Motiverne, at der ku n skal være Spørgsm aal om at yde den o m h an d led e Retshjælp, n a a r R etsforholdet er k la rt og Udfærdigelsen fo r sa a vidt næ rm e st formel, idet alle Oplysninger er til Stede eller dog ved Kontorets Vejledning let k an skaffes. Men h v o rn a a r er et Retsforhold k la rt og Udfærdigelsen re n t formel? Det er det første Spørgsmaal, den unge F u ldm æ gtig k o m m e r u d for, og der k a n begaas skæ bnesvangre Fejl. Indlederen næ vnede i saa H enseende nogle oplysende Eksem pler, bl. a. det faktisk passerede, at en E m b e d sm a n d s E n k e m ødte op p a a Kontoret m ed et T estam e nte og i H e nhold til dettes Bestemmelse ønskede anm eldt, at h u n vilde hensidde i uskiftet Bo. I og for sig er h e r Tale om et ganske k la rt F o rh o ld og en ganske formel Udfærdigelse, og en ny og ung M and vil m aa sk e u den videre ekspedere Begæringen efter
hendes Ønske. I det forefaldne Tilfælde spurgte im idlertid den gamle, rutinerede og stedkendte Fuldm æ gtig, o m E n k e n var k la r over, at h u n derved overtog Boets Gæld, som var betydelig — hvad det viste sig, at h u n ikke hav d e Anelse o m og p a a ingen M aade ønskede. Sker n u u n d e r den tilsigtede nye O rd n in g en Anmeldelse u n d e r F uldm æ gtigens M edvirkning uden saa d an P r ø velse, re n t ekspeditionsmæssig, og E n k e n bagefter besværer sig over, at m a n h a r ladet hende, den ganske ukyndige, uden videre afgive en saa d a n Anmeldelse, risikerer D om m eren et Søgsmaal til E rsta tn in g for den saaledes paa h a n s Ansvar foretagne E k s pedition. L ignende F a re kan der være, n a a r f. Eks. en E n k e m and, der h a r overtaget hele Boet ved sin H u stru s Død, forlanger og fa a r ud fæ rd ig et et ganske »simpelt« T estam e nte til F ordel for en T re d je m a n d , og det saa bagefter viser sig, at det tidligere Testam ente mellem Æ gtefæ llerne g aa r ud paa, at Boet efter den længstlevendes Død skal deles m ellem begges Arvinger efter Loven. E n ten k o m m e r disse Arvinger ikke frem, og saa er der sket en m ateriel Fejl — eller de kom m er, og saa er det galt m ed den T re d je m an d , som skulde være sikret ved T estam e nte t og ikke er blevet det, og som m aaske, hvis S ituationen havde været opklaret i Tide, af E n k e m a n d e n var bleven forsørget paa anden Maade. B lam ering er det mindste, m a n m a a regne m ed i saa- d a n n e Tilfælde!
E r om vendt F u ldm æ gtigen forsigtig og afviser H envendelsen u n d e r P aab e raa b else af, at F o rh o ld et ikke er klart, saa vil der blive klaget til D om m eren, som saa m a a gaa det hele igennem for at afgøre dette P u n k t. Afviser h a n ogsaa, k a n der blive Tale om Klage til L and sretten s P ræ sid e n t (Retsplejelovens § 48) eller om Kære.
Loven vil hjæ lpe »Publikum« — ikke blot de ubemidlede, o m end Motiverne fre m d ra g e r H ensynet til »de m in d re bemidlede«.
Men hvem er for det første »mindre bemidlet«? — dette er jo et ganske u k la r t Begreb. Men selv bortset h e r f r a m a a der spørges, om det overhovedet er en Statsopgave at foretage den Slags b il
ligt D okum entskriveri? I K øbenhavn h a r m a n jo R etshjælpen for ubemidlede, og u d e n fo r K øbenhavn anviser Retsplejelovens
§ 135 de ubem idlede B istand til visse D ok u m en ters Udfærdigelse.
Men efter Lovforslaget vil en Millionær k u n n e forlange, at
Dom-m erkontoret for en billig Penge skal skrive h a Dom-m en Stævning for et større Beløb f. Eks. m od en A rbejdsmand! Og her er dog Tale om at hjælpe en Mand til en (paastaaet) Ret, men i de andre, af § 5 om fattede Tilfælde er der Tale om billig Hjælp til at ordne el Anliggende — er det virkelig en Statsopgave? I saa F a ld m atte den da hellere løses ved, at Staten laver Blanketter til O r d ningen af ganske simple og klare Retsforhold, og at A m tsstuerne fo rh an d ler disse B lanketter — men saa vilde m an ganske vist nok faa at se, hvad den juridiske Vejledning h a r at betyde.
Man m aa nu ikke slaa sig til Ro med, at det hele ikke vil faa ret meget at betyde i P raksis. Adgangen vil sikkert blive meget benyttet, bl. a. af Kommissionærer, der er flinke til at faa H a n del i Stand, men ikke kan skrive P ap irern e. Og hvis en F u ld mægtig er im ødekom m ende og ekspederer en Mand udenfor K on
tortiden, kan der være en Mulighed lor, at Manden ønsker il p aa sk ø n n e denne Ekstraulejlighed, og at han s Ønske i saa H e n seende ikke afvises — og saa er m an ude i det gamle System igen. Endelig m aa m an ikke tro, at det hele bliver ganske billigt for Staten — der vil kræves flere Fuldm ægtige, hvis Lønninger sikkert vil sluge m ere end de sm aa Gebyrer, der her kan være T ale om.
Indlederen sluttede m ed at sige, at h a n h er havde u d talt sig fra et D o m m e rsta n d p u n k t, men haabede, at Sagen ogsaa m aatte blive belyst fra anden Side, navnlig ogsaa fra Sagførernes.
D i s k u s s i o n .
D om m erfuldm æ gtig Stig Bang frem hævede, at m edens u n d e r den n u v æ ren d e O rdning Sagførere og D om m erfuldm æ gtige staar ens i K onk u rren ce n som Følge af T a k sta fta le r L ande t over. vil, hvis § o bliver til Lov, de statsansatte Fuldm æ gtige som Følge af de lave T a k ste r kom m e til at drive S m u d sk o n k u rren c e overfor Sagførerne, ogsaa i Forholdet til den velhavende Del af Befolk
ningen. Det m aatte formentlig ikke være D om m eren, m en Staten
— der jo tager Gebyrerne — som blev ansvarlig for begaaede Fejl, og der vil sikkert blive en stor T ilstrøm ning af P u b lik u m , saa at Personalet paa D o m m erk o n to re rn e m a a udvides betydelig.
Og det kan ikke ventes, at Stillingerne som statsansatte F u ld mægtige r u n d t om i de afsides Kroge af L an d e t vil blive søgt af
første Klasses Kræfter, ej heller, at disse Fuldm æ gtige vil føle T ra n g til at sidde paa Kontoret udover K ontortiden for a t eks
pedere Folk, der venter paa at faa D o k u m en ter skrevne. Og vil m an gøre Kravene m ed Hensyn til B eskaffenheden af det R ets
forhold, D o k u m en tern e angaar, effektive, bliver der om vendt ikke meget u d af hele Ordningen, idet m an i en Mængde Tilfælde vil k u n n e pege paa, at der m an g ler en eller a n d e n Oplysning, og derved afvise A ndrageren, der da h a r spildt sin Tid og m a a b e gynde fo rfra hos en Sagfører. Ligeledes vil det k u n n e ske, at de indledende S kridt til en B obehandling forlanges u d fø rt p a a K on
toret, men n a a r det videre saa skal ske, m a a der henvises til S ag
fører, og saa bliver det ligesaa d yrt for Arvingerne, som hvis de straks var begyndt dér. Det sam m e gælder E jen d o m sh a n d le r:
n a a r P a p ire r n e skal skrives, viser det sig gerne, at der er et eller flere P u n k te r, som først m a a klares — atter H envisning til Sag
fører nødvendig. E t af to vil altsaa ske: enten overskrider F u ld mægtigen af Im ø d e k o m m e n h e d sin Kompetence for ikke at le
vere et h alvgjort Arbejde fra sig, eller ogsaa k o m m er P u b lik u m til at begynde p a a D om m erkontoret, m en slutte hos en Sagfører, hvor de k o m m e r til at betale fuldt Salær for O rdningen, skønt de h a r erlagt T ak sten for det indledende Skridt paa D om m er- kontoret. Det bliver en for alle P a r te r utilfredsstillende Ordning.
Derfor m a a m a n enten lade D om m erfuldm æ gtigen være Stats- tjenestem and og k u n udføre Statens Arbejde, m edens det private Arbejde for Befolkningen h ø re r h je m m e hos Sagførerne, eller m a n m a a bibeholde den n u v æ ren d e Ordning. Begge disse Veje er der Konsekvens i.
Højesteretssagfører Liebe frem hævede, at m an ved § 5 lister noget af det ind ad Bagdøren, som m a n i de første P a r a g r a f f e r h a r lukket ud ad Hoveddøren. Den Interessekollision, m an h a r villet undgaa, k o m m er frem, hvis § 5 bliver Lov, saa vist som ikke blot P engehensyn, men ogsaa H o n n ø rh e n sy n k an influere paa den frie Stilling overfor et D okum ent. Det kan ogsaa ske, at en Mand, der i Medfør af § 5 lader visse D o k u m e n te r u d f æ r dige af D om m erfuldm æ gtigen, fa a r Lyst til at h ave denne til E k se k u to r og lader h a m indsætte dette i det Testam ente, h a n skal udfæ rdige for Manden. Der er jo intet som helst at sige til, at F u ldm æ gtigen indvilger heri, m en det er ikke heldigt, da h a n
herefter ikke vil staa saa frit overfor den paagældende, hvis h a n kort efter skal optræ de overfor h a m i E m b ed s Medfør. De to Hensyn, der h a r staaet Ministeriet for Øje ved Bestemmelsens Affattelse, er dels H ensynet til den m in d re bem idlede Del af Be
folkningen, dels de særlig klare Retsforhold. I førstnæ vnte H e n seende m a a m a n da først u n d re sig over, at dette H ensyn aldeles ikke h a r faaet U dtry k i Lovteksten, der jo giver alle og enhver Adgang til denne Retshjælp. Vil m a n lave en Bestemmelse om billig Retspleje alene til ubemidlede, saa h a r Sagførerstanden sikkert ikke det m indste h erim o d — m en saa bør det ikke ske gennem D o m m erkontorerne, m en snarere ved en Udvidelse af det, der anvises i Retsplejelovens § 135, altsaa ved at paalægge S agførerne at hjælpe m ed disse D o k u m e n te r for en lav Takst, n a a r Klienten er ubemidlet. H v a d dernæ st a n g a a r H ensynet til Klarheden, de saakaldte Blanket- eller F orm ulartilfæ lde, k a n Henvisningen til F o rh o ld en e i S ønderjylland n æ ppe stæ rkt paa- beraabes, allerede fordi tysk J u r a anvender B lanketter i et O m fang, som vi slet ikke k en d e r h e rh je m m e . Men i alt F a ld m a a det huskes, h v a d de foregaaende T alere saa sk a rp t h a r f r e m hævet, at det er jo ikke selve U dfyldningen af Blanketten, der skal betales for, m en Vejledningen m ed H e nsyn til, om den eller den B lanket eller overhovedet nogen B lanket i det foreliggende Tilfælde k a n og bør benyttes. — Hvis der bag Forslaget ligger en T a n k e om, at Sagførernes T a k ste r (der jo, som allerede er udtalt, falder sa m m e n m ed de n u v æ ren d e Dom m erfuldm ægtiges) er for høje, saa er dette for det første sikkert ikke rigtigt i Al
mindelighed, og m od k onkrete ublu F o rd rin g e r skrider jo Sag- fø re rra a d e t beredvillig og alvorlig ind, foruden at Domstolevejen staar den paagældende aaben. Vilde m a n im idlertid dog mene, at de almindelige T a k ste r er for høje, saa kan m a n jo — trods Vanskelighederne og U læm perne derved — sætte faste T ak ster for S ag førerarbejdet ligesom i T y skland. Det vilde i alt F a ld være en aaben og loyal F rem g an g sm aa d e, medens det, der fore- slaas i § 5, jo allerede af a n d re T alere er betegnet som en c a m o u fleret K onkurrence m od Sagførerne, og det er en illoyal K o n k u r rence, der ikke er Staten ganske værdig. Det er heldigt for S a m fundet, at vi h a r en uafh æ n g ig S agførerstand, der k a n træ de op b aa d e m od A dm inistrationen og m od judicielle E m b e d s m æ n d —
disse k a n jo ogsaa begaa Fejl — og sige sin Mening til højre og venstre uden at tæ nke paa, o m de støder an. Men Betingelsen herfo r er, at Sagførerne er virkelig frit stillede i deres E rhverv, at m a n ikke ved en K onkurrence pa a fø re r dem Næringsbekym - ringer. Derfor m a a vi p aa en eller an d e n M aade blive af med § 5.
O verretssagfører Ivar Schrøder fremhævede, at Ønsket om at skabe Retshjælp for ubem idlede ikke gjorde § 5 paakræ vet. I K øbenhavn og Omegn er denne Opgave i sn a rt 40 Aar løst af S tu d e n tersam fu n d ets Retshjælp for Ubemidlede, der h a r b e h a n d let 7— 800,000 Retstilfælde. E n lignende O rdning arbejder m a n p a a at faa etableret i P rovinsen, og det er sørgeligt at se, at § 5 vil gøre Udsigterne til at faa en virkelig tilfredsstillende O rdning i saa Henseende u d enfor K øbenhavn langt ringere; dette ses bedst af, at allerede F re m k o m ste n af Retsplejelovens § 135 s ta n d sede den paabegyndte Udvikling i saa Henseende. H v a d m a n skal have frem, er et lille selvstændigt Kontor, der fa a r gratis Lokale af K om m unen, f. Eks. paa Byens R aadhus, hvor en V agt
mester tager im od Folk, og en kvalificeret J u rist m ed Evne til at om gaas de Folk, der søger et sa a d a n t Kontor, k a n give K on
sultation en eller to Gange o m Ugen, eventuelt p a a O m gang m e l
lem flere, og o m fo rnødent m od et beskedent Vederlag, der p a s sende k u n d e u dredes af K om m unen.
D o m m er Olsen, Ringsted, frem hævede, at Utilfredsheden m ed den nu v æ ren d e Ordning, h vor F uldm æ gtigene driver private j u r i diske F o rre tninger, tildels skyldes, at m a n ikke h a r holdt disse F o rre tn in g e r indenfor de R am m er, som var fastsat ved de gæl
dende Love og Bestemmelser. Iøvrigt fa n d t Taleren, at § 5 var en god Bestemmelse, idet m a n ikke b ø r afskaffe den eksisterende Adgang til p aa D o m m erk o n to re t at fa a D o k u m e n te r oprettet og faa Retshjælp i Skiftespørgsmaal. Der k a n derim od være en Del E n k e lth e d e r at rette i Forslaget. M aaske b u rd e det ordnes s a a ledes, at Kontorets P ersona le fik en Del af U dbyttet af denne Retshjælp, saaledes som det n u er gældende m ed H ensyn til Gebyr for forlods E kspeditioner. N a a r D om m eren kan bære Ansvaret u n d e r den nugæ ldende Ordning, m a a h a n ogsaa k u n n e det efter den ved § 5 tilsigtede.
D o m m er H altensen im ødegik D om m er Olsens Udtalelser og
4
frem hævede derhos b la n d t andet, at D o k u m en ter o m E je n d o m s h a n d le r og Opgørelser efter Skiftelovens § 78 i hvert F a ld m a a tte holdes ude fra § 5’s O m raade. I det hele taget vilde den p a a tæ n k te O rd ning m edtage alt for meget af Kontorpersonalets T id og A rbe jdskraft til Skade for det Arbejde, som var deres H oved
virksom hed.
K ontorchef i Justitsm inisteriet L. N. H v id t udviklede J u stits
ministeriets S y n spunkte r m ed H ensyn til § 5 og im ødegik en Del af de frem satte Indvendinger. Retsplejelovens § 425 paalæ gger jo allerede n u D om m eren at udfæ rdige Stævninger til U n d e r
retten for ubem idlede og i ganske sm aa Gældssager. O verhovedet er det vel umuligt, selv om m a n holder p aa de rene Linjer, at hævde, at en D om m er overhovedet ikke skal have noget m ed A dm inistration at gøre; Skiftevæsenet er vel judicielt, m en efter sit Væsen er dog en stor Del af det a d m inistrativ V irksom hed. Netop D oku m en ter v edrørende Skiftevæsen vil vel bedst k u n n e falde ind u n d e r § 5, idet saaledes den store Mængde af de Tilfælde, hvor der er Tale om at hensidde i uskiftet Bo, vil være ret oplagte Tilfælde, hvor det vilde være urim eligt at h e n vise den paagældende, som m ø d er op for at faa dette anm eldt, til at gaa til en Sagfører; skulde der m angle f. Eks. en E je n d o m s skyldattest for Boets faste E jendom , k a n D o m m e rk o n to re t let in d h e n te den. I S ønderjylland p aahvilede det A m tsretterne i m eget vid U dstræ kning at yde dem, der søgte Kontoret, R ets
hjælp, og h e r u n d e r at forkla re dem, hvorledes F o rh o ld e t laa.
Og hv o rfo r skal der være saa skarp en Grænse m ellem offentlig og privat Skiftebehandling? U nder den første skal jo dog D o m m ere n p a a alle mulige M aader se at fa a det bedst mulige u d af B ehandlingen. At tage m od en Anmeldelse om H ensidden i u s k if
tet Bo, at foretage en Opgørelse efter Skiftelovens § 78 eller bi- staa ved Overtagelse til priv at Skifte og ved Arveafgiftsanmel- delse, m a a enhver nogenlunde intelligent ju ridisk K a n d id a t h u r tig k u n n e lære at gøre paa forsvarlig Maade. Der k u n d e jo godt staa i Loven, at slige E rk læ rin g e r og Anmeldelser skulde ske ved, at de paagæ ldende m ødte og afgav dem til Skifteforvalterens P rotokol — saa var det derm ed gjort til offentlige Anliggender, m en deres K a rak ter var jo dog den samme. Med H e nsyn til O p
gørelser efter Skiftelovens § 78 vil Bestemmelsen m aask e ikke
u dgaa en d e Bobehandling. Men f. Eks. ved Anmeldelse af F o r d r i n ger i et Bo, Ansøgning om Værgebeskikkelse 111. m. vilde det i m ange Tilfælde være ganske urim eligt at skulle henvise til S ag
førerassistance. Vanskeligere stiller det sig ganske vist m ed F o r re tninge r vedrørende Tinglæsningsvæsenet. I S ønderjylland var O rdningen i Brug ogsaa for sa a d a n n e D ok u m en ters V e dkom mende, m en for de an d re Landsdeles V edkom m ende er som sagt dette Spørgsm aal noget vanskeligere end Spørgsm aalet om S kifte
forretningerne. H va d endelig a n g a a r den tredje Gruppe, Stæv
ninger, ses det ikke, at der sker nogen videre F o rry k k e lse af den rene Linje, fordi ikke blot de n u i Retsplejelovens § 425 o m handlede, m en ogsaa an d re Stævninger k an forlanges ud fæ rd ig et p aa D om m erkontoret. H o ve dhensynet for hele § 5 er dog at gøre det saa let og p ra k tisk som muligt.
Overretssagfører Jarner advarede m od at drage Slutninger til F ordel for § 5 fra F o rh o ld en e i Sønderjylland. Ikke blot a n v e n der T y sk ern e B lanketter i lan g t større Om fang, end vi k a n tæ n k e os at gøre, m en endvidere overlader de i langt højere Grad end vi P u b lik u m selv at finde u d af, h v a d der skal gøres — de føler netop Ansvaret ved Retshjælpen. Og endelig m a a der peges paa, at den tyske S agførerstand i Sam m enligning m ed vor er faatallig, der er i T y sk la n d proportionelt ikke en Tiendedel saa m an g e Sag
førere som i D a n m a rk , og dette h a r sikkert fr e m k a ld t de tyske Bestemmelser om A m tsretternes P ligt til at yde F olk Retshjælp.
Men denne er ikke en billig Retshjælp for ubemidlede, T y sk la n d h a r jo T a k ste r for alle de enkelte Dele af S agførerarbejdet, og ganske de sam m e T a k ste r m a a m a n betale for H jæ lpen p a a A m ts
retternes Kontor. Her er altsaa ikke T ale om en illoyal K on
k u rren ce .