Far en, dei truede Ægypten og Sueskanalen fra Øst, var, som vi har hørt dreven over. Tyrkernes Angreb gennem Sinai-Halvøen var nden store Vanskeligheder blevet afvist; men det var saa langt fra, at dermed al Fare var afværget, at det tværtimod maa siges, at det alvorligste og mest truende Stød, som skulde rettes mod Ægyp
ten, endnu var tilbage — det kom fra Vest, langs Kysten og gennem Ørkenen. Faren laa ikke blot i selve det Angreb, som nu blev ført frem ; men i særlig Grad deri, at det var en religiøs Orden, som stod i Spidsen for det — thi man kunde formode, at Befolkningen i Nil-dalene vilde blive paavirket fil en Rejsning mod Fremmedvældet.
Faren varede hele 18 Maaneder, og det britiske Okkupations-korps under Sir John Maxwell maatte som Følge deraf forøges.
Vest for Ægypten breder den libyske Ørken sig, hvor nomadi-serende Beduiner færdes paa de store Vidder i sparsomt Antal uden om de faa og meget spredt liggende Oaser. De .Ægypten nærmest liggende store Oaser er Kharga (El-Kargeh) og Dakhla (Dachel).
Til førstnævnte fører en Jernbane. Nordligere ligger bl. a.
F arafra og Baharia. Helt mod Nordvest findes Siv ah (Siva), den en Oang berømte Oase, som Kambyses forgævas forsøgte at naa og hvis Hær omkom i Ørkenen. Alexander den Store slog ind paa en heldigere \ ej langs Kysten og derfra naaede han efter mange Be
sværligheder Sivah gennem Ørkenen. Han drak af »Solkilden«, da han »med muntert Ansigt« kom ud af Zeus Ammons Tempel efter at have modtaget det Orakelsvar, at han: »skulde sejre, indtil han gik til Guderne.« Ammon Oasen blev grundlagt i 1792 af Browne og blev i vore Dage besøgt bl. a. af Khediv Abbas Hilmi, som leven
de interessere sig for at faa Oasen med dens 200.000 Palmetræer af fortrinlig Kvalitet bragt i lettere Forbindelse med Kysten — mulig ved en Jernbane. Sivah vilde være et jordisk Paradis, om der ikke herskede dødbringende Malaria, naar undtages i tre til fire Vinter-maaneder, hvorfor Europæere ikke kan leve der. løvrigt hader den
Englændernes Forsvar af Ægypten. 2 9
ægte Sivah-Beboer Fremmede; han dyrker Jorden med sorte Slaver og frigivne do.; Slaveriet er nemlig ikke helt ophørt i disse af
sides Egne af Ægypten.
Nordvest for Sivah ligger den lille Djarabub Oase, vest for hvil
ken Grænsen til Cyrenaiku-Provinsen løber.
Navnet Djarabub har faaet en usædvanlig Klang inden for den islamitiske Verden, fordi Oasen er Hjemsted for det senussiske Bro
derskab, en hellig Orden, som i Nutiden har spillet en meget stor religiøs og politisk Rolle, og som nu under Verdenskrigen greb ind i Begivenliederne i Nordafrika. Ordenen har skabt en voldsom reli
giøs Bevægelse indenfor Islam, og dens Læreskoler (Zaui'aer) er spredte viden om. Ordenen blev grundlagt i 1835 af Sidi Mohammed Ben Ali el Senussi, som »efter Guds Villie« nedsatte sig i Djarabub.
Han begravedes i sin Zauia, som snart blev anset for en stor Hellig
dom. Hans Søn, Sidi Mohammed, den saakaldte »Mahdi« (ikke at forveksle med Sudans »Mahdi«) bredte Faderens Læresætninger, — Genfødelsen af den oprindelig rene muhamedanske Lære — til Cen
tral Afrika og Asien. Det er fuldstændig mod Ordensgrundlæggerens Lære, at berøve den kloge, hvide Mand Livet, om han da ikke træder fjendtligt op mod Brødrene. Dette forklarer Senussiernes ufjendt
lige Holdning over for Englænderne i Ægypten under Verdenskri
gens første Afsnit.
Sidi Mohammed el Mahdi søgte dog paa enhver Maade at bevare sin og sine Ordensbrødres Handlefrihed, og da Lord Kitchener i 1896 havde generobret Sudan, knækket. Mahdiens Herredømme og befæ
stet Briternes Magt i Ægypten, fandt han, at Djarabub var et usik
kert Opholdssted, saa meget mere som han heller ikke holdt af Tyr
kernes Nærhed i Middelhavets Kystland. Han forlod derfor Djara
bub og drog sydpaa til Geru i Oasegruppen Kufra, hvor han følte sig mere tryg, og hvor han tilmed var nærmere ved Østsudan, hvortil Franskmændene havde udbredt deres Herredømme, hviket han ansaa for ganske overordentlig farligt for de ærgerrige Planer, han aaben-bart omgikkes med, om at vinde politisk Indflydelse sammesteds. Troende er overbevist om, at Sidi-el-Mahdi for til Himmels, hvorfra
3 o KAPTAJN D A N I E L BRUUN. blev det saaledes officielt forkyndt, at »Mahdien« var vendt tilbage til Oasen Kufra fra en af sine hemmelighedsfulde Rejser.
Sidi el Mahdi efterfulgtes som Ordensherre af sin Nevø Sidi Ahmed el Schevif el Senussi, og denne traadte i sin Forgængers Fod
spor, idet han søgte at vinde politisk Indflydelse baade i Cyrenai-kas Bagland, i Oaserne i den libyske Ørken og i Sudan. Hans Pla
ner lettedes ham mod Nord som Følge af Tyrkernes slette Regimente i Tripolitanien; men da Italienerne, efter Krigen med Tyrkerne, for en stor Del spærrede Middelhavskysten for Ud- og Indførsel, kunde han vanskeligt faa Yaaben og Ammunition uden ad lange Omveje over Ægypten og Tunisien, og Senussierne blev Italienernes svorne Fjender. De slog sig sammen med de tyrkiske Tropper, som nu hav
de forladt Tripolitanien; men som tvært imod Fredstraktatens Be
tingelser, var forblevne i Cyrenaikas Bagland, til at begynde med under Enver Pasdias Kommando. Dette Omslag i Senussiernes Hold
ning over for Tyrkerne fandt aabenbart alene Sted af praktiske Grunde, thi kort forinden havde de vist en meget uvenlig, næsten fjendtlig Optræden over for de tyrkiske Magthavere. Senussierne hævdede stedse deres egne Interesser, selv om disse stod imod andre Musselmænds; i saa Tilfælde gav de ikke Køb, ligesom de paa den anden Side over for Kristne, som f. Eks. Englænderne i Ægypten, førte en fredelig Politik, saa længe de saa deres Fordel derved.
Sidi Ahmed udtalte saaledes ved Verdenskrigens Begyndelse over for Briterne i Ægypten sin Misbilligelse af, at Tyrkiet havde erklæret de Allierede Krig, og da Hussein Kamil blev udraabt til Sultan, sendte Sidi Ahmed et Gesandtskab til Solluni paa Middel
havskysten, for at det skulde udtrykke hans overordentlig venskabe
lige Følelser over for de britiske Autoriteter og Sultanen.
I Slutningen af Aaret 1914 var Senussierne i Forbindelse med de tyrkiske tilbageblevne Tropper Herrer i omtrent hele det Indre af Cyrenaikas Bagland. Kun ved Middelhavskysten og i Oasen Siv ah laa der — paa ægyptisk Omraade — Tropper, som kunde
Englændernes Forsvar af Ægypten. 3 1
møde et muligt Angreb. I Oaserne længere Syd og Sydvest paa var der derimod ingen saadanne Besætninger.
Sidi Ahmed udøvede saaledes næsten suveræne Rettigheder over en stor Del af det nordøstlig« Afrika, og han var tilmed i Besiddelse, ikke blot af en enorm Prestige, men ogsaa af Stridskræfter, som var vel disciplinerede og vel bevæbnede.
Lige til 1915 havde Senussierne, som ofte berørt, optraadt fred
sommeligt over for Ægypten. Skønt »den hellige Krig« blev pro
klameret, og skønt tyrkiske og tyske Agenter søgte at puste til Op
rørsilden i Cyrenaika, afholdt Senussierne sig dog længe fra at gribe til Vaaben mod Anglo-Ægypterne. Først da Italien stillede sig paa samme Side som England i Verdenskrigen, lod de sig bevæge til at vende deres Vaaben mod Ægypten, og dette kunde maaske endda være undgaaet, om Briterne bedre havde forstaaet den diplomatiske Kunst, da Sidi Ahmed forlangte, at de skulde anerkende hans verds
lige Magt indenfor et bestemt Omraade.
Tyrkere og Tyskere havde sørget for Tilførsler til Briternes Modstandere i Nordafrika. En germaniseret Tyrk Gaafer Pascha, var rede til at tage Kommandoen over en Operationshær mod Ægyp
ten, og Enver Pasehas Halvbroder Nuri Hej ledede det tyrkiske Parti i Cyrenaika. Kejser Vilhelm traadte personlig til og skrev et Brev paa Arabisk til Sidi Aluned, i hvilket han (ifølge »Times«) tilbød Hjælp i Penge og dygtige militære Ledere. Sidi Ahmed tog nu ende
lig sit Parti — mod Englænderne i Ægypten.
Netop i Sommeren 1915 optraadte tyske Undervandsbaade ved Cyrenaikas Kyster, hvilket medførte Sænkningen af nogle britiske Skibe (1 Hjælpekrydser, 2 Kystkrydsere, 1 Transportdamper osv ) og Beskydning af britiske Poster og Lejre. Fjendtlighederne mel
lem Senussierne og Ægypterne begyndte med, at ea. 300 Senussiere gik over Grænsen. Bag efter fulgte Senussiernes Hovedstyrke — i alt ea. 30,000 Mand under Gaafer Pascha tilligemed en Del Stam
mefolk. Disse Tropper, regulære og irregulære, kommanderedes ai tyrkiske, tyske og arabiske Officerer; de var forsynede med Maskin
geværer, Feltkanoner, Kameler til Transporter o. s. v. En Del af denne Troppestyrke dækkede Ryggen imod de italienske Tropper i Benghazi, Derna og Tobruk, en anden Styrke blev sendt til Siv ah og nogle andre Oaser for at bemægtige sig dem .Nuri Bej og Sidi Ahmed fulgte som Regel med Hovedstyrken.
3 2 KAPTAJN D A N I E L BRUUN.
Briterne i Ægypten havde lagt Besætningstropper i Fayum og Vadi Natrun, begge to Oaser nærmest ved Nilen. Ogsaa i Deltaet laa der Tropper.
General Maxwell, som fik Melding om Senussiernes Fremryk
ning, og som ikke var sikker paa sine indfødte Tropper — der fandt saaledes Desertioner Sted i Kamelkorpset — besluttede foreløbig at trække de æygptiske Garnisoner tilbage fra Sollum, Sidi Barrani og andre fremskudte Poster paa Kysten. Sivah faldt i Senussiernes Hænder, xaavelsom G ara (Qara) og Moghara i den nordøstligste Del af det libyske Plateau (op mod Alexandria). De endnu sydligere beliggende Oaser, Baharia, Farafra o. s. v. var foreløbig ikke besatte fra Ægypten.
Senussiernes Hovedstyrke rykkede rask frem langs Nordalfal-det af Nordalfal-det Plateau, som adskiller den libyske Ørken fra Middelhavet.
Her fandtes en Del Brønde og Kilder, som lettede Fremrykningen. blev Basis for de anglo-ægyptiske Kyst-Operationer. Fra Alexan
dria havde Khediv Abbas Hilmi ladet bygge en Jernbane til Dabaa langs Kysten, og videre Vest paa var der opretholdt Motorvognsfor-bindelse.
Den St} ike, General Maxwell havde til Raadighed mod Senus-sierne - »The TV estern F rontier Force« — stod under Kommando af Generalmajor A. Wallace og bestod af en kombineret bereden Bri
gade og en do. Infanteri Brigade; men snart kom Tropper fra- snart sagt, alle Rigets Kolonier — alene undtagen Kanada — til at op-tiæde her. Det var en broget Skare: British Jeomanry, australsk Rytteri, New-Zealændere, Sydafrikanere, Shik'er og Gurkha'er fra Indien, Bikaner-Kamelryttere, Ægyptere, Sudanesere, Soldater af The Royal Naval Division, foruden et Batteri osv. Den 7. December
Englændernes Forsvar af Ægypten. 3 3
Matruh mod 5,000 Senusslere, under Gaafer Pascha, som maatte trække sig tilbade til Halazin (25 miles S. V. for Matruh). Særlig New-Zealænderne udmærkede sig ved denne Lejlighed. Efter at beg
ge Parter havde modtaget Forstærkninger rykkede Briterne frem fra Bir Shola (S. f. Matruh) i to Kolonner under Generalerne Gor saa Forholdene for videre Udnyttelse af Fjendens Nederlag maatte opgives. Briterne trak sig tilbage til Matruh.
Senussiernes Nederlag afværgede Faren for en Rejsning i Delta-landet; men deres Hovedstyrke var endnu ikke slaaet. Der maatte foretages en ny Offensiv.
Efter at Briterne havde faaet større Forsyning af Kamel-Trans
porter, som gjorde Tropperne mere frie i deres Bevægelser, begyndte Offensiven i Slutningen af Februar, denne Gang under Befaling af General Peyton, som havde afløst Wallace. Operationerne rette
des mod Barrani og Sollum paa Kysten, Vest for Mersa Matruh. Det kom til Kamp ved Agagia, 14 miles S. 0. for Barrani, hvor General Lukin slog Gaafer Pascha (25.—26. Februar). Dagen endte med en berømmelig Attake, udført af Dorset Jeomanry, som tog Gaafer Pas
cha og hans Stab tilfange. Nuri Bej samlede de slagne Tropper i Retning af Sollum (Sidi Ahmed var ikke tilstede, men havde begi
vet sig til Sivah Oasen), hvor han fik Forstærkninger fra Cyrenaika.
Da General Lukin den 28. Febr. havde besat Barrani, beredte han sig til en Fremrykning mod Sollum. Barrani blev nu gjort til en ny fremskudt Basis, og ad Søvejen hidbragtes Forsyninger til Trop
perne.
3 4 KAPTAJN D A N I E L BIUIUN.
Senussierne tilmed endnu ikke var helt adsplittede. De havde aaben-bart trukket sig ind i Ørkenen til Oaserne der.
Endnu stod dog tilbage at befri 92 britiske Fanger, som befandt sig i Senussiernes Vold ved Bir Ilakun. I)e var tagne ombord i de
træffelig Tjeneste under Kampen i Nordafrika.
Kampene i Kystegnene var til Ende. Nu var der for Senussi
erne endnu en Mulighed tilbage — den at bemægtige sig Oaserne i den libyske Ørken og derfra at føre et Stød frem mod Nildalen.
Imidlertid havde General Sir John Maxwell den 19. Marts 1916, efter at hele Kystlandet var bleven generobret, fratraadt Overkom
mandoen i Ægypten, som nu gik over til General Sir ArcMbald naaede Senussierne ogsaa at besætte de sydligere beliggende Oaser Farafra og Dakhla.
General Maxwell havde været forberedt paa, at et saadant An
greb kunde komme, og han havde overdraget Generalmajor Adye at forsvare Ægypten paa Strækningen fra Fayum i Nord til Esna i Syd. Foreløbig havde han trukket alle Embedsmænd bort fra Oasen Kharga (»Den store Oase«), da han mente at maatte indskrænk« -sig til defensive Foranstaltninger, og da han ikke vilde udsætte Trop
per for March gennem vandløse Ørkener.
Til yderligere Sikring blev der indrettet en Patrouillering paa selve Nilen fra Assuan til Vadi IIalfa, hvorved Ægyptens militære Vestfront blev 800 miles lang. Flyverkorpset gjorde fortræffelig
Englændernes Forsvar af Ægypten. 3 5
Det viste sig dog efterhaanden, at Senussiernes moralske Kraft var brudt gennem Nederlagene i Kystegnene, og det lykkedes dem, saa vidt man kan se, ikke at samle nogen større Styrke til Indbrud
1 Nildalen. De havde vel en ca. 3,000 Mand paa Benene i Oaserne Vest for Ægypten; men hvad forslog det. Det projekterede Angreb ebbede saaledes ud. Den 15. April 1916 meldte en Flyver, at de havde rømmet Khar g a-Oasen, som allerede den 18. s. M. igen blev besat af en ægyptisk Styrke paa 1600 Mand. Den 27. besatte en anden Styrke Oasen Moghara S. V. for Alexandria, og en Maaned senere blev Baharia-Oaseme ogsaa okkuperede, efter at der gennem den vand-løse Ørken var bleven bygget en Linie af Blokhuse, i hvilke Trop
perne kunde finde Ly under de voldsomme og hyppige Sandstorme.
Senussierne havde straks i de libyske Ørken-Oaser oprettet en Slags ordnet Regering; men da deres Sager begyndte at staa daar-ligt ved Kysten, optraadte de med stor Brutalitet over for Oasebe
boerne, saaledes at disse var glade, da Anglo-Ægypterne kom.
1 oreløbig var Oaserne J\ harga og Daklila samt Faraf ra vel ikke bleven besatte; men Kamelkorpset patrouillerede jævnligt ud til dem, og Flyverne holdt Øje med, hvad der nærmede sig Oaserne.
Ogsaa Tropper i Motorvogne (»armoured cars«) optraadte i det Libyske Ørkenplateau fra Solluft 1 og Barrani. 1 førstnævnte«
Nærhed stod endnu Nuri Bej med en lille Styrke. Ved Rekognosce
ringer, som Briterne foretog fra Sollum, opdagedes et stort Depot med en Mængde Ammunition, Geværer og Materiel til to tyske traad-løse 1 elegrafstationer. Alt dette blev enten ødelagt eller medtaget.
Lndnu havde Sidi Ahmed en betydelig Styrke samlet i den vest
lige Del af den libyske Ørken og i Cyrenaikas Bagland. Han maatte være forberedt paa her at komme til at gøre Front ogsaa mod Itali
enerne.
1 Maj Maaned 1916 havde disse haft Held til at besætte de to Havne Mersa Monaisa og Bardai (mellem Sollum og Tobruk), hvilke Senussierne hidtil havde haft i deres Magt. Sidi Ahmed, som følte.
3*
KAPTAJN D A N I E L BRUUN.
at der efterhaanden taarnede sig Vanskeligheder op for hans Hæv
den af Cyrenaikas Bagland, naar Briter og Italienere begyndte at operere sammen, havde foreløbig overfor den italienske Øverstbe
falende i Cyrenaika indvilget i at udveksle Fanger, og 700 Italienere fik ved denne Lejlighed Friheden. I Juli Maaned 1916 sluttede Eng
lændere og Italienere endelig en Aftale om fælles Optræden mod Senussierne. Denne Samvirken begyndte med Rekognosceringer.
Sidi Ahmeds Hovedkvarter var i Sivah Oasen, hvor hans Trop
per havde et godt Tilhold. Der gik adskillige Maaneder, i hvilke man ikke hørte Nyt fra denne afsides Del af Verdenskrigsskueplad-sen; men imidlertid blev der forberedt en større Ekspedition imod ham i hvilken AngloÆgyptere og Italienere skulde samvirke, -og Resultatet kronedes med Held.
Den 4. Februar 1917 traf de Allieredes Stridskræfter Sidi Ah
meds Hovedstyrke 14 miles Vest for Sivah i en vel forsvaret Stil
ling lige Syd for Djerba. — Der blev straks angrebet, og efter en Dags Kamp flygtede Senussierne om Natten efter at have sat Ild paa Teltene, og efter at have ødelagt store Mængder af Proviant og Ammunition. — Da Kampen begyndte, forlod Sidi Ahmed Sivah og begav sig til Skiyata (10 miles Vest for Djerba) sammen m>ed sin Øverstkommanderende Mohammed Saleh. Den 5. Februar rykkede Briterne ind i Sivah, som var forladt.
Imidlertid var en Del af den britiske Styrke bleven sendt 24 miles Vest for Djerba til et Pas, det eneste som befandt sig mellem Djerba og Djarabub — paa Vejen til Cyrenaika Grænsen — og som kunde passeres af Kameler. Iler modtoges Senussierne, da de kom flygtende og deres Avantgarder omringedes og toges. Sidi Ahmed, som opdagede, at Passet var besat, bøjede af i Syd med Hovedstyr
k e n — ud i den vandløse Ørken, hvor han forsvandt.