(F o red rag a f can d . ju r . V a l d e m a r H v i d t d en 30. M arts 1925).
»Received for shipm ent «-Dokumentet er et Dokum ent, der tager sig ud som og ogsaa ofte i Om sætningen benyttes ganske paa sam m e M aade som et Konnossement, m en som alligevel ikke kan betragtes som et egentlig Konnossem ent i h vert F a ld ikke h e r hjem m e, h v o r Søloven definerer »Konnossement« som et D o k u ment, der indeholder en Anerkendelse af, at det og det Gods er m odtaget om Bord, og at Udstederen forpligter sig til at t r a n s portere Godset til det og det Sted. R. f. S. indeholder ganske vist en E rk læ rin g om, at m a n forpligter sig til at tra n sp o rte re Godset til det og det Sted, m en det u d taler ikke, at Godset er m o d taget om Bord, blot at det er m o dtaget af Rederiet til A fskib
ning (for shipm ent). Forskellen er m ed a n d re Ord, at R. f. s.
udstedes nogen T id forinden Godset er k o m m et om Bord, nemlig allerede n a a r Godset er m odtaget paa Kaj, V arehus eller Lægter, m edens Konnossem entet først k a n udstedes, n a a r Godset er k o m met om Bord. Det er ikke sjældent, at S p e d i t ø r e r udsteder saa d a n n e D okum enter, hvorved Speditøren a n e rk e n d e r at have m odtaget Godset til Afskibning m ed det og det Skib. D o k u m e n tet udstedes ikke af Speditøren paa Rederiets Vegne og i H e n hold til en F u ld m a g t fra det, m en udstedes af Speditøren paa egne Vegne i Tillid til, at h a n vil k u n n e faa ordnet, at Godset k o m m e r m ed vedk o m m en d e Skib. Jeg tager i det følgende ikke Hensyn til disse D okum enter, m en blot til de R. f. s., som er u d stedt af Rederier. Det er meget almindeligt, at R. f. s. udstedes af Rederiet, selv om Godset e n d n u ikke er m odtaget af Rederiet, m en f. Eks. ligger hos et F rih av n sselsk ab eller Kajanstalt, som opbevarer Godset paa Rederiets Vegne. Disse D o k u m en ter m a a
betragtes som ganske almindelige R. f. s., der falder ind u n d e r denne Undersøgelse.
Det almindelige Konnossem ent er et relativt gam m elt D o k u ment. Man kan føre dets Benyttelse tilbage saa lang T id som til det 15.— 16. A arhundrede. Naturligvis h a r Betingelserne for Dokum entets Benyttelse f o r a n d re t sig meget siden da, og det h a r faaet U d tryk i den stadig tykkere og ty k k ere Skal af Klausuler, som er lagt om D okum entets Kærne, men selve den k a r a k te ris e rende Kærne er stadig den samme, nemlig en Anerkendelse af Godsets Modtagelse om Bord og af Forpligtelsen til at t r a n s portere det. Im idlertid er der i de sidste h a lv h u n d re d e Aar in d e n for Søfarten foregaaet en Udvikling, som h a r skabt T y p er af konnossem entslignende D okum enter, hvor selve denne Konnosse
mentets Kærne er forandret. Denne Udvikling k a n m est k o r t
fattet betegnes paa den Maade, at T ra n sp o rte n af Gods til Søs n u ikke m ere alene sker ved Hjælp af, h v a d m an m ed et m o derne U dtryk kalder for tram p-S kibe, m en at T ra n sp o rte n i større og større O m fang foregaar ved Hjælp af liners, Ruteskibe, som gaar fra og til bestem te H avne til bestemte og forud a n n o n c e rede T idspunkter. Ved R utefart vil Godset næsten udelu k k en d e blive forsendt som Stykgods.
De 2 V ariationer af Konnossementet, som navnlig h a r B etyd
ning i vore Dage er det g en nem gaaende Konnossem ent (J e r n banekonnossem entet), hvis M ekanisme forudsæ tter en O rg a n isa
tion af liners, der regelmæssigt kan aftage Godset fra den tidli
gere T ra n sp o rtø r, og R. f. s. D o k u m e n t e t .
R. f. s. benyttes næsten u d e lu k k e n d e ved liners (Stykgodsfor
sendelser), m en h a r til Gengæld her na a e t en meget u d s tra k t A n
vendelse. Rederierne b enytter sædvanligt ved Godsforsendelse med Ruteskibe en F o rm u la r, der begynder m ed Ordene: »Ship
ped (or received for shipment) in a n d upon S/S« eller »Received to be tra n sp o rte d by S/S« eller lignende Udtryk, og denne F orm el benyttes, h v a d enten D ok u m en tet udstedes før eller efter, at Godset er k o m m et om Bord. M odtageren kan ikke i disse T il
fælde se af D okum entet, om det er udstedt før eller efter, at Godset er indladet, og h a n m a a derfor være fo rb ered t paa, at det er u dstedt forinden In dladninge n, og at D ok u m en tet altsaa er et egentligt R. f. s.. D ok u m en tet benyttes i enkelte B ra n c h e r
ogsaa u d en fo r den rene Stykgodsforsendelse. Dette gælder n a v n lig om Uld- og Bom uldshandelen, men dette er dog k u n U n d tagelsestilfælde. R. f. s.’s H ovedbetydning ligger ved Stykgods
forsendelsen og for D a n m a rk s V edkom m ende kun ved den u d e n rigske Søfart, idet det i den indenrigske R u tefart gælder, at God
sets Forsendelse sker p aa en simpel F ragtseddel, og at der k u n meget sjældent udstedes Konnossement.
Der h a r i de enere Aar r u n d t om i de interesserede Kredse været en livlig Diskussion om disse D okum enter. Den næ rm este F o ranledning, til at m a n h a r taget fat p a a disse Spørgsmaal, er, at der i de Regler, som blev vedtaget p a a den in ternationale K o n ference i H aag i E fte r a a r e t 1921 (Hague rules 1921), og som o m tren t u fo r a n d re t gik igen i de Regler, der vedtoges paa Bryssel- konferencen i 1922, indeholdes enkelte Bestemmelser om R. f. s.
Diskussionen h a r ogsaa næsten u d e lu k k en d e drejet sig om det almindelige S pørgsm aal om, hvilket Benyttelsesom raade der b u rd e in d rø m m es disse D okum enter, navnlig om h vorvidt en Bank, der h a r aa bnet Rembours, var berettiget og forpligtet til at m odtage disse D okum enter. D erim od er m a n k u n ganske sporadisk ko m m et ind paa det, der dog m a a være G rundlaget for Besvarelsen af dette Spørgsmaal, nem lig om i hvilke H e n seender M odtageren af et R. f. s. er stillet p a a anden M aade end M odtageren af et Konnossement. R. f. s. er p a a en vis M aade li
stet ind i Livet u n d e r Dække af, at det var et alm indeligt K o n nossement. Selv n u efter at m a n p a a G rund af de V anskelig
heder, som D okum entets Benyttelse h a r voldet, i P ra k sis er k la r over, at der er visse Forskelligheder mellem de to D okum enter, nøjes m a n almindeligvis m ed at fastslaa, at de sam m e Regler, som gælder for Konnossementet, m a a overføres til R. f. s., m ed m in d re særlige M odhensyn gør sig gældende*), men h v o r n a a r disse M odhensyn træ n g er sig frem — m e d an d re Ord i hvilket Om fang, der gælder a n d re Regler lor Konnosem entet end for R. f. s. — det Spørgsm aal er m an hidtil gaaet u den om. Disse B e m æ rk n in ger tilsigter en Undersøgelse heraf. U dga n g sp u n k te t m a a være, at dersom der ikke oplyses særlige Modhensyn, m aa Konnossements- reglerne gælde analogisk.
Jeg vil her straks fremhæve, at m a n fra forskellig Side h a r
*) G ru n d tv ig i U. f. R. 1899 S. 826 og i » K o n n o ssem en tet« S. 52.
hævdet, at Rederiet overhovedet han d led e r e t s s t r i d i g t ved at sende dette D o k u m en t u d i Verden, idet det fr e m k o m m e r i en F orm , der er egnet til at bibringe M odtageren den gale Tro, at det er et egentlig Konnossement, h a n faar. D oku m en tet b æ rer n o rm a lt til O verskrift »Konnossement«, og det indeholder det sam m e Sæt af Klausuler som Konnossementet. Den eneste F o r skel er, at det begynder m ed O rdene »Received for shipment«, medens Konnossem entet b egynder m ed O rdene »Received on board«. I flere Tilfælde h a r M odtagere anlagt Retssag m od Re
deriet og forlangt E rsta tn in g for det T ab, de hav d e lidt ved at være blevet forledt til a t m odtage D okum entet, som de vilde have afvist, hvis de hav d e været k la r over dets egentlige K a rakter.
Ved D om m e b aa d e h e r h je m m e (U. f. R. 1902 S. 653 og 1918 S. 16, Sø- og H andelsretstidende 1921 S. 175) og i Norge (Nordiske Dom m e i S øfartsanliggender 1922 S. 295) er det blevet fastslaaet, at Rederiet ikke var erstatningsansvarligt overfor den, som i T il
lid til D okum entets Udseende h a r m od tag et det i den Tro, at det var et alm indeligt on b o a r d Konnossement, idet D okum entet ikke udgav sig for at være mere, end det var, nemlig en A ner
kendelse af, at Godset var m odtaget til senere Afskibning.
I de Tilfælde, hvor der benyttes R. f. s., vil Rederiet altsaa udvide O m ra a d e t for sin V irksom hed ud over selve S ø tra n sp o r
ten — det vil m odtage Godset, oplagre det i sit P a k h u s og i n d lade det i Skibet. Ligeledes vil det p a a Bestemmelsesstedet b e sørge Godsets Udlosning, a n bringe det p a a sit P a k h u s eller sin Kaj og d e rfra udlevere det til M odtageren. Rederiet virker altsaa h e r ikke blot som Søtransportør. Det virker tillige som L a g e r
hus, Speditør og Stuvningsselskab. Der rejser sig her straks det Spørgsmaal, om hvorvidt der gælder forskellige Regler for R ede
riets A n s v a r f o r G o d s e t i de forskellige E genskaber, hvor det fa a r m ed Godset at gøre. Dette k a n ikke antages. Reglerne i Sølovens §§ 142 og 143, der er de afgørende B estem m elser om Rederiets Ansvar u n d e r Søtransporten, er k u n et U d try k for de almindelige Regler, som ogsaa vilde gælde, selv om de ikke var positivt lovfæstede, nemlig at Rederiet m a a erstatte det, som ikke k o m m e r frem, m e d m in d re Rederiet k a n bevise, at der ikke er noget at bebrejde det eller dets Folk. Den sam m e Regel m aa,
ifølge almindelige G rundsætninger, ogsaa være gældende for Re
deriets V irksom hed før In d la d n in g e n og efter U dlosningen.*) Dette er ogsaa positivt fastslaaet i Sølovens § 142, som gælder for hele P erio d en fra »Godsets Modtagelse til dets Aflevering«.
Udstederen af et R. f. s. in d estaa r altsaa, ligesom U dstederen af et Konnossement, den godtroende M odtager af D o k u m en tet for, at de 100 Td., som D okum entet lyder paa, vil blive h a m udleveret uden H ensyn til, at Udstederen k a n bevise, at h a n k u n h a r m od tag et 98 Td.**) Ligeledes m a a m a n antage, at D okum entets A nsvarsfrihedsklausuler h a r sam m e Gyldighed for hele det T id s rum , som D o kum entet om fatter. Det er ikke ualmindeligt, at Rederierne i deres Konnossem enter fritager sig for Ansvar for Beskadigelse af Godset, som ikke sker om Bord. F o r at R ede
riet skal blive an sv a rsfrit i H en h o ld til denne Klausul, m a a det være bevist, at S kaden ikke er sket om Bord. Hvis der er U sik
kerhed, om h vorvidt Skaden er sket før eller efter In dladninge n, m a a Rederiet dømmes.***) Men selv om Rederiet h a r ført dette Bevis, vil der være en T ende ns hos Domstolene til at søge at k o m m e uden om denne Klausul som stridende m o d det n a t u r lige R etfæ rdighedskrav, at Rederiet skal bæ re Ansvaret for God
set, h v a d enten det ligger om Bord eller hos Skibets E k s p e d i
t ø r .†) Hvis Godset er overgivet ikke til Rederiets R epræ sen
tant, m en f. Eks. til et F rihavnsselskab, m a a Klausulen derim od staa ved Magt.††)
Selv om der saaledes m ed H ensyn til Rederiets Ansvar for Godset formelt gælder ganske de sam m e Regler for de to D o k u m enter, idet U dstederen vil være erstatningsansvarlig u n d e r de sam m e Betingelser, saa er der p ra k tisk set en væsentlig Forskel mellem den Sikkerhed, som M odtageren af R. f. s. opnaar, og den Sikkerhed, som M odtageren af et Konnossem ent opnaar. R. f. s.
vil regelmæssig k u n blive benyttet ved R utefart, og D okum entet
*) Jfr. N orsk D om i N. S. D. 1902 S. 2.
D en engelske C a rria g e of Goods b y Sea A ct 1924 g æ ld er ligesom H ague ru le s k u n for T id en fra In d la d n in g e n til U d lo sn in g en .
**) U. f. R. 1914 S. 259.
***) U. f. R. 1920 S. 748 og S. 867.
†) Jfr. to n o rsk e D om m e i N. Rt. 1913, S. 668, og i K ristia n ia B y re ts D om m e ved A ssessor S iew ers II N r. 1161.
††) U. f. R. 1922 S. 918.
vil her n o rm a lt indeholde et saa fuldstæ ndigt Sæt af Ansvarfri- hedsklausuler, at m an k a n sige, at D okum entet er en A n e rk e n delse af Godsets Modtagelse og et Løfte om at tra n sp o rte re det, m e n p a a M o d t a g e r e n s R i s i k o . * ) Rederiet h a r f r a s k r e vet sig p ra k tisk set enhver Risiko; denne falder paa M odtageren.
Ved R. f. s. o m fatter denne Risiko ikke alene, saaledes som ved Konnossementet, Tiden fra Godsets In d lad n in g til dets Udlos
ning. Den om fatter ogsaa Tiden fra Godsets Modtagelse af Re
derens R epræ sentant til dets In d lad n in g i Skibet, og denne R i
sikoforøgelse vil være meget væsentlig. Dels vil der være en b e tydelig F a re for Tyveri, B rand, F ejlekspedering o. s. v., m en desuden er der ogsaa en Risiko ved selve O m bordbringningen.
Af disse Risici vil det navnlig være Tyveririsikoen, som nu til Dags vil spille den store Rolle. Der er af engelske F o rsik rin g s
selskaber u d a rb e jd e t en Statistik, der viser, al Risikoen for T y veri i Aarene 1913 til 1920 steg fra 1½ til 27 pence pr. T o n .**) Det vil være klart, at netop Risikoen for Tyveri vil være langt betydeligere, n a a r Godset ligger i L and, end n a a r det først er stuvet n ed i Skibet, hvor det er vanskeligere at k o m m e til, hvor det ikke k a n afsættes, og hvor k u n det faste, genne m ga aende mere paalidelige, S k ib sm a n d sk a b k o m m e r i Forbindelse m ed God
set. F a re n for, at der f a k t i s k sker Skade paa Godset, efter at D okum entet er udstedt, vil være betydelig større ved R. f. s. end ved et Konnossement, men denne F orskel bliver yderligere u d dybet derved, at R. f. s. p r o c e s s u e l t set giver In d e h av eren en svagere Stilling overfor Mancoindsigelsen end Konnossementet gør det.
Man kan uden Overdrivelse sige, at Gennemførelsen af Kravet vil tage længere Tid, være m ere u sik k ert og kræ ve større O m k o st
ninger, end hvis m a n h a r et K onnossem ent at gaa frem efter. Det m a a h er fremhæves, at den forøgede Risiko for Godsets B esk a
digelse, som op staar ved R. f. s. i sidste Instans, falder ikke p a a Køberen, m en paa Sælgeren. Køberen, som h a r betalt m od D o k u m enterne, bæ rer i første Linje det eventuelle T ab, m en h a n h a r R e g r e s r e t m o d S æ l g e r e n , thi efter Købelovens § 10 gaar
*) E r n s t M eyer i B eretn in g fra 3. s k a n d in a v isk e H a n d elsm ø d e (1921) S. 74.
S ir N o rm an H ill i L loyds L ist for 1. N ovbr. 1921.
**) Jø rg e n B ly d t i B e retn in g fra d e t 3. s k a n d in a v isk e H an d elsm ø d e (1921) S. 82.
Risikoen for Gods, som skal afsendes m ed Skib, først over paa Køberen, n a a r Godset er b ra g t in d en fo r Skibssiden. Selv om Sæl
geren h a r afleveret det til Rederiet og m odtaget et R. f. s., og h a n derfor ikke h a r nogetsomhelst m ere at gøre m ed Godsets F o r sendelse, falder T abet for en Beskadigelse, som ra m m e r det, inden det er k o m m et om Bord, p a a h am , og Køberen, som h a r indløst R. f. s. og bagefter fa a r at vide, at Godset er blevet ødelagt, inden det kom over Skibssiden, k a n forlange E rs ta tn in g af Sælgeren.*)
Køberens Risiko vil ogsaa form indskes meget betydeligt d e r ved, at h a n n o rm a lt foruden R. f. s. f a a r en Forsikringspolice, saaledes at h a n k a n holde sig til F o rsik reren for sit Tab, men den foregaaende Undersøgelse af O m fanget for Rederiets Ansvar h a r alligevel sin Betydning, dels fordi Spørgsm aalet om R ede
riets Ansvar alligevel vil opstaa, nemlig i Relationen Sælger eller F orsikringsselskab ctr. Rederiet, dels fordi en F o rd rin g m od en Udlæ nding meget ofte viser sig vanskelig at fa a ind, selv om S kyldneren er fuldt solvent.
E n Forskel, der almindeligvis stæ rkt frem hæves mellem de to D okum enter, er, at M odtageren ved R. f. s. ikke m ed den sam m e Sikkerhed som ved det almindelige K onnossem ent er i Stand til at bedøm m e, o m h v o r n a a r Godset vil k o m m e frem til B e
stemmelsesstedet.
Ved K onnossem entet fa a r M odtageren opgivet, h v o r n a a r God
set er bra g t o m b o rd i Skibet, og h a n vil da u n d e r n o rm ale O m stæ ndigheder være i Stand til saa nogenlunde at slutte sig til, n a a r Godset k o m m e r frem, idet h a n k a n regne med, at Skibet vil afg aa k ort Tid efter, at Godset er indladet, og at Rejsen frem vil tage n o rm a l Tid.
Ved R. f. s. vil M odtageren være stillet m ere usikkert.
D okum entet vil n o rm a lt lyde paa, at Godset er m odtaget til Afskibning m e d d e t o g d e t S k i b e l l e r d e t n æ s t e S k i b p a a Linien. M odtageren af D ok u m en tet vil altsaa dels løbe den Risiko, at Godset bliver forsendt m ed et a n d e t Skib end det, som D oku m en tet angiver, dels at det vil vare m eget længe, inden Godset bliver in dladet i det Skib, det forsendes med. Modtageren af et K o n n o s s e m e n t kan gøre Indsigelse mod, at h a n s Gods
*) Jfr. i d e n n e R etn in g A lm én § 62 N ote 59, § 65 N ote 46 a og Dom i U. f. R. 1917 S. 580.
forsendes m ed et ande t Skib, end Konnossem entet lyder paa, og k a n efter Reglen i Sølovens § 113 kræve, at Rederiet d æ k k er et
h vert Tab, som o pstaar i den Anledning. Men selv n a a r det drejer sig om et R. f. s., og D ok u m en tet in d eholder en Substitutions- klausul, er Rederen ikke berettiget til at sende Godset m ed et h v i l k e t s o m h e l s t S k i b . Der m a a være Grænse for, h v a d Rederiet kan tillade sig. Det vil være vanskeligt nøjagtigt at fast- slaa, hvor denne G r æ n s e skal trækkes. Man m an g ler e n d n u i for høj Grad Vejledning fra Domstolene. Men det h a r dog sin B etydning at frem hæve, at der findes en Grænse for Rederiets Beføjelser, idet der i m an g e Kredse findes den Overtro, at n a a r der findes en Substitutionsklausul i D okum entet, saa er Rederiet berettiget til at sende Godset m ed ethvert Skib. Maaske k u n d e m a n hævde, at Substitutionsklausulen k u n h a r den Betydning, at Rederiet alene bliver berettiget til at sende Godset m ed et andet Skib end det opgivne, for saa vidt det p aa G rund af O m stæ n digheder, som Rederiet i k k e k e n d t e , d a d e t u d s t e d t e D o k u m e n t e t , e r b l e v e t u m u l i g t at sende Godset m ed det opgivne Skib. Hvis Rederiet ikke er i Stand til at oplyse sa a d a n n e e f t e r f ø l g e n d e O m stændigheder, der k a n berettige F o r sendelsen m ed det andet Skib, m a a det være erstatningsansvar- ligt. Men i hvert F a ld m a a det antages, at Substitutionsklausulens Betydning begrænses af følgende Betragtning:
U dstederen af D ok u m en tet h a r lovet en v i s P r æ s t a t i o n . H vilket In d h o ld denne P ræ sta tio n skal have, bestem m es bl. a.
ved D okum entets Angivelse af Skibets Navn. D oku m en tet b e n y t
tes navnlig ved R utefart, og m a n vil h er være i S tand til, n a a r m an kende r Skibets Navn, at udfinde, n a a r det k o m m e r til Be- stem m elseshavnen. N a a r m a n k en d e r Skibets Navn, k a n m an ogsaa skaffe sig at vide, om det er et Sejl- eller D am pskib, h v o r ledes dets U d rustning er m ed Lossegrejer o. s. v.. alt sam m en Ting, som bestem m er Indholdet af den P ræ sta tion, Modtageren af D o k um entet k an regne med. D o k u m e n tu d ste d e re n h a r i H e n hold til Substitutionsklausulen Ret til at sende Godset m ed et a n d e t Skib end det opgivne.*) m en det m a a være en Betingelse, al Forsendelsen ikke sker paa en væsentlig and e n Maade, end
*) J fr. D om m e i U. f. R. 1919 S. 17, Sø- og H a n d e ls re ts tid e n d e 1921 S. 175 og N orsk R e ts tid e n d e 1922 S. 11.
m an efter D okum entet k u n d e regne med, at den vilde ske paa.
D ersom D o kum entet indeholder Angivelsen af et Skib u d e n nogen S u b s t i t u t i o n s k 1 a u s u 1, vil Rederiet i O verensstem melse m ed Solovens § 113 være ansvarlig for ethvert Tab, M od
tageren lider ved, at Godset tran sp o rte res m ed et andet Skib end det opgivne. (Norsk H øjesteretsdom i Nordiske D om m e i Søfarts- anliggender 1919, S. 460).
U dstederen af et R. f. s. kan altsaa blive erstatningsansvarlig derved, at Godset bliver tran sp o rte ret m ed e t a n d e t S k i b end det opgivne, men h a n kan ogsaa blive ansvarlig derved, at God
set i k k e bliver i n d l a d e t i Skib inden en rimelig Tid.
I enkelte H avne findes der K o u t u r n e r , der bestem m er, at D o k u m e n t e t ikke m a a udstedes, forinden det S k i b, som D okum entet lyder paa, l i g g e r i H a v n e n . Bortset fra disse enkelte Tilfælde m a a M odtageren af D ok u m en tet være belavet paa, at D okum entet kan være udstedt, længe forinden Godset bliver indladet i Skibet.*) Helt værgeløs vil Modtageren dog ikke staa; det er ikke enhver nok saa grov Forsinkelse, h a n m a a finde sig i. In d lad n in g e n m a a ske i n d e n e n r i m e l i g T i d .
Det E rstatn in g sk ra v , som M odtageren af et alm indeligt Kon
nossem ent vil k u n n e faa m od Rederen, h æ fter R ederen ikke p e r sonligt for. H an hæ fter ku n m ed S ø f o r m u e n , som den Er- statningsberettigede til Gengæld vil have S øpanteret i, jfr. Sø
lovens §§ 7, 8 og 268, navnlig Bestemmelsen om, at F o rd rin g e r som g ru n d e r sig p a a Forpligtelser, som Skipperen i denne sin E g en sk a b h a r indgaaet, er forsynet m ed Søpanteret. Denne Be
stemmelse k o m m e r til Anvendelse, selv om K onnossem entet ikke er un d ersk rev et af K a pta jne n men af Rederiets E kspeditør, thi i T ilk n y tn in g til § 132 anses E kspeditøre n som h avende u n d e r skrevet p a a K a ptajnens Vegne.**) Sølovens og P ra k sis S ta n d p u n k t er det, at m a n ønsker, at M odtageren skal være ens stillet, hvem saa Konnossementet er u n derskrevet af, om det er K a p ta j
nen, S ty rm a n d e n eller en E kspeditør.
Ved R . f . s . k a n m a n ikke paa sam m e Maade opstille det som en absolut Regel, at M odtageren fa a r S øpanteret for sine
*) Sø- og H a n d e ls re ts tid e n d e 1921 S. 175 og U. f. R. 1902 A. S. 653.
**) P la to u : S ø ret S. 80. G ru n d tv ig : Den D anske Søret. II Udg. S. 113— 14.
J a n tz e n : C e rte p a rtie r og K o n n o sse m e n ter S. 285.
F o rdringer. Søpanteretten k a n ikke her saaledes som ved K on
nossem entet støttes paa, at D oku m en tet anses som u n d ersk rev et paa K aptajnens Vegne, saaledes at det k an betragtes som en F o r pligtelse, som K aptajnen i denne sin E genska b p aa ta g er sig; thi K a pta jne n vil n o rm a lt ikke have noget at gøre m ed Udstedelsen af R. f. s., som jo ofte udstedes lang Tid, før Skibet k o m m e r i Havn, og Ekspeditøren k a n derfor ikke betragtes som u n d e r skrivende p a a K aptajnens Vegne. Søloven opstiller det som en saa fast Regel, at Rederen h æ fter m ed hele sin F o rm u e i alle T il
fælde, h v o r særlig Undtagelse ikke er gjort, at m a n k u n k an analogisere fra disse Undtagelsestilfælde til Tilfælde, hvor F o r holdene er ganske ensartede, m en det er de ikke her. Ved det almindelige Konnossem ent er Risikoen alene en Risiko for U lyk
ker, der sker u n d e r Varens T ra n s p o rt m ed Skibet eller Godsets Ind- eller U dladning i Skibet, hvor Skibets M andska b og Offi
cerer altsaa regelmæssigt vil være de h andlende , m en ved R. f. s.
in d g a a r der ogsaa en Risiko for Godsets Undergang, m edens det befinder sig i Land, altsaa u n d e r O m stændigheder, hvor Skibet eller dets M andska b ingensom helst Forbindelse h a r m ed Ulykken.
D erim od k a n der opstaa en S øpanteret for M odtageren efter et R. f. s. i H enhold til en a n d e n B e s t e m m e l s e i § 268, nemlig den, der h jem ler Søpanteret for F o rd rin g er, der g ru n d e r sig p a a Misligholdelse af K ontrakt, som Rederen selv eller ved F uld m æ g tig h a r afsluttet, og hvis Opfyldelse h ørte til Skippe
rens Pligter, og for F o rd rin g e r p a a E rsta tn in g for Skade forvoldt af nogen i Tjenesten om Bord. Men denne Søpanteret k a n k u n være stiftet, n a a r Godset er ko m m et om Bord. Hvis Godset ød e
lægges, før det k o m m e r om Bord, eller hvis det ikke k a n bevises, n a a r det er ødelagt, saa h a r m a n ingen Søpanteret.
Ogsaa m ed H ensyn til F o r s i k r i n g e n af Godset k a n der opstaa særlige V anskeligheder for M odtageren af et R. f. s. N a ar Godset forsendes p a a et Konnossement, bliver dette regelmæssigt ledsaget af en almindelig Søforsikringspolice, der efter Reglerne i Konventionen af 2. April 1850 § 90 d æ k k e r Rejsen fra det Ø je
blik, Godset er k o m m e t om Bord i Skib eller P ra m , indtil det bringes i L a n d p a a Bestemmelsesstedet. E n saa d a n F o rs ik rin g s police er ikke tilstrækkelig for M odtageren af et R. f. s. H a n m a a